Skatteforlaget |
|
Dokumentets metadata
| Dokumentets dato: | 01-11-2001 |
| Offentliggjort: | 27-12-2001 |
| SKM-nr: | SKM2001.659.ØLR |
| Journalnr.: | 5. afdeling, B-2809-00 |
| Referencer.: | Skattekontrolloven Ligningsloven |
| Dokumenttype: | Dom |
Skønsmæssig forhøjelse - negativt privatforbrug - salg af indbo - sædvanlig bopæl - manglende bevis for daglig transport
Sagsøgerens personlige indkomst for indkomståret 1993 var skønsmæssigt blevet forhøjet med kr. 191.146 som følge af, at en privatforbrugsberegning havde vist et negativt privatforbrug. Sagsøgeren påstod, at det negative privatforbrug var blevet finansieret ved salg af en kinesisk kunstgenstand for kr. 130.000,-. Der var mellem parterne enighed om, at regnskabsgrundlaget var tilsidesætteligt, og at skattemyndighederne havde været berettiget til at udøve et skøn. Landsretten fandt det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at sagsøgeren havde foretaget et salg af en kinesisk kunstgenstand for kr. 130.000,-, hvorved retten lagde vægt på, at sagsøgeren som dokumentation for salget alene havde kunne fremvise en kvittering udstedt flere år efter salget og uden nærmere angivelse af køberens identitet eller adresse, ligesom sagsøgeren ikke ved fremlæggelse af kontoudtog, vidneforklaringer eller i øvrigt havde godtgjort at have modtaget købesummen.Landsretten fandt endvidere, at sagsøgeren ikke ved benzinkvitteringer, værkstedsregninger, vidneforklaringer eller i øvrigt havde kunne dokumentere, at han havde haft befordring i videre omfang end fastslået af Landsskatteretten.
Parter:
A
(Advokat Michael Casana)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ advokat Per Lunde Nielsen).
Afsagt af landsdommerne:
Niels Boesen, Jens Stausbøll (kst.) og Gerd Sinding (kst.).
Under denne sag, der er anlagt den 13. oktober 2000, har sagsøgeren, A, nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens personlige indkomst for 1993 nedsættes med et beløb på 130.000 kr., og at sagsøgte tilpligtes at anerkende fradrag for befordring med 17.118 kr. for indkomståret 1993 og 25.395 kr. for indkomståret 1994.
Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært påstand om, at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1993 og 1994 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.
Sagens nærmere omstændigheder
Den 14. juli 2000 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse:
"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkter:
Indkomståret 1993 | |
Personlig indkomst | |
Skønsmæssig forhøjelse, | 191.146 kr. |
| |
Ikke godkendt fradrag for befordring mellem hjem og arbejde i henhold til ligningslovens § 9 C | 39.262 kr. |
| |
Ligningsmæssige fradrag | |
Ikke godkendt fradrag for befordring mellem hjem og arbejde i henhold til ligningslovens § 9 C | 39.262 kr. |
Sagen har været forhandlet med klagerens revisor på Landsskatterettens kontor.
Indkomståret 1993
Skønsmæssig forhøjelse.
De stedlige skattemyndigheder har ikke anset regnskabsgrundlaget i den selvstændige tandlægevirksomhed for fyldestgørende til at danne grundlag for en nøjagtig opgørelse af den skattepligtige indkomst.
Det selvangivne kontante privatforbrug udgør 66.546 kr. opgjort indirekte som en residualpost.
Det fremgår bl.a. af opgørelsen, at klageren har modtaget tyverierstatning for privat indbo 103.000 kr. og foretaget salg af privat indbo med 130.000 kr. Af disse poster foreligger der dokumentation for, at der er modtaget tyverierstatning med 71.981 kr., heraf erstatning for værdipapirer og penge 9.000 kr, Vedrørende salg af privat indbo er der tale om salg af en kinesisk vase solgt til en italiensk opkøber for 130.000 kr. Der foreligger ikke dokumentation for beløbet. Ifølge opgørelsen udgør betalte skatter 119.801 kr. Dette beløb er de pålignede skatter, mens de betalte skatter udgør 219.986 kr.
På baggrund af selvangivelsen sammenholdt med formuebevægelserne er klagerens privatforbrug opgjort til -91.146 kr. Ved denne opgørelse er der i mangel af dokumentation ikke taget hensyn til salg af privat indbo, ligesom modtaget tyverierstatning indgår med det dokumenterede beløb. Skatter indgår med det beløb, der er betalt.
Det har ikke været muligt at få specificeret offentlige indtægter på 488.581 kr., og det har derfor ikke været muligt for de stedlige skattemyndigheder at kontrollere, hvorvidt de offentlige indtægter er medregnet i indkomstopgørelsen.
Da den skattepligtige indkomst sammenholdt med formuebevægelserne ikke giver plads til privatforbrug ansættes indkomsten skønsmæssigt jf. skattekontrollovens § 2, stk. 2, og 3, stk. 4, hvorefter indkomsten forhøjes med 191.146 kr., således at det kontante privatforbrug udgør 100.000 kr.
Klagerens revisor har over for Landsskatteretten påstået den selvangivne indkomst lagt til grund. Det er forklaret, at klagerens privatforbrug er påvirket af salg af private indbogenstande, hvilket klageren har været i stand til, idet han ejede indbo for mere end 7 millioner kr. Klagerens revisor har forklaret, at klageren er en person, der altid har mange projekter på samme tid. Det er derfor ikke overraskende for revisor, at en indgået handel med en kinesisk vase formentlig er sket kontant, og at der ikke foreligger en kvittering eller en bankoverførsel til at dokumentere samme. Hertil kommer, at klageren ikke har været klar over, at han skulle dokumentere salg af en væsentlig størrelse.
Klagerens revisor har for at dokumentere omfanget og rigdommen af klagerens kunstsamling fremlagt en række billeder af nogle af effekterne, ligesom der er fremlagt en erklæring dateret i 1996 fra køberen af vasen.
Landsskatteretten finder, at klageren ikke har sandsynliggjort eller dokumenteret salget af den omtalte kinesiske vase, hvorfor indkomstansættelsen skal ske med udgangspunkt i privatforbrugsberegninger foretaget på baggrund af de selvangivne formuer. Retten har herved henset til, at erklæringen fra køberen er indhentet efterfølgende, og at der ikke er fremlagt kvittering eller bankoverførsel.
Landsskatteretten skal bemærke, at for at et regnskab, der er vedlagt selvangivelsen, skal kunne anses for tilstrækkelig dokumentation for størrelsen af den skattepligtige indkomst og formue, må det som udgangspunkt forudsættes, at regnskabet er udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab, i overensstemmelse med lovgivningens regler herom, jf. bogføringsloven samt den i medfør heraf udstedte bekendtgørelse nr. 598 af 21. august 1990 om erhvervsdrivende virksomheders bogføring, årsregnskab og opbevaring af regnskabsmateriale. De nærmere krav til regnskabsgrundlaget er fastsat i bekendtgørelse nr. 141 af 26. februar 1992.
Efter det om klagerens regnskabsføring oplyste, herunder at der ikke har kunnet gøres rede for offentlige indtægter, samt at det opgjorte privatforbrug er negativt, og dette ikke kan henføres til formueopgørelsen, må Landsskatteretten være enig med de stedlige skattemyndigheder i, at klagerens regnskabsmateriale ikke er egnet som grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse, idet de i bekendtgørelsen anførte krav ikke er opfyldt. Det er derfor med rette, at de stedlige skattemyndigheder har ansat indkomsten skønsmæssig, jf, skattekontrollovens § 5, stk. 3, og § 3, stk. 4. Da retten endvidere efter de foreliggende oplysninger ikke har fundet grundlag for at tilsidesætte de udøvede skøn, stadfæstes den påklagede ansættelse på dette punkt.
Vedrørende fradrag for befordring
Klagerens revisor har oplyst, at klageren er kørt frem og tilbage mellem Y2-by og Y1-by alle arbejdsdage.
Klageren har fra 14. maj 1984 til 14. december 1992 været tilmeldt adressen i Y1-by, hvor han har tandlægeklinik. Fra 14. december 1992 til 1. april 1996 har klageren været tilmeldt adressen X1-vej 12 i Y2-by. Pr. 1. april 1996 er klageren tilmeldt i X2-vej 8 ligeledes i Y2-by.
På adressen i Y2-by har der indtil 1. april 1993 været tilmeldt to yderligere personer.
De stedlige skattemyndigheder har ikke godkendt det foretagne fradrag, idet man har antaget, at klageren har haft sin sædvanlige bopæl i Y1-by, hvor han har haft tandlægeklinik. Det har myndighederne bygget på en påstået udtalelse fra klageren om, at han har overnattet på klinikken. Klageren har korrigeret denne udtalelse således, at han i ganske enkelte tilfælde, hvor vejret har været meget dårlig, har overnattet her. Ellers er han dagligt kørt hjem til Y2-by.
Klagerens revisor har over for Landsskatteretten påstået fradrag for befordring godkendt som selvangivet.
Det er til støtte herfor anført, at der ikke er taget hensyn til de faktiske forhold, idet klageren har boet i Y2-by Kommune og udført sit erhverv i Y1-by. At klageren har sin sædvanlige bopæl i Y2-by kan ifølge revisor bevidnes af beboere i Y2-by, idet klager, er en person, man lægger mærke til.
Klagerens revisor har oplyst, at klageren har haft en gammel bil, der er anvendt til kørsel mellem hjemmet i Y2-by og arbejdsstedet i Y1-by. Der foreligger ikke dokumentation for kørslen i form af værkstedsregninger eller benzinkvitteringer.
Landsskatteretten skal udtale:
Dagældende bestemmelse i ligningslovens § 9 C, stk. 4, havde følgende ordlyd:
"Anvender den skattepligtige egen bil til befordringen, og overstiger den daglige befordring 54 km, kan fradrag for befordring udover 20 km pr. arbejdsdag foretages med den kilometertakst, Ligningsrådet fastsætter for 1984. Dette gælder dog kun, såfremt offentlig befordring ikke kan anvendes".
Efter praksis skal skatteyderen dokumentere eller sandsynliggøre, at egen bil faktisk anvendes. Dette kan eksempelvis ske ved fremlæggelse af et fyldestgørende kørselsregnskab, brændstofkvitteringer, registreringsattest, forsikringsbevis m.v.
Landsskatteretten finder, at klageren ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort at have anvendt egen bil under befordringen til arbejdspladsen hver arbejdsdag. Retten finder herefter, at det selvangivne fradrag i henhold til den dagældende ligningslovens § 9 C, stk. 4 ikke kan godkendes.
Landsskatteretten skal videre bemærke, at i henhold til ligningslovens § 9 C. stk, 1-3, kan der foretages fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen.
Fradraget beregnes med baggrund i den normale transportvej ved bilkørsel ud fra satser, der fastsættes at Ligningsrådet. Det er uden betydning for fradraget, hvordan befordringen foretages.
Efter praksis gives der kun fradrag, i det omfang befordringen rent faktisk er foretaget. Der kan således ikke beregnes fradrag for fridage, feriedage, sygedage og helligdage.
Er afstanden mellem bopæl og arbejdsplads usædvanlig lang, påhviler det efter praksis skatteyderen at dokumentere, at befordringen rent faktisk er foretaget. Dette kan ske ved fremlæggelse af arbejdssedler, lønsedler, brændstofkvitteringer, billetter til offentlige transportmidler m.v.
Hertil anfører Landsskatteretten, at klageren indtil 14. december 1992 har været tilmeldt adressen i Y1-by, hvorfor det må lægges til grund, at der er overnatningsmulighed i ejendommen, hvis areal udgør 168 m2 med en udnyttet tagetage på 67 m2. Retten finder det herefter ikke sandsynligt, at klageren dagligt er taget til Y2-by efter arbejdstids ophør. Der kan således ikke godkendes et dagligt fradrag for befordring i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1-3.
Retten bemærker endvidere, at fradrag efter ligningslovens § 9 C gives for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen.
Efter praksis afgøres tvivlsspørgsmål om, hvad der må anses for en skatteyders sædvanlige bopæl, ud fra en samlet vurdering af, hvor den pågældende har centrum for sine livsinteresser. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregisteret.
Spørgsmålet kan således ikke afgøres ud fra et enkelt kriterium.
Retten finder, at klageren ud fra en samlet vurdering må antages at have "sædvanlig bopæl" i Y2-by, efter 1. april 1993, hvor lejerne i X1-vej er flyttet. Fradrag for befordring kan efter dette tidspunkt godkendes for transport hjem i weekenden og en transport til Y1-by ved ugens begyndelse opgjort i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1-3 opgjort således:
1993 |
Fradrag opgjort efter normalreglen i ligningslovens § 9 C, stk. 1-3 77,80 kr. x 30 weekends x 2
4.668 kr.
1994
Fradrag opgjort efter normalreglen i ligningslovens § 9 C, stk., 1-3 115,43 kr. x 40 weekends x 2
9.235kr.
H e r e f t e r b e s t e m m e s:
Indkomståret 1993
Personlig indkomst
Skønsmæssig forhøjelse 191.141 kr.
Stadfæstes.
Ligningsmæssige fradrag
Fradrag for befordring mellem hjem og arbejde i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1 ansættes til
4.668 kr.
Indkomståret 1994
Ligningsmæssige fradrag
Fradrag for befordring mellem hjem og arbejde i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1 ansættes til
9.235 kr."
Til dokumentation af sagsøgerens salg af en kinesisk vase har sagsøgeren udover det materiale, der var forelagt Landsskatteretten, fremlagt en annonce indrykket i et dansk dagblad den 14. marts 1993 vedrørende salget af en Tang-figur og en oversigt vedrørende sagsøgerens forsikringer, udvisende en forsikringssum for indbo på cirka 1.8 mio. kr. pr. 8. januar 1994 .
Til dokumentation af sine bopælsforhold har sagsøgeren for landsretten fremlagt udskrifter af adressesøgninger, hvoraf det fremgår, at sagsøgeren har været tilmeldt Folkeregisteret i overensstemmelse med det af Landsskatteretten anførte.
Det er for landsretten oplyst, at der i Landsskatterettens kendelse er foretaget en regnefejl med hensyn til befordringsfradragene. Vedrørende 1993 er det oplyst, at sagsøgeren ved korrekt beregning alene havde været berettiget til et befordringsfradrag på 2.458,80 kr. For 1994 havde sagsøgeren ved en korrekt beregning alene været berettiget til et befordringsfradrag på 6.473,60 kr.
Forklaringer
Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren.
Sagsøgeren har forklaret blandt andet, at han har drevet selvstændig tandlægevirksomhed i Y1-by siden 1983. Indtil december 1992 boede han i det hus i Y1-by, hvorfra han drev sin tandlægeklinik. Han havde succes med nye behandlingsmetoder og fik flere og flere patienter, således at han løbende måtte ansætte yderligere medarbejdere og ændre indretningen af huset i Y1-by. Han indrettede huset således, at tandlægeklinikkerne lå i stueetagen, 1. salen blev så anvendt til frokoststue, mødelokaler o.l. Som følge af den ændrede indretning kunne han ikke bo i huset længere, og i slutningen af 1992 flyttede han til et hus i Y2-by på ca. 150 m2. Til dette hus hørte et havehus, som han lejede ud til forskellige unge mennesker. Efter flytningen til Y2-by kørte han fra Y2-by til Y1-by alle arbejdsdage. I tilfælde af dårligt vejr kunne det dog ske, at han overnattede på en sofa i klinikken i Y1-by. Efter en skilsmisse manglede han penge og ville afhænde en kostbar Tang-figur. Han indrykkede derfor en annonce i Berlingske Tidende søndag den 14. marts 1993. Allerede om mandagen blev han kontaktet af en dansker, som han ikke kendte i forvejen, og som han ikke kan huske navnet på. Danskeren kom dagen efter sammen med en udlænding, der ville købe Tang-figuren. De blev enige om en pris på 130.000 kr., hvilket beløb han modtog kontant samme dag. Han fik ingen kvittering, og pengene blev ikke sat i banken men vist nok brugt til at betale regninger. Efter skattesagens opståen fandt han frem til navnet på køberen, der var kineser og boede i enten Singapore eller Jakarta. Køberen hedder Eben Romanti eller noget lignende og har flere kunstforretninger rundt omkring i verden. Han bad køberen om en bekræftelse på købet af figuren og fik herefter den under sagen fremlagte bekræftelse. Det visitkort, hvorpå køberens adresse var noteret, er på ny blevet væk.
Procedure
Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført, at sagsøgeren ved blandt andet den fremlagte annonce, erklæringen fra køberen og de foreviste fotos har dokumenteret eller i hvert fald objektivt bestyrket sit salg af en Tang-figur for 130.000 kr. i 1993. Sagsøgte må derfor anerkende salget, og sagsøgerens skønsmæssigt fastsatte personlige indkomst for 1993 må derfor nedsættes med et tilsvarende beløb. Med hensyn til befordringsfradrag har sagsøgeren gjort gældende, at det er dokumenteret, at han i hele 1993 og 1994 havde bopæl i Y2-by. Der må herefter være en formodning for, at sagsøgeren på alle arbejdsdage er kørt mellem Y2-by og Y1-by. Sagsøgerens bevisbyrde herfor er ikke streng.
Sagsøgte har til støtte for sin påstand anført, at skattemyndighederne var berettiget til for 1993 at foretage skønsmæssig ansættelse af sagsøgerens indkomst. Særligt vedrørende det påståede salg af Tang-figuren, har sagsøgte gjort gældende, at sagsøgerens forklaring herom kun kan anerkendes, hvis forklaringen er objektivt bestyrket. Der stilles strenge beviskrav ved skatteyderes salg af indbo, og sagsøgeren må både kunne dokumentere at have været ejer af den pågældende genstand og at have solgt denne. Med hensyn til befordringsfradrag er det sagsøgerens sædvanlige bopæl, der er afgørende. Det er herudover en forudsætning, at befordring rent faktisk finder sted.
Sagsøgeren har bevisbyrden herfor. Den lange vej mellem Y2-by og Y1-by skærper sagsøgerens beviskrav. Sagsøgeren har ikke ved benzinkvitteringer, værkstedsregninger, vidneforklaringer eller andet, dokumenteret dagligt at have kørt mellem Y2-by og Y1-by fra den 1. april 1993. Med hensyn til perioden forud for den 1. april 1993, må det lægges til grund, at sagsøgte ikke havde sædvanlig bopæl i Y2-by, idet to andre personer da var tilmeldt sagsøgerens adresse der.
Landsretten bemærkninger
Landsretten finder det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at sagsøgeren i 1993 har foretaget salg af en Tang-figur for 130.000 kr. Landsretten har herved lagt vægt på, at sagsøgeren som dokumentation for salget alene har kunnet forevise en kvittering udstedt flere år efter salget og uden nærmere angivelse af køberens identitet eller adresse, ligesom sagsøgeren ikke ved fremlæggelse af kontoudtog, vidneforklaringer eller i øvrigt har godtgjort at have modtaget 130.000 kr. i 1993. Sagsøgerens personlige indkomst for 1993 kan derfor ikke nedsættes med dette beløb.
Indtil den 1. april 1993 var der på sagsøgerens adresse i Y2-by, udover sagsøgeren, tilmeldt to personer. Sagsøgeren har ikke ved fremlæggelse af lejekontrakter, vidneforklaringer eller i øvrigt dokumenteret, at disse personer boede til leje i et til adressen hørende havehus, og landsretten finder det herefter ikke godtgjort, at sagsøgeren forud for den 1. april 1993 havde sædvanlig bopæl i Y2-by. Sagsøgeren er derfor ikke berettiget til fradrag for befordring forud for den 1. april 1993.
Sagsøgeren har endvidere ikke ved benzinkvitteringer, værkstedsregninger, vidneforklaringer eller i øvrigt kunne dokumentere, at han efter den 1. april 1993 har kørt mellem Y2-by og Y1-by på alle arbejdsdage. Landsretten finder derfor heller ikke, at sagsøgeren efter den 1. april 1993 er berettiget til kørselsfradrag som påstået, men alene som fastslået af Landsskatteretten.
Landsretten frifinder herefter sagsøgte.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale 15.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet.