Dokumentets metadata

Moms - fradrag - udgifter afholdt af ejerforening - berettiget forventning

Sagen angik, om sagsøgeren var berettiget til fradrag for moms af udgifter forbundet med renovering af en ejendom, hvori sagsøgeren ejede to ejerlejligheder, hvorfra han drev advokatvirksomhed. Renoveringsarbejdet var bestilt af og regningerne herfor blev faktureret til den ejerforening, som sagsøgerens ejerlejligheder var en del af.Sagsøgeren gjorde bl.a. gældende, at ejerforeningen alene havde karakter af et administrativt fællesskab. Det betød ifølge sagsøgeren, at udgifterne i realiteten var afholdt af sagsøgeren, og at sagsøgeren derfor havde ret til momsfradrag for en forholdsmæssig andel af de afholdte omkostninger efter momslovens § 37, stk. 1.Retten fastslog, at der ikke forelå nogen momsbelagt faktura udstedt til sagsøgeren, og at sagsøgeren heller ikke ud fra betragtninger om gennem- eller viderefakturering havde ret til momsfradrag.Retten fandt endvidere, at SKATs udtalelse om at ville se "velvilligt på sagen" ikke indebar, at der var givet sagsøgeren et bindende forhåndstilsagn om momsfradrag.Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Parter

A
(selvmøder)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Bo Ruby Nilsson)

Afsagt af byretsdommer

Katrine B. B. Eriksen

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag har sagsøger, A, over for sagsøgte, Skatteministeriet, nedlagt påstand om, at Landsskatterettens afgørelse af 5. juli 2013 i sag 12-0191985 - ophæves og henvises til fornyet behandling ved SKAT.

Sagsøger har subsidiært påstået sagsøgte forpligtet til efter rettens skøn at give sagsøger fradrag for moms for hans betaling via ejerforeningen G1 af tag- og facaderenovering i 2008.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af sagsøger.

Sagen vedrører sagsøgers ejerlejligheder ...1a og ...1b. Det er ubestridt, at lejlighederne alene anvendes erhvervsmæssigt af sagsøger, der er advokat.

I 2008 lod ejerforeningen foretage en større renovering af ejendommens tag og facade.

Der var blevet besluttet på en ekstraordinær generalforsamling, hvor der samtidig blev givet bemyndigelse til en beløbsramme på 3.500.000 kr. for arbejderne.

Under henvisning til generalforsamlingsbeslutningen opkrævede ejerforeningen ved skrivelse af 22. august 2008 et samlet beløb på 3.100.000 kr., fordelt på de enkelte ejerlejlighedsejere i henhold til fordelingstallene.

Sagsøgers andel af det samlede opkrævede beløb var i skrivelsen beregnet til 471.739 kr., der er betalt.

Fakturaerne for arbejdet blev først siden modtaget. De er udstedt til og betalt af ejerforeningen, der ikke er momsregistreret.

Den 31. maj 2011 blev hos SKAT holdt et møde om sagsøgers årsopgørelse for 2008 og hans fradrag.

Ifølge det fremlagte mødereferat blev der talt meget om ejendommens tilstand og de arbejder, der var udført. Skattemedarbejderne kom med forskellige tilkendegivelser vedrørende afskrivnings- og fradragsreglerne. Det blev aftalt, at sagsøger ville få en bekræftelse på, at der var udsendt en forkert årsopgørelse for 2008, og at han ikke skulle betale de udsendte opkrævninger i henhold til den. Afslutningsvist anføres i mødereferatet:

"...

Ligeledes undersøger vi om A kan få fradrag for momsen, af hans andel af de byggeudgifter der har været. Han har ikke tidligere fået fradrag for moms, idet han ikke mente at det kunne lade sig gøre.

..."

Den 10. juni 2011 skrev SKAT til sagsøger og bekræftede det med årsopgørelsen, samt anførte:

"...

Som svar på din anmodning om at fratrække momsen for de afholdet byggeudgifter, kan jeg orientere om, at du ikke på det foreliggende grundlag kan fratrække momsen. Det kan du ikke, fordi du ikke anses at have afholdt udgiften. Men SKAT vil se velvilligt på sagen, fordi forholdet kan sammenlignes med en videre fakturering. Det er dog en klar forudsætning, at dokumentationskravet kan opfyldes. Det kan ske ved, at vi modtager de originale fakturaer, som ejerforeningen har betalt til entreprenøren eller de enkelte håndværkere. Derudover kræves det, at SKAT kan besigtige din lejlighed i ...1.

..."

Der er under sagen fremlagt et brev fra sagsøger til SKAT, hvormed sagsøger under henvisning til sin selvangivelse for 2008 havde fremsendt ejerforeningsregnskab for 2008, renoveringsprojektet, byggeprojektet, referat af generalforsamlingen den 19. juni 2008, hvor projektet blev vedtaget, samt opkrævningen på de 741.739 kr.

Den 26. april 2012 sendte SKAT forslag til sagsøger om, at han ville blive nægtet fradrag for moms, og den 18. juni 2012 blev forslaget fulgt op af endelig afgørelse om, at sagsøger ikke kunne få fradrag for moms i forbindelse med renoveringen af ejendommen.

Sagsøger påklagede afgørelsen til Landsskatteretten.

Den 5. juli 2013 stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse.

I Landsskatterettens begrundelse anføres:

"...

På baggrund af det i sagen oplyste, finder Landsskatteretten, at det må lægges til grund, at den indgående afgift, der er afholdt i forbindelse med den renovering, der er udført på ejendommen ...1, er afholdt af ejerforeningen. De udgifter, som klageren har haft i forbindelse med renoveringen vedrører ikke indkøb, der er foretaget af klageren.

Det er en grundlæggende betingelse for at kunne foretage fradrag for en indgående afgift, at der kan fremlægges en faktura, der er udstedt fra leverandøren til kunden, som opfylder betingelserne i momslovens § 52.

Retten finder ikke, at det i nærværende sag er godtgjort, at leverandøren af de omhandlede renoveringsydelser til klageren har udstedt en faktura vedrørende virksomhedens to ejerlejligheder.

Retten finder på denne baggrund ikke, at klagerens anmodning om fradrag kan imødekommes.

Det bemærkes, at Landsskatteretten ikke finder, at SKATs brev af 10. juni 2011 kan ses som en så klar og entydig tilkendegivelse, at klageren på denne baggrund har haft en berettiget forventning om at få fradrag for de omhandlede udgifter...

..."

Sagsøger anmodede i brev af 6. juni 2013 Landsskatteretten om at genoptage sagen, hvilket blev afslået.

Derefter anlagde sagsøger den 30. september 2013 denne sag.

Parternes synspunkter

Under sagen har parterne procederet i overensstemmelse med påstandsdokumenterne.

Sagsøgeren har gjort gældende, at afgørelsen og genoptagelsesafslaget er ulovlige og har i sit påstandsdokument anført følgende:

"...

Der henvises til,

Sagsøgte har gjort gældende, at sagsøger ikke har fremlagt ejerforeningens interne reguleringer og herunder vedtægterne og men ikke oplyst, hvilken relevans, det har for sagen.

Det kan dog næppe være afgørende, når henses til, at sagsøger og sagsøgte har talt om det tidligere i SKAT, der har fået det, SKAT ønskede og ikke bedt om mere, og at sagsøgte i tingbogen har haft fuld adgang til vedtægterne uden selv at fremlægge dem.

Andelen af fradraget er i forhold til fordelingstallet, der kendes fra tingbogen (14/92).

Ejerforeningen er ikke momsregistreret, og sagsøger har som den eneste erhvervslejligheder i ...1.

Sagsøger har hverken kontrakter eller regninger, men SKAT har fået det, denne ønskede fra administrator.

Beviset har sagsøger således mindre rådighed over end sagsøgte.

Der er tale om en gennemfakturering

SKATs oprindelige synspunkt om videre fakturering harmonerer med teorien, herunder om, at de enkelte ejere og ikke ejerforeningen er ejer og det egentlige retsubjekt.

Der kan f. eks. henvises til hovedværket "Ejerlejligheder" af højesteretsdommer dr.jur. Peter Blok, 3. udgave 1995 s. 373-378.

s. 375 anfører han fremhævet:

"...

Foreningen har alene karakter af et administrationsfællesskab,

idet den som fuldmægtig for ejerne administrerer de fælles anliggender (Fremhævet her)

..."

Han undersøger også, om det er tilfældet i skatteretlig henseende s. 572-578 og kan herefter konkludere (s.577):

"...

I overensstemmende med det tidligere anførte bør det lægges til grund, at ejerforeningen ikke er selvstændigt skattepligtig, for så vidt den alene varetager opgaver inden for sit almindelige formål.

..."

Det er der tale om her.

Det må også gælde på momsrettens område.

Det afvises heller ikke i moms-omtalen s. 596f.

Der er også fradrag for ejerforeningensmedlemmer for renter på fælleslån. Hvorfor skulle det så være anderledes på moms af fællesydelser?

Der er således tale om en momspålagt ydelse, hvor sagsøger skulle betale sin andel (14/92) og har gjort det.

Derfor har sagsøgeren ret til fradrag i sin moms efter momslovens § 37.

Ad EU-Domstolens dom i sag C-152/02 Terra Baubedarf-Handel GmbH:

"...

Det fremgår af dens præmisser 31, 32, 33 og specielt 35 at momsordningen ikke må begrænses.

I præmis 32 står det, at kun sædvanligvis har betaleren den originale faktura, men at anden ordning kan laves,

..."

C-152/02 fører således til et andet resultat end angivet af sagsøgte.

Ad EU-Domstolens dom i sag C-230/94 Renate Enkler

"...

Præmis 32 omtaler fradrag for ydelser leveret til andre end den afgiftspligtige person.

Det er tilfældet i vores sag, så bevisbyrden ER løftet.

..."

C-230/94 fører således til et andet resultat end angivet af sagsøgte.

Sagsøgte henviser til bkg. 814 fra 2013.

Den har ikke gyldighed her, da den er udstedt 5 år efter dispositionerne uden argumenter for tilbagevirkende kraft.

Ad EU-Domstolens dom i sag C-438/09 Boguslaw Juliusz Dankowki

præmis 39+47+EU-Domstolens konklusion 2:

"...

Artikel 17, stk. 6, i sjette direktiv 77/338, som ændret ved direktiv 2006/18, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som udelukker ret til fradrag af merværdiafgift, der er betalt af en afgiftspligtig til en anden afgiftspligtig, som er tjenesteyder, når sidstnævnte ikke er registreret med hensyn til denne afgift.

..."

C-438/09 fører således til et andet resultat end angivet af sagsøgte.

Tilsagnet i SKM2006.553.HR byggede på et erkendt ulovligt tilsagn, der var åbenlyst ulovligt.

I vores sag er tilsagnet lovligt og tilbagetrækningen åbenbart ulovlig. Det er derfor et bindende momsfradragstilsagn.

Responsum fra OK viser yderligere problematikken.

..."

Sagsøgte har i sit påstandsdokument gjort gældende,

"...

at der ikke er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes afgørelse om at nægte sagsøgeren fradrag for de i sagen omhandlede ydelser, idet betingelserne for at indrømme fradrag for moms efter momslovens § 37, stk. 1, ikke er opfyldt.

Sagsøgerens advokatvirksomhed er momsregistreret, og sagsøgeren kan derfor ved opgørelse af afgiftstilsvaret fratrække moms af virksomhedens indkøb af varer og ydelser, hvis disse indkøb udelukkende anvendes til brug for virksomhedens momspligtige leverancer, jf. momslovens § 37, stk. 1.

Det følger af momslovens § 37, stk. 1 og 2, og den bagvedliggende bestemmelse i momssystemdirektivets artikel 168, at fradragsretten er betinget af, at den i sagen omhandlede faktura er betalt af sagsøgeren (advokatvirksomheden), og at den i fakturaen angivne ydelse også blev indkøbt af og leveret til sagsøgeren (advokatvirksomheden). Det er således en betingelse for momsfradragsret, at den afgiftspligtige person er i besiddelse af en momsbelagt faktura, og at der er tale om en momsbelagt leverance, som er foretaget til virksomheden, jf. bl.a. EU-Domstolens dom i sag C-152/02, Terra Baubedarf-Handel GmbH, præmis 38.

Sagsøgeren bærer bevisbyrden for, at disse betingelser for fradrag er opfyldt, jf. EU-Domstolens praksis, herunder C-230/94, Renate Enkler, præmis 24.

Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet. Ingen af sagens fakturaer er udstedt til sagsøgeren eller betalt af sagsøgeren, og sagsøgeren har ikke indkøbt de af entreprenørselskabet leverede ydelser.

Det forhold, at sagsøgeren har indbetalt et ejerforeningsbidrag til ejerforeningen, ændrer ikke herpå. Sagsøgeren har således ikke betalt et beløb med deklareret moms for den af G2 ApS udførte entreprise, der blev bestilt og betalt direkte af ejerforeningen. Sagsøgeren har ikke betalt nogen moms, som sagsøgeren kan fradrage advokatvirksomhedens momsregnskab.

Allerede af denne grund er det berettiget, at skattemyndighederne har nægtet sagsøgeren fradrag for momsen af de med renoveringen af ejendommen forbundne udgifter.

Derudover følger det af § 84 i bekendtgørelse nr. 814 af 24. juni 2013 (momsbekendtgørelsen), at registrerede virksomheder til dokumentation af den indgående afgift skal kunne fremlægge fakturaer. Fakturaerne skal indeholde de i bekendtgørelsens § 61 angivne oplysninger. Det er således en generel betingelse for at kunne opnå fradrag for indgående moms, at der som dokumentation kan fremlægges en forskriftsmæssig faktura, der som minimum opfylder betingelserne oplistet i momsbekendtgørelsens § 61, stk. 1, jf. også EU-Domstolens praksis, herunder C-438/09, Boguslaw Juliusz Dankowski, præmis 38.

Der er ikke udstedt en faktura til sagsøgeren, der opfylder betingelserne i momsbekendtgørelsens § 61, stk. 1. I den forbindelse bemærkes, at de fakturaer, der er fremlagt som bilag B, ikke opfylder bekendtgørelsens § 61, stk. 1, nr. 4, idet ikke indeholder sagsøgeren navn.

Sammenfattende i forhold til spørgsmålet om momsfradrag gøres det gældende, at sagsøgeren i relation til udgifterne forbundet med renoveringen af ejendommen ikke opfylder betingelserne for momsfradrag.

Det bestrides, at skattemyndighederne ved brev af 10. juni 2011 (bilag C) gav sagsøgeren et bindende forhåndstilsagn om momsfradrag. SKATs brev af 10. juni 2011 indeholder ikke en tilkendegivelse, der for sagsøgeren har skabt en berettiget forventning om at få momsfradrag for de i sagen omhandlede udgifter.

Hertil kommer, at tilkendegivelsen hviler på den åbenbart forkerte forudsætning, nemlig at forholdet kunne sammenlignes med viderefakturering (reglerne om udlæg). En tilkendegivelse, der åbenbart strider mod loven, kan aldrig skabe en retsbeskyttet forventning hos sagsøgeren, jf. f.eks. SKM2006.533.HR.

Endelig har sagsøgeren ikke disponeret i tillid til SKATs brev af 10. juni 2011. Sagsøgeren bad selv om genoptagelse af momsangivelsen for 2008 i forbindelse med et møde hos SKAT den 31. maj 2011 (bilag D), da han ikke tidligere havde taget fradrag for de udgifter, der var afholdt ved renoveringen af ejendommen, og da han ikke selv mente, at det kunne lade sig gøre at fradrage momsen (bilag D, side 3, sidste afsnit).

Det bestrides, at retsformanden i Landskatteretten, UH, skulle have været inhabil ved Landsskatterettens behandling af sagen.

Det af sagsøgeren fremlagte bilag 3 er et af sagsøgeren ensidigt indhentet responsum, der alene har karakter af et partsindlæg.

Det følger af sagsøgerens subsidiære påstand, at sagsøgte skal

"...

tilpligtes efter rettens skøn at give sagsøger fradrag for moms for hans betaling via ejerforeningen G1 af tag- og facaderenovering i 2008.

..."

Retten har ikke noget grundlag for at udøve et sådan skøn. Sagsøgerens principale påstand går da også ud på hjemvisning af sagen til SKAT. Såfremt retten måtte finde grundlag for, at sagsøgeren har ret til momsfradrag, bør et eventuelt skøn foretages af skattemyndighederne, jf. U1982.1115H. I øvrigt synes et skøn ikke relevant, da sagen angår, om der er ret til momsfradrag eller ikke.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Den momsbelagte ydelse er bestilt af ejerforeningen og faktureret til ejerforeningen.

Renoveringen blev besluttet på en ekstraordinær generalforsamling i ejerforeningen, hvor der samtidig blev fastsat en beløbsramme for udgiften til renoveringen på 3.500.000 kr.

Under henvisning til denne beslutning opkrævede ejerforeningen den 22. august 2008 3.100.000 kr. hos ejerlejlighedsejerne, fordelt mellem de enkelte i forhold til fordelingstallene.

Denne opkrævning skete, inden fakturaerne for arbejdets udførelse blev modtaget, og relaterer sig ikke størrelsesmæssigt specifikt og konkret til de siden konstaterede faktiske udgifter.

Der foreligger ikke nogen momsbelagt faktura udstedt direkte til sagsøger, og der findes heller ikke at være tale om en gennem- eller viderefakturering, der skulle give sagsøger ret til alligevel at fradrage moms.

Skattemedarbejdernes tilbud på mødet den 31. maj 2011 om at undersøge, om der var en mulighed, fulgt op af tilkendegivelsen i brevet af 10. juni 2011 om, at man ville se velvilligt på sagen efter yderligere undersøgelse og dokumentation, ses ikke at være et bindende forhåndstilsagn fra SKAT.

Sagsøger har således ikke krav på fradrag for moms, og der er intet grundlag for at tage hverken hans principale eller subsidiære påstand til følge.

Efter sagens resultat skal sagsøger betale sagsomkostninger til sagsøgte med 20.000 kr. med tillæg af moms til dækning af udgift til advokat. Beløbet er fastsat ud fra den oplyste sagsgenstands størrelse sammenholdt med omfanget af forberedelsen og skriftvekslingen, der blandt andet har været kompliceret af sagsøgers anmodninger om medvirken af EU-sagkyndige dommere og om vidneførsel af medarbejdere fra SKAT.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte Skatteministeriet frifindes.

Sagsøger A skal inden 14 dage betale 25.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.