Dokumentets metadata

Selskabstømning - almindeligt erstatningsansvar - rådgivere - indbyrdes ansvarsfordeling - køberbanker

Et overskudsselskab blev købt og videresolgt samme dag og i forbindelse hermed tømt. I begge handler blev købesummen tilvejebragt af selskabet egne midler. Sælgerne blev pålagt erstatningsansvar efter dansk ret almindelige erstatningregler og dømt til at erstatte de tabte selskabsskatter. Det kunne ikke fritage den oprindelige ejer for ansvar , at han havde handlet i tillid til rådgivning fra sin advokat og revisor, der ligesom klienten blev pålagt erstatninsansvar. Endvidere blev de banker, der havde medvirket på købersiden pålagt erstatningsansvar, idet de burde have indset, at selskabskøbene var selvfinansierede. Endelig blev personerne bag de 2 opkøberselskaber pålagt erstatningsansvar.Den indbyrdes ansvarsfordeling skete med udgangspunkt i de retningslinier, som blev fastlagt af Højesteret i Thrane-sagen (TfS 1999,897 HD), idet der som følge af den oprindelige sælgers erfaring med at drive erhvervsvirksomhed ikke var grundlag for at fravige dem til gunst for ham.

Parter

I 245/2000
Aktieselskabet F1 Bank
(advokat John Jakobsen)

mod

ApS H1 under konkurs
(kammeradvokaten ved advokat Sune Fugleholm),

A
(advokat Jørgen Horstmann)

F2 Bank A/S (tidligere Sparekassen F2 A/S)
(advokat Jon Stokholm)

I 251/2000
ApS H1 under konkurs
(kammeradvokaten ved advokat Sune Fugleholm)

mod

A
(advokat Jørgen Horstmann)

I 314/2000
A
(advokat Jørgen Horstmann)

mod

Advokat B
(advokat Hans Peder Jespersen)

Revisionskontoret R1 A/S
(advokat Søren Halling-Overgaard)

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 11. afdeling, den 12. maj 2000

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Torben Melchior, Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen og Niels Grubbe.

Parterne har nedlagt følgende påstande:

Aktieselskabet F1 Bank

Over for ApS H1, ...., under konkurs: Frifindelse .

Over for A og F2 Bank A/S (tidligere Sparekassen F2 A/S): A og F2 Bank skal solidarisk friholde F1 Bank for ethvert beløb, som F1 Bank måtte blive dømt til at betale til konkursboet, herunder renter og sagsomkostninger med tillæg af procesrente fra bankens betalingstidspunkt.

Konkursboet

A og F1 Bank skal solidarisk til konkursboet betale 2.900.866 kr. med procesrente fra sagens anlæg den 28. juni 1996.

A

Over for konkursboet: Stadfæstelse.

Over for F1 Bank og F2 Bank: Stadfæstelse, subsidiært at F1 Bank og F2 Bank solidarisk, mere subsidiært alternativt, skal friholde ham for ethvert beløb, herunder sagsomkostninger, ud over 673.208 kr. med procesrente, som han måtte blive pålagt at betale til konkursboet.

Over for advokat B og Revisionskontoret R1 A/S: Advokat B og Revisionskontoret skal solidarisk friholde ham, helt eller delvis for ethvert beløb, herunder sagsomkostninger ud over 673.208 kr. med procesrente, som han måtte blive pålagt at betale til konkursboet.

F2 Bank

Over for A: Frifindelse, subsidiært frifindelse mod solidarisk med F1 Bank, mere subsidiært alene, at friholde A for, hvad denne betaler til konkursboet udover 1.787.037 kr, med procesrente og andel af sagsomkostninger.

Over for F1 Bank: Frifindelse, subsidiært frifindelse mod at friholde F1 Bank for, hvad denne betaler til A ud over 556.914,50 kr. med procesrente og andel af sagsomkostninger.

Advokat B

Over for A: Stadfæstelse, subsidiært frifindelse mod solidarisk med Revisionskontoret at betale et beløb fastsat af Højesteret, men ikke større end 2.227.658 kr.

Revisionskontoret

Over for A: Stadfæstelse, subsidiært frifindelse mod solidarisk med advokat B at betale et beløb fastsat af Højesteret, men ikke større end 2.227.658 kr.

Advokat B og Revisionskontoret har anerkendt, at de er erstatningsansvarlige på lige fod med A, hvis det fastslås, at A er erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab. De har gjort gældende, at ansvarsfordelingen i så fald skal ske i fuld overensstemmelse med det generelle fordelingsprincip, som er fastlagt ved Højesterets dom af 24. november 1999 i "Thrane-sagen" (U 2000.365,), således at sælgersiden udover As berigelse skal afholde halvdelen af forskellen mellem konkursboets erstatningskrav og berigelsen, og at de hver for sig endeligt skal bære 371.276,33 kr. af erstatningskravet. De har erklæret, at de sammen er solidarisk ansvarlige, og at de i deres indbyrdes forhold skal bære halvdelen hver.

Der er enighed om, at den berigelse, som A forlods skal bære i tilfælde af, at et eventuelt ansvar skal fordeles i overensstemmelse med det princip, som er fastlagt ved den nævnte dom i "Thrane-sagen", udgør 673.208 kr.

Besparelsen ved at købe selskabet for 59.004.500 kr. frem for at stifte et nyt med en tilsvarende egenkapital på 58.412.000 kr. er af konkursboet opgjort til ca. 129.000 kr., mens A har opgjort den til ca. 247.000,00 kr. Forskellen skyldes i hovedsagen dels, at renteværdi af skattekredit er medregnet af konkursboet , men ikke af A, dels at registreringsgebyr af konkursboet er beregnet ud fra en registreret aktiekapital på 1.500.000 kr. svarende til det overdragne selskabs, mens A har regnet med, at hele egenkapitalen skulle registreres som aktiekapital.

Til brug for Højesteret er der tilvejebragt yderligere oplysninger.

Erhvervskonsulent i F1 Bank KP har den 10. januar 2001 afgivet en erklæring, som parterne er enige om at lægge til grund, og hvori det hedder:

"Som vidne i ovennævnte sager skal jeg hermed komme med følgende ændringer til gengivelsen af mit vidneudsagn...

Citat:	"Det var ikke sædvanligt, at banken modtog en check fra køberen i forbindelse med en selskabshandel"
	I de af advokat D gennemførte selskabshandler, hvor A/S F1 Bank har deltaget som kapitalformidler, var det sædvanligt, at banken modtog en check fra slutkøberen.
Citat:	"Han kontrollerede, at der var dækning for checken, ved at skrive til trassatbanken og bede om bekræftelse på, at købesummen ville blive overført, men han mener ikke at han ringede og spurgte, om der var dækning for checken"
	Der blev sendt en telefax til køberbanken omhandlende transaktionerne, en telefax som blev bekræftet at køberbanken. Der blev ikke ringet om dækning på checken. Checken blev ikke kontrolleret.
Citat:	"Han har formentligt ikke undersøgt, hvilket kontonummer der stod på checken"
	Kontonummeret på checken er ikke undersøgt, idet checken ikke blev anvendt til noget i A/S F1 Bank."

Højesterets bemærkninger

A solgte H1 Holding ApS til G1 International Ltd. for en købesum på 59.004.500. kr. G1 videresolgte selskabet til K1 A/S for en købesum på 59.844.700 kr. G1s køb og videresalg af selskabet blev afviklet den 1. juli 1991 i overensstemmelse med Ds instruks af 1. juli 1991 til F1 Bank. G1s videresalgssum tilgik således F1 Bank til indsættelse på Ds klientkonto via en nationalbanksoverførsel fra F2 Bank mod samtidig overførsel fra F1 Bank af selskabets midler på 61.376.700 kr. til en konto i F2 Bank uden angivelse af selskabet som kontohaver. G1s købesum indgik på As konto i Danske Bank via en nationalbankoverførsel fra Ds klientkonto i F1 Bank mod samtidig overførsel af selskabets midler fra Danske Bank til en nyoprettet konto for selskabet i F1 Bank, hvorfra samme beløb videreførtes til F2 Bank som angivet.

Det er ubestridt, at K1 A/S over en konto i F2 Bank erhvervede anparterne i H1 Holding ApS for dette selskabs egne midler, og at der således var tale om ulovlig selvfinansiering i strid med den dagældende bestemmelse i anpartsselskabslovens § 84, stk. 2 (nu § 49, stk. 2).

Ved salget af overskudsselskabet, hvis eneste aktiv var en pengebeholdning, opnåede A ud over egenkapitalen en merpris på 558.100 kr., der i overdragelsesaftalen var fastsat som 35 pct. af den latente skat på 1.594.600 kr. for det løbende regnskabsår, der sluttede 30. juni 1991. A var bekendt med, at merprisen - ifølge udsagn fra NC, der repræsenterede køberen - var begrundet blandt andet i, at køberen ville lade selskabet købe afskrivningsberettigede aktiver for at eliminere den latente skat. Under disse omstændigheder havde A anledning til at være opmærksom på risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser. Han måtte samtidig indse, at denne risiko ville være særlig stor, hvis købesummen blev betalt med selskabets egne midler. Den af køberen betingede samtidighed mellem på den ene side overførslen af selskabets kontante beholdning og på den anden side overførslen af købesummen bevirkede, at det måtte fremstå som en nærliggende mulighed, at der ville ske selvfinansiering. A gjorde ikke noget reelt for at afværge skattevæsenets risiko.

Højesteret finder herefter, at A på uforsvarlig måde tilsidesatte skattevæsenets interesser og derfor er erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab. Det kan ikke fritage ham for ansvar, at han har handlet i overensstemmelse med, hvad advokat B og statsautoriseret revisor TP, Revisionskontoret R1, anbefalede ham.

F1 Bank samarbejdede i perioden fra den 25. september 1990 til den 17 . januar 1992 med D i forbindelse med 32 køb af selskaber. Ved indledningen af samarbejdet havde D på opfordring fra F1 Bank givet banken notatet af 21. september 1990 om en fremgangsmåde ved udlån af et datterselskabs midler til moderselskabet til finansiering af dettes erhvervelse af datterselskabet. Det er ubestridt, at den beskrevne fremgangsmåde indebar ulovlig selvfinansiering. I sidste kvartal af 1990 blev der gennemført 5 køb på den beskrevne måde med pengeoverførsler via F1 Bank, og således at samtlige transaktioner blev afsluttet samme dag. En række senere køb blev også gennemført via F1 Bank med lignende pengeoverførsler til berigtigelse af en række gensidigt afhængige transaktioner, som alle blev afsluttet samme dag, efter samme koncept, som er anvendt i denne sag. Det måtte derfor for banken fremstå som en nærliggende mulighed, at der fortsat skete selvfinansiering ved disse handler.

Det fremgik af Ds instruks af 1. juli 1991 til F1 Bank, at betaling af købesummen ved G1s videresalg var betinget af samtidig overførsel af selskabets kontante beholdning til en eksisterende konto i F2 Bank uden angivelse af kontohaverens navn. Samtidig skulle der ske betaling af købesummen ved G1s køb med midler fra den konto i F1 Bank, hvorpå købesummen ved videresalget skulle indsættes på betingelse af, at selskabets midler overførtes til en konto i selskabet navn.

Efter det anførte om samarbejdet med D og instrukserne fra denne burde F1 Bank have indset, at banken medvirkede til overtrædelse af reglen i anpartsselskabslovens § 84, stk. 2. Da selskabets kontante beholdning oversteg den kontante købesum, måtte det endvidere for F1 Bank fremstå som en nærliggende mulighed, at selskabet havde kreditorer, der ved ulovlig selvfinansiering ville blive udsat for en betydelig risiko. F1 Bank gjorde imidlertid ikke noget for at afværge den risiko, som en sådan selvfinansiering ville medføre for selskabets eventuelle kreditorer.

Med denne begrundelse tiltræder Højesteret, at F1 Bank på uforsvarlig måde tilsidesatte kreditorernes og dermed skattevæsenets interesser og derfor er erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab.

Højesteret tager herefter konkursboets påstand til følge.

Advokat B og Revisionskontoret har anerkendt, at de under disse omstændigheder er erstatningsansvarlige, og at de hæfter på lige fod med A.

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at F2 Bank tillige er erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab.

Ved erstatningsbyrdens fordeling mellem de ansvarlige må der tages udgangspunkt i de principper, der er fastlagt ved den nævnte højesteretsdom i "Thrane-sagen" (U2000.365) .

A skal forlods bære den berigelse på 673.308 kr.[673.208kr.RED], han har opnået ved salget. Han skal endvidere i det indbyrdes forhold mellem ham og de involverede banker på købersiden - F1 Bank og F2 Bank bære halvdelen af restbeløbet på 2.227.658 kr., dvs. 1.113.829, kr., idet Højesteret finder, at det forhold, at et senere køberleds bank er inddraget i sagen, ikke kan begrunde en fravigelse af det udgangspunkt for denne fordeling, der er anført i dommen i ''Thrane-sagen". A skal således i det indbyrdes forhold mellem ham og F1 Bank betale i alt 1.787.037 kr. og F1 Bank 1.113.829 kr.

I det indbyrdes forhold mellem A og hver af hans rådgivere, advokat B og Revisionskontoret, skal sælgersidens andel af erstatningskravet ud over As berigelse på 673.208 kr., dvs. 1.113.829. kr., ligedeles mellem de ansvarlige, idet Højesteret under hensyn til As erfaring med at drive erhvervsvirksomhed finder, at der ikke er grundlag for at fravige det udgangspunkt for fordelingen, der er fastslået i dommen i "Thane -sagen".

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at der i det indbyrdes forhold mellem F1 Bank og F2 Bank skal ske en ligedeling af erstatningsbyrden.

Da F2 Bank er medansvarlig for skattevæsenets tab, tager Højesteret As påstand over for banken om friholdelse til følge som nedenfor bestemt.

Det bemærkes , at landsrettens dom ikke er anket af D og C, og at dommens afgørelse for så vidt angår disse parter derfor står ved magt.

T h i k e n d e s f o r r e t

A og Aktieselskabet F1 Bank skal solidarisk betale 2.900.866 kr, til ApS H1, ...., under konkurs med procesrente. I deres indbyrdes forhold bærer A 1.787.037 kr. heraf og F1 Bank 1.113.829 kr., begge beløb med procesrente.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal A og F1 Bank solidarisk betale 400.000 kr. til konkursboet. I deres indbyrdes forhold bærer A 240.000 kr. heraf og F1 Bank 160.000 kr.

I øvrigt betaler ingen af parterne i sagen sagsomkostninger til nogen anden part.

Advokat B og Revisionskontoret R1 A/S skal solidarisk friholde A for, hvad han betaler til konkursboet af det idømte erstatningsbeløb på 2.900.866 kr. ud over 1.044.484 kr. og op til 1.787.037 kr., og solidarisk friholde ham for 2/3 af, hvad han betaler ud over 1.787.037 kr., alt med procesrente. De skal desuden solidarisk friholde A for, hvad han betaler til konkursboet af det idømte sagsomkostningsbeløb på 400.000 kr. ud over 140.000, kr. og op til 240.000 kr., og solidarisk friholde ham for 2/3 af, hvad han betaler ud over 240.000 kr.

F2 Bank A/S skal friholde F1 Bank for, hvad F1 Bank betaler til konkursboet af det idømte erstatningsbeløb på 2.900.866 kr. ud over 556.914,50 kr. og op til 1.113.829 kr., og skal solidarisk med A friholde F1 Bank for halvdelen af, hvad banken betaler ud over 1.113.829 kr., alt med procesrente. F2 Bank skal desuden friholde F1 Bank for, hvad F1 Bank betaler til konkursboet af det idømte sagsomkostningsbeløb på 400.000 kr. ud over 80.000 kr. og op til 160.000 kr, og skal solidarisk med A friholde F1 Bank for halvdelen af, hvad banken betaler ud over 160.000 kr. I det indbyrdes forhold mellem F2 Bank og A skal deres solidariske friholdelsespligter endeligt bæres af A.

F2 Bank skal solidarisk med F1 Bank friholde A for, hvad A betaler til konkursboet af det idømte erstatningsbeløb på 2.900.866 kr. ud over 1.787.037 kr. med procesrente og af det idømte sagsomkostningsbeløb på 400.000 kr. ud over 240.000 kr. I det indbyrdes forhold mellem F2 Bank og F1 Bank skal de hver især bære halvdelen af deres solidariske friholdelsespligter.

For så vidt procesrente er tilkendt, beregnes den fra den 28. juni 1996.

De idømte beløb betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.