Dokumentets metadata

Spørgsmål om skattepligtig værdi af personalegode

En ansat i et bilfirma købte af sin arbejdsgiver biler, som han senere solgte til arbejdsgiveren med en betydelig fortjeneste. Fortjenesten ansås for skattepligtig som yderligere løn.

Faktiske oplysninger
Klageren var ansat i G1 (selskabet) i By Y1 som salgskonsulent. Selskabet er autoriseret Nissan, Honda, Chevrolet og SEAT forhandler.

I 2011 købte klageren 2 stk. Nissan Qashqai biler af selskabet. Det drejer sig om en ny Nissan Qashqai og en næsten Ny Nissan Qashqai, demobil. Efter klageren har ejet bilerne i henholdsvis 3 og 10 måneder sælger han bilerne tilbage til selskabet til indbytningspriser, der overstiger de oprindelige købspriser.

SKAT har opgjort den direkte fortjeneste således:

Af SKATs afgørelse fremgår følgende om bilerne:

Bil nr . 1 ny Nissan Qashqai 1.5dci DPF Tekna ([...])

Bilen købes den 10/2 2011 for 205.398 kr. inkl. indregistreringsudgifter. Salgsprisen er kalkuleret på baggrund af en pris på bilen der ligger 36.672 (excl. moms) under indkøbsprisen før registreringsafgift. Klageren monterer selv udstyr på bilen for ca. 10.000 kr. Den vejledende udsalgspris på købstidspunktet udgør 375.182 kr. excl. levering. Bilens minimumspris med nulavance og normal beregnet registreringsafgift ud fra bilens indkøbspris udgør 332.569 kr. excl. levering. De tre priser fremgår af nedenstående skema. Klageren sælger bilen tilbage til selskabet den 17/5 2011 for 340.000 kr. Selskabet sælges samme dag bilen videre til en kunde for 330.000 kr. I forbindelse med Klagerens tilbagesalg til selskabet køber klageren - også via selskabet - kundens gamle bil. Den gamle bil videresælger klageren for egen regning med et tab på 15.000 kr.

Bil nr. 2 - brugt Nissan Qashqai 1.5dci DPF Tekna ([...])

Bilen indregistreres til selskabets egen brug den 3/10 2011 for 205.397 kr. Salgsprisen er kalkuleret på baggrund af en pris på bilen der ligger 40.101 (excl. moms) under indkøbsprisen. Havde bilen været solgt med nulavance, havde bilens pris udgjort 345.751 kr. Bilens vejledende nyvognspris udgør 380.481 kr. plus levering. Specifikation af de tre priser fremgår af nedenstående skema. Iflg. Skats Motorregister køber klageren bilen af selskabet den 3/ 1 1 2011. Bilen faktureres af selskabet den 7/ 11 2011 . Iflg. fakturaen udgør købsprisen 256.000 kr. Bilens kilometerstand er ikke angivet på fakturaen. Bilens salgspris er fastsat ud fra selskabets indkøbspris hos leverandøren inkl. moms 158.174 kr. plus den tidligere beregnede registreringsafgift på 96.170 kr., der er beregnet ud fra en pris under indkøbsprisen plus udgift til nummerplader 1.180 kr. i alt ca. 256.000 kr. Klageren sælger bilen den 31 /10 2012 for 315.500. Som dokumentation for salget har A fremvist et tilbud på finansiering givet til kunden. Pengestrømmene i forbindelse med salget posteres ind over mellemregningen med selskabet.

SKATs afgørelse
SKAT har forhøjet klagerens skatteansættelse således:

Ansat skattepligtig værdi af personalegode opnået ved køb af to Nissan Qashqai biler under bilernes markedspris i alt 188.602 kr.

SKAT har som begrundelse anført:

Skat skal generelt bemærke

• at de faktiske omstændigheder omkring handlerne ikke støtter selskabets udsagn om, at handlerne ikke tilsigter at bidrage A en økonomisk fordel. I de handler Skat har afdækket, har de ansatte opnået en ikke ubetydelig forjeneste i forbindelse med købet og tilbagesalget. Reelt er der tale om, at den fortjeneste selskabet normalt tjener på bilerne overføres til de ansatte.
• at den stedfundne fakturering, bogføring og udbetaling via mellemregningen med A ikke støtter selskabets udsagn om, at bilerne reelt ikke er tilbagesolgt til selskabet.
• at Skat ikke er enig i, at de fastsatte tilbagesalgspriser, der konsekvent ligger over de oprindelige købspriser, er skatteansættelserne for A uvedkommende. For det første indikerer de højere tilbagesalgspriser, at de oprindeligt fastsatte lavere købspriser ikke er markedsprisen. For det andet er det via de fastsatte tilbagesalgspriser, at den økonomiske fordel for A realiseres.
• at det ikke ud fra en forretningsmæssig synsvinkel synes velbegrundet, at selskabet konsekvent efter kortere eller længere tid tilbagekøber biler til højere priser, end selskabet tidligere har solgt de samme biler for, med mindre si6rtet er at tilføre de ansatte en økonomisk fordel.
• at det i det hele taget ikke giver forretningsmæssig mening, at indkøbe brugte biler til priser, der ligger over selskabets egne indkøbspriser for tilsvarende nye biler.

På bagrund af ovennævnte fastholder Skat, at handlerne udelukkende har haft det sigte, at tilføre AS en økonomisk fordel, som efter Skats mening er skattepligtig.

Skat fastholder, at det er forskellen mellem bilernes markedspris og den faktiske købspris, der skal lægges til grund ved fastsættelse af den skattepligtige værdi af personalegoderne.

Skat fastholder, at markedsprisen skal fastsættes med udgangspunkt i en pris på bilerne, hvor registreringsafgiften er beregnet ud fra bilens indkøbspris hos importøren reduceret med et nedslag således at bilens pris matcher de priser, bilerne kan sælges til i fri handel. Dette uanset at bilen i henhold til registreringslovens bestemmelser kan afgiftsberigtiges ud fra en pris, der ligger under indkøbsprisen hos importøren.

I indsigelsen anføres, at der ikke er grundlag for beskatning, fordi salgene skal bedømmes efter bestemmelserne i Ligningslovens § 16, stk. 3 ., 2 pkt., og fordi salgspriserne er fastsat indenfor rammerne af denne bestemmelse (solgt til kostpris).

Bil nr. 1. Som det ses af priskalkulationerne for bil nr. 3 (se side 3), der er solgt som ny til A, er bilen solgt til A for 45.840 kr.(36.672 kr. plus moms) under selskabets indkøbspris hos importøren. Det er således ikke korrekt, når det i indsigelsen anføres, at bilen er solgt til selskabets kostpris (altså selskabets indkøbspris hos importøren plus moms af indkøbsprisen plus registreringsafgift beregnet ud fra mindsteprisen). Skal salgssummen overholde bestemmelserne i Ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt., hvis denne bestemmelse skal bringes i anvendelse, burde bilen efter Skats mening være solgt til mindst indkøbsprisen (nulavance), altså 153.888 kr. (123.110 kr. plus moms). Som følge heraf skal bilen, der sælges som ny, selvsagt også afgiftsberigtiges ud fra denne indkøbspris. Herved stiger bilens pris til 336.249 kr. og selskabet burde følgelig indbetale yderligere i registreringsafgift på bilen. Værdien mellem det A har betalt for bilen 205.397 kr., og den pris bilen har, når bilens pris er fastsat ud fra indkøbsprisen 336.249 kr., vil i så fald være skattepligtig. Beløbet udgør 130.852 kr.

Bil nr. 2. Denne bil har forud for salget til A haft status af demobil hos selskabet i godt en måned. Når selskabet udtager bilen til eget brug, kan den afgiftsberigtiges ud fra den såkaldte mindstepris, der i omhandlede tilfælde betyder, at registreringsafgiften beregnes på baggrund af en pris, der inkl. moms ligger 50.126 kr. (40.101 kr. plus moms) under selskabets egen indkøbspris. Skat fastholder, at bilens reelle kostpris i relation til bestemmelserne i Ligningslovens § 16 stk. 3 skal fastsættes med udgangspunkt i bilens indkøbspris plus moms plus registreringsafgift beregnet på grundlag af bilens reelle indkøbspris inkl. moms. En kostpris som af selskabet er kalkuleret på baggrund af bilens indkøbspris plus moms og en registreringsafgift, der er beregnet af en anden lavere pris end indkøbsprisen inkl. moms (den såkaldte mindstepris) er efter Skats vurdering ikke udtryk for en almindelig markedspris i henhold til ligningslovens § 16, stk. 3.
I omhandlede tilfælde er bilens markedspris inkl. moms og registreringsafgift fastsat ud fra den vejledende udsalgspris kalkulere uden avance til i alt 345.751 kr., og under hensyn til at bilen er en måned gammel, da A køber bilen. Der er endvidere ved skønnet henset til, at den senere fastsatte tilbagesalgspris den 3/ 11 2012 udgør 315.000 kr. På den baggrund har Skat fastsat markedsprisen på købstidspunktet den 3/1 1 2011 til 335.000 kr.
Såfremt den kalkulerede købspris for bil nr. 2 på 256.000 kr. må antages, at være i overensstemmelse med reglerne i Ligningslovens § 16 stk. 3, 2 pkt., og der jf. indsigelsen ikke er grundlag for beskatning af A, finder Skat, at der er grundlag for beskatning i forbindelse med tilbagesalget, hvor prisen ligger over selskabets egen kostpris.

1.7 Skats endelige afgørelse.

Skat fastholder, at forskellen mellem de markedspriser Skat har skønnet på bilerne, og den pris A har købt bilerne for, udgør et skattepligtigt personalegode i henhold til Ligningslovens § 16 stk. 3. 1. pkt.

Ved fastsættelse af markedspriserne har Skat taget udgangspunkt i de priser, der er kalkuleret ud fra bilernes købspris hos importøren tillagt sædvanlig moms og registreringsafgift beregnet på baggrund af indkøbsprisen. De således kalkulerede priser er reduceres under hensyn til de fastsatte tilbagesalgspriser og de priser, bilerne rent faktisk sælges til i fri handel.
Det ansatte skattepligtige personalegode fastsat i forbindelse med køb af bil nr. 1 udgør forskellen mellem købsprisen på 205.398 kr. og den skønnede markedspris på 315.000 kr., eller 109.602 kr.

Det ansatte skattepligtige personalegode fastsat i forbindelse med køb af bil nr. 2 udgør forskellen mellem købsprisen på 256.000 kr. og den skønnede markedspris på 335.000 kr., eller 79.000 kr.

Samlet værdi for begge biler udgør l 09.602 kr. + 79.000 kr. ialt 188.602 kr.

Såfremt bilernes pris skal fastsættes efter bestemmelserne i Ligningslovens § 16 stk. 3, 2 pkt., som anført i indsigelse, finder Skat, at A i forbindelse med køb af bil nr. 1 bør beskattes af 130.852 kr. Beløbet fremkommer som forskellen mellem købsprisen 205.397 og bilens pris kalkuleret ud fra selskabets indkøbspris hos importøren i alt 336.249 kr. Der vil samtidig være grundlag for en efterregulering af afregnet registreringsafgift på bilen.

Sluttelig skal bemærkes, at såfremt købspriserne ikke giver grundlag for beskatning hos A, er Skat af den mening, at der er grundlag for beskatning ved tilbagesalget til selskabet, da tilbagesalgsprisen ligger over den værdi, selskabet selv kan købe og indregistrere bilerne til. Tilbagekøbspriserne i forhold til de oprindelige købspriser indikerer, at selskabet ønsker at tilføre A et økonomisk gode uden om den angivne løn.

SKAT har til klagen udtalt:

Indledningsvis skal det til Skatteankestyrelsens orientering oplyses, at SKATs ansættelse er foretaget på baggrund af en gennemgang af angivet registreringsafgift (projekt avanceoverførsel) hos klagers arbejdsgiver G1 ApS. Foruden omhandlede ændringer har SKAT også ændret skatteansættelserne for to andre sælgere ansat hos G1 ApS. Ansættelserne for disse to kollegaer er også påklaget til Skatteankestyrelsen. Skatteankestyrelsens journalnumre for disse to sager er 14-4092624 og 14-4333293. Sagerne har samme tema nemlig beskatning af personalegoder opnået ved køb og salg af biler via arbejdsgiveren.

Som begrundelse for ansættelsen henvises til kendelsen og sagsfremstillingen. Såfremt Skatteankestyrelsen i forbindelse med behandling af klagen har spørgsmål til sagsfremstillingens beløbsmæssige angivelser, er Skatteankestyrelsen velkommen til at kontakte sagsbehandler.

SKAT fastholder, at værdien af personalegoderne skal opgøres som forskellen mellem det klager har betalt for bilerne og bilernes markedspris på købstidspunktet. Den af SKAT fastsatte markedspris på købstidspunktet understøttes af den pris klager opnår ved tilbagesalg af bilerne til arbejdsgiveren.

Iflg. klagen til Skatteankestyrelsen er klagers principale påstand, at personalegoderne skal fastsættes til en værdi på 75.719 kr. Subsidiært mener klager, at personalegodets værdi skal fastsættes til 144.297 kr.

SKATs ansættelse sammenholdt med klagers principale og subsidiære påstand kan specificeres således:

I relation til klagers principale påstand har SKAT bemærket, at klager f.s.v.a bil nr. 1 ([...]), der købes af A som ny, mener, at personalegodets værdi skal fastsættes ud fra bilens kalkulerede kostpris på 329.399 kr., altså en pris der er højere end den skønnede markedspris på 315.000 kr., som SKAT har lagt til grund ved ansættelsen. Sammenholdes dette med, at den af klager påståede købspris på bilen nr. 1 ikke er korrekt, medfører klagers principale påstand, at SKATs ansættelse for bil nr. 1 reelt bør forhøjes, og at den subsidiære påstand er i overensstemmelse med SKATs ansættelse.

Bil nr. 1.
Nissan Qashqai, [...], indregistreret som ny den 3/2 2011 til A.
SKAT fastholde, at klager iflg. forelagt dokumentation fra arbejdsgiveren kun har betalt 205.398 kr. for bilen, og at den fordel A har opnået ved køb til denne pris, skal opgøres som forskellen mellem købsprisen 205.398 kr. og den skønnede markedspris på 315.000 kr. altså 109.602. SKAT vil dog ikke udelukke, at fordelen skal opgøres ud fra klagers opgørelse af kostpris, således at værdien af personalegodet udgør forskellen mellem købsprisen på 205.398 og den beregnede kostpris 329.399 kr. altså 124.001 kr. Sidstnævnte vil selvsagt betyde, at arbejdsgiveren skal indbetale yderligere registreringsafgift på bilen. Prisen på 205.398 kr. er kalkuleret med en registreringsafgift og en moms, der er beregnet ud fra en pris, der ligger 45.840 kr. (36.672 plus moms 9.168) under arbejdsgiverens indkøbspris hos importøren. Hvis A havde betalt en pris for bilens fastsat ud fra arbejdsgiverens indkøbspris hos importøren, som Ligningslovens § 16 stk. 3 2 pkt. i princippet forskriver, ville registreringsafgiften have udgjort 178.681 kr., således at den samlede kostpris på bilen havde beløbet sig til 329.399 kr. som opgjort i klagen.

Der vedlægges kopi af fakturaer udskrevet i forbindelse med A køb af bilen, kopi af A's konto hos arbejdsgiveren og af bilens certifikat med angivelse af den faktisk beregnede og afregnede registreringsafgift på 96. 170 kr., som arbejdsgiveren har angivet og betalt til SKAT og som også er anført på den faktura arbejdsgiveren udarbejder i forbindelse med A's køb af bilen.
Såfremt klager mener han har betalt mere for bilen, bør han dokumentere, at han har betalt mere for bilen end det, der fremgår af arbejdsgiverens bogholderi. Klagers påstand skyldes måske, at han ved køb af bilen far bilen overfinansieret hos F1-Bank, og at overfinansieringen, som kommer ham likviditetsmæssig til gode i forbindelse med købet, selvsagt skal indfries ved salg af bilen med et beløb over bilens oprindelige købspris.

Bil nr. 2.
Nissan Qashqai, [...], indregistreret af arbejdsgiveren som demobil den 3/10 2011 og herefter videresolgt til A den 7/11 2011 for 256.000 kr. Bilen er den samme som bil nr. 1. Uagtet dette betaler klager mere for bil nr 1, der er brugt, end for bil nr. 1 der er ny.
Som det fremgår af sagsfremstillingen (skema nederst side 3) er den pris A køber bilen til kalkuleret ud fra arbejdsgiverens købspris hos importøren plus en registreringsafgift, der er beregnet ud fra en indkøbspris, der ligger ialt 50.126 kr. under arbejdsgiverens indkøbspris. Beregningen af bilens kostpris ud fra de af arbejdsgiveren og A valgte retningslinjer giver således en skæv kostpris og en kostpris, der ligger væsentlig under markedsprisen. At det forholder sig således bekræftes af den kendsgerning, at arbejdsgiveren køber bilen tilbage et lille år senere af A for 315.000 kr.

SKAT skal sluttelig henvise til sagsfremstillingens to sidste afsnit, hvor SKAT i lyset af det afkast bilhandleme rent faktisk giver de ansatte uden om lønkontoen, anviser andre måder at opgøre personalegodernes værdi. Den første anvisning vedr. bil nr. 1 er også den fremgangsmåde klagers repræsentant angiver i klagen. Dette uagtet, at fremgangsmåden giver en højere beskatningsværdi f.s.v.a. bil nr. 1.

Fælles for bilhandlere er at arbejdsgiveren køber bilerne tilbage af de ansatte til priser, der ligger væsentlig over de priser han oprindeligt solgte de pågældende biler til. Efter SKATs mening har handlerne alene et formål, nemlig at yde de ansatte et personalegode.

SKAT har haft styrelsens indstilling i høring og har udtalt følgende i den anledning:

"SKAT skal i den anledning udtale, at vi kan tiltræde indstillingen til afgørelse af sagen.

Vi er således enige med skatteankestyrelsen i, at klagers fortjeneste ved de to bilhandler overstiger den rabat, der i medfør af ligningslovens § 16, stk. 3, 2. punktum, skattefrit kan modtages som personalegode, og skal derfor fastholde, at der i denne sag er tale om et personalegode omfattet af hovedreglen i ligningslovens § 16, stk. 1, jf. stk. 3, 1. punktum, som skal beskattes som yderligere løn.

Der er herved henset til, at fortjenesten efter SKATs opfattelse opstår som følge af en ordning i den virksomhed, hvor klager er ansat, som indbefatter både køb og tilbagesalg, som ikke ses at være forretningsmæssigt begrundet for arbejdsgiveren, og hvor klagers købspris er væsentligt mindre end den kostpris, der skal lægges til grund, hvis undtagelsesbestemmelsen i 2. punktum skal finde anvendelse.

Vi skal således også fastholde, at bilerne efter vores opfattelse reelt er tilbagesolgt til arbejdsgiver. Der henvises herved til den påklagede afgørelse side 8 og til brev fra klagers daværende repræsentant af 12. maj 2014 side 3.

Videre skal vi fastholde, at vi ikke anser det for dokumenteret, at der er betalt mere for den først købte bil end det, der fremgår af den fremlagte købsfaktura, jf. vores udtalelse af 16. oktober 2014 til klagen.

Endelig skal vi fastholde vores skøn over bilernes markedsværdi på tidspunktet for klagers køb, jf. den påklagede afgørelse side 5. "

Klagerens opfattelse
Repræsentanten har nedlagt følgende påstande:

Der nedlægges principalt påstand om, at As skatteansættelse for indkomståret 2011 nedsættes med kr. 112.883.

Der nedlægges subsidiært påstand om, at As skatteansættelse for indkomståret 2011 nedsættes med kr. 79.221

Repræsentanten har til støtte for påstandene fremført:

Der nedlægges principalt påstand om, at As skatteansættelse for indkomståret 2011 nedsættes med kr. 112.883.

Der nedlægges subsidiært påstand om, at As skatteansættelse for indkomståret 2011 nedsættes med kr. 79.221

Påstandene fremkommer således:

A har siden sommeren 2008 arbejdet som salgskonsulent hos G1-1 i By Y1, der er autoriseret forhandler af biler af mærkerene Nissan, Honda og Peugeot. Schulz Biler har forhandlet Nissan 21 år.

G1-1 er ejet af selskabet G1 ApS, der - igennem et holdingselskab - er ejet 100 % af SO, der tillige er chef i virksomheden. A og SO har ingen familiære relationer eller i øvrigt noget personligt forhold til hinanden.

I 2011 havde G1-1 den ordning med sine medarbejdere, at de årligt kunne købe 1 bil til virksomhedens kostpris med tillæg af afgifter efter den såkaldte mindstepris. Det var firmaets politik, at medarbejderne ikke måtte købe med salg for øje, idet dette selvsagt er i direkte konkurrence med virksomheden.

Nærmere om købet af bil nr. 1 ([...])

A købte bil nr. 1 ([...]) som en demobil i februar 2011 for kr. 253.680. Faktura for købet vedlægges som bilag 2.

Som følge af en fejl blev fakturaen udfærdiget med et beløb, der var forskelligt fra den aftalte - og betalte - købesum, nemlig kr. 205.398. Fejlen skete - efter As opfattelse - fordi det var virksomhedens første salg af en demobil, og at der således var lidt forvirring om fremgangsmåden. Handlen som demobil gik ikke som planlagt, jf. omtalen nedenfor.

Til brug for betaling af den aftalte købesum på kr. 253.680 optog A et billån gennem G1-1s finansieringspartner, F1-Bank. Bilen blev "overbelånt" til kr. 272.180, jf. bilag_1, således at A kunne beholde de kr. 18.500, der ikke skulle bruges til at betale for bilen.

Lånet blev - efter normal procedure - udbetalt direkte til G1-1 den 7. februar 2011 og "indsat" på As debitorkonto i virksomheden. De kr. 18.500, der ikke skulle bruges til at betale for bilen, blev overført til As private konto den 10. februar 2011. Bevægelserne fremgår af As debitorkonto i virksomheden, kontonr. [...]. Skærmprint herfra vedlægges som bilag 4.

Som det ses af debitorkontoen, kunne der - regnskabsteknisk - alene trækkes fejlbeløbet på kr. 205.398 den 10. februar 2011, til betaling af den udstedte faktura nr. 7356, jf. bilag 2. De resterende kr. 48.282 af købesummen henstod på debitorkontoen og måtte ikke hæves, idet pengene ikke var As

Virksomheden har efterfølgende fundet en løsning på, hvordan beløbet kan overføres korrekt til G1-1, således at de ikke længere figurerer på As debitorkonto.

På trods af ovenstående forløb er faktum, at A betalte kr. 253.680 til G1-1 for købet af bil nr. 1 ([...]).

Købet som demobil gik imidlertid ikke som planlagt, idet man - som følge af, at det var første gang - fik registreret bilen direkte til A. Bil nr. 1 ([...]) kunne således ikke afgiftsberigtiges efter reglerne om mindstepris, der afspejlede den aftalte købesum for A. Virksomhedens kostpris, inklusiv afgifter kan - på grund af fejlen rettelig opgøres således:

Købspris hos leverandør ................................ 123.110 kr.
Moms ............................................................... 30.778 kr.
Registreringsafgift ......................................... 178.681 kr.
Nummerplader ................................................... 1.180 kr.
Tilskud fra leverandør ...................................... -4.350 kr.
I alt ................................................................. 329.399 kr.
Idet A alene betalte kr. 253.680 for bil nr. 1 ([...]), er der således en difference på kr. 75.719 imellem købesummen og virksomhedens kostpris inklusiv afgifter.

Nærmere om salget af bil nr. 1 ([...])

I maj 2012 mødte A en kunde i butikken, der ønskede at købe en Nissan Qashqai i farven "magnetic red" til sin hustru, netop den, som A havde privat. Der fandtes imidlertid ikke sådan en til salg i Danmark, og G1-1 kunne ikke skaffe en før 6-8 måneder grundet oversvømmelserne i Japan.

A nævnte for kunden, at han havde netop sådan en model stående i den ønskede farve, og parterne drøftede mulighederne for, at A ville sælge sin bil privat til kunden.

A fik lov af virksomheden til at sælge, selvom det var i strid med firmapolitikken. Accepten blev givet, idet firmaet ikke kunne skaffe bilen selv, og for alligevel at få en tilfreds "kunde".

Parterne blev enige om en pris på kr. 340.000. En del af købesummen blev berigtiget ved, at A tog kundens bil i bytte for kr. 180.000.

"Byttebilen" solgte A senere privat for kr. 165.000.

For at køber havde mulighed for at lånefinansiere købet, skete købet igennem virksomhedens system. Virksomheden havde i øvrigt intet med handelen at gøre.

Nærmere om købet af bil nr. 2 ([...])

Som følge af, at A havde solgt sin bil privat af hensyn til en af virksomhedens kunder, tillod SO, at A måtte købe en ny bil af virksomheden på de gunstige vilkår, selvom der ikke var gået et år siden sidste køb.
A købte således bil nr. 2 ([...]), som en demobil, i november 2011 for kr. 256.000. Faktura for købet vedlægges som bilag 5.

Købet af bil nr. 2 ([...]) skete som planlagt, dvs. som demobil, og virksomhedens kostpris, inklusiv afgifter kan opgøres således:

Købspris hos leverandør ................................ 126.539 kr.
Moms ............................................................... 31.635 kr.
Registreringsafgift ........................................... 96.170 kr.
Nummerplader ................................................... 1.180 kr.
I alt ................................................................. 255.524 kr.

Idet A betalte kr. 256.000 for bil nr. 2 ([...]), betalte han således mere end virksomhedens kostpris inklusiv afgifter.

Nærmere om salget af bil nr. 2 ([...])

Efter at have kørt i bil nr. 2 ([...]) i ca. et år, solgte A bilen privat til HND. Salget skete bl.a. fordi, at lånet fra F1-Bank skulle indfris.

A solgte bil nr. 2 ([...]) for kr. 315.500 "på papirret". Det blev aftalt, at HND betalte kr. 30.000 til A samt gav ham sin nuværende bil, en Ford Fusion ([...]), som var behæftet med et højere beløb, end den kunne videresælges til. Erklæring herom fra HND er vedlagt som bilag 6. A kunne videresælge HNDs Ford Fusion for kr. 25.500, men måtte samtidigt indfri restfælden til i bilen til F2-Bank på kr. 26.023.

Resten af HNDs købspris på bilen blev finansieret af F3-Bank. Finansieringen var ligeledes årsagen til, at pengestrømmen måtte "ind at vende" G1-1s systemer. F3-Bank udbetalte kr. 252.084

Afståelsessummen for As bil nr. 2 ([...]) kan herefter opgøres således:

Kontant fra køber ......................................................................... 30.000 kr.
Udbetalt fra F3-Bank ........................................................ 254.584 kr.
Værdi af "indbyttet" Ford Focus (25.500-26.023) .......................... -523 kr.
I alt ............................................................................................. 284.061 kr.

Pengestrømmen ses af As kontoudtog fra F3-Bank, der vedlægges som bilag 7.

Til støtte for den nedlagte principale påstand, gøres det helt overordnet for det første gældende, at As køb af de i sagen omhandlede biler var omfattet af ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt. vedrørende rabat på arbejdsgiverens varer.

Ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt. har følgende ordlyd:

"Rabat på indkøb af varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren m.v. udbyder til salg som led i sin virksomhed, skal dog alene beskattes, i det omfang rabatten overstiger avancen hos den pågældende arbejdsgiver m.v. "

Bestemmelsen er en undtagelse fra hovedreglen i ligningslovens § 16, stk. 3, 1. pkt., hvorefter handelsværdien anvendes ved værdiansættelse af personalegoder.

Som det ses af bestemmelsens ordlyd, er der to kriterier for anvendelsen af reglen:

• For det første skal der være tale om køb af varer og tjenesteydelser af en arbejdsgiver, og
• For det andet skal den pågældende arbejdsgiver udbyde de pågældende varer eller tjenesteydelser, som den ansatte køber, til salg som led i sin virksomhed.

Såfremt kriterierne er opfyldte, skal rabatreglen anvendes, jf. princippet om lex specialis, og skatteyderen kan ikke beskattes efter den mere generelle regel i ligningslovens § 16, stk. 3, 1. pkt., jf. stk. 1. Skattepligt af personalegodet kan således alene komme på tale, såfremt "rabatten overstiger avancen hos den pågældende arbejdsgiver".

Som led i skattereformen 1993 blev der ved lov nr. 483 af 30. juni 1993 indsat regler om beskatningen af personalegoder i ligningslovens § 16. Formålet var at foretage en præcisering og opstramning af beskatningen af goder, der modtages som led i et ansættelsesforhold eller anden arbejdsaftale, og hvor beskatning tidligere blev gennemført med hjemmel i statsskatteloven. Bestemmelsen om rabat på køb af arbejdsgivers varer har været ordlydsmæssigt uændret siden indsættelsen.
I de generelle bemærkninger til lovforslaget anførtes bl.a. følgende:

"Efter lovforslaget fastsættes den skattemæssige værdi af en sådan vederlæggelse med udgangspunkt i godets markedsværdi til forskel fra i dag, hvor den skattemæssige værdi i praksis ofte opgøres efter godets værdifor netop den pågældende modtager.

Undtaget herfra er ansattes køb med rabat af virksomhedens produkter, i det omfang rabatten ikke overstiger virksomhedens avance. "

I bemærkningerne til den pågældende bestemmelse anførtes følgende:

"Efter stk. 3 ansættes værdien af de i stk. i nævnte goder til den værdi, det må antages at koste modtageren at erhverve godet i almindelig fri handel.

Betaler den ansatte delvis vederlag for godet, reduceres den skattemæssige værdiansættelse hermed.

Undtaget fra denne værdiansættelse til markedsværdien er goder i form af varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren eller hvervgiveren udbyder som led i sin virksomhed. Disse goder beskattes kun i det omfang, modtageren opnår rabat, der overstiger arbejdsgiverens m.v. avance på varen, dvs. betaler mindre for varen, end arbejdsgiveren har haft af omkostninger ved den.

Herved undtages ansattes køb med rabat af arbejdsgiverens varer i det omfang, rabatten ikke er forholdsmæssig stor. "

Som det klart og eksplicit fremgår af bestemmelsens ordlyd samt forarbejderne til bestemmelsen, er rabatreglen en undtagelse fra hovedreglen. Der er således ikke hjemmel til beskatning efter hovedreglen, når vi er inden for undtagelsesbestemmelsens anvendelsesområde.

Af ligningslovscirkulæret (Cirkulære nr. 72 af 17. april 1996) fremgår følgende om værdiansættelsen efter ligningslovens § 16, stk. 3:

"Værdiansættelsen af aktiver, der overdrages til eje eller til lån, foretages således med udgangspunkt i adgangen til at råde over aktivet, mens værdiansættelsen af forbrug foretages med udgangspunkt i det faktiske forbrug.

Værdiansættelsen foretages som udgangspunkt uafhængigt af, om firmaet stiller arbejdsmæssige betingelser til ydelsen af godet, f eks. repræsentative forpligtelser m.v. Sådanne ulemper reducerer ikke den skattemæssige værdi af godet, idet det forudsættes, at den ansatte er vederlagt herfor med pengeløn. For tjeneste- og lejeboliger gælder særlige regler, jf punkt 12.7. nedenfor.

Værdiansættelsen skal således ikke som tidligere foretages med udgangspunkt i godets værdi for den ansatte, men i godets almindelige omsætningsværdi. Denne ændrede værdiansættelse vil i de fleste tilfælde medføre en højere værdi end efter de tidligere regler, men i særlige tilfælde vil værdiansættelsen eventuelt kunne føre til en lavere værdi end efter de tidligere regler, f eks. i tilfælde, hvor godet har en særlig tiltrækning for netop den pågældende modtager.

Baggrunden for dette værdiansættelsesprincip er ønsket om i højere grad at tilnærme beskatningen af personalegoder til omkostningerne ved selv at købe det pågældende gode for beskattede midler.

Markedsværdien fraviges som udgangspunkt i § 16, stk. 4-6, hvori der er fastsat særlige »skematiske« værdiansættelsesregler for goder i form af fri bil, sommerbolig og lystbåd, og i § 16, stk. 7-8, hvor der er fastsat særlige regler for tjeneste- og lejeboliger.

Endvidere beskattes rabat på indkøb af varer og tjenesteydelser. som firmaet udbyder som led i virksomheden. kun i det omf ang. prisen ikke dækker firmaets omkostninger ved at producere varen eller tjenesteydelsen. inklusive eventuelle afgifter. Betaler den ansatte ikke mindst denne pris for godet. skal den ansatte beskattes af firmaets omkostninger ved at producere varen eller tjenesteydelsen. inklusive eventuelle afgifter. fratrukket den faktiske betaling for godet. "

Budskabet i ligningslovscirkulæret er gentaget i SKATs dagældende (samt nugældende) juridiske vejledning, version 2011-1 og 2011-2, C.A.5.1.5 "Rabat på virksomhedens egne produkter":

"Rabat til ansatte på varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren udbyder til salg som led i sin virksomhed, beskattes kun i det omfang rabatten overstiger arbejdsgiverens avance på godet.

Den ansatte skal derfor kun beskattes, hvis denne køber varer mv. til en pris, der ligger under arbejdsgiverens samlede omkostninger ved at producere varen inklusive afgifter. Se LL § 16, stk. 3, 2. pkt. Ved arbejdsgivers omkostninger forstås det, som det i gennemsnit koster arbejdsgiver at fremstille varen. Dvs. arbejdsgivers salgspris kun reduceret med arbejdsgivers avance.

Om bestemmelsens personelle anvendelsesområde kan henvises til Landsskatterettens kendelse af 25. januar 2005, j.nr. 2-2-1821-0428. Sagen drejede sig om, hvorvidt der var grundlag for at beskatte en hovedanpartshaver i en bilforhandler, drevet i selskabsform, med maskeret udbytte, som følge af, at hovedanpartshaverens hustru havde købt to biler af virksomheden til priser, der lå under markedsprisen, men over virksomhedens kostpris. Landsskatteretten anførte følgende:

"Et selskab og dets aktionærer kan, som selvstændige retssubjekter, drive handel med hinanden eller i øvrigt indbyrdes indgå aftaler med skattemæssigt bindende virkning. Da dispositionerne foretages mellem interesseforbundne parter kræves det imidlertid, at aftalen er indgået på almindelige forretningsmæssige vilkår, herunder bl.a. at et aktiv er overdraget til handelsværdien.

Det må lægges til grund, at ansatte i selskabet har haft adgang til at købe biler til under normal udsalgspris, men over selskabets kostpris. Efter det oplyste er derfor ingen af de omhandlede biler tale om salg til hovedaktionæren og hans ægtefælle for lavere priser end selskabets kostpris.

Under disse omstændigheder er der ikke grundlag for at tilsidesætte de af parterne aftalte priser i forbindelse med klagerens ægtefælles bilkøb. Klageren anses herefter ikkefor at have modtaget yderligere løn eller maskeret udlodning i den forbindelse. Skatteankenævnets afgørelse ændres i overensstemmelse hermed. Dette er tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen.
Klageren, der har købt bilerne til under normal udsalgspris, har efter henholdsvis 10 og 5 måneder tilbagesolgt bilerne til selskabet, som herefter har videresolgt bilerne. Tilbagesalgspriserne skal svare til priserne ved handel mellem uafhængige parter, hvilket vil sige selskabets normale indkøbspris, som afviger væsentligt fra de af syns- og skønsmanden angivne detailpriser. Under disse omstændigheder er der ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over selskabets tab ved tilbagekøbene og skatteankenævnets afgørelse stadfæstes på dette punkt, dog således at beløbene anses for maskeret udlodning til klageren, jf. ligningslovens § 16 A, idet fordelen må anses for opnået som følge af hans status som aktionær. Beløbene beskattes som aktieindkomst, jf personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1. "

Afgørelsen viser, at bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt., om rabat på varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren udbyder til salg som led i sin virksomhed, tillige gælder for bestyrelsesmedlemmer, ligesom bestemmelsen tillige gælder for personer, der er interesseforbundet med ejeren af virksomheden, ligesom det må antages, at bestemmelsen tillige gælder for ejeren af virksomheden. For at bestemmelsen gælder for personer, der er interesseforbundet med ejeren af virksomheden og ejeren af virksomheden, fremgår det forudsætningsvis af Landsskatterettens kendelse, at andre ikke­ interesseforbundne ansatte i selskabet skal haft samme adgang til at erhverve de pågældende goder til under normal udsalgspris, men over selskabets kostpris.

Omvendt må det anses som et krav, at ansættelsen - eller det lignende forhold - er tilknyttet den virksomhed, der sælger goderne, og ikke f.eks. et koncernforbundet selskab, jf. TfS 2007, 848 SR, med mindre medarbejderen tillige kunne have erhvervet varen fra sin egen arbejdsgiver til samme pris, jf. TfS 2006, 429 SR.

Landsskatterettens kendelse af 25. januar 2005, j.nr. 2-2-1821-0428, er ligeledes præjudikat for, at bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt. selvfølgelig også finder anvendelse på ansatte i en bilforhandlers køb af biler, jf. Landsskatterettens bemærkninger om begrundelse: "Det må lægges til grund, at ansatte i selskabet har haft adgang til at købe biler til under normal udsalgspris, men over selskabets kostpris"

I nærværende sag har A ikke tilbagesolgt bilerne til arbejdsgiver, men derimod i privat handel. Salgene er imidlertid sket via As kontokort hos arbejdsgiveren, idet dette var knyttet op på de billån, der var udbetalt i forbindelse med købene.

Selv i det tilfælde, at man mod forventning måtte lægge til grund, at der er sket tilbagesalg til arbejdsgiver, er Landsskatterettens kendelse af 25. januar 2005, j.nr. 2-2-1821-0428, ligeledes præjudikat for, at bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt. ikke finder analog anvendelse ved tilbagesalg. Landsskatterettens kendelse fastslår, at der alene aktualiseres en økonomisk fordel, såfremt den ansatte opnår adgang til at sælge aktivet til en pris, der ligger over den pris, selskabet normalt skal erlægge i tilfælde, hvor selskabet køber det pågældende aktiv på markedet.

På baggrund af ovenstående gøres det sammenfattende til støtte for den principale påstand gældende, at de i sagen omhandlede køb af biler, som A har foretaget hos sin arbejdsgiver, er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt., hvorfor der alene er hjemmel til at beskatte A af differencen mellem arbejdsgiverens samlede omkostninger, inklusive afgifter, og den købesum, som A betalte for bilerne.

Til støtte for den principale påstand gøres det for det andet gældende, at A de facto har betalt væsentligt mere for bil nr. 1 ([...]), end lagt til grund af SKAT.

A betalte kr. 253.680 for bil nr. 1 ([...]), hvilket pengestrømmen i sagen klart dokumenterer. At der fejlagtigt er anført et andet beløb er blot et udslag af de fejl, der skete omkring salget af bil nr. 1, jf. ovenfor, og som netop har gjort, at A i nærværende sag har måttet anerkende, at han skal beskattes af en difference på kr. 75.719 vedrørende bil nr. 1 ([...]), jf. påstandsspecifikationen ovenfor

---0---

Såfremt man - mod forventning - måtte finde, at de i sagen omhandlede køb af biler, som A har foretaget hos sin arbejdsgiver, ikke er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt., men i stedet skal behandles efter hovedreglen for værdiansættelse i ligningslovens § 16, stk. 3, 1. pkt., gøres det til støtte for den subsidiære påstand helt overordnet gældende, at A de facto har betalt væsentligt mere for bil nr. 1 ([...]), end lagt til grund af SKAT, jf. omtalen ovenfor.

Det gøres videre gældende, at i hvert fald bil nr. 2 ([...]) havde en lavere markedsværdi på købstidspunktet, end lagt til grund af SKAT. Det gøres i den forbindelse gældende, at SKAT har skønnet en markedsværdi på købstidspunktet på kr. 335.000, ud fra den ene forudsætning, at den angiveligt blev solgt 10 måneder senere for kr. 315.500, i hvilket tidsrum SKAT således skønner, at bilen havde et værditab på kr. 20.000. Idet salgsprisen 10 måneder senere rettelig var kr. 284.061 kr., jf. ovenfor, og således kr. 30.939. lavere end det, som SKAT har lagt til grund for sit skøn, må skønsresultatet på korresponderende vis ligeledes nedsættes med kr. 30.939 fra kr. 335.000 til kr. 304.061."

Repræsentanten har til SKATs udtalelse supplerende fremført:

"Sagsbehandleren anfører i sin udtalelse, side 4, 1. afsnit, at klagers principale påstand medfører, at SKATs ansættelse for bil nr. 1 reelt set forhøjes. Det bemærkes hertil, at SKAT heri - i øvrigt eksplicit - lægger en forudsætning om, at vi ikke har ret i vores opgørelse af købsprisen. Undertegnede har selvsagt ikke påklaget SKATs afgørelse med påstand om forhøjelse af vores klients skatteansættelse.

Sagsbehandleren anfører i sin udtalelse, side 2 under overskrift "Bil nr. l", at klagers arbejdsgiver skal indbetale yderligere registreringsafgift for bilen, såfremt man lægger opgørelsesmetoden til grund, som anført af undertegnede i den principale påstand. Hertil bemærkes, at en efteropkrævning af As arbejdsgiver vedrørende yderligere registreringsafgift ikke har relevans for nærværende skattesag. Det fastholdes i øvrigt, at As købesum for bilen er 253.680, som redegjort for i klagen over SKATs afgørelse.

Vedrørende ovennævnte afsnit bemærkes, at sagsbehandleren - på samme vis, som flere steder i sin afgørelse - kommer med et alternativ til den foretagne skatteforhøjelse. Der henvises i den forbindelse til SKATs afgørelse, side 9, hvor SKAT anfører, at "Såfremt den kalkulerede købspris for bil nr. 2 på 256.000 kr . må antages, at være i overensstemmelse med reglerne i Ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt., og der jf indsigelsen ikke er grundlag for beskatning af A, finder Skat, at der er grundlag for beskatning i forbindelse med tilbagesalget, hvor prisen ligger over selskabets egen kostpris. "Det synes uforeneligt med grundlovens § 43, 1. led, om skatteansættelsens materielle korrekthed, at SKAT anfører subsidiære løsninger i afgørelser. Det synes i øvrigt særdeles utroværdigt, at SKAT vælger at forhøje A, og samtidigt anfører en alternativ løsning, såfremt man måtte finde, at der ikke var hjemmel hertil ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt. Der henvises iøvrigt til SKATs andensidste afsnit i udtalelsen til Skatteankestyrelsen.

I øvrigt bestrides det af sagsbehandleren anførte, herunder at bilerne reelt skulle være tilbagesolgt til arbejdsgiver, samt at handlerne skulle have det formål at yde A et personale gode. Det bemærkes i den henseende, at A ikke er interesseforbunden med sin arbejdsgiver."

Repræsentanten har fremsendt følgende bemærkninger til styrelsens forslag:

"Helt overordnet er vi selvsagt uenige i Skatteankestyrelsens konklusion i det fremsendte forslag til afgørelse; men også uenige i Skatteankestyrelsens argumentation på flere punkter.

Skattemyndighederne og deres afgørelser er underlagt de saglige krav i den almindelige forvaltningsret, herunder legalitetsprincippet. En del af legalitetsprincippet består i et ultimativt krav om hjemmel, hvilket i almindelighed betyder, at forvaltningen til syvende og sidst vil kunne legitimere sin afgørelse gennem henvisning til en formel lovbestemmelse.
Ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt., er ikke en vag, elastisk lovbestemmelse, og efterlader ikke skat­ temyndighederne med et skøn, idet der af ordlyden kan udledes bestemmelsens fuldstændige anvendelsesområde. Såfremt medarbejderens rabat ikke overstiger avancen hos den pågældende arbejdsgiver, beskattes rabatten ikke. Lovgiver har således selv foretaget afgrænsningen af, hvornår en rabat er uforholdsmæssig stor, som omtalt i forarbejderne til bestemmelsen, idet dette er tilfældet, såfremt rabatten overstiger den pågældende arbejdsgivers avance.

Skatteankestyrelsen foreslår en anvendelse af bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt., der ikke har hjemmel i loven.

Til støtte for en beskatning af A henviser Skatteankestyrelsen til Vestre Lands rets dom af den 30. november 2007, SKM2008.6.VLR . Dommens faktiske forhold afviger imidlertid i alle henseender fra nærværende sag, hvorfor den ses at mangle betydning for afgørelsen af As klagesag.

Dommen vedrører ikke beskatning af medarbejderrabatter eller bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt., ligesom skatteyder i Vestre landsretsdommen var kapitalejer og direktør i selskabet. Der var endvidere ikke tale om køb af varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren m.v. udbød til salg som led i sin virksomhed, men derimod arbejdsgivers køb af enkelstående fast ejendom af direktøren til overpris.

Sammenfattende gøres det således gældende, at As køb af de i sagen omhandlede biler hos sin arbejdsgiver er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt., og idet bestemmelsens ordlyd ikke hjemler beskatning, da As rabat ikke overstiger arbejdsgivers avancer, er der ikke hjemmel til beskatning som foreslået af Skatteankestyrelsen.

Selv i det tilfælde, at Landskatteretten måtte finde, at der er hjemmel til beskatning af A, gøres det gældende, at Skatteankestyrelsen i sit forslag anvender værdier i forbindelse med køb og salg af de i sagen omhandlede biler, der ikke afspejler faktum. Som stedse anført betalte A de facto kr. 253.680 for bil nummer 1 ([...]).
As salgspris for bil nr. 2 ([...]) var endvidere kr. 26.023 lavere, end antaget af Skatteankestyrelsen, idet man glemmer at tage højde for As indfrielse af restgælden i HNDs Ford Fusion, som A tog i bytte ved salget. Markedsprisen for bil nr. 2 på As købstidspunkt må således nedsættes tilsvarende.

Såfremt Landsskatteretten måtte finde, at As køb af de i sagen omhandlede biler ikke var omfattet af reglen i ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt., gøres det således gældende, at den af SKAT foretagne forhøjelse alligevel skal nedsættes med kr. 79.221. Der henvises i denne henseende til den af undertegnede opgjorte nedsættelsespåstand, der er refereret i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, side 8."

Landsskatterettens afgørelse
Det følger af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, at løn er skattepligtig indkomst. Beskatning af personalegoder er nærmere fastlagt i ligningslovens § 16, herunder er der for visse personalegoder bagatelgrænser for beskatning ellers er hovedreglen, at personalegoder beskattes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelig fri handel.

Ved værdiansættelse af personalegoder henses således som hovedregel til prissætningen ved samhandel i almindelig fri handel, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, 1. pkt.

Det følger af ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt. at der ved køb fra arbejdsgiver ikke sker beskatning i det omfang rabatten ikke overstiger avancen. Af LFF nr. 286 af 19.5.1993 fremgår om ligningslovens § 16, stk. 3: "Herved undtages ansattes køb med rabat af arbejdsgiverens varer i det omfang, rabatten ikke er uforholdsmæssig stor".

Bil nr. 1, Nissan Quashai 1,5 dci, reg.nr. [...], har klageren ifølge faktura af 10. februar 2011 købt af sin arbejdsgiver, som er bilforhandler, for 205.398 kr. Klageren har finansieret købet ved et lån hos F1-Bank på 272.180 kr. Det forhold, at bilen er overbelånt ses ikke i sig selv at godtgøre, at klagerens købspris hos arbejdsgiveren har været aftalt til 253.680 kr., idet der ikke foreligger dokumentation herfor. Klageren har efterfølgende solgt bilen for 340.000 kr. Bilens markedsværdi har SKAT skønnet til 315.000 kr.

Bil nr. 2, Nissan Quashai 1,5dci, reg.nr. [...], har klageren ifølge faktura af 7. november 2011 købt af sin arbejdsgiver for 256.000 kr. Der er efter det oplyste tale om en demobil og afgiften er beregnet ud fra dette, hvorved er beregnet en kostpris på 256.000 kr. Bilen er godt ét år efter videresolgt for 315.500 kr. SKAT har skønnet markedsværdien på købstidspunktet til 335.000 kr.

Klagerens købspriser og gensalgspriser til arbejdsgiveren resulterer i en økonomisk gevinst, som Landsskatteretten finder, er skattepligtig som yderligere løn jf. ligningslovens § 16, stk. 1 og statsskattelovens § 4. Klagerens køb og salg af bilerne skal bedømmes samlet og anses ikke for omfattet af rabatreglen i Ligningslovens § 16, stk. 3. Landsskatteretten tiltræder SKATs opgørelse af den økonomiske værdi, der er baseret på sagens bilag, og finder det ikke godtgjort, at disse bilag ikke skulle være udtryk for de faktiske købs- og salgspriser. Landsskatteretten stadfæster derfor ansættelsen.