Dokumentets metadata

Dokumentets dato:20-08-2002
Offentliggjort:17-12-2002
SKM-nr:SKM2002.661.LR
Journalnr.:99/02-4359-00212
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Bindende forhåndsbesked


Reduktion af antal køberetter ved anvendelse af vækstfondsmodellen

Det udløser ikke afståelsesbeskatning såfremt der indgås aftale med medarbejderne om, at deres køberetter omfattet af ligningslovens § 28 beskattes efter vækstfondsmodellen mod, at medarbejderne undlader at udnytte et reduceret antal af de tildelte køberetter.


1. Forespørger ønskede at vide om det ville udløse afståelsesbeskatning såfremt der indgås aftale med medarbejderne om, at deres køberetter til aktier omfattet af LL § 28 beskattes efter LL § 28 A ( vækstfondsmodellen ) mod, at medarbejderne undlader at udnytte 30% af de tildelte køberetter.

2. Ydermere ønskede man at vide om det ville udløse tilskudsbeskatning for selskabet.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Et dansk selskab A tildelte i år 2000 køberetter til aktier til medarbejdere, heraf 16 i Danmark. Køberetterne kan tidligst udnyttes i 2003. Retten til at udnytte køberetterne er betinget af, at medarbejderne fortsat er ansat i 2003. Køberetterne kan ikke overdrages.

I 2002 tilkendegiver A overfor medarbejderne, at de har mulighed for at udnytte alle de tildelte køberetter. Samtidig fik medarbejderne tilbud om anvendelse af vækstfondsmodellen mod, at medarbejderne undlader at udnytte 30 % af de tildelte køberetter. Det understreges dog samtidig, at tilbuddet er betinget af en positiv tilbagemelding fra Ligningsrådet.

Et udenlandsk selskab B har i 2002 købt mere end 90% af aktierne i selskabet, og selskabet er blevet afnoteret . B har til hensigt at tvangsindløse de resterende aktier samt at afvikle det eksisterende køberetsprogram før tid. I forbindelse med afviklingen af køberetsprogrammet tilbyder A medarbejderne at anvende vækstfondsmodellen i forbindelse med udnyttelsen.

Dette medfører at selskabet giver afkald på sin fradragsret. For at selskabets nettoudgift efter skat kan holdes neutral, ønsker selskabet, at medarbejderne som et led i aftalen kun udnytter 70% af de tildelte køberetter.

Styrelsens indstilling og begrundelse

Ifølge ikrafttrædelsesbestemmelserne i lov nr. 1286 af 20. december 2001 kan vækstfondsmodellen anvendes for tildeling af aktier og tegningsretter, der erhverves den 1. januar 2001 eller senere, og for køberetter, der erhverves eller udnyttes den 1. januar 2001 eller senere.

Det har således ved indførelsen af modellen været hensigten, at køberetter, der er erhvervet før 1. januar 2001, men endnu ikke udnyttet, skulle kunne omfattes. Der er imidlertid ikke i bemærkningerne taget stilling til hvordan.

I bemærkningerne til LL § 28 A synes det forudsat, at der ved tildelingen tages hensyn til at medarbejderen modtager en nettovederlæggelse, en vederlæggelse efter skat. Såfremt man ikke kan reducere i allerede erhvervede køberetter uden at der statueres afståelse af en aftale og indgåelse af en ny, vil medarbejderen på den måde modtage et bruttovederlag, idet medarbejderen såfremt vækstfondsmodellen ikke kunne anvendes nok ville have modtaget bruttovederlaget, men dog også ville være blevet beskattet af det.

Det er således styrelsens opfattelse, at der kan reduceres i antallet af køberetter, der kan udnyttes, når LL § 28 A-C skal finde anvendelse, uden at den oprindelige køberet må anses for at være afstået. Der henses bl.a. til at aftalen skal indgås mellem selskabet og medarbejderen.

Såfremt selskabets nettoudgift skal være netutral ved anvendelsen af vækstfondsmodellen skal antallet af køberetter reduceres med 40 %.

I denne situation ønsker man imidlertid alene at reducere antallet af køberetter med 30%. Således tildeles medarbejderen, efter aftalen om anvendelse af vækstfondsordningen, flere køberetter end hvis der udelukkende skete en regulering i kraft af anvendelsen af LL § 28 A-C.

I den aktuelle situation sker der en reduktion af værdien med 30 %, således modtager medarbejderen aktier til en værdi af 70, afgiften udgør 47 og personalegodet udgør i alt 117.

Skematisk kan det opstilles således:

Uden reduktion

Fuld reduktion

Reduktion 30%

antal køberetter (a)

100

60

70

afgiften udgør
((100/60)-1)*a

67

40

47

personalegode (b)

167

100

117

kontrolberegning 40% af b

67

40

47

Da alternativet imidlertid kunne være at man valgte at lade medarbejderen udnytte det fulde antal køberetter og selskabet alligevel indbetaler afgiften vil denne variation ikke have nogen betydning for besvarelsen.

Det indstilles at der svares nej til spørgsmål 1.

Ad 2

Som det fremgår af LL § 28, stk. 3 er der efter reglerne i statsskattelovens § 6 a fradragsret for de ved ydelsen af køberetter forbundne udgifter.

Såfremt medarbejder og selskab vælger at anvende muligheden for at selskabet betaler medarbejderens skat, i form af en afgift, jf. LL § 28 A, stk. 3, bortfalder imidlertid selskabets fradragsret for alle udgifter forbundet med udstedelsen af køberetterne.

Således skal selskabets indkomstopgørelser korrigeres for eventuelle tidligere fratrukne udgifter i forbindelse med tildeling af køberetterne.

Der bliver ikke tale om tilskudsbeskatning. Princippet ved anvendelsen af vækstfonds-modellen er det samme som ved tilbageholdelse af a-skat. Medarbejderens personalegode er større end det medarbejderen reelt får "udbetalt". Der er ikke tale om at selskabet tilgodeses på nogen måde.

Det indstilles at der svares nej på spørgsmål 2.

Ligningsrådet tiltrådte styrelsens indstilling.