Dokumentets metadata

Dokumentets dato:27-11-2001
Offentliggjort:14-12-2001
SKM-nr:SKM2001.620.LSR
Journalnr.:2-5-1936-0148
Referencer.:Ligningsloven
Afskrivningsloven
Dokumenttype:Kendelse


Erstatning - indfrielse af fastrentelån - fradrag - afskrivningsberettigelse

Et selskabs betaling af godtgørlse ved indfrielse af et fastrentelån før forfaldstid ansås for et fradragsberettiget kurstab ved indfrielse til overkurs.


A A/S klager for indkomståret 1996 over, de stedlige skattemyndigheder ikke har godkendt selvangivet fradrag for erstatning ved straksindfrielse ligesom myndigheden ikke har anset beløbet for afskrivningsberettiget.

Det fremgår af oplysningerne, at A /S er et ejendomsselskab, hvis formål er at eje og administrere ejendomme. A /S´ eneste anlægsaktiv er en ejendom beliggende i Tyskland.

Denne ejendom købte A A/S af B A/S i 1996.

Efter det af A A/S’s revisor oplyste for Landsskatteretten var selskabet ejet af C A/S, som tidligere hed B A/S. C A/S var i 1996 ejet af D A/S.

Myndighederne har imidlertid oplyst, at A A/S i 1996 var ejet af E A/S. Tilsvarende oplysning fremgår af A A/S´ regnskab for 1996.

B A/S havde efter det oplyste den 8. februar 1993 optaget to lån på DM 3.360.000 henholdsvis DM 1.640.000 hos en landesbank. Repræsentanten har fremlagt kopi af den oprindelige låneaftale.

Der var for begge låns vedkommende tale om en forrentning på 7,5 % p.a., der var fast indtil 28. februar 1998.

Bankens betingelser for byggefinansiering, pkt. 15, omhandler opsigelse af kreditten. Det fremgår heraf, at banken som udgangspunkt ikke kan opsige låneforholdet. Låntageren kan opsige låneforholdet under visse nærmere betingelser. Bliver kreditten tilbagebetalt ved udløbet af en fastrenteperiode oppebærer banken et gebyr på 0,5 % af ”Ablösungsbetrages”, dog højst DM 1.000 og mindst DM 150.

Bankens betingelser for byggefinansiering, pkt. 16, omhandler førtidig krav om tilbagebetaling. Det fremgår heraf, at banken uden opsigelsesvarsel kan forlange lånet tilbagebetalt under visse nærmere opregnede omstændigheder, herunder når låntager er i mora mere end en måned med betaling af rente m.v., hvis låntager går konkurs etc. Såfremt kreditten forfalder således, er låntager erstatningspligtig over for banken for ethvert tab som følge af den førtidige indfrielse. Såfremt der er truffet aftale om en fastrenteperiode for kreditten, kan banken ved siden af øvrige ydelser for tiden fra forfald til udløb af den til enhver tid gældende fastrenteperiode forlange erstatning på årligt 1 % af restkapitalen.

Debitor har herved ret til at bevise, at der ikke er sket nogen skade eller at skaden har mindre omfang.

A A/S har i forbindelse med købet af den pågældende ejendom efter det oplyste overtaget de 2 lån i landesbanken.

Det er af A A/S´ repræsentant oplyst, at A A/S i forbindelse med købet af ejendommen indfriede de to lån hos banken.

Der er fremlagt kopi af brev af 21. juni 1996 fra banken til revisor, vedrørende B og ejendommen.

Det fremgår bl.a. af brevet, at B vil indfri kreditten den 30. juni 1996 mod betaling af ”Ablöseentgeltes” på 295.000 DM.

Der er endvidere fremlagt kopi af ”Anlage zum schreiben vom 21.06.96“. Af bilaget fremgår, at der er beregnet et „Ablösungsentgelt“ på DM 295.000 og et gebyr på DM 200.

A A/S´ repræsentant har herved oversat en note i den nævnte ”Anlage” således:

”Den ønskede tilbagebetaling af lånet den 30. juni 1996 er efter kontraktens bestemmelser ikke uden videre mulig. Den førtidige tilbagebetaling kan kun tiltrædes, hvis der bliver betalt et afløsningsgebyr. Da højden af dette beløb afhænger af udviklingen på kapitalmarkedet, må vi forbeholde os en nyberegning, hvis tilbagebetalingen sker senere end 30. juni 1996.”

På anmodning om dokumentation for betalingen af DM 295.000 har A A/S´ revisor fremlagt kopi af kontoudskrift af 28. juni 1996 fra bank A/S til E A/S. Revisor har herved nærmere forklaret, at nettohævningen på denne konto svarer til den samlede indfrielsessum angivet i ”Anlage zum Schreiben vom 21.06.96”.

A A/S har i den selvangivne opgørelse af indkomsten for indkomståret 1996 efter det oplyste fratrukket beløbet på DM 295.000 svarende til DKK 1.128.375 som differencerente.

De stedlige skattemyndigheder har ved den påklagede afgørelse ikke anerkendt det selvangivne fradrag på 1.128.375 kr., jf. statsskattelovens § 6 og ligningslovens § 5, ligesom man heller ikke har anset beløbet for afskrivningsberettiget, jf. afskrivningslovens § 29 B.

Myndighederne har herved bl.a. anført, at udgiften ikke kan anses for en rente, jf. ligningslovens § 5. Erstatningsbeløbet ses hverken at være beregnet på grundlag af en restgæld eller med en rentesats. Lånene ses heller ikke at være obligationsbaserede, hvilket er baggrunden for beregning af differencerente. Udgiften må anses for en godtgørelse/erstatning til banken for at acceptere indfrielse af de to overtagne lån før forfaldstidspunktet.

Myndighederne har videre anført, at erstatningsbeløbet ikke kan behandles som et kurstab. Lånet er et banklån, der overtages til kurs 100 ved køb af ejendommen. Lånet indfries efterfølgende til kurs 100, men med den klausul, at der skal betales ”straf” for ikke at vente med indfrielsen til forfaldstermin. Dette udgør ikke et kurstab. Myndighederne har herved tillige anført, at beløbet ikke kan anses som en driftsomkostning, hvorved er henvist til TfS 1998.581 DEP, hvorefter debitor ikke kan medregne låneomkostninger i forbindelse med påtagelse af gæld og omkostninger ved frigørelse eller indfrielse af gæld efter kursgevinstloven. Låneomkostninger kan alene fradrages ved indkomstopgørelsen, såfremt de er omfattet af ligningslovens § 8, stk. 3, eller driftsomkostningsbegrebet i statsskattelovens § 6 a, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag.

Myndighederne har endelig anført, at udgiften har nær tilknytning til ejendommens prioritering, hvorfor udgiften heller ikke kan anses for afskrivningsberettiget, jf. afskrivningsloven § 29 B.

A A/S’ repræsentant har over for Landsskatteretten principalt nedlagt påstand om, at det selvangivne fradrag på 1.128.375 kr. godkendes.

A A/S’ repræsentant har over for Landsskatteretten subsidiært nedlagt påstand om, at beløbet 1.128.375 kr. tillægges ejendommens anskaffelsessum, jf. ejendomsavancebeskatningsloven.

Repræsentanten har til støtte for den principale påstand bl.a. gjort gældende, at der er tale om en fradragsberettiget differencerente, hvorved repræsentanten har henvist til en utrykt lsr-kendelse af 5. oktober 1999, j.nr. 651-1890-1763, samt TfS 1999.963 Dep.

Subsidiært har repræsentanten til støtte for den principale påstand bl.a. anført, at selskaber har fradragsret for tab ved indfrielse af gæld, jf. kursgevinstlovens § 5, stk. 1, idet undtagelsesbestemmelsen i kursgevinstlovens § 5, stk. 4, ikke finder anvendelse. Der er herved tillige henvist til cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992 til kursgevinstloven, pkt. 4. De 295.000 DM er et kurstab, idet beløbet er betaling til banken som kompensation for, at fordringens værdi er over kurs 100, medens de 200 DM er et ekspeditionsgebyr. Også ”Bedingungen für Bankfinanzierungen” pkt. 16, sidste stk., viser efter repræsentantens opfattelse, at debitor skal erstatte det kurstab, banken får ved en indfrielse af lånet inden den aftalte fastrenteperiodes udløb. Endelig er henvist til bemærkningerne til § 26 i den nye kursgevinstlov.

Landsskatteretten skal udtale:

Landsskatteretten bemærker, at A A/S´ betaling af en ”godtgørelse” eller ”Afløsningsgebyr” for den førtidige indfrielse af de i øvrigt indtil 28. februar 1998 uopsigelige lån for så vidt ikke ses at have hjemmel i den oprindelige aftale med banken, idet den af repræsentanten påberåbte pkt. 16 i den oprindelige aftale alene efter sin ordlyd vedrører bankens opsigelse af engagementet som følge af debitors mora eller anteciperet mora. Aftalens pkt. 16 regulerer således ikke situationen som følge af A A/S´ opsigelse af engagementet til indfrielse før tid. Aftale- og obligationsretligt kan dette forhold imidlertid ikke medføre andet, end at banken derefter som kreditor er berettiget til at stille de betingelser for den førtidige indfrielse, som banken finder behov for. Landsskatteretten finder imidlertid, at ”godtgørelsen/afløsningsgebyret”, ikke kan kvalificeres som en ”rente” efter den sædvanlige definition heraf og heller ikke kan anses for en ”differencerente”, der er fradragsberettiget i overensstemmelse med den særlige praksis herfor, jf. Ligningsvejledningen 1996. A.E.1.1.4 og UfR 1947.725 H, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Landsskatteretten finder derimod, at ”godtgørelsen/afløsningsgebyret” i overensstemmelse med det i TfS 1999.853 LR antagne må anses for et kurstab ved debitors indfrielse af gæld til overkurs. Dette kurstab må anses for fradragsberettiget, jf. den dagældende kursgevinstlov (Lovbek. nr. 660 af 4.7.1996) § 5, jf. §§ 1 og 2.

Den påklagede ansættelse nedsættes i overensstemmelse hermed.