Dokumentets metadata

Maskeret udlodning - sikkerhedsstillelse - søsterselskab

En hovedaktionær, der ejede 50% af anparterne i H.G.1, lod et af ham ejet selskab, der drev H1, stille sikkerhed i form af pantsætning for H.G.1. Sikkerheden blev stillet over for den långivende bank ca. 1 år efter, at lånet blev ydet. Den anden anpartshaver i H.G.1 lod ligeledes sit selskab stille sikkerhed i form af pantsætning.Efter de konkrete omstændigheder fandt Højesteret - i modsætning til landsretten - at sikkerhedsstillelsen skete i H1-selskabets egen interesse ud fra sædvanlige forretningsmæssige overvejelser.Det indebar, at H1-selskabet kunne foretage fradrag for tab på en fordring på H.G.1, og at hovedaktionæren ikke blev beskattet af en maskeret udlodning.

Parter

H1 ApS

og

A
(advokat Bente Møll Pedersen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Hermann, Wendler Pedersen, Peter Blok, Børge Dahl og Poul Søgaard.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 17. afdeling den 24. februar 2000.

Appellanterne, H1 ApS og A, har gentaget deres påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

A har frafaldet anbringendet om, at den skete beskatning af ham, er i strid med almindelige lighedsgrundsætninger.

Det bemærkes, at det i landsrettens dom gengivne brev af 5. februar 1992 fra F1 Bank rettelig var stilet til H.G.1 ApS.

Af kontoudskrifter vedrørende H.G.1 ApS' konti i F1 Bank fremgår, at aftalekontoen den 10. februar 1992 blev opgjort til 608.422,38 kr. Dette beløb blev samme dag overført til selskabets standardkonto. På denne konto indgik ligeledes samme dag provenuet ved realisation af de obligationsbeholdninger, der var stillet som sikkerhed for selskabets udlandslån af H1 ApS og G1 ApS med henholdsvis 391.515,41 kr. og 386.092,52 kr. Fra kontoen overførtes samtidig 1.391.001,62 kr. til nedbringelse af udlandslånet. Det fremgår videre, at der til standardkontoen den 26. marts 1992 blev indbetalt 593.940 kr., og at et tilsvarende beløb dagen efter blev overført til H1 ApS' konto i F2bank.

I et brev af 3. juni 1999 fra registreret revisor BO til registreret revisor KE hedder det blandt andet:

"Som aftalt fremsendes hermed redegørelse for bogføringstransaktioner i forbindelse med H1 ApS' tab hos H.G.1 ApS i foråret 1992, hvor jeg var revisor for H1 ApS.

Tabet er af mig opgjort således:
H1 havde tilgode hos H.G.1 pr. 31/12 1990	+ 136.159,96
fra F1 Bank blev indsat på H1's konto i marts 1992,	593.940,00

-457.780,04

hvoraf dog vedrørte salg af obligationer, som H1 havde lagt til sikkerhed, jvf. note i årsregnskab 1990/91

391.515,41

"overskud" herefter

66.264,63

der går til delvis dækning af faktura nr. 450 fra H1 til H.G.1

1.000.122,00

konstateret tab for H1

933.857,37

der i årsregnskabet 1/6 1991 - 31/5 1992 er angivet således:

tab på debitor (H.G.1)

765.457,00

tilbageført moms

168.400,51

"

Det fremgår af årsregnskabet for 1. juni 1991 til 31. maj 1992 for H1 ApS, at regnskabet er underskrevet af revisor den 7. februar 1993.

Forklaringer

JL, der er filialdirektør i F1 Bank, ...., har til brug for Højesteret forklaret, at han var involveret ved H.G.1s overvejelser omkring optagelse af lån i 1988. H.G.1 havde to anpartshavere, B og A, hvoraf sidstnævnte var kendt i banken som en respekteret og velkonsolideret kunde. Den 14. oktober 1988 anmodede H.G.1 om et lån på 10 mio. kr., blandt andet til opkøb af en fast ejendom beliggende X-vej, ..... Der ville ved en låneudbetaling på 10 mio. kr. opstå et overskud i forhold til ejendommens pris. H.G.1 mente, at dette overskud skulle anvendes til opkøb af obligationer, der kunne stilles som sikkerhed for lånet. Banken afviste imidlertid at yde et lån i nævnte størrelsesorden og tilbød i stedet at yde et lån på 5 mio. kr. samtidig med, at banken fik pant i ejendommen samt kaution af de nævnte to anpartshavere. Det var meningen, at der efterfølgende skulle optages et kreditforeningslån til nedbringelse af bankens engagement i ejendommen. Banken var bekendt med ejendommen qua dens beliggenhed på X-vej i ...., hvor banken selv har kontor. Det er en almindelig procedure i banken, at der ved lån til anpartsselskaber kræves sikkerhedsstillelse af hovedanpartshaverne. Lånet blev bevilget i november 1988. På grund af de ændrede konditioner for lånet i forhold til H.G.1s oprindelige ansøgning fik han intern godkendelse heraf den 10. marts 1989. Ud fra sine notater i sagen forklarede han, at han for den 27. februar 1989 har noteret, at der som sikkerhed skulle oprettes et depot med værdipapirer til en kursværdi på 800.000 kr. Baggrunden herfor er antagelig, at det førnævnte kreditforeningslån ikke blev optaget. Det er givetvis allerede ved det oprindelige låns etablering blevet aftalt, at der skulle finde en sådan deponering sted. Depotet med kursværdi på 800.000 kr. blev stillet i november 1989 i forbindelse med, at lånet blev forlænget/rullet. Den 5. februar 1992 afholdtes et møde i banken på foranledning af H.G.1 - givetvis fordi udlandslånet udløb den 10. februar. Han deltog i mødet. A ønskede at nedbringe lånet i ejendommen på grund af konjunkturnedgangen på ejendomsmarkedet, og da lånet hidtil ikke var blevet nedbragt. Der var ikke fastsat nogen frist fra bankens side for nedbringelse af lånet, idet banken ikke havde anledning hertil, når henses til depotet og sikkerheden i øvrigt for lånet. Det blev aftalt, at det stillede depot skulle anvendes til nedbringelse af lånet. Banken fremsatte ikke noget ultimativt krav om at nedbringe lånet på anden måde, og banken krævede ikke, at der skulle stilles yderligere sikkerhed for lånet. Lånet blev oprindelig bevilget på grundlag af As økonomisk stærke formåen. Det forhold, at A eventuelt havde overtaget anparterne i H.G.1, ville ikke have medført andre dispositioner fra bankens side i forhold til H.G.1. Således ville banken for eksempel heller ikke i den situation have krævet lånet nedbragt. Den anden anpartshaver, Bs, engagement i H.G.1 blev ikke tillagt nogen væsentlig værdi for bankens engagement med H.G.1. I forbindelse med drøftelserne 1. februar 1992 om at nedbringe lånet kom det ikke på tale at realisere ejendommen eller overveje dette. Det forhold, at banken i den fremlagte korrespondance anfører, at finansieringen af lånet skulle tages op på ny 3 måneder efter lånets nedbringelse i 1992, skyldtes bankens kendskab til G1's økonomiske problemer, hvorfor udlandslånet alene var blevet forlænget med anførte 3 måneder. Banken havde ikke pant i H.G.1s løbende konto og ville ikke have modsat sig at vente med nedbringelse af lånet indtil ultimo marts 1992, hvor der på kontoen henstod et indestående på 700.000 kr. Der forelå ikke nogen aftaler om, hvorledes selskabet kunne disponere over nævnte løbende konto. Banken har ikke på noget tidspunkt stillet krav over for A om, at denne til H.G.1 skulle indbetale 400.000 kr., ligesom det ikke har været på tale at afkræve A indfrielse af ovennævnte lån.

Højesterets bemærkninger

Ved H.G.1 ApS, erhvervelse af ejendommen X-vej, ...., i november 1988 blev købesummen på 4,9 mio. kr. finansieret ved optagelse af et udlandslån med en hovedstol svarende til ca. 5,2 mio. kr. i F1 Bank. Denne fik sikkerhed i et skadesløsbrev i ejendommen, ligesom A og den anden ejer af H.G.1 ApS, B, påtog sig at hæfte som selvskyldnerkautionister for lånet.

Efter filialdirektør JLs forklaring må det antages, at baggrunden for bankens krav i november 1989 om yderligere sikkerhedsstillelse i form af pantsætning af værdipapirer til en samlet kursværdi af ca. 800.000 kr. var, at kreditforeningslånet mod forventning endnu ikke var blevet optaget. Sikkerheden blev stillet ved, at As selskab, H1 ApS, og Bs selskab, G1 ApS, hver pantsatte obligationer med en kursværdi på ca. 400.000 kr. til sikkerhed for udlandslånet. Det må lægges til grund, at As deltagelse i byggekonsortiet fra starten bl.a. var begrundet i en forventning om, at murerforretningen kunne opnå entrepriseopgaver for byggekonsortiet, at murerforretningen i 1988 og 1989 havde udført arbejde for byggekonsortiet på ejendommen X-vej, og at murerforretningen havde fået stillet yderligere arbejdsopgaver i udsigt, herunder i Sverige. Ved udgangen af 1989 var byggekonsortiets egenkapital ifølge selskabets regnskab godt 500.000 kr.

På den anførte baggrund finder Højesteret, at murerforretningens pantsætning i november 1989 af den omhandlede obligationspost til sikkerhed for byggekonsortiets udlandslån må anses for sket i murerforretningens egen interesse ud fra sædvanlige forretningsmæssige overvejelser. Murerforretningens pantsætning af obligationsbeholdningen og den efterfølgende realisation af obligationerne og anvendelse af provenuet til nedbringelse af udlandslånet kan derfor ikke medføre, at et beløb svarende til obligationernes realisationsværdi, 391.515 kr., anses for en maskeret udlodning fra murerforretningen til A, eller at murerforretningen ikke har fradragsret for sit tab på fordringen mod byggekonsortiet for så vidt angår dette beløb.

Højesteret tager herefter appellanternes påstande til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet skal anerkende, at H1 ApS' skattepligtige indkomst for skatteåret 1993/94 nedsættes med 391.515 kr., og at As udbytteindkomst for indkomståret 1992 nedsættes med 391.515 kr.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Skatteministeriet inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale i alt 80.000 kr. til H1 ApS og A.