Dokumentets metadata

Omkostningsgodtgørelse - revisor - eneanpartshaver af revisionsselskab - personlig skattesag

Revisor, ansat i et revisionsselskab, var afskåret fra omkostningsgodtgørelse i en skattesag, hvor arbejdet med hans skattesag var udført af ham selv. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at arbejdet var udført gennem selskabet, som han havde betalt for opgaven

Parter

A
(advokat Christian Bachmann)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli)

Afsagt af landsdommerne

Knud Knudsen, Bloch Andersen og Lone Kerrn-Jespersen

Under denne sag, der er anlagt den 20. oktober 2005, har sagsøgeren, A, nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgeren er berettiget til at modtage omkostningsgodtgørelse efter dagældende regler i skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 1, og at sagen med hensyn til medholdsvurdering skal hjemvises til Skatteankenævnet og til Landsskatteretten.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at sagsøgeren ejer anparterne i H1Holding Revisionsanpartsselskab, der sammen med sagsøgeren ejer samtlige anparter i H2 Revisionsanpartsselskab. Sagsøgeren er samtidig ansat og registreret som direktør i H2 Revisionsanpartsselskab.

Sagsøgeren ejer og driver udlejningsejendommen beliggende ..., som han erhvervede ved skøde af 14. juni 2000. I indkomstårene 2000 og 2001 afholdt sagsøgeren udgifter til ombygning af ejendommen, og han selvangav som følge heraf fradrag for vedligeholdelse med en procentdel af de samlede lejeindtægter i de pågældende indkomstår.

Efter skattesagens behandling ved de kommunale skattemyndigheder påklagede H2 Revisionsanpartsselskab, på vegne sagsøgeren ved skrivelse af 18. november 2003 skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten.

Landsskatteretten afsagde den 29. november 2004 kendelse, hvorved sagsøgeren i et vist omfang fik medhold i klagen.

Ved sagsbehandlingen i skatteforvaltningen, skatteankenævnet og Landsskatteretten var sagsøgeren repræsenteret af H2 Revisionsanpartsselskab ved sagsøgeren selv, og sagsøgeren har som rådgiver registreret det anvendte timeforbrug. Efter sagens afslutning blev det anvendte timeforbrug faktureret over for sagsøgeren med 41.015,63 kr. inkl. moms.

Ved skrivelse af 21. december 2004 ansøgte sagsøgeren om omkostningsgodtgørelse ved Toldskat for de afholdte udgifter til bistand i forbindelse med skattesagen, hvilket blev nægtet ved afgørelse af 22. februar 2005. Regionen anførte i afgørelsen, at man anså de afholdte udgifter for omfattet af undtagelsen i skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 1, nr. 1, og at personsammenfaldet mellem sagsøgeren og personkredsen i revisorselskabet og dets moderselskab medførte, at det udførte arbejde skulle klassificeres som eget arbejde, som ikke er godtgørelsesberettiget.

Sagsøgeren påklagede denne afgørelse til Told- og Skattestyrelsen, som den 28. juni 2005 stadfæstede afgørelsen. Som begrundelse herfor anførte styrelsen, at sagsøgeren efter en konkret vurdering måtte anses for at have ført sin egen sag, hvilket der ikke ydes omkostningsgodtgørelse til.

Forklaringer

A har forklaret, at han etablerede sig som registreret revisor i 1988. I 1990 omdannede han virksomheden til et selskab, og i 1992/93 etablerede han holdingselskabet. Alle hans aktiviteter som revisor udføres i selskabets regi. Det er også selskabet, der udfylder og indsender hans egen selvangivelse. Bortset fra 2¾ time, som er udført af en revisorassistent, LB, har han selv udført arbejdet med skattesagen. På daværende tidspunkt var der ikke andre ansatte revisorer i selskabet. Han har betalt fakturaen, og betalingen er indgået på sædvanlig måde i selskabet. Selskabet har faktureret på grundlag af sagsøgerens sædvanlige timetakst. Han har ikke fratrukket udgiften til skattesagen i sit private regnskab.

Procedure

Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgeren i medfør af reglerne i skattestyrelseslovens kapitel 3 A har retskrav på at modtage fuld omkostningsgodtgørelse for udgifterne afholdt til sagkyndig bistand i forbindelse med førelsen af hans skattesag for skatteankenævnet og Landsskatteretten i en situation, som berettiger til omkostningsgodtgørelse. Bestemmelsen i § 33 C gør udtømmende op med de tilfælde, hvor godtgørelse kan nægtes helt eller delvist, og sagsøgeren er ikke omfattet af denne bestemmelse, hvorfor der ikke er hjemmel til at nægte sagsøgeren omkostningsgodtgørelse. Sprogligt rammes kun ansatte, som udfører arbejde på skattesager for den godtgørelsesberettigede.

Bestemmelsens ordlyd har siden oprindelsesloven, lov nr. 238 af 2. april 1997, været sålydende:

"...

33 C. Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt: Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede.

..."

Af de specielle bemærkninger til oprindelsesloven fra 1997 fremgår (Folketingstidende 1996-97, Tillæg A, s. 2807):

"...

Der ydes ikke tilskud til den skattepligtiges eget tidsforbrug eller til den pågældendes egne udgifter til f.eks. rejser, porto, telefon eller lignende. Der ydes heller ikke tilskud til udgifter ved bistand fra personer, der er ansatte hos den pågældende.

..."

Ved fortolkningen af bestemmelsen kan der henses til Skatteministerens besvarelse af spørgsmål 32 under reformen af omkostningsgodtgørelsesreglerne i 2001 ved behandlingen af lovforslag L 54 (den senere lov nr. 388 af 6. juni 2002), hvor følgende blev udtalt som svar på et spørgsmål fra Grundejernes Landsorganisation:

"...

Høringssvar

Grundejernes Landsorganisation anfører endvidere, at organisationen gerne havde set, at der blev skabt mulighed for en vis omkostningsdækning i tilfælde, hvor sagkyndig bistand ydes af ansatte hos den godtgørelsesberettigede. Landsorganisationen mener ikke, at sagkyndig bistand ydet af ansatte kan anses for omkostningsmæssigt neutral, idet skattesagen vil medføre enten, at der skal udbetales overarbejdsbetaling, eller at andre opgaver skydes ud.

Kommentar

Bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 1, nr. 1, hvorefter der ydes godtgørelse til udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede, blev gennemført ved lov nr. 238 af 4. april 1997. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at en arbejdsgiver har fradragsret for en ansats løn. De udgifter, der ikke vedrører den ansattes indsats, kan dog dækkes, hvis de i øvrigt er godtgørelsesberettigede. F.eks. kan udgifter til yderligere bistand fra ikke-ansatte dækkes.

Hvis en virksomhed skulle have godtgørelse for udgifter til en ansats ydelse af sagkyndig bistand i forbindelse med en skattesag, måtte man have sikkerhed for, at virksomheden ikke samtidig fratrak disse udgifter som lønudgifter. Da tidspunktet for en anmodning om godtgørelse for sådanne udgifter kan ligge forud for det tidspunkt, hvor virksomheden eller organisationen fratrækker lønudgiften til den ansatte, har jeg vanskeligt ved at se, hvorledes man kan etablere en hensigtsmæssig og administrerbar ordning på dette punkt. Efter min mening taler hensynet til ordningens enkelhed for, at man bevarer de gældende regler uændret.

..."

Tilsvarende fremgår af betænkning nr. 1382/2000 om omkostningsdækningsordningen side 72, hvor følgende anføres i relation til sagkyndig bistand:

"...

Der kan ikke gives omkostningsdækning til sagkyndig bistand, hvis den sagkyndige er ansat hos den skatte- eller afgiftssagen vedrører, jf. § 33 B, stk. 1, nr. 1. Dette skal ses i lyset af, at en arbejdsgiver har fradragsret for en ansats løn.

..."

I den konkrete sag er det uafviseligt, at der er ydet sagkyndig bistand af en virksomhed, som efter loven opfylder kravene til at yde sagkyndig bistand, idet H2 Revisionsanpartsselskab yder sådan service.

Videre er det uafviseligt, at den sagkyndige, som i dette tilfælde er revisionsselskabet, ikke er ansat af sagsøgeren, hvorimod det forholder sig omvendt.

Den reale begrundelse bag bestemmelsen om, at man ikke som ansat hos den godtgørelsesberettigede, kan opnå omkostningsgodtgørelse, er, at der herved opnås overdækning for udgiften til den ansattes løn, som den godtgørelsesberettigede har fradragsret for.

I sagsøgerens tilfælde er den godtgørelsesberettigede A. Det giver ingen mening at tale om, at A som privatperson er ansat hos sig selv. A er derimod ansat i revisionsselskabet. Der opstår derfor ikke den situation, som ønskes undgået i forarbejderne om overdækning, idet A ikke opnår nogen overdækning, da han ikke har fradragsret for løn til sig selv i og med, at han ikke driver virksomhed i personligt regi.

Sagsøgtes synspunkt kræver en lovændring, idet undtagelsesbestemmelser altid fortolkes indskrænkende.

Størrelsen af den af sagsøgeren afholdte udgift er ikke urimelig eller usædvanlig, og hverken Toldskat eller Told- og Skattestyrelsen har gjort indsigelser herimod.

Sagsøgeren har derfor krav på omkostningsgodtgørelse for de afholdte udgifter til revisionsselskabet, som dette selskab har indtægtsført på linje med andre indtægter fra kunder.

Det fremgår af sagsøgtes sagsregnskab (bilag C), at der under Landsskatteretssagen også blev ydet hjælp af revisorassistent LB, der dengang var ansat i selskabet. Dette understreger også, at den sagkyndige bistand blev ydet af selskabet.

Det er således selskabet, der har ydet sagkyndig bistand til sagsøgeren. Udgifterne er dermed ikke til en sagkyndig, der er ansat hos den godtgørelsesberettigede. Det forholder sig derimod omvendt. Den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 1, nr. 1 finder derfor åbenbart ikke anvendelse i denne sag.

I relation til hjemvisningsdelen af påstanden er det ifølge skatteforvaltningslovens § 56 således, at kompetencen til at foretage en medholdsvurdering er tillagt den administrative instans, der har truffet afgørelse i den pågældende sag. Dermed er det skatteankenævnet og Landsskatteretten, der har kompetencen til at foretage medholdsvurderingen i sagen, hvorfor spørgsmålet skal hjemvises til skatteankenævnet henholdsvis Landsskatteretten, når det principale spørgsmål om den rette forståelse af den tidligere skattestyrelseslovs § 33 C, stk. 1, er afgjort.

Sagsøgte har gjort gældende, at sagsøgeren med rette er anset for afskåret fra godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i medfør af skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 1, nr. 1, eftersom han ikke har haft sagkyndig bistand. Reglen er nu afløst af skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 1. "Sagkyndig bistand" er der ikke tale om, når den skattepligtige selv har udført arbejdet. "Sagkyndig bistand" forudsætter, at arbejdet er udført af fremmede - det følger af en naturlig sproglig fortolkning. Der er jo ikke nogen "bistand," når den skattepligtige ikke har fået bistand af nogen, men har udført arbejdet selv.

Til støtte for påstanden har sagsøgte i øvrigt henvist til § 2, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 578 af 8. juli 2002 (nu afløst af bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005). Bekendtgørelsen er i overensstemmelse med loven og lovforarbejderne. På det her omhandlede punkt er reglerne i skattestyrelsesloven i øvrigt blot udtryk for en videreførelse af den retstilstand, der har været gældende lige siden indførelsen af den oprindelige lov om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager, jf. lov nr. 233 af 23. maj 1984, jf. cirkulære nr. 107 af 14. august 1984 punkt 6. Der henvises endvidere til side 72 i betænkning nr. 1382/2000 om omkostningsdækningsordningen og til afsnit K.3.1 i Procesvejledningen.

Sagsøgeren er eneejer af det holdingselskab, der sammen med ham selv ejer samtlige anparter i revisionsselskabet, der ikke havde ansat andre revisorer end ham selv. Det er da også ubestridt, at han selv har udført arbejdet med klagesagen.

At sagsøgeren har ladet sit selskab stå som rådgiver og udsende en regning (til sig selv) for arbejdet, ændrer ikke på, at der er tale om arbejde, som han selv har udført - og ikke sagkyndig bistand fra fremmede. At en revisorassistent, LB, i et vist mindre omfang har gået ham til hånde i forbindelse med arbejdet, kan heller ikke føre til et andet resultat. Hun har ikke ydet "sagkyndig bistand" i lovens forstand, idet hun ikke er omfattet af den kreds af sagkyndige, hvortil udgifterne er godtgørelsesberettigede, jf. skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 1, nr. 1, jf. bekendtgørelsens § 1.

Sagsøgeren har ikke kunnet påvise reale hensyn, der kan tale for at fravige lovens ordning, hvorefter omkostningsgodtgørelse forudsætter "sagkyndig bistand" fra fremmede og derfor er udelukket for arbejde, som den skattepligtige selv har udført - med eller uden hjælp fra ikke-sagkyndige. Der er således ikke behov for en ordning, som betyder, at en revisor, der fører sin egen skattesag, stilles bedre, når han driver sin virksomhed i selskabsform, end når han ikke gør det.

Landsrettens begrundelse og resultat

Udtrykket sagkyndig "bistand" indebærer efter en naturlig sproglig forståelse, at arbejdet skal være udført af andre end den skattepligtige selv.

Da arbejdet er udført af den skattepligtige selv, selv om det er sket gennem selskabet, finder retten, at sagsøgeren ikke kan anses for at have haft sagkyndig bistand ved førelsen af skattesagen.

Sagsøgtes frifindelsespåstand tages herefter til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, inden 14 dage betale 12.500 kr. til sagsøgte.