Dokumentets metadata

Dokumentets dato:16-01-2001
Offentliggjort:17-10-2001
SKM-nr:SKM2001.429.VLR
Journalnr.:7.afdeling,B-0046-00
Referencer.:Skattekontrolloven
Retsplejeloven
Dokumenttype:Kendelse

Proces - pligt til at svare på spørgsmål - omgåelse af skattekontrollovens regler

Direktøren for et sagsøgende selskab blev pålagt at besvare et spørgsmål fra Skatteministeriet. Landsretten fastslog, at en skatteyder efter bestemmelserne i skattekontrollovens §§ 1 og 6 har pligt til med hensyn til egne skattemæssige forhold efter anmodning at redegøre for grundlaget for de selvangivne oplysninger samt til at indlevere bilagsmateriale af betydning for ligningen. En pligt for direktøren til at besvare spørgsmålet kunne ikke anses som en omgåelse af skattekontrollovens oplysningsregler eller som stridende imod et proportionalitetsprincip

Parter:
H ApS
(advokat Christian Bachmann)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Steffen Sværke)

Afsagt af landsdommerne:
Bjarne Bjørnskov Jensen, Deleuran og Lis Frost (kst.)

Sagens tidligere fremlagte bilag var til stede.

Der fremlagdes:

Stævning.
Processkrifter.
1-17 Bilag.
17a-17f Bilag.

Parterne nedlagde deres påstande.

Advokat Christian Bachmann forelagde sagen og foretog dokumentation.

Direktør A afgav forklaring efter at være gjort bekendt med sandhedspligt og strafansvar.

Under modafhøringen af vidnet anmodede advokat Sværke vidnet om at oplyse, hvem der har deltaget i de omhandlede rejser til Thailand og Tyrkiet.

Vidnet forklarede, at han ikke i dag vil være i stand til at oplyse samtlige deltageres navne. Han ønsker imidlertid ikke at svare på, hvem der efter hans erindring har deltaget i rejserne.

Advokat Sværke anmodede herefter om, at vidnet bliver pålagt at besvare spørgsmålet.

Advokat Bachmann protesterede mod, at det pålægges vidnet at svare på det omhandlede spørgsmål.

Advokaterne begrundede deres standpunkter.

Sagsøgerens advokat gjorde herunder navnlig gældende, at der ikke i skattekontrolloven er hjemmel til at afkræve sagsøgeren disse oplysninger. En afhøring af vidnet herom er derfor en omgåelse af reglerne om oplysningspligt og i strid med forvaltningsrettens proportionalitetsprincip. Sagsøgeren har gennem det skriftlige materiale bidraget loyalt til sagens oplysning, og skulle der - hvad sagsøgeren bestrider - mangle informationer, er det sagsøgerens procesrisiko, da sagen er en civil sag og dermed underlagt forhandlingsmaksimen. Skattemyndighederne kunne allerede før sagens anlæg have søgt at få oplysningerne ved at anvende skattekontrollovens § 9 over for de bureauer, der har arrangeret rejserne. Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at vidnet i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, bør fritages for at besvare spørgsmål om deltagernes identitet, fordi han i modsat fald udsætter sig for tab af velfærd i form af negative reaktioner fra sagsøgeren på grund af forhandlernes utilfredshed.

Sagsøgtes advokat gjorde heroverfor gældende, at vidnefritagelsesgrundene i retsplejelovens § 171, stk. 2, ikke kan påberåbes af sagsøgeren, men alene af vidnet. Da det er sagsøgeren, der dels har anlagt sagen, som til enhver tid kan frafaldes, dels har bedt direktør A om at vidne, ville det være i strid med fundamentale ansættelsesretlige regler at møde ham med sanktioner for at svare sandfærdigt på spørgsmål stillet i retten. Afskæring af bevisførelse kan ske, hvis den skønnes uden betydning for sagen, jf. retsplejelovens § 341. Afhængig af landsrettens bevisbedømmelse vil en afskæring af spørgsmål om, hvem der har deltaget i rejserne, kunne afskære sagsøgte fra at underbygge anbringendet om, at sagsøgeren ikke har fradragsret som følge af deltagerkredsens sammensætning. Bevisførelsen er derfor ikke overflødig. Sagsøgte forsøger heller ikke at omgå skattekontrollovens regler, men blot at få nødvendige oplysninger og dokumentation til at kunne afgøre, om sagsøgerens krav om fradrag er berettiget. De oplysninger, sagsøgte ønsker, at vidnet skal afgive, kunne skattemyndighederne have forlangt af sagsøgeren efter skattekontrollovens § 1. Sagsøgerens omgåelsessynspunkt bestrides derfor.

Efter votering tilkendegav retsformanden, at landsretten finder, at vidnet har pligt til at svare på Kammeradvokatens spørgsmål.

Efter en pause anmodede advokat Bachmann om, at landsrettens afgørelse træffes ved kendelse. Advokat Bachmann erklærede videre, at sagsøgeren som følge af udfaldet af rettens afgørelse hæver sagen.

Landsretten afsagde herefter følgende

K e n d e l s e:

A, der er ansat som direktør for sagsøgeren, er afhørt som vidne af sagsøgerens advokat. Han har herefter som udgangspunkt alene med de undtagelser, der følger af retsplejelovens § 171, og med den begrænsning, der følger af § 341, pligt til at besvare spørgsmål også fra sagsøgtes advokat.

Efter bestemmelserne i skattekontrollovens §§ 1 og 6 er en skatteyder med hensyn til egne skattemæssige forhold forpligtet til efter anmodning at redegøre for grundlaget for de selvangivne oplysninger samt til at indlevere bilagsmateriale af betydning for ligningen. En pligt for sagsøgerens direktør til at afgive forklaring om forhold, som vedrører et fradrag, sagsøgeren har foretaget i sin selvangivelse, kan på den baggrund ikke anses som en omgåelse af skattekontrollovens oplysningsregler eller som stridende mod et proportionalitetsprincip. Heller ikke den omstændighed, at skattemyndighederne under den administrative behandling af sagen ikke har fundet anledning til at benytte adgangen efter skattekontrolloven til at kræve de ønskede oplysninger tilvejebragt, kan føre til, at Skatteministeriet er afskåret fra under den sag, som sagsøgeren herefter har anlagt mod ministeriet, at søge oplysningerne fremtvunget under anvendelse af reglerne om vidnepligt.

I en situation som den foreliggende, hvor A har afgivet forklaring til belysning af de forhold, som sagsøgeren ønsker belyst, er sagsøgtes interesser ikke tilstrækkeligt tilgodeset ved, at manglende besvarelse af spørgsmålet alene tillægges processuel skadevirkning efter retsplejelovens 344, stk. 2. Da det spørgsmål, som ønskes besvaret, angår et væsentligt punkt under sagsøgtes anbringender, er der endvidere ikke grundlag for at afskære spørgsmålet efter retsplejelovens § 341.

Herefter, og da der ikke er noget grundlag for at antage, at en besvarelse vil påføre vidnet straf eller tab af velfærd, jf. retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, har vidnet pligt til at besvare det stillede spørgsmål.

T h i b e s t e m m e s:

Vidnet A skal besvare det af Kammeradvokaten stillede spørgsmål.

Da sagsøgte som anført på baggrund af rettens afgørelse vedrørende vidnet har hævet sagen, sluttede landsretten sagen og bestemte, at sagsøgeren i sagsomkostninger til sagsøgte skal betale 14.000 kr.

Sagen sluttet.