Dokumentets metadata

Fradrag for udgifter - erhvervsmæssig kørsel - egen bil

Sagen vedrører fradrag for udgifter til erhvervsmæssig kørsel i egen bil. Sagsøgerne - der var ægtefæller - drev sammen virksomhed i personligt regi med forskellige ydelser inden for grafisk design, animation m.v. Sagsøgerne ejede to biler, som begge var personbiler, der var egnede til privat anvendelse. Den ene bil var indregistreret på gule plader, og der var ikke betalt tillægsafgift for privat anvendelse. Sagsøgerne havde i indkomståret 1999 fratrukket samtlige udgifter forbundet med driften af den den pågældende bil, men Landsskatteretten lagde til grund, at bilen havde været anvendt til privat kørsel, hvorfor der alene kunne indrømmes fradrag for 60% af de afholdte udgifter. Ægtefællernes virksomhed blev drevet fra lejede lokaler beliggende få kilometer fra ægtefællernes bopæl. Skatteministeriet gjorde for landsretten gældende, at bevisbyrden i sager om fradrag for erhvervsmæssig kørsel i egen bil skal svare til bevisbyrden i sager om beskatning af værdien af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, jf. herved SKM2005.138.HR. Ministeriet anerkendte således, at skattemyndighederne, når der ikke er sammenfald mellem virksomhedens adresse og den private bopæl, som udgangspunkt har bevisbyrden for, at bilen er medtaget til den private bopæl og dermed er anvendt privat. Bevisbyrden kan dog vende, såfremt konkrete omstændigheder i sagen taler for, at bevisbyrden skal påhvile skatteyderen. I sagen havde ægtefællerne fremlagt et kørselsregnskab, der udviste betydelige kilometermæssige differencer, ligesom det af kørebogen fremgik, at bilen havde været udlånt til formål, der ikke havde sammenhæng med virksomheden. Landsretten udtalte, at selv om det måtte lægges til grund, at varevognen ikke havde været parkeret ved sagsøgernes bopæl, måtte det under de konkrete omstændigheder påhvile sagsøgerne at sandsynliggøre, at bilen ikke havde været stillet til rådighed for og var blevet anvendt til privat kørsel. Endvidere fandt landsretten ikke grundlag for at antage, at skattemyndighedernes skøn i sagen var udøvet på urigtigt grundlag eller åbenbart urimeligt. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Parter

A og B
(advokat Kim Jybæk v/advokat Camilla Bonde i h.t. procedure tilladelse)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Jakob Krogsøe v/advokat Rune Derno i h.t. proceduretilladelse)

Afsagt af landsdommerne

Rosenløv, Birte Lynæs og Jens Valdemar Krenchel (kst.)

Den 24. februar 2005 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse om sagsøgeren, As indkomstopgørelse for indkomståret 1999:

"...

Sagen er en genoptagelse af Landsskatterettens kendelse af 23. december 2004.

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Indkomståret 1999

Skatteankenævnet har godkendt fradrag for biludgifter og afskrivninger med 39.193 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Sagens oplysninger

Kendelse af 23. december 2004 har følgende ordlyd:

"Klagen vedrører erhvervsmæssig andel af biludgifter og afskrivning.

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Indkomståret 1999

Skatteankenævnet har godkendt fradrag for biludgifter og afskrivninger med 39.193 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Møde mv.

Der har været afholdt forhandling.

Sagens oplysninger

Klageren har sammen med sin samlever drevet virksomheden H1 I/S. Virksomheden har den 24. november 1999 anskaffet en fabriksny Mercedes på gule plader. Momsen er afløftet.

Der er i virksomhedens regnskab taget fradrag for bildriften med 15.615 kr., og foretaget afskrivninger på bilen med 115.028 kr., i alt 130.644 kr. Klageren har fradraget halvdelen af beløbet ved sin indkomstopgørelse, i alt 65.322 kr.

Skatteankenævnets afgørelse

Klageren har ikke løftet bevisbyrden for, at bilen ikke har været anvendt privat. Der foreligger ikke et fyldestgørende kørselsregnskab.

Under hensyn til at husstanden har endnu en bil, er den erhvervsmæssige andel sat til 60 %. Der er således godkendt fradrag med 130.644 x 0.60/2 = 39.193 kr.

Klageren er ikke omfattet af de nye regler, som er vedtaget af Folketinget den 27. maj 2003 angående ligningslovens § 16, stk. 4, som i praksis førte til ophævelse af formodningsreglen omkring privat anvendelse af firmabiler, som er parkeret ved bopælen.

Der er ved lovens vedtagelse taget positivt stilling til gyldighedstidspunktet, hvilket er indkomståret 2002 og frem. De ændrede regler kan hverken ved rimelighedsbetragtninger, analogier eller andet grundlag strækkes tilbage til indkomståret 1999.

Klagerens repræsentants påstand og argumenter

Der er nedlagt påstand om 100 % fradrag. De ændrede regler betyder, at såfremt momsen er afløftet, skal der ikke føres kørebog, idet bilen udelukkende anvendes erhvervsmæssigt.

Den hidtidig praksis blev af lovgiver anset for urimelig, men ændringerne fik først gyldighed for indkomståret 2002 og frem. Det fremgår af udvalgsbetænkningen, at lovforslaget ikke skulle have tilbagevirkende kraft, idet skattemyndighederne i givet fald skulle revurdere og genoptage et stort antal sager. Ikrafttrædelsesreglerne er alene vedtaget ud fra hensynet til skattemyndighederne.

Der pålægges ikke skattemyndighederne en øget arbejdsbyrde i nærværende sag, idet der er tale om en ordinær ligning af klageren. Lovændringen skyldes en rimelighedsbetragtning, som skal komme skatteyder til gode, når der ikke er tale om genoptagelse. Der bør således træffes en begunstigende forvaltningsakt.

Subsidiært nedlægges der påstand om ændring af skønnet. Der foreligger ikke en tilstrækkelig begrundelse for skønnet. Der er i afgørelsen alene henvist til, at klageren har en anden bil i husstanden. Det er f.eks. ikke oplyst, om der er taget udgangspunkt i de anførte kørte erhvervsmæssige kilometer, sammenholdt med det samlede antal kilometer.

Klagernes virksomhed består i opsøgende arbejde i forbindelse med salg af grafiske og designmæssige løsninger. Mercedesen bruges i denne sammenhæng til at køre til potentielle og eksisterende kunder. Husstanden råder over en VW Golf, som er af en ikke uvæsentlig størrelse og opfylder behovet for en privat bil.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages.

Fordelingen af den samlede kørsel på henholdsvis privat og erhvervsmæssig kørsel kan foretages på grundlag af et kilometerregnskab. Foreligger der ikke et fyldestgørende kilometerregnskab, kan omfanget af den erhvervsmæssige kørsel ikke anses for dokumenteret, og de erhvervsmæssige biludgifter kan derfor fastsættes efter et skøn.

Da klageren ikke har ført et fyldestgørende kilometerregnskab, finder Landsskatteretten, at det er med rette, at omfanget af klagerens erhvervsmæssige og private kørsel er ansat skønsmæssigt. Da det endvidere ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort, at den erhvervsmæssige kørsel har oversteget det af skatteankenævnet udøvede skøn, finder retten ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets skøn over kørselsudgifternes fordeling. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.

Det fremgår af forvaltningslovens § 22, at en afgørelse, når den meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Ifølge forvaltningslovens § 24 skal en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke, afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Afgørelsen anses i tilstrækkelig grad af være begrundet, og afgørelsen er således ikke ugyldig. Der er lagt vægt på, at de for afgørelsen relevante lovbestemmelser, praksis på området og hensyn fremgår af sagsfremstillingen."

Klagerens repræsentants påstand og argumenter

I forbindelse med genoptagelsessagen har klagerens repræsentant indsendt yderligere oplysninger:

"Neden for er opgivet yderligere oplysninger, som der bedes tages hensyn til, såfremt Landsskatteretten ikke giver os medhold i vores primære påstand om, at praksis ændringen, som nævnes i Told- og Skattestyrelsens vejledning, finder anvendelse i nærværende sag.

• A og B havde ikke børn i den omhandlede periode i 1999, hvilket de først fik i 2002. A og B har begge kørekort.
• Parret har ikke sommerhus.
• Parret har ikke holdt ferie i den omhandlede periode i 1999 og ej heller i 2000 og 2001 grundet opbygning af virksomheden.
• Parret har boet i umiddelbar nærhed af virksomhedens lokaler, som på daværende tidspunkt var beliggende på ...
• Bilen har været udlånt til G1 i perioden 24.-31. december 1999.

VW Golf er af ikke uvæsentlig størrelse og opfylder derfor behovet til en privat bil. Behovet for privat kørsel i Mercedesen på gule plader har derfor ikke været til stede.

Ved at fastholde skatteankenævnets skøn vil skattemyndigheden indikere, at der ikke kan have fundet erhvervsmæssig kørsel sted i en virksomhed, som den af parterne drevne, såfremt indehaverne ikke også havde været ejer af en anden privat personbil. Det er der efter vores opfattelse ikke grundlag for at antage i denne sag.

Til jeres orientering vedlægges kopi af kørebøger for 1999, 2000 og 2001.

VW Golf, som var ejet i perioden ved køb af Mercedesen, ejedes frem til efteråret 2000. Der findes desværre ingen oplysninger om antal km kørt i denne. Derefter har denne private bil været udskiftet med en MG Sportsvogn. Efter at parret har stiftet familie og har fået barn, har de købt en Mercedes personvogn i privat regi. Der har således i 1999 og de øvrige år været køretøjer til rådighed for den private befordring.

Mercedesen er købt fra ny i november 1999 og har formentlig kørt ca. 500 km (i forbindelse med demonstrationskørsel) ved leveringen. Der henvises til vedlagte kopi af købsbilag."

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Klageren er ikke omfattet af de nye regler, som er vedtaget af Folketinget den 27. maj 2003 angående ligningslovens § 16, stk. 4, som i praksis førte til ophævelse af formodningsreglen omkring privat anvendelse af firmabiler, der er parkeret ved bopælen. Der er ved lovens vedtagelse taget positivt stilling til ikrafttrædelsestidspunktet, hvilket er indkomståret 2002 og frem.

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages.

Fordelingen af den samlede kørsel på henholdsvis privat og erhvervsmæssig kørsel kan foretages på grundlag af et kilometerregnskab. Foreligger der ikke et fyldestgørende kilometerregnskab, kan omfanget af den erhvervsmæssige kørsel ikke anses for dokumenteret, og de erhvervsmæssige biludgifter kan derfor fastsættes efter et skøn.

Da klageren ikke har ført et fyldestgørende kilometerregnskab, finder Landsskatteretten, at det er med rette, at omfanget af klagerens erhvervsmæssige og private kørsel er ansat skønsmæssigt. Da det endvidere ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort, at den erhvervsmæssige kørsel har oversteget det af skatteankenævnet udøvede skøn, finder retten ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets skøn over kørselsudgifternes fordeling. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.

..."

Samme dag blev der afsagt kendelse om sagsøgeren, Bs indkomstopgørelse for indkomståret 1999. Kendelsen er enslydende med ovenanførte.

Under denne sag, der er anlagt den 24. maj 2005, har A og B nedlagt følgende påstande:

Principalt

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at As personlige indkomst skal nedsættes med 65.322 kr. for skatteåret 1999, og at Bs personlige indkomst skal nedsættes med 65.322 kr. for skatteåret 1999.

Subsidiært

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at As og Bs indkomst i skatteåret 1999 nedsættes med et mindre beløb end angivet i den principale påstand.

Mere subsidiært

Ansættelserne for skatteåret 1999 hjemvises til fornyet behandling ved de lignende skattemyndigheder.

Skatteministeriet har principalt påstået frifindelse og har subsidiært tilsluttet sig påstanden om hjemvisning.

Sagsfremstilling

Ifølge faktura af 24. november 1999 fra Mercedes Benz, udstedt til H1, købte virksomheden en fabriksny Mercedes Benz. Virksomheden er i årsregnskab for 1999 benævnt H1 I/S v/ A og B. Virksomheden havde da adresse ..., mens interessenterne boede sammen privat ...

Af en planlægningskalender, der er fremlagt under sagen, fremgår, at der i tidsrummet 29. november 1999 til og med 17. januar 2000 er kørt i alt 1.910 km. Der er i forbindelse med den enkelte kørsel noteret et kundenavn eller et bestemmelsessted og de kørte kilometer. Med en henvisning til den 23. december 1999 er det anført: "Udlånt indtil 1-1 2000 til G1 Sverige". Under overskriften "I ALT" er der den 17. januar 2000 skrevet 6.655 km.

SD/G1 har den 27. juli 2000 udskrevet en faktura til virksomheden for "Project "G2 Movie Test Reel" Period 10 June - 09 July DKK 65.000 kr" "Period 10 July - 10 August DKK 65.000 kr". Virksomheden har den 3. oktober 2000 udstedt en faktura til G2 The Movie på 81.250 kr. incl. moms.

Forklaringer

B har forklaret, at i 1999 var virksomheden i en "opstartfase". Virksomheden beskæftiger sig med grafisk design og har først og fremmest kunder i Skandinavien. Virksomhedsdriften betød mange møder med kunder. De foregik ofte hos kunden. I den forbindelse blev en VW Golf benyttet. Den var privat anskaffet. På grund af omfanget af den arbejdsmæssige kørsel købte virksomheden i november 1999 en varevogn. Den havde bedre plads til fotoudstyr m.m. Golfen blev stadig anvendt arbejdsmæssigt. Kalenderregistreringens formål var at føre regnskab med den tid, der blev anvendt på den enkelte kunde, således at der var grundlag for senere at udskrive en faktura. SD, der er en kendt svensk ..., drev G1 i Sverige. I en periode var han hver dag sammen med SD om et projekt. I julen 1999 lånte han Mercedesen ud til projektet. Der var i den sammenhæng flere ture til Sverige. Han kørte selv vognen. Den stod i øvrigt altid på virksomhedens adresse på ..., hvor der var 2 P-pladser, og ellers på gaden ud for virksomheden.

Parternes procedure

A og B har til støtte for de nedlagte påstande gjort gældende bl.a., at de udelukkende har anvendt den i november 1999 indkøbte varevogn erhvervsmæssigt. Alle udgifter og afskrivninger i forbindelse hermed kan derfor fradrages i deres indkomst.

Varevognen holdt om natten, og når den i øvrigt ikke var i brug erhvervsmæssigt, parkeret på virksomhedens adresse, der ikke var den samme som privatadressen. Det fjerner den umiddelbare formodning for, at varevognen delvist blev anvendt privat.

Som yderligere dokumentation for, at varevognen udelukkende har været anvendt erhvervsmæssigt, er det gjort gældende, at A og B har ført kørebog, der opfylder kravene til et kørselsregnskab. Kørebogen blev ajourført hver gang, varevognen blev brugt, og A og B anførte målet for turen og hvor mange kilometer, der var blevet kørt i alt, aflæst fra varevognens triptæller. Det blev desuden løbende anført, hvor mange kilometer bilen sammenlagt havde kørt. Hertil kommer, at A og B i indkomståret 1999 havde en VW Golf personbil, der havde en størrelse og standard, så at den til fulde kunne opfylde As og Bs behov for privat kørsel. A og B var i 1999 i gang med at starte deres fælles virksomhed. Det var særdeles tidkrævende, og de havde derfor en meget begrænset fritid med mulighed og behov for privatkørsel. A og B havde endvidere foretaget fradrag for moms. De ville således kunne straffes efter momsloven, hvis varevognen anvendtes privat. Ligeledes betaltes der ikke tillægsafgift for privat anvendelse, hvorfor en sådan anvendelse også ville være strafbar.

Endelig er det anført, at en fejlmargin af så beskedent omfang som i denne sag ikke overstiger det forventelige, da det må anses for undskyldeligt, at enkeltstående køreture ikke er blevet registreret, blandt andet under henvisning til As og Bs travle hverdag. Den foreliggende unøjagtighed medfører således ikke, at kørebogens bevisværdi som kørselsregnskab nedsættes nævneværdigt, hvorfor det må lægges til grund, at varevognen udelukkende har været anvendt erhvervsmæssigt.

Skatteministeriet har til støtte for påstanden om frifindelse gjort gældende, at bevisbyrden for, at A og B under de foreliggende omstændigheder er berettiget til yderligere fradrag for afskrivninger og driftsudgifter på varevognen, påhviler A og B.

Det er i den forbindelse nærmere gjort gældende, at oplysningerne fra A og B bestyrker, at vognen har været anvendt til privat kørsel. Det fremlagte kørselsregnskab med periodevise aflæsninger af bilens kilometertæller udviser en betydelig ikke-registreret kørsel, og As og Bs udlån af bilen i juledagene 1999 viser, at bilen ikke udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt.

Hvad angår den ikke-registrerede kørsel er det anført, at den i overensstemmelse med det fremlagte kørselsregnskabs udvisende udgør ca. 4.705 kilometer i tiden fra A og Bs køb af varevognen den 24. november 1999 til den 17. januar 2000.

Særligt vedrørende kørslen i juledagene 1999 har A og B ikke med de fremlagte fakturaer dokumenteret, at kørslen har været erhvervsmæssigt begrundet, eller at udlånet har haft nogen sammenhæng med det arbejde, som G1 efter de fremlagte fakturaer har udført for A og B.

Da A og B herefter ikke har løftet bevisbyrden for, at vognen udelukkende har været erhvervsmæssigt anvendt, har de heller ikke godtgjort at være berettiget til yderligere fradrag for afskrivninger end de af skattemyndighederne indrømmede, svarende til 60 % erhvervsmæssig benyttelse, jf. afskrivningslovens § 11, stk. 2, eller til fradrag for yderligere driftsudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det påhviler A og B at bevise, at det skøn, myndighederne har udøvet, kan tilsidesættes som enten værende udøvet på et urigtigt grundlag eller som åbenbart urimeligt.

Det forhold, at momsen er afløftet, og at der ikke er betalt tillægsafgift for privat benyttelse, samt at man rådede over en anden bil, beviser ikke, at varevognen udelukkende har været erhvervsmæssigt anvendt. Vognen er i øvrigt efter sin karakter ikke uegnet til privat kørsel.

Hvis varevognen ikke var udelukkende erhvervsmæssigt anvendt, men den erhvervsmæssige anvendelse procentvis var mere betydende end efter myndighedernes skøn, er det til støtte for den subsidiære hjemvisningspåstand gjort gældende, at det fornyede skøn over fordelingen mellem erhvervsmæssig og privat benyttelse tilkommer ligningsmyndighederne.

Landsrettens begrundelse og resultat

Ifølge købsfakturaen af 24. november 1999 var varevognen fabriksny ved leveringen. Af den fremlagte planlægningskalender fremgår, at varevognen den 17. januar 2000 havde kørt i alt 6.655 km. Om varevognens anvendelse efter købet er der i kalenderen noteret et antal kørsler og de i den forbindelse kørte kilometer, der ubestridt sammenlagt kan opgøres til 1.910 km. Det fremgår af Bs forklaring, at noteringen i kalenderen havde til formål at gøre det muligt efterfølgende at fakturere til den enkelte kunde. Efter kalenderen var varevognen fra den 23. december 1999 til den 1. januar 2000 udlånt til G1 i Sverige. De i den sammenhæng kørte kilometer er ikke noteret. Varevognen har således fra leveringen i slutningen af november 1999 til den 17. januar 2000 kørt omkring 4.700 km, der ikke fremgår af kalenderen. Selv om det må lægges til grund, at varevognen ikke har været parkeret ved As og Bs private bopæl, må det under disse omstændigheder påhvile A og B at sandsynliggøre, at varevognen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel.

Den fremlagte planlægningskalender, der ikke har karakter af et løbende ført kørselsregnskab, og Bs forklaring om udlånet af varevognen med ham som fører fra den 23. december 1999 til den 1. januar 2000, kan ikke tillægges bevismæssig betydning. På denne baggrund finder landsretten ikke, at A og B har sandsynliggjort, at varevognen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel.

Da der ikke er grundlag for at antage, at skattemyndighedernes skøn i sagen er udøvet på et urigtigt grundlag eller er åbenbart urimeligt, tager landsretten herefter Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

A og B skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 12.000 kr., hvoraf 712 kr. excl. moms vedrører Skatteministeriets udgifter til materialesamling.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet frifindes.

A og B skal inden 14 dage betale 12.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.