Dokumentets metadata

Dokumentets dato:14-04-2016
Offentliggjort:29-07-2016
SKM-nr:SKM2016.328.ØLR
Journalnr.:B-427-15
Referencer.:Statsskatteloven
Dokumenttype:Dom


Kommanditists - selvskyldnerkautionsforpligtelse - fradragskontoen

Spørgsmålet i sagen var, om en kommanditist kunne medtage sin andel af en selvskyldnerkautionsforpligtelse, der blev stillet over for en bank til sikkerhed for kommanditselskabets gæld, på sin fradragskonto.Byretten fandt, at selvskyldnerkautionsforpligtelsen ikke kunne indgå på fradragskontoen.Retten lagde vægt på, at kommanditistens hæftelse ifølge selvskyldnerkautionen var begrænset til det samme beløb, som hans til enhver tid værende resthæftelse over for kommanditselskabet. Denne hæftelse indgik på fradragskontoen. Han påtog sig således ikke nogen yderligere forpligtelse ved selv skyldnerkautionen.Byretten lagde endvidere vægt på, at banken ved indgåelsen af låneaftalen med kommanditselskabet fik transport i kommanditselskabets krav på bl.a. kommanditistens resthæftelse over for kommanditselskabet. Selvskyldnerkautionen sikrede derfor i realiteten blot, at banken fik et selvstændigt grundlag for at kunne gøre den tiltransporterede resthæftelse gældende direkte over for kommanditisten. Hans resthæftelse, transporten af denne til banken, selvskyldnerkautionen og det til enhver tid værende beløbsmæssige sammenfald mellem resthæftelsen og kautionen medførte, at der var tale om en og samme forpligtelse, men forskellige grundlag for at gøre den gældende over for kommanditisten. Dette bekræftedes af, at der ikke var noget, der pegede på, at han selv eller andre på daværende tidspunkt opfattede det således, at kommanditisten ved påtageisen af selvskyldnerkautionen forøgede sin hæftelse til det dobbelte.Byretten. anførte endvidere, at det er en betingelse for, at en kommanditists medhæftelse som selvskyldner for kommanditselskabets gæld kan medtages på fradragskontoen, at forpligtelsen påhviler kommanditisten endeligt uden regres over for andre selskabsdeltagere.Kommanditisten havde fraskrevet sig regres over for kommanditselskabet og de andre kommanditister, "så længe" låneaftalen mellem kommanditselskabet og banken ikke var opfyldt. Der var herved alene tale om en midlertidig og ikke endelig fraskrivelse af regres.Da banken opsagde det omhandlede lån over for kommanditselskabet den 4. marts 2009 på grund af misligholdelse, hvorved selvskyldnerkautionen blev aktualiseret, var der endvidere ikke bestemmelser i kommanditselskabets vedtægter om fraskrivelse af regres.Af disse grunde gav byretten Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden (SKM2015.260.BR).Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelse og stadfæstede dommen.


Parter

A

(Advokat Christian Falk Hansen)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/adv. Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af landsdommerne

Mikael Sjöberg, Nikolaj Aarø-Hansen og Anders Martin Jensen (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstand

Byrettens dom af 10. februar 2015 (BS-10C-2285/2013) (SKM2015.260.BR ) er anket af A med påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at As skatte­ansættelser for indkomstårene 2009 og 2010 skal nedsættes med henholdsvis 496.525 kr. og 893.788 kr.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse, subsidiært at ansættelserne af As indkomst for indkomstårene 2009 og 2010 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

Forklaring

A har forklaret blandt andet, at han er salgs- og marketingsdirektør i en fødevaregrossistvirksomhed. Da han købte de 23 andele i G1, så han det som en investering for sin alderdom. Han havde ikke på dette tidspunkt nogen erfaring med investering i erhvervsejendomme, men blev af G2 introduceret for prospektet, som han følte sig tryg ved. Der var 3-4 personer fra G2, der gennemgik prospektet for ham. Han var godt opmærksom på, at der ville ske transport af resthæftelsen til banken, og at han så­ledes kun kunne betale med frigørende virkning til banken. Han kan også huske, at han skulle afgive et kautionsløfte. Han har ikke over for byretten eller tidligere instanser forklaret noget om, hvorvidt han opfattede det således, at han ved påtageisen af selvskyldnerkautionen forøgede sin hæftelse til det dobbelte, og han er derfor overrasket over byrettens bemærkning herom. Han kan ikke i dag huske, om han dengang opfattede det som anført i dommen, men han tænkte, at der var tale om to forpligtelser. De første par år gik det, som det skulle. I slutningen af 2008 var der imidlertid en af de to af lejere i ejendommen, der fik problemer og ophørte med at betale husleje. Dermed forsvandt en stor del af forretningsgrundlaget. På grund af transporten valgte de derfor at betale til 2. prioritetsbanken. 1. prioritetsbanken, der normalt fik serviceret gælden ved lejeindtægterne, blev derfor ikke betalt og overtog på den baggrund ejendommen. Da F1-BANK S.A.s advokat ved brevet af 4. marts 2009 opsagde lånet, var der mange rygter. Blandt andet forlød det, at der var en risiko for, at banken ville videretransportere transporten i resthæftelsen og samtidig kalde kautionsforpligtelsen. Der blev afholdt et møde med bankens advokat, og de indgik en betalingsaftale. Det er ham, der har lavet opgørelsen ekstraktens side 345, hvoraf fremgår, at han siden misligholdelsen til den 31. august 2012 har indbetalt 657.413,40 kr. til kommanditselskabet. Han har også efter denne dato betalt til kommanditselskabet. Det var deres opfattelse, at de risikerede at skulle betale både resthæftelsen og kautionen. Han har ikke gjort krav på regres, da han ikke mener, at han har ret til dette. Da han underskrev kautionsdokumentet, var han opmærksom på aftalens pkt. 8 om "Ingen regres over for låntager", og det var derfor, han gik ud fra, at han ikke havde nogen regres over for kommanditselskabet. Han er i øvrigt ret sikker på, at dette også blev sagt på mødet, hvor han underskrev aftalen. Det er rigtigt, at han ikke deltog i generalforsamlingen om ændring af vedtægternes § 6, stk. 3, om, at kommanditisterne ikke har regres over for komplementaren. Så vidt han husker, havde denne ændring noget med fradragskontoen at gøre. Han har ikke haft noget skattemæssigt ud af sin investering, og det skattemæssige har ikke været et motiv for investeringen. Det har i det hele været en rigtig dårlig investering for ham.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor.

Det, der er fremkommet for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald, forløb og omfang skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 75.000 kr. til udgifter til advokatbissand. Beløbet er inkl. moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 75.000 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne, der forrentes efter rentelovens § 8 a, skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

SKM2015.260.BR