Dokumentets metadata

Dokumentets dato:11-05-2016
Offentliggjort:27-09-2016
SKM-nr:SKM2016.427.VLR
Journalnr.:B-0819-15
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Dom


Befordring - sædvanlig bopæl - usædvanlig lang afstand

Ankesagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt skatteyderen var berettiget til befordringsfradrag i medfør af ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, for kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladser i indkomstårene 2007-2009.Byretten havde fundet, at bevisbyrden, udover for befordring mellem sædvanlig bopæl og ét af arbejdsstederne, ikke var skærpet. Byretten havde derudover fundet, at det var godtgjort, at skatteyderen havde befordret sig mellem de angivne bopæle og arbejdspladser, hvorfor skatteyderen havde krav på befordringsfradrag i videre omfang end fastsat af skattemyndighederne.Landsretten fandt, at der måtte stilles skærpede beviskrav til skatteyderens sandsynliggørelse af, at han dagligt havde rejst mellem de angivne bopæle og de anførte arbejdssteder. Der blev herved navnlig lagt vægt på afstandene mellem de pågældende bopæle og arbejdssteder (mellem 134 km og 380 km t/r), den angivne rejsetid og den samlede periode, som de angivne befordringsfradrag vedrørte.Der var endvidere lagt vægt på, at skatteyderen havde haft andre overnatningsmuligheder i nærheden af de pågældende arbejdspladser samt på, at der var afgivet modstridende forklaringer om en af de sædvanlige bopæle.Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde ved at fremlægge en række benzinkvitteringer, der desuden var fremlagt i en skattesag vedrørende hans søster.På den baggrund, og da der ikke var grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn, blev Skatteministeriets påstand taget til følge.Landsretten ændrede derved byrettens dom (SKM2015.413.BR)


Parter

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Sune Riisgaard, København)

Mod

A

(v/adv. Christian Falk Hansen)

Afsagt af landsretsdommerne

Annette Dellgren, Hanne Harritz Pedersen, Jeanette Bro Fejring (kst.)

Byretten har den 16. april 2015 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 8B174/2014) (SKM2015.413.BR ).

Påstande

For landsretten har appellanten, Skatteministeriet, gentaget sin påstand for byretten om frifindelse, idet Skatteministeriet anerkender, at SKAT skal behandle A's genoptagelsesanmodning af 6. april 2010 vedrørende befordringsfradrag for indkomståret 2006.

Indstævnte, A har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Der er for landsretten fremlagt en udskrift fra Folkeregisteret, hvoraf bl.a. fremgår, at SL har været tilmeldt adressen ...9, ejendom i perioden fra den 1. september 2009 til den 15. februar 2010.

Det er for landsretten endvidere oplyst, at de brændstofkvitteringer, der er fremlagt i sagen, også er fremlagt i A's søsters skattesag om befordringsfradrag for indkomståret 2008, jf. Byrettens dom af 24. februar 2015, som gengivet i TfS 2015, 650. (SKM2015.412.BR )

Skatteministeriet har i ankesagen opfordret A til at fremlægge dokumentation for forbruget af el, vand, varme og gas i lejligheden ...1 for den omhandlede periode. Skatteministeriet har endvidere tilbudt selv at fremskaffe disse oplysninger hos G1. A's advokat har i den forbindelse oplyst, at hverken A eller dennes søster er i besiddelse af disse oplysninger, og at A ikke kan give tilladelse til, at ministeriet indhenter oplysninger vedrørende tredjemands forbrug.

Der er endvidere for landsretten fremlagt en salgsopstilling vedrørende A's forældres ejendom i ...6, hvoraf fremgår bl.a., at lejligheden ud over stue og køkken har to badeværelser, og at der ved hvert badeværelse er et soverum.

Forklaring

A har afgivet supplerende forklaring for landsretten.

A har supplerende forklaret, at det varierede meget, hvor ofte han overnattede i G 6, da han boede i ...18. Som regel kørte han fra ...18 mandag morgen, overnattede i G 6 mandag og tirsdag og kørte til Holstebro om onsdagen efter arbejde. Torsdag morgen kørte han igen til G 6, overnattede der torsdag og kørte til ...18 fredag efter arbejde.

Det er hans far, der har selvangivet befordringsfradragene på hans vegne. Han er ikke selv så god til det med tal og læsning. Det er også hans far, der har påført det håndskrevne på udskriften af skattemappen for 2007. Foreholdt at der er angivet at være kørt 43 gange turretur fra ...18 til G 6 i perioden fra den 1. januar til den 11. marts 2007, har han forklaret, at han ikke ved, hvorfor hans far har skrevet sådan.

Han ved ikke, hvorfor hans adresse i uddannelsesaftalen af 8. august 2006 er anført som ...19. Han var kun 17 år på det tidspunkt og var ikke opmærksom herpå. Han begyndte først at arbejde i G 6 i marts 2006. Han ved ikke hvorfor, at han på sin profil på Facebook skrev, at han flyttede til ...19 i 2005.

Det var ikke kun fordi, at hans forældre flyttede til ...6, at han i marts 2007 flyttede ind hos sin søster i K...1. Han var 19 år, og det var på tide at flytte hjemmefra. Foreholdt at han i byretten har forklaret, at der kun var et soveværelse i hans forældres lejlighed, har han forklaret, at der var et soveværelse og et kontor med en sovesofa. Der var ikke plads til, at han kunne overnatte der i løbet af ugen. Derimod sov han der nogle gange i weekenderne. Det er rigtigt, at hans søster flyttede til deres forældre i 2009. Der er forskel på at overnatte og på at flytte ind. Han var ikke interesseret i at sove på en sovesofa. Hans far ønskede heller ikke, at han flyttede ind hos dem.

Han kørte mest i Golfen, som kørte på diesel. Hvis der konkret var anledning til det, byttede han bil med sin søster eller med sine forældre. F.eks. byttede han bil med sin søster, hvis hun havde brug for en bil med et varerum, som hans bil havde.

Foreholdt sin søsters forklaring i byretten dom af 24. februar 2015, som gengivet i TfS 2015, 650 (SKM2015.412.BR ) om, at han boede hos hende i lejligheden i Kolding i en periode i løbet af 2008, har han forklaret, at han ikke ved, hvorfor hans søster har forklaret sådan. Han boede i lejligheden fra marts 2007 til februar 2010. Det passer heller ikke, når hun i sin e-mail af 22. november 2010 vedrørende sin egen skattesag for 2008 har skrevet, at han boede i ...9. Han boede i øvrigt også i ...9, da hun skrev mailen i november 2010.

Han har ikke spurgt sin søster, om hun ville give Skatteministeriet fuldmagt til at indhente oplysninger om elforbruget i lejligheden i ...1. Han kunne godt have spurgt hende, men det har han ikke gjort. Det var først i forbindelse med hendes skattesag, at han fandt ud af, at der havde været problemer med elmålerne.

Det kan godt passe, at han købte en telefon hos Telekæden i ...18 den 1. august 2007. Han arbejdede på det tidspunkt i ...17 ejendom-Y, men kørte som bud i området, herunder til ...18.

Han overtog lejligheden på ...9 den 1. juli 2009, hvorefter han gik i gang med at renovere den. Han fik hjælp af sine kammerater og andre. Det foregik over en længere periode. Han havde givet SL lov til at låne et værelse i lejligheden en gang imellem. Han kendte hende via en fælles bekendt. De var ikke kærester. Hun studerede i ...18, men boede hos sin mor i ...27 eller ...28. Hun flyttede ikke ind i lejligheden, men læste der en gang om ugen, så hun kunne få noget ro. Det var ikke muligt at sove i værelset, som var fyldt med alt muligt fra byggeriet i resten af lejligheden. Han ved ikke, hvorfor hun har registreret folkeregisteradresse til denne lejlighed.

Det er nyt for ham, at hun har gjort det.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Skatteministeriet har supplerende gjort gældende, at det må få processuel skadevirkning for A, at han ikke har opfyldt opfordringerne til at indhente oplysninger om elforbruget i lejligheden i ...1. Det skærper endvidere bevisbyrden, at der er givet modstridende forklaringer i sagen om bl.a. forældrenes lejlighed og om, hvor A boede i den omhandlede periode.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er en forudsætning for at opnå befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, at befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads rent faktisk har fundet sted. Bevisbyrden herfor påhviler som udgangspunkt skatteyder. Skatteyder må således i fornødent omfang kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at befordring rent faktisk har fundet sted i det selvangivne omfang. Beviskravet vil typisk blive skærpet i tilfælde, hvor der foreligger omstændigheder, der kan tale imod, at befordringen har fundet sted i det selvangivne omfang.

Landsretten finder, at der i sagen må stilles skærpede beviskrav til A's sandsynliggørelse af, at han dagligt er rejst mellem de angivne bopæle og de anførte arbejdssteder. Der er herved navnlig lagt vægt på afstandene mellem de angivne bopæle og de steder, hvor A har arbejdet i perioden fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2009, den angivne rejsetid og den samlede periode, som befordringsfradragene vedrører. Der er endvidere lagt vægt på, at A har haft andre overnatningsmuligheder i nærheden af arbejdspladserne, herunder hos forældrene i ...6, farfaren i ...18 og egen lejlighed i ...18. Derudover er der lagt vægt på de modstridende forklaringer om, hvornår A skulle have boet i ...1 og om overnatningsmuligheder i forældrenes lejlighed i ...6.

Landsretten finder ikke, at A ved de fremlagte kvitteringer mv. for benzin og diesel, der efter det oplyste ligeledes var fremlagt i hans søsters skattesag, har sandsynliggjort, at den selvangivne befordring faktisk har fundet sted i videre omfang end fastsat af Landsskatteretten.

På den baggrund, og da der ikke er grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn, tages Skatteministeriets påstand til følge.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A til Skatteministeriet betale sagsomkostninger for begge retter med i alt 62.480 kr. Beløbet omfatter 2.480 kr. til retsafgift og 60.000 kr. til udgifter til advokatbistand.

Beløbet til dækning af udgifter til advokatbistand er inkl. moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Skatteministeriet frifindes, idet Skatteministeriet anerkender, at SKAT skal behandle A's genoptagelsesanmodning af 6. april 2010 vedrørende befordringsfradrag for indkomståret 2006.

A skal til Skatteministeriet betale sagens omkostninger for begge retter med 62.480 kr.

Sagsomkostningerne skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.

http://www.afgoerelsesdatabasen.dk/SearchResult.aspx?q=11-0301147