Dokumentets metadata

Omkostningsgodtgørelse - medholdsgrad

Sagen angår spørgsmålet, om en skatteyder var berettiget til fuld omkostningsgodtgørelse i forbindelse med en sags behandling i Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.SKAT havde forhøjet skatteyderens momstilsvar for årene 2008-2010, da skatteyderen ikke opfyldte betingelserne for anvendelse af brugtmomsordningen, herunder de særlige fakturakrav. Skatteyderen påklagede afgørelsen til Landsskatteretten, der stadfæstede SKATs afgørelse.SKAT genoptog efter skatteyderens anmodning sagen, og skatteyderen fremsendte i forbindelse med genoptagelsen berigtigede fakturaer til SKAT. SKAT fastholdt den oprindelige afgørelse, og skatteyderen påklagede også denne afgørelse til Landsskatteretten. Landsskatteretten fandt, at skatteyderen med de berigtigede fakturaer opfyldte betingelserne for anvendelse af brugtmomsordningen, hvorfor Landsskatteretten gav skatteyderen medhold.Skatteyderen havde alene fået dækket 50 pct. af udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med den første landsskatteretssag, da skatteyderen hverken havde fået fuldt eller overvejende medhold. Skatteyderen mente dog, at der var tale om den samme sag, hvorfor skatteyderen påstod at være berettiget til at få dækket 100 pct. af udgifterne til sagkyndig bistand, da skatteyderen havde fået fuldt medhold i den senere landsskatteretssag.Retten fandt, at skatteyderen ikke havde ret til at få dækket 100 pct. af udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med den første landsskatteretssag, da skatteyderen hverken havde fået fuldt eller overvejende medhold i den sag. Retten bemærkede, at det forhold, at Landsskatterettens afgørelser vedrørte den samme afgiftsperiode, de samme biler og de samme parter, ikke kunne føre til et andet resultat.Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Parter

H1 v/A (advokat Tobias Stenkær Albrechtsen)

Mod

Skatteministeriet (Kammeradvokaten v/Malthe Gade Jeppesen)

Afsagt af byretsdommer

Retsassessor Kirsten Schmidt

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 1. juni 2015, drejer sig om, hvorvidt sagsøger,

H1 v/A, er berettiget til fuld omkostningsgodtgørelse i forbindelse med en sags behandling i Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

H1 v/As påstand er, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at H1 v/A er berettiget til 100% omkostningsgodtgørelse af faktura 9830 af den 21. maj 2012, vedrørende klagesag i Landsskatteretten, j. nr. 11-02104.

Skatteministeriets påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Den 30. marts 2011 foretog SKAT en ændring af H1s moms for indkomstårene 2008, 2009 og 2010 og forhøjede virksomhedens momsansættelse med 384.144 kr. Virksomheden påklagede afgørelsen til Landsskatteretten og nedlagde principalt påstand om, at forhøjelsen af momsansættelsen var uberettiget, og at sagen skulle hjemvises til SKAT til fornyet behandling.

Landsskatteretten stadfæstede den 9. maj 2012 SKATs afgørelse og anførte:

"...

For så vidt det af repræsentanten anførte vedrørende Landsskatterettens kendelse af 12. januar 2011, bemærker Landsskatteretten, at forholdene i sagerne ikke er de samme, idet der ikke i nærværende sag er sket berigtigelse vedrørende kravet om anførsel af en særlig tekst i forbindelse med salg efter brugtmomsordningen, jf. momslovens § 92, stk. 3. Vedrørende eventuel berigtigelse må virksomheden rette henvendelse til SKAT.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor, dog således at der sker nedsættelse med 1.324 kr., således som anført af repræsentanten.

...

Resultatet af sagen kan ikke anses for "medhold i overvejende grad". Dette begrundes med, at ansættelsen ikke er nedsat med mere end 50 pct. af den påklagede forhøjelse.

...''

I løbet af 2012 foretog H1 berigtigelse af de oprindelige fakturaer. Af de berigtigede fakturaer fremgår: "Varen i denne faktura sælges efter de særlige regler for brugte varer. Køber kan ikke foretage fradrag for købsmoms.

Den 21. maj 2012 udstedte virksomhedens rådgiver faktura 9830 på 30.000 kr. med tillæg af moms, i alt 37.500 kr., til virksomheden.

Den 21. maj 2012 anmodede virksomheden om genoptagelse. SKAT imødekom den 26. september 2012 anmodningen om genoptagelse og traf samtidig afgørelse om, at forhøjelsen af virksomhedens momstilsvar ikke kunne "annulleres på baggrund af de indsendte proformafakturaer".

Virksomheden påklagede afgørelsen med påstand om, at forhøjelsen var uberettiget. Landsskatteretten ændrede den 17. juli 2013 afgørelsen og anførte:

"...

Virksomheden har efterfølgende rettet henvendelse til SKAT vedrørende berigtigelse, hvorefter SKAT har truffet afgørelse om, at forhøjelsen ikke kan annulleres, idet køber ikke ses at have modtaget en kreditnota og efterfølgende har fået en faktura, som opfylder de særlige regler, jf. brugtmomsordningen.

Det bemærkes videre, at der over for Landsskatteretten er fremlagt følgebrev til kunder vedlagt fakturaer og/eller købsbilag vedrørende de pågældende handler, der bl.a. indeholder en tekst, der svarer til formuleringen i momsbekendtgørelsen § 92, stk. 3.

Retten finder videre, at der ved den efterfølgende udfærdigelse og fremlæggelse af de pågældende proformafakturaer, der må anses for at indeholde de i momsbekendtgørelsens § 92, stk. 3 nævnte oplysninger, er fremlagt faktiske oplysninger, der kan begrunde en ændring af SKATs afgørelse af 30. marts 2011 om opkrævning af (netto) 382.820 kr.

Det bemærkes at virksomheden oprindeligt alene har udfærdiget afregningsbilag og slutseddel og at de nu udstedte fakturaer supplerer disse.

Det af SKAT anførte under sagens behandling i Landsskatteretten, om at det er irrelevant, at virksomheden har ønsket at berigtige salgsfakturaerne, idet købsbilagene heller ikke opfylder kravene for at indgå i brugtmomsordningen, ændrer heller ikke på dette. Det bemærkes herved, at der også er sendt købsbilag med den særlige brugtmomstekst.

Retten finder det herefter på det foreliggende grundlag at betingelserne for at salgsmomsen af de pågældende biler i det konkrete tilfælde kan opgøres efter momslovens § 71 er tilstrækkeligt opfyldte, og derfor nedsættes den pågældende opkrævning på 382.820 kr. til 0 kr.

...

Der er givet fuldt medhold i det påklagede forhold.

..."

SKAT traf den 6. november 2013 afgørelse om ikke at imødekomme virksomhedens ansøgning om godtgørelse, hvilken afgørelse den 30. april 2015 blev stadfæstet af Skatteankestyrelsen, der anførte:

"...

Det faktiske grundlag, hvorpå kendelserne i de to klagesager blev afsagt, var afgørende forskelligt.

Resultatet i Landsskatterettens kendelse af 17. juli 2013 medfører derfor ikke, at virksomheden kan anses for at have fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i klagesagen j. nr. 11-02104.

Det er derfor med rette, at SKAT har afslået virksomhedens ansøgning om efterregulering af omkostningsgodtgørelse.

..."

Parternes synspunkter

H1 v/A har gjort gældende, at SKAT i SKATs afgørelse af den 28. september 2012 uberettiget afviser, at H1 skulle være berettiget til samme retsstilling, som skatteyderen i Landsskatterettens kendelse af 12. januar 2011, j.nr. 09-02097. I denne kendelse fik en skatteyder, der havde anvendt brugtmomsordningen, men lavet fejlagtige fakturaer, mulighed for at udstede proformafakturaer, og for derved kun at skulle betale brugtmoms og ikke fuld moms af de gennemførte salg. Baggrunden for, at skatteyderen i Landsskatterettens kendelse af 12. januar 2011, j.nr. 09- 02097, fik mulighed for at udstede korrekte proformafakturaer til kunderne, og derved opfyldte de formelle krav for anvendelse af brugtmomsordningen var, at skatteyderen "rettidigt og fuldstændig havde afværget risikoen for tab af afgifter".

H1 har solgt helt almindelige personvogne på hvide plader, hvor køber ikke har haft mulighed for at afløfte momsen jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 7. Der har derfor ikke været risiko for tab af afgiftsindtægter. Det eneste, der har manglet på H1s fakturaer, er, at der ikke er påført en passus om, at brugtmomsordningen er anvendt. Der fremgår intet momsbeløb af fakturaerne, og der er korrekt beregnet og indeholdt og betalt brugtmoms af alle salgene.

H1 har ubestridt opgjort og afregnet brugtmomsen på en sådan måde, at SKAT ved kontrol af H1 ikke har kunnet konstatere en eneste fejl i opgørelserne og afregningerne. Heller ikke her har der således været risiko for tab af afgifter for staten.

Det er en væsentlig præmis, at Landsskatterettens afgørelse i j.nr. 09-02097 af 12. januar 2011, indgik i den første landsskatteretssag, og tillige var en bærende præmis for afgørelsen af den anden. Dertil kommer, at sagerne har vedrørt præcis de samme faktuelle forhold, og de samme påstande, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt H1 har opfyldt betingelserne for anvendelse af brugtmomsordningen og muligheden for berigtigelse. Landsskatteretten henviste i sin første afgørelse til, at der vedrørende berigtigelse måtte rettes henvendelse til SKAT. Spørgsmålet om berigtigelse har direkte relation til SKATs afgørelse, og er det forhold, der medfører, at H1 vinder sagen.

Der er således intet grundlag for ikke at indrømme 100 % omkostningsgodtgørelse. H1 vil da være i en situation, hvor SKAT træffer en forkert afgørelse, modsætter sig berigtigelse heraf, og endelig efter at have tabt sagen ikke vil indrømme H1 100 % omkostningsgodtgørelse.

H1s påstand har igennem hele forløbet har været den samme, hvor alene anbringenderne til støtte for påstanden kan siges at have været anderledes. Sagen har ikke ændret karakter, og der er ikke inddraget andre forhold. Det er muligt, at det faktuelle grundlag i de to sager formelt set afveg, men det ændrer ikke på, at påstanden har været sammenfaldende, og at realiteten i sagerne har været den samme. Der er i realiteten ikke forskel på, at Landsskatteretten i den første sag havde hjemvist sagen til fornyet behandling med henblik på udstedelse af fakturaer, og det faktisk passerede, hvor H1 selv anmodede om genoptagelse.

Skal man følge SKATs opfattelse af sagen, vil SKAT have fordel af at træffe en forkert afgørelse, fastholde afgørelsen, og tvinge H1 til at føre to sager for at få medhold. Dette uanset sagens faktum for så vidt angår forhøjelsen er fuldstændig identisk. SKAT burde efter praksis af egen drift have henledt H1s opmærksom på muligheden for berigtigelse, og hvis SKAT ikke var bekendt med muligheden, da at have accepteret muligheden, da SKAT blev gjort opmærksom herpå. Landsskatteretten burde have hjemvist sagen til fornyet behandling med henblik på berigtigelse. Sammen med SKATs afvisning medfører dette en unødvendig procesøkonomisk situation for H1. Det er en uholdbar situation, der ikke giver skatteyderen tilstrækkelig retssikkerhed.

SKAT gjorde i SKM2015.125.VLR gældende, at den pågældende sag ikke ændrede karakter, idet der alene var tale om ny anbringender med samme påstande. Der opstod altså ikke en "ny" sag og dermed ej heller en ny skatteansættelse. I denne sag er SKATs synspunkt det stik modsatte, nemlig at der foreligger to sager uanset, at påstanden er den samme, det er de samme biler sagen vedrører, parterne er de samme, beløbene er de samme og indkomstårene er de samme. Det er modsat sagen i SKM2015.125.VLR fuldstændig den samme sag. Nærværende sag har på intet tidspunkt mistet sin identitet.

Det bestrides, at SKATs afgørelse i første omgang var korrekt. Afgørelsen skyldes alene den misforståelse, der herskede hos SKAT om, at der ikke kunne ske berigtigelse af fakturaerne, hvilket synspunkt SKAT i øvrigt har fastholdt igennem hele sagen, uanset at det klart fremgår af Landsskatterettens praksis, at dette er forkert. SKATs afgørelse var således forkert, og båret af en misforståelse af reglerne, idet SKAT blot kunne, og burde, have pålagt H1 at fremsende proformafakturaerne. Dette skete ikke, idet det var SKATs opfattelse, at der ikke var hjemmel til at berigtige fakturaerne. Den "anden" landsskatteretssag var således alene nødvendiggjort af, at SKAT fastholdt sit forkerte synspunkt fra den "første" sag. Der er således ikke foretaget nogen ny skatteansættelse. H1 anførte allerede i den "første sag", at H1 var berettiget til at udstede proformafakturaer, og at ansættelsen herefter var forkert, og skulle nedsættes til kr. 0.

H1 var nødsaget til at starte forfra, da Landsskatteretten ikke ville hjemvise sagen, og SKAT efterfølgende ikke ville genoptage sagen og rette ind i henhold til gældende praksis. Dette har medført to sager, hvilket alene skyldes myndighedernes forhold.

Medholdsgraden skal således, som anført af Skatteministeriet, i henhold til praksis, vurderes i forhold til den nedlagte påstand i sagen, og denne påstand var, og har hele tiden været, at forhøjelsen skulle nedsættes til kr. 0, da den var og hele tiden har været, uberettiget.

Baggrunden for, at proformafakturaerne i denne sag skulle udstedes er, at EU-momssystemdirektiv og praksis herom kræver dette, idet det er i strid med momssystemets neutralitetsprincip, hvis der overvæltes moms på den erhvervsdrivende, særligt hvis det alene er formalia, der ikke er overholdt.

Dette i sig selv understreger, at det er den samme sag, der blot har fået 2 journalnumre, idet H1 havde et retskrav på at berigtige fakturaerne, hvilket Landsskatteretten skulle have iagttaget. Det er alene myndighedernes forhold, at dette ikke er sket, hvorfor den samme sag ender med at få to journalnumre, hvilket er helt unødvendigt, og sandsynligvis også en krænkelse af de EU-momsretlige principper, idet H1 bliver pålagt unødvendige omkostninger for at efterleve et formelt krav.

Skatteministeriet har til støtte for påstanden om frifindelse gjort gældende, at H1 ikke er berettiget til 100 pct. godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med Landsskatterettens sag nr. 11-02104, idet H1 hverken fik fuldt eller overvejende medhold i denne sag, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Resultatet af Landsskatterettens afgørelse var således, at SKATs forhøjelse af H1 momstilsvar for årene 2006-2008 på 384.144 kr. blev stadfæstet, dog med en enkelt mindre rettelse på 1.324 kr. Den omstændighed, at H1 efter at have udarbejdet nye og berigtigede fakturaer, som dannede grundlag for en ny ansøgning til skattemyndighederne om genoptagelse af afgiftstilsvaret for årene 2006-2008 fik medhold under en senere klagesag for Landsskatteretten, kan ikke føre til noget andet resultat.

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, er en uændret videreførelse af den tidligere gældende skattestyrelseslovs § 33 A, stk. 1. Bestemmelsen blev oprindeligt indført ved lov nr. 388 af 6. juni 2002. Af de almindelige bemærkninger til bestemmelsen (Folketingstidende 2001-02, 2. samling, Tillæg A, side 1398) fremgår, at:

"...

Vurderingen af, om den skatte- eller afgiftspligtige har fået fuldt eller overvejende medhold, eller om den skatte- eller afgiftspligtige har tabt sagen, derved at denne ikke har fået medhold i overvejende grad eller helt har tabt sagen (medholdsvurderingen), foretages i første omgang af den instans, der træffer afgørelse i den materielle skatte- eller afgiftssag. Det sker på baggrund af en vurdering af udfaldet af det eller de spørgsmål, som har været forelagt den pågældende instans og kun det eller disse spørgsmål.

..."

Vurderingen af medholdsgraden skal således ske på grundlag af klagens oprindelige påstand over for den pågældende instans, jf. også SKM2005.358.ØLR og Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit A,A.13.6.

Det følger således af ovenstående, at medholdsvurderingen i de to landsskatteretssager skal foretages hver for sig for de to klagesager. Der er ikke tale om de samme sager.

I overensstemmelse hermed har H1 alene fået dækket 50 pct. af udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med den første landsskatteretssag, idet H1 i denne sag hverken fik fuldt eller overvejende medhold, lige som H1 har fået 100 pct. af udgifterne dækket i forbindelse med den nye landsskatteretssag, idet H1 i denne sag fik fuldt ud medhold på baggrund af de fremlagte nye og berigtigede fakturaer.

De relevante faktiske omstændigheder, hvorpå de to landsskatteretskendelser blev afgjort var afgørende forskellige, selv om begge sager vedrørte spørgsmålet, om H1 opfyldte betingelserne for anvendelse af brugtmomsordningen, og de samme underliggende transaktioner (salg af brugte biler).

Det nye i den anden sag var, at H1 havde fremlagt tilfredsstillende berigtigede fakturaer, der opfyldte betingelserne for anvendelse af de særlige regler i brugtmomsordningen. Sådanne fakturaer havde H1 ikke oprindelig udstedt i forbindelse med transaktionerne, og havde derfor aldrig fremlagt for afgiftsmyndighederne og Landsskatteretten.

Reglerne om anvendelse af brugtmomsordningen følger af momslovens kapitel 17 (dagældende lovbekendtgørelse nr. 966 af 14. oktober 2005). Det følger heraf, at virksomheder, der med henblik på videresalg indkøber brugte varer, ved videresalget kan afgiftsberigtige de pågældende varer efter dette kapitel under forudsætning af, at betingelserne i dette kapitel overholdes. Der er tale om en særlig undtagelsesordning fra momslovens almindelige regler om afgiftsberigtigelse af salg af varer til det fulde opkrævede vederlag, jf. momslovens § 27, stk. 1, 1. pkt. Derfor skal alle regler om regnskabskrav og fakturakrav i momsloven og momsbekendtgørelsen overholdes. Der er ikke alene tale om formelle regler.

Af momslovens § 70, stk. 4, følger, at virksomheden, der ønsker at anvende reglerne for brugtmomsordningen skal føre et særskilt regnskab for de leverancer, der afgiftsberigtiges efter momslovens kapitel 17. Reglerne om regnskabsføring for brugtmomsordningen følger blandt andet af den dagældende momsbekendtgørelses § 92 (bekendtgørelse nr. 663 af 16. juni 2006), hvoraf fremgår, at virksomheder, der leverer brugte varer, skal udstede en særskilt faktura over den pågældende leverance af brugte varer, at fakturaen skal være forsynet med oplysninger om, at varen sælges efter de særlige regler for brugte varer, og om at afgiften, der er indeholdt i prisen ikke kan fradrages i køberens afgiftsregnskab. Disse fakturakrav havde H1 ikke overholdt.

I den første landsskatteretssag fandt Landsskatteretten, at ingen af H1 fakturaer/afregningsbilag havde været forsynet med oplysninger om, at bilen blev solgt efter de særlige regler for brugte varer, og således ikke opfyldte betingelserne for anvendelse af brugtmomsordningen. Dette var afgørende for afgørelsen af sagen, og Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

SKAT havde ved afgørelse af 30. marts 2011 efteropkrævet 384.144 kr. i for lidt angivet udgående moms med henvisning til, at H1 ikke opfyldte betingelserne for anvendelsen

Da betingelserne for anvendelse af brugtmomsordningen ikke var opfyldt, var det berettiget, at SKAT ved afgørelse af 30. marts 2011 efteropkrævede 384.144,- kr. i for lidt angivet udgående moms, eftersom H1 ikke opfyldte de formelle betingelser for anvendelse af brugtmomsordningen, jf. UfR 2008.2747 H (SKM2008.717.HR ).

På tidspunktet for Landsskatterettens første afgørelse var der ikke sket berigtigelse af de mangelfulde fakturaer og afregningsbilag over for køberne af de pågældende køretøjer, hvorfor Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om efteropkrævning af for lidt angivet udgående moms. Landsskatterettens afgørelse blev ikke indbragt for domstolene, hvorfor afgørelsen herefter var endelig.

SKAT genoptog efter anmodning fra H1, der i den forbindelse udstedte proformafakturaer, der supplerede de oprindelige fakturaer og afregningsbilag. Proformafakturaernes indhold opfylder kravet i den dagældende momsbekendtgørelses § 92, stk. 3. Først efter udstedelsen af disse proformafakturaer opfyldte H1 betingelserne for anvendelse af brugtmomsordningen.

Det var altså netop de efter den første landsskatteretssags afgørelse udstedte proformafakturaer med oplysninger om, at bilerne var solgt efter de særlige regler for brugte varer, der medførte, at Landsskatteretten fandt, at der var fremlagt faktiske oplysninger, der kunne begrunde en ændring af SKATs afgørelse. De fremlagte proformafakturaer indgik med andre ord ikke i den første landsskatteretssag, hvorfor Landsskatteretten i denne sag kom til det modsatte resultat.

Selv om de to sager for så vidt vedrørte afgiftsberigtigelsen af de samme underliggende transaktioner og spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren opfyldte betingelserne for anvendelse af brugtmomsordningen, var der altså en så afgørende forskel i det faktiske grundlag, hvorpå de to sager blev afgjort, at Landsskatterettens efterfølgende afgørelse ikke kan medføre, at H1 tillige kan anses for at have fået fuldt eller overvejende medhold i den første landsskatteretssag og dermed være berettiget til 100 pct. omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Det er derfor med rette, at H1 alene har fået dækket 50 pct. af udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med den første sag, idet H1 i denne sag hverken fik fuldt eller overvejende medhold.

Afgørelsen SKM2015.125.VLR har ikke relevans for denne sag. Sagen omhandler ikke spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 2. pkt., og afgørelsen indeholder i øvrigt ikke relevante fortolkningsbidrag til spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren er berettiget til 100 pct. godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med den første landsskatteretssag , jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 2. pkt.

H1 har endvidere, anført, at det er myndighedernes ageren, der har påført H1 "disse procesøkonomiske forhold". Dette bestrides. H1 oprindelige fakturaer og afregningsbilag var ikke forsynet med oplysninger om, at bilen blev solgt efter de særlige regler for brugte varer, og de opfyldte således ikke betingelserne for anvendelse af brugtmomsordningen.

Dette kan alene tilskrives H1.

Det bestrides ligeledes, at sagsforløbet udgør en krænkelse af de EU-momsretlige principper, som anført af H1. H1 har under alle omstændigheder ikke konkretiseret, hvilke EU-momsretlige principper sagsforløbet skulle krænke.

Rettens begrundelse og afgørelse

H1 v/A har under Landsskatterettens behandling af klage over SKATs afgørelse af 30. marts 2011 nedlagt påstand om, at SKAT uberettiget har forhøjet virksomhedens momsansættelse, og at sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos SKAT. Det fremgår af Landsskatterettens kendelse, at

"...

der ikke i nærværende sag er sket berigtigelse vedrørende kravet om anførsel af en særlig tekst i forbindelse med salg efter brugtmomsordningen, jf. momslovens § 92, stk. 3. Vedrørende eventuel berigtigelse må virksomheden rette henvendelse til SKAT.

...''

Landsskatteretten stadfæstede ved kendelse af 9. maj 2012 SKATs afgørelse, dog således at der skete nedsættelse med et mindre beløb, og udtalte, at "resultatet af sagen kan ikke anses for "medhold i overvejende grad"".

Under Landsskatterettens behandling af klage over SKATs afgørelse af 28. september 2012 har H1 v/A nedlagt påstand om, at SKATs forhøjelse af virksomhedens afgiftstilsvar var uberettiget i forbindelse med SKATs imødekommelse af H1 v/As anmodning om genoptagelse med henblik på berigtigelse. Det fremgår af Landsskatterettens kendelse, at virksomheden over for Landsskatteretten

"...

havde fremlagt proformafakturaer til de allerede udstedte slutsedler, som er sendt til alle kunder, og fakturaerne er påført teksten

"...

Varen i denne faktura sælges efter de særlige regler for brugte varer. Køber kan ikke foretage fradrag for købsmoms.

...''

...''

Landsskatteretten ændrede ved kendelse af 17. juli 2013 SKATs afgørelse og nedsatte afgiftsopkrævningen til 0 kr. Landsskatteretten anførte, at

"...

de manglende forskriftsmæssige fakturaer ikke har udgjort en risiko for tab af afgiftsindtægter for staten, jf. præmis 63 i EF-domstolens Sag C-454/98 (Schmeink og Cofreth & Co. KG). Retten finder videre, at der ved den efterfølgende udfærdigelse og fremlæggelse af de pågældende proformafakturaer, der må anses for at indeholde de i momsbekendtgørelsens § 92, stk. 3 nævnte oplysninger, er fremlagt faktiske oplysninger, der kan begrunde en ændring af SKATs afgørelse...

..."

Landsskatteretten udtalte, at der var givet fuldt medhold i det påklagede forhold.

Efter bemærkningerne til Forslag til Lov om ændring af skattestyrelsesloven og ligningsloven fremsat den 17. januar 2002 om ændring af den tidligere bestemmelse i § 33 A, nugældende skatteforvaltningslov § 52, stk. 1, fremgår, at vurderingen af, om den afgiftspligtige har fået medhold i sagen,

"...

sker på baggrund af en vurdering af udfaldet af det eller de spørgsmål, som har været forelagt den pågældende instans og kun det eller disse spørgsmål.

"...

Vurderingen skal herefter foretages instans for instans og ud fra den påstand, som H1 v/A nedlagde overfor Landsskatteretten forud for kendelsen af den 9. maj 2012.

Da H1 v/A til støtte for sin påstand i forbindelse med Landsskatterettens kendelse af 17. juli 2013 fremlagde berigtigede fakturaer, der ubestridt er udstedt efter Landsskatterettens kendelse af 9. maj 2012, har det faktiske grundlag for Landsskatterettens kendelse af 9. maj 2012 været et andet end for Landsskatterettens senere kendelse. Da H1 v/A hverken fik fuldt eller overvejende medhold ved Landsskatterettens kendelse af 9. maj 2012, har H1 v/A med rette alene fået dækket 50 % af udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med sagen, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, idet det forhold, at Landsskatterettens kendelser vedrører den samme afgiftsperiode, de samme biler og de samme parter, ikke kan føre til andet resultat.

Skatteministeriets påstand om frifindelse tages herefter til følge.

Efter sagens udfald, værdi og omfang skal H1 v/A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 20.000 kr. Beløbet, der er inklusive moms, er til dækning af advokatudgifter.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Skatteministeriet frifindes.

H1 v/A skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 20.000 kr. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.