Dokumentets metadata

Fradragstidspunkt - norsk told - reel tvist - udenretligt forlig

Skatteyderen havde haft en sag med de norske skattemyndigheder om efterbetaling af told for nogle år i starten af 1990'erne. I 1994 begyndte de norske toldmyndigheder at interessere sig for spørgsmålet, og der faldt en afgørelse i 1995 fra tolddistriktchefen i Trondheim. Sagen blev i 1997 afgjort af Toll- & Avgiftdirektoratet i Norge, der er Norges øverste administrative myndighed på området. Sagsøgeren indbragte herefter sagen for domstolene i 1998, hvor sagen blev forligt i 2000.Da sagsøgeren, også efter at Toll- og Avgiftsdirektoratets afgørelse forelå i 1997, havde været af den opfattelse, at toldmyndighedernes krav var uberettiget og havde anlagt retssag i 1998, fandt landsretten, at der i 1997 havde været en reel tvist om toldmyndighedernes krav. Kravet kunne derfor ikke anses for at være egentlig fastslået i dette år, og fradrag kunne derfor ikke ske i dette år.

Parter

H1 A/S
(advokat Christian Bachmann)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke).

Afsagt af landsdommerne

Hanne Kildal, Lars E. Andersen og Laila Nitschke (kst.)

Den 27. februar 2001 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse om sagsøgeren, H1 A/S', skattepligtige indkomst for indkomståret 1997:

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Sagen har været telefonisk forhandlet med selskabets repræsentant, der tillige har haft lejlighed til at udtale sig ved et retsmøde.

Det fremgår af sagen, at selskabet er 100% ejet datterselskab af H2 Danmark A/S, og tidligere har drevet import- og handelsvirksomhed i Norge. Selskaberne er sambeskattede. Aktiviteten i H1 A/S er nu overført til søsterselskabet H3 Norge A/S, og H1 A/S havde således i det omhandlede år ingen driftsaktiviteter. Selskabets regnskabsår løber fra 1. juli til 30. juni.

Det følger af sagens oplysninger, at de stedlige toldmyndigheder i 1994 rejste sag imod selskabet vedrørende efterbetaling af bl.a. told for regnskabsårene 1991-93. På baggrund af afgørelser fra de lokale myndigheder og efter påkrav fra disse, stillede selskabet den 11. juli 1995 bankgaranti for efterbetalingskrav med 600.000 NKR. Den 30. april 1997 blev sagen afgjort af Toll- og Avgiftsdirektoratet, der er Norges øverste administrative myndighed på området. Ved denne afgørelse blev selskabet pålagt følgende efterbetalingskrav:

Selskabet foretog i regnskab og selvangivelse for 1997 fradrag for det samlede efterbetalingskrav på 1.663.075 Dkr.

Det er ydermere oplyst, at selskabets norske advokat anbefalede, at selskabet søgte et forlig med myndighederne, og den 4. juli 1997 fremsatte han på selskabets vegne et forligstilbud på 600.000 NKR. Den 13. november 1997 krævede de norske myndigheder bankgarantien på 600.000 NKR indbetalt, og advokaten fremsatte herefter tilbud om betaling af i alt 1.146.993 NKR. Dette forligstilbud blev også afvist, og selskabet indbragte den 25. maj 1998 Toll- og Avgiftsdirektoratets afgørelse for Oslo Byret med påstand om, at afgørelsen kendes ugyldig.

Skatteforvaltningen har ved sin kendelse fundet, at toldkravet ikke er fradragsberettiget i 1997, da selskabets pligt til at betale beløbet ikke var endeligt fastslået. Forvaltningen har herved henset til, at Toll- og Avgiftsdirektoratets afgørelse er indbragt for domstolene, hvorfor tidspunktet for den endelige pligtpådragelse må anses for udskudt til der foreligger en upåankelig dom.

Klagerens revisor har over for Landsskatteretten påstået fradraget godkendt som selvangivet. Revisoren har herved gjort gældende, at kravet ved Toll- og Avgiftsdirektoratets afgørelse er fastslået med en sådan grad af sikkerhed, at der ikke er grundlag for at udskyde fradragsretten. Revisoren har i denne forbindelse bemærket, at de offentliggjorte afgørelser, hvor man er kommet frem til, at et krav ikke kan opgøres endeligt, førend der foreligger en endelig upåanket dom, alle omhandler privatretlige krav. I modsætning til privatretlige krav kan et offentligretligt krav som nærværende imidlertid fuldbyrdes, selvom anke er sket i rette tid. Revisoren har videre gjort gældende, at selskabet internt anerkendte kravets eksistens, og forventede at skulle betale en stor del af beløbet. Revisoren har herved henvist til, at selskabet straks gik ind i forligshandlinger, og at forligstilbuddet af november 1997 indebar betaling af et beløb svarende til selskabets indre værdi. Revisoren har henvist til afgørelsen i Tidsskrift for Skatteret 1996.174, som han finder direkte sammenlignelig med nærværende sag.

Landsskatteretten skal udtale

Landsskatteretten bemærker, at told- og afgiftsbeløb er fradragsberettigede som driftsudgifter i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Beløbene kan som udgangspunkt bringes til fradrag på tidspunktet for toldskyldens opståen. Af § 58 i de norske regler om almindelige betingelser for toldkontrol og toldbehandling fremgår følgende:

"Når det ved innførselen av en vare er betalt for lite eller ikke er beregnet toll, kan vareeieren eller den som har opptrådt på hans vegne som fremdeles har varen i sin besittelse, pålegges å betale det manglende beløp. Kravet må fremsettes innen 3 år etter fortollingen.

Er det ved uaktsomhet eller forsett hos vareeieren eller noen som representerer ham gitt uriktige eller mangelfulle oplysninger, eller er varen innført uten at fortolling har funnet sted, er fristen 3 år fra det tidspunkt tollvesenet oppdaget feilen. Kravet må i alle tilfeller fremsetter innen 10 år etter indførselstidspunktet."

Retten finder i det foreliggende tilfælde, at der består en sådan usikkerhed om størrelsen af den skyldige norske told, at der ikke på det foreliggende vil kunne indrømmes fradrag som påstået. Retten vil dog være indstillet på at genoptage sagen, når endelig afgørelse fra de norske myndigheder foreligger, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 1.

Herefter bestemmes

..."

Den 18. februar 2000 var der blevet indgået udenretligt forlig i sagen. Landsskatteretten genoptog efter anmodning fra sagsøgeren sagen og afsagde den 9. juli 2001 kendelse, hvoraf blandt andet fremgår følgende:

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

...

Det fremgår af sagens oplysninger, at Oslo Byret den 21. februar 2000 har afsagt en kendelse, hvoraf det fremgår, at parterne ved fælles processkrifter af henholdsvis 1. og 18. februar 2000 har begæret sagen hævet, samt at retten har taget denne begæring til følge. Det fremgår af fælles processkrift af 18. februar 2000, at parterne er blevet enige om, at tvisten skal forliges således, at selskabet betaler et samlet beløb til den norske stat på 1.146.993 NKR. med tillæg af renter og egne sagsomkostninger til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet.

...

Klagerens advokat har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for 1.146.993 NKR svarende til 1.046.570 Dkr., som er betalt til de norske toldmyndigheder i henhold til forliget af 18. februar 2000.

Landsskatteretten skal udtale

Landsskatteretten bemærker, at told- og afgiftsbeløb er fradragsberettigede som driftsudgifter i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det er en betingelse for fradrag, at udgiften kan aktualiseres og konkretiseres.

Retten finder, at der ikke kan godkendes fradrag i indkomståret 1997 vedrørende de norske toldmyndigheders krav imod selskabet på efterbetaling af told. Der er herved henset til, at der ikke i det omhandlede år forelå en endelig dom med materiel retskraft om berettigelsen samt rækkevidden af de omhandlede krav. Den endelige retlige forpligtelse til at betale 1.146.993 NKR er først indtrådt ved retsforliget i 2000, hvorfor tabet skal henføres til dette indkomstår. Den påklagede afgørelse vil således være at stadfæste .

..."

Under denne sag, der er anlagt den 4. oktober 2001, har sagsøgeren påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1997 nedsættes med 1.663.075 kr.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Forklaringer

Direktør A har forklaret, at H2 Danmark A/S, der producerer dameovertøj, har været på det norske marked i 20-25 år. Salget i Norge forestås af sagsøgeren. Størstedelen af produktionen foregår i Østen. Ordrerne fra Norge blev afgivet til H2 Danmark, men varerne faktureredes direkte til det norske selskab. Varerne blev sendt til Danmark, hvor de blev "frisket op" efter transporten. Varerne blev i princippet ikke set af H2 Danmark, men gik kun i transit i Danmark. Toldbehandlingen foregik i Oslo, hvortil varerne blev videresendt. I 1994 begyndte de norske toldmyndigheder at interessere sig for, om varerne blev importeret fra Østen eller fra Danmark. Afgørelsen i 1995 fra Tolldistriktssjefen i Trondheim, hvorefter sagsøgeren skulle efterbetale 8.536.588 Nkr. i told, moms og bøder, kom som et chok for sagsøgeren, der ikke kunne honorere kravet. Beløbet var helt urealistisk, og sagsøgerens norske advokat var sikker på, at afgørelsen var forkert. De overvejede ikke at indgive konkursbegæring, men aktiviteterne i selskabet blev overført til et nyt selskab i Oslo, hvor toldmyndighederne havde større ekspertise. Gælden til toldvæsenet forblev hos sagsøgeren. Da årsregnskabet for 1994/95 skulle udarbejdes, var der mellem ham og bestyrelsen enighed om, at kravet ville blive frafaldet og ikke truede selskabets eksistens. Da sagsøgeren modtog afgørelsen af 30. april 1997, var sagsøgerens advokat meget overrasket og skuffet over resultatet. Advokaten havde aldrig set toldkrav udregnet ved anvendelse af beregningsmåden i tollverdiforskriftens § 6, og han mente, at tolden fortsat var beregnet forkert. Sagsøgeren havde ikke en forventning om, at kravet ville falde helt væk, idet formalia ikke var overholdt, og sagsøgeren måtte derfor i det mindste regne med at få en bøde. I september 1997 stillede advokaten nogle supplerende spørgsmål til toldmyndigheden, der dog valgte at fastholde sin afgørelse. Der blev også ført forligsforhandlinger, men uden resultat. Det forligsbeløb på 1.146.993 kr., som sagsøgeren i november 1997 tilbød at betale, svarede til selskabets indre værdi. Sagsøgeren valgte at anlægge retssagen for at få kravet nedsat, idet det ikke var realistisk, at kravet kunne falde helt væk. Ugyldighedspåstanden i stævningen blev således nedlagt af rent taktiske årsager. Nærmest samtidig verserede en sag mellem G1 og toldmyndighederne, der på mange punkter lignede deres sag og som G1 vandt.

Statsautoriseret revisor KE har forklaret, at han har arbejdet som revisor for H1 A/S siden starten af 1995. Det var hans og en række andre rådgiveres opfattelse, at sagsøgeren havde en god sag. I forbindelse med aflæggelse af årsregnskabet for 1994/95 rettede han henvendelse til sagsøgerens advokater for at drøfte, hvor alvorligt kravet skulle tages. De mente, som han selv, at der ikke var substans i toldkravet. På den baggrund valgte han ikke at medtage toldkravet i årsregnskabet. Toldmyndighederne afviste efter afgørelsen i 1997 en forligsmæssig løsning, hvorfor sagsøgeren valgte at anlægge retssag. Sagsøgerens advokat var optimistisk og mente, at sagen kunne ende med, at sagsøgerne kom til at betale et eller andet mindre beløb. I forbindelse med afslutning af årsregnskabet for 1996/97 oplyste sagsøgerens advokat, at sagen måtte anses for at være afgjort ved afgørelsen af 30. april 1997 fra Toll- og Avgiftsdirektoratet. Denne afgørelse blev derfor lagt til grund ved udarbejdelsen af regnskabet, hvor kravet blev medtaget. Han vidste på dette tidspunkt ikke, at der ville blive anlagt sag.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgeren har været forpligtet til at betale 1.663.075 kr. i efterbetaling af told i indkomståret 1997, hvor Toll- og Avgiftsdirektoratet traf afgørelse herom. Toldskylden var på dette tidspunkt tilstrækkeligt konkretiseret og aktualiseret. Fradragsretten tilkommer sagsøgeren på pligtpådragelsestidspunktet, der for offentligretlige krav, der støtter sig på en forvaltningsakt, er tidspunktet for meddelelsen af forvaltningsakten. Domstolsprøvelse fritager ikke for betaling af toldskylden, hvilket følger af Grundlovens § 63, stk. 1, den norske toldlovs § 58 sammenholdt med den norske forvaltningslovs § 42 og toldlovens § 9. Selskabet har derfor fradragsret i indkomståret 1997 for den fulde toldskyld som opgjort af Toll- og Avgiftsdirektoratet, dog med pligt til i 2000 at indtægtsføre forskellen mellem det fratrukne beløb og det beløb, der blev betalt i henhold til retsforliget.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgerens udgift til efterbetaling af told først kan fratrækkes i det år, hvor tvisten mellem sagsøgeren og de norske myndigheder blev endeligt afgjort i 2000, da sagen blev udenretligt forligt. Indtil da havde der været en reel tvist, idet sagsøgeren i 1998 indbragte det norske told- og afgiftsdirektorats afgørelse for de norske domstole med påstand om, at afgørelsen kendtes ugyldig også for så vidt angår offentligretlige krav, gælder, at er der en reel tvist, som i nærværende sag, henføres fradragsretten til det år, hvor tvisten er endeligt afgjort.

Til sagsøgerens synspunkt om, at fradragsretten tilkommer skatteyderen på pligtpådragelsestidspunktet, har sagsøgte anført, at fradraget i givet fald burde være foretaget i 1995, hvor den første afgørelse blev truffet af toldmyndighederne, da toldkravet på det tidspunkt var forfalden til betaling uanset eventuel klage.

Landsrettens begrundelse og resultat

Toldbeløbet er fradragsberettiget som driftsudgift i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at sagsøgeren - også efter, at Toll- og Avgiftsdirektoratets afgørelse forelå den 30. april 1997 - var af den opfattelse, at de norske toldmyndigheders krav var uberettiget. På den baggrund og efter at toldmyndighederne havde fastholdt sin afgørelse og afvist at forlige sagen, valgte sagsøgeren at anlægge sag ved byretten i Oslo i 1998 i forventning om, at sagsanlægget ville føre til en yderligere reduktion af kravet. Under disse omstændigheder og da der først i 2000 blev indgået forlig i sagen, finder landsretten, at der i 1997 var en reel tvist om toldmyndighedernes krav, hvorfor kravet ikke kan anses for at være endeligt fastslået, og sagsøgeren har derfor ikke været berettiget til at fradrage beløbet i indkomståret 1997.

Sagsøgtes påstand om frifindelse tages derfor til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, H1 A/S, skal inden 14 dage til sagsøgte betale 25.000 kr. i sagsomkostninger.