Dokumentets metadata

Dokumentets dato:19-03-2002
Offentliggjort:12-11-2002
SKM-nr:SKM2002.565.LR
Journalnr.:99/01-482-00226
Referencer.:Ejendomsavancebeskatningsloven
Dokumenttype:Bindende forhåndsbesked


Ejendomsavancebeskatning - delsalg - anskaffelsessum for ejendom erhvervet før 1. maj 1993 - halvdelsreglen

Ligningsrådet har afgivet bindende forhåndsbesked om, at en skatteyder, der ville anvende købsprisen som anskaffelsessum ved et delsalg af en ejendom i 1997, ved et senere salg af restejendommen som anskaffelsessum kunne anvende den såkaldte halvdelsregel minus den del heraf, der ville have været henført til salget i 1997.


Ligningsrådet har taget stilling til en anmodning om bindende forhåndsbesked vedrørende ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 3.

Spørgsmål

Hvis købsprisen anvendes som anskaffelsessum ved beregning af ejendomsavance ved et delsalg af ejendommen i 1997, ønskes oplyst, om skatteyderen ved et senere salg af restejendommen som anskaffelsessum kan bruge den såkaldte halvdelsregel minus den del heraf, der ville have været henført til salget i 1997.

Svar

Ligningsrådet besvarede spørgsmålet bekræftende - se sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Skatteyderen købte i 1986 ejendommen A og i 1990 ejendommen B. I 1992 blev der frasolgt en bygningsparcel fra ejendommen B. Ejendom A og den resterende del af ejendom B blev sammenlagt, således at der var tale om én ejendom ved vurderingen pr. 1. januar 1993. Ved aftale af 16. juni 1997 frasolgte skatteyder ét jordstykke fra ejendommen. En del af jordstykket var erhvervet ved købet af ejendom A i 1986, medens den resterende del af arealet var erhvervet ved købet af ejendom B i 1990.

I forbindelse med delsalget af det nævnte areal af ejendommen i 1997 anvendte skatteyder forskellige principper for opgørelsen af anskaffelsessummen for de to arealer.

Ved salg af den del af jordarealet, der hidrørte fra ejendom A, anvendte skatteyder således vurderingen 1.1. 1993 + 10 %, og ved salget af det resterende jordareal blev den oprindelige købspris anvendt som anskaffelsessum.

Skatteforvaltningen agtede at ændre princippet for opgørelsen af anskaffelsessummen således, at vurderingen 1.1 1993 + 10% skulle anvendes ved salg af begge jordarealer. Skatteyderen ønskede i stedet at anvende købsprisen som anskaffelsessum ved beregning af ejendomsavancen ved det nævnte delsalg af ejendommen i 1997.

Spørgsmålet var, om skatteyderen herefter ved et senere salg af den resterende del af ejendommen som anskaffelsessum kunne bruge den såkaldte halvdelsregel minus den del heraf, der ville have været henført til delsalget i 1997.

Told- og Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Efter de gældende regler er der efter styrelsens opfattelse ikke nogen bindinger i forhold til valg af anskaffelsessum mellem det første delsalg af ejendommen og et efterfølgende salg af den resterende del af ejendommen.

Det betyder, at sælger ved et senere salg af den resterende del af ejendommen - der er anskaffet før den 19. maj 1993 - ved opgørelsen af avancen efter de gældende regler i ejendomsavancebeskatningsloven kan vælge mellem enten at anvende den faktiske anskaffelsesum eller en af de øvrige mulige indgangsværdier, herunder den såkaldte halvdelsregel, i ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 3, som anskaffelsessum.

Den såkaldte halvdelsregel i ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 3, 1. pkt., går ud på, at anskaffelsessummen opgøres som ejendomsværdien pr. 1. januar 1993 med et tillæg på 10 pct. og med tillæg af et beløb opgjort som halvdelen af forskellen mellem denne værdi og ejendomsværdien pr. 1. januar 1996.

Den faktiske anskaffelsessum kan dog kun anvendes i stedet for de omtalte indgangsværdier, når visse angivne betingelser er opfyldt.

Det er styrelsens opfattelse, at opgørelsen af anskaffelsessummen ved salg af den resterende del af ejendommen efter de gældende regler i ejendomsavancebeskatningsloven kan foretages med udgangspunkt i den såkaldte halvdelsregel, idet der ved ejendomsværdien pr. 1. januar 1993 henholdsvis pr. 1. januar 1996 forstås den pågældende ejendomsværdi for hele ejendommen.

Styrelsen indstillede, at spørgsmålet blev besvaret bekræftende.

Ligningsrådet

tiltrådte indstillingen.