Dokumentets metadata

Fast driftssted, indkomstopgørelse

Skatterådet bekræfter, at grundlaget for allokering af indkomst til A's danske filial, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 2, 2. pkt., skal fortolkes i overensstemmelse med art. 7 i OECD's 2008 Modeloverenskomst som uddybet i OECD's rapport af 17. juni 2008 om indkomstopgørelsen i faste driftssteder.Skatterådet bekræfter, at finansieringsudgifter betalt til uafhængige parter kan medregnes i den danske indkomstopgørelse, at interne lån kan medregnes i den danske skattebalance, mv.

Spørgsmål:

1. Kan det bekræftes, at grundlaget for allokering af indkomst til A's filial i henhold til selskabsskattelovens § 2, stk. 2, skal fortolkes i overensstemmelse med principperne angivet i art. 7, stk. 2 og 3 i OECD's Modeloverenskomst af 18. juli 2008, og som uddybet i OECD´s rapport om allokering af indkomst til faste driftssteder (OECD Report on Attribution of Profits to Permanent Establishments) af 17. juli 2008?
2. Kan det bekræftes, at der kan medregnes finansieringsomkostninger betalt til uafhængige parter i den danske skattepligtige indkomst for A's filial?
3. Kan det bekræftes, at interne lån mellem den danske filial og det udenlandske hovedkontor, baseret på armslængdevilkår og anvendt til at finansiere bankaktiviteterne i det danske faste driftssted, kan medregnes i den danske skattebalance for filialen?
4. Kan det bekræftes, at eneste KERT funktion, der fremadrettet udføres af A's filial, er udlån til private husholdninger, når det lægges til grund, at KERT (key entrepreneurial risk-taking) funktioner, som defineret af OECD, er den funktion i en bank, hvoraf risikoen ved udlånsengagementer opstår og som fører til oprettelsen af et finansielt aktiv i bankens balance?
5. Kan det bekræftes, at det forhold, at filialens hovedkontor har fastsat en begrænsning på, hvor stor en samlet risiko filialen kan påtage sig, ikke ændrer ved, at filialen udfører KERT funktionen, som defineret i spørgsmål 4?
6. Kan det bekræftes, at KERT (key entrepreneurial risk-taking) funtionen, som defineret i spørgsmål 4, fører til, at der medregnes et finansielt aktiv i form af lån til private husholdninger i den danske skattebalance for A?
7. Kan det bekræftes, at når filialen ikke fremadrettet udfører en KERT (key entrepreneurial risk-taking) funktion med udlån til selskaber, så bør der heller ikke være finansielle aktiver vedrørende sådanne aktiviteter i skattebalancen for filialen, når det lægges til grund, at KERT (key entrepreneurial risk-taking) funktioner, som defineret af OECD, er den funktion i en bank, hvoraf risikoen ved udlånsengagementer opstår og som fører til oprettelsen af et finansielt aktiv i bankens skattebalance?
8. Kan det bekræftes, at kapitalspejlsmetoden (Capital Allocation Approach) som præsenteret i OECD's model overenskomst, omtalt i spørgsmål 1, er en passende model for allokering af den uforrentede kapital (free capital) i A?
9. Kan det bekræftes, at når kapitalspejlsmetoden (Capital Allocation Approach), som omtalt i spørgsmål 8, anvendes, så skal solvensberegningerne i en bankvirksomhed udføres i overensstemmelse med den risikovægtede solvensmodel (aktuelt Basel II), som defineret af Basel Komiteen (the Basel Committee on Banking Supervision)?
10. Kan det bekræftes, at når kapitalspejlsmetoden (Capital Allocation Approach), som omtalt i spørgsmål 8, anvendes, gælder et princip om, at solvensen i filialen, skal være lig med solvensen i hovedkontoret, såvel som i de andre udenlandske filialer af hovedkontoret?

Svar:

1. Ja
2. Ja, se dog begrundelsen
3. Ja
4. Ja
5. Ja
6. Ja
7. Ja
8. Afvises
9. Afvises
10. Ja, se dog begrundelsen

Beskrivelse af de faktiske forhold

Introduktion

A er et udenlandsk finansielt foretagende, som driver virksomhed med finansielle ydelser på detailmarkedet, herunder forbrugerudlån, kreditkort, opsparing mv. A har etableret filialer i flere lande.

Selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a udgør retsgrundlaget for den danske beskatning af et fast driftssted i Danmark. Siden udgivelsen af en artikel i Revision & Regnskabsvæsen i 1963, side 8 af Erik Møller, har det i dansk retspraksis været antaget, at definitionen af fast driftssted følger art. 5 i OECD's modeloverenskomst. Dette synspunkt er ligeledes blevet støttet i TfS 1996, 532 H. OECD's modeloverenskomst har dannet grundlag for den dobbeltbeskatningsoverenskomst, som finder anvendelse på nærværende sag, hvor hovedkontoret er i x land og filialen er i Danmark. Jævnfør vores beskrivelse af faktiske forhold og omstændigheder nedenfor, har A til hensigt at drive finansiel virksomhed i Danmark fra kontorlokaler i x-by i Danmark. En lokal dansk ledelse er blevet udpeget og KERT funktionen med at bevilge udlån til kunder, vil blive udført lokalt i Danmark. Ved besvarelsen af denne anmodning om bindende svar, kan det lægges til grund, at A har et fast driftssted i henhold til selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a.

A ønsker at sikre, at alle relevante aktiviteter, indkomster, udgifter, aktiver og forpligtelser henføres til filialerne i overensstemmelse med OECD-principperne i medfør af de danske skatteregler.

Filialen vil føre separate regnskaber, hvor alle de aktiviteter, som direkte kan henføres til filialen, medregnes. Derudover vil der være en række aktiviteter eller transaktioner, som relaterer sig til filialen men som indledningsvis bliver registreret hos hovedkontoret. A vil anvende OECD-principperne til at identificere og allokere sådanne aktiviteter og transaktioner til filialen, med henblik på at kunne udarbejde en skattebalance og indkomstopgørelse i overensstemmelse med danske skatteregler.

Regulatorisk er filialen kun underlagt begrænset overvågning af Finanstilsynet. I stedet indgår filialen i den samlede legale enhed A, som er underlagt finanstilsynet i land x. Således vil der hverken under de regulatoriske regler eller almindelige regnskabsregler være krav om, at filialen skal udarbejde danske regnskaber og solvensberegninger mv., som ellers ville kunne sikre, at der er indeholdt tilstrækkelig kapital og indkomst.

Forretningsoversigt over A i Danmark

A etablerede filalen i Danmark i år x og A påbegyndte aktiviteter i Danmark den xx. A har til hensigt at tilbyde de samme finansielle produkter og ydelser i Danmark, som A tilbyder på det udenlandske marked.

Kundefinansiering

Kundefinansiering består af både fysiske og online kundefinansieringsydelser. A har til hensigt at tilbyde en bred vifte af sikre og simple betalingsløsninger til både detailhandlere og privatkunder.

Opsparingskonti

Konkurrencedygtige opsparingsløsninger med sikkerhed i form af den statslige indskudsgaranti, som betyder at staten indestår for indskud op til EUR 100.000. Endvidere tilbydes attraktive rentesatser.

A har planer om at tilbyde “x" til kunder som ønsker en sikker investering og en god rentesats.

Kreditkort

Kreditkort tilbydes under navnet “x", som siden år x har været lanceret i land x. Der er tale om et kortkoncept, som giver en bred vifte af kortfordele.

Private lån

Usikrede personlige lån ydes til privatpersoner baseret på kundernes forskellige behov. Disse lån vil blive tilbudt med tilbagebetalingsperioder valgt af kunden og der kræves ikke pant/sikkerhedsstillelse. Lånene giver kunderne mulighed for at købe forbrugsgoder eller tilbagebetale andre kreditter/lån.

Kundeservice

Med sigte på at assistere dets kunder er en lang række af ydelser gjort tilgængelige via telefonen (primær kanal for hurtig og effektiv kundeservice). Kundeservicen svarer hovedsageligt på forhold som drejer sig om kredit for privatkunder, personlige lån og kreditkort. Kundeservice er også tilgængelig online.

Centrale værdiskabende aktiviteter i A

Innovative koncepter

A har udviklet innovative koncepter over årene. A planlægger at tilbyde det samme koncept i den etablerede filial.

Højkvalitets ydelser på attraktive vilkår

A har til hensigt at tilbyde finansielle ydelser af høj kvalitet og på attraktive vilkår.

Kundeforhold

Kundeforholdet betragtes som et centralt aspekt i værdiskabelsen. A har til hensigt at opbygge og vedligeholde kundeforhold samt opbygge et godt omdømme i Danmark. Effektiv kundeservice og support af høj kvalitet vil blive tilbudt til de danske kunder.

Juridisk grundlag

Principperne for allokering af indkomst til et fast driftssted er indarbejdet i dansk skattelovgivning, herunder i selskabsskattelovens § 2, stk. 2, som indeholder selvstændighedsfiktionen som defineret af OECD i Authorised OECD Approach og som beskrevet i den seneste OECD-modeloverenskomst fra 2010. Dette er imidlertid hovedreglen, og der gælder undtagelser, når en dobbeltbeskatningsoverenskomst er baseret på en ældre version af OECD-modeloverenskomsten. Når dette er tilfældet, finder principperne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten anvendelse. Efter dansk retspraksis anses disse principper generelt for at være i overensstemmelse med principperne i 2008-versionen af ??OECD-modeloverenskomsten, herunder kommentarerne i OECD-rapporten fra 2008 om fordeling af overskud til et fast driftssted. Den væsentligste forskel mellem implementeringen i lovgivningen og principperne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten er, hvorvidt en begrænset selvstændighedsfiktion fra 2008-versionen, eller en ubegrænset selvstændighedsfiktion fra 2010-versionen, finder anvendelse.

Den dobbeltbeskatningsoverenskomst som finder anvendelse mellem Danmark og land x, er baseret på en ældre version af OECD-modeloverenskomsten. I princippet er ordlyden af art. 7 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke i konflikt med ordlyden af OECD-modeloverenskomsten fra 2010, og burde dermed ikke forhindre anvendelsen af den ubegrænsede selvstændighedsfiktion fra 2010-versionen. Men som ovenfor beskrevet, er det i dette tilfælde efter dansk retspraksis, principperne i 2008-versionen af OECD-modeloverenskomsten, som finder anvendelse.

Selv når 2008-versionen af OECD-modeloverenskomsten samt begrænsninger i selvstændighedsfiktionen finder anvendelse, bør dette ikke føre til begrænsninger i anerkendelsen af finansielle transaktioner mellem et fast driftssted og dets hovedkontor, når virksomheden består af finansielle aktiviteter under overvågning af Finanstilsynet. Dette skyldes, at selv inden 2008-versionen af modeloverenskomst, anerkendte OECD, at særlige forhold gælder for finansielle transaktioner mellem et fast driftssted og dets hovedkontor, når virksomheden består af finansielle aktiviteter, hvilket også understøttes af dansk retspraksis. De særlige forhold for finansielle virksomheder er endvidere flere steder omtalt i kommentarerne til 2008-versionen samt tidligere versioner af OECD modeloverenskomsten.

Generelt er vejledningen i OECD-retningslinjerne accepteret af Danmark, og Danmark har officielt kommenteret og delt sin accept af de seneste opdateringer og rapporter fra OECD relateret til allokering af indkomst.

På baggrund af ovenstående, skal en dansk filial, som udfører finansielle aktiviteter, allokere sin indkomst og kapital i overensstemmelse med OECD-principperne som fastsat i artikel 7 i OECD-modeloverenskomsten fra 2008, understøttet af kommentarerne i OECD-rapporterne. Endvidere finder OECD-vejledning om armslængdeprincippet også anvendelse på sådanne filialer i Danmark.

Fra et dansk skattemæssigt perspektiv er det nødvendigt at have en komplet resultatopgørelse og balance for, at kunne fastlægge den danske skattepligtige indkomst.

Efter OECD-principperne er allokeringen af ??overskud til et fast driftssted baseret på en selvstændighedsfiktion. Efter denne metode skal det faste driftssted behandles som en hypotetisk virksomhed adskilt fra hovedkontoret. Den hypotetiske adskillelse kræver at der bliver udført to trin:

1. Fastlæggelse af aktiviteter og omstændigheder for den hypotetisk separate og uafhængige enhed. Dette gøres ved en analyse af funktioner og faktuelle forhold.
2. Fastlæggelse af indkomst i den hypotetisk separate og uafhængige enhed baseret på en sammenlignelighedsanalyse. Det faste driftssteds aflønning fastlægges ud fra principperne i art. 9 i OECD Transfer Pricing-retningslinjerne.

Analyse af funktioner og faktuelle forhold

Key entrepreneurial risk-taking functions

Key entrepreneurial risk-taking (KERT) funktioner er de funktioner, der kræver aktiv beslutningstagen i forbindelse med accept og/eller forvaltning (efter overførsel) af individuelle risici og porteføljer af risici.

For A er skabelsen af et finansielt aktiv og den efterfølgende forvaltning af aktiverne KERT funktioner, hvorfor det økonomiske ejerskab til det finansielle aktiv (og indkomsten og udgifterne i forbindelse med at besidde aktivet, udlåne det, eller sælge det til tredjeparter) henføres til den lokalitet, som udfører disse funktioner.

i. Funktioner, som er involveret i skabelsen af et nyt finansielt aktiv

• Salg/Marketing - opsøge potentielle kunder, opbygge kunderelationer;
• Salg/Forhandling - forhandle kontraktvilkårene med kunden og beslutte, hvorvidt der skal bevilges lån eller ej, og i bekræftende fald, på hvilke betingelser, fastlæggelse af kreditværdighed og samlet krediteksponering af foretagendet til kunden, beslutte hvilke niveauer af kredit- og markedsrisici som accepteres, prissætning af lånet, overveje om der er behov for sikkerheds- eller kreditforbedring og forpligte foretagendet (og dets hovedkontor) til lånet og dets forbundne risici;
• Trading/Treasury - skaffe midler og kapital, tage indlån, skaffe midler på de mest fordelagtige vilkår, gør de disponible midler tilgængelige; og
• Sales/Support - kontrollere kontraktudkast og færdiggøre kontraktformaliteter, løse eventuelle udestående juridiske spørgsmål, underskrive kontrakten, registrere det finansielle aktiv i bogføringen og udbetale låneprovenuet.

ii. Funktioner involveret i forvaltningen af eksisterende finansielle aktiver

• Support af finansielle aktiver - forvaltningen af de finansielle aktiver, indsamle og betale renter og andre forfaldne beløb, overvågning af tilbagebetaling;
• Håndtere oprindeligt antagne risici, f.eks. gennemgang af kreditværdigheden af kunden, overvågning af samlet krediteksponering af klienten til foretagendet, overvågning af rente- og -positionsrisiko, gennemgang af effektiviteten af brugen af lovpligtig kapital, beslutning om, og i givet fald, i hvilket omfang forskellige risici fortsat skal afholdes af foretagendet;
• Treasury - forvalte foretagendets samlede finansieringsposition (finansiering af underskud eller investering i overskud på markedet), herunder at forvalte rente- og likviditetsrisikosbelastninger i foretagendet, fordeling af omkostninger af midler rejst af foretagendet som en helhed til filialer/forretningsenheder, der matcher varigheden af låntagning med udlån og maksimerer effektiviteten og afkastet af lovpligtig investeret kapital;
• Sales/Trading - refinansiering af de finansielle aktiver, markedsføring til potentielle købere, forhandle kontraktvilkår for salg, færdiggørelse af salgsformaliteter mv., beslutte hvorvidt lånet skal fornyes eller forlænges, og i bekræftende fald, på hvilke vilkår.

Nøglepersonfunktioner er relevante for tildelingen af den økonomiske ejendomsret til andre aktiver samt overtagelse af andre risici

• Tilsyn med forvaltningen af de faste driftssteders samlede kapital og risikoeksponering - A har et udvalg, der sætter risikobegrænsning på et kaskadegrundlag - der vil være en grænse for den samlede risiko for de lokale filialer, en samlet grænse for forskellige typer risici (f.eks. kreditrisiko) og grænser for bestemte forretningsområder, etc.
  Det er imidlertid den danske filial, der udfører funktioner, der resulterer i selve påtagelsen af risiko og som aktivt sørger for oprettelse og forvaltning af individuelle lån eller porteføljer.
• Support, middle or back office -funktioner - funktioner, der er nødvendige for at støtte KERT funktioner er centraliseret i A (såsom generel ledelse, indstilling af forretningsstrategier, udvikling af edb-systemer, forskning, personalefunktioner og andre støttefunktioner, f.eks. økonomisk analyse af rentetendenser).

Vurdering af risici og aktiver

Ved anvendelse af selvstændighedsfiktion identificeres nedenstående risici, som bør forefindes, når den danske filial anses for en selvstændig virksomhed.

Risikostyring

Effektiv risiko- og kapitalstyring er afgørende for lønsomheden i A og herunder i filialen. A og herunder filialen eksponeres for forskellige typer risici i forbindelse med driften. For at kunne balancere risikopåtagelsen og minimere og kontrollere risici har A defineret en række interne regler (instrukser) til forretningen. Alle instrukser opdateres efter behov og gennemgås mindst en gang årligt. A og herunder filialen er ansvarlige for virksomhedens risikostyring.

A's risikostyringsrammer omfatter virksomhedens funktioner, strategier, processer, procedurer, interne regler, grænser, risikotilbøjelighed, risiko-mandater og - kontrolfunktioner samt nødvendige rapporteringsprocedurer til at identificere, måle, overvåge, styre og rapportere risici.

Risikotilbøjelighed og risikogrænser overvåges og rapporteres løbende til A og filialen samt deres individuelle aktiviteter. Risikotilbøjeligheden indgår i det risikoniveau, som bestyrelsen er parat til at eksponere foretagendet for med henblik på at opnå sine strategiske mål. Risikotilbøjelighed kan gengives kvalitativt og kvantitativt. Hvilket skal være i overensstemmelse med foretagendets strategier og angive typen og størrelsen af den tilladte risikoeksponering. Der fastsættes veldefinerede grænseværdier for at opnå den ønskede risikoeksponering, og disse fremgår af foretagendets definerede instrukser. Grænseværdierne kan anvendes til at definere et niveau for forskellige risikokategorier.

A anvender en standardproces til at identificere, vurdere og rapportere risici. Den er implementeret i hele organisationen som led i arbejdet med at skabe risikofokus og øge risikostyringens effektivitet.

Koncernen anvender tre forskellige former for værn i sine risikostyringsaktiviteter.

Den første form for værn udgøres af medarbejderne i den enkelte A-enhed, som er helt fortrolige med forretningen, deres roller og ansvar, og som udfører deres arbejde korrekt og fuldstændigt. De medarbejdere, som er nærmest forretningen, er også nærmest risici og har derfor et godt udgangspunkt for at identificere risici og proaktivt arbejde på at skabe risikofokus.

Den anden form for værn består af kontrolfunktionerne Compliance og Risk Control. Disse funktioner skal uafhængigt og selvstændigt styre driften af den enkelte A-enhed.

Den tredje form for værn består af den uafhængige interne revision. Den interne revision undersøger løbende driften i den enkelte A-enhed og aktiviteterne i første og andet værn for at sikre, at de opfylder deres forpligtelser fuldstændigt og at de har den rette ekspertise. Både A og filialen modtager rapporter fra den interne revisions- og kontrolfilial, og har ansvar for at følge op på de punkter, der opstår i forbindelse med den enkelte aktivitet. Både A og filialen er endvidere ansvarlige for at sikre, at det tredje værn virker effektivt.

Regulatorisk risiko

Den regulatoriske risiko indebærer overholdelse af alle lokale, regulatoriske krav. Det omfatter overholdelse af lokal lovgivning, afgifts- og skattelovgivning, specifikke bestemmelser for foretagendets aktiviteter og almindelige erhvervsretslige regler. De fleste regulatoriske procedurer håndteres af A, som har licens til at drive finansiel virksomhed i land x. Det kræves ikke, at der for filialen indhentes særskilt licens, men A skal orientere Finanstilsynet om den udenlandske licens, og den er endvidere ansvarlig for, at der sker korrekt selskabsregistrering med henblik på at drive virksomhed i Danmark.

Bøder og begrænsninger som følge af manglende opfyldelse af lokale regulatoriske regler forventes ikke for en dansk filial med udenlandsk licens, men en eventuel udgift ville skulle afholdes af filialen.

Driftsrisiko

Driftsrisiko indebærer risikoen for direkte eller indirekte tab som følge af utilstrækkelige eller fejlagtige interne processer, personer og systemer eller fra eksterne hændelser. Driftsrisiko omfatter bedrageri- og procesrisiko. Filialen er ansvarlig for at sikre, at der anvendes tilstrækkelige og interne processer, personer og systemer i Danmark, hvor A er den primært ansvarlige for at sikre, at alle nødvendige ressourcer virker korrekt i kundebetjening.

Driftsrisiko håndteres af den interne kontrolfunktion. Implementeringen af gode interne kontrolfunktioner sker løbende og omfatter:

• Relevante procedurer og instrukser for løbende opgaver;
• Definition af opdelingen af medarbejderes ansvar og regler;
• IT-ydelser består af økonomi- og finanssystemer med indbygget adgangskontrol;
• Interne informations- og rapporteringssystemer til at opfylde ledelsesinformationskrav;
• Informationssikkerhed og fysisk sikkerhed til at beskytte selskabets aktiver og medarbejdere;
• Gennemgang af risikooverførsel ved hjælp af relevante forsikringsløsninger.

Markedsrisiko

De væsentligste markedsrisici er forbundet med renterisiko, valutarisiko og aktiekursrisiko. I driften er A og herunder filialen udsat for rente- og valutarisiko. Disse risici holdes indenfor de grænser, som er fastlagt i A's interne retningslinjer og risikoen er minimal.

Både A og filialen måler regelmæssigt renterisiko forbundet med rentebærende aktiver og passiver baseret på den kontraktmæssige fastforrentede løbetid i deres respektive forretningsområder.

Koncernen har defineret risikoen i forbindelse med renteudsving (renterisiko) som værende en omkostningsrisiko. Dvs. en risiko for at nettorenteindtægten hos A eller i filialen forringes i en situation med ugunstige rentesatser. For at reducere risikoeksponeringen matcher A (og også filialen) de fastforrentede løbetider for udlån og finansiering så vidt det er muligt.

En situation med højere renteudgifter kan hurtigt håndteres ved at ændre betingelserne for nye udlån. I lyset af den relativt høje kreditomsætning anses A's og herunder filialens samlede renterisiko for begrænset. Desuden er flertallet af lånerne hos A og filialen i stand til at skifte imellem forskellige afbetalingsmuligheder i låneperioden.

Valutarisiko for fremmed valuta

Valutarisiko opstår, når ugunstige ændringer i værdien af aktiver og passiver i fremmed valuta omregnet til lokal valuta opstår som et resultat af valutakursudsving.

Den danske filial bruger danske kroner som funktionel valuta, og denne er derfor også indberetningsvaluta. Transaktioner i fremmed valuta omregnes til den funktionelle valuta ved hjælp af gennemsnitskursen for den periode indtægten og udgiften opstod i. Valutakursindtægter og -udgifter, som opstår ved afregning af disse transaktioner samt ved omregning af aktiver og passiver i fremmed valuta til ultimo kurs, indregnes i resultatet.

Det meste af finansieringen i A foregår på x marked, hvilket medfører en valutarisiko i forhold til filialernes aktiviteter. Denne valutarisiko afdækkes ved hjælp af hedging-aftaler. Udgifterne (eller indtægterne) i forbindelse med afdækning indregnes i finansierings-omkostningerne.

Kreditrisiko

Kreditrisikoen er risikoen for at en modpart ikke er i stand til at leve op til sine kontraktmæssige forpligtelser og derfor ikke kan betale sine gældsforpligtelser. A og herunder filialens kreditrisiko er primært forbundet med dets udlånsaktiviteter. Filialens kreditlån er underlagt strenge krav til etik, kvalitet og kontrol. I alle filialens udlånsaktiviteter er låntagerens evne til at betale tilbage og stille kaution de afgørende parametre. Filialens følger et sæt retningslinjer for kreditudlån og styring af kreditrisiko, som er udstukket af bestyrelsen.

Risikostyring, regelefterlevelse og intern revision

A og filialen bestræber sig på at sikre, at gode interne kontroller gennemsyrer alle selskabernes aktiviteter. Der er etableret en kontrolorganisation som overvåger risici og regelefterlevelse i overensstemmelse med de lokale tilsynsmyndigheders regler og generelle retningslinjer for styring og kontrol af finansvirksomheder. Denne kontrolorganisation omfatter tre uafhængige funktioner: risikostyring, regelefterlevelse og intern revision.

Kapitalvurdering

Koncernen foretager en årlig risikovurdering for at sikre, at evnen til at betale gældsforpligtelser ikke bringes i fare. Der anvendes flere forskellige metoder til at måle risiko i virksomheden. Koncernen skal besidde kapital i en passende mængde, type og fordeling til at dække, det niveau af risiko som virksomheden er eksponeret for.

Likviditetsrisiko

Likviditetsrisiko er risikoen for at A og filialen særskilt er ude af stand til at betale deres gældsforpligtelser på forfaldsdatoen uden at optage lån til ugunstige rentesatser. Likviditetsrisikoen i filialen styres ved hjælp af retningslinjer omhandlende grænser, ansvar og overvågning og som indeholder en beredskabsplan. Filialens likviditetsrisiko styres og overvåges af uafhængige revisorfunktioner.

Filialen skal have en solid regnskabsbalance, opretholde en passende likviditetsreserve og have adgang til uudnyttede likviditetsfaciliteter i tilfælde af uregelmæssige eller uventede pengestrømme. Finansiering af disse aktiver bør være sammensat af egenkapital og finansiering på samme måde som i A.

A har pligt til at opretholde en vis likviditetsreserve overfor x finanstilsyn. På samme måde ville filialen som særskilt enhed være forpligtet overfor det danske finanstilsyn til at opretholde en vis likviditetsreserve.

Udover likviditetsreserven skal filialen også have en likviditetsbuffer, hvis størrelse kan variere kraftigt afhængigt af kundernes tilbagebetalingsadfærd og filialens likviditetsplanlægning.

A og den danske filial pådrager sig hver især lignende risici i forbindelse med de aktiviteter og funktioner, som de to enheder udfører.

Konklusion vedrørende udførte funktioner

Baseret på ovenstående gennemgang skal den relative værdi af funktionerne vurderes for at identificere den eller de mest kritiske funktioner (KERT funktioner), som fører til oprettelse og efterfølgende administration af udlån. Den enhed, som udfører KERT funktionen tildeles det økonomiske ejerskab til det finansielle aktiv (i overensstemmelse med den autoriserede OECD metode "AOA"). Vurderingen og tildelingen af aktiver er sket i to trin. Først er KERT funktioner i forbindelse med udlån og administration af udlån identificeret. Dernæst er det vurderet, hvilken rolle henholdsvis A og filialen udfører i forbindelse med KERT funktionerne.

Det er vurderet, at beslutningen om at godkende udlånet af penge og de lånevilkår, som tilbydes til privatpersoner ("Husholdninger") medfører en betydelig kreditrisiko for filialen, og denne regnes derfor som den primære KERT-funktion.

På grundlag af ovenstående kan det konkluderes, at filialen udfører KERT-funktioner og påtager sig det økonomiske ejerskab af finansielle aktiver og tilhørende risici i forhold til de aktiviteter, som skal udføres i Danmark.

Den daglige drift, som omfatter alle former for administration, udføres af filialen.

Allokering af uforrentet kapital i henhold til den godkendte OECD-metode
OECD-rapporten præsenterer flere forskellige metoder for allokering af uforrentet kapital. Men selvom OECD-rapporten præsenterer flere forskellige metoder, anbefales kun to af dem af OECD, og det er kun disse to metoder, som er godkendt af det danske skattevæsen.

Nedenfor følger en kort beskrivelse af de to anbefalede metoder, som beskrives i OECD-rapporten.

Capital Allocation Approach ("kapitalspejlsmetoden")

I henhold til denne metode allokeres den faktiske uforrentede kapital på baggrund af de finansielle aktiver og risici, som er henført til de enkelte enheder. I praksis gøres dette ved at følge Basel II-akkordens standardiserede regler for opgørelse af risiko og kapitaldækning. Ved finansiel virksomhed vægtes aktiverne og der opgøres en operationel risiko på baggrund af virksomhedens gennemsnitlige driftsresultater over en periode. Herefter sættes den uforrentede kapital i forhold til den samlede risikoeksponering, hvorved solvensen fremkommer. Det er et grundlæggende princip i kapitalspejlsmetoden, at alle enheder skal have samme solvens. Således opgøres solvensen samlet for den legale enhed og derefter tildeles hver filial kapital, således at der opnås den samme solvens som hele den legale enhed.

Basel II-akkorden giver mulighed for nogen grad af tilpasning i solvensberegningerne og er derfor ikke implementeret fuldstændigt ens i x lande. Det vil dog være reglerne i hovedkontoret der finder anvendelse i henhold til AOA. Anvendelsen af forskellige modeller kan i princippet give forskellige resultater for solvens, men dette vil typisk ikke føre til nogen væsentlig forskydning mellem enheder i en finansiel virksomhed med samme eller nærtbeslægtede typer af finansielle aktiver, da solvenstallet blot er en proxy for fordelingen af kapitalen.

Tynd kapitaliseringsmetoden
Ifølge tyndkapitaliseringsmetoden skal faste driftssteder have den samme uforrentede kapital som uafhængige sammenlignelige virksomheder i det land, hvor det faste driftssted ligger. Dette opgøres ved at foretage en sammenlignelighedsanalyse af relevante uafhængige virksomheder; det vigtigste er, at man ikke blot foretager sammenligningen med en hvilken som helst uafhængig virksomhed, men at det er en uafhængig virksomhed, som udøver samme eller lignende aktivitet under samme eller lignende vilkår som det faste driftssted. Det kan dog være svært at finde sammenlignelige virksomheder, da det faste driftssted på en stand-alone basis kun kan sammenlignes med uafhængige virksomheder, som nok er sammenlignelige i størrelse mv., men som kan have andre typer af kunder og risici end det faste driftssted.

Ved anvendelsen af denne metode sammenlignes virksomhedens kapitalstruktur som helhed med de lokale minimumslovkrav og faktiske kapitalstrukturer i uafhængige virksomheder i "værts"-landet, som udfører lignende aktiviteter under tilsvarende vilkår.

Allokering af uforrentet kapital hos A

Analysen af de udførte funktioner viser, at aktiviteterne i filialen er meget lig dem, der udføres på hovedkontoret, og derfor er allokering af resultat og kapital baseret på denne lighed.

Ved allokeringen af uforrentet kapital til filialerne anvender A kapitalspejlingsmetoden. Når aktiviteterne i filialen og markedet som filialen opererer på, svarer til aktiviteterne og det marked, som hovedkontoret opererer på, vurderes kapitalspejlsmetoden at være velegnet til at opgøre den kapital, der ville kunne forventes i en selvstændig enhed, som udfører de samme aktiviteter og påtager sig de samme risici, som filialen. Funktions- og fakta-analysen i filialen viser, at aktiviteterne er meget lig dem, der udføres i hovedkontoret, og generelt anses det danske og x marked, hvor A opererer, for at have mange lighedspunkter. Foreløbige undersøgelser viser også, at dette gælder for andre filialer af A; og derfor antages det generelt ved allokeringen af uforrentet kapital, at alle filialernes og hovedkontorets aktiviteter og markeder er sammenlignelige.

For at beregne kapitaldækningen af låneporteføljen er basiskapitalen hos A opdelt i de samlede risikovægtede aktiver inkl. kreditrisici, markedsrisici og operationelle risici. Denne metode er i overensstemmelse med Basel II akkorden.

De lovregulerede kapitalkrav til filialen er fastsat i overensstemmelse med Capital Requirements Directive (CRD IV) og Capital Requirements Regulation (CRR). CRD IV og CRR er hhv. et EU-direktiv og en EU-forordning, der angiver bestemmelser for kapitaldækning i kreditinstitutioner. CRD IV angiver bestemmelser om aflønning, ledelse og dialog mellem kreditinstitutioner og det nationale tilsyn vedrørende beregning af individuelle solvensbehov mm.

I overensstemmelse med retningslinjerne hos A skal filialen have en basiskapital, der dækker både det lovmæssige krav til minimumskapital og det af A individuelt beregnede solvensbehov (ICAAP).

Den løbende gennemgang af A's interne kapitalvurdering er en integreret del af risikostyringen. Den samlede vurdering af solvensbehovet udføres og opdateres efter behov og mindst én gang om året.

Fordeling af overskud

Fordeling af armslængde overskud til det faste driftssted sker på baggrund af beregningen af overskud (eller tab) fra alle dens aktiviteter, herunder transaktioner med andre uafhængige virksomheder, transaktioner med nærtstående virksomheder (under direkte anvendelse af Guidelines), og transaktioner med andre dele af virksomheden (under trin 2 af AOA). Analysen indebærer følgende to trin:

Trin et

Funktions- og fakta-analysen resulterer i:

• Fordeling af de rettigheder og forpligtelser, som er et resultat af handler mellem det faste driftssted og den virksomhed, som det faste driftssted er en del af;
• Identificering af KERT-funktioner, der er relevante for fordelingen af det økonomiske ejerskab til finansielle aktiver;
• Klassificering af nøglepersonfunktioner, som er relevante for allokering af det økonomiske ejerskab til andre aktiver, og allokering af disse aktivers økonomiske ejerskab til faste driftssted;
• Klassificering af det faste driftssteds øvrige funktioner:
• Indregning og klassificering af transaktioner mellem det faste driftssted og andre dele af virksomheden, når disse kan indregnes korrekt og har bestået grænsetesten; og
• Allokering af kapital baseret på aktiver og risici henført til det faste driftssted.

Overskud (eller tab) fra alle aktiviteterne følger i princippet kundernes "beliggenhed", og dermed kan overskud (eller tab) henføres direkte til filialen, hvor kunderne er placeret og vil være bogført direkte i filialernes lokale regnskaber.

Trin to

Fastsættelse af armslængdeprisen på indregnede transaktioner ved:

• At fastsætte sammenlignelighed mellem transaktionerne og ukontrollerede transaktioner, fastslået ved at anvende sammenlignelighedsfaktorerne i Guidelines direkte (karakter af ejendom eller ydelser, økonomiske forhold og forretningsstrategier) eller analogt (funktionsanalyse, kontraktvilkår) i lyset af det faste driftssteds egne faktiske omstændigheder; og
• At vælge og anvende analogt med vejledningen i Guidelines den bedst egnede metode i betragtning af sagens omstændigheder til at beregne en armslængde betaling for transaktionen mellem det faste driftssted og den øvrige virksomhed, under hensyntagen til de funktioner, som udføres af det faste driftssted og de aktiver og risici, som henføres til det faste driftssted.

Konkluderende bemærkninger

Under danske skatteregler bør valget af transfer pricing-metode og aflønning af en enhed i forbindelse med kontrollerede transaktioner, hænge sammen med enhedens bidrag til transaktionen og dermed deres kvalificering fra et transfer pricing perspektiv. Den funktionelle analyse er derfor en grundlæggende del af transfer pricing analysen, da den fører til en kvalificering af de enheder, der er involveret i en kontrolleret transaktion, baseret på deres individuelle bidrag.

Oversigten over funktioner og risici peger på følgende under AOA:

• Funktionerne, som udføres af filialen, omfatter en bred vifte af aktiviteter og dækker hele klientrelationen; dvs. filialen udfører flere nøglefunktioner i løbet af klientrelationen, og den har hovedkontakten til klienten.
• Funktionerne, som udføres af A og filialen er ikke sammenfaldende i løbet af klientrelationen, da det kun er filialen, som er væsentlig ved oprettelse og vedligeholdelse af kunderelationer, og derved leverer unikt og værdifuldt tilskud til forretningen i Danmark.
• A's indsats er begrænset til at yde serviceydelser (udover finansieringen).

Baseret på ovenstående og ifølge AOA, forekommer det rimeligt at konkludere, at filialen udfører KERT funktioner og påtager sig det økonomiske ejerskab til finansielle aktiver og dermed forbundne risici. Derfor skal den forbundne indtægt og omkostning henføres til filialen.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1)

Kan det bekræftes, at grundlaget for allokering af indkomst til A's filial i henhold til Selskabsskattelovens § 2, stk. 2, skal fortolkes i overensstemmelse med principperne angivet i artikel 7, stk. 2 og 3 i OECD's model overenskomst (OECD Model Tax Convention) dateret 18. juli 2008, og som uddybet i OECD's rapport om allokering af indkomst til faste driftssteder (OECD Report on attribution of profits to permanent establishments) dateret 17. juli 2008?

Som udgangspunkt er principperne om allokering af indkomst til et fast driftssted blevet indarbejdet i dansk lovgivning i selskabsskattelovens § 2, stk. 2, herunder bestemmelsen om funktionelt uafhængige enheder ifølge OECD's godkendte metode (Authorised OECD Approach "AOA"), som beskrevet i OECD's modeloverenskomst fra 2010. Det er dog en hovedregel, og selskabsskattelovens § 2, stk. 2, indeholder en undtagelse, som gælder, når der findes en dobbeltbeskatningsaftale, og artikel 7 i denne aftale er baseret på en version af OECD-modeloverenskomsten, som er ældre end 2010-udgaven. I dette tilfælde følger det af dansk retspraksis, at allokering af overskud til en dansk filial skal baseres på formuleringen af artikel 7, afsnit 2 og 3, som fremgår af 2008-versionen af OECD's modeloverenskomst, herunder kommentarerne i OECD's rapport om allokering af indkomst til faste driftssteder ligeledes fra 2008. Dette blev også bekræftet i forbindelse med implementeringen af selskabsskattelovens § 2 i bemærkningerne til lovforslaget af den 25. april 2012, § 3.6.2, side 40, og det blev for nylig igen fremført i TfS 2015, 69 af en skattespecialist i SKAT (Store Selskaber).

Den væsentligste forskel er, om der skal anvendes en begrænset selvstændighedsfiktion fra 2008-versionen eller en ubegrænset selvstændighedsfiktion fra 2010-versionen.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og land x er ikke baseret på 2010-versionen af OECD's modeloverenskomst. I henhold til selskabsskattelovens § 2, stk. 2, og dansk retspraksis skal principperne for allokering af indtægter, som anført i artikel 7, afsnit 2 og 3, i OECD's modeloverenskomst 2008, derfor finde anvendelse.

Baseret på ovenstående skal spørgsmål 1 besvares bekræftende.

Spørgsmål 2)

Kan det bekræftes, at der kan medregnes finansieringsomkostninger betalt til uafhængige parter i den danske skattepligtige indkomst for A?

Ifølge OECD's modeloverenskomsts artikel 7 og dansk retspraksis, er det et hovedprincip, at omkostninger, der er afholdt til fordel for et fast driftssted skal kunne henføres til det faste driftssted, uanset om de afholdes lokalt eller i hovedkontorets hjemland. Dette princip gælder også for finansieringsomkostninger betalt til uafhængige parter, når disse omkostninger er direkte forbundet til det faste driftssteds aktiviteter. Sådanne omkostninger henføres til det faste driftssted. I OECD's rapport om allokering af indkomst til faste driftssteder fra 2008, side 255-256, afsnit 41-48, er principperne angående renteudgifter i et fast driftssted diskuteret. I henhold til afsnit 45, side 256, kan en armslængde rente henføres til et fast driftssted, når blot en passende mængde "uforrentet" kapital tages i betragtning ved opgørelsen af den rentebærende gæld og rentebeløbet. I TfS 1993,7 HR, blev et lån fra et koncern selskab som ikke var hovedkontoret accepteret som en del af finansieringen af et fast driftssteds aktiviteter, og derfor kunne der fratrækkes rentefradrag i den skattepligtige indkomst.

OECD's rapport om allokering af indkomst til faste driftssteder fra 2008, del II, omhandler bankers faste driftssteder, og det bekræftes her, at armslængde finansieringsomkostninger bør tilskrives et fast driftssted, dog under hensyntagen til, at en del af aktiviteterne bør finansieres af "uforrentet" kapital. Det fremgår af afsnit 49, side 256 af OECD's rapport, at:

“As already mentioned, special considerations apply to internal interest charges on advances between different parts of a financial enterprise (e.g. a bank), in view of the fact that making and receiving advances is closely related to the ordinary business of such enterprises."

De særlige hensyn, der gælder for finansielle virksomheder, blev også bekræftet i afgørelsen SKM 2008.917.SR, hvor Skatterådet bekræftede, at i en finansiel virksomhed, skal renter på lån mellem et hovedkontor og et fast driftssted vurderes i forhold til de danske tynd kapitaliseringsregler.

Baseret på ovenstående argumenter skal udgifter til eksterne parter til finansiering af filialen henføres til filialen; derfor skal spørgsmål 2 besvares bekræftende.

Spørgsmål 3)

Kan det bekræftes, at interne lån mellem filialen og hovedkontoret, baseret på armslængdevilkår og anvendt til at finansiere aktiviteten i filialen, kan medregnes i den danske skattebalance for filialen?

Når spørgsmål 2 besvares bekræftende, skal passende eksterne finansieringsudgifter henføres til filialen ifølge en ubegrænset selvstændighedsfiktion. Men OECD's principper strækker sig også til at omfatte indregning af interne lån inden for de forskellige dele af en virksomhed, der er beskæftiget indenfor bankdrift. Dette følger af OECD's rapport om allokering af indkomst til faste driftssteder, kapitel II, og kommentarerne på side 256, afsnit 49 af OECD's rapport, som nævnt under spørgsmål 2. Det er en betingelse, at en passende mængde "uforrentet" kapital tages i betragtning, når rentebærende gæld tilskrives et fast driftssted. OECD anser en regulatorisk baseret metode som egnet for banker ifølge Del II i rapporten, side 96, afsnit 91.

I afgørelsen TfS 1993,7 HR blev det anført, at betalinger såsom renter, royalties, m.v. til hovedkontoret for interne lån eller for anvendelsen af patenter ikke er fradragsberettigede, og dette har været et hovedprincip siden afgørelsen. Men også i dette tilfælde blev det anført, at der er særlige betænkeligheder med hensyn til finansielle virksomheder som bankvirksomhed, hvor lån mellem enhederne er en almindelig del af forretningen, hvilket er i overensstemmelse med OECD's metode beskrevet ovenfor. Skatterådet bekræftede i afgørelsen SKM 2008.917.SR, at for finansielle virksomheder kan renter på lån mellem et hovedkontor og et fast driftssted være fradragsberettigede, og at de danske tynd kapitaliseringsregler gælder. Det anføres i afgørelsen, at i brancher under opsyn af Finanstilsynet er renter fradragsberettigede, forudsat at der er "uforrentet" kapital svarende til en soliditet, som er godkendt af Finanstilsynet.

Det fremgår af både OECD's principper og dansk retspraksis, at interne lån i en virksomhed, der beskæftiger sig med bankvirksomhed skal indregnes, når disse lån er på kommercielle vilkår og tæt forbundet med virksomhedens almindelige forretning. Derfor skal lån på armslængdevilkår mellem A's filial og hovedkontoret, som er anvendt til at finansiere bankvirksomhed i det danske faste driftssted indregnes i det danske skatteregnskab; derfor skal Spørgsmål 3 besvares bekræftende.

Spørgsmål 4)

Kan det bekræftes, at den eneste KERT funktion der fremadrettet udføres af filialen, er udlån til private husholdninger (af A defineret som "households"), når det lægges til grund, at KERT (key entrepreneurial risk-taking) funktioner, som defineret af OECD, er den funktion, hvoraf risikoen ved udlånsengagementer opstår og som fører til oprettelsen af et finansielt aktiv i A's balance?

I overensstemmelse med OECD's modeloverenskomst, er der udført en KERT-analyse for at fastslå filialens vigtigste funktioner og risici. KERT-analysen danner grundlaget for fastlæggelsen af, hvilke finansielle aktiver, der kan forventes at være til stede i den danske filial.

KERT-analysen er vedlagt under beskrivelsen af fakta samt i den medsendte rapport for A's filial. Analysen viser, at med hensyn til bankvirksomhed, udfører den danske filial KERT funktionen, som fører til påtagelse af risici ved udlån til private husholdninger. Analysen viser dog også, at den danske filial ikke i øjeblikket udfører KERT funktioner eller påtager sig risici inden for andre lånetyper, f.eks. lån til selskaber, m.v.

Til besvarelsen af spørgsmålet bedes det lægges til grund, at den danske filials eneste fremadrettede aktivitet er udlån til husholdninger.

Baseret på ovenstående, skal spørgsmål 4 besvares bekræftende.

Spørgsmål 5)

Kan det bekræftes, at det forhold, at filialens hovedkontor har fastsat en begrænsning på, hvor stor en samlet risiko den danske filial kan påtage sig, ikke ændrer ved, at filialen udfører KERT funktionen, som defineret i spørgsmål 4?

Ledelsen i A har ansvaret for overvågning af A's samlede risikoeksponering. A har et udvalg, som har ansvaret for at sikre, at A samlet set ikke udsættes for en risikoeksponering, som overstiger hvad kapitaldækningen tilsiger. På baggrund af den samlede risikoeksponering fastsætter udvalget de overordnede rammer for risiko i forskellige forretningsområder af A og således også de overordnede rammer for filialen.

Det er dog fortsat filialen, der udfører de funktioner, der resulterer i selve accepten af risikoen, som aktivt påvirker oprettelsen og forvaltning af de enkelte lån eller porteføljer.

Rammen over filialens samlede risiko er nødvendig for at hovedkontoret er i stand til at monitorere og opretholde et passende niveau af samlet risiko under hensyn til de regulatoriske krav. Den samlede risiko som filialen faktisk påtager sig, er afgørende for det regulatoriske kapitalkrav i filialen.

OECD's rapport om allokering af indkomst til faste driftssteder fra 2008 behandler dette emne på side 78, afsnit 11, hvor det anføres, at tilsynet med den samlede kapital og risikoeksponering ikke er en KERT funktion, men kun sætter parametrene for den KERT funktion, som fører til påtagelse af risiko samt oprettelse af finansielle aktiver.

Når den allokerede kapital til filialen kan anses for at være i overensstemmelse med OECD-principperne (baseret på Basel II og kapitalspejlsmetoden), vil rammen over filialens risikoeksponering være lig med den maksimale risiko som en selvstændig virksomhed under Finanstilsynets tilsyn ville påtage sig.

Baseret på ovenstående, skal spørgsmål 5 besvares bekræftende.

Spørgsmål 6)

Kan det bekræftes, at KERT (key entrepreneurial risk-taking) funktionen, som defineret i spørgsmål 4, fører til, at der medregnes et finansielt aktiv i form af lån til private husholdninger i den danske skattebalance for filialen?

Når Spørgsmål 4 besvares bekræftende, udfører den danske filial KERT funktioner igennem lån til husholdninger. I overensstemmelse med principperne, der er beskrevet i OECD's rapport om allokering af indkomst til faste driftssteder fra 2008, kapitel II (B), skal KERT funktionerne i en bank føre til oprettelsen af et finansielt aktiv i form af lån til kunder. I dette tilfælde bør udlån til husholdninger generere finansielle aktiver i form af udlån til husholdninger.

Til besvarelsen af spørgsmålet bedes det lægges til grund, at den danske filials eneste aktivitet er udlån til husholdninger.

Baseret på ovenstående, skal spørgsmål 6 besvares bekræftende.

Spørgsmål 7)

Kan det bekræftes, at når filialen ikke fremadrettet udfører en KERT (key entrepreneurial risk-taking) funktion med udlån til selskaber, så bør der heller ikke være finansielle aktiver vedrørende sådanne aktiviteter i skattebalancen for A's filial, når det lægges til grund, at KERT (key entrepreneurial risk-taking) funktioner, som defineret af OECD, er den funktion, hvoraf risikoen ved udlånsengagementer opstår og som fører til oprettelsen af et finansielt aktiv i en banks balance?

I overensstemmelse med OECD's modeloverenskomst, er der udført en KERT-analyse for at fastslå filialens vigtigste funktioner og risici. KERT-analysen danner grundlaget for fastlæggelsen af, hvilken finansielle aktiver der kan forventes, at være til stede i den danske filial.

KERT-analysen er vedlagt under beskrivelsen af fakta og i den medsendte rapport for filialen. Analysen viser, at med hensyn til bankvirksomhed, udfører filialen KERT-funktionen og påtager sig risici ved udlån til private husholdninger. Analysen viser dog også, at filialen ikke i øjeblikket udfører andre KERT funktioner eller påtager sig risici inden for andre lånetyper, f.eks. lån til selskaber, m.v.

Til besvarelsen af spørgsmålet bedes det lægges til grund, at den danske filials eneste aktivitet fremadrettet er udlån til husholdninger. Når den danske filial ikke fremadrettet udfører KERT-funktioner i form af udlån til selskaber, genereres der ikke fremadrettet finansielle aktiver i form af lån til selskaber.

Baseret på ovenstående, skal spørgsmål 7 besvares bekræftende.

Spørgsmål 8)

Kan det bekræftes, at kapitalspejlsmetoden (Capital Allocation Approach) som præsenteret i OECD's model overenskomst, omtalt i spørgsmål 1, er en passende model for allokering af den uforrentede kapital (free capital) i filialen?

OECD modelkonvention indeholder en række metoder til allokering af kapital, men kun to af disse metoder anbefales af OECD. Derfor er det også kun disse to metoder, som accepteres af skattemyndighederne i Danmark.

Capital allocation approach (kapitalspejlsmetoden)

I henhold til denne metode allokeres bankens faktiske uforrentede kapital på baggrund af de finansielle aktiver og risici, som er henført til de enkelte enheder. I praksis gøres dette ved at følge Basel II-akkordens standardiserede regler for opgørelse af risiko og kapitaldækning. I en bankvirksomhed risiko vægtes aktiverne og der opgøres en operationel risiko på baggrund af virksomhedens gennemsnitlige driftsresultater over en periode. Herefter sættes den uforrentede kapital i forhold til den samlede risikoeksponering, hvorved solvensen fremkommer. Det er et grundlæggende princip i kapitalspejlsmetoden, at alle enheder skal have samme solvens. Således opgøres solvensen samlet for den legale enhed og derefter tildeles hver filial kapital, således at der opnås den samme solvens som hele den legale enhed.

Basel II-akkorden giver mulighed for nogen grad af tilpasning i solvensberegningerne og er derfor ikke implementeret fuldstændigt ens i x lande. Det vil dog være reglerne i hovedkontoret, der finder anvendelse i henhold til AOA. Anvendelsen af forskellige modeller kan i princippet give forskellige resultater for solvens, men dette vil typisk ikke føre til nogen væsentlig forskydning mellem enheder med samme eller nærtbeslægtede typer af finansielle aktiver, da solvenstallet blot er en proxy for fordelingen af kapitalen.

Tynd kapitaliseringsmetoden

Ifølge tyndkapitaliseringsmetoden skal faste driftssteder have den samme uforrentede kapital som uafhængige sammenlignelige virksomheder i det land, hvor det faste driftssted ligger. Dette opgøres ved at foretage en sammenlignelighedsanalyse af relevante uafhængige virksomheder; det vigtigste er, at man ikke bare foretager sammenligningen med en hvilken som helst uafhængig virksomhed, men at det er en uafhængig virksomhed, som udøver samme eller lignende aktivitet under samme eller lignende vilkår som det faste driftssted. Det kan dog være svært at finde sammenlignelige virksomheder, da det faste driftssted på en stand-alone basis kun kan sammenlignes med uafhængige virksomheder, som nok er sammenlignelige i størrelse mv., men som kan have andre typer af kunder og risici end det faste driftssted.

Ved anvendelsen af denne metode sammenlignes virksomhedens kapitalstruktur som helhed med de lokale minimumslovkrav og faktiske kapitalstrukturer i uafhængige virksomheder i "værts"-landet, som udfører lignende aktiviteter under tilsvarende vilkår.

A anvender kapitalspejlsmetoden

A anvender kapitalspejlsmetoden til at allokere uforrentet kapital til dens filialer. Når aktiviteterne i filialen ligger meget tæt op ad aktiviteterne i hovedkontoret, er denne metode velegnet til aktiviteten, og er den, der bedst afspejler den kapital, der kan forventes i forhold til de risici, der er forbundet med udlånsporteføljen i filialen. KERT-analysen af den danske filial viser, at aktiviteterne ligger meget tæt op ad hovedkontorets aktiviteter. Foreløbige vurderinger viser, at dette også gælder for andre filialer af A.

Tynd kapitaliseringsmetoden blev fundet uegnet, da metoden kræver en sammenlignelighedsanalyse af uafhængige sammenlignelige virksomheder i Danmark. Det er muligt, at der slet ikke findes helt sammenlignelige virksomheder og i hvert fald er det særdeles vanskeligt at identificere dem. Endvidere vil det være vanskeligt at fremskaffe tilstrækkeligt dokumentation til at udføre en tilfredsstillende analyse.

Til besvarelsen af spørgsmålet bedes det lægges til grund, at den foreslåede metode giver et armslængderesultat.

Baseret på ovenstående skal spørgsmål 8 besvares bekræftende.

Spørgsmål 9)

Kan det bekræftes, at når kapitalspejlsmetoden (Capital Allocation Approach), som omtalt i spørgsmål 8, anvendes, så skal solvensberegningerne ved bankvirksomhed udføres i overensstemmelse med den risikovægtede solvensmodel (aktuelt Basel II), som defineret af Basel Komiteen (the Basel Committee on Banking Supervision)?

Solvensmodellen, som er baseret på risikovægtede aktiver (aktuelt efter Basel II-akkorden), som defineret af Base Committee on Banking Supervision, er generelt accepteret som en egnet model til at måle en banks solvens og er også anerkendt af Finanstilsynet. Konklusionen i OECD's rapport om allokering af indkomst til faste driftssteder fra 2008, side 85, afsnit 94, er, at de standardiserede metoder til at måle et aktivs risici under den seneste version af Basel (Basel II-akkorden) synes at være en rimelig proxy til at måle risici under armslængdeprincippet, og den har den fordel, at den udtrykker en internationalt accepteret og rimeligt ensartet måde at måle risici.

Til besvarelsen af spørgsmålet bedes det lægges til grund, at den foreslåede metode giver et armslængderesultat.

Baseret på ovenstående, skal spørgsmål 9 besvares bekræftende.

Spørgsmål 10)

Kan det bekræftes, at når kapitalspejlsmetoden (Capital Allocation Approach), som omtalt i spørgsmål 8, anvendes, gælder et princip om, at solvensen i den danske filial, skal være lig med solvensen i hovedkontoret, såvel som i de andre udenlandske filialer af hovedkontoret?

At bruge en solvensmodel, som er baseret på risikovægtede aktiver under kapitalspejlsmetoden medfører, at der automatisk tages højde for eventuelle forskelle i risici fra de finansielle aktiver hos hovedkontoret og filialerne. Da de enkelte enheder overordnet set driver næsten helt ens form for virksomhed, må det således også være den samme solvens, som skal gælde i både hovedkontor og filialer. Baseret på ovenstående, skal spørgsmål 10 besvares bekræftende.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at grundlaget for allokering af indkomst til den danske filial i henhold til selskabsskattelovens § 2, stk. 2, skal fortolkes i overensstemmelse med principperne angivet i artikel 7, stk. 2 og 3 i OECD's model overenskomst (OECD Model Tax Convention) dateret 18. juli 2008, og som uddybet i OECD's rapport om allokering af indkomst til faste driftssteder (OECD Report on attribution of profits to permanent establishments) dateret 17. juli 2008.

Lovgrundlag

Skatteforvaltningsloven

"§ 25 (...)

Stk. 3. Et svar, der vedrører fortolkningen af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, er ikke bindende, i det omfang en udenlandsk respektive en færøsk eller en grønlandsk skattemyndighed lægger en anden vurdering af det pågældende spørgsmål til grund."

Selskabsskattelovens § 2, stk. 2, 2. pkt.

Hvis der er indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den fremmede stat, Færøerne eller Grønland, hvor det pågældende foretagende er hjemmehørende, og denne overenskomsts artikel om fortjeneste ved erhvervsvirksomhed ikke er formuleret i overensstemmelse med 1. pkt., opgøres indkomsten i driftsstedet dog i overensstemmelse med den pågældende artikel.

Dobbeltbeskatningsoverenskomstens med land x

Selskabsskatteloven § 9, stk. 1, 1. pkt.

De selskaber og foreninger mv., der er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 2 f og 6, § 2, stk. 1, litra a, b og f, og § 3, stk. 7, kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kun fratrække udgifter, som vedrører de indkomstkilder, hvis indtægter er skattepligtige.

Ligningslovens § 2, stk. 1

Skattepligtige,

1) hvorover fysiske eller juridiske personer udøver en bestemmende indflydelse,

2) der udøver en bestemmende indflydelse over juridiske personer,

3) der er koncernforbundet med en juridisk person,

4) der har et fast driftssted beliggende i udlandet,

5) der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark, eller

6) der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med kulbrintetilknyttet virksomhed omfattet af kulbrinteskattelovens § 21, stk. 1 eller 4,

skal ved opgørelsen af den skatte- eller udlodningspligtige indkomst anvende priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med ovennævnte parter i nr. 1-6 (kontrollerede transaktioner) i overensstemmelse med,

hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter. (...)

Forarbejder

L173 2011/12 (forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven mv.), almindelige bemærkninger 3.6. Indkomst i et fast driftssted - selskabsskattelovens § 2, stk. 2.

"(...) Både ved anvendelsen af intern dansk skatteret og ved anvendelsen af en dobbeltbeskatningsoverenskomst er udgangspunktet, at den indkomst, der kan henføres til et fast driftssted, opgøres i overensstemmelse med artikel 7 om fortjeneste ved erhvervsvirksomhed i OECD-modellen til dobbeltbeskatningsoverenskomster og OECD's bemærkninger til artikel 7. Det gælder også ved anvendelsen af dansk skatteret, selv om Danmark ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den anden stat.

Bemærkningerne til OECD-modellens artikel 7 om fortjeneste ved erhvervsvirksomhed blev skrevet om ved revisionen af modellen i 2008. Ændringerne var foranlediget af, at der var variation i de forskellige staters fortolkning af de hidtidige bemærkninger. Omskrivningen skete efter, at der i OECD-regi var udarbejdet en rapport, som præciserede, hvorledes den "gamle" udgave af artikel 7 og de hidtidige bemærkninger burde anvendes.

Den nuværende danske praksis for opgørelse af indkomst i et fast driftssted er i overensstemmelse med bemærkningerne til artikel 7 i OECD-modellen fra 2008.

(...)

Henførelse af fortjeneste til et fast driftssted sker efter en analyse i to trin.

Under første trin foretages en funktionsanalyse og en analyse af faktum, som fører til

• henføring til det faste driftssted af de rettigheder og forpligtelser, der opstår af transaktioner mellem foretagendet, som driftsstedet er en del af, og andre foretagender,
• identifikation af væsentlige personfunktioner m.v., som er relevante for henføringen af økonomisk ejerskab til formuegoder og dermed for henføringen af økonomisk ejerskab af formuegoder til driftsstedet,
• identifikation af væsentlige personfunktioner m.v., der er relevante for påtagelsen af risici og henføringen af risici til driftsstedet,
• identifikation af driftsstedets øvrige funktioner,
• anerkendelsen og afgørelsen af karakteren af de interne transaktioner mellem driftsstedet og andre dele af det samme foretagende, jf. nedenfor, og
• henføringen af kapital til driftsstedet, baseret på de formuegoder og risici, som er henført til driftsstedet.

Under andet trin prissættes alle transaktioner med forbundne foretagender, som henføres til det faste driftssted efter første trin. Det sker i overensstemmelse med OECD's Transfer Pricing Guidelines. Disse retningslinjer anvendes tilsvarende for interne transaktioner mellem det faste driftssted og andre dele af det foretagende, som det er en del af. Processen medfører en prisfastsættelse på armslængdevilkår af disse interne transaktioner gennem

• fastsættelse af sammenlignelighed mellem de interne transaktioner og ikke-kontrollerede transaktioner ved anvendelse af retningslinjernes sammenlignelighedsfaktorer i lyset af de særlige faktiske forhold i det faste driftssted, og
• en analog anvendelse af en af retningslinjernes metoder til fastsættelse af et armslængde vederlag for transaktionerne mellem det faste driftssted og andre dele af foretagendet under hensyn til de udførte funktioner og de formuegoder og risici, der henføres til det faste driftssted og til de andre dele af foretagendet.

(...)"

Bemærkninger til forslagets § 2, nr. 4

"(...)

Såfremt det pågældende selskab er hjemmehørende i en anden stat, og Danmarks dobbeltbeskatningsoverenskomst med denne stat har en artikel om fortjeneste ved erhvervsvirksomhed, som ikke er affattet efter den ny artikel 7 i OECD-modellen fra 2010, skal den skattepligtige indkomst i det faste driftssted dog som hidtil opgøres i overensstemmelse med overenskomstens artikel om fortjeneste ved erhvervsvirksomhed. "

Praksis

OECD's kommentarer til art. 7, stk. 2 og 3 i 2008 Modeloverenskomsten.

Stk. 2.

"14. Dette stykke indeholder den centrale regel, der tilsigtes at skulle være grundlag for henføring af fortjeneste til et fast driftssted. Stykket anlægger det synspunkt, at de fortjenester, der skal henføres til det faste driftssted, er sådanne, som det faste driftssted ville have opnået, hvis det i stedet for at handle med resten af foretagendet havde handlet med et frit og uafhængigt foretagende under vilkår og til priser, som ville være gældende på de sædvanlige markeder. Dette svarer til det armslængdeprincip, der er diskuteret i kommentaren til art. 9. Den således fastsatte fortjeneste ville normalt være den samme fortjeneste, som man ville forvente fastsat ved sædvanligt godt handelsregnskab.

(...)

17.For at afgøre, om en korrektion er nødvendig i henhold til stk. 2, er det nødvendigt at fastsætte den fortjeneste, der ville være blevet realiseret, hvis det faste driftssted havde været et særskilt og tydeligt adskilt foretagende, der var beskæftiget med den samme eller lignende virksomhed, under samme eller lignende vilkår, og som handlede helt uafhængigt med resten af virksomheden. Afsnit D-2 og D-3 i Del I i rapporten “Attribution of Profits to Permanent Establishments" beskriver den to-trins fremgangsmåde, der skal anvendes ved afgørelsen heraf. Denne fremgangsmåde tillader opgørelsen af den fortjeneste, der kan henføres til den samlede virksomhed, der er udøvet af det faste driftssted, inklusive transaktioner med andre uafhængige parter, transaktioner med forbundne foretagender og forretningsvirksomhed (f.eks. intern overførsel af kapital eller aktiver eller udførelsen af tjenesteydelser internt - se f.eks. pkt. 31 og 32) med andre dele af foretagendet (i henhold til det andet trin, der er beskrevet ovenfor) i overensstemmelse med retningslinjerne i stk. 2.

18.Det første trin kræver en identificering af den virksomhed, der udøves af det faste driftssted. Dette skal ske gennem en funktionsanalyse (vejledningen i “Transfer Pricing Guidelines for Multinational Enterprises and Tax Administrations" er relevant til dette formål). I det første trin vil den økonomisk betydningsfulde virksomhed og det ansvar, som det faste driftssted bærer, blive identificeret. Denne analyse skal, i det relevante omfang, tage hensyn til den virksomhed og det ansvar, der er knyttet til det faste driftssted i forhold til den virksomhed og det ansvar, som er knyttet til hele foretagendet, især de dele af foretagendet, der beskæftiger sig med handel m.v. med det faste driftssted. I henhold til det andet trin vil vederlaget for denne handel m.v. blive fastsat ved analogt at anvende de principper, der er udviklet til brug for armslængdeprincippet mellem forbundne foretagender (disse principper er fastlagt i “the Transfer Pricing Guidelines for Multinational Enterprises and Tax Administrations") under henvisning til de udførte funktioner, de anvendte aktiver og de risici, som foretagendet har påtaget sig gennem det faste driftssted og gennem resten af foretagendet.

19.Et spørgsmål, der kan rejses, er, i hvilken udstrækning regnskaber skal lægges til grund, når de baserer sig på aftaler mellem hovedkontoret og dets faste driftssteder (eller mellem de faste driftssteder indbyrdes). Det er klart, at sådanne interne aftaler ikke er juridisk bindende. I den udstrækning hvor hovedkontorets og det faste driftssteds driftsregnskaber imidlertid er udarbejdet symmetrisk på grundlag af sådanne aftaler, og disse aftaler reflekterer den virksomhed, der er udøvet af de forskellige dele af foretagendet, kan disse regnskaber accepteres af skattemyndighederne. Regnskaber kan imidlertid ikke anses for at være udarbejdet symmetrisk, medmindre værdien af transaktioner eller de metoder, der anvendes til henføring af fortjenester eller udgifter i det faste driftssteds regnskabsbøger, nøjagtigt svarer til de værdier eller henføringsmetoder i hovedkontorets bøger med hensyn til den nationale eller faktisk anvendte valuta, i hvilken foretagendet registrerede sine transaktioner. Regnskaber og dokumentation skal også opfylde visse krav for at kunne anses for at afspejle de reelle kendsgerninger. F.eks. i tilfælde, hvor driftsregnskaber er baseret på interne aftaler, der afspejler rent fingerede arrangementer i stedet for reel økonomisk virksomhed, udøvet af forskellige dele af foretagendet, bør der simpelthen ses bort fra disse aftaler og regnskaberne følgelig korrigeres. Dette ville f.eks. være tilfældet, hvis et fast driftssted, beskæftiget med salg, i henhold til en sådan intern aftale blev tildelt rollen som principal (der accepterede at bære hele risikoen, og som var berettiget til den samlede fortjeneste fra salget), medens det omhandlede faste driftssted rent faktisk kun var en mellemmand eller en agent, (der kun bar et begrænset ansvar, og som kun var berettiget til at modtage en begrænset andel af fortjenesten). Det samme gælder, hvis driftsstedet omvendt er tildelt rollen som mellemmand eller agent, men hvor det i realiteten er principal.

20.Det kan derfor konkluderes, at regnskaber og tilhørende dokumentation, der opfylder de ovennævnte krav, er et nyttigt udgangspunkt med henblik på at henføre fortjeneste til et fast driftssted. Skatteydere opfordres til at udarbejde sådan dokumentation, da dette i væsentlig grad reducerer muligheden for uoverensstemmelser. Sektion D-2 (iv) b i rapporten “Attribution of Profits" gennemgår de betingelser, under hvilke skatteadministrationerne vil anse sådan dokumentation for fyldestgørende.

(...)"

Stk. 3

"28. Det er undertiden blevet anført, at nødvendigheden af at få overensstemmelse mellem stk. 2 og 3 skabte praktiske vanskeligheder, idet stk. 2 stillede krav om, at priser mellem det faste driftssted og hovedkontoret normalt skulle fastsættes på armslængdebasis - hvorefter der til den overførende enhed blev henført den fortjeneste, som den kunne forventes at ville have haft, hvis den afsluttede forretninger med et uafhængigt foretagende - medens ordlyden af stk. 3 indebar, at fradraget for udgifter, afholdt til fordel for det faste driftssted, skulle være de faktiske omkostningsbeløb uden tillæg af noget avanceelement.

29. Medens anvendelsen af stk. 3 rent faktisk kan rejse nogle praktiske vanskeligheder, særlig i relation til “det separate foretagende" og armslængdeprincipperne, der ligger til grund for stk. 2, er der ingen forskel i princippet mellem de to stykker. Stk. 3 angiver, at der ved fastsættelsen af et fast driftssteds fortjeneste skal tillades fradrag for visse udgifter, medens stk. 2 bestemmer, at den fortjeneste, der fastsættes i overensstemmelse med reglen i stk. 3, der vedrører fradrag for udgifter, skal være den, som et uafhængigt foretagende, der udøvede den samme eller lignende virksomhed på samme eller lignende betingelser, ville have opnået. Medens stk. 3 således angiver en regel, der anvendes med henblik på at fastsætte det faste driftssteds fortjeneste, kræver stk. 2, at den således fastsatte fortjeneste svarer til den fortjeneste, som et uafhængigt foretagende ville have opnået.

(...)

41. Behandlingen af renteudgifter rejser særlige problemer. For det første kan der være tale om beløb, der under betegnelsen “renter" opkræves af hovedkontoret hos det faste driftssted for interne “lån" fra det førstnævnte til det sidstnævnte. Med undtagelse af finansforetagender så som banker er der almindelig enighed om, at sådanne interne renter ikke skal tages i betragtning. Dette har følgende begrundelse:

- Fra et juridisk synspunkt er overførsel af kapital mod betaling af renter og et tilsagn om at betale det fulde beløb rettidigt i virkeligheden en formel handling, der er uforenelig med det faste driftssteds juridiske status.

- Fra et økonomisk synspunkt kan interne gældsbeløb og tilgodehavender vise sig at være ikke-eksisterende, da det - hvis et foretagende er helt eller overvejende selvfinansierende - ikke bør være tilladt at fratrække renteudgifter, som foretagendet klart ikke har haft nødig at betale. Medens betalinger og indtægter af samme størrelse ikke vil fordreje foretagendets samlede fortjeneste, kan delresultater meget vel blive ændret vilkårligt.

42. Af disse grunde skal forbudet mod fradrag for interne gældsbeløb og tilgodehavender fortsat finde anvendelse generelt, bortset fra den specielle situation for banker, se nedenfor.

43. Et andet spørgsmål er imidlertid fradrag for renter af gæld, som foretagendet rent faktisk har stiftet. Sådan gæld kan helt eller delvist angå virksomheden i det faste driftssted; i virkeligheden vil lån, der er optaget af et foretagende, enten være til fordel for hovedkontoret, det faste driftssted eller begge. Spørgsmålet, der rejser sig i forbindelse med sådan gæld, er, hvordan man skal fastsætte den del af renten, der skal fratrækkes ved beregningen af den fortjeneste, der kan henføres til det faste driftssted.

44. Den fremgangsmåde, der blev foreslået i denne kommentar før 1994, nemlig den direkte og indirekte fordeling af den faktiske gældsforpligtelse, viste sig ikke at være en praktisk løsning, især fordi det ikke var sandsynligt, at metoden blev anvendt på en ensartet måde. Det er også velkendt, at den indirekte fordeling af det samlede rentebeløb, eller af den del af renten, der bliver tilbage efter visse direkte allokeringer, møder praktiske vanskeligheder. Det er også velkendt, at en direkte fordeling af den samlede renteudgift måske ikke nøjagtigt afspejler det faste driftssteds finansieringsomkostninger, idet skatteyderen kan kontrollere, hvor lånene bogføres og korrektioner kan være nødvendige for at afspejle den økonomiske realitet, især det faktum, at et uafhængigt foretagende normalt forventes at have en vis “fri" kapital.

OECD's report on the attribution of profits to permanent establishments af 17. juli 2008.

Af rapporten fremgår af afsnit B-5 i part I:

The attribution of profits to a PE of an enterprise on an arm's length basis will follow from the calculation of the profits (or losses) from all its activities, including transactions with other unrelated enterprises, transactions with related enterprises (with direct application of the Guidelines) and dealings with other parts of the enterprise (under step 2 of the authorized OECD approach). This analysis involves the following two steps:

Step One

A functional and factual analysis, leading to:

• The attribution to the PE as appropriate of the rights and obligations arising out of transactions between the enterprise of which the PE is a part and separate enterprises;
• The identification of significant people functions relevant to the attribution of economic ownership of assets, and the attribution of economic ownership of assets to the PE;
• The identification of significant people functions relevant to the assumption of risks, and the attribution of risks to the PE;
• The identification of other functions of the PE;
• The recognition and determination of the nature of those dealings between the PE and other parts of the same enterprise that can appropriately be recognized, having passed the threshold test; and
• The attribution of capital based on the assets and risks attributed to the PE.

Step Two

The pricing on an arm's length basis of recognized dealings through:

• The determination of comparability between the dealings and uncontrolled transactions, established by applying the Guidelines' comparability factors directly (characteristics of property or services, economic circumstances and business strategies) or by analogy (functional analysis, contractual terms) in light of the particular factual circumstances of the PE; and
• Selecting and applying by analogy to the guidance in the Guidelines the most appropriate method to the circumstances of the case to arrive at an arm's length compensation for the dealings between the PE and the rest of the enterprise, taking into account the functions performed by and the assets and risks attributed to the PE.

The pricing on an arm's length basis of any transactions with associated enterprises attributed to the PE should follow the guidance in the Guidelines and is not discussed in this Report. The order of the listing of items within each of the steps above is not meant to be prescriptive, as the various items may be interrelated (e.g. risk is initially attributed to a PE as it performs the significant people functions relevant to the assumption of that risk but the recognition and characterization of a subsequent dealing between the PE and another part of the enterprise that manages the risk may lead to a transfer of the risk and supporting capital to the other part of the enterprise).

Af rapporten fremgår af afsnit D-2 First step i part I:

“The PE should be considered as assuming any risks for which the significant people functions relevant to the assumption of risk are performed by the personnel of the PE at the PE's location. For example, the PE should generally, be treated as assuming the risks arising from negligence of employees engaged in the function performed by the PE.

(...)

In summary, to the extent that risks are found to have been assumed by the enterprise as a result of a significant people function relevant to the assumption of those risks being performed by the PE, the assumption of those risks should be taken into account when attribution profit to the PE performing that function. In particular, the expectation would be that any provisions booked in relation to those risks would be attributed to the PE and as a consequence the PE would bear the fiscal consequences of the realisation or non-realisation of said risks. If risks are found not to have been assumed by the enterprise as a result of a significant people function performed by the PE, the assumption of those risks should not be taken into account for the purposes of attribution profits to the PE. It should be noted that even though a risk may be initially assumed by a PE by virtue of the PE's performance of a significant people function relevant to the assumption of the risk, a separate question (to be dealt with in Sections D-2 (vi) and D-3 below) will arise as to how to take into account any subsequent dealings related to the subsequent transfer of risks (e.g. when an asset and the associated risks are transferred from a PE to another part of the enterprise) or to the transfer of the management of those risks to different parts of the enterprise. A PE may “assume" a risk and may subsequently use the services of another part of the enterprise to “manage" that risk, without necessarily transferring the risk to that other part of the enterprise. In that sense, the risk (which is still allocated to the PE) could be separated from the function of managing the risk (which is done at the other part of the enterprise). On the other hand, a risk may be considered transferred to another part of the enterprise if there is documentation evidencing the intention to engage in a “dealing" in the form of a transfer of the risk to that other part, and that other part thereafter performs the significant people function relevant to the management of the risk. However, documentation by itself would not affect such a transfer, since a part of the enterprise which has not initially assumed a risk cannot be deemed to have subsequently taken over the risk unless it is also managing the risk. In this sense, risk cannot be separated from function under the authorized OECD approach."

Den juridiske vejledning, 2016-1, afsnit C.D.11.2.7 Armslængdeprincippet i relation til faste driftssteder

C.D.11.2.7.1.1. Indkomst i et fast driftssted

"(...)

Opgørelsen af indkomst i et hovedkontor og dets faste driftssted skal foretages i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Opgørelsen af indkomsten i et fast driftssted skal ske i overensstemmelse med SEL § 2, stk. 2 og OECD's modeloverenskomst artikel 7.

Armslængdeprincippet er lovfæstet i LL § 2, og fortolkes i overensstemmelse med OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010).

TPG er udarbejdet i relation til modeloverenskomstens artikel 9, men anvendes analogt ved fastlæggelsen af armslængdeprincippet i relation til modeloverenskomstens artikel 7, stk. 2, der omhandler indkomstopgørelsen i et fast driftssted.

Danske selskaber mv. skal som udgangspunkt ikke medregne indtægter og udgifter, som vedrører et fast driftssted i udlandet, jf. SEL § 8, stk. 2. Danske selskaber, med faste driftssteder i udlandet, er derfor også omfattet af reglerne for opgørelse af indkomst i faste driftssteder.

SEL § 2, stk. 2, 1. pkt., svarer til ordlyden af artikel 7 i OECD's modeloverenskomst af 2010.

Når der ikke er en dobbeltbeskatningsoverenskomst (DBO) skal indkomsten fra og med indkomstår, der påbegyndes den 1. juli 2012, opgøres i overensstemmelse med SEL § 2, stk. 2, 1. pkt., jf. artikel 7 i OECD's modeloverenskomst af 2010. Den skattepligtige kan dog vælge, at SEL § 2, stk. 2, 1. pkt. også skal have virkning for indkomståret 2012.

Når der er en DBO, er udgangspunktet at den indkomst, der skal henføres til et fast driftssted, opgøres i overensstemmelse med DBO'ens artikel vedrørende fortjeneste ved erhvervsvirksomhed, jf. SEL § 2, stk. 2, 2. pkt. De danske DBO'er svarer i vidt omfang til artikel 7 i OECD's modeloverenskomst af 2008. Kommentarerne i 2008-modellen anvendes, i den udstrækning overenskomstens bestemmelse om fortjeneste ved erhvervsvirksomhed svarer til 2008-modeloverenskomstens artikel 7."

C.D.11.2.7.1.2 Den direkte metode

"Opgørelsen af indkomsten i et fast driftssted skal ske efter den direkte metode (Separate Entity Approach). Det vil sige, at indkomsten skal opgøres i overensstemmelse med de i det faste driftssted udøvede funktioner, anvendte aktiver og påtagne risici.

Det kan indebære, at fortjeneste skal henføres til et fast driftssted, uanset at selskabet samlet (fast driftssted og hovedkontor) ingen fortjeneste har realiset, og omvendt at indkomsten i et fast driftssted skal være negativ, selvom selskabet samlet har realiseret en fortjeneste."

C.D.11.2.7.1.3.2.1 Første trin i OECD's metode (AOA)

"I første trin af den af OECD godkendte metode The Authorised OECD Approach (AOA) foretages en funktions- og faktumanalyse. Funktions og faktumanalysen er nødvendig for

• hypotetisk at anse et fast driftssted for et separat foretagende,
• at identificere væsentlige personfunktioner relevante for fastlæggelsen af, hvilken del af foretagendet der
• • accepterer og/eller styrer bestemte risici og
  • økonomisk ejer bestemte aktiver og
• allokering af en passende kapital.

Funktions- og faktumanalysen skal udføres på en grundig og detaljeret måde for at kunne fastlægge den eksakte karakter af de udøvede funktioner. Det skyldes, at funktions- og faktumanalysen er vigtig ikke alene for sammenlignelighedsanalysen, men også for henførsel af aktiver, risici og fri kapital til det faste driftssted og hovedkontor.

Funktions- og faktumanalysen er en forudsætning for at fastlægge, hvilken del af foretagendet der hypotetisk skal anses for at have påtaget sig de rettigheder og forpligtigelser, der udspringer af transaktioner med andre virksomheder, og hvilke transaktioner der hypotetisk skal anses som eksisterende mellem det faste driftssted og andre dele af foretagendet.

Funktion- og faktumanalysen skal bl.a. fastlægge:

• I hvilken udstrækning de hos foretagendet identificerede aktiviteter og forpligtigelser er forbundet med det faste driftssted.
• Betingelserne hvorunder funktionerne er udøvet, dvs. som en service udøvet for en anden del af foretagendet eller som en funktion udøvet for det faste driftssted selv.

Desuden skal funktions- og faktumanalysen

• henføre til det faste driftssted, de rettigheder og forpligtigelser, der følger af transaktioner mellem foretagendet, som driftsstedet er en del af, og andre foretagender
• fastlægge det faste driftssteds funktioner og de økonomiske karakteristika (både "interne" og "ydre" betingelser) forbundet med udøvelsen af disse funktioner
• henføre risici mellem de forskellige dele af foretagendet, ud fra hvor de funktioner, der er relevante for accepten af risici, udføres
• henføre aktiver mellem de forskellige dele af foretagendet ud fra, hvor funktionerne (vedrørende udarbejdelsen, anvendelsen mv.) udføres
• fastlægge karakteren af de anerkendte, interne transaktioner mellem det faste driftssted og andre dele af foretagendet
• henføre kapital til det faste driftssted ud fra de aktiver og risici, der er henført til det faste driftssted.

Allokering af fri kapital er en forudsætning for opgørelse af en indkomst i overensstemmelse med armslængdeprincippet i LL § 2, jf. modeloverenskomstens artikel 7.

Det er også vigtigt at være opmærksom på det generelle princip, hvorefter indkomst alene kan henføres til et fast driftssted, når der er tale om virksomhed udført af foretagendet gennem det faste driftssted. Når varer eller tjenesteydelser fx leveres af andre dele af foretagendet, stammer fortjenesten herfra ikke fra virksomhed udøvet i det faste driftssted, og fortjenesten herfra kan derfor ikke henføres til det faste driftssted.

Mellem uafhængige parter er det juridisk bindende kontrakter mv. der fastlægger, hvilket foretagende, der ejer aktiver og bærer risici. Tilsvarende betragtninger finder anvendelse mellem kontrollerede foretagender, såfremt kontrakterne mv. reflekterer virkeligheden og er i overensstemmelse med kravene i kap. I i OECD's Transfer Pricing Guidelines. I fast driftssteds kontekst er den faktiske virkelighed, at ingen enkelt del af foretagendet juridisk ejer aktiverne, påtager sig risici, besidder kapitalen eller kontraherer med separate foretagender. En juridisk analyse er derfor ikke mulig, hvilket er baggrunden for AOA'ens udvikling.

(...)

Et fast driftssted, henholdsvis et hovedkontor, kan acceptere en risiko og kan efterfølgende benytte en anden del af virksomheden til at styre denne risiko, uden nødvendigvis at overføre risikoen til den anden del af virksomheden. I den forstand kan risiko (som stadig er henført til det faste driftssted henholdsvis hovedkontor) adskilles fra risiko-styringsfunktionen (som udføres af den anden del af virksomheden).

På den anden side kan en risiko anses for overført til en anden del af virksomheden, hvis det kan dokumenteres, at virksomheden havde til hensigt at gå ind i en "intern handel" (intern transaktion) og at administrationen af risikoen også overføres. Men dokumentation i sig selv er ikke nok til at statuere en "intern handel", da den del af virksomheden, som ikke fra begyndelsen har accepteret en risiko, ikke efterfølgende kan anses for at have overtaget risikoen, med mindre den også styrer risikoen. I den forstand kan risiko ikke adskilles fra funktion under AOA'en.

Eksempler

Eksempel 1

Dette er et eksempel på accept og/eller styring af risiko.

En virksomhed kan indgå en kontrakt med tredjemand, i en anden stat, om fx opførelse af en større fast ejendom. I forbindelse med opførelsen af ejendommen etablerer virksomheden et fast driftssted i den anden stat. I eksemplet er det hovedkontoret, der har forhandlet og accepteret rettighederne og forpligtigelserne i kontrakten om opførelse af en ejendom. Risikoen forbundet med kontrakten er derfor i hovedkontoret. Risikoen, i henhold til kontrakten, kan alene overføres til et fast driftssted, hvis

• styringen af risikoen også overføres og
• en intern handel kan dokumenteres.

En intern handel om overførsel af risikoen mv. forudsætter, at der i det faste driftssted er relevante personfunktioner vedr. accept og styring af risikoen iht. kontrakten.

Ved en intern handel, der overfører risiko og forvaltning, skal betingelser, pris mv. vurderes på tidspunktet for den interne handel."

C.D.11.2.7.1.3.3 Nøglepersonfunktioner

"Nøglepersonfunktioner ("Significant People Function" (SPF)) er vigtige for afgørelse af, hvilken del af den juridiske enhed aktiver, risici mv. skal allokeres til. Identifikationen af SPF skal derfor fremgå af funktions- og faktumanalysen.

Funktions- og faktumanalysen skal redegøre for funktionerne udøvet af den samlede virksomheds personale, herunder det faste driftssted - personfunktioner - og fastlægge hvilken betydning, hvis nogen, de har for virksomhedens indtjening.

Personfunktioner kan variere fra supportfunktioner til nøglefunktioner relevante for henføring af afkast fra aktiver og/eller for accepten af risiko.

En virksomhed kan have en eller flere nøglepersonfunktioner relevante for henholdsvis accepten af risiko og for økonomisk ejerskab til aktiver, som hver især skal tages i betragtning ved funktions- og faktumanalysen.

Graden af overlap mellem nøglepersonfunktioner, relevante for accepten af risiko, og nøglepersonfunktioner, relevante for økonomisk ejerskab af aktiver, vil også variere fra område til område og fra virksomhed til virksomhed. Ved fx finansielle virksomheders finansielle aktiver er de samme nøglepersonfunktioner generelt relevante både for accepten af risiko og for økonomisk ejerskab til aktiver.

I PE-rapporterne behandles denne specielle kategori af aktiver i

• del II (banklån)
• del III (finansielle produkter i virksomheder beskæftiget med global handel)
• del IV (de aktiver, der repræsenterer investering af reserver og overskud afledt fra forsikringsaktiviteter).

På grund af det specielle forhold mellem risiko og finansielle aktiver, indenfor den finansielle sektor, anvender The Authorised OECD Approach (AOA) terminologien "key entrepreneurial risk-taking function" ("KERT" funktioner) ved beskrivelsen af de funktioner der er relevante for allokering af både risiko og aktiver.

Udenfor den finansielle sektor, er risiko ikke på samme måde forbundet med aktiver, hvorfor der kan være mindre overlap mellem nøglepersonfunktioner relevante for accept af risiko og nøglepersonfunktioner relevante for økonomisk ejerskab af aktiver, hvorfor terminologien (KERT) ikke anvendes for andre sektorer."

C.D.11.2.7.1.4 Armslængdeprincippet indenfor samme juridiske enhed

"For at kunne fastlægge indkomsten i et fast driftssted i overensstemmelse med armslængdeprincippet i LL § 2, jf. SEL § 2, stk. 2, og modeloverenskomstens artikel 7, er det nødvendigt hypotetisk, at anse det faste driftssted for et særskilt og separat foretagende udøvende samme eller lignende virksomhed under samme eller lignende betingelser. Som følge heraf er det nødvendigt ikke alene at analysere funktionerne i det hypotetisk adskilte og separate foretagende, men også de "betingelser" under hvilke disse funktioner udøves. (...)"

C.D.11.2.7.3 Dokumentation

"Skattepligtige, der har et fast driftssted, er omfattet af oplysnings- og dokumentationspligten i SKL § 3 B, der er uddybet i BEK nr. 42 af 24. januar 2006 om dokumentation af prisfastsættelse af kontrollerede transaktioner. Se afsnit C.D.11.4 om de generelle krav til dokumentation.

Derudover er der særlige krav til dokumentationsmaterialet, som følge af, at der skal udarbejdes en særlig funktionsanalyse (funktions- og faktumanalyse).

På grund af betydningen af tildeling af aktiver og risici, for fastlæggelsen af både det faste driftssteds fortjeneste samt en passende finansieringsstruktur, er det nødvendigt, at det kan dokumenteres, hvordan aktiver er tildelt, risici målt (eller hvorfor det ikke er anset for nødvendigt at måle risici) samt hvordan tildelingen af fri kapital og renteomkostninger mv. er sket.

Dokumentation for en intern handel er relevant for, at en intern handel, herunder karakteren af en handel, kan anerkendes under første trin af AOA'en.

(...)

"Interne handler" (transaktioner) indenfor samme juridiske enhed, har ingen juridiske konsekvenser for virksomheden. I mangel af fx juridisk bindende kontrakter, vil det være nødvendigt på anden måde at kunne dokumentere, at en handel er gennemført. Virksomheden skal klart kunne påvise, at en handel (intern transaktion) er gennemført, for at den kan anerkendes. Dette kan indebære, at virksomheden må lave grundigere undersøgelser, for at skabe den nødvendige dokumentation.

Regnskabsmæssig registrering og samtidig dokumentation der viser en handel, der overfører økonomisk signifikante risici, ansvar og goder vil være et nyttigt udgangspunkt for dokumentationsmaterialet.

I forholdet mellem et fast driftssted og den øvrige del af samme juridiske enhed, er det således ikke alene prisfastsættelsen, der skal dokumenteres, men også selve eksistensen samt karakteren mv. af en intern handel, samt tildelingen af aktiver, risici, og kapital mv."

Begrundelse

Indkomsten i et fast driftssted af et udenlandsk selskab, der skattemæssigt er hjemmehørende i land x, skal opgøres i overensstemmelse med art. 7 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med land x, jf. selskabsskattelovens §§ 2, stk. 2, 2. pkt., og 9 og ligningslovens § 2.

Art. 7, stk. 2 og 3 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten svarer til art. 7, stk. 2 og 3 i OECD's modeloverenskomst af 17. juli 2008. Kommentarerne i 2008 modeloverenskomsten finder derfor anvendelse ved fortolkningen af art. 7 i dobbeltbeskatningsaftalen med land x.

OECD's kommentarer til art. 7 i 2008 modeloverenskomsten er uddybet i OECD's rapport om indkomstopgørelsen i faste driftssteder af 17. juli 2008 samt SKATs juridiske vejledning, 2016-1, afsnit C.D.11.2 Armslængdeprincippet i relation til faste driftssteder. OECD rapporten beskriver armslængdeprincippet i 2008 modellens art. 7 og giver i den udstrækning, den ikke er i strid med 2008 kommentaren til art. 7, retningslinjer for anvendelse af armslængdeprincippet i 2008 modellens art. 7.

Grundlaget for opgørelsen af indkomst i et fast driftssted af A, er selskabsskattelovens § 2, stk. 2, 2. pkt., jf. art. 7 i dobbeltbeskatningsaftalen med land x. Fortolkningen af art. 7, stk. 2 og 3 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten sker i overensstemmelse med 2008 modellens kommentarer til art. 7, samt kommentarerne i OECD's rapport om indkomstopgørelsen i faste driftssteder af 2008, i den udstrækning de ikke er i strid med 2008 modellens kommentarer.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at der kan medregnes finansieringsomkostninger betalt til uafhængige parter i den danske skattepligtige indkomst for A.

Lovgrundlag

Se under spørgsmål 1.

Forarbejder

Se under spørgsmål 1.

Praksis

Se under spørgsmål 1.

SKM2008.917.SR

Skatterådet bekræfter, at fusionsskattelovens regler anses for opfyldt, samt at fradragsretten for renteudgifter efter reglerne om tynd kapitalisering ikke findes, at skulle beskæres. Endelig anerkendes A's principper for allokering af gæld.

OECD's kommentarer til art. 7 i 2008 Modeloverenskomsten.

"(...)

43. Et andet spørgsmål er imidlertid fradrag for renter af gæld, som foretagendet rent faktisk har stiftet. Sådan gæld kan helt eller delvist angå virksomheden i det faste driftssted; i virkeligheden vil lån, der er optaget af et foretagende, enten være til fordel for hovedkontoret, det faste driftssted eller begge. Spørgsmålet, der rejser sig i forbindelse med sådan gæld, er, hvordan man skal fastsætte den del af renten, der skal fratrækkes ved beregningen af den fortjeneste, der kan henføres til det faste driftssted.

44. Den fremgangsmåde, der blev foreslået i denne kommentar før 1994, nemlig den direkte og indirekte fordeling af den faktiske gældsforpligtelse, viste sig ikke at være en praktisk løsning, især fordi det ikke var sandsynligt, at metoden blev anvendt på en ensartet måde. Det er også velkendt, at den indirekte fordeling af det samlede rentebeløb, eller af den del af renten, der bliver tilbage efter visse direkte allokeringer, møder praktiske vanskeligheder. Det er også velkendt, at en direkte fordeling af den samlede renteudgift måske ikke nøjagtigt afspejler det faste driftssteds finansieringsomkostninger, idet skatteyderen kan kontrollere, hvor lånene bogføres og korrektioner kan være nødvendige for at afspejle den økonomiske realitet, især det faktum, at et uafhængigt foretagende normalt forventes at have en vis “fri" kapital.

45. Følgelig er flertallet af medlemsstater af den opfattelse, at det ville være at foretrække at nå til en praktisk løsning, der ville tage en kapitalstruktur i betragtning, der passer til både virksomheden og de udførte funktioner. Denne kapitalstruktur tager hensyn til det faktum, at det faste driftssted for at kunne udføre dets virksomhed, kræver et vist finansieringsbeløb, der består af “fri" kapital og af rentebærende lån. Målet er derfor at henføre et armslængde-rentebeløb til det faste driftssted, efter at der er henført et rimeligt beløb i form af “fri" kapital til at opretholde det faste driftssteds funktioner, aktiver og risici. I henhold til armslængdeprincippet skal et fast driftssted have tilstrækkelig kapital til at opretholde de funktioner, som det udøver, de aktiver, som det ejer og de risici, som det påtager sig."

OECD's 2008 rapport om indkomstopgørelsen i faste driftssteder, del II, særlige hensyn for anvendelse af den autoriserede OECD metode på faste driftssteder af banker

“(...)

Attribution of profits

61. The attribution of profits to a PE of a bank on an arm's length basis will follow from the calculation of the profits (or losses) from all its activities, including transactions with other unrelated enterprises, transactions with related enterprises (with direct application of the Guidelines), and dealings with other parts of the enterprise (under step 2 of the authorised OECD approach). This analysis involves the following two steps:

Step One

A functional and factual analysis, leading to:

• The attribution to the PE as appropriate of the rights and obligations arising out of transactions between the enterprise of which the PE is a part and separate enterprises;
• The identification of the key entrepreneurial risk-taking functions relevant to the economic ownership of financial assets and the assumption and/or management (subsequent to the transfer) of related risks, and the attribution of those assets and risks to the PE;
• The identification of significant people functions relevant to the attribution of economic ownership of other assets, and the attribution of economic ownership of those assets to the PE;
• The identification of significant people functions relevant to the assumption of other risks, and the attribution of those risks to the PE;
• The identification of other functions of the PE;
• The recognition and determination of the nature of those dealings between the PE and other parts of the same enterprise that can appropriately be recognised, having passed the threshold test; and
• The attribution of capital based on the assets and risks attributed to the PE.

Step Two

The pricing on an arm's length basis of recognised dealings through:

• The determination of comparability between the dealings and uncontrolled transactions, established by applying the Guidelines' comparability factors directly (characteristics of property or services, economic circumstances and business strategies) or by analogy (functional analysis, contractual terms) in light of the particular factual circumstances of the PE; and
• Applying by analogy one of the Guidelines' traditional transaction methods or, where such methods cannot be applied reliably, one of the transactional profit methods to arrive at an arm's length compensation for the dealings between the PE and the rest of the enterprise, taking into account the functions performed by and the assets and risks attributed to the PE.

The pricing on an arm's length basis of any transactions with associated enterprises attributed to the PE should follow the guidance in the Guidelines and is not discussed in this Report. The order of the listing of items within each of the steps above is not meant to be prescriptive, as the various items may be interrelated (e.g. risk is initially attributed to a PE as it performs the significant people functions relevant to the assumption of that risk but the recognition and characterisation of a subsequent dealing between the PE and another part of the enterprise that manages the risk may lead to a transfer of the risk and supporting

capital to the other part of the enterprise). The resulting determination of the profits attributable to the PE reflects both its income and expense from recognised dealings in amounts equal to an arm's length compensation for the functions that the PE and the rest of the enterprise of which it is a part respectively

perform, taking into account the assets and risks attributed to the PE and the other parts of the enterprise.

(...)

b) Attributing capital other than “free" capital to a PE - the determination of funding costs.

117. As explained in Section D-2(v)(b) of Part I, the authorised OECD approach acknowledges that the PE requires a certain amount of funding (made up of both “free" capital and interest-bearing debt). Once that amount has been determined, one of the authorised capital attribution approaches described in the preceding section is used to determine the amount of the funding that is made up of free capital. The balance of the funding requirement is therefore the amount by reference to which the interest deduction is calculated. Section D-2(v)(b) of Part I explains how to determine funding costs generally, but there is a feature of capital attribution which is peculiar to the banking sector and is discussed below, namely the fact that regulatory capital includes not just “free" capital, but also interest-bearing capital. As in Part I, the discussion is couched in terms of “debt" and “interest" but the comments below are applicable to any financial instrument and any funding costs, whether strictly classified as interest for tax purposes or not.

(...)

iv) The authorised OECD approach for adjusting interest expense

128. Once the amount of capital attributable to a PE has been determined in accordance with the preceding principles (i.e. an arm's length amount of capital), a comparison needs to be made with the actual capital allotted to the PE by the bank. Where the amount of capital allotted by the bank is less than the arm's length amount, an appropriate adjustment may need to be made to the amount of interest expense claimed by the PE in order to reflect the amount of the bank's capital that is actually needed to support the lending activities of the PE. The adjustment will be made following the rules of the PE's host country, subject to Article 7.

129. It should be noted that the PE host country may be taxing less than an arm's length amount if no adjustment is made to increase the allotted amount of “free" capital. The focus of Article 7 is on determining the appropriate taxing rights of the PE host country in that it cannot tax in excess of the arm's length amount of profit. No adjustment is mandated under Article 7 in this case. However, host countries may wish to exercise their full taxing rights by adjusting upwards the amount of “free" capital. Article 7 permits this adjustment provided that the host country does not make an upwards adjustment in excess of the arm's length amount. Some possible means of making this adjustment are discussed in

Section D-2(v)(b)(6) of Part I and are equally applicable to banks. Section D-1(iii)(b) of this Part on attributing capital other than “free" capital may be relevant. Moreover, regard should be had to the discussion in Section D-2(ii)(b) on internal “interest" dealings, as many of the ways of making the adjustment for capital involve adjusting the interest rate charged on internal dealings."

Begrundelse

Indkomsten i et fast driftssted af et udenlandsk selskab, der skattemæssigt er hjemmehørende i land x, skal opgøres i overensstemmelse med art. 7 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med land x, jf. selskabsskattelovens §§ 2, stk. 2, 2. pkt. og 9 og ligningslovens § 2.

Art. 7, stk. 2 og 3 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med land x svarer til art. 7, stk. 2 og 3 i OECD's modeloverenskomst af 17. juli 2008. Kommentarerne i 2008 modeloverenskomsten finder derfor anvendelse ved fortolkningen af art. 7 i dobbeltbeskatningsaftalen med land x.

OECD's kommentarer til art. 7 er uddybet i OECD's rapport om indkomstopgørelsen i faste driftssteder af 17. juli 2008. Rapporten beskriver armslængdeprincippet i 2008 modellens art. 7 og giver i den udstrækning, den ikke er i strid med 2008 kommentaren til art. 7, retningslinjer for anvendelse af armslængdeprincippet i 2008 modellens art. 7.

2008 rapporten beskriver den af OECD godkendte to trins metode til opgørelse af indkomsten i et fast driftssted.

I henhold til trin et i den af OECD godkendte metode til opgørelse af indkomsten i et fast driftssted af en bank, skal der foretages en funktionsanalyse og en analyse af faktum, der fører til

• henføring til det faste driftssted af de rettigheder og forpligtigelser, der opstår af transaktioner mellem foretagendet, som driftsstedet er en del af, og andre foretagender;
• identifikation af "key entrepreneurial risk-taking" funktioner, som er relevante for økonomisk ejerskab af finansielle aktiver og påtagelsen og/eller styringen af de relaterede risici, og henførelse af disse aktiver og risici til det faste driftssted;
• identifikation af væsentlige personfunktioner, der er relevante for henførelse af økonomisk ejerskab til andre aktiver, og helførelse af det økonomiske ejerskab af disse aktiver til det faste driftssted;
• identifikation af væsentlige personfunktioner som er relevante for påtagelse af andre risici, og henførelse af disse risici til det faste driftssted;
• identifikation af øvrige funktioner i det faste driftssted;
• fastlæggelse af karakteren af anerkendte interne transaktioner mellem det faste driftssted og andre dele af foretagendet; og
• henføring af kapital til det faste driftssted, baseret på de formuegoder og risici, der er henførte til det faste driftssted.

Under andet trin prissættes alle transaktioner med forbundne foretagender, som henføres til det faste driftssted efter første trin. Det sker i overensstemmelse med OECD's Transfer Pricing Guidelines. Disse retningslinjer anvendes tilsvarende for interne transaktioner mellem det faste driftssted og andre dele af det foretagende, som det er en del af. Processen medfører en prisfastsættelse på armslængde vilkår af disse interne transaktioner gennem

• fastsættelse af sammenlignelighed mellem de interne transaktioner og ikke-kontrollerede transaktioner ved anvendelse af retningslinjernes sammenlignelighedsfaktorer i lyset af de særlige faktiske forhold i det faste driftssted, og
• en analog anvendelse af en af retningslinjernes metoder til fastsættelse af et armlængde vederlag for transaktionerne mellem det faste driftssted og andre dele af foretagendet under hensyn til de udførte funktioner og de formuegoder og risici, der henføres til det faste driftssted og til de andre dele af foretagendet.

Af pkt. 117 i del II af OECD's 2008 rapport om indkomstopgørelsen i faste driftssteder fremgår om henføring af kapital, som ikke er "fri" kapital, til et fast driftssted - fastlæggelsen af finansieringsomkostninger - at et fast driftssted kræver en vis mængde af kapital (bestående af både "fri" kapital og rentebærende gæld). Når dette beløb er fastlagt, kan en af ??de autoriserede kapital allokeringsmetoder bruges til at fastlægge størrelsen af ??de midler, der består af fri kapital. Den resterende del af kravet til finansiering er derfor det beløb, med henvisning til hvilken rentefradraget beregnes. Der er en detalje af kapital tilskrivning som er særegen for banksektoren, nemlig at lovpligtig kapital omfatter ikke bare "fri" kapital, men også rentebærende kapital.

Pkt. 128 ff. i del II i OECDs 2008 rapport om indkomstopgørelsen i faste driftssteder beskriver den af OECD godkendte metode til justering renteudgifter. Det fremgår heraf, at når størrelsen af den kapital, der kan henføres til et fast driftssted er blevet bestemt i overensstemmelse med de foregående principper (dvs. en armslængde mængde kapital), skal en sammenligning gøres med den faktiske kapital tildelt det faste driftssted af banken. Hvor størrelsen af ??kapital tildelt af banken er mindre end armslængde beløbet, kan det være nødvendigt at foretage en passende justering til det rentebeløb hævdet af det faste driftssted for at afspejle størrelsen af ??bankens kapital, der rent faktisk er nødvendig for at understøtte det faste driftssteds långivning. Justeringen, der er omfattet af art. 7, vil blive foretaget efter reglerne i værtslandet for det faste driftssted.

Mulige metoder til at gøre denne justering diskuteres i rapportens del I, afsnit D-2 (v) (b) (6). Desuden skal der tages hensyn til diskussionen i afsnit D-2 (ii) (b) på interne "rente" handler, da mange af vejene til at lave en justering af kapital indebærer en ændring af renten afkrævet på interne handler.

Af årsregnskabet for x for A fremgår, at ud af en balancesum på x kr., udgør gæld til tredjemand i form af indlån mv. fra offentligheden x kr.

Finansieringsudgifter til tredjemand henføres i overensstemmelse med funktionsanalysen mv. i trin 1 af OECDs metode til indkomstopgørelse i et fast driftssted, som udgangspunkt til den del af foretagendet, der har indgået (indlåns)aftalen mv. med tredjemand.

I den udstrækning funktions- og fakta analysen henfører selskabets gæld til tredjemand og de hermed forbundne rettigheder og forpligtigelser, til den danske filial kan de hertil knyttede finansieringsomkostninger, jf. SEL § 2, stk. 2, 2. pkt. og § 9, LL § 2, jf. art. 7 i dobbeltbeskatningsaftalen med land x, betalt til tredjemand som udgangspunkt medregnes til den danske filials skattepligtige indkomst.

Af den indsendte rapport "Attribution of profit and capital", fremgår under pkt. 5.1.4 Conclusion Key Entrepreneuriel Risk Taking functions":

“It has been determined that the decision on lending money and the terms on which loans are offered to private individuals and to small business customers creates a credit risk, which is significant for “A" DK and is therefore considered to be the primary KERT function. The liquidity risk will be managed by the treasury department of “A", which provides funding to all PE's, as “A" DK for all approved loans."

Af den indsendte rapport fremgår, at treasury afdelingen i A rejser kapital til alle faste driftssteder.

Når den ene del af foretagendet står for at rejse kapital (varetages normalt af personer i en treasury afdeling) til hele foretagendet, vil der i det omfang den rejste kapital også vedrører aktiviteten i et fast driftssted, skulle tages højde herfor, ved fastlæggelsen af et fast driftssteds finansieringsudgifter. Det forhold, at gæld til tredjemand og de hermed forbundne finansieringsudgifter ikke kan henføres direkte til et fast driftssted, er derfor ikke ensbetydende med, at der ikke, i det omfang gælden vedrører aktiviteten i et fast driftssted, kan tages højde for finansieringsudgifter til tredjemand ved opgørelse af indkomsten for et fast driftssted af en bank.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "ja, se dog begrundelsen".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at interne lån mellem filialen og hovedkontoret, baseret på armslængdevilkår og anvendt til at finansiere bank aktiviteterne i den danske filial, kan medregnes i den danske skattebalance for filialen.

Lovgrundlag

Se under spørgsmål 1.

Forarbejder

Se under spørgsmål 1 og 2.

L 173, 2011/2012, pkt. 3.6.1.3. Forskelle mellem OECD-modellens hidtidige artikel 7 og den nye artikel 7

"(...)

Som et andet eksempel kan nævnes tilfælde, hvor et fast driftssted for stillet kapital, udover fri kapital, til rådighed fra foretagendets hovedkontor (eller andre dele af foretagendet, som det faste driftssted er en del af).

Efter de hidtidige OECD-bemærkninger skal der ikke beregnes renter, når et fast driftssted for stillet kapital, udover fri kapital, til rådighed fra andre dele af foretagendet, medmindre der er tale om et finansielt foretagende.

(...)"

Praksis

Se under spørgsmål 1 og 2.

TfS 1994,552

Ligningsrådet udtaler, at virksomhed bestående i at modtage lån på engrosbasis og videreudlåne disse er omfattet af begrebet finansforetagende, og at en dansk filial principielt vil kunne fratrække renteudgifter til hovedkontoret vedrørende videreudlånsvirksomheden. Den konkrete afgørelse af, hvorvidt optagne lån hos hovedkontoret vedrører den danske videreudlånsaktivitet, henhører under de lignende myndigheder.

OECD's kommentarer til art. 7 i 2008 Modeloverenskomsten.

"(...)

41. Behandlingen af renteudgifter rejser særlige problemer. For det første kan der være tale om beløb, der under betegnelsen “renter" opkræves af hovedkontoret hos det faste driftssted for interne “lån" fra det førstnævnte til det sidstnævnte. Med undtagelse af finansforetagender så som banker er der almindelig enighed om, at sådanne interne renter ikke skal tages i betragtning. Dette har følgende begrundelse:

• Fra et juridisk synspunkt er overførsel af kapital mod betaling af renter og et tilsagn om at betale det fulde beløb rettidigt i virkeligheden en formel handling, der er uforenelig med det faste driftssteds juridiske status.
• Fra et økonomisk synspunkt kan interne gældsbeløb og tilgodehavender vise sig at være ikke-eksisterende, da det - hvis et foretagende er helt eller overvejende selvfinansierende - ikke bør være tilladt at fratrække renteudgifter, som foretagendet klart ikke har haft nødig at betale. Medens betalinger og indtægter af samme størrelse ikke vil fordreje foretagendets samlede fortjeneste, kan delresultater meget vel blive ændret vilkårligt.

42. Af disse grunde skal forbudet mod fradrag for interne gældsbeløb og tilgodehavender fortsat finde anvendelse generelt, bortset fra den specielle situation for banker, se nedenfor.

(...)

49.Som allerede nævnt er der særlige overvejelser knyttet til interne renteudgifter vedrørende lån mellem forskellige dele af et finansielt foretagende (f.eks. en bank) under hensyn til det faktum, at ydelse og modtagelse af lån er tæt knyttet til sådanne foretagenders almindelige forretningsvirksomhed. Dette problem, såvel som andre problemer, der knytter sig til anvendelsen af art. 7 på bankers faste driftssteder og foretagender, der udøver global forretningsvirksomhed, diskuteres i Del II og III i rapporten “Attribution of Profits to Permanent Establishments"."

Begrundelse

A, har en x land banklicens, og den almindelige forretningsaktivitet i både hovedkontoret og filialen består i ud- og indlån.

Interne lån mellem filialen og hovedkontoret, på armslængdevilkår, herunder at der er henført en armslængde ikke rentebærende kapital, og anvendt til at finansiere bankaktiviteterne i den danske filial, kan medregnes i den danske skattebalance for filialen, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 2, 2. pkt., § 9, art. 7 i dobbeltbeskatningsaftalen med land x og ligningslovens § 2.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "ja".

Spørgsmål 4

Det ønskes bekræftet, at den eneste KERT funktion der fremadrettet udføres af filialen, er udlån til private husholdninger (af banken defineret som "households"), når det lægges til grund, at KERT (key entrepreneurial risk-taking) funktioner, som defineret af OECD, er den funktion i en bank, hvoraf risikoen ved udlånsengagementer opstår og som fører til oprettelsen af et finansielt aktiv i en banks balance.

Lovgrundlag og forarbejder

Se under spørgsmål 1.

Praksis

Se under spørgsmål 1 og 2.

OECD's 2008 rapport om indkomstopgørelsen i faste driftssteder, del II.

B-1 Functions performed

i) Functions involved in creating a new financial asset - a loan

7. For the negotiation and conclusion of a traditional banking transaction leading to the creation of a financial asset (a loan), the following functions would normally need to be performed by the enterprise as a whole (not necessarily in the order set out below):

a) Sales/Marketing - e.g. cultivating potential clients, creating client relationships and inducing clients to start negotiating offers of business;

b) Sales/Trading - e.g. negotiating the contractual terms with the client, deciding whether or not to advance monies and, if so, on what terms, evaluating the credit, currency and market risks related to the transaction, establishing the creditworthiness of the client and the overall credit exposure of the bank to the client, deciding what levels of credit, currency and market risk to accept, pricing the loan, considering whether collateral or credit enhancement is needed and committing the bank (and its capital) to the loan and its associated risks, etc.;

c) Trading/Treasury - e.g. raising funds and capital, taking deposits, raising funds on the most advantageous terms, making the funds available; and

d) Sales/Support - e.g. checking draft contracts and completing the contract formalities, resolving any outstanding legal issues, checking any collateral offered, signing the contract, recording the financial asset in the books and disbursing the loan proceeds.

ii) Functions involved in managing an existing financial asset - a loan

8. Once a financial asset (a loan) has been created, the following functions would normally need to be performed by the enterprise as a whole over the life of the asset (not necessarily in the order set out below):

a) Loan support - e.g. administering the loan, collecting and paying interest and other amounts when due, monitoring repayments, checking value of any collateral given;

b) Monitoring risks assumed as a result of entering into the loan - e.g. reviewing creditworthiness of the client, monitoring overall credit exposure of the client to the bank, monitoring interest rate and position risk, analysing the profitability of the loan and return on capital employed, reviewing efficiency of use of regulatory capital, etc.;

c) Managing risks initially assumed and subsequently borne as a result of entering into the loan - e.g. deciding whether, and if so, to what extent various risks should continue to be borne by the bank, e.g. by transferring credit risk to a third party by means of credit derivatives or hedging interest rate risk by purchase of securities, reducing overall risk by pooling individual risks and identifying internal set-offs and actively managing the residual risks retained by the bank, e.g. by hedging residual risks or by leaving risk positions open in the hope of benefiting from favourable market movements, etc., deciding write-offs for non-performing loans;

d) Treasury - e.g. managing the bank's overall funding position (funding deficits or investing surpluses in the market), including managing the interest rate risk and liquidity risk exposures of the bank, allocating the costs of funds raised by the bank as a whole to branches/business units, matching duration of borrowing with lending, and maximising efficiency of employment of regulatory capital and return on capital employed;

e) Sales/trading - e.g. refinancing the loan, deciding to sell or securitise the loan, marketing to potential buyers, pricing the loan, negotiating contractual terms of sale, completing sales formalities, etc., deciding whether to renew or extend the loan and, if so, on what terms.

iii) Key entrepreneurial risk-taking functions involved in creating and subsequently managing a loan

9. There are a number of functions directly related to the creation and subsequent management of a loan. It will be important to identify not just what functions are performed but also their relative importance. The key entrepreneurial risk-taking functions are those which require active decision-making with regard to the acceptance and/or management (subsequent to the transfer) of individual risks and

portfolios of risks. For a bank, the creation of a financial asset and its subsequent management are likely to be the key entrepreneurial risk-taking functions and so, as discussed in Section D-1(i), economic ownership of the financial asset (and the income and expense associated with holding that asset, lending it out, or selling it to third parties) is generally attributed to the location performing those functions.

10. As can be seen from the description in Section B-1(i) above, it is the sales/trading function described in point b) of paragraph 7 that is likely to be the key entrepreneurial risk-taking function in the creation of a financial asset, where the asset is a loan in a wholesale commercial lending business. As can be seen from the description in Section B-1(ii) above, the risk management function as described in point c) of paragraph 8 is likely to be the function most relevant to the ongoing management of an existing financial asset. Together these functions will be most relevant to the attribution of economic ownership of the financial asset. However, the determination of the most important functions bearing on economic ownership should be made on a case-by-case basis, as the functions and their relative importance are likely to vary according to facts and circumstances, e.g. product differences, type of business (wholesale versus retail, commercial versus individual, etc.), business strategies, etc.

Begrundelse

Person funktioner involveret i skabelsen af et nyt finansielt aktiv- et lån, og funktioner involveret i styringen af et eksisterende finansielt aktiv - et lån, er beskrevet i pkt. 7 og 8 i OECD's 2008 rapport (rapporten) om indkomstopgørelsen i faste driftssteder, del II. Af pkt. 9. og 10. fremgår, at "key entrepreneurial risk-taking" (KERT) funktioner er dem som kræver en aktiv beslutning med hensyn til accept og/eller styring af de enkelte risici og porteføljer af risici. For en bank vil skabelsen af et finansielt aktiv og den efterfølgende styring af det sædvanligvis være KERT funktionen og økonomisk ejerskab til det finansielle aktiv (og indkomst og udgifter forbundet med besiddelsen af dette aktiv, udlåne det, eller sælge det til tredjemand) vil derfor normalt blive henført til den lokalitet, der udøver disse funktioner.

Det er derfor sædvanligvis salgs/handelsfunktionen, som beskrevet i rapportens del II, pkt. 7, b), som er KERT funktionen ved skabelsen af et finansielt aktiv, hvor aktivet er et lån i en engros erhvervsudlånsvirksomhed. Risikostyringsfunktionen beskrevet i rapportens del II, pkt. 8, c), vil sandsynligvis være funktionen mest relevant for den løbende styring af et eksisterende finansielt aktiv. Sammen vil disse funktioner være de mest relevante for henførelsen af økonomisk ejerskab af det finansielle aktiv

Af rapportens del II, pkt. 7, b) fremgår, at salgs/handel vil sige at forhandle de kontraktuelle betingelser med kunden, at afgøre om eller ikke at yde lån og i givet fald på hvilke betingeler, evaluere kredit, valuta og markeds risici i forbindelse med udlånstransaktionen, fastlæggelse af kundens kreditværdighed og bankens overordnede krediteksponering til kunden, beslutte hvilke niveauer af kredit, valuta og markedsrisiko at acceptere, prisfastsættelse af lånet, overveje om sikkerhed eller kreditforbedring er påkrævet og forpligtige banken og dens kapital til lånet og dets tilknyttede risici, osv.

Af pkt. 8, c) fremgår: styring af risici oprindeligt påtaget og efterfølgende båret som et resultat af at indgå lånet, fx beslutte om og i givet fald i hvilken udstrækning forskellige risici forsat skal bæres af banken, fx ved at overføre kreditrisikoen til en tredjemand ved hjælp af kreditderivater eller kurssikring af renterisikoen ved køb af værdipapirer, reducere den samlede risiko ved at samle de enkelte risici og identificere interne modregninger og aktivt styre de, fx tilbageværende risici beholdt af banken, fx ved afdækning af resterende risici eller ved at lade risiko positioner åbne i håb om at drage fordel af gunstige bevægelser på markedet, osv., beslutte afskrivning af misligholdte lån.

Til brug for behandlingen af anmodningen om bindende svar, er der anmodet om TP-dokumentation, jf. skattekontrollovens § 3 B.

Det er på vegne af A oplyst, at en færdig TP-dokumentation ikke foreligger.

Af anmodningen fremgår under beskrivelsen af de faktiske forhold, at for A er skabelsen af et finansielt aktiv og den efterfølgende forvaltning af aktiverne KERT funktioner, hvorfor det økonomiske ejerskab til det finansielle aktiv (og indkomsten og udgifterne i forbindelse med at besidde aktivet, udlåne det, eller sælge det til tredjeparter) henføres til den lokalitet, som udfører disse funktioner.

Af anmodningens faktiske forhold fremgår videre, at filialen udfører funktioner, der resulterer i selve påtagelsen af risiko og som aktivt sørger for oprettelse og forvaltning af individuelle lån eller porteføljer, og at den daglige drift, som omfatter alle former for administration, udføres af filialen. Under henvisning til beskrivelsen af KERT funktionen i A, konkluderer A, at filialen udfører KERT-funktioner og påtager sig det økonomiske ejerskab af finansielle aktiver og tilhørende risici i forhold til de bankaktiviteter, som skal udføres i Danmark.

Som begrundelse for at spørgsmål 4 skal besvares med et ja, henviser A til KERT-analysen under beskrivelsen af fakta samt i den medsendte rapport for filialen. A oplyser, at analysen viser, at med hensyn til bankvirksomhed, udfører filialen KERT funktionen, som fører til påtagelse af risici ved udlån til private husholdninger, og at analysen også viser, at filialen ikke i øjeblikket udfører KERT funktioner eller påtager sig risici inden for andre lånetyper, f.eks. lån til selskaber, m.v.

Af sagens faktiske forhold under overskriften "Konklusion vedrørende udførte funktioner" fremgår:

"Det er vurderet, at beslutningen om at godkende udlånet af penge og de lånevilkår, som tilbydes til privatpersoner ("Husholdninger") medfører en betydelig kreditrisiko for filialen, og denne regnes derfor som den primære KERT-funktion."

Af den indsendte rapport "¨Attribution of profit and capital", fremgår under pkt. 5.1.4 Conclusion Key Entrepreneuriel Risk Taking functions":

“It has been determined that the decision on lending money and the terms on which loans are offered to private individuals and to small business customers creates a credit risk, which is significant for “A", DK and is therefore considered to be the primary KERT function. The liquidity risk will be managed by the treasury department of “A", which provides funding to all PE's, as “A", DK for all approved loans."

Det fremgår ikke af sagens faktiske forhold, at udlån til private er den danske filials eneste KERT funktion. Af den fremsendte rapport fremgår derimod, at udlån til små forretningskunder også er KERT funktioner for den danske filial.

Af anmodningen fremgår, at det for besvarelsen af spørgsmålet bedes lagt til grund, at den danske filials eneste fremadrettede aktivitet er udlån til husholdninger.

Det er derfor for besvarelsen af spørgsmålet lagt til grund, at den eneste KERT funktion, der fremadrettet udføres af den danske filial, er udlån til husholdninger.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "ja".

Spørgsmål 5

Det ønskes bekræftet, at det forhold, at filialens hovedkontor har fastsat en begrænsning på, hvor stor en samlet risiko den danske filial kan påtage sig, ikke ændrer ved, at filialen udfører KERT funktionen, som defineret i spørgsmål 4.

Lovgrundlag og forarbejder

Se under spørgsmål 1.

Praksis

Se under spørgsmål 4.

OECD's 2008 rapport om indkomstopgørelsen i faste driftssteder, del II, pkt. 11

"11. One area of particular significance to a bank is the function relating to the supervision of the management of the bank's overall capital and risk exposure. Banks normally have committees which set risk limits on a cascading basis - there will be a limit for overall risk for the bank, an overall limit for different types of risk (e.g. credit risk) and limits for particular business lines, etc. Such activity, whilst clearly important, would not generally constitute a key entrepreneurial risk-taking function in the creation or subsequent management of a loan. This is because whilst such committees may set the parameters which define the potential for the assumption of risk they do not generally perform functions which result in the actual assumption of risk. Nor do they generally actively intervene in the creation and management of individual loans or portfolios of loans and so do not perform the key entrepreneurial risk-taking functions in respect of those particular loans or portfolios of loans.“

Begrundelse

KERT ("key entrepreneurial risk-taking") funktioner er, jf. spørgsmål 4, de funktioner som kræver en aktiv beslutning med hensyn til accept og/eller styring af de enkelte risici og porteføljer af risici.

Af OECD's 2008 rapport om indkomstopgørelsen i faste driftssteder, del II, pkt. 11, fremgår, at banker normalt har udvalg som fastlægger den samlede risikogrænse for banken, at sådan aktivitet normalt ikke udgør en KERT funktion i forbindelse med skabelsen eller styringen af et lån. Årsagen hertil er, at sådanne udvalg nok sætter parameter som definerer potentialet for accept af risiko, men de udøver ikke funktioner som resulterer i faktisk accept af risiko. De blander sig normalt heller ikke aktivt i skabelsen og styringen af enkelte lån eller porteføljer af lån, og de udøver derfor ikke KERT funktioner i forbindelse med bestemte lån eller porteføljer af lån.

Af sagens faktiske forhold fremgår, at KERT funktionen i A, er skabelsen af et finansielt aktiv.

Det forhold at filialens hovedkontor har fastsat en begrænsning på, hvor stor en samlet risiko A og herunder den danske filial kan påtage sig, er ikke en KERT funktion, og ændrer derfor ikke vurderingen af udøvelsen af KERT funktionen, herunder den danske filials udøvelse af KERT funktionen.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "ja".

Spørgsmål 6

Det ønskes bekræftet, at KERT (key entrepreneurial risk-taking) funktionen, som defineret i spørgsmål 4, fører til, at der medregnes et finansielt aktiv i form af lån til private husholdninger i den danske skattebalance for A.

Lovgrundlag og forarbejder

Se under spørgsmål 1.

Praksis

Se under spørgsmål 1 og 4.

Begrundelse

Af sagens faktiske forhold fremgår, at KERT funktionen i A, er skabelsen af et finansielt aktiv.

Opgørelsen af indkomsten i et fast driftssted, sker efter en analyse i to trin. Under første trin foretages en funktions- og faktum analyse, der henfører økonomisk ejerskab til et finansielt aktiv til den hermed forbundne KERT funktion.

Et finansielt aktiv i form af et udlån, herunder til private husholdninger samt små forretningsdrivende, skal derfor henføres til den del af et foretagende som udfører KERT funktionen i forbindelse med udlånet. Henførelse af et finansielt aktiv indebærer at indtægter og udgifter forbundet med at besidde aktivet, udlåne det alle sælge det, henføres til den del af foretagendet som udfører KERT funktionen.

Et finansielt aktiv i form af udlån, herunder til private husholdninger samt små forretningsdrivende, skal derfor medtages i skattebalancen for den del af foretagendet, der udfører KERT funktionen.

I det omfang KERT funktionen udøves af den danske filial, skal det tilhørende finansielle aktiv henføres til skattebalancen for den danske filial

Af anmodningen fremgår, at det for besvarelsen af spørgsmålet skal lægges til grund, at den danske filials eneste aktivitet er udlån til husholdninger.

Det er derfor for besvarelsen af spørgsmålet lagt til grund, at den danske filials eneste aktivitet er udlån til husholdninger.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 6 besvares med "ja".

Spørgsmål 7

Det ønskes bekræftet, at når filialen ikke fremadrettet udfører en KERT (key entrepreneurial risk-taking) funktion med udlån til selskaber, så bør der heller ikke være finansielle aktiver vedrørende sådanne aktiviteter i skattebalancen for filialen, når det lægges til grund, at KERT (key entrepreneurial risk-taking) funktioner, som defineret af OECD, er den funktion i en bank, hvoraf risikoen ved udlånsengagementer opstår og som fører til oprettelsen af et finansielt aktiv i bankens balance.

Lovgrundlag og forarbejder

Se spørgsmål 1 og 4.

Praksis

Se under spørgsmål 1, 2 og 4.

Begrundelse

Af sagens faktiske forhold fremgår, at KERT funktionen i A, er skabelsen af et finansielt aktiv.

Opgørelsen af indkomsten i et fast driftssted, sker efter en analyse i to trin. Under første trin foretages en funktions- og faktum analyse, der henfører økonomisk ejerskab til et finansielt aktiv til den hermed forbundne KERT funktion.

Et finansielt aktiv i form af et udlån til selskaber, skal derfor henføres til den del af et foretagende som udfører KERT funktionen i forbindelse med udlånet. Henførelse af aktivet indebærer at indtægter og udgifter forbundet med at besidde aktivet, udlåne det alle sælge det, henføres til den del af foretagendet som udfører KERT funktionen.

Det følger heraf, at i det omfang den danske filial ikke udfører en KERT funktion med udlån til selskaber, så skal finansielle aktiver vedrørende udlån til selskaber ikke indgå i skattebalancen for den danske filial, når det lægges til grund, at KERT funktionen er den funktion, hvoraf risikoen ved udlånsengagementer opstår og som fører til oprettelsen af et finansielt aktiv i en banks balance. Det følger ligeledes heraf, at i det omfang den danske filial udfører en KERT funktion med udlån til selskaber, så skal finansielle aktiver vedrørende udlån til selskaber indgå i skattebalancen for den danske filial, når det lægges til grund, at KERT funktionen er den funktion, hvoraf risikoen ved udlånsengagementer opstår og som fører til oprettelsen af et finansielt aktiv i en banks balance.

Af anmodningen fremgår, at det for besvarelsen af spørgsmålet skal lægges til grund, at den danske filials eneste aktivitet fremadrettet er udlån til husholdninger, og at den danske filial ikke fremadrettet udfører KERT-funktioner i form af udlån til selskaber.

For besvarelsen af spørgsmålet er det derfor lagt til grund, at den danske filials eneste aktivitet fremadrettet er udlån til husholdninger og at den danske filial ikke fremadrettet udfører KERT-funktioner i form af udlån til selskaber.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 7 besvares med "ja".

Spørgsmål 8

Det ønskes bekræftet, at kapitalspejlsmetoden (Capital Allocation Approach) som præsenteret i OECD's model overenskomst, omtalt i spørgsmål 1, er en passende model for allokering af den uforrentede kapital (free capital) i A.

Lovgrundlag

Se under spørgsmål 1.

Skatteforvaltningsloven

"§ 21. Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3. Det kan være om en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage.

(...)

Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen skal forelægge en anmodning om et bindende svar for Skatterådet til afgørelse, jf. § 2, stk. 3, hvis

1) svaret vil kunne få konsekvenser for et større antal skattepligtige,

2) svaret vedrører store økonomiske værdier,

3) svaret angår fortolkning af ny lovgivning,

4) der ved besvarelsen skal tages stilling til et EU-retligt spørgsmål af væsentlig rækkevidde eller

5) sagen i øvrigt har påkaldt sig eller skønnes at ville påkalde sig større offentlig interesse.

(...)

§ 24. En anmodning om et bindende svar skal være skriftlig og indeholde alle de oplysninger af betydning for svaret, som står til rådighed for spørgeren. Skønner told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet, at spørgsmålet ikke er tilstrækkeligt oplyst, kan spørgeren anmodes om yderligere oplysninger eller dokumentation. Efterkommes anmodningen ikke inden for en rimelig frist, kan spørgsmålet afvises eller svaret begrænses til de forhold, der skønnes tilstrækkeligt oplyst.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet kan i øvrigt i særlige tilfælde afvise at give et bindende svar, hvis spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed eller andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse.

Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1 eller 2 kan ikke påklages administrativt.

Skattekontrollovens § 3 B, stk. 1 og stk. 5

Skattepligtige,

1) hvorover fysiske eller juridiske personer udøver en bestemmende indflydelse,

2) der udøver en bestemmende indflydelse over juridiske personer,

3) der er koncernforbundet med en juridisk person,

4) der har et fast driftssted beliggende i udlandet,

5) der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark, eller

6) der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med kulbrintetilknyttet virksomhed omfattet af kulbrinteskattelovens § 21, stk. 1 eller 4,

skal i selvangivelsen afgive oplysninger om art og omfang af handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med ovennævnte parter i nr. 1-6 (kontrollerede transaktioner). (...)

Stk. 5. De selvangivelsespligtige skal udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er fastsat for de kontrollerede transaktioner. (...)

Bekendtgørelse nr. 42 af 24. januar 2006 om dokumentation af prisfastsættelsen af kontrollerede transaktioner.

Forarbejder

Se under spørgsmål 1.

L 170 (forslag til lov ændring af skattestyrelsesloven mv. - bindende ligningssvar for selskaber mv.), folketinget 2003-2004, bemærkninger til § 1, nr. 4:

"(...)

Kravene til dokumentationen i forbindelse med en anmodning om bindende ligningssvar om transfer pricing-forhold er de samme som kravene til den dokumentation, det påhviler skatteydere at udarbejde i forbindelse med indgivelse af selvangivelse efter skattekontrollovens § 3 B, stk. 4. Ved påtænkte dispositioner vil der være øget fokus på de forudsætninger, der ligger til grund for de foreslåede afregningsprincipper.

(...)"

L 84 1997/1998, almindelige bemærkninger om skattekontrolloven § 3 B:

"(...)

Det foreslåede krav om et dokumentationsgrundlag i virksomheden betyder, at virksomhederne ikke efterfølgendeskal etablere den fornødne dokumentation, hvilket ville blive sværere og sværere jo længere tid, der forløb efter transaktionen.

(...)

De skattepligtige, der omfattes af de foreslåede regler, skal fremover udfærdige skriftlig dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er fastsat for de kontrollerede transaktioner. Dette materiale skal opbevares af de skattepligtige og skal på skattemyndighedernes begæring forelægges disse.

(...)

Det er væsentlig lettere at sikre det nødvendige dokumentationsgrundlag samtidig med at de interne transaktioner foretages, i stedet for efterfølgende at skulle fremskaffe dokumentationen. En efterfølgende fremskaffelse besværliggøres yderligere af, at sammenligningsgrundlaget til brug for vurderingen af, om de interne transaktioner er sket i overensstemmelse med armslængdeprincippet ofte ikke er komplet.

(...)

Såfremt oplysninger til brug for vurderingen af, om de interne transaktioner er sket i overensstemmelse med armslængdeprincippet ikke indgives af en virksomhed i Danmark kan dette ifølge de almindelige bevisbyrderegler tillægges processuel skadevirkning for virksomheden i Danmark.

(...)"

Praksis

Se under spørgsmål 1.

OECD's kommentarer til 2008 modellens art. 7

"(...)

45.Følgelig er flertallet af medlemsstater af den opfattelse, at det ville være at foretrække at nå til en praktisk løsning, der ville tage en kapitalstruktur i betragtning, der passer til både virksomheden og de udførte funktioner. Denne kapitalstruktur tager hensyn til det faktum, at det faste driftssted for at kunne udføre dets virksomhed, kræver et vist finansieringsbeløb, der består af “fri" kapital og af rentebærende lån. Målet er derfor at henføre et armslængde-rentebeløb til det faste driftssted, efter at der er henført et rimeligt beløb i form af “fri" kapital til at opretholde det faste driftssteds funktioner, aktiver og risici. I henhold til armslængdeprincippet skal et fast driftssted have tilstrækkelig kapital til at opretholde de funktioner, som det udøver, de aktiver, som det ejer og de risici, som det påtager sig. Inden for den finansielle sektor fastsætter regulativer en minimumskapital, der skal være til stede for det tilfælde, at nogle af de risici, som er forbundet med virksomheden, udmønter sig i økonomiske tab. Kapital giver en lignende sikkerhed mod økonomiske tab inden for den ikke-finansielle sektor.

46.Som forklaret i sektion D-2 (v) b i Del I i rapporten “Attribution of Profits to Permanent Establishments" er der forskellige acceptable metoder til at henføre “fri" kapital, som er forenelige med armslængde princippet. Hver metode har sin egen styrke og svaghed, som er mere eller mindre væsentlig, afhængig af fakta og omstændighederne i de enkelte sager. De forskellige metoder, der anvendes til at fastsætte den “fri" kapital, der kan henføres til et fast driftssted, lægger enten vægt på den faktiske struktur i det foretagende, som det faste driftssted er en del af eller alternativt, på kapitalstrukturen i sammenlignelige uafhængige foretagender. Nøglen til at henføre “fri" kapital er at erkende:

• Eksistensen af styrke og svagheder ved enhver metode og hvor disse mest sandsynligt forekommer;
• At der ikke er et enkelt armslængdebeløb, der udgør “fri" kapital, men at der er tale om en række potentielle beløb, blandt hvilke det er muligt at finde et “frit" kapitalbeløb, der opfylder det ovenfor anførte grundprincip.

47.Det erkendes imidlertid, at de forskellige acceptable metoder til at henføre “fri" kapital til et fast driftssted og som er i overensstemmelse med armslængdeprincippet, kan medføre problemer med dobbeltbeskatning. Den væsentligste bekymring, der især er af betydning for finansielle virksomheder er, at hvis de nationale regler i den stat, hvori det faste driftssted er beliggende, og i den stat, hvori foretagendet er hjemmehørende, kræver, at der anvendes forskellige acceptable metoder til at henføre en armslængde “fri" kapital til det faste driftssted, kan den fortjeneste, der fastsættes af den stat, hvori det faste driftssted er beliggende, være højere end den fortjeneste, der fastsættes af den stat, hvori foretagendet er hjemmehørende og som skal indrømme lempelse for dobbeltbeskatning.

48.Under hensyn til spørgsmålets vigtighed har Komitéen søgt at finde en praktisk løsning. OECD-landene er derfor blevet enige om at acceptere - med henblik på at fastsætte det fradragsberettigede rentebeløb, der vil blive anvendt ved beregningen af dobbeltbeskatningslempelse - den henføring af kapital, der hidrører fra anvendelsen af den metode, der anvendes af den stat, i hvilken det faste driftssted er beliggende, hvis følgende to betingelser er opfyldt: for det første, såfremt forskellen i henføringen af kapital mellem denne stat og den stat, i hvilken foretagendet er hjemmehørende, er en følge af forskellige valg af metoder til henføring af kapital i henhold til den interne lovgivning i de to stater og for det andet, såfremt der er enighed om, at den stat, hvori det faste driftssted er beliggende, har anvendt en godkendt henføringsmetode, og der også er enighed om, at metoden giver et resultat, der er i overensstemmelse med armslængdeprincippet. OECD-medlemslandene er af den opfattelse, at de er i stand til at nå til dette resultat enten i henhold til deres interne lovgivning, gennem deres fortolkning af art. 7 og 23 eller ved anvendelse af den gensidige aftaleprocedure i henhold til art. 25, og især gennem den mulighed, som denne artikel giver for at løse ethvert spørgsmål, der vedrører anvendelsen af eller fortolkningen af deres skatteaftaler.

OECD's 2008 rapport om indkomstopgørelsen i faste driftssteder, del II, særlige hensyn for anvendelse af den autoriserede OECD (AOA) metode på faste driftssteder af banker

"(...)

Attribution of capital

52. The factual starting point for the attribution of capital is that a bank's capital is primarily required to support the risks assumed by the bank through its making of loans (and to support the risks associated with off-balance sheet items such as undrawn commitments to make loans). This capital must be regarded as following those risks. In other words, capital is to be attributed to a PE by reference to the risks arising from its activities, and not the other way round.

53. As discussed in Section B-4(v) the attribution of “free" capital can have a significant impact upon the amount of profit attributed to the PE. It is therefore important that the attribution of capital should be carried out in accordance with the arm's length principle, to ensure that an appropriate amount of profits is

attributed to the PE. Under the arm's length principle, a bank PE, just like any other PE, should have sufficient capital to support the functions it undertakes, the assets it uses and the risks it assumes. The Report describes a number of different possible approaches for applying that principle in practice, recognising that the attribution of capital to a PE is not an exact science, and that any particular facts and circumstances are likely to give rise to a range of arm's length results for the capital attributable to a PE, not a single figure.

(...)

Attributing capital to the PE

85. Under the authorised OECD approach, the PE is treated as having an appropriate amount of capital in order to support the functions it performs, the assets it uses and the risks it assumes. As discussed in Section B-4, in order to assume risk, a bank needs “capital", i.e. the ability to absorb losses arising on the realisation of assumed risks. Regulators require banks to have minimum amounts of capital based on the risks they assume. However, some of the forms of that capital do not give rise to a return to investors in the nature of interest that is tax deductible under the rules of the host country (“free" capital). This section looks in detail at (a) attributing “free" capital and (b) attributing capital other than “free" capital.

(...)

Stage 2 - Determining the “free" capital needed to support the risks attributed to the PE

98. Having measured the risks attributed to the PE, the next step is to determine how much “free" capital is needed to support those risks under the arm's length principle. There are a number of different possible approaches for working out the “free" capital attributable to the PE of a bank. The authorized OECD approaches to capital attribution are:

• capital allocation approaches, where a bank's actual “free" capital is allocated in accordance with the attribution of financial assets and risks, thus leading to an attribution of capital to a PE and
• thin capitalisation approaches, under which a PE would have attributed to it the same amount of “free" capital as would an independent banking enterprise carrying on the same or similar activities under the same or similar conditions in the host jurisdiction of the PE.

(...)

1. Capital allocation approaches

99. One possible approach would be to allocate the bank's actual “free" capital (i.e. the “free" capital used to assume the risks from the bank's operations) in accordance with the attribution of financial assets and risks by first attributing assets and risks and then risk-weighting the assets following the Basel standardised regulatory rules. Under this approach, capital is allocated on the basis of the proportion that the risk-weighted assets of the PE bear to the total risk-weighted assets of the entity as a whole (the BIS ratio approach). So if the PE has 10% of the bank's risk-weighted assets, it will have attributed to it 10% of the bank's “free" capital. Other versions of the capital allocation approach do not risk-weight the assets according to a standardised regulatory approach but may, for example, use banks' own models for determining risks. However, similar principles apply in that if the PE has 10% of the bank's total assets and risks, it will have attributed to it 10% of the bank's “free" capital.

100. It will be necessary to properly allocate the total “free" capital of the bank, and not just the regulatory minimum, if capital allocation approaches are to be used as a proxy for the application of the arm's length principle. This is on the basis that all the assets and all the associated risks of the bank have been attributed to the various parts of the bank, including the head office, under the functional analysis. Given a functionally based attribution of assets and, especially, risks, there is no reason to attribute part of the “free" capital of the bank to head office on the basis that the head office would be expected to absorb any extraordinary and unforeseeable losses arising from the realisation of risks.

101. A number of issues arise when applying this approach. Since the capital allocation approach seeks to attribute the actual capital of the enterprise, in theory it distributes the benefits of synergy around the enterprise in a way that minimises the e.g.likelihood of double taxation. In practice, however, differences in definition of “capital" between home and host countries may result in the attribution of more or less than the total amount of capital of the enterprise.

102. Secondly, it has been suggested that whilst in principle the total “free" capital should be allocated, temporary surpluses, for example from the sale of a business, should be excluded. This determination would have to be made on a case-by-case basis and raises a number of difficult practical issues. For example, should a surplus be excluded even if the proceeds from the sale of a business are

actually invested in the bank's ordinary loan business? Would it be necessary to segregate the surplus in some way (e.g. in an investment fund that does not invest in loan assets)? Similarly, would a war-chest being built up to buy another business have to be segregated and the bank required to demonstrate that the

funds set aside have in fact later been used to buy another business? This issue is discussed in general terms in Section D-2(v)(3)(B)(1) of Part I and no special issues arise in connection with applying the general principles to traditional banking businesses.

103. There might also be instances where the PE conducts a very different type of business from the bank as a whole (a private banking part of a retail bank) or the market conditions in the PE's country are very different from those applying to the rest of the bank (e.g. where the home country is a protected market such that all banks can operate there with very high levels of capital but where the host country is very competitive so that banks operate much closer to the regulatory minimum). In general, the focus of the authorised OECD approach on attributing “free" capital by reference to risks should mean that those differences are adequately reflected in the allocation of “free" capital. For example, it would be expected that the difference in types of business between private and retail banking would be reflected in the measurement of risks and so would be appropriately reflected in the capital allocation. However, in cases where the differences, e.g. in market conditions, are not appropriately reflected in the measurement of risk, the results of the capital allocation approach might be outside the arm's length range unless reasonably accurate adjustments could be made to account for differences in the way it operates and the conditions under which it operates.

104. Another point that needs consideration when determining the “free" capital to be allocated is the basis of the capital adequacy report that the regulatory authorities require from a bank for the purpose of ensuring compliance with minimum capital requirements. Most commonly, banking groups are required to submit a report on a “consolidated" basis, encompassing the banking entity itself and all relevant affiliates. However, a report on a “solo" basis, applying to the banking entity only, may be required. Moreover, if certain conditions are met, the regulatory authorities may allow the banking entity to modify its “solo" return in order to include capital invested in “solo-consolidated" subsidiaries in its computation of regulatory capital (a “solo-consolidated" basis).

105. General tax principles are based on respecting the separate legal entities within a MNE group. Those principles therefore suggest the authorised OECD approach should be applied so as to attribute to a PE only the regulatory capital of the banking entity of which the PE is a part (a “solo" basis). This basis would exclude from allocation any capital held in the subsidiaries of the banking entity. However, applying the authorised OECD approach to a “solo" banking entity may lead to problems where the “solo" banking entity is thinly capitalised, for example because significant amounts of its capital are held in subsidiaries and these investments are not adequately reflected on its balance sheet. In such cases an approach other than capital allocation may be needed in order to arrive at an arm's length result.

106. The discussion in this section attempts to provide an agreed framework for OECD member countries that favour a capital allocation approach. The framework does not cover all the issues, including what deductions to allow when computing the amount of capital, over what period to compute the capital ratios, or how to deal with foreign exchange issues where the assets and the capital attributed to cover them are denominated in different currencies. It also should be noted that there may be problems for the host country in obtaining the information necessary to apply the approach."

Af "Annex - Bis Ratio Approaches", til 2008 rapportens del II, fremgår:

“1. The “pure" BIS ratio approach uses the BIS ratio of the whole bank to attribute both Tier 1 and Tier 2 regulatory capital to a PE. This method means that the PE necessarily has proportionately the same composition of regulatory capital as the whole bank - the ratio obtained by comparing the risk-weighted assets of the PE to the total risk-weighted assets of the entity as a whole is applied to attribute both Tier 1 and Tier 2 regulatory capital. Under this approach, the capital attribution would include both instruments that are debt and instruments that are equity for tax purposes.

2. For example, suppose the capital of the bank was made up of 60% Tier 1 capital (40% ordinary share capital and 20% retained profits) and 40% Tier 2 capital (30% subordinated term debt and 10% subordinated perpetual debt). Under the “pure" BIS ratio approach, if the risk-weighted assets of the PE were 10% of the risk-weighted assets of the enterprise as a whole, the PE would be attributed 10% of the capital of the bank. That is it would be attributed with 10% of all the items making up the Tier 1 and Tier 2 capital of the bank (i.e. consisting of 4% ordinary share capital, 2% retained profits, 3% subordinated term debt and 1% subordinated perpetual debt).

3. The debt-equity characterisation rules of the PE's jurisdiction would then be applied to the attributed Tier 1 and Tier 2 capital to determine which items would qualify for an interest deduction and which would be treated as “free" capital for tax purposes under the domestic laws of the host jurisdiction. For example, the “interest" on the 10% of the bank's subordinated perpetual debt attributed to the PE might not be allowed as a deduction in the jurisdiction of the PE because subordinated perpetual debt is treated as equity for tax purposes in that jurisdiction and so any “interest" on such instruments would be disallowed. It is noted that debt-equity characterisation rules for financial instruments may vary from country to country and that such variation may result in double, or less than single, taxation. While less variation in such rules between jurisdictions may be desirable, it is not appropriate to address this issue in the authorised OECD approach this issue is of wider significance and is not confined to PEs.

4. A number of OECD member countries already apply a BIS ratio approach that uses BIS ratios to attribute only the “free" capital to a PE (the “cleansed" BIS ratio approach).

5. Using the same example as in paragraph 2 above, the first step under the “cleansed" BIS ratio approach, is to apply the debt-equity characterisation rules used for tax purpose in the PE's jurisdiction to the Tier 1 and Tier 2 capital items of the enterprise as a whole. This would determine (“cleanse") which items would be treated as “free" capital for tax purposes under the domestic laws of the host jurisdiction. For example, the subordinated term debt and the subordinated perpetual debt might be characterised as debt instruments for tax purposes in the host jurisdiction and so would not be treated as “free" capital that needed to be attributed to the PE. If the risk-weighted assets of the PE were 10% of the risk-weighted assets of the enterprise as a whole, the next step is to attribute to the PE 10% of the “free" capital items of the bank (i.e. consisting of 4% ordinary share capital and 2% retained profits). It is worth stressing that under this approach, there would be no attribution to the PE of a proportionate share of any Tier 1 or Tier 2 capital items characterised as debt under the debt-equity characterisation rules used for tax purposes in the PE's jurisdiction."

SKM2014.619.SR .

Skatterådet afviste at tage stilling, om de fastsatte priser og vilkår var i overensstemmelse med armslængdeprincippet i ligningslovens § 2, idet den lovpligtige transfer pricing dokumentation ikke var fremlagt.

Begrundelse

Af OECD's 2008 rapport om indkomstopgørelsen i faste driftssteder, del II, pkt. 52 og 53, fremgår, at kapital henføres på baggrund af risici, samt at henførelse af fri kapital (ikke rentebærende) kan have signifikant indflydelse på størrelsen af den indkomst, der henføres til et fast driftssted. Det er derfor vigtigt at henførelse af kapital sker i overensstemmelse med armslængdeprincippet for at sikre, at der henføres en armslængdeindkomst til et fast driftssted.

Af OECD's 2008 rapport om indkomstopgørelsen i faste driftssteder, del II, fremgår af pkt. 98, at de af OECD godkendte metoder til henførelse af kapital er:

• Kapital allokerings/kapitalspejls metoder, hvor en banks faktiske "frie" kapital henføres i overensstemmelse med henførelsen af finansielle aktiver og risici, derved førende til en henførelse af kapital til det faste driftssted og

• tynd kapitaliserings metoder, under hvilke et fast driftssted vil få henført den samme størrelse af "fri" kapital som en uafhængig bankvirksomhed udøvende samme eller lignende aktivitet under samme eller lignende betingelser i værtslandet for det faste driftssted.

Af pkt. 99 og 100 i OECDs 2008 rapport fremgår om kapital allokerings metoder, at en mulig løsning vil være at allokere bankens faktiske "frie" kapital (dvs. den "frie" kapital anvendt til at påtage sig risici fra bankens operationer) i overensstemmelse med tildeling af finansielle aktiver og risici ved først at henføre aktiver og risici og så risikovægtning af aktiverne efter Baselaftalens standardiserede regler. Efter denne metode er kapital allokeret på baggrund af forholdet mellem det faste driftssteds risikovægtede aktiver og de samlede risikovægtede aktiver i virksomheden som helhed. Så hvis det faste driftssted har 10% af bankens risikovægtede aktiver, skal det have tilskrevet 10 % af bankens "frie" kapital. Ved anvendelse af en kapital allokeringsmetode gælder, at hvis det faste driftssted har 10% af bankens samlede aktiver og risici, skal det have tilskrevet 10% af bankens "frie" kapital.

Hvis kapital allokeringsmetoder skal bruges som en proxy for anvendelse af armslængdeprincippet kræver det på behørig vis en allokering af den samlede "frie" kapital i banken, og ikke kun den lovgivningsmæssige minimum. Baggrunden herfor er, at alle bankens aktiver og alle de dermed forbundne risici er blevet henført til de forskellige dele af banken, herunder hovedkontoret, under den funktionelle analyse. Under en funktionelt baseret fordeling af aktiver og især risici, er der ingen grund til at henføre en del af den "frie" kapital i banken til hovedkontoret på det grundlag, at hovedkontoret vil forventes at absorbere eventuelle ekstraordinære og uforudsigelige tab, der opstår fra realiseringen af risici.

Af pkt. 46 i OECDs kommentarer til 2008 modeloverenskomsten fremgår, at nøglen til at henføre “fri" kapital er at erkende:

• Eksistensen af styrke og svagheder ved enhver metode og hvor disse mest sandsynligt forekommer;
• At der ikke er et enkelt armslængdebeløb, der udgør “fri" kapital, men at der er tale om en række potentielle beløb, blandt hvilke det er muligt at finde et “frit" kapitalbeløb, der opfylder det ovenfor anførte grundprincip.

Af sagens faktiske forhold fremgår, at A anvender en kapital allokerings/kapitalspejls metode til at allokere uforrentet kapital til dens filialer.

En kapital allokerings/kapitalspejls metode er en OEDC godkendt metode til allokering af kapital. Det afgørende for om en godkendt metode er en passende model for allokering er kapital, er om den konkrete anvendelse af metoden medfører en henførelse af "fri" kapital i overensstemmelse med armslængdeprincippet i art. 7 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med land x, art. 7 i OECD's 2008 modeloverenskomst og LL § 2.

Af "Annex - Bis Ratio Approaches", til 2008 rapportens del II, fremgår, at den "rene" BIS (kapital)-forhold metode anvender BIS forholdet (kapitalprocenten) for hele banken til henføring af både Tier 1 og Tier 2 lovpligtig kapital til et fast driftssted. Metoden betyder, at et fast driftssted nødvendigvis forholdsmæssigt har den samme sammensætning af lovpligtig kapital som hele banken - forholdet opnås ved at sammenligne de risikovægtede aktiver i det faste driftssted med de samlede risikovægtede aktiver i virksomheden som helhed, som anvendes til at henføre både Tier 1 og Tier 2 lovpligtig kapital. Efter denne fremgangsmåde, omfatter henføring af kapital både instrumenter, som gæld og instrumenter, der er egenkapital i skattemæssig henseende.

Såfremt kapitalen i banken fx består af 60 % Tier 1-kapital (40 % ordinær aktiekapital og 20 % tilbageholdt overskud) og 40 % Tier 2 kapital (30 % efterstillet gæld og 10 % efterstillet evig gæld), og de risikovægtede aktiver i det faste driftssted udgør 10 % af de risikovægtede aktiver i virksomheden som helhed vil det faste driftssted under den "rene" BIS-forhold (kapitalprocent) tilgang, få tilskrevet 10 % af kapitalen i banken. Det faste driftssted vil blive tilskrevet 10 % af alle de elementer, der udgør Tier 1 og Tier 2 kapital i banken (dvs. bestående af 4 % ordinær aktiekapital, 2 % tilbageholdt overskud, 3 % efterstillet gæld og 1 % efterstillet evig gæld).

"Bis Ratio" er et mål for den finansielle styrke af en bank, udtrykt som forholdet mellem bankens kapital til dens aktiver. Den Internationale Betalingsbank Basel-komitéen for international banktilsyn har udarbejdet globale standarder for kapitaldækning og etableret kriterier for klassificering af lån i form af risiko. Baselkomiteens mål for kapitaldækningsgrad - hvor meget kapital en bank bør sætte til side i forhold til risikofyldte aktiver - kaldes Basel nøgletal, eller nogle gange BIS nøgletal eller bare kapitalprocenter.

En anden måde at anvende kapitalspejlsmetoden på er at anvende kapitalprocenten udelukkende til at henføre fri (ikke rentebærende) kapital til et fast driftssted (den rensede kapitalprocent metode).

Af den for A indsendte rapport: Attribution of profit and capital, fremgår:

“The allocation of free capital by A

To allocate free capital to its branches, A applies the capital allocation approach. When the activities in the branch are as well as the market it operates is similar to the activities and the market of the head-office, this method is well suited for the business performed and best reflects what capital can be expected in relation to the risks associated with the loan portfolio in the branch. The functions and facts analysis of the Danish branch shows that the activities are very similar to the headoffice and generally the Danish and “x “market where “A" operates are considered to be similar. Initial studies show that this also applies for the other branches of “A", thus the calculations below generally assume similarity in activities and markets between all of the branches and the head-office.

(...)

In order to calculate the capital adequacy of the loan portfolio, "A's" capital base is divided by the total risk weighted assets including credit, market and operational risk. This approach is in accordance with the Basel II framework.

“A's" DK's regulatory capital requirements are determined in accordance with the Capital Requirements Directive (CRD IV) and the Capital Requirements Regulation (CRR). CRD IV and CRR are an EU directive and an EU regulation, respectively, that set forth rules for capital adequacy at credit institutions. CRD IV treats rules on remuneration, governance, dialogue between credit institutions and the “x" on the calculation of the individual solvency need, and other matters.

According to “A's" guidelines, “A" DK must have a capital base that covers both the statutory minimum capital requirements and also the capital requirements calculated for other risks identified in accordance with “A's" internal capital adequacy assessment process (ICAAP)."

“Consolidated solvency

The consolidated solvency is used for allocating capital (rather than the solvency in the head-office only) due to the following reasons:

• The solvency calculation is originally developed for the head-office only, which means that all assets, liabilities and equity would be in the head-office including those attributable to the branches.
• When the structure of “A" has been fully incorporated, there will only be a headoffice and “x" branches. For regulatory purposes, the solvency figures will be monitored based on the consolidated figures for the head-office including the branches.
• Due to the size of the branches, allocating capital based on the solvency in the head-office only would result in the head-office being emptied for free capital resulting in a solvency significantly lower than that of the branches.

Applying the consolidated solvency of “x" across the branches results in the following required capital in the branches:"

Årsregnskabet for x for A, viser en solvensgrad ultimo x på x %.

Når kapital allokeringsmetoden anvendes er udgangspunktet at kapitalprocenten i hovedkontor og filial er den samme som selskabets. Metoden indebærer derfor ikke, som af A oplyst, at hovedkontoret tømmes for kapital. Henføring af uforrentet kapital sker desuden alene skattemæssigt til brug for opgørelse af indkomsten.

Opmærksomheden skal henledes på, at den til brug for indkomstopgørelsen i den danske filial allokerede "frie" kapital mv. skal kunne afstemmes til den "frie" kapital i årsregnskabet for A, jf. mindstekravsbekendtgørelsen samt at solvensgraden i den danske filial ved anvendelse af kapitalallokeringsmetoden som udgangspunkt er den samme som i A.

Der er ikke til brug for det bindende svar fremlagt en TP-dokumentation i overensstemmelse med skattekontrollovens § 3 B, og det er derfor ikke muligt ud fra de foreliggende oplysninger, at vurdere om anvendelse af metoden konkret medfører en allokering af uforrentet kapital i overensstemmelse med armslængdeprincippet i art. 7 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med land x, art. 7 i OECD's 2008 modeloverenskomst og ligningslovens § 2.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 8 besvares med "afvises".

Spørgsmål 9

Det ønskes bekræftet, at når kapitalspejlsmetoden (Capital Allocation Approach), som omtalt i spørgsmål 8, anvendes, så skal solvensberegningerne i en bankvirksomhed udføres i overensstemmelse med den risikovægtede solvensmodel (aktuelt Basel II), som defineret af Basel Komiteen (the Basel Committee on Banking Supervision).

Lovgrundlag

Se under spørgsmål 1 og 8.

Lovbekendtgørelse nr. 182 af 18. februar 2015 om finansiel virksomhed

Afsnit V. Finansielle virksomheders kapitalforhold

KAP. 10. SOLVENS

Europa- Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber

Kommissionens delegerede forordning 2015/61 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til forordning nr. 575/2013 for så vidt angår likviditetsdækningskrav for kreditinstitutter

Forarbejder

Se under spørgsmål 1 og 8.

Praksis

Se under spørgsmål 1 og 8.

OECD's 2008 rapport om indkomstopgørelsen i faste driftssteder, del II, særlige hensyn for anvendelse af den autoriserede OECD (AOA) metode på faste driftssteder af banker

"(...)

Stage 1 - Measuring the risks attributed to the PE

90. As noted in Section D-1(i), the authorised OECD approach uses a functional and factual analysis to attribute assets and risks to the PE and the same section also notes that when applying the authorized OECD approach, capital and risk are not segregated within a single legal entity. It follows that under the authorised OECD approach it is necessary to attribute “free" capital to the PE in accordance with the risks attributed to that PE, and that it is therefore necessary to measure those risks. The authorised OECD approach is consistent with the arm's length principle, as independent enterprises would need to have more capital in order to support “riskier" financial assets. This is also consistent with Part III, where the capital of a global trading business is often used primarily to enable those businesses to assume risks rather than to fund the creation of assets. Further, as discussed in paragraph 20, the authorised OECD approach takes into account risks arising from off-balance sheet items notwithstanding that such items may not give rise to an immediate need for funding because the principle is to attribute “free" capital in respect of all risks. Accordingly, attributing “free" capital based on the quantum of risks (including risks arising from off-balance sheet items) reflects the role of “free" capital for financial businesses, and following the same principle for all types of financial businesses has the additional advantage of helping to ensure a level playing field amongst different types of financial institution. Notwithstanding any differences in the two authorised OECD approaches to capitalisation and the safe harbour quasi thin capitalisation/regulatory minimum capital approach (discussed below), one thing they have in common is that they are not based on book value of assets, but require risks to be measured. Approaches which are based on book values only are not authorised OECD approaches.

(...)

95. In conclusion and subject to the next paragraph, the “standardised" approaches of risk-weighting assets under the latest version of the Basel Accord seem to be a reasonable proxy for measuring risks under the arm's length principle and have the advantage of providing an internationally accepted and reasonably consistent way of measuring risk. Recent regulatory developments to maintain and improve the reliability of the standardised (credit risk) approach relative to the 1988 Basel Accord have the potential to provide an even more accurate method of measuring credit risk and so provide a more reliable proxy for the arm's length principle. Regulatory developments that are not based on the “standardised" approaches, such as using the bank's own risk measurement models to measure the risks requiring regulatory capital, have the potential to provide more accurate measures of credit and market risk and so more accurately reflect the arm's length principle. Such methods have the potential disadvantage that, unlike the standardised approach, they may not yet be readily accepted by all countries as valid for tax purposes and may be difficult to audit satisfactorily.

96. However, given the need for flexibility, it is suggested that a variety of regulatory based approaches to measure risks may be acceptable. When using banks' own risk measurement models care needs to be taken to ensure that they are consistent with the arm's length principle. They should be approved by the regulators and applied consistently. Sufficient details, for example, the assumptions underlying the bank's internal model, should be made available to both affected tax authorities to satisfy themselves that the above conditions have been met. Issues arise because the risk models of banks are generally developed and applied on a consolidated basis. When necessary, these models and other systems would need to facilitate the determination of risk-weighting at the PE level.

97. Moreover, it should be borne in mind that the authorised OECD approach measures risks in accordance with the arm's length principle, rather than following regulatory approaches for measuring risks or risk-weighting financial assets. Regulatory developments will need to be carefully monitored to ensure that any changes do not affect the reliability of any regulatory approach as a proxy for measuring the risks attributable to a bank PE under the arm's length principle."

Begrundelse

Af pkt. 52 i OECD's 2008 rapport om indkomstopgørelsen i faste driftssteder, del II, særlige hensyn for anvendelse af den autoriserede OECD (AOA) metode på faste driftssteder af banker fremgår, at kapital skal betragtes som følgende de risici som banken påtager sig gennem deres udlån. Kapital skal derfor henføres til et fast driftssted ved henvisning til de risici, der følger af dets aktiviteter.

Af OECD's 2008 rapport del II, pkt. 90 fremgår, at den af OECD godkendte metode (the authorised OECD approach - AOA) anvender en funktions analyse og en analyse af faktum til at henføre aktiver og risici til det faste driftssted samt at ved anvendelse af den af OECD godkendte metode er kapital og risiko ikke adskilt inden for en enkelt juridisk enhed. Det følger heraf, at det i henhold til den godkendte OECD metode er nødvendigt at henføre "fri" kapitel til det faste driftssted i overensstemmelse med risiciene henført til det faste driftssted og at det derfor er nødvendigt at måle disse risici. Den godkendte OECD metode er i overensstemmelse med armslængdeprincippet, idet uafhængige virksomheder har behov for mere kapital til at understøtte mere risikobetonede finansielle aktiver. Det er også i overensstemmelse med 2008 rapportens del III, hvor kapitalen i en global handelsvirksomhed ofte anvendes primært til at muliggøre at disse virksomheder påtager sig risici snarere end at finansiere oprettelsen af aktiver.

Af pkt. 95, 96 og 97 i 2008 rapportens del II fremgår, at de "standardiserede" tilgange til risikovægtning af aktiver under den seneste version af Baselaftalen synes at være en rimelig proxy til måling af risici under armslængdeprincippet og har fordelen af, at give en internationalt anerkendt og rimelig konsistent måde at måle risiko på. Da der er behov for fleksibilitet, foreslås det imidlertid, at en bred vifte af regulerede baserede tilgange til måling af risici kan være acceptabelt. Den autoriserede OECD tilgang måler risici i overensstemmelse med armslængdeprincippet, snarere end efter reguleringsstrategier til måling af risici eller risikovægtning af finansielle aktiver. Lovgivningsmæssige tiltag skal overvåges nøje for at sikre, at eventuelle ændringer ikke påvirker pålideligheden af en regulerende tilgang som en proxy for måling af risici, der kan henføres til et fast driftssted af en bank under armslængdeprincippet.

Af årsrapporten for x for A, fremgår, at der for beregning af kreditrisikoen anvendes x metode.

Af den indsendte rapport for filialen - Attribution of profit and capital, fremgår:

“Risk weighted assets and solvency in “A".

Due to the x establishment of the Danish branch, actual realised values are not yet available. Instead a calculation of risk weighted assets, solvency and capital requirements has been prepared based on a combination of actual values realised by “A" and forecasted values for the local branches. “A" anticipates doing the calculation each month ensuring that adequate free capital is always

allocated to the branches.

“A" uses a x approach (“x-method). “X-method" is defined by x and is considered to be in accordance with EU directives and the Basel II framework. Accordingly each type of assets is risk weighted as presented below (assets from the accounts are listed under each country and the risk weight is the percentage to the left of the country columns):".

Risiko vægtning af en banks aktiver mv. er underlagt kapitalkravsdirektivet 2013/36/EU og kapitalkravsforordningen 2013/575/EU. Kapitalkravsdirektivet er implementeret i dansk ret ved lov nr. 268 af 25. mart 2014 om ændring af lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love.

SKAT har ikke kendskab til "x-metoden".

Af x tilsyns hjemmeside, fremgår:

At x-metoden ..., samt at metodens anvendelse kræver anmeldelse til tilsynet.

Opmærksomheden skal henledes på, at de risiko-vægtede aktiver, der er afgørende for henføring af ikke rentebærende kapital og dermed for indkomsten, skal kunne afstemmes til årsregnskabet for A, jf. mindstekravsbekendtgørelsen.

Risiko vægtning af aktiver og dermed solvensberegningen skal ske i overensstemmelse med de herfor gældende regler, herunder kapitalkravsdirektivet 2013/36/EU og kapitalkravsforordningen 2013/575/EU.

Da der ikke til brug for det bindende svar er fremlagt en TP-dokumentation i overensstemmelse med skattekontrollovens § 3 B, er det ud fra de foreliggende oplysninger ikke muligt at vurdere, om anvendelse af Basel II metoden konkret medfører en beregning, der er i overensstemmelse med armslængdeprincippet i art. 7 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med land x, art. 7 i OECD's 2008 modeloverenskomst og ligningslovens § 2.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 9 besvares med "afvises".

Spørgsmål 10

Det ønskes bekræftet, at når kapitalspejlsmetoden (Capital Allocation Approach), som omtalt i spørgsmål 8, anvendes, gælder et princip om, at solvensen i filialen, skal være lig med solvensen i hovedkontoret, såvel som i de andre udenlandske filialer af hovedkontoret.

Lovgrundlag

Se under spørgsmål 1.

Forarbejder

Se under spørgsmål 1.

Praksis

Se under spørgsmål 1 og 8.

Begrundelse

Af pkt. 48 i OECD's 2008 kommentarer til art. 7 fremgår, at OECD-landene med henblik på at fastsætte det fradragsberettigede rentebeløb, der vil blive anvendt ved beregningen af dobbeltbeskatningslempelse, er blevet enige om at acceptere den henføring af kapital, der hidrører fra anvendelsen af den metode, der anvendes af den stat, i hvilken det faste driftssted er beliggende, hvis følgende to betingelser er opfyldt: for det første, såfremt forskellen i henføringen af kapital mellem denne stat og den stat, i hvilken foretagendet er hjemmehørende, er en følge af forskellige valg af metoder til henføring af kapital i henhold til den interne lovgivning i de to stater og for det andet, såfremt der er enighed om, at den stat, hvori det faste driftssted er beliggende, har anvendt en godkendt henføringsmetode, og der også er enighed om, at metoden giver et resultat, der er i overensstemmelse med armslængdeprincippet.

SKAT har ikke kendskab til den interne lovgivning i de andre lande, herunder om fastsættelse af fradragsberettiget rentebeløb, hvor A har filialer, og SKAT kan ikke svare på vegne af andre landes skattemyndigheder.

Besvarelsen af spørgsmålet er derfor alene i relation til den danske filial.

Som det fremgår af afvisningen af spørgsmål 8, tilsiger kapitalallokerings-/kapitalspejlsmetoder, at A's faktiske "frie" kapital henføres i overensstemmelse med henførelsen af finansielle aktiver og risici. Det fremgår også heraf, at såfremt de risikovægtede aktiver udgør 10 % af de risikovægtede aktiver i virksomheden som helhed, skal det faste driftssted tilskrives 10 % af kapitalen i banken. Det følger heraf, at når kapitalallokeringsmetoder anvendes, er udgangspunktet, at solvensen/kapitalprocenten i den danske filial og hovedkontoret er den samme som A's faktiske solvens/kapitalprocent.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 10 besvares med "ja, se dog begrundelsen".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstillinger og begrundelser.