Dokumentets metadata

Omkostningsgodtgørelse - Godtgørelsesberettigede udgifter - Bistandsyderen har repræsenteret sit eget selskab

Sagen angik, om klageren var berettiget til omkostningsgodtgørelse af udgifter til sagkyndig bistand i en klagesag for Landsskatteretten. Da klageren var den eneste ansatte i det selskab, der havde ydet den omhandlede bistand, lagde Landsskatteretten til grund, at det var klageren selv, som havde udført arbejdet med bistanden. Udgifterne var derfor ikke godtgørelsesberettigede i medfør af skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 1. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Klageren [H1] har ansøgt om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en sags behandling ved Landsskatteretten med 100 % af 62.648,44 kr. inkl. moms.

SKAT (nu Skattestyrelsen) har ikke imødekommet ansøgningen om omkostningsgodtgørelse, eftersom SKAT har anset den sagkyndige bistand som ydet af klageren selv.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger
G1 S.M.B.A med CVR-nr. […] (herefter selskabet) modtog den 24. marts 2014 en afgørelse fra SKAT om, at SKAT havde anvendt et tilgodehavende vedrørende indbetalinger til selskabet til at dække en restance vedrørende moms og renter (herefter modregningssagen).

H2 ApS med CVR-nr. […], der senere ændrede selskabsnavn til H3 ApS og nu H4 ApS (herefter bistandsyderen), og som nu er under tvangsopløsning, påklagede som repræsentant for selskabet den 1. maj 2014 SKATs afgørelse til Skatteankestyrelsen.

H4 ApS var fra den 8. marts 2010 og frem til den 1. januar 2017 registreret med A1 (tidligere A2) som reel ejer med en ejerandel på 100 % og med 1 ansat. A1 var administrerende direktør i H4 ApS fra den 8. marts 2010 og frem til den 8. januar 2021.

Af klagen og yderligere korrespondance mellem Skatteankestyrelsen og H2 ApS i modregningssagen fremgik navnet "A3" som afsender.

SKAT oplyste den 5. september 2016 selskabet og bistandsyderen om, at SKAT ville genoptage modregningssagen og give selskabet fuldt medhold.

Enkeltmandsvirksomheden H5 med CVR-nr. […], der senere ændrede selskabsnavn til H6 og nu til H1 (herefter klageren), anmodede den 12. februar 2017 SKAT om omkostningsgodtgørelse på 100 % af 62.648,55 kr. inkl. moms for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med modregningssagens behandling ved Skatteankestyrelsen.

Det fremgik af ansøgningen, at kravet på omkostningsgodtgørelse var overdraget til bistandsyderen. Ansøgningsskemaet var underskrevet af A3 for H5 som ansøger og advokat A3 som bistandsyder.

Ansøgningen var blandt andet vedlagt en faktura fra bistandsyder udstedt til klageren den 12. februar 2017 på 62.648,44 kr. inkl. moms samt en timeopgørelse for perioden 1. maj 2014 til 12. februar 2017. Det fremgik af timeopgørelsen, at bistanden eksklusivt blev ydet af en medarbejder anført som "A4".

Klagerens daværende repræsentant, H7 ApS med CVR-nr. […], som nu er under konkurs, oplyste, at der i forbindelse med betalingen af omkostningerne til bistandsyderen skete et gyldigt debitorskifte fra selskabet til klageren, hvorfor bistandsyderen fakturerede klageren.

SKAT modtog i forbindelse med ansøgningen en transporterklæring underskrevet den 10. maj 2014, hvoraf det fremgik, at selskabet uigenkaldeligt overdrog sin fordring mod SKAT til klageren. Af transporterklæringen fremgik følgende:

"Uigenkaldelig transporterklæring vedr. overdragelse af fordring mod SKAT

Underskrevne
[selskabet]

overdrager hermed uigenkaldeligt
1) min fordring mod SKAT vedrørende indbetalte beløb til SKAT til dækning af moms samt de af SKAT foretagne modregninger vedrørende moms, selskabsskat, renter mv., herunder selskabets krav refusion deraf, herunder men ikke begrænset til rentegodtgørelse mv. vedrørende indkomstår 2011, 2012 og 2013,
2) retten til at modtage omkostningsgodtgørelse i forbindelse med påklage til Landsskatteretten vedrørende den af SKAT foretagne modregning uanset retsinstans

til

[klageren]

der tilsvarende succederer i klageretten for de moms- og skatteretlige problemstillinger, pengekravet udspringer af, herunder retten til at oppebærer omkostningsgodtgørelse, samt efterregulering deraf.
[…]"

SKAT modtog endvidere en anden transporterklæring underskrevet den 10. maj 2014 sammen med ansøgningen, hvoraf det fremgik, at selskabet overdrog kravet på omkostningsgodtgørelse vedrørende modregningssagen til bistandsyderen.

SKAT traf den 2. maj 2017 afgørelse om ikke at imødekomme anmodningen om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med modregningssagen, da SKAT ikke anså klageren for at være part i den underliggende klagesag.

Skatteankestyrelsen modtog den 7. maj 2017 en mail fra bistandsyder, vedhæftet en klage over SKATs afgørelse af 2. maj 2017, udarbejdet af H7 ApS med cvr. nr. […].

Landsskatteretten traf den 1. marts 2019 afgørelse om, at klageren i sagen om omkostningsgodtgørelse skulle anses for part i modregningssagen, og at klageren var godtgørelsesberettiget efter skatteforvaltningslovens § 53, stk. 1, nr. 3.

Af Landsskatterettens begrundelse fremgik blandt andet følgende:

"[…]
Det er Landsskatterettens opfattelse, at klagerens afledede interesse ud fra en konkret vurdering må anses for at have været så tilstrækkelig væsentlig, at klageren kan betragtes som part i selskabets modregningssag. Der er herved henset til, at klageren ifølge transporterklæringen af 10. maj 2014 har fået overdraget modregningssagen, at klageren må anses at have båret risikoen og udgifterne for førelsen af modregningssagen, og at selskabets konkursbo ikke ses at have gjort indsigelse om overdragelsen af sagen.

Landsskatteretten finder herefter, at klageren er godtgørelsesberettiget efter skatteforvaltningslovens § 53, stk. 1, nr. 3.
[…]"

Landsskatteretten hjemviste sagen til Skattestyrelsen til fornyet behandling og afgørelse, således at Skattestyrelsen som første instans kunne tage stilling til, hvorvidt de øvrige betingelser for at være berettiget til omkostningsgodtgørelse var opfyldt.

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har ikke imødekommet klagerens anmodning om omkostningsgodtgørelse, idet arbejdet er udført af ejeren af den personlig drevne virksomhed, som er part i sagen.

Til støtte herfor er anført følgende:

"Afgørelse: Vi dækker ingen af jeres udgifter til rådgiver

[…]

Vores bemærkninger og begrundelse
Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse af 1. marts 2019 at H6, det tidligere H5, anses for part i den oprindelige klagesag om modregning, og dermed godtgørelsesberettiget efter skatteforvaltningslovens § 53, stk. 1, nr. 3.

Det fremgår af oplysningerne om ejerforholdet vedrørende H6, det tidligere H5, og ejerforholdet vedrørende H4 ApS, det tidligere H3 ApS, at A3 ejer både H6 og H4 ApS.

Da H6, det tidligere H5, er anset for at være den godtgørelsesberettigede part i sagen, er der tale om at A3- via sit advokat anpartsselskab H4 ApS, det tidligere H3 ApS, har udført bistand til sin egen personligt drevne virksomhed H6, det tidligere H5.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 1, jf. § 52, stk. 1, kan der ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand.

Vi kan imidlertid ikke dække udgifter til rådgiver i forbindelse med at rådgiver har ydet bistand til sin egen personligt drevne virksomhed, jf. skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1 nr. 1, jf. § 52, stk. 1. Det fremgår af SKM2006.624.ØLR som i SKM2007.709.HR stadfæstes af Højesteret, at udtrykket sagkyndig "bistand" indebærer, efter en naturlig sproglig forståelse, at arbejdet skal være udført af andre end den skattepligtige selv. Da arbejdet er udført af den skattepligtige selv, selv om det er sket gennem selskabet, finder retten, at sagsøgeren ikke kan anses for at have haft sagkyndig bistand ved førelsen af skattesagen.

Vi kan derfor ikke dække udgifterne for A3s bistand via H3 ApS (nu H4 ApS) til H5 (nu H6), idet arbejdet er udført af ejeren af den personligt drevne virksomhed, som er part i sagen. Vi imødekommer derfor ikke ansøgningen."

SKAT er den 25. oktober 2019 fremkommet med nedenstående udtalelse til den indsendte klage:

"[…]
Klagen vedrører Skattestyrelsens afslag på omkostningsgodtgørelse jf. skatteforvaltningslovens § 19.

Skattestyrelsen henviser til afgørelsen af 28. juni 2019.

[…]

Udtalelse
H7 ApS v. B anfører, at Skattestyrelsen har lagt forkerte oplysninger til grund for afgørelsen, idet det i afgørelsen er anført, at fordi H6 er part og klagesagen blev varetaget af A3 som advokat i H4 ApS, så er der ikke er adgang til omkostningsgodtgørelse. H7 ApS anfører, at H4 ApS og H6 driver virksomhed for egen regning og risiko, og der har gennem årene været ansat og tilknyttet personale, som har udført virksomhedernes arbejde inden for forskellige brancher. Det anføres endvidere, at fakta i denne sag ikke identisk med fakta i SKM2006.624.ØLR.

Skattestyrelsen skal bemærke, at ansøgningen om omkostningsgodtgørelse er indsendt af A3 på vegne af hendes personligt drevne virksomhed H6, og bistanden er udført af A3 via hendes advokatanpartsselskab. A3 har dermed ydet bistand i en sag om modregning, hvor hendes personligt drevne virksomhed har partsstatus. Ifølge SKM2007.709.HR, der stadfæster SKM2006.624.ØLR, indebærer ordet "bistand", at arbejdet skal være udført af andre end den skattepligtige selv, dvs. andre end ansøgeren. I sagen SKM2007.709.HR var der netop tale om, at en revisor via sit eget revisionsselskab havde udført arbejde på sin egen klagesag. Vi henviser i øvrigt til skatteforvaltningslovens § 54, nr. 1, § 1 i skatteministeriets bekendtgørelse nr. 513 af 19. maj 2017 og den tilhørende praksis.

H7 ApS oplyser, at der i H4 ApS og i H6 har været ansat og tilknyttet personale gennem årene.

Vi skal dertil henlede opmærksomheden på, at A3 har underskrevet ansøgningen om omkostningsgodtgørelse som ansøger. Det fremgår endvidere af den indsendte time-sagsregistrering fra H3 ApS (nu H4 ApS), at bistanden er ydet af A3. Med hensyn til bistand udført af ansatte i H4 ApS skal vi gøre opmærksom på, at det følger af afgørelsen SKM2007.709.HR, at det at en del af arbejdet var udført af en revisorassistent, måtte anses for et accessorium til det arbejde, der var udført af revisoren selv i forbindelse med revisorens egen skattesag.

H7 ApS v. B anfører i klagen, at som følge af transport og succession i skatteklagesagen følger det af gældende retspraksis, at faktura skal udstedes til parten, hvilket nu er H6, der i det her har betalt fakturakravet med kr. 62.648,44 den 18/7 2017. H7 ApS anfører desuden i klagen, at den materielle skattesag ikke angik H6 eller forhold vedrørende denne virksomhed, men derimod varetagelsen af interesser for klageren, G1 SMBA. Det forhold, at H6 har erhvervet en fordring mod Skattestyrelsen og indtrådte i en skatteklagesag anlagt af G1 SMBA kan aldrig medføre, at arbejdet er udført for H6 af H4 ApS. Det er G1 SMBA, der er modtager af Skattestyrelsens afgørelser.

Skattestyrelsen skal bemærke, at bistanden i sagen om modregning har været ydet i H6' interesse, da det netop er på grund af transporten fra G1 S.M.B.A til H5 v/A3 og den deraf følgende interesse i udfaldet af G1 S.M.B.As sag, at H5 (nu H6) ifølge Landsskatterettens afgøres sagsnr. 17-0872908, blev anset for at være part i G1 SMBAs sag, og Landsskatteretten tog ifølge sin afgørelse netop hensyn til, at H6 må anses at have båret risikoen og udgifterne for førelsen af modregningssagen.

H7 ApS bemærker at Skattestyrelsen ikke har overholdt love og regler i vores afgørelse.

Skattestyrelsen skal bemærke, at vores afgørelse er truffet efter det gældende regelsæt på området, herunder også de gældende regler for sagsbehandling.

Der ses ikke at være fremkommet nye oplysninger i klagen, der kan medføre en anden afgørelse.
[…]"

Klagerens opfattelse
Det er klagerens opfattelse, at anmodningen om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen vedrørende modregningssagen til Skatteankestyrelsen skal imødekommes.

Til støtte herfor har klageren anført følgende:

"[…]
Der nedlægges følgende påstand:
Principalt: Skattestyrelsen skal anerkende at udbetale omkostningsgodtgørelse med 100% af kr. 62.648,44.

Subsidiært: Skattestyrelsen pålægges af udbetale omkostningsgodtgørelse med 100% af kr. 62.648,44.

Sagsfremstilling:
Landsskatteretten traf den 1/3 2019 (bilag 2) afgørelse om, at H6 cvr.nr. […], skulle anses som part i en skatteklagesag, som følge af succession i skattesagen og skattekravet vedrørende G1 SMBA cvr.nr. […], som SKAT anså for at være personligt ejet virksomhed drevet af C.

H4 ApS varetog klagesagen for G1 SMBA v/C.

H5, nu H6, cvr. […], varetog bogføring for G1 SMBA v/C. Da G1 SMBA havde oparbejdet gæld som følge af leverede bogføringsydelser - og havde et tilgodehavende hos SKAT - så overdrog G1 SMBA v/C fordringen mod SKAT (skattekrave og skatteklagesagen) til H6, hvilket iht. gældende ret medførte, at H6 dermed blev part i skatteklagesagen vedrørende varetagelse af G1 SMBA v/Cs interesser over for de af SKAT foretage dispositioner.

SKAT gav G1 SMBA v/C fuldt medhold i den materielle klagesag, hvorfor der er adgang til fuld omkostningsdækning med 100%.

Som følge af transport og succession i skatteklagesagen, følger det af gældende retspraksis, at faktura skal udstedes til parten, hvilket nu er H6, der i det her har betalt fakturakravet med kr. 62.648,44 den 18/7 2017.

Det blev allerede i den oprindelige klagesag (bilag 2) fremført, at der som følge af overdragelse af ikke alene fordringen mod SKAT til eje for H6, men også overdragelse af skatteklagesagen, skulle ske udbetaling af omkostningsgodtgørelse, idet H6 var part jf. SFL § 53, stk. 1, nr. 3, hvoraf det direkte fremgår at en part har krav på omkostningsgodtgørelse, og da G1 SMBA v/C var anset som personlig ejet virksomhed, så er der hjemlet adgang til udbetaling af omkostningsgodtgørelse jf. SFL §§ 52-55.

Skattestyrelsen har i sin afgørelse (bilag 1) har lagt materielle positive forkerte oplysninger til grund for sin afgørelse, idet det er anført, at fordi H6 er part, og klagesagen blev varetaget af A3, som advokat i H4 ApS, så er der ikke adgang til omkostningsgodtgørelse, og der er henvist til afgørelsen SKM2006.624.ØLR som er blevet stadfæstet af Højesteret, SKM2007.709.HR. Igen må det konstateres, at Skattestyrelsen fordrejer faktiske forhold vedrørende ikke alene fortolkning af lovbestemmelser, afgørelse og domme, men også den konkrete sags faktiske og retlige omstændigheder, hvilket tenderer til at udgøre kreativ bogføring, men klart viser, at Skattestyrelsen vedvarende ikke ønsker at iagttage gældende ret, officialmaximen, legalitetsprincippet og de forpligtelser som Danmark er underlagt iht. tiltrådte internationale konventioner. Der er tale om en systemisk tilsidesættelse af ikke alene grundlæggende retsgarantiforskrifter, men også grundlæggende retssikkerhedsprincipper, som Danmark - og dermed enhver dansk offentlig myndighed og domstol/klageinstans - er forpligtet at iagttage som led i tiltrædelsen af internationale konventioner.

Både H4 ApS og H6 driver virksomhed for egen regning og risiko, og der har gennem alle årene været ansat og tilknyttet personale som har udført virksomhedernes arbejde inden for forskellige brancher. Fakta i denne sag er ikke identisk med fakta i SKM2006.624.ØLR.

Den materielle skatteklagesag angik ikke H6 eller forhold vedrørende denne virksomhed, men derimod varetagelsen af interesser for klageren, G1 SMBA v/C. Det forhold, at H6 har erhvervet en fordring mod Skattestyrelsen og indtrådte i en skatteklagesag anlagt af G1 SMBA v/C kan aldrig medføre, at arbejdet er udført for H6 af H4 ApS. Det er G1 SMBA v/C, der var modtager af Skattestyrelsens afgørelser.

Skattestyrelsen har ved sin afgørelse sat skøn under regel, og har groft tilsidesat officialmaximen og legalitetsprincippet, ganske som der i begrundelsen lagt vægt på forhold, som er materiel og objektiv forkerte, hvorved afgørelsen lider afgørelser af begrundelsesmangler.

Sagsbehandlingen og fremgangsmåden er klart i strid med grundlæggende rettigheder i EU-charter for grundlæggende rettigheder, idet Charteret ifm. vedtagelsen af Lissabontraktaten den 1/12 2009 fået direkte virkning jf. TEU art. 6, stk. 1 og er der med en bindende kilde til primær ret, hvilket medfører, at borgere der mener at deres rettigheder er blevet krænket kan klage direkte til EU-Kommissionen. I 2014 lancerede EU Kommissionen en EU-retlig ramme for at styrke retsstatsprincippet og som har til formål at sikre en effektiv og sammenhængende beskyttelse af retsstatsprincippet som er forudsætningen for at sikre respekten af de grundlæggende rettigheder i situation med systemisk trussel mod disse rettigheder, og som går forud for TEU artikel 7.

Det fremgår af den EU-retlige ramme, at retsstatsprincippet er rygraden i ethvert moderne forfatningsmæssigt demokrati, og er en af de retsgrundsætninger som er en del af samtlige EU-medlemslandes fælles forfatningstraditioner og er en af de vigtigste værdier som EU bygger på jf. TEU art. 2, og at en overholdelse deraf er en forudsætning at forblive medlem af EU jf. TEU artikel 49, og dette princip er også forankret i EMRK.

Af bilag 1 til den EU-retlige ramme fremgår, at de grundlæggende principper omfatter "legalitetsprincippet, som indebærer en åben, ansvarlig, demokratisk og pluralistisk procedure for vedtagelse af love, retssikkerhedsprincippet, forbud mod vilkårlighed i den offentlige forvaltning, uafhængige og upartiske domstole, en effektiv domstolsprøvelse, hvorved det bl.a. kontrolleres, at de grundlæggende rettigheder er overholdt, og lighed for loven."

I bilag 2 til den EU-retlige ramme er det uddybet hvad de grundlæggende princippet omfatter, og det er følgende:

---"

a) Legalitetsprincippet, som i alt væsentligt indebærer en åben, ansvarlig, demokratisk og pluralistisk procedure for vedtagelse af love. Domstolen har bekræftet legalitetsprincippet som et grundlæggende EU-princip ved at anføre, at "[...] det i et retsfællesskab på behørig vis skal sikres, at lov og ret overholdes".

b) Retssikkerhedsprincippet, som bl.a. kræver, at reglerne er klare og forudsigelige og ikke kan ændres med tilbagevirkende kraft. Domstolen har understreget betydningen af retssikkerhedsprincippet ved at anføre, at "i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet og princippet om respekt for den berettigede forventning, der begge skal bidrage til at give [EU's] lovgivning den fornødne klarhed og forudberegnelighed". Domstolen har også fastslået, at "[...] retssikkerhedsprincippet i almindelighed forbyder, at en [EU-]retsakt gives gyldighed fra et tidspunkt, der ligger før aktens offentliggørelse, og at undtagelser herfra kun kan tillades, når det tilstræbte formål fordrer det, og når de berørtes berettigede forventning respekteres behørigt".

c) Forbud mod vilkårlighed i den offentlige forvaltning. Domstolen har fastslået følgende: "Det gælder dog i henhold til de gældende retsordener i samtlige medlemsstater, at offentlige myndigheders indgriben i forhold af privat karakter, hvad enten der er tale om fysiske eller juridiske personer, skal være hjemlet og begrundet af årsager, der er fastlagt ved lov, og medlemsstaternes retsordener indeholder på dette grundlag - om end forskellige - ordninger om beskyttelse mod vilkårlige eller uforholdsmæssige indgreb. Kravet om en sådan beskyttelse må anses som udtryk for en [EU-]retlig grundsætning. […]".

d) En uafhængig og effektiv domstolsprøvelse, hvorved det bl.a. kontrolleres, at de grundlæggende rettigheder er overholdt. Domstolen har ved flere lejligheder fastslået, at EU "er en retsunion, hvori dens institutioner er undergivet kontrol med, at deres retsakter er forenelige med bl.a. traktaterne, de generelle retsprincipper og de grundlæggende rettigheder". Domstolen præciserede, at det bl.a. betyder, at "borgerne derfor skal have adgang til en effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som tilkommer dem i medfør af [EU-]retten". Domstolen anførte udtrykkeligt, at "retten til en sådan beskyttelse hører til de almindelige retsgrundsætninger, der udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner. Denne ret er tillige forankret i artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder".

e) Hvad angår forbindelsen mellem retten til en retfærdig rettergang og magtens tredeling, har Domstolen desuden specifikt fastslået, at det almindelige [EU-]retlige princip, hvorefter enhver har ret til en retfærdig rettergang, som har sin baggrund i EMK's artikel 6 [.....] indebærer en ret til at få sin sag behandlet af en domstol, der er uafhængig, navnlig af den udøvende magt [.....]"[1]. Princippet om magtens tredeling er selvfølgelig et vigtigt element, når overholdelsen af retsstatsprincippet skal sikres. Det kan dog antage forskellige former afhængigt af de forskellige parlamentariske modeller og det omfang, hvori princippet anvendes på nationalt plan. I den forbindelse henviste Domstolen til den funktionelle magtdeling, der indebærer en uafhængig og effektiv domstolsprøvelse, idet den fremhævede, at "EU-retten ikke er til hinder for, at en medlemsstat på samme tid er lovgivende, udøvende og dømmende magt, for så vidt som disse funktioner udøves under overholdelse af magtadskillelsesprincippet, som karakteriserer den måde, hvorpå en retsstat fungerer".

f) Lighed for loven. Domstolen har understreget betydningen af ligebehandling som et almindeligt EU-retligt princip og anført, at "det skal bemærkes, at ligebehandlingsprincippet er et grundlæggende princip i EUretten, som er fastslået i artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder".

Det gøres gældende, at Skattestyrelsen systemisk tilsidesætter gældende ret, officialmaximen og legalitetsprincippet, og at Skattestyrelsens myndighedsforvaltning væsentligt er præget af vilkårlighed, ganske som Skattestyrelsen vedvarende træffer ulovhjemlede afgørelser alt med henblik på egen økonomisk vinding til skade for de borgere og virksomheder, som efter gældende ret har krav på at få dækket omkostninger ifm. påklage af Skattestyrelsens omgjorte afgørelser.

Det gøres gældende at hjemlede grundlæggende rettigheder i EU Charteret er tilsidesat jf. TEU 2 jf. EMRK art. 6-1, art. 13 og EMRK tillægsprotokol 1 art. 1, og at forholde er så groft at også er sket en tilsidesættelse af EU art. 49, der forudsætter lovmedholdelighed for forsat at kunne forblive medlem af EU.

Det er nu anden gang at der må indgives klage over afgørelser fra Skattestyrelsen om udbetaling af omkostningsgodtgørelse, hvilket er ganske i strid med lovgivers intentioner for omkostningsgodtgørelsesinstituttet.

Som følge af at denne klage er principiel anmodes om henvisning til Landsskatteretten, idet der ikke af klagevejledning fremgår, at klagen direkte kan indbringes for Landsskatteretten. Der ønskes afholdt kontormøde og der ønskes personligt fremmøde.
[…]"

Den 11. februar 2023 sendte klageren følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsen:

"[…]
Klager fastholder det i de fremsendte procesindlæg anførte.

Det kan supplerende oplyses, at med virkning pr. 1. januar 2017 var H3 ApS indirekte ejet af D via dennes ejerskab af holdingselskabet H8 APS. D er i CVR registreret som legal og reel ejer.

Klager gør gældende, at ikke skal afgøres af Skatteankestyrelsen, men Landsskatteretten jf. SFL § 4a, stk. 3, jf. SFL § 21, stk. 4, nr. 1-5, idet sagens faktiske og retlige grundlag ikke direkte kan udledes af en lovbestemmelse eller retspraksis baseret på en flerhed af afgørelser og domme.
[…]"

I forlængelse af et møde med Skatteankestyrelsen den 15. februar 2023 har klageren fremsendt en udskrift fra en konto tilhørende H5 v. A3 (klageren), hvoraf det fremgår, at der den 18. juli 2017 blev hævet 62.648,44 kr. med teksten "[…] H9". Klageren fremsendte videre følgende bemærkninger:

"[…]
Klager nedlægger følgende korrigerede påstande:

Principalt: Skattestyrelsen skal anerkende at udbetale omkostningsgodtgørelse med 100% af kr. 62.648,44, hvilket beløb skal forrentes årligt med 26,82% (2% pr. løbende måned) fra den 13.02.2017 til betaling sker.

Subsidiært: Skattestyrelsen pålægges af udbetale omkostningsgodtgørelse med 100% af kr. 62.648,44, hvilket beløb skal forrentes årligt med 26,82% (2% pr. løbende måned) fra den 13.02.2017 til betaling sker.

Sagsfremstilling - faktiske og retlige forhold:
Som allerede oplyst i klagen indgivet den 24-9-2019, 5. afsnit, er oplyst, at klager har betalt faktura 1230 kr. 62.648,44 den 18/7 2017.

Som bilag 3 fremlægges kopi af bankkontoudtog, hvoraf fremgår, at kr. 62.648,44 er hævet den 18/7 2017 på klagers konto. Klager har betalt for at frigøre sig for tilskrivning af renter i henhold til udstedt faktura.

Af SFL § 52, stk. 1, fremgår, at der ydes godtgørelse …… af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand mv. som nævnt i § 54 i det sager, der er nævnt i § 55.

Da klager har betalt den sagkyndige, har klager et retskrav på at få udbetalt omkostningsgodtgørelse i henhold til betalt faktura kr. 62.648,44.

Alt andet vil udgøre en ulovhjemlet udhuling af omkostningsgodtgørelsesordningen, og Skattestyrelsen vil opnå en uberettiget berigelse på bekostning af skatteyder/klager.
[…]"

Retsmøde
Klageren udeblev fra retsmødet.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes.

Landsskatterettens afgørelse
Sagen handler om, hvorvidt der er tale om godtgørelsesberettigede udgifter, når den sagkyndige bistand er ydet af A3 gennem H4 ApS (bistandsyderen), når A3 ejer både H4 ApS og den godtgørelsesberettigede enkeltmandsvirksomhed H6 (klageren).

Af dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, § 53, § 54, stk. 1, nr. 1 og § 55, stk. 1, (lovbekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015), fremgår følgende:

"§ 52. Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad."

"§ 53. Godtgørelsesberettigede er fysiske og juridiske personer som
1) er berettiget til at klage over en afgørelse i en sag, som er nævnt i § 55,
2) kan indbringe en afgørelse i en sag, som er nævnt i § 55, for domstolene,
3) i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som er nævnt i § 55, eller
4) inddrages i en sag omfattet af § 55 af en myndighed, fordi myndigheden skønner, at den pågældende har en direkte retlig interesse i sagens udfald."

"§ 54. Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt:
1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede. "

§ 55. Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:
1) Ved klage, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteretten træffer afgørelse.
2) Ved klage, hvor skatteankeforvaltningen træffer afgørelse efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3.
3) Ved Landsskatterettens behandling af en sag, som Skatteministeriet har indbragt efter § 40, stk. 1.
4) Ved en anmodning til skatteankeforvaltningen, skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse.
5) I en sag vedrørende skatter for EU-Domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part.
6) I en sag omfattet af EF-voldgiftskonventionen, når sagen er opstået som følge af, at de danske skattemyndigheder har forhøjet et dansk foretagendes skattepligtige indkomst."

For at opnå omkostningsgodtgørelse kræver det blandt andet, at udgiften er godtgørelsesberettiget. De udgifter der er godtgørelsesberettigede, er oplistet i skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1.

Af skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 1, fremgår, at udgifter til sagkyndig bistand er godtgørelsesberettigede, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede.

Det fremgår af bemærkningerne til skatteforvaltningslovens § 54 (lovforslag nr. 110 fremsat den 24. februar 2005), at bestemmelsen i sin nuværende form er en videreførelse af den nu ophørte skattestyrelseslov § 33 C, stk. 1, nr. 1.

Skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 1, nr. 1 blev oprindelig indsat i skattestyrelseslovens § 33 B, stk. 1, nr. 1, ved lov nr. 238 af 2. april 1997 (fremsat som lovforslag nr. 121 af 11. december 1996).

Af bemærkningerne til lovforslagets § 1 fremgår blandt andet følgende vedrørende skattestyrelseslovens § 33 B, stk. 1, nr. 1:

"Til nr. 8
[…]
De udgifter, der ydes tilskud til, er efter § 33 B primært udgifter til sagkyndig bistand. For at udgiften kan være tilskudsberettiget, skal bistanden være ydet af en advokat, en statsautoriseret eller registreret revisor, en konsulent i driftsøkonomi, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, i lov om tilskud til jordbrugets konsulentvirksomhed, et medlem af Foreningen Danske Revisorer eller af en person, der fagligt kan sidestilles hermed.

Der ydes ikke tilskud til den skattepligtiges eget tidsforbrug eller til den pågældendes egne udgifter til f.eks. rejser, porto, telefon eller lignende. Der ydes heller ikke tilskud til udgifter ved bistand fra personer, der er ansatte hos den pågældende […]"

Ved lov nr. 464 af 31. maj 2000 blev personkredsen af godtgørelsesberettigede udvidet fra den skattepligtige, som en sag vedrører, til blandt andet også at omfatte personer, som i øvrigt må anerkendes som part i en sag.

Af betænkning om omkostningsdækningsordningen nr. 1382/2000, kapitel 3 om gældende ret, fremgår følgende:

"3.2.3.1
[…]
Det sker kun relativt sjældent, at omkostningsdækning nægtes med henvisning til, at der ikke er tale om, at der er ydet sagkyndig bistand. De tilfælde der findes, drejer sig primært om situationer, hvor skatteyderen selv har ført sagen. I de situationer kan skatteyderen ikke få dækket omkostninger, der svarer til eget tidsforbrug, f.eks. beregnet som tabt arbejdsfortjeneste. Det gælder også selv om skatteyderen i øvrigt tilhører en af de nævnte erhvervsgrupper eller kan sidestilles hermed. I sådanne situationer kan skatteyderen dog stadig få dækket øvrige udgifter af den art, der er omfattet af § 33 B, stk. 1.

Der kan ikke gives omkostningsdækning til sagkyndig bistand, hvis den sagkyndige er ansat hos den, skatte- eller afgiftssagen vedrører, jf. § 33 B, stk. 1, nr. 1. Dette skal ses i lyset af, at en arbejdsgiver har fradragsret for en ansats løn. De udgifter, der ikke vedrører den ansattes indsats, kan dog dækkes, hvis de i øvrigt er af den art, der er omfattet af skattestyrelseslovens § 33 B. F.eks. kan udgifter til yderligere bistand fra ikke-ansatte dækkes."

I SKM2007.709.HR stadfæstede Højesteret en dom fra Østre Landsret. I sagen fandt landsretten, at udtrykket sagkyndig "bistand" efter en naturlig sproglig forståelse indebar, at arbejdet skulle være udført af andre end den skattepligtige selv. En revisor ejede anparterne i et holdingselskab, som -sammen med revisoren selv - ejede et anpartsselskab, hvor revisoren også var ansat og registreret som direktør. Under en skattesag vedrørende en udlejningsejendom, som revisoren ejede og drev, blev revisoren repræsenteret af anpartsselskabet ved revisoren selv, som også var registreret som rådgiver i det anvendte timeforbrug. Landsretten fandt, at da arbejdet var udført af revisoren selv, selv om det var sket gennem anpartsselskabet, havde revisoren ikke haft sagkyndig bistand ved førelsen af skattesagen. Højesteret stadfæstede dommen i henhold til landsrettens begrundelse, og bemærkede yderligere at det arbejde, der var udført af en revisorassistent, måtte anses for et accessorium til det arbejde, der var udført af revisoren selv.

Landsskatteretten fandt ved afgørelse af den 1. marts 2019, at klageren skulle anses for at være godtgørelsesberettiget, jf. dagældende skatteforvaltningslovs § 53, stk. 1, nr. 3. Det var således Landsskatterettens opfattelse, at klagerens afledte interesse, ud fra en konkret vurdering måtte anses for at have været så tilstrækkelig væsentlig, at klageren skulle betragtes som part i selskabets modregningssag. Der var herved henset til, at klageren ifølge transporterklæringen af 10. maj 2014 havde fået overdraget modregningssagen og retten til at modtage omkostningsgodtgørelse, at klageren måtte anses at have båret risikoen og udgifterne for førelsen af modregningssagen, og at selskabets konkursbo ikke havde gjort indsigelse om overdragelsen af sagen.

Ud fra sagens oplysninger lægges det til grund, at A1 - i den fakturerede periode - var den eneste ansatte hos H4 ApS (bistandsyderen), og at hun var ansat i rollen som administrerende direktør.

Det fremgår af timeopgørelsen, at bistanden fra H4 ApS blev ydet af en medarbejder anført som "A4". Af den underliggende modregningssag fremgår navnet A3 på korrespondancer mellem Skatteankestyrelsen og H4 ApS. Ud fra sagens oplysninger lægges det derfor til grund, at det var A1 selv, som udførte arbejdet i forbindelse med modregningssagen.

A1 var i samme periode eneejer af enkeltmandsvirksomheden H5 v/A3 (klageren), der senere ændrede selskabsnavn til H6 og nu til H1.

Det bemærkes, at fakturanr. 1230 blev udstedt af H4 ApS (bistandsyderen) til H5 v/ A3 (klageren), og at ansøgningsskemaet blev underskrevet af A3 for H5 (klageren) som ansøger og advokat A3 som bistandsyder.

Landsskatteretten finder således, at personsammenfaldet mellem bistandsyderen H4 ApS og eneejeren af H5 v/A3 (klageren) medfører, at det udførte arbejde ikke kan anses som en godtgørelsesberettiget udgift, jf. skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 1.

Det anførte vedrørende EU-retten, herunder EU's Charter og Skattestyrelsens sagsbehandling kan ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.