Dokumentets metadata

Dokumentets dato:29-09-2015
Offentliggjort:05-01-2017
SKM-nr:SKM2017.9.ØLR
Journalnr.:S-400-15
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:Dom


Straf - momssvig - fiktive fakturaer fra tredjemand

T1 var tiltalt for momssvig. T1 var indehaver af to virksomheder. T1 havde for perioden 1. januar 2012 til 30. juni 2012 angivet en negativ moms på 150.000 kr. vedrørende den ene virksomhed og negativ moms på 165.000 kr. vedrørende den anden virksomhed, selvom momstilsvaret rettelig var 0 kr. for hver af virksomhederne. T2 var tiltalt for at have udstedt to fiktive fakturaer til T1s virksomheder for at T1 kunne anvende dem over for SKAT til at dokumentere en købsmoms på henholdsvis 150.000 kr. og 165.000 kr. T1 havde derved unddraget for 315.000 kr. i moms.T1 og T2 var i perioden 15. oktober 2009 til 15. juni 2012 tilmeldt samme folkeregisteradresse. De to fakturaer var benævnt invoice. Der var ingen aktiviteter i selskaberne og ingen af de to tiltalte havde midler til at betale for programmeringsopgaven som de to fakturaer vedrørte. Der fandtes ikke skriftligt materiale eller kravspecifikation ud over fakturaerne. Fakturaerne var belagt med moms selvom ingen af selskaberne var momsregistrerede.T1 forklarede at der var indgået to reelle aftaler, hvor der blev udstedt sædvanlige fakturaer. At aftalerne ikke blev gennemført skyldtes pengemangel forårsaget af SKATs tilbageholdelse af negativ moms.T2 forklarede at der aldrig blev indgået en endelig aftale. Der var ikke tale om to fakturaer, som T1 skulle benytte i forbindelse med momsafregninger.Byretten fandt T1 skyldig i momssvig og T2 skyldig i forsætligt som led i sin virksomhed at have udfærdiget 2 fakturaer med et urigtigt indhold som dokumentation for T1s købsmoms. Retten lagde til grund, at fakturaerne er fiktive og udarbejdet efter fælles aftale med henblik på tilegnelse. T1 idømtes 40 dages ubetinget fængsel samt en tillægsbøde på 315.000 kr. T2 idømtes 40 dages ubetinget fængsel.Landsretten stadfæstede byretsdommen, men gjorde fængselsstraffene betingede af samfundstjeneste i medfør af lovændringen der tilsigter en øget anvendelse af samfundstjeneste.


Østre Landsrets dom af 29. september 2015, nr. S-400-15:

Parter

Anklagemyndigheden

Mod

T1
(Advokat Kim Bonde, besk.)

Og

T2
(Advokat Malene Palludan Rysgaard, besk.)

Afsagt af landsretsdommere

Gitte Rubæk Pedersen, Bodil Dalgaard Hammer og Sune Dalgaard-Nielsen (kst.) med domsmænd

..................................................................................................................

Byrettens dom af 4. februar 2015, nr. 1-3096/2014

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 7. oktober 2014.

T1 og T2 er tiltalt for

1.

T2

Overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, ved for perioden den 1. januar 2012 til den 30. juni 2012 som indehaver af virksomheden G1, Y1-adresse, i Y2-by, med forsæt til momsunddragelse at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet han angav en negativ moms på 150.000 kr., selvom momstilsvaret rettelig var på 0 kr.

2.

T2

Overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, ved for perioden den 1. januar 2012 til den 30. juni 2012 som indehaver af virksomheden G2, Y1-adresse, i Y2-by, med forsæt til momsunddragelse at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet han angav en negativ moms på 165.000 kr., selvom momstilsvaret rettelig var på 0 kr.

3.

T1

Overtrædelse af momslovens § 81, stk. 4, ved den 29. juni 2012 som direktør for G3, Y3-adresse i Y4-by, efter aftale med T2 forsætligt at have udstedt en fiktiv faktura på 750.000 kr. til dennes personlige virksomhed G1, hvilken faktura T2 anvendte overfor SKAT til at dokumentere en købsmoms på 150.000 kr.

4.

T1

Overtrædelse af momslovens § 81, stk. 4, ved den 29. juni 2012 som direktør for G3, Y3-adresse i Y4-by, efter aftale med T2 forsætligt at have udstedt en fiktiv faktura på 825.000 kr. til dennes personlige virksomhed G2, hvilken faktura T2 anvendte overfor SKAT til at dokumentere en købsmoms på 165.000 kr.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf. De tiltalte har nægtet sig skyldig.

Tiltalte T1har bl.a. anført, at der aldrig blev indgået en endelig aftale. Der var ikke tale om to fakturaer, som medtiltalte skulle benytte i forbindelse med momsafregninger.

Tiltalte T2 har anført at der var indgået to reelle aftaler, hvor der blev udstedt sædvanlige fakturaer. At aftalerne ikke blev gennemført skyldtes pengemangel forårsaget af SKATs tilbageholdelse af negativ moms.

Der er afgivet forklaringer af de tiltalte, der er gengivet i retsbogen

Tiltalte T1 er straffet den 19. februar 2013 med en bøde.

Tiltalte T2 er straffet senest den 28. januar 2013 med en bøde.

Tiltalte T1 har om sine personlige forhold forklaret, at han er helt uden indtægt. Han har aldrig oppebåret kontanthjælp. Han arbejder på en ansættelse i udlandet.

Tiltalte T2 har om sine personlige forhold forklaret, at han lever alene. Ud over en sukkersyge, har han ikke helbredsproblemer.

Rettens begrundelse og afgørelse

Af det forklarede fremgik, at T1 fra 2009 boede gratis i T2s 2-værelseslejlighed. De fraflyttede ifølge Det centrale personregister den 15. juni 2012 begge denne adresser. Det er oplyst, at T2 opholdt sig dels hos sin mor og dels i udlandet.

G3 havde T1 overtaget fra sine forældre. Selskabet var ved overtagelsen ikke momspligtig. Det blev overtaget uden aktiviteter. Ud over anpartskapitalen var der ikke aktiver i dette. Der er ikke oplyst om andre aktiviteter end de, der er omfattet af bilagene fra den 29. juni 2012. Selskabet er efterfølgende tvangsopløst.

Det er oplyst, at der intet skriftligt ud over bilag 9 og 10 foreligger vedrørende anførte edb-projekter, som angives at skulle programmeres ved fremmed hjælp i udlandet. Der foreligger således kravspecifikation eller andet vedrørende det ønskede.

Ingen af de tiltalte har ved deres forklaringer, der har bestået af "overskrifter" på overbevisende måde kunnet underbygge, at der var tale om reelle projekter.

Ingen af de tiltalte rådede over midler, der kunne dække betaling af væsentlige programmeringsopgaver.

At der kunne fremskaffes investorer er ikke på nogen måde underbygget

Af T1 forklaring fremgik, at de pågældende bilag rettelig er proforma fakturaer.

SKATs anmodning pr. mail den 6. juli 2012 om en redegørelse blev af tiltalte T2 først besvaret ved mail af 15. august 2012 uden andre oplysninger end det, de to bilag indeholdt.

Det er oplyst, at det påtænkte derpå blev opgivet.

Uanset at de tiltalte ikke blot havde en ren forretningsmæssig forbindelse, er der ikke oplyst om drøftelser i den anledning.

Det bemærkes, at de to bilag bærer ordet invoice med hvert sit nummer og angivelse af momsbeløb. Intet i teksterne antyder, at der ikke skulle være tale om fakturaer.

Det er herefter helt ubetænkeligt at lægge til grund, at disse er fiktive og udarbejdet efter fæ11es aftale med henblik på tilegnelse.

Det er derfor bevist, at de tiltalte er skyldige.

Straffen fastsættes for tiltalte T1 efter momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. straffelovens § 89 til fængsel i 40 dage

Straffen fastsættes for T2 til fængsel i 40 dage, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. straffelovens § 89.

Tiltalte T2 skal betale en tillægsbøde på 315.000,00 kr., jf. straffelovens § 50.

Henset til forholdenes karakter, er der ikke anledning til at give betingede domme.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Tiltalte T1 skal straffes med fængsel i 40 dage.

Tiltalte T2 skal straffes med fængsel i 40 dage.

Tiltalte T2 skal betale en tillægsbøde på 315.000,00 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 40 dage.

De tiltalte skal betale sagens omkostninger.

------------------------------------------

Østre Landsrets dom af 29. september 2015, nr. S-400-15:

Byrettens dom af 4. februar 2015 (1-3096/2014) er anket af T1 og T2 med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af de tiltalte, der begge har forklaret i det væsentlige som i byretten.

Der er endvidere afgivet forklaring af vidnet KH.

Tiltalte T1 har supplerende forklaret blandt andet, at det er korrekt, at G3 var et tomt selskab. G4 er det samme selskab/cvr.nr. De to omhandlede bilag af 29. juni 2012 fra G4 til henholdsvis G1 og G2 er ikke fakturaer, men derimod tilbud. Det er en fejl fra hans side, at der ikke er anført proforma faktura på dem. Det fremgår nederst under betalingsbetingelser, at der senere ville blive fremsendt en faktura. Tilbuddene er udarbejdet på grundlag af koncepter, han har fra en tidligere virksomhed. Han beklager meget, at han ikke har faet ordlyden korrigeret, så der står proforma faktura. Han forsøgte at forklare SKAT den rette sammenhæng, herunder at der var tale om tilbud, men han blev mødt med fjendtlighed og kunne ikke fa et ben til jorden. Efter mødet med SKAT ringede han til sin revisor, der sagde, at han skulle lave en kreditnota, og at det herefter ville være ude af verden.

Baggrunden for tilbuddene var, at han var bekendt med, at T2 overvejede at udvikle to edb-programmer, et golfprogram og et bookingsystem. Han spurgte T2, om de ikke skulle gå i gang med det. T2 ville have et estimat over, hvad det skulle koste, og han udarbejdede herefter de to tilbud af 29. juni 2012. Han brugte som anført teksten fra tidligere dokumenter og fik ikke rettet teksten til. Tilbuddene var baseret på hans erfaring med hensyn til, hvor mange timer der skulle bruges. Der var ikke udarbejdet en kravspecifikation eller andet på skrift, men T2 og han havde drøftet det nøje. Årsagen til, at de to bilag af 29. juni 2012 blev udarbejdet skriftligt, var, at T2 bad om at fa dem fremsendt. T2 forklarede ikke hvorfor, og han spurgte ikke. T2 opholdt sig ikke i sin lejlighed, mens han boede i T2s lejlighed.

Han har stor erfaring med udvikling af edb-programmer. De golfprogrammer, der lå på nettet, var gammeldags og uspændende, og han fandt T2s ide til golfprogrammet god. Med hensyn til bookingsystemet ville der efter hans opfattelse være gode penge i det. Han havde kontakt til programmører i Ukraine og Sri Lanka. Betalingsbetingelserne blev angivet nederst, og ingen del af betalingen var forfalden. Det er angivet i tilbuddet til G1, at der ville blive udarbejdet en specifikation, inden de gik i gang. Vedrørende tilbuddet til G2 ville han udstede en faktura på 75.000 kr. og de første 20 %.

Han ville senere udstede en faktura på 30 %, når halvdelen var gennemført. Han fik ingen reaktion fra T2, efter han havde fremsendt tilbuddene. Han rykkede T2 sidst i juli, da der var en programmør, der spurgte til, hvad der skete vedrørende det projekt, de havde talt om. Programmørerne skulle have betaling up front. Han sagde til T2, at de ikke kunne komme i gang, før der var penge på bordet. T2 sagde, at han manglede penge. De havde ikke diskuteret økonomien tidligere, idet det var hans indtryk, at T2s økonomi var god. Han havde selv ikke tjent penge i to år.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han arbejder på at komme til udlandet. Han rejser i den forbindelse til Somalia i næste måned. Han bor på Y5-adresse i Y6-by, hvor han bor gratis. Han er villig til at udføre samfundstjeneste, og han vil forblive i Danmark, såfremt det måtte blive aktuelt. Han har arbejdet for G5 to gange i år og tjent ca. 100.000 kr. Han modtager ikke sociale ydelser, og har aldrig gjort det.

Tiltalte T2 har supplerende forklaret blandt andet, at han opfattede bilagene af 29. juni 2012 som fakturaer, som han skulle betale i henhold til betingelserne. Han skulle betale første gang den 30.juli 2012. Der må efter hans opfattelse være tale om en misforståelse mellem T1 og ham, når T1 har forklaret, at det var tilbud. Det var hans hensigt at betale de to fakturaer, idet han gik ud fra, at han kunne komme i gang med projekterne. Han fandt priserne fornuftige.

Han startede på golfprojektet i 2007/2008, men måtte senere stoppe det. Han havde talt med T1 om de to projekter, men han havde ikke vist ham et skriftligt oplæg om dem. Han havde personligt ikke penge til at betale fakturaerne, men hans mor har tidligere hjulpet ham med projekter og ville givetvis have hjulpet ham, og han havde andre mulige forretningsforbindelser. Når han fik momspengene ud, ville han kunne gå i gang. De havde ikke drøftet T1s momsforhold. Han angav momsen 30. juni eller l. juli 2012. Han blev kontaktet af SKAT den 6. juli 2012. Han mener, at der var en løbende dialog med SKAT i juli. Han betalte ikke fakturaen, fordi han fik at vide, at han ikke fik momsfradrag. Han har ikke opgivet golfprojektet. Han havde mundtlige drøftelser med T1 om projekterne, men der var ikke udført arbejde, da fakturaerne blev udstedt. Han skulle betale 20 % med tillæg af moms den 30.juli 2012. Han ved ikke, om han skulle betale startupfee. Momspengene skulle betale det, der forfaldt den 30. juli 2012.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han arbejder som vikar for G6. Han bor fortsat alene. Han er i gang med flere projekter. Han er villig til at udføre samfundstjeneste.

Vidnet KH har forklaret blandt andet, at hun bad T2 om at indsende dokumentation for de negative angivelser. Efter nogen tid indsendte han to fakturaer. Hun bad om dokumentation for betalingen og for, hvad virksomheden skulle lave. De tog også kontakt til sælger. T2 meldte afbud til nogle møder, men hun holdt møde med T1. Han fortalte, han ikke havde modtaget betaling, og at virksomheden ikke var momsregistreret. T1 sagde, at han var af den opfattelse, at virksomheden ikke skulle momsregistreres, når omsætningen var under 50.000 kr. Han gav ingen forklaring på, at der var moms på fakturaerne. Han sagde ikke noget om, at der skulle være tale om tilbud.

Hun har udfyldt sagsnotatet vedrørende fakturaudstedeisen. Det, der er anført i sagsnotatet om mødet den 23. august 2012, er hendes opfattelse af det, der blev oplyst på mødet. Det er skrevet samme dag, som mødet blev afholdt. Det har ingen betydning, at der står kladde på sagsnotatet. SKAT foretog en politianmeldelse, da de mente, at fakturaerne var fiktive. Baggrunden herfor var, at fakturaerne ikke var betalt, at T1 ikke var momsregistreret efter momsloven og derfor ikke kunne afregne momsen, og at de ikke kunne få aktiviteten belyst. Man må ikke påføre moms, når man ikke er momsregistreret. Der skal ske en leverance, for at der kan foretages momsfradrag.

Hun startede med at ringe til T2. Hun var på ferie fra 10. juli til 2. august. SKAT meddelte, at fradraget ikke blev godkendt ved agterskrivelsen den 19. oktober 2012. De havde bremset udbetalingen af den negative moms forinden.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det fremgår af udskrift fra Det Centrale Person Register, at de tiltalte fra den 15. oktober 2009 til den 15. juni 2012 begge var tilmeldt adressen Y3-adresse, Y4-by, der var T2s lejlighed, og at de begge fraflyttede adressen den 15. juni 2012.

Det lægges efter bevisførelsen til grund, at G3 ikke var momsregistreret og var uden aktiviteter, at T2s virksomheder G1 og G2 ligeledes var uden aktiviteter, og at ingen af de tiltalte havde midler til at betale for programmeringsopgaverne.

Der var ikke udarbejdet en kravspecifikation, og der foreligger intet skriftligt materiale vedrørende de to edb-projekter, bortset fra de to fakturaer af 29. juni 2012, som T1 udstedte fra G3. Der er på fakturaerne beregnet moms til trods for, at selskabet ikke var momsregistreret, og T2 har indberettet momsen til SKAT med henblik på at få den negative moms udbetalt. T1s forklaring om, at der ikke er tale om fakturaer, men derimod tilbud, må tilsidesættes som utroværdig, da fakturaerne er benævnt invoice og efter deres indhold fremstår som fakturaer, og da forklaringen ikke stemmer med KHs og T2s forklaringer. Sidstnævnte har bl.a. forklaret, at han opfattede bilagene af 29. juni 2012 som fakturaer, og at han fortalte T1, at SKAT havde sat momsen til 0, og at de således ikke kunne bruge fakturaerne.

Efter en samlet vurdering af det anførte finder landsretten det herefter bevist, at T2 er skyldig i overensstemmelse med tiltalen i forhold 1 og 2, og at T1 er skyldig i overensstemmelse med tiltalen i forhold 3 og 4.

For T1 fastsættes tillægsstraffen til fængsel i 40 dage, jf. momslovens § 81, stk. 4, jf. straffelovens § 89.

For T2 fastsættes tillægsstraffen til fængsel i 40 dage, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. straffelovens § 89. T2 skal endvidere betale en tillægsbøde på 315.000 kr., jf. straffelovens § 50, stk. 2. Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage.

Der er ved straffastsættelsen lagt vægt på forholdenes karakter og størrelsen af de omhandlede momsbeløb.

Efter ikrafttrædelsen den 1. maj 2015 af lov nr. 152 af 18. februar 2015 om ændring af straffeloven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (samfundstjeneste m.v.), der tilsigter en øget anvendelse af samfundstjeneste, finder landsretten, når der henses til forholdenes karakter samt de tiltaltes personlige forhold, at straffen kan gøres betinget med vilkår om afvikling af samfundstjeneste.

Uanset at der ikke af Kriminalforsorgen er foretaget personundersøgelser af de tiltalte med egnethedsvurderinger vedrørende samfundstjeneste, findes det på baggrund af oplysningerne for landsretten om de tiltaltes personlige forhold og de tiltaltes villighed til at udføre samfundstjeneste for begge de tiltaltes vedkommende forsvarligt at gøre fængselsstraffen betinget med vilkår om samfundstjeneste som nedenfor bestemt.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Tiltalte T1 straffes med fængsel i 40 dage. Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år fra denne dom på betingelse af, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold, at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen, og at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 60 timer efter Kriminalforsorgens bestemmelse inden for en længste tid på 6 måneder.

Tiltalte T2 straffes med fængsel i 40 dage. Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år fra denne dom på betingelse af, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold, at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen, og at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 60 timer efter Kriminalforsorgens bestemmelse inden for en længste tid på 6 måneder.

T2 skal endvidere betale en tillægsbøde på 315.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.