Dokumentets metadata

Spørgsmål om, hvorvidt SKATs afslag på klagers anmodning om henstand var berettiget.

Henset til oplysningerne om klagers økonomi, fandt Landsskatteretten, at det var berettiget, at SKAT havde meddelt afslag på henstand uden sikkerhedsstillelse efter skatteforvaltningslovens § 51.

SKAT har givet afslag på anmodning om henstand under klagebehandling.

Landskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
Ved afgørelse af 10. juli 2013 foretog SKAT ændringer af klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2009, 2010 og 2011, idet klagerens selvangivne lønindkomst blev anset for forkert. Forinden havde SKAT spurgt klageren om indkomstoplysninger den 25. maj 2012 og rykket for svar den 17. juli 2012. Klageren svarede ved mail den 20. august 2012, at han ikke havde øvrig indkomst udover det, der var selvangivet. Ifølge SKAT bidrog klageren herefter ikke med yderlige oplysninger om indkomst- og formueforhold, herunder privatforbrug.

SKAT foretog følgende ændringer:

Klageren skulle efter ændringen betale restskat og restarbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 2009 - 2011.

SKATs afgørelse af 10. juli 2013 henviste til dokumentation fra en ransagning foretaget af politiet den 25. marts 2013 af en lejlighed beliggende Adresse Y1. I afgørelsen anførte SKAT bl.a., at klageren boede og opholdte sig i lejligheden i By Y1, og reelt ikke var fraflyttet Danmark. Klageren meldte den 1. juli 2012, at han fraflyttede Danmark og har efterfølgende oplyst en adresse i henholdsvis Land Y1 og Land Y2. Hertil anførte SKAT, at klageren har sløret sin faktiske opholdsadresse ved at benytte et kørekort fra Land Y3, når han kørte bil i Danmark. Samme identitet fra Land Y3 fremgik på hoveddøren og postkassen til lejligheden.

SKAT anførte videre, at klageren har været involveret i driften af de danske selskaber G1 ApS og G2 ApS og det tidligere selskab G3 ApS. I forbindelse med de dokumenter, der blev fundet ved ransagningen, vurderede SKAT, at klageren var den egentlige og reelle leder af G1 ApS og G2 ApS. Hertil oplyste F1-Bank ifølge SKATs afgørelse, at klageren havde fuld adgang til H1 ApS' bankkonto og adgang til at disponere over kontoen. Klageren havde yderligere fuld råderet over selskabet G4 Ltd., der var beliggende på Land Y4.

Yderlig anførte SKAT i afgørelsen, at klageren lå inde med ca. 150.000 kr. i kontanter ved ransagningen samt smykker, ædelstene, ure og våben. Klageren forklarede, at pengene stammede fra, at han havde arbejdet freelance bl.a. for et firma ejet af en kammerat. Vedrørende smykkerne forklarede klageren, at han over en længere årrække havde opkøbt og modtaget smykker og at han havde været nødt til at sælge dem.

I afgørelsen fremgår det, at der ved ransagningen blev fundet bilag, der viste, at klageren har oprettet bankkonti i Land Y5, Land Y6 og Land Y4. SKAT var ikke bekendt med indestående m.v. på disse konti.

SKAT vurderede ud fra en privatforbrugsopgørelse for klagerens ekskone, at klageren gennemsnitlig havde overført 289.000 kr. årligt til ekskonen og herudover betalt for fly og rejseudgifter til bl.a. Land Y2. SKAT antog endvidere, at klageren havde købt værdipapirer til sin søn samt betalt for forbrug og lommepenge til sønnen. SKAT vurderede, at klageren havde årlige omkostninger på 500.000 kr. til underholdsbidrag og forsørgelse af ekskone og søn, husleje og faste udgifter i øvrigt i Danmark. SKAT antog, at klageren herudover havde finansieret mindst 7 ophold i Land Y2 med ekskone og søn på mellem 50.000 - 100.000 kr. pr. rejse.

Klagerens tidligere repræsentant klagede på klagerens vegne den 22. august 2013 over SKATs afgørelse af 10. juli 2013 til Landsskatteretten. Den 24. september 2013 anmodede klagerens nuværende repræsentant om henstand med betalingerne af restskat og restarbejdsmarkedsbidrag for 2009 - 2011, da klagen over SKATs afgørelse verserede ved Landsskatteretten.

Klageren er efterfølgende erklæret konkurs ved dekret afsagt af Skifteretten i By Y2 den x. januar 2014.

SKATs afgørelse
SKAT har afslået klagerens anmodning om henstand.

SKAT har givet afslag på henstand med skattebetalingerne for indkomstårene 2009, 2010 og 2011 efter skatteforvaltningslovens § 51.

SKAT har som begrundelse anført:

"Om de faktiske forhold af betydning for denne afgørelse, skal følgende fremhæves fra SKATs afgørelse af 10. juli 2013 og af politiets materiale:

• du har efter SKATs vurdering været den reelle leder af to danske selskaber, uden at oplysninger herom og om eventuelt vederlag herfor fremgår af det materiale, der er umiddelbart tilgængelig for SKAT. Forholdene er heller ikke oplyst af dig i forbindelse med en tidligere direkte forespørgsel fra SKAT herom.
• Ved ransagningen på adressen i By Y1 blev der fundet og beslaglagt ca. 150.000 kr. i kontanter. Herudover ure og smykker til en af politiet skønnet værdi på over en ½ mio. kr.
• I politiets materiale er der dokumentation for, at du har oprettet bankkonti i Land Y5, Land Y6 og Land Y4. Indskud og indestående på disse konti er ubekendt.
• Det fremgår af SKATs afgørelse af 10. juli 2013, at der ved ransagningen på adressen i By Y1 blev fundet oplysninger om dine disponeringer i et selskab på Land Y4. Ifølge oplysninger fra myndighederne fra Land Y4 har du den fulde råderet over selskabet.
• Videre at der er fra et af de selskaber, du har været den reelle leder af, jf. ovenfor, er overført ca. 5,4 mio. kr. i 2010 og ca. 6,5 mio. kr. i 2011 til selskabet på Land Y4.
• Endelig at for 2009 er overført ca. en mio. kr. til din bankkonto fra et selskab her i landet, der på det tidspunkt udførte det arbejde, som efterfølgende blev overdraget til det danske selskab, du er anset for at den reelle leder af. SKAT har ikke modtaget oplysninger herom.

(...)

SKAT kan ikke at bevilge henstand fordi vi finder, at der er en nærliggende fare for, at skatter og afgifter ikke bliver betalt, hvis der bevilges henstand.

SKAT finder således, at du ikke har haft vilje til at betale skat af dine indtægter her fra landet. End­ videre finder vi, at der er en begrundet og væsentlig risiko for, at det samme gør sig gældende på nuværende tidspunkt og ved udløbet af en eventuel henstandsperiode.

SKAT har ved afgørelsen lagt vægt på sagens samlede omstændigheder, herunder især ovenstående faktiske forhold.

Hertil kommer, at SKAT ikke har fuldt kendskab til dine indkomst- og formueforhold her i landet eller i udlandet, og at du ikke har forsøgt at bidrage hertil under skattesagens behandling. En hen­ stand vil således medføre, at skulle der blive afdækket yderligere værdier tilhørende dig under en henstandsperiode, vil SKAT ikke kunne søge sig fyldestgjort heri."

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til henstand med betaling af restskat samt restarbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 2009, 2010 og 2011 efter skatteforvaltningslovens § 51.

Repræsentanten har hertil anført:

"(...) at A er berettiget til henstand med betaling af restskat for indkomstårene 2009, 2010 og 2011 efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 51,

• idet der p.t. verserer en klagesag ved Landsskatteretten vedrørende de af SKAT foretagne forhøjelser af As skatteansættelser vedrørende ovenstående indkomstår, og
• idet der ud fra en konkret vurdering ikke findes at være nærliggende fare for, at skatten ikke betales, hvis der ydes henstand

(...)

Det kan således på baggrund af det ovenfor anførte konstateres, at SKAT kun i undtagelsestilfælde kan betinge henstand af, at der stilles sikkerhed, og dette kun hvis selve henstanden bevirker, at SKATs mulighed for senere at inddrive skattekravet forringes. Når SKAT skal vurdere, hvorvidt henstand for et konkret skattekrav kan forringe muligheden for senere at inddrive dette, skal der foretages konkret tilbundsgående skønsmæssig prøvelse, hvor alle relevante faktiske forhold inddrages i vurderingen.

Herudover bemærkes det, at det således ikke i sig selv er tilstrækkeligt, at der foreligger nærliggende fare for, at skatten ikke betales, hvis der ydes henstand, idet det også skal overvejes, om der som alternativ skal kræves sikkerhedsstillelse som betingelse for at yde henstand, og at dette i øvrigt alene udgør en undtagelsessituation.

Herudover følger det af forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., at hvis en afgørelse beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. En begrundelse skal være subjektivt rigtig i den forstand, at den skal angive de forhold af retlig og faktisk art, som reelt er blevet tillagt betydning. Dette betyder, at der i almindelighed skal gives en individuel redegørelse for de hovedsynspunkter, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Når der kun helt undtagelsesvis kan kræves sikkerhed som betingelse for at indrømme henstand med de skattebetalinger, der følger af en given afgørelse truffet af SKAT, der er påklaget, skyldes det antageligvis, at lovgiver er af den opfattelse, at alle skatteydere som altovervejende udgangspunkt bør have mulighed for at få efterprøvet rigtigheden af en given skatteforhøjelse.

Såfremt der som udgangspunkt var adgang til at betinge henstand med skattebetalingen af, at der stilles behørig sikkerhed, vil det reelt afskære mange fra at kunne få efterprøvet rigtigheden af SKATs afgørelser, hvorved den grundlovssikrede adgang til domstolsprøvelse i henhold til grundlovens § 63 for mange ikke ville være en reel retsgaranti. Dette som følge af at de økonomisk ikke vil have mulighed for at stille den krævede sikkerhed med den effekt, at SKAT vil kunne erklære vedkommende skatteyder konkurs forud for, at der er sket en behørig prøvelse af rigtigheden af SKATs afgørelse. Dette med den samlede effekt at den pågældende skatteyder aldrig får mulighed for at få efterprøvet rigtigheden af SKATs afgørelse.

(...)

Det helt klare udgangspunkt efter praksis er, at henstand alene kan nægtes, hvis selve henstanden vil medføre nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt. Der skal således foretages en konkret vurdering af inddrivelsesmuligheden på tidspunktet for anmodningen om henstand sammenlignet med den forventede inddrivelsesmulighed ved henstandsperiodens udløb.

Det er således SKAT, der skal løfte bevisbyrden for, at der foreligger en aktuel og reel inddrivelsesmulighed, hvis en skatteyder hverken har formue, aktiver eller lønindtægt, hvori der kan ske lønindeholdelse i henstandsperioden, eller hvor der ikke er mulighed for at foretage udlæg mv.

Herudover skal SKAT sandsynliggøre, at der foreligger en nærliggende risiko for forringelse af inddrivelsesmuligheden i henstandsperioden. Udgangspunktet er således, at skatteyderen indrømmes henstand (og dette i øvrigt uden krav om sikkerhedsstillelse) i overensstemmelse med Landsskatterettens gældende praksis, hvis SKAT ikke kan løfte bevisbyrden for, at inddrivelsesmuligheden vil være forringet i forhold til de muligheder for inddrivelse, der aktuelt bestod på tidspunktet for henstandsafgørelsen, jf. bl.a. TfS 2010,865, TfS 2010, 903 og TfS 2011, 882.

I TfS 2010,865 fremgår følgende bl.a. af Landsskatterettens begrundelse og resultat for afgørelsen om henstandsspørgsmålet, at SKAT ikke konkret havde godtgjort, at

"der består en konkret udsigt til eller en nærmere konkretiseret og begrundet sandsynlighed for, at der nærtforestående vil ske en sådan væsentlig ændring i klagerens indkomst- og formueforhold, at der nærtforestående vil opstå en inddrivelsesmulighed, som i henstandsperioden vil kunne blive forringet".

Herudover fremgår det af Landsskatterettens afgørelse, at såfremt der bestod en sådan risiko herfor, ville henstanden kunne tidsbegrænses til en periode på mindre end de 4 år, som fremgår af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 3.

Imidlertid giver Østre Landsrets dom af den 21. december 2011, offentliggjort i TfS 2012.106 Ø, anledning til at overveje, hvorvidt den hidtidige praksis fra Landsskatteretten fortsat er gældende. Der vil idet følgende blive redegjort for dommens rækkevidde samt spørgsmålet om, hvorvidt dommen har betydning for nærværende sag.

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en skatteyder kunne opnå henstand med skattebetalingen i medfør af skatteforvaltningslovens § 51.

Landsskatteretten havde i sagen foretaget en vurdering af, hvorvidt der forelå en nærliggende risiko for, at inddrivelsesmuligheden på tidspunktet for henstandsperiodens udløb ville være forringet i forhold til de muligheder, der aktuelt bestod på tidspunktet for henstandsafgørelsen.

Ifølge Landsskatteretten var det afgørende, at klagerens samlede formue ubestridt, også før medregning af de krav, som henstandsanmodningen vedrørte, på tidspunktet for den påklagede afgørelse var væsentligt negativ, ligesom klageren ikke havde nogen egentlig indkomst. Herudover lagde Landsskatteretten vægt på, at klageren og hans hustru ikke aktuelt var samlevende, hvorfor inddrivelse hos hustruen var afskåret.

Konklusionen var herefter, at der ikke kunne antages at bestå en aktuel inddrivelsesmulighed hos klageren, hvorfor klagerens anmodning om henstand med betaling af de omhandlede krav - uden krav om sikkerhedsstillelse -blev imødekommet.

På baggrund af Landsskatterettens kendelse er der således ikke umiddelbart grundlag for at antage, at der i sagen forelå særlige omstændigheder. Dette var imidlertid tilfældet.

I de underliggende skatte-, moms- og afgiftssager var der således rejst krav overfor skatteyderen på i alt 154.471.053 kr. Henstandsanmodningen vedrørte således et særdeles betydeligt beløb.

Herudover var den pågældende klager tiltalt for afgiftsunddragelse og skattesvig af særlig grov karakter efter straffelovens § 289 som følge af det omtvistede skattekrav. Der var således tale om, at der udover den civile sag tillige var opstartet en straffesag mod den pågældende skatteyder.

Af sagens oplysninger fremgik videre, at skatteyderen og en række ham tilhørende selskaber var blevet taget under konkursbehandling i henholdsvis september 2008 og september 2009. Om skatteyderens indtægtsforhold var det oplyst, at han ikke aktuelt havde noget arbejde, hvorfor han ingen lønindkomst havde. Hans oppebar således ikke nogen egentlige indtægter, men levede af familie og venners velvillighed.

Under sagens behandling for landsretten blev der endvidere fremlagt materiale, hvoraf det fremgik, at skatteyderen i perioden fra I. februar 2009 og frem til den 2. maj 2010 havde drevet uregistreret virksomhed uden løbende at afregne skyldig skat og moms.

Af landsrettens præmisser fremgår følgende:

"...der må foretages en konkret skønsmæssig vurdering af om der efter de foreliggende oplysninger er en nærliggende fare for, at skatten ikke bliver betalt, hvis der ydes henstand. Landsretten finder derimod ikke, at der er grundlag for en sådan forståelse af adgangen til at nægte henstand, som Landsskatteretten har anført i afgørelsen af 20. april 2010.

I den foreliggende sag må det som anført af Skatteministeriet lægges til grund, at der er tale om et krav på mere end 150 mio. kr. og dermed et krav af betydelig størrelse, at A er under personlig konkurs, og at han er tiltalt for skattesvig af særlig grov karakter. Landsretten finder det efter bevisførelsen endvidere sandsynliggjort, at A fra 1. februar 2009 til 2. maj 2010 drev uregistreret virksomhed uden løbende at afregne eller forsøge at afregne skyldige skatter og moms. Endelig må det uanset den foreliggende revisorredegørelse lægges til grund, at der består en betydelig usikkerhed om As indtægts- og formueforhold efter konkursen."

Som det fremgår af præmisserne, blev de helt særlige forhold i sagen fremhævet af Østre Landsret i forbindelse med landsrettens vurdering af, hvorvidt der konkret kunne anses at foreligge en nærliggende fare for, at skatten ikke ville blive betalt, hvis der blev ydet henstand.

Østre Landsret anfører direkte i sine præmisser, at der ikke er "...grundlag for en sådan forståelse af adgangen til at nægte henstand, som Landsskatteretten har anført i afgørelsen af 20. april 2010."

Spørgsmålet er, om Østre Landsret med denne formulering i sine præmisser dermed har indført et helt nyt vurderingsgrundlag for meddelelse af henstand, hvorefter der alene skal foretages en konkret skønsmæssig vurdering af, om der efter de foreliggende oplysninger er en nærliggende risiko for, at skatten ikke bliver betalt, hvis der ydes henstand - og altså ikke, som forudsat af Landsskatteretten, en sammenligning med den aktuelle inddrivelsesmulighed og den forventede inddrivelsesmulighed ved henstandsperiodens ophør.

Ordlyden af skatteforvaltningslovens § 51 samt forarbejderne taler ikke umiddelbart for sådan forståelse af henstandsinstituttet.

Det er således mere nærliggende at antage, at Østre Landsret har tillagt de særlige forhold i sagen afgørende betydning. Forholdene var således nærmere, at SKATs krav var ganske betydeligt (ca. 150 mio. kr.), at skatteyderen var erklæret personlig konkurs, at skatteyderen var tiltalt for skattesvig af særlig grov karakter, at skatteyderen havde drevet uregistreret virksomhed uden at afregne skat og moms, samt at der bestod en betydelig usikkerhed om vedkommendes indtægts- og formueforhold efter konkursen.

Rækkevidden af Østre Landsrets dom må således antages at være begrænset til disse helt særlige tilfælde. Der er derfor ikke umiddelbart grundlag for at antage, at SKAT kan nægte henstand eller kræve sikkerhed for at indrømme henstand i alle tilfælde, hvor der er en nærliggende risiko for, at skatten ikke bliver betalt, hvis der ydes henstand.

Kan SKAT ikke løfte bevisbyrden for, at der foreligger en nærliggende risiko for, at inddrivelsesmuligheden på tidspunktet for henstandsperiodens udløb ville være forringet i forhold til de muligheder, der aktuelt består på tidspunktet for henstandsafgørelsen, må udgangspunktet stadig være, at skatteyderen bør indrømmes henstand uden krav om sikkerhedsstillelse i overensstemmelse med Landsskatterettens gældende praksis.

Nægtelse af henstand bør således alene ske i de tilfælde, hvor SKAT kan påvise konkrete forhold forbundet med henstanden, der kan forringe SKATs mulighed for at inddrive kravet, eller der i øvrigt foreligger særlige forhold, der afgørende taler imod, at der ydes henstand.

Foreligger der sådanne særlige forhold, følger det af Østre Landsrets dom af den 21. december 2011, at anmodning om henstand kan afslås, eller at der alternativt kan stilles krav om sikkerhedsstillelse for henstandsbeløbet, uanset inddrivelsesmulighederne ikke konkret bliver forringet i henstandsperioden.

Præjudikatsværdien af Østre Landsrets dom kan således udstrækkes til den situation, hvor der konkret foreligger disse særlige forhold.

Spørgsmålet er derfor, om der i nærværende sag foreligger sådanne særlige forhold, at der er grundlag for at nægte A henstand med skattebetalingen.

De særlige forhold i landsretsdommen var nærmere:

1. Kravets meget betydelige størrelse
2. Skatteyders konkurs
3. At skatteyder var tiltalt for grov skattesvig som følge af skattesagen
4. At skatteyder drev uregistreret virksomhed i den mellemliggende periode
5. At skatteyders økonomiske forhold var uafklarede - trods betydelige omkostninger til revisorbistand under sagen.

Ad. 1

Skattekravet i nærværende sag kan skønsmæssigt opgøres til ca. 50 % af den påklagede forhøjelse på ca. kr. 6.000.000. Kravet udgør derfor ca. kr. 3.000.000.

Sammenlignet med det eksorbitant store skattekrav i Østre Landsrets dommen gøres det gældende, at størrelsen af skattekravet ikke i nærværende sag taler for, at A ikke skal ydes henstand med skattebetalingen.

Kravet udgør således alene ca. 2 % af skattekravet i landsretssagen.

Størrelsen af skattekravet kan derfor ikke i forhold til A udgøre en særlig omstændighed, der kan medføre at han skal nægtes henstand med skattebetalingen.

Ad. 2

I modsætning til forholdene i ovennævnte landsretssag er A ikke gået personligt konkurs, hvorfor der ej heller på dette punkt foreligger sammenlignelige forhold.

Ad. 3

Det kan konstateres, at der ikke er rejst straffesager mod A som følge af skattesagen. Det bemærkes endvidere, at den dom, som A p.t. afsoner i Statsfængslet By Y3, ikke vedrører skattesvig eller lignende. Det kan herved konstateres, at As sag ligeledes på dette punkt adskiller sig væsentligt fra Østre Landsrets dommen.

Ad. 4

Der er ikke i nærværende sag oplysninger om, at A skulle have drevet uregistreret virksomhed i den mellemliggende periode. Derfor forekommer landsretssagen ej heller her sammenlignelig med nærværende sag, og udgør således heller ikke en særlig omstændighed, der kan begrunde, at A nægtes henstand med skattebetalingen.

Ad. 5

SKAT har i nærværende sag nægtet henstand bl.a. med henvisning til, at SKAT ikke har fuldt kendskab til As formue- og indkomstforhold i Danmark og udlandet, jf. bilag 1 og 2. Det bemærkes hertil, at politiet har foretaget ransagning på en adresse i By Y1, og at SKAT ligeledes har gennemgået diverse materiale mv., hvilket SKAT har anset for at udgøre tilstrækkeligt materiale til at træffe afgørelse om en betydelig forhøjelse af As indkomst. På denne baggrund må det formodes, at SKAT er i besiddelse af langt størstedelen - hvis ikke alt materiale - der foreligger vedrørende As økonomiske forhold.

Det fremgår af SKATs afgørelse i henstandssagen, at SKAT er af den opfattelse, at en henstand vil medføre, at såfremt der skulle blive afdækket yderligere værdier tilhørende A under en henstandsperiode, vil SKAT ikke kunne søge sig fyldestgjort heri.

Med denne begrundelse bliver konsekvensen, at A reelt nægtes henstand ud fra SKATs hypotetiske antagelse om, at A skjuler formuer for SKAT i udlandet. Dette forekommer absurd, idet det stiller A i en særdeles vanskelig situation, idet det forekommer at være en umulig opgave at løfte bevisbyrden for, at der under ingen omstændigheder foreligger skjulte formuer placeret i samtlige lande på verdensplan.

Når der ligeledes henses til, at SKAT i den materielle sag i vidt omfang har begrundet forhøjelsen ud fra oplysninger fra politiet, bør A så meget desto mere bevare muligheden for at kunne påklage SKATs afgørelse.

Vurderingen af, om SKATs mulighed for at inddrive skattekravet forringes i henstandsperioden, skal som udgangspunkt foretages på tidspunktet for henstandsanmodningen.

Set fra skatteyderens side er bevilling af henstand uden krav om sikkerhedsstillelse af overordentlig stor betydning, idet nægtelse af henstand eller krav om sikkerhedsstillelse kan betyde, at skatteyderen må opgive at klage over sin skatteansættelse. Tilsvarende betragtninger fremgår bl.a. af en artikel af Birgitte Bundgaard fra SKAT, offentliggjort i TfS 2012, 167, hvori det anføres, at det må formodes, at henstandsordningen i dansk skatteret skyldes hensynet til, at det kan få store konsekvenser for en skatteyder at skulle betale et beløb, som måske uretmæssigt er pålagt skatteyderen af skattemyndighederne. Dette har selvsagt ikke været meningen fra lovgivers side, hvorfor udgangspunktet i skatteforvaltningslovens § 51 derfor også er, at der skal gives henstand med skattebetalingen uden krav om sikkerhedsstillelse. I mange tilfælde vil nægtelse af henstand eller krav om sikkerhedsstillelse bevirke, at vedkommende skatteyder reelt bliver afskåret fra at få prøvet rigtigheden af SKATs afgørelse.

Til sammenligning med Østre Landsrets sag, bemærkes det, at uanset at As økonomiske forhold i et vist omfang forekommer uafklarede, er der alene tale om en vis usikkerhed, idet SKAT ikke har "fuldt kendskab" hertil. Som anført ovenfor beror denne begrundelse navnlig på en hypotetisk antagelse fra SKATs side, hvorfor forholdene i nærværende sag ikke forekommer at være sammenlignelige med de forhold, der gjorde sig gældende i landsretssagen.

Det gøres sammenfattende gældende, at betydningen af Østre Landsrets dom af den 21. december 2011, offentliggjort i TfS 2012.106. Ø, er begrænset til de særlige tilfælde, der følger af præmisserne. Dommen bør således ikke føre til en ændring af den gældende praksis i Landsskatteretten, hvorefter det afgørende er, om der foreligger en nærliggende risiko for, at inddrivelsesmuligheden på tidspunktet for henstandsperiodens udløb ville være forringet i forhold til de muligheder, der aktuelt består på tidspunktet for henstandsafgørelsen.

I den forbindelse gøres det gældende, at disse særlige omstændigheder ikke findes i nærværende sag, der i stedet bør afgøres ud fra Landsskatterettens sædvanlige praksis. Denne vurdering kan alene føre til, at A bør opnå henstand med skattebetalingen.

Dette beror navnlig på det forhold, at nægtelse af henstand alene bør ske i de tilfælde, hvor SKAT kan påvise konkrete forhold forbundet med henstanden, der kan forringe SKATs mulighed for at inddrive kravet, eller der i øvrigt foreligger særlige forhold, der afgørende taler imod, at der gives henstand.

Herudover bør der, i overensstemmelse med Landsskatterettens praksis, overvejes en kortere henstandsperiode, i de tilfælde hvor der er nærliggende risiko for en forringelse af inddrivelsesmulighederne ved en henstandsperiode på 4 år, jf. redegørelsen for Landsskatterettens praksis ovenfor.

I nærværende sag bemærkes, at A allerede pr. 1. juli 2012 fraflyttede Danmark, dvs. ca. halvandet år forinden SKATs afgørelse om nægtelse af henstand. Som en naturlig følge heraf kan SKATs muligheder for at inddrive kravet ikke blive forringet af, at der foreligger en vis usikkerhed omkring As indkomst- og formueforhold, idet disse forhold ubestridt ligeledes forelå på det tidspunkt, hvor SKAT traf afgørelse om henstandsspørgsmålet.

Herudover bemærkes det, at A fortsat har en faktisk adresse i udlandet og p.t. befinder sig i Statsfængslet i By Y3, hvorfor SKATs aktuelle inddrivelsesmuligheder ikke i nærmeste fremtid kan antages at være forringede, sammenlignet med de inddrivelsesmuligheder, som bestod på henstandstidspunktet i november 2013 - snarere tværtimod. På denne baggrund findes der ikke grundlag for at nægte A henstand af de af SKAT anførte grunde.

Det skal ligeledes anføres, at SKAT under alle omstændigheder som alternativ til at yde henstand i en periode på 4 år kunne have overvejet at yde A henstand i en kortere periode - eksempelvis i det tidsrum, hvor A ubestridt befinder sig i Danmark som følge af sin afsoning i Statsfængslet i By Y3.

Ligeledes bemærkes det, at SKAT uden videre har afvist at yde henstand med henvisning til, at der findes at være nærliggende fare for, at skatten ikke bliver betalt, hvis der ydes henstand, jf. bilag 1, uden at tage konkret stilling til muligheden for at betinge henstanden ud fra et krav om sikkerhedsstillelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 4, som alternativ. Det fremgår ikke af SKATs afgørelse, hvilke nærmere forhold der har gjort sig gældende i vurderingen af denne mulighed, hvilket ligeledes findes at være kritisabelt - herunder i relation til det forvaltningsretlige begrundelseskrav i forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt.

Sammenfattende gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at nægte A henstand med betalingen af restskatter for indkomstårene 2009-2011, idet der ikke består en konkret udsigt til eller en nærmere konkretiseret og begrundet sandsynlighed for, at der vil ske en væsentlig ændring af As indkomst- og formueforhold, som vil kunne forringe SKATs inddrivelsesmuligheder i en eventuel henstandsperiode til sammenligning med SKATs inddrivelsesmuligheder på afgørelsestidspunktet. Dette beror navnlig på det forhold, at A p.t. opholder sig i Statsfængslet i By Y3, samt at SKATs inddrivelsesmuligheder herudover under ingen omstændigheder kan anses for at blive forringet i forhold til de muligheder, der aktuelt bestod på tidspunktet for henstandssagens afgørelse. Herudover bemærkes det, at SKAT ikke har taget konkret stilling til muligheden for stille krav om sikkerhedsstillelse som betingelse for at yde henstand eller en alternativ mulighed for at yde henstanden i en kortere periode end den ordinære periode på 4 år, hvilket findes stærkt kritisabelt."

Landsskatterettens afgørelse
Skatteforvaltningslovens § 51 har følgende ordlyd:

"Stk. 1. Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning give henstand med betaling af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører. Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks

(...)

Stk. 4. Henstand kan gøres betinget af sikkerhedsstillelse for henstandsbeløbet, hvis det skønnes, at meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes."

I Højesterets dom af 19. marts 2014 (gengivet i SKM2014.198.HR ) indgik blandt andet følgende i præmisserne:

"Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at den er en lovfæstelse af hidtidig praksis, hvorefter der, når der klages over en skatteansættelse, efter anmodning som udgangspunkt gives henstand med den del af skatten, som klagen vedrører. Dette gælder dog ikke, hvis der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, f.eks. hvis den skattepligtige er ved at flytte til udlandet. Alternativt kan der kræves sikkerhedsstillelse for at give henstand.

Efter lovbestemmelsen og dens forarbejder skal en skatteyder som udgangspunkt meddeles henstand under klagesagens behandling. Denne adgang må antages navnlig at skyldes, at det kan have store ulemper for en skatteyder at skulle betale et beløb, som måske uretmæssigt er pålagt skatteyderen af SKAT. Skønnes det imidlertid, at en henstand vil bevirke en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, kan der gives afslag. Det forhold, at der ikke er en aktuel inddrivelsesmulighed, er ikke i sig selv til hinder for, at der kan gives afslag på henstand, og bedømmelsen af, om der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, kan ikke begrænses til en sammenligning mellem den aktuelle inddrivelsesmulighed og den forventede mulighed ved en henstandsperiodes udløb."

Højesteret afgjorde ud fra en samlet bedømmelse, at henstand ville bevirke en nærliggende fare for, at skatte- og afgiftskravet i givet fald ikke ville kunne inddrives henset til, at klageren efter, at han var erklæret konkurs, drev uregistreret virksomhed uden løbende afregning af skat og moms. Endvidere blev den skattepligtiges indkomst- og formueforhold anset for at være forbundet med stor usikkerhed, blandt andet fordi et privatforbrug på over 700.000 kr. angiveligt i betydeligt omfang blev finansieret ved optagelse af familielån, der ikke var dokumenterede. Endelig vedrørte skattekravet, der var på 154 mio. kr., forhold, der måtte anses at være begrundet mistanke om at være forbundet med skattesvig af særlig grov karakter.

I nærværende sag er der ligeledes stor usikkerhed om klagerens indkomst- og formueforhold. I klagerens skattesag har klageren efter det oplyste ikke fremsendt oplysninger om sine indkomst- og formueforhold efter anmodning fra SKAT, og han har reelt boet i Danmark, mens han har været registreret som bosiddende i udlandet. Klageren har efter det oplyste været den reelle leder af to danske selskaber samt haft fuld rådighed over et selskab på Land Y4. Endvidere har klageren efter det oplyste bankkonti i Land Y5, Land Y6 og Land Y4, som SKAT ikke er bekendt med indestående m.v. på.

På denne baggrund anser Landsskatteretten det for tilstrækkeligt godtgjort, at der er en ikke ubetydelig risiko for, at det vil forringe SKATs muligheder for at inddrive skattekravet, når der er truffet endelig afgørelse i skattesagen, hvis der gives henstand.

At klageren blev erklæret konkurs den 21. januar 2014 er ikke til hinder for, at der gives afslag på henstand, jf. SKM2014.198.HR .

Henset til den store usikkerhed om klagerens indkomst- og formueforhold har SKAT endvidere være berettiget til ikke at yde henstand betinget af sikkerhedsstillelse.

Landskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.