Dokumentets metadata

Dokumentets dato:21-10-2021
Offentliggjort:19-12-2023
SKM-nr:SKM2023.616.VLR
Journalnr.:V.L.S-1405-21
Referencer.:Straffeloven
Tobaksafgiftsloven
Udlændingeloven
Dokumenttype:Dom


Straf - tobaksafgift - prøvesag - ændret sanktionspraksis punktafgifter - fremstilling

T var tiltalt for svig med tobaksafgift af særlig grov karakter, ved i perioden mellem den 30. november 2020 og den 2. marts 2021 på en adresse med forsæt til at undgå betaling af tobaksafgifter, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med 12 navngivne andre samt en for T ukendt person, hvis sager blev behandlet særskilt, at have deltaget i fremstilling af ikke under 41.040.000 cigaretter, på en professionelt indrettet cigaretfabrik, der ikke var autoriseret som oplagshaver hos myndighederne, hvorved T deltog i undladelse af at opgøre og betale tobaksafgifter, alt hvorved statskassen blev unddraget ikke under 71.323.416 kr. i afgifter.

T erkendte sig uden forbehold skyldig og forklarede i retten om sin deltagelse i cigaretproduktionen på ejendommen.

Byretten fandt tilståelsen støttet af de oplysninger, der i øvrigt forelå. T fandtes derfor skyldig.

T idømtes 4 års fængsel. Ved strafudmålingen lagde byretten vægt på størrelsen af det unddragne beløb. Det blev i formildende retning taget i betragtning, at T ikke havde haft en ledende rolle i den organiserede kriminalitet, at han modtog løn for sit arbejde, og at han ikke herudover modtog del i udbyttet. Det blev i skærpende retning taget i betragtning, at T ad flere gange havde deltaget i produktionen af cigaretter, samt at hans rolle i produktionen havde været en nødvendig forudsætning for den organiserede kriminalitet med afgiftsunddragelse. T idømtes tillige en tillægsbøde på 71.323.416 kr. svarende til 1 x de unddragne tobaksafgifter, udvisning for bestandig samt konfiskation.

T ankede dommen med påstand om formildelse af straffen, afrunding af tillægsbøden og tidsbegrænsning af indrejseforbuddet. Anklagemyndigheden påstod skærpelse af frihedsstraffen.

Landsretten stadfæstede byretsdommen med den ændring, at tillægsbøden blev nedrundet til 71.000.000 kr. Desuden bestemte landsretten, at statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.


Parter

Anklagemyndigheden

mod

T

født den (red.fjernet.fødselsdato)

Byrets dom

Denne sag er behandlet som tilståelsessag.

Retsmødebegæring er modtaget den 27. maj 2021. T er tiltalt for overtrædelse af

straffelovens § 289, stk. 1, jf. tobaksafgiftsloven § 25, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 2, samt § 9, stk. 2,

ved i perioden mellem den 30. november 2020 og den 2. marts 2021 på adressen Y1-adresse med forsæt til at undgå betaling af tobaksafgifter, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med V1, V2, V3, V4, V5, V6, V7, V8, V9, V10, V11, V12 og en for tiltalte ukendt person, hvis sager behandles særskilt, at have deltaget i fremstilling af ikke under 41.040.000 cigaretter, på en professionelt indrettet cigaretfabrik, der ikke var autoriseret som oplagshaver hos myndighederne, hvorved sigtede deltog i undladelse af at opgøre og betale tobaksafgifter, alt hvorved statskassen blev unddraget ikke under 71.323.416 kr. i afgifter.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf og i medfør af straffelovens § 50, stk. 2, en tillægsbøde på 71.323.416 kr.

Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af følgende udenlandske valuta: 600 euro, 140 polske zloty, 10 britiske pund og 2.557 ukrainske hryvnia. hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 1.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, samt § 24, nr. 2, med et indrejseforbud fastsat i medfør af udlændingelovens § 32.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Tiltalte har ikke fremsat indsigelser mod påstanden om tilllægsbøde, konfiskation og udvisning.

Sagens oplysninger

Tiltalte, T, har forklaret, at han blev anholdt på ejendommen på Y1-adresse den 3. marts 2021. Han havde da været på Y1-adresse i ca. 2 uger. Det var V4, som foreslog, at han skulle arbejde i Danmark. Det var først, da de kom til Y1-adresse første gang i 2020, at V4 fortalte, hvad han skulle lave, og hvad lønnen var. Han er Y2-landsk statsborger, og han har hidtil boet og arbejdet i Y2-land. Han fik et Y3-landsk arbejdsvisum, fordi han troede, at han skulle arbejde i Y3-land. Da han kom til Y3-land, blev de mødt af nogle Y3-landske borgere, de Y3-landske medsigtede, som foreslog, at de skulle arbejde i Danmark. De andre 7 Y2-landske statsborgere, som blev anholdt samtidig med ham, var også til stede i Y3-land.

Han mødte første gang V4 i Y3-land i maj 2020. Det var også her, at han mødte de andre 7 Y2-landre, som han ikke kendte i forvejen. Det var V4, som foreslog, at de skulle arbejde i Danmark. Han fik ikke at vide, hvad de skulle lave i Danmark. I Y2-land var han chauffør.

Han fik at vide, at han ville få 3 euro for en kasse cigaretter med 50 kartoner cigaretter. Han har ikke tidligere beskæftiget sig med produktion af cigaretter. Da han tog fra Y2-land til Y3-land, vidste han ikke, hvilken slags arbejde, han skulle lave, og det var først, da han var i Danmark, at han fik at vide, at de skulle arbejde med cigaretproduktion.

Alle Y2-landre og V4 kørte med minibus fra Y3-land til Danmark. (red.fjernet.nationalitet), V1, var også med i minibussen. Ved grænsen til Danmark fremviste de deres pas. De kørte i samme minibus frem til en parkeringsplads, hvor de skiftede bil. De kørte i den anden bil i ca. 10 minutter, før de ankom til Y1-adresse.

Han ved ikke, hvem der bestemte, at der skulle skiftes bus. Det var V4, som sagde til dem, at de skulle skifte fra minibus til en lukket varebil uden vinduer. De kunne ikke se, hvor de kørte hen. Der var ikke nogen, der spurgte, hvorfor de skulle køre i en lukket bil. Han tænkte, at den første bus måske skulle køre et andet sted hen.

Han kom første gang til Y1-adresse i maj 2020. Der er et hus i 2 etager. Der er flere værelser, køkken, toilet og badeværelse i huset. Der er også andre bygninger, hvor der blev produceret cigaretter. I maj 2020 var produktionen i gang. Da de, 8 Y2-landre og 2 (red.fjernet.nationalitet), ankom, var der ikke andre til stede på ejendommen.

V4 sagde samme aften, som de ankom, at de kunne arbejde, hvis de ville, og at de kunne gå i gang dagen efter. Han skulle betjene en maskine ved at sætte cigaretterne i maskinen, så de blev pakket. De gik i gang næste morgen.

Han genkender maskinen på foto, ekstrakten side 12. Han husker, at der var en tavle i produktionslokalet, og han genkender tavlen på foto, ekstrakten side 14. Tavlen var ikke i lokalet i maj 2020, og der var på det tidspunkt ikke andet til at vise, hvor meget der blev produceret.

Det var 3 Y3-landske kolleger, V4, V1 og V3, som viste, hvordan produktionen skulle foregå. Ingen af dem var teknikere eller havde særlig forstand på maskinerne.

Da han så maskinerne, tænkte han over, om han kunne lære at betjene maskinerne. Arbejdet var ok, og lønnen var god set i forhold til lønforholdene i Y2-land. Det var et godt lønnet arbejde. Det talte han også med de andre Y2-landre om.

Der var ikke firmanavn eller andet, som viste, at der var et firma på adressen. Han spurgte ikke til firmaets navn. Han spurgte heller ikke, om det var lovligt. I det Y3-landske arbejdsvisum stod, at han skulle arbejde som chauffør. Han fik ikke en arbejdstilladelse til arbejdet i Danmark af (red.fjernet.nationalitet), og han spurgte heller ikke efter sådanne papirer.

Forevist arbejdstilladelse, ektrakten side 672, har tiltalte forklaret, at han fik et tilsvarende papir af V4, hvor der var tilladelse til arbejde med transport og logistikvirksomhed.

Han har arbejdet på Y1-adresse i 5 perioder á 2 - 3 uger pr. periode. Han har ikke på noget tidspunkt arbejdet som chauffør. Da han sagde ja til arbejdet, var han klar over, at han ikke skulle arbejde som chauffør. Han spurgte ikke V4, hvorfor han fik en arbejdstilladelse til chaufførarbejde, når han ikke skulle arbejde som chauffør. Han kan ikke svare på, hvad han tænkte dengang.

Han har ikke hørt om V13 fra firmaet, G1-virksomhed, og han har ikke set et certifikat, som viser, at han skulle være chauffør for dette firma.

Han var første gang på Y1-adresse i maj 2020, og senere fra 30. november 2020. Lønnen blev udbetalt kontant af V4. På fabrikken fortalte de 3 (red.fjernet.nationalitet), hvad de skulle lave. Hans opgave var at pakke cigaretter. Det var (red.fjernet.nationalitet), som foreslog, at han skulle arbejde ved denne maskine. Navnene V2 og V5 siger ham ikke noget. Foreholdt, at de blev anholdt samme dag på adressen, har tiltalte fastholdt, at han ikke genkender navnene, måske på grund af udtalen. Han husker ikke, hvornår de øvrige (red.fjernet.nationalitet) kom til stedet.

Han ved ikke hvor mange cigaretter, de kunne producere pr. dag. Han kunne pakke cigaretter, så han kunne tjene ca. 300 euro pr. dag. Han kunne tjene ca. 5.000 euro pr. arbejdsperiode. Han betalte ikke skat af pengene.

En typisk arbejdsdag varede fra kl. 7 til kl. 20 eller kl. 21. Når de havde fri, lavede de ikke så meget, for de var mange om at deles om køkken og bad, så det tog lidt tid. Han var ikke ude at se steder i Danmark, og han har ikke mødt danskere. Han opholdt sig hele tiden på Y1-adresse, når han var i Danmark.

Der var walkie-talkies, hvor der kunne gives besked fra huset til produktionen, f.eks. at maden var færdig, og at de skulle komme at spise. De var selv interesseret i at arbejde mange timer. Det var (red.fjernet.nationalitet), som handlede ind, og både (red.fjernet.nationalitet) og Y2-landre lavede mad. Han tror, at det var V4, som ledede og fordelte arbejdet

Det var dem i produktionen, som på tavlen i produktionslokalet skulle skrive, hvor meget der blev produceret. Det var en bestemt person, som skrev på tavlen. Han vil kun forklare om de ting, som han har stået for. Det var det samme hold af både (red.fjernet.nationalitet) og Y2-landre, som var på Y1-adresse i de arbejdsperioder, som han var på stedet. Han ved ikke, hvor de pakkede cigaretter kom hen, men de blev kørt ud af produktionslokalet.

Det var V12, som fik ham med til Y3-land. Han vil ikke svare på, hvor han mødte V12. Det var V4, som fik ham til Danmark. Han har tidligere arbejdet sammen med V12, og de aftalte at ringe sammen, så de kunne komme sammen til Danmark næste gang.

Han har familie i Y2-land. Han havde kontakt med dem en gang om ugen, hvor han ringede hjem. Han ringede fra en telefon, som han fik udleveret af (red.fjernet.nationalitet). De kunne ringe fra telefonen en gang om ugen

Da han kom til Danmark, tænkte han, at det var mærkeligt med arbejdet. Han tænkte derfor, at det måske var ulovligt arbejde, men han håbede, at det var lovligt arbejde. Han fik at vide, at alt var i orden.

Han har ingen tilknytning til Danmark, bortset fra at han har været på Y1-adresse for at arbejde. Efter denne sag vil han tage tilbage til Y2-land.

Han havde ikke sin egen mobiltelefon med fra Y2-land til Danmark, for han gav sin mobiltelefon til (red.fjernet.nationalitet), fordi de bad om at få den. Han fik udleveret en telefon af (red.fjernet.nationalitet), når han skulle ringe hjem den ene gang om ugen. Alle Y2-landre boede på samme værelse i huset. Værelset kan ses på foto, ekstrakten side 18. To af (red.fjernet.nationalitet) boede sammen, og V4 boede alene i et værelse.

Han producerede kun G2-virksomhed cigaretter. Der var ikke banderole på nogen af pakkerne. Han undrede sig over dette og spurgte til det. Han fik at vide, at cigaretterne var toldfrie. Han håbede, at det var rigtigt.

Han havde ikke et arbejde i Y2-land, da han fik mulighed for at arbejde i Y3-land. Han er gift og de har et barn. Hans kone har ikke arbejde, og det havde hun heller ikke, da han søgte arbejde i Y3-land. Han havde tidligere arbejdet som chauffør og på en byggeplads, og de levede af deres opsparing.

De datoer, som er stemplet i hans pas ved grænsen mellem Y2-land og Y3-land, svarer ikke til de gange, hvor han har været i Danmark. Han har tidligere et par gange rejst til Y3-land som turist. Stemplet for maj 2020 kan godt passe med den første gang, han var i Danmark, men han husker ikke perioderne. Fra 30. november 2020 til marts 2021 var der to ture til Danmark.

Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 3. marts 2021.

Rettens begrundelse og afgørelse

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig og forklaret om sin deltagelse i cigaretproduktionen på ejendommen. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til fængsel i 4 år, jf. straffelovens § 289, stk. 1, jf. tobaksafgiftsloven § 25, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 2, samt § 9, stk. 2.

Retten har ved fastsættelsen af straffen lagt vægt på størrelsen af det unddragne beløb. Der er i formildende retning taget i betragtning, at efter tiltaltes forklaring og sagens oplysninger har tiltalte ikke har haft en ledende rolle i den organiserede kriminalitet, at han modtog løn for sit arbejde, og at han ikke herudover modtog del i udbyttet. Der er i skærpende retning taget i betragtning, at tiltalte ad flere gange har deltaget i produktionen af cigaretter, samt at hans rolle i produktionen har været en nødvendig forudsætning for den organiserede kriminalitet med afgiftsunddragelse.

Tiltalte idømmes i medfør af straffelovens § 50, stk. 2, en tillægsbøde på

71.323.416 kr.

Retten tager udvisningspåstanden til følge i medfør af udlændingelovens 49, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, samt § 24, nr. 2, jf. § 26, stk. 2, og § 32, da udvisningen ikke med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Tiltalte udvises for bestandig. Retten har lagt vægt på, at tiltalte ingen tilknytning har til Danmark.

Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 1.

Thi kendes for ret:

Tiltalte, T, skal straffes med fængsel i 4 år.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 71.323.416 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 4 måneder.

Hos tiltalte konfiskeres 600 euro, 140 polske zloty, 10 britiske pund og 2.557 ukrainske hryvnia.

Tiltalte udvises af Danmark for bestandig.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Vestre Landsrets dom

afsagt den 21. oktober 2021 af Vestre Landsrets 15. afdeling (dommerne Olav D. Larsen, Torben Geneser og Lisette Ørnskov Top (kst.) med domsmænd) i ankesag

V.L. S-1405-21

Anklagemyndigheden

mod

T

født den 26. maj 1988

(advokat NF, Y4-by)

Retten i Kolding har den 16. juni 2021 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 1-3747/2021).

Påstande

Tiltalte, T, har nedlagt påstand om formildelse af straffen, afrunding af tillægsbøden og tidsbegrænsning af indrejseforbuddet.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af frihedsstraffen.

Landsrettens begrundelse og resultat

Navnlig under hensyn til størrelsen af unddragelsen og henset til, at tiltalte ikke har haft en ledende rolle, findes frihedsstraffen passende udmålt til fængsel i 4 år.

Tillægsbøden findes under hensyn til størrelsen af det unddragne beløb passende at kunne fastsættes til 71.000.000 kr. Forvandlingsstraffen for tillægsbøden er uændret fængsel i 4 måneder.

Tiltalte straffes med blandt andet fængsel i 4 år for overtrædelse af straffelovens § 289 og tobaksafgiftsloven. Det følger herefter af udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, og

§ 24, nr. 2, jf. § 26, stk. 2, samt § 32, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, nr. 7, og stk. 5, nr. 1, at tiltalte skal udvises med indrejseforbud for bestandig, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det beror herefter på en proportionalitetsafvejning, hvori indgår en samlet bedømmelse af karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, samt hvor stor en del af livet tiltalte har opholdt sig i Danmark og styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til henholdsvis Danmark og Y2-land, om udvisning skal ske. Tiltalte er 33 år gammel og statsborger i Y2-land, hvor han hidtil har boet, og hvor han har sin familie. Tiltalte har ingen tilknytning til Danmark bortset fra de perioder i 2020-2021, hvor han har opholdt sig her i landet. Efter en samlet vurdering finder landsretten, at udvisning af tiltalte med indrejseforbud for bestandig må anses for en proportional foranstaltning, som ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Landsretten tiltræder derfor dommens bestemmelse om udvisning.

Landsretten tiltræder endvidere dommens bestemmelse om konfiskation.

Med den anførte ændring vedrørende tillægsbøden stadfæster landsretten herefter dommen.

Tiltalte har været frihedsberøvet fra den 2. marts 2021. Han har fortsat været frihedsberøvet under anken.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at tillægsbøden nedsættes til 71.000.000 kr.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.