Dokumentets metadata

Sommerhusudlejning og befordringsfradrag - privat anvendelse/rådighed - flere samtidige arbejdspladser/hovedarbejdssted - forventningsprincippet

Da retten til privat benyttelse af eget sommerhus ikke var fraskrevet ved kontrakten med et udlejningsbureau, og da det var uden betydning, at privat benyttelse faktisk ikke havde fundet sted, kunne reglerne om ejendomme, der udelukkende anvendes erhvervsmæssigt, ikke bruges.Den omstændighed, at der var flere samtidige arbejdssteder, kunne ikke medføre befordringsfradrag efter LL § 9 B, for den samlede kørsel i forbindelse med arbejdet, men kun for den merkørsel, som er forårsaget af de flere samtidige arbejdssteder. Hverken en ældre landsskatteretskendelse eller skattemyndighedernes passivitet over for den selvangivne fordeling af privat og erhvervsmæssig kørsel kunne begrunde en berettiget forventning om, at skattemyndighederne var afskåret fra at ændre det selvangivne befordringsfradrag uden varsel. (Stadfæstelse af TfS 2000,266)

Parter

A
(advokat Niels Schiersing)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli)

Afsagt af højesteretsdommerne

Hermann, Wendler Pedersen, Poul Sørensen, Peter Blok og Poul Søgaard.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 7. afdeling den 4. februar 2000.

Appellanten, A, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

I Landsskatterettens kendelse af 17. januar 1974, der angik ansættelsen af As skattepligtige indkomst for indkomståret 1970, hedder det bl.a.:

"Ad kørselsudgifter:

Klageren har oplyst, at han i forbindelse med sit arbejde som .... har haft erhvervsmæssig automobilkørsel, idet han som følge af, at hans arbejde på det forskningsmæssige område har været koncentreret om undersøgelser med hensyn til genoplivning af skindøde patienter, ofte har skullet møde efter tilkaldelse med få minutters varsel på alle tider af døgnet på de intensive behandlingsafdelinger på forskellige københavnske hospitaler.

I øvrigt har klageren efter det oplyste ikke ført kilometerregnskab i 1970 udvisende den samlede kørsels fordeling på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel, og fradraget for udgifter til automobilkørsel er derfor med rette fastsat efter et skøn.

Landsskatteretten har ikke efter de foreliggende oplysninger fundet tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte det i så henseende udøvede skøn, og den påklagede ansættelse vil derfor være at stadfæste på dette punkt."

I erklæring af 23. maj 1997 fra hospitalsdirektøren på G1 Hospital, hvortil der er henvist i den i dommen gengivne erklæring af 15. oktober 1997, hedder det:

"På given foranledning kan undertegnede hermed bekræfte, at A som .... ved G1 Hospital i perioden 1987 til 1992 var tværfaglig leder med ansvar for intern medicinsk, EEG-, fysioterapi- og røntgenservice til hospitalets patienter.

Dette indebar, at han personligt tilså patienter, underviste personale og deltog i faglige møder i hospitalets afdelinger i ... (G3), i .... (G4), .... (G5) og ved .... (G6).

Patienttilsynene foregik i særlige konsultationsrum."

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesterets bemærkninger

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at A ikke har godtgjort, at sommerhuset anvendtes udelukkende erhvervsmæssigt i perioden fra 9. juni til 31. december 1987. Hans påstand vedrørende indkomståret 1987 kan derfor ikke tages til følge.

Som senest fastslået i Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 2001 s. 293 kan fradrag for befordring mellem bopæl og arbejdsplads - efter sammenhængen mellem § 9 B og § 9 C i den dagældende ligningslov - som udgangspunkt alene foretages efter § 9 C. Den omstændighed, at A i årene 1988-1992 havde flere samtidige arbejdssteder, kan ikke medføre, at han har krav på fradrag efter § 9 B for den samlede kørsel i forbindelse med arbejdet, men kan alene begrunde fradrag for den merkørsel, som er forårsaget af disse flere samtidige arbejdssteder. Herefter, og da G1 Hospital, ...., som anført af landsretten må anses for As hovedarbejdssted, tiltræder Højesteret, at han ikke efter bestemmelserne i ligningslovens §§ 9 B og 9 C er berettiget til et større samlet befordringsfradrag for indkomstårene 1988-1992 end det, som skattemyndighederne har indrømmet ham.

Den ved Landsskatterettens kendelse af 17. januar 1974 skønsmæssigt fastsatte fordeling af den samlede kørsel på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel for indkomståret 1970 kunne efter kendelsens indhold ikke give A en retsbeskyttet forventning om, at den samme fordeling ville blive lagt til grund for de efterfølgende år. Heller ikke skattemyndighedernes passivitet over for den selvangivne fordeling af kørselsudgifterne i de følgende år har kunnet give ham en berettiget forventning om, at skattemyndighederne kun efter forudgående varsel kunne ændre det selvangivne befordringsfradrag.

Da As påstand vedrørende indkomstårene 1988-1992 således heller ikke kan tages til følge, stadfæster Højesteret dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, A, betale 25.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.