Dokumentets metadata

Aktieavancebeskatning - ikke beskattet værdi af tegningsretter - anskaffelsessum

Skattepligtig værdi af aktietegningsretter, modtaget som led i ansættelsesforhold, kunne ikke medregnes til anskaffelsessummen i h.t. aktieavancebeskatningsloven, uanset særlig administrativ praksis herfor, da skatteyder ikke havde selvangivet aktietegningsretterne og derfor ikke var blevet beskattet af dette lønaccessorie.

Parter

A
(Advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat David Auken).

Afsagt af landsdommerne

Højgaard Pedersen, Jan Uffe Rasmussen og Lita Fridolin (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 22. september 2000, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at værdien af tildelte aktietegningsretter i indkomstårene 1990-1993, der på grund af forældelse efter skattestyrelseslovens § 35 ikke er blevet beskattet hos sagsøger, skal tillægges anskaffelsessummen ved opgørelse af sagsøgers fortjeneste i indkomstårene 1994-1997 i forbindelse med sagsøgers salg af de pågældende aktietegningsretter, og at den beløbsmæssige opgørelse af anskaffelsessummer og fortjenester i indkomstårene 1994-1997 hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse, og har subsidiært nedlagt påstand om, at opgørelsen af sagsøgers skattepligtige lønaccessorier og skattepligtige aktieavance for indkomstårene 1994-1997 hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Sagens omstændigheder

Landsskatteretten har den 28. juni 2000 efter klage fra sagsøgeren afsagt følgende kendelse:

Klagen vedrører det spørgsmål, om værdien af tildelte aktietegningsretter for indkomstårene 1990-1993, der på grund af forældelse efter skattestyrelseslovens § 35 ikke er blevet beskattet hos klageren, skal tillægges anskaffelsessummen ved opgørelsen af klagerens fortjeneste i forbindelse med dennes salg af de pågældende aktietegningsretter.

Sagen har været forhandlet med klagerens repræsentant, der ligeledes har haft adgang til at udtale sig på et retsmøde.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i 1989 blev ansat som direktør i det amerikanske selskab H1 Corporations danske datterselskab. Klageren fratrådte i juli 1996.

Som led i H1s medarbejderaktie-ordning blev klageren i forbindelse med ansættelsen og en gang årligt tildelt muligheden for inden for en 10-årsperiode at tegne et bestemt antal aktier i moderselskabet til en fast pris. Muligheden for at udnytte denne ret blev løbende "vested" (modnet) i løbet af 60 måneder efter tildelingstidspunktet, således at 1/60 af de tildelte tegningsretter kunne udnyttes hver måned efter tildelingen.

Klageren blev således igennem hele ansættelsesperioden løbende tildelt aktietegningsretter, ligesom han solgte disse. Klageren har ikke selvangivet værdien af de modtagne aktietegningsretter, men i 1991 og 1994 selvangav han avancer i forbindelse med salg af aktietegningsretter.

I forbindelse med klagerens fratræden har han afstået de sidste aktietegningsretter. I den forbindelse har klageren ved selvangivelsen opgjort sin anskaffelsessum for de aktietegningsretter, han har erhvervet i 1991-1993, med udgangspunkt i de skattepligtige værdier som lønaccessorier.

Det stedlige Skatteankenævn har ikke fundet, at klageren ved opgørelsen af aktieavancen efter aktieavancebeskatningslovens §§ 4 og 5 er berettiget til at lægge de (som følge af forældelse) ubeskattede værdier af aktietegningsretterne til anskaffelsessummen. Skatteankenævnet har således ved avanceopgørelsen alene medregnet de lønaccessorier, som er beskattet i 1994-1996.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om godkendelse af, at de ubeskattede lønaccessorier tillægges anskaffelsessummen ved beregningen af aktievancen for de aktietegningsretter, hvor 19/5 1993-kursen ikke anvendes.

Til støtte for den nedlagte påstand har repræsentanten gjort gældende, at det ikke er en forudsætning for at tillægge de ubeskattede lønaccessorier til anskaffelsessummen, at beløbene rent faktisk har været medregnet til den skattepligtige indkomst. Tværtimod er skattemyndighederne forpligtet til at anvende samme principper som ved opgørelsen af anskaffelsessummen, som man har gjort vedrørende de efterfølgende år. Man kan ikke se bort fra den skattepligtige værdi.

Som skatteankenævnet også har lagt til grund er aktietegningsretterne endeligt retserhvervet på vesting-tidspunktet. Det er således det på dette tidspunkt beregnede lønaccessorium, der skal indgå som anskaffelsessum, ud over exercise-prisen og evt. kurtage, uanset at indkomstbeskatning af beløbet ikke kan gennemføres på grund af skattestyrelseslovens forældelsesregler.

Repræsentanten har hertil henvist til cirkulæret til skattestyrelsesloven pkt. 4.3. Det anføres her, at den generelle forældelsesregel i § 35, stk. 1, ikke er til hinder for, at der foretages ændringer i grundlaget for en skatteansættelse, og at disse ændringer lægges til grund for ansættelsesforhøjelser - og tilsvarende vil gælde for nedsættelser - i indkomstår, som ligger inden for forældelsesfristen. Eneste undtagelse herfra er ændring af grundlag, der beror på et skøn over faktiske forhold på et tidspunkt, undergivet forældelse. Da der her alene er tale om en ren beregning ud fra givne forudsætninger, gælder hovedreglen om, at grundlaget for beregningen kan ændres med virkning for skatteansættelsen for et senere år. Skatteankenævnets afgørelse er i realiteten en omgåelse af forældelsesreglerne, idet et beløb, der i øvrigt er omfattet af forældelsesreglerne, via avanceopgørelsen efterfølgende inddrages til beskatning.

Repræsentanten har videre bl.a. henvist til praksis i gave- og arvesager, hvor det af ABL § 9 fremgår, at det er den gaveafgiftspligtige værdi, der skal anvendes som anskaffelsessum, og at man - hvis overdragelsen ikke er afgiftbelagt - skal anvende værdien i handel og vandel. Hun har endeligt henvist til TfS 1995.684 LSR.

Repræsentanten har herefter opgjort avancerne med udgangspunkt i, at de ubeskattede lønaccessorier tillægges anskaffelsessummen.

Skatteankenævnet har under sagens behandling for Landsskatteretten gjort opmærksom på, at der er fejl i repræsentantens talmæssige opgørelse, idet lønaccessorierne er større end opgjort, hvilket betyder, at avancen skal være lavere end opgjort af repræsentanten, såfremt der gives medhold i det principielle.

Landsskatteretten skal udtale

Retten er enig med de stedlige skattemyndigheder i, at klageren ikke ved opgørelsen af anskaffelsessummen for de i 1990-1993 erhvervede aktietegningsretter kan medregne disses værdier. Retten finder således, at det afgørende for opgørelsen af anskaffelsessummen i relation til aktieavancebeskatningsloven er, hvad der rent faktisk er betalt for aktietegningsretterne, med hvilket en gennemført lønaccessoriebeskatning, hvis der ikke er betalt noget, må ligestilles. Retten finder endvidere ikke det foreliggende tilfælde identisk med situationen i TfS 1995.684 LSR, idet retten i det tilfælde fandt, at der var særskilt hjemmel til skattefrihed for lønaccessoriet.

Som følge af ovenstående bemærkninger stadfæstes den påklagede afgørelse."

Forklaringer

Sagsøgeren, A, har forklaret, at han er uddannet ingeniør og nu ansat som administrerende direktør i et .....firma. Forud for sin ansættelse i H1 var han ansat i F1, hvor han modtog aktier i selskabet. Forbeholdet om lokale skatteregler i ansættelsesbrevet fik ham ikke til at overveje at søge information hos skattemyndighederne. Han indtægtsførte værdien heraf som løn. Han opfattede de warrants, som han blev tildelt i H1, som en loyalitetsbonus. Han mente ikke at skulle beskattes heraf, før han udnyttede (exercerede) dem. De blev udnyttet gennem en amerikansk bank, der tegnede og solgte aktier samtidigt. Udnyttelseskursen blev fastsat til dagskursen på den dag, hvor tegningsretten blev tildelt (grant date). Han betalte ikke for tegningsretten, da de blev tildelt. Hans udgifter bestod alene af omkostningerne ved salget. Han modtog herefter en differenceafregning. H1 lavede på et tidspunkt aktiesplit, hvorved aktiekursen faldt. Det påvirkede imidlertid ikke værdien af tegningsretterne. I 1991 selvangav han det beløb, der fremgik af differenceafregningen fra banken. Han havde rådført sig med sin revisor herom. I 1992 og 1993 udnyttede han ikke tegningsretten. Han opfattede det stadig således, at tegningsretterne havde en værdi af 0 kr., idet der ikke var et favørelement i det. Optionerne ville kun få en værdi, hvis der blev gjort en ekstra indsats i den kommende periode. Kurserne faldt også i den pågældende periode. Nogle medarbejdere spurgte ham om deres skatteretlige stilling. Det førte til, at der blev bestilt et responsum hos Ole Lykke Zeimer. Han opfattede responsummet af 31. januar 1994 således, at det var korrekt, at de ikke havde indtægtsført noget. Det fremgik, at der var forskel på køberetter og tegningsretter. Han undersøgte derfor forholdet og blev bestyrket i, at der var tale om tegningsretter. Han deltog ikke selv i møderne med Told- og Skatteregionen om revisionen af H1, men han modtog mødereferater. Han kunne udnytte tegningsretterne i 1 år efter sin fratræden, men der blev ikke modnet flere. Det var vist under et møde i .... kommune, at nogen kom ind på, at værdien af de ikke-beskattede tegningsretter kunne medregnes i anskaffelsessummen. Det var et led i, at kommunen ville indkomstbeskatte ham af værdien af de modnede tegningsretter.

Ove Lykke Zeimer har forklaret, at han i 11 1/2 år har været beskæftiget med skattespørgsmål i Price Waterhouse, hvor han nu er partner. I 1995 kom der en bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet med en vejledende formel om værdiansættelse om, hvordan tegningsretter skulle beskattes. Indtil da var tegningsretter i praksis nok ikke blevet beskattet, men holdningen hos skattemyndighederne i de enkelte kommuner var lidt "som vinden blæser". Han var opmærksom på Ligningsrådets bindende forhåndsbesked fra 1988 om tegningsret til konvertible obligationer til medarbejdere, men retsstillingen for konvertible obligationer var noget særegen. Efter 1990 var holdningen hos Told og Skat noget mere afklaret. Han var således opmærksom på Ligningsrådets afgørelse fra 1990 og Kirsten Høpner Petersens og Christen Ambys artikler fra 1990. Han har altid advaret om, at der var en risiko for, at der kunne ske beskatning. Der var også problemer med værdiansættelserne bortset fra på de børsnoterede papirer. Forskellen mellem køberetter og tegningsretter var et dansk fænomen. Stockoptions kunne dække over begge dele eller en mellemform.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand i første række anført, at det afgørende for opgørelsen af tegningsretternes anskaffelsessum er værdien af de pågældende tegningsretter på retserhvervelsestidspunktet, og at det ikke har nogen betydning, om der faktisk er sket beskatning heraf eller ej. Udtrykket anskaffelsessum i aktieavancebeskatningsloven skal forstås i overensstemmelse med almindelig dansk skatteret som markedsværdi/handelsværdi, og anskaffelsessummen kan ikke ansættes til 0 kr.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at hans påstand er i overensstemmelse med administrativ praksis, og at sagsøgte ikke har godtgjort, at der foreligger en administrativ praksis, der går ud på, at der skal være selvangivet og sket beskatning af tegningsretterne for, at de kan indgå ved opgørelsen af anskaffelsessummen. Landsskatterettens afgørelse i nærværende sag er udtryk for en ny praksis, der ikke har hjemmel i loven. Først i Ligningsvejledningen fra 1997 er der indarbejdet et nyt afsnit vedrørende forudsætningen om, at medarbejderen skal være beskattet af værdien af en tildelt tegningsret for at kunne tillægge dette beløb til aktiernes anskaffelsessum. Dette er udtryk for en praksisændring, som kun kan have virkning for fremtiden.

Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at skattestyrelseslovens § 35 alene afskærer skattemyndighederne fra at rejse forhøjelser i bestemte indkomstår, men ikke regulerer spørgsmålet om opgørelse af avancer efter aktieavancebeskatningslovens regler og, at Landsskatterettens kendelse er udtryk for, at skattestyrelseslovens § 35 tilsidesættes, idet der faktisk vil ske beskatning i form af en nedsat anskaffelsessum af de pågældende tegningsretter retserhvervet i 1990-1993. På grund af forældelsesreglen opstår der en assymmetri i beskatningen, der i nærværende sag er til fordel for skatteyderen. Skattemyndighederne er nærmest til at bære risikoen for denne konsekvens af reglerne.

Sagsøgte har bestridt, at sagsøgeren har krav på at få indregnet et fradrag i forbindelse med opgørelsen af tegningsretternes anskaffelsessum efter aktieavancebeskatningslovens § 2, jf. § 5 samt § 4, jf. § 6, i indkomstårene 1994-1997. Sagsøgte har herved gjort gældende, at det er en grundforudsætning for at kunne medregne lønaccessoriebeløbene til anskaffelsessummen ved avanceopgørelsen, at den skattepligtige har ladet sig beskatte af de pågældende lønaccessoriebeløb. Denne forudsætning behøver ikke udtrykkeligt at fremgå af reglens ordlyd. Grundlaget for den lempelige administrative praksis er at undgå dobbeltbeskatning, og det er meningsløst med et kompenserende fradrag, hvis der ikke er betalt skat. Denne betingelse er ikke opfyldt i nærværende sag, hvor sagsøgeren ubestridt undlod at selvangive de modtagne aktietegningsretter. Efter ordlyden af aktieavancebeskatningslovens § 5, stk. 1, 2. pkt. og § 6, stk. 2, 2. pkt. anses tegningsretter, der er tildelt den skattepligtige, erhvervet for 0 kr. eller for tegningsbeløbet. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket anskaffelsessum fører endvidere til at se på, hvad der rent faktisk er betalt for tegningsretten.

Administrativ praksis etableret i 1988 og 1990 er klar og suppleres blandt andet med en kommentar til Ligningsrådets afgørelser offentliggjort i TfS 1990 nr. 335, artikler af henholdsvis Christen Amby i SR-Skat 1990 s. 218 ff og Kirsten Høpner Petersen i TfS 1990 nr. 327, Skatteministeriets notat af 6. juni 1990 offentliggjort i Christen Ambys artikel samt senere sammenfattende artikler i TfS 1991 nr. 383 og TfS 1994 nr. 323.

Sagsøgte har endelig bestridt, at skattemyndighedernes afgørelse er udtryk for en omgåelse af forhøjelsesfristreglen i skattestyrelseslovens dagældende § 35. Det kan ikke bebrejdes skattemyndighederne, at man ikke foretog beskatning af lønaccessorierne i de indkomstår, hvori sagsøgeren modtog aktietegningsretterne, idet sagsøgeren ikke selv selvangav disse, bortset fra 1991, hvor der ikke forelå en sådan selvangivelse af tegningsretterne, at skattemyndighederne havde rimelig anledning til at foretage en ligningsmæssig revision af sagsøgerens selvangivelser. Først på et møde med skatteforvaltningen den 14. oktober 1996 oplyste sagsøgeren, at han havde modtaget flere aktietegningsretter i hvert af de år, han havde været ansat i H1 Danmark, og først ved skrivelse af 23. december 1996 fra sagsøgerens revisor fremsendte sagsøgeren dokumentationen vedrørende aktietegningsretter modtaget i 1991-1994. På dette tidspunkt i efteråret/vinteren 1996 kunne der ikke ske genoptagelse af sagsøgerens skatteansættelser, medmindre der forelå forsæt eller grov uagtsomhed fra sagsøgerens side. Der er ikke tale om, at sagsøgeren er blevet forhøjet i indkomstårene 1990-1993 med de ikke-selvangivne lønaccessoriebeløb, men derimod, at sagsøgeren ikke har fået fradrag ved avanceopgørelsen efter aktieavancebeskatningsloven i form af et tillæg til anskaffelsessummen af de ikke-selvangivne skattepligtige værdier af aktietegningsretterne.

Landsrettens bemærkninger

Det er ubestridt, at A burde have selvangivet værdien af aktietegningsretterne i de år, hvor han erhvervede ret til dem, idet værdien heraf var indkomstskattepligtig for ham som et lønaccessorium.

Efter aktieavancebeskatningslovens § 5, stk. 1, anses tegningsretter, der er tildelt en skattepligtig, for erhvervet af denne for 0 kr. Dog kan lønaccessoriebeløb i følge administrativ praksis medregnes i anskaffelsessummen for aktierne ved medarbejderens senere salg af disse. Baggrunden herfor må antages at være, at medarbejderen i disse tilfælde har erlagt en form for betaling for tegningsretten, hvad der normalt ikke er tilfældet, og at der uden medregning ville ske dobbeltbeskatning af medarbejderen.

Landsretten finder, at A ikke har antageliggjort, at denne administrative praksis også omfatter en situation som den foreliggende, hvor lønaccessoriet ikke er blevet selvangivet og dermed ikke er blevet indkomstbeskattet hos ham.

Landsretten tager derfor Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes

Inden 14 dage betaler sagsøgeren, A, 60.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.