Dokumentets metadata

Skatteansættelse efter skatteforvaltningslovens § 34 b, 2 pkt.

SKAT havde varslet en forhøjelse af skatteansættelsen efter skatteforvaltningslovens § 34 b, 2. pkt., i en situation, hvor den fordring, der udsprang af skatteansættelsen, ikke var formueretligt forældet, og hvor der ikke var rejst tiltale mod skatteyderen efter straffelovens § 289.Landsretten fandt efter ordlyden af bestemmelsen og indholdet af forarbejderne, at SKAT i et tilfælde som det foreliggende, hvor skattekravet var fastslået ved en dom for strafbart forhold, uafhængigt af fristreglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 havde hjemmel i skatteforvaltningslovens § 34 b, 2. pkt., til at gøre kravet gældende over for A.Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at skattekravet ikke var formueretligt forældet ved varslingen. Landsretten lagde herved vægt på, at det i givet fald ville indebære, at adgangen til at gøre skattekrav i anledning af strafbart forhold gældende ville være mere restriktiv i tilfælde, hvor kravet ikke er formueretlig forældet end i tilfælde, hvor der er indtrådt forældelse.Hvad angik skatteyderens synspunkt om, at § 34 b, 2. pkt., ikke fandt anvendelse, fordi han ikke blev tiltalt efter straffelovens § 289, men kun efter skattekontrollovens 13, henviste landsretten til byrettens begrundelse. Byretten havde anført, at skattekontrollovens § 19 a efter sin ordlyd vedrører sager om overtrædelse af både skattekontrollovens § 13 og straffelovens § 289.Landsretten stadfæstede dermed byrettens (SKM2016.295.BR) frifindelse af Skatteministeriet.

Parter

A

(v/Adv. Christian Falk Hansen v/Adv. Fm. Troels Troldtoft Henriksen i henhold til proceduretilladelse)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af Landsretsdommerne

Inge Neergaard Jessen, Ib Hounsgaard Trabjerg og Rikke Plesner Skovby (kst.)

Sagens oplysninger

Byrettens dom af 11. marts 2016 (BS 18-251/2015) (SKM2016.295.BR ) er anket af A med påstand som for byretten om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at As skatteansættelse for indkomståret 2008 nedsættes med 264.000 kr.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Nærmere om retsgrundlaget

Skatteforvaltningslovens § 34 b har følgende ordlyd:

"§ 34 b. Udløb af forældelsesfristen er ikke til hinder for, at det under en straffesag, i hvilken tiltalte findes skyldig, kan pålægges tiltalte at betale unddragne skatter i anledning af det strafbare forhold, der er indtalt under straffesagen, jf. skattekontrollovens § 19 A. En sådan fordring kan også gøres gældende efter udløb af forældelsesfristen, hvis varsel om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat eller fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift afsendes inden 1 år efter endelig afgørelse i en straffesag, i hvilken tiltalte er fundet skyldig, eller inden 1 år efter skyldnerens vedtagelse af bøde eller anden strafferetlig sanktion."

Reglen i § 34 b blev indsat i skatteforvaltningsloven samtidig med gennemførelsen af forældelsesloven. Det skete ved § 37, nr. 4, i lov nr. 523 af 6. juni 2007 om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer med m.v. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgår blandt andet følgende (lovforslag nr. L 166,2006- 2007/1, pkt. 3.9.1.5 og 3.9.2.4):

"3.9. Ændring af skatteforvaltningsloven

3.9.1. Gældende ret

3.9.1.5. Unddragne skatter i anledning af et strafbart forhold.

Efterbeskatningskrav i forbindelse med skattestraffesager gennemføres som hovedregel i form af en skatteansættelse, jf. Processuelle regler på SKATs område, 2006-3, afsnit R.7. Efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist kan ansættelsen foretages i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og 32, stk. 1, nr. 3.

Ifølge skattekontrollovens § 19 A kan unddragne skatter endvidere indtales under straffesagen og påkendes af retten i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 89. Skattekrav vedrører unddragelse af selskabsskat medtages under straffesagen, hvis der findes grundlag for at rejse tiltalen mod den, der ejer eller behersker selskabet (hovedaktionær eller hovedanpartshaver), og det er tvivlsomt om selskabet kan betale skatten. I så fald anmodes politimesteren om at påstå, at den tiltalte pålægges solidarisk hæftelse med selskabet for de unddragne skatter.

I disse tilfælde gennemføres også ændring af selskabets indkomst eller afgiftstilsvar i form af en ansættelse. Ændringen foretages, før politimesteren i givet fald anmodes om at rejse tiltale. Hvis ægtefæller eller samlevere sammen har drevet en virksomhed, og tiltalen rettes mod den af parterne, der ikke er registreret som virksomhedsindehaver, anmodes politimesteren tilsvarende om at påstå, at tiltale pålægges solidarisk hæftelse med ægtefællen/samleveren for momsen. I disse tilfælde opgøres momstilsvar endvidere for den registrerede virksomhedsindehaver.

Skattekravet forældes efter de almindelige forældelsesfrister. Udgangspunktet er herefter, at kravet forældes efter 1908-loven, dvs. 5 år efter forfaldstidspunktet. Fristen suspenderes i tilfælde af fordringshavers utilregnelige uvidenhed om sit krav eller skyldners opholdssted. Da fristen normalt vil være suspenderet, vil den 20-årige forældelsesfrist efter Danske Lov almindeligvis være afgørende for, hvor gamle krav myndighederne kan rejse.

3.9.2. Lovforslagets udformning

...

3.9.2.4. Forældelse af skattekrav i anledning af strafbart forhold

Unddragne skatter i forbindelse med et strafbart forhold er som udgangspunkt omfattet af de almindelige forældelsesfrister. I sager om overtrædelse af skattekontrollovens §§ 13, 15, 16 og 18 samt straffelovens § 289 kan de unddragne skatter inddrages under straffesagen og påkendes af retten i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 89, jf. skattekontrollovens § 19 A. Forældelsesfristen for sådanne krav foreslås ved det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) som udgangspunkt fastlagt til 3 år fra forfaldstidspunktet med mulighed for suspension kombineret med en absolut frist på 10 år, jf. forslagets § 3.

Foretages en egentlig skatteansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, henholdsvis § 32, stk. 1, nr. 3, vil forældelse dog- indtræde 10 år efter forfaldstidspunktet, jf. lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag til skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4).

Ved § 13 i forslaget til ny forældelseslov foreslås en tillægsfrist for erstatningskrav, der udspringer af et strafbart forhold, i tilfælde, hvor strafspørgsmålet først afgøres efter udløbet af den almindelige forældelsesfrist for erstatningskravet.

Unddragne skatter i forbindelse med et strafbart forhold har ikke karakter af et egentligt erstatningskrav. I forslaget til skatteforvaltningslovens § 34 b foreslås derfor en tillægsfrist for skattekrav i anledning af et strafbart forhold svarende til den, der foreslås ved § 13 i forslaget til ny forældelseslov. Efter forslaget gælder reglen både for tilfælde, hvor skattekravet indtales under selve straffesagen og tilfælde, hvor skattekravet efterfølgende gøres gældende over for den skattepligtige ved en egentlig skatteansættelse.

Der henvises til lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag til skatteforvaltningslovens § 34 b) og bemærkningerne hertil."

Af bemærkningerne til § 34 b (lovforslagets § 36, nr. 4) fremgår følgende:

"Det foreslås i § 34 b, at unddragne skatter, der er indtalt under en straffesag, i hvilken tiltalte findes skyldig, jf. skattekontrollovens § 19 A, kan gøres gældende under sagen også efter udløb af de almindelige forældelsesfrister, jf., 1.pkt. En tilsvarende regel findes i § 13 i det samtidig fremsatte forslag til ny forældelseslov (forældelsesloven) vedrøreride erstatning og godtgørelse i anledning af strafbare forhold.

Som efter den foreslåede § 13 er det en betingelse for anvendelsen af bestemmelsen, at der er gennemført en straffesag, og at tiltalte findes skyldig.

Efter 2. pkt. kan skattekravet ligeledes gøres gældende, hvis varsel om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat eller fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift afsendes inden et år efter endelig afgørelse i en straffesag, i hvilken tiltalte er fundet skyldig, eller inden et år efter skyldnerens vedtagelse af bøde eller anden strafferetlig sanktion. Det er ikke en betingelse for tillægsfristen, at skattekravet er gjort gældende under straffesagen.

Der findes ligeledes en bestemmelse om en 1-årig tillægsfrist i § 13 i det samtidig fremsatte forslag til ny forældelseslov. Den her foreslåede tillægsfrist på 1 år løber som fristen efter § 13 fra endelig afgørelse i en straffesag eller skyldners vedtagelse af bøde eller anden strafferetlig sanktion. Den foreslåede tillægsfrist vil endvidere tilsvarende § 13 kunne kombineres med andre tillægsfrister og bestemmelser om foreløbig afbrydelse i forslaget til ny forældelseslov.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.2. [4] i lovforslagets almindelige bemærkninger."

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er også i forbindelse med sagens behandling i landsretten ubestridt, at skatteansættelsen vedrørende indkomståret 2008 er materielt rigtig, at skattekravet ikke var formueretlig forældet på tidspunktet for skatteansættelsen, og at den varslede og gennemførte skatteansættelse er sket efter udløbet af ansættelsesfristerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27.

Skattekravet vedrørende indkomståret 2008 er rejst over for A i anledning af et strafbart forhold, som han blev dømt for ved Byrettens dom af 19. oktober 2012 som stadfæstet ved Østre Landsrets dom af 3. januar 2013. Det er ubestridt, at den i sagen omhandlede skatteansættelse af 10. oktober 2013 er varslet i forhold til A inden for fristen på et år i skatteforvaltningslovens § 34 b, 2. pkt.

Landsretten finder efter ordlyden af bestemmelsen og indholdet af forarbejderne, at SKAT i et tilfælde som det foreliggende, hvor skattekravet _ er fastslået ved en dom for strafbart forhold, uafhængigt af fristreglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 har haft hjemmel i skatteforvaltningslovens § 34 b, 2. pkt., til at gøre kravet gældende over for A.

Det kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at skattekravet ikke var formueretligt forældet ved varslingen den 10. oktober 2013. Landsretten har herunder lagt vægt på, at en forståelse af bestemmelsen, der indebærer, at den kun finder anvendelse, når der er indtrådt formueretlig forældelse, ville føre til, at adgangen til at gøre skattekrav i anledning af strafbart forhold gældende ville være mere restriktiv i tilfælde, hvor kravet ikke er formueretligt forældet, end i tilfælde, hvor kravet er formueretligt forældet.

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at skatteforvaltningslovens § 34 b, 2 pkt., også finder anvendelse i tilfælde, hvor der er sket domfældelse for overtrædelse af skattekontrollovens § 13.

Derfor stadfæster landsretten dommen.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 25.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

SKM2016.295.BR