Dokumentets metadata

Kommentar - forlig - selvstændigt erhvervsdrivende - udeholdte indtægter - udgifter til serveringspersonale

Skatteministeriet fik ved Vestre Landsrets dom af 8. december 1999 (TfS 2000,63) medhold i, at en kok, som drev en virksomhed i personligt regi med afholdelse af festarrangementer fra egne lokaler i et forsamlingshus, havde udeholdt indtægter. Dommen blev anket til Højesteret af skatteyderen. Ved Højesteret kom der imidlertid nye oplysningerne frem i sagen, og sagen blev på den baggrund afsluttet forligsmæssigt med en hjemvisning af sagen til skattemyndighedernes fornyede prøvelse. (SKM2002.102.HR) I kommentaren redegøres der nærmere for karakteren af de nye oplysninger.

De kommunale og regionale skattemyndigheder fandt ved en gennemgang af regnskaberne fra skatteyderens personligt drevne virksomhed for indkomstårene 1993-95, at der var udeholdt indtægter på henholdsvis 93.956 kr., 229.803 kr. og 208.839 kr. Som følge heraf blev skatteyderens personlige indkomst for de pågældende indkomstår forhøjet med disse beløb.

Skatteyderens virksomhed gik ud på at afholde festarrangementer fra egne lokaler i et forsamlingshus samt cateringvirksomhed.

Baggrunden for forhøjelserne var, at myndighederne i en række tilfælde for de pågældende år kunne konstatere uoverensstemmelser mellem de beløb, som skatteyderen modtog fra kunder og udstedte fakturaer. Alene på kundernes fakturaer blev anført betaling for servering og anretning. På skatteyderens egen fakturakopi blev beløbet til servering trukket fra. Myndighederne anså de fratrukne indtægter, som ikke var blevet bogført, som udeholdte indtægter. I forbindelse med beregningen af størrelsen af indkomstforhøjelserne bortså myndighederne fra "tag-selv-bords-arrangementer".

Skatteyderen gjorde i sagen bl.a. gældende, at indtægten vedr. servering ikke skulle beskattes hos ham, men alene hos serveringspersonalet, da han ikke var arbejdsgiver i forhold til serveringspersonalet. I givet fald skulle han indrømmes fradrag for et tilsvarende beløb som drifts-/lønudgift.

Skatteyderen forklarede, at han kun kendte en af serveringsdamerne, som han kontaktede, når kunderne ønskede, at serveringsopgaven blev formidlet gennem ham. Serveringsdamen sørgede selv for det fornødne antal serveringspersonel, ligesom hun afregnede med de enkelte personer.

Endvidere gjorde skatteyderen gældende, at en række fakturaer, som indgik i de skønsmæssige forhøjelser, ikke omfattede servering, men "mad ud af huset" mv.

Landsskatteretten stadfæstede myndighedernes afgørelser, idet Landsskatteretten ikke mente, at skatteyderens regnskabsmateriale var egnet som grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse. Endvidere fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte de udøvede skøn. Retten henså til, at skatteyderen ikke over for retten havde godtgjort, at der alene var tale om, at skatteyderen havde indkrævet pengene for serveringspersonalet.

Skatteyderen indbragte sagen for domstolene. Vestre Landsret, som gav Skatteministeriet medhold, lagde bl.a. vægt på, at skatteyder havde haft en økonomisk risiko i forbindelse med afregningen af serveringspersonalet. Landsretten fandt endvidere, at myndighederne havde været berettiget til at tilsidesætte skatteyderens regnskaber for de pågældende år, ligesom myndighederne havde været berettiget til at nægte skatteyderen fradrag for udgifterne til serveringspersonalet, eftersom skatteyderen ikke havde dokumenteret størrelsen af de beløb, der var blevet udbetalt til dette formål. Endvidere fandt landsretten ikke myndighedernes skøn for åbenbart urimeligt eller udøvet på et klart fejlagtigt grundlag.

Skatteyderen ankede sagen til Højesteret, hvor der blev gennemført en subsidiær vidneafhøring af to af serveringsdamerne. Disse forklarede bl.a., at de havde indtægtsført indkomsten fra serveringsarbejdet som B-indkomst, hvilket blev underbygget af fremlagt selvangivelsesmateriale for de pågældende for indkomstårene i sagen.

Ministeriet fandt på baggrund af skatteyderens egen forklaring og vidneforklaringerne, at skatteyderen rent faktisk havde afholdt udgifter til servering i et vist omfang, hvilket der ikke var taget højde for i skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelser. Endvidere fandt ministeriet, at fakturaer vedr. "mad ud af huset" mv. i et vist omfang også skulle udgå af de skønsmæssige forhøjelser. På den anden side fandt ministeriet, at der havde været udeholdt indtægter i forbindelse "tag-selv-bord-arrangementer", idet skatteyderen selv havde forklaret i landsretten, at der også i et vist omfang skulle bruges serveringspersonale ved disse arrangementer.

Højesteretssagen blev herefter forligt, således at sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved skattemyndighederne efter ovennævnte synspunkter. Højesteretsforliget er offentliggjort som SKM2002.102.HR .