Dokumentets metadata

Dokumentets dato:05-12-2016
Offentliggjort:03-04-2017
SKM-nr:SKM2017.235.ØLR
Journalnr.:S-1113-16
Referencer.:Straffeloven
Momsloven
Dokumenttype:Dom


Straf - momssvig - subsumption - revisorpåtegning

T1 og T2 var tiltalte for grov momssvig ved for perioden 06.04.2011-31.12.2011 som indehavere af en virksomhed forsætligt, at have angivet virksomhedens momstilsvar til 36.239 kr., selvom det rettelig var 636.102 kr. T1 og T2 havde derved unddraget for 599.863 kr. i moms. Af revisors påtegning på årsrapporten for 2011 fremgik, at selskabet i strid med momsbestemmelserne ikke har foretaget korrekt indberetning og afregning af moms. Af selskabets selvangivelse for 2011 fremgik, at der var en nettoomsætning i 2011 på 2.710.276 kr.T1 forklarede, at det hele var et sort hul og kaos på det tidspunkt de skulle momsangive. De vidste ikke hvad de skulle skrive.Byretten fandt T1 og T2 skyldige i tiltalen. T1 og T2 idømtes hver 6 måneders fængsel betinget af samfundstjeneste, en tillægsbøde på 575.000 kr. hver samt erstatningspligt.Landsretten frifandt T1 og T2 for overtrædelse af straffelovens § 289 på grundlag af oplysningerne fra revisor i retten om at selskabets skyldige moms for 2011 rettelig udgjorde 302.218 kr. T1 dømtes for forsætlig overtrædelse af momsloven efter sin rolle i selskabet og idømtes en bøde på 240.000 kr. T2 dømtes for grov uagtsomhed og idømtes en bøde på 120.000 kr. De idømtes begge erstatningspligt.


Østre Landsret af d. 5. december 2016, sags nr. S-1113-16

Parter

Anklagemyndigheden

Mod

1) T1

(v/Adv. Torben Lund, besk.)

Og

2) T2

(v/Adv. Susanne Maribo Ipsen, besk.)

Afsagt af Landsretsdommerne

John Mosegaard, Ejler Bruun og Marie Louise Tønne (kst.) med domsmænd

...............................................................................................................................

Byrettens dom af d. 15 april 2016, sags nr. 15-13304/2014

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 18. december 2014.

T1 og T2 er tiltalt for overtrædelse af

straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1,

ved for perioden fra den 6. april 2011 til den 31. december 2011, som indehavere af virksomheden cvr. nr. ...11, G1, Y1-adresse, med forsæt til at unddrage statskassen afgift at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet de på vegne af virksomheden angav et momstilsvar på 36.239 kr., selv om momstilsvaret rettelig var 636.102 kr., hvorved statskassen blev unddraget 599.863 kr. i moms.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængsel og en tillægsbøde på 575.000 kr.

T1 har nægtet sig skyldig.

T2 har nægtet sig skyldig.

SKAT har påstået, at de tiltalte in solidum skal betale 599.863 kr. i erstatning.

T1 og T2 har bestridt erstatningspligten og beløbets størrelse.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af de tiltalte T1 og T2 og af vidnet SK.

Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.

Tiltalte T1 er ikke tidligere straffet.

Kriminalforsorgen har i 808-undersøgelse af 27. marts 2015 oplyst, at tiltalte T1 er egnet til en betinget dom, hvortil der ikke er behov for tilsyn af Kriminalforsorgen.

Såfremt sagen kan afgøres med en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, findes T1 med meget stor betænkelighed egnet til at modtage en sådan afgørelse, hvortil anbefales tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden, der bør være længere end længstetiden. Herunder med vilkår om samfundstjeneste.

T1 har om sine personlige forhold forklaret i overensstemmelse med den indhentede personundersøgelse.

T2 er ikke tidligere straffet.

T2 har om sine personlige forhold forklaret, at han er uddannet ingeniør og er ansat i et firma der arbejder med e-handel. Han bor i lejlighed i Y2-by sammen med sin samleverske og 5 børn.

Rettens begrundelse og afgørelse

Ved sagens afgørelse lægges indledningsvis til grund, at de tiltalte efter deres egne forklaringer var direktører i selskabet G1 og ejere af hver deres holdingselskab og at disse holdingselskaber var ejere af selskabet G1.

Efter bevisførelsen kan det endvidere lægges til grund, at SKAT foretog en foreløbig momsansætttelse af selskabets momstilsvar for andet kvartal 2011 til 8.000 kr. og tilsvarende for tredje kvartal.

Tiltalte T2 har forklaret, at det hele var et sort hul og kaos på dette tidspunkt. De vidste ikke hvad de skulle skrive og derfor rettede de beløbet til 0 kr. De burde have rettet til 36.239 kr.

Af revisors påtegning på årsrapporten for 2011 fremgår, at selskabet i strid med momsbestemmelserne ikke har foretaget korrekt indberetning samt afregning af moms.

Endelig fremgår af selskabets selvangivelse for 2011, at der var en nettoomsætning i 2011 på 2.710.276 kr.

SKAT har ved brev af 19. juni 2013 til Selskabet G1 fremsat forslag om forhøjelse af selskabets momstilsvar for perioden 6. april - 31. december 2011 med 599.863 kr. Uden svar herpå har SKAT herefter den 16. juli 2013 forhøjet selskabets momstilsvar som foreslået.

Uanset de turbulente forhold i selskabet, som de tiltalte har forklaret om, har de tiltalte, som ansvarlige indehavere af selskabet, et ansvar for at indberetningerne af moms er korrekte. På baggrund af de foretagne indberetninger og ved ikke at have reageret på henvendelsen fra SKAT burde de tiltalte have indset at det var overvejende sandsynligt, at SKAT derved ville blive unddraget moms.

Idet der ikke er grundlag for at tilsidesætte den af SKAT opgjorte nettoomsætning er begge de tiltalte på denne baggrund skyldige i overensstemmelse med anklageskriftet.

Straffen fastsættes til fængsel i 6 måneder, jf. straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis de tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 2.

De tiltalte T1 og T2 skal hver betale en tillægsbøde på 575.000 kr., jf. straffelovens § 50, stk. 2.

Retten har ved strafudmålingen navnlig lagt vægt på sagens karakter, herunder størrelsen af det beløb som er unddraget statskassen. Der er endvidere henset til den tid som er hengået siden forholdet blev begået og som ikke kan tilregnes de tiltalte, samt de tiltaltes gode personlige forhold.

Retten tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt.

T h i k e n d e s f o r r e t:

De tiltalte T1 og T2 skal straffes med fængsel i 6 måneder.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis de tiltalte overholder følgende betingelser:

1. De tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom.

De tiltalte skal hver betale en tillægsbøde på 575.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage.

De tiltalte T1 og T2 skal betale sagens omkostninger.

De tiltalte T1 og T2 skal in solidum inden 14 dage til SKAT betale 599.863 kr. med tillæg af procesrente fra den 15. april 2016.

.........................................................................................

Østre Landsret af d. 5. december 2016, sags nr. S-1113-16

Byrettens dom af 15. april 2016 (15-13304/2014) er anket af T1 og T2 med påstand om frifindelse.

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse efter anklageskriftet og skærpelse.

Supplerende oplysninger

Selskabets årsrapport for 2011 indeholder en revisionserklæring om, at selskabet i strid med momsbestemmelser ikke havde foretaget korrekt indberetning samt afregning af moms.

Statsaut. revisor NU, R2, har den 9. november 2016 opgjort selskabets skyldige moms vedrørende 2011 til 302.218 kr.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af de tiltalte og vidnet SK. Der er endvidere afgivet forklaring af advokat LH, MT og statsaut. revisor NU.

T2 har supplerende forklaret blandt andet, at T1 og han var ligeværdige partnere med hensyn til ledelsen af selskabet. Det er en forkert beskrivelse, når han i politirapporten af 1. december 2014 er citeret for, at han stod for alt det regnskabstekniske, og at T1 ikke havde haft noget med det at gøre. Selskabets kontoudtog vedrørende G2 viser 12 fakturaer på i alt 744.187,50 kr. De tog kontakt til R1 for at få betaling, og advokaten fik berammet et møde med G2 den 16. december 2011. På mødet afviste G2 at betale mere end 63.500 kr., hvilket var klart utilfredsstillende. Efter mødet sagde advokaten, at der manglede et klart kontraktsgrundlag, og det endte med, at de erkendte, at pengene var tabt. Han fastholder, at de var i god tro, da de angav henholdsvis 0 og 36.239 kr. i momstilsvar.

T1 har supplerende forklaret blandt andet, at han ikke havde noget med momsangivelserne at gøre. T2 var direktør, og under forløbet sagde T2 hele tiden, at han havde styr på det regnskabsmæssige. Revisoren havde lavet årsrapporten for 2011 sammen med T2, og som medlem af bestyrelsen skulle han bare underskrive det forud for generalforsamlingen den 25. juni 2012. Han indtrådte først som direktør i april 2012.

LH har supplerende forklaret blandt andet, at han første gang hørte om sagen den 12. oktober 2011. Han var dengang partner i R1, og han overtog sagen fra en kollega. Han mødte kun T1 en enkelt gang. Han havde primært kontakt med T2, og det var også T2, der deltog i mødet med G2 den 16. december 2011. På mødet var der diskussioner om blandt andet mangler og ekstraarbejder, og G2 fastholdt, at de kun ville betale 63.500 kr. Efter mødet gav han over for T2 udtryk for, at der var en betydelig inkonsistens i aftalerne.

NU har forklaret blandt andet, at han er partner i R2 og fra 6. april 2011 til selskabets konkurs den 26. juni 2013 var revisor for G1. Han har udarbejdet det foreliggende årsregnskab for 2011, hvoraf det blandt andet fremgår, at de igangværende arbejder udgjorde 653.806 kr. Hans opgørelse af 9. november 2016 bygger på, at der ikke skal svares moms af igangværende arbejder og salg til Norge, og at den indgående moms i 2011 rettelig udgjorde 170.035 kr. I opgørelsen er der ikke sket reduktion i anledning af, at selskabets tilgodehavende hos G2 på 744.187,50 kr. er tabt.

SK har supplerende forklaret blandt andet, at hun på vegne af SKAT rettede selskabets salgsmoms på grundlag af en nettoomsætning på 2.710.276 kr. Hun rørte derimod ikke ved købsmomsen. Hun kan ikke sige, om revisorens tal i opgørelsen af 9. november 2016 er rigtige, eftersom hun ikke har det underliggende materiale. Fradrag for tab kan kun gives, hvis selskabets tab var konstateret i 2011. En sådan konstatering forudsætter normalt, at der er foretaget retlige skridt mod debitor, eller at debitor er erklæret konkurs.

Personlige oplysninger

T2 har den 10. marts 2014 vedtaget en bøde på 2.000 kr. for overtrædelse af færdselsloven.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det lægges på grundlag af oplysningerne fra statsaut. revisor NU til grund, at selskabets skyldige moms for 2011 rettelig udgjorde 302.218 kr. Det lægges endvidere til grund, at de tiltalte ikke kan anses at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt for så vidt angår udgående moms på 148.837,50 kr. af selskabets tilgodehavende hos G2 på 744.187,50 kr. De tiltalte findes derfor kun at kunne være ansvarlige for et momsbeløb på 153.380,50 kr.

De tiltalte frifindes herefter for overtrædelse af straffelovens § 289.

Tiltalte T2 findes efter sin rolle i selskabet at have handlet forsætligt, idet han ved de foreliggende indberetninger må have indset det som overvejende sandsynligt, at der var tale om momsunddragelse. Han straffes derfor for overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. straffelovens § 89, med en bøde som nedenfor bestemt.

Tiltalte T1 findes at have handlet groft uagtsomt, idet han som medindehaver af selskabet og bestyrelsesmedlem burde have sikret sig, at der ikke skete momsunddragelse.

Han straffes derfor for overtrædelse af momslovens § 81, stk. 1, nr. 1, med en bøde som nedenfor bestemt.

De tiltalte tilpligtes som nedenfor bestemt at godtgøre SKAT det unddragne beløb. I øvrigt stadfæstes dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom ændres, således at T2 straffes med en bøde på 240.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage, og T1 straffes med en bøde på 120.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 40 dage.

T2 og T1 skal in solidum inden 14 dage betale SKAT 153.380,50 kr. med procesrente fra den 15. april 2016.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.