Dokumentets metadata

Omkostningsgodtgørelse - hæftelse - aftalegrundlag

Sagen angik om en skatteyder var berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand fra et advokatfirma i forbindelse med behandlingen af skatteyderens sag om kørselsgodtgørelse og befordringsfradrag i det skatteretlige system.

Spørgsmålet var nærmere om skatteyderen hæftede for udgifterne til rådgiverbistand, hvilket er en betingelse for at opnå ret til omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. Retten gennemgik i den forbindelse elementerne i aftalegrundlaget, og retten fandt, at den valgte aftalemodel medførte, at skatteyderen ikke var berettiget til omkostningsgodtgørelse. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Parter

H1

(advokat ØA)

mod

Skatteministeriet

(advokat Asger Hinsch)

Denne afgørelse er truffet af dommer Dot Buchtrup, dommer Tine Rud og dommerfuldmægtig Laura Røge Christensen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 1. oktober 2020.

Sagen drejer sig om, hvorvidt SB er berettiget til omkostningsgodtgørelse på 50 % for udgifter til sagkyndig bistand fra sagsøger, H1 (H1), i forbindelse med behandlingen af hans sag om kørselsgodtgørelse og befordringsfradrag i det skatteretlige system.

H1 har principalt nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at H1 ikke er pligtig til at tilbagebetale den tidligere udbetalte omkostningsgodtgørelse på 132.625 kr. til Skattestyrelsen.

H1 har subsidiært nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling i Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært hjemvisning.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 3.

Oplysningerne i sagen

SB har overdraget sine rettigheder vedrørende omkostningsgodtgørelse til H1.

SB blev den 1. august 2010 ansat i G1-virksomhed. SB fik som led i sin ansættelse betalt befordringsgodtgørelse.

I 2011 - 2012 rettede SKAT henvendelse til en række af G1-virksomheds ansatte, herunder SB, og stillede spørgsmålstegn ved G1-virksomhed's kontrol i forbindelse med udbetalingen af befordringsgodtgørelse.

G1-virksomhed rettede herefter henvendelse til H1 for rådgivning om befordringsgodtgørelse. H1 fakturerede G1-virksomhed for rådgivningsarbejdet, og der blev ikke søgt om omkostningsgodtgørelse for udgiften.

Den 3. januar 2012 holdt H1 et oplæg om reglerne for skattefri befordringsgodtgørelse for G1-virksomhed og dets ansatte, og G1-virksomhed besluttede, at G1-virksomhed ville yde økonomisk bistand til dækning af udgifter til sagkyndig bistand for de ansatte, der ønskede at påklage SKAT's afgørelse.

Der blev afholdt et statusmøde den 19. juni 2013, hvor aftalegrundlaget for den sagkyndige bistand skulle klarlægges.

Den 20. juni 2013 fremsendte H1 en opfølgende e-mail til NC, SH og NA, der var G1-virksomheds repræsentanter i sagen. Af e-mailen fremgår blandt andet:

"…Det bekræftes, at Advokatfirmaet som udgangspunkt vil afregne sin assistance efter sædvanlige timetakster. Det bekræftes videre, at Staten i henhold til gældende regler om omkostningsgodtgørelse som minimum dækker udgifterne til sagkyndig bistand ved Skatteankenævnet og Landsskatteretten med 50 %. I henhold til gældende regler om omkostningsgodtgørelse dækker Staten udgifterne til sagkyndig bistand med 100 %, såfremt der opnås fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

Det bekræftes, at vi har forstået jer således, at G1-virksomhed vil indestå for honorering af Advokatfirmaets honorarkrav efter omkostningsgodtgørelse for assistance i de enkelte sager for så vidt angår de personer, som underskriver og returnerer fuldmagterne og transporterklæringerne. Når vi har overblik over antallet, der har underskrevet og returneret dette dokument, kan vi fremkomme med et præcist estimat over omkostningerne ved førelsen af sagerne ved Landsskatteretten, ligesom vi kan angive størrelsen af det beløb, som G1-virksomhed skal deponere hos Advokatfirmaet til dækning af Advokatfirmaets honorar efter omkostningsgodtgørelse…"

Vedhæftet e-mailen var et udkast til orienteringsbrev til de ansatte samt et udkast til en fuldmagt og transporterklæring, der skulle vedlægges orienteringsbrevet.

SB underskrev den 28. juni 2013 en fuldmagt og transporterklæring. Af erklæringer fremgår følgende:

"… Undertegnede, SB, Y1-adresse, CPRnr. … herefter benævnt "Fuldmagtsgiver", giver hermed fuldmagt til G1-virksomhed, Y2-adresse, CVR-nr. ...11, herefter benævnt "Fuldmægtig", til på Fuldmagtsgivers vegne og i Fuldmagtsgivers navn at foretage enhver disposition i relation til førelsen af Fuldmagtsgivers skattesag, hvor SKAT vil træffe afgørelse i forlængelse af det udsendte forslag til afgørelse af den 17. april 2012.

Fuldmægtig er således i relation til førelsen af skattesagen berettiget til at fastlægge strategien i enhver henseende og til at foretage samtlige dispositioner med den samme retsvirkning, som var den foretaget af Fuldmagtsgiver selv.

Fuldmagtsgiver forpligter sig til at bidrage loyalt til skattesagens førelse, herunder ikke at kontakte SKAT. Al kontakt til SKAT skal ske via Advokatfirmaet G2-virksomhed, som fører skattesagen på vegne af Fuldmagtsgiver. Fuldmagten er uigenkaldelig, idet Fuldmagtsgiver således er forpligtet til at lade sin sag videreføre til og med endelig kendelse ved Landsskatteretten.

Ved påklage af SKATs afgørelse er det muligt at opnå omkostningsgodtgørelse fra Staten. I henhold til gældende regler om omkostningsgodtgørelse for fysiske personer dækker Staten som minimum udgifterne til sagkyndig bistand med 50 % fra det tidspunkt, hvor SKAT har truffet afgørelse. Såfremt der opnås fuldt medhold eller medhold i overvejende grad ved Skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten, dækker Staten i henhold til gældende regler om omkostningsgodtgørelse udgifterne til sagens førelse med 100 %.

Fuldmægtig har forpligtet sig til at afholde Fuldmagtsgivers udgifter til sagkyndigbistand. I det tilfælde at sagen tabes, afholder Fuldmægtig således 50 % af udgifterne til Advokatfirmaet G2-virksomhed, idet Fuldmagtsgiver vil få dækket 50 % af udgifterne til sagkyndig bistand af Staten.

Fuldmægtig forbeholder sig ret til ikke at afholde Fuldmagtsgivers omkostninger i forbindelse med skattesagens førelse, hvis Fuldmagtsgiver ikke bidrager loyalt til skattesagens førelse. Endvidere afholder Fuldmægtig alene Fuldmagtsgivers omkostninger ved sagens førelse i det tilfælde, at det er Advokatfirmaet G2-virksomhed, der fører sagen.

Fuldmagtsgiver overdrager hermed samtlige krav på omkostningsgodtgørelse efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 52 i forbindelse med, at SKATs kommende afgørelse vedrørende indkomståret 2011 påklages til Skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten, samt i forbindelse med, at sagen efterfølgende måtte blive behandlet ved domstolene, til Advokatfirmaet G2-virksomhed til eje. Overdragelsen af kravene på omkostningsgodtgørelse omfatter således eksempelvis også udgifter i forbindelse med en eventuel syns- og skønssag. Overdragelsen er maksimeret til at omfatte et beløb svarende til samtlige de krav, som Advokatfirmaet G2-virksomhed måtte have for at bistå i skattesagen. Omkostningsgodtgørelse kan herefter alene udbetales med frigørende virkning til Advokatfirmaet G2-virksomhed. Fuldmagtsgiver er pligtig til løbende at underskrive skemaer til brug for ansøgning om omkostningsgodtgørelse…"

H1 fremsendte den 8. juli 2013 en e-mail til repræsentanterne for G1-virksomhed vedrørende honorering for bistand i sagerne frem til og med endelig kendelse ved Landsskatteretten. Der fremgår blandet andet følgende af e-mailen:

"…Vi skal benytte lejligheden til at bekræfte den indgåede honoraraftale gående ud på, at G1-virksomhed's samlede økonomiske risiko ved førelsen af alle sagerne ved Skatteankenævnet og Landsskatteretten efter omkostningsgodtgørelse er maksimeret til kr. 500.000. Den anførte betyder, at Advokatfirmaet er berettiget til at afregne sin assistance i sagerne efter medgået tidsforbrug i forhold til de sager, der vindes, hvorefter der efter de gældende regler om omkostningsgodtgørelse vil være mulighed for at opnå 100 % omkostningsgodtgørelse.

I de sager, hvor der ikke opnås medhold i overvejende grad ved enten Skatteankenævnet eller Landsskatteretten, vil Advokatfirmaet maksimalt være berettiget til samlet at afregne sin assistance med kr. 800.000 med tillæg af moms i forhold til disse sager, svarende til, at G1-virksomhed samlede nettoudgifter efter omkostningsgodtgørelse for førelsen af de sager, hvor der ikke opnås medhold i overvejende grad, som anført maksimalt udgør kr. 500.000.

…

Det bekræftes videre, at G1-virksomhed inden for den nærmeste fremtid vil deponere et beløb på kr. 200.000 til delvis dækning af Advokatfirmaets udgifter efter omkostningsgodtgørelse for sagernes førelse til og med Landsskatteretten…"

H1 sendte den 29. oktober 2015 en orientering til G1-virksomhed om en henvendelse, advokatfirmaet havde modtaget fra en af spillerne om hæftelse. Der fremgår blandt andet følgende af e-mailen:

"…Vi skal hermed oplyse, at vi g.d. er blevet kontaktet af i relation til den Udarbejdede uigenkaldelige procesfuldmagt og transporterklæring af 26. oktober 2015.

Han ville i den forbindelse gerne have besked om, hvorledes han er stillet økonomisk for det tilfælde, at G1-virksomhed ikke vil være i stand til at afholde de udgifter, som er forbundet med sagens førelse, herunder udgifterne til sagkyndig bistand samt udgifterne, som han risikerer at blive idømt at betale, såfremt sagen tabes.

Det forholder sig således, at i sagens natur vil hæfte for udgifterne for det tilfælde, at G1-virksomhed ikke er i stand til at betale herfor, idet Advokatfirmaet vil udfakturere udgifterne direkte til .

Vi har naturligvis forståelse for hans bekymring, om end vi har en klar forventning om, at G1-virksomhed er i stand til at betale alle udgifter.

Som det fremgår af vores e-mail dateret den 26. oktober 2015, kan udgifterne til sagens førelse til og med endelig dom ved byretten estimeres til at udgøre i alt (kr. 250.000 + kr. 2.000 + kr. 50.000) = kr. 304.000.

Som bekendt dækker staten i henhold til gældende regler om omkostningsgodtgørelse udgifterne med 50 %, hvorfor det estimerede nettobeløb vil udgøre i alt (kr. 304.000 x 50 %) = kr. 152.000.

For at imødekomme bekymring foreslår vi, at ovennævnte beløb på kr. 152.000 deponeres hos Advokatfirmaet, således at har sikkerhed for, at G1-virksomhed dækker udgifterne, der er forbundet med sagens førelse ved byretten.

I det omfang G1-virksomhed ikke har mulighed for at indbetale det fulde beløb inden indgivelse af stævningen til byretten, forslår vi, at beløbet deponeres i tre rater, således at der indbetales kr. 52.0000 den 5. november 2015, kr. 50.000 den 6. januar 2016 og kr. 50.000 den 6. april 2016.

Herved får sikkerhed for, at der er dækning for de udgifter, som han bliver påført i forbindelse med sagens førelse ved byretten.

Ovennævnte er en helt sædvanlig fremgangsmåde i en sag af nærværende karakter. Vi foreslår derfor på baggrund af henvendelse af g.d., at vi udarbejder en revideret uigenkaldelig fuldmagt og transporterklæring, hvori ovennævnte er tilføjet.

Er I indforstået med dette, vil vi kontakte og orientere ham om denne ændring…"

H1 har den 20. juni 2013, den 9. august 2013, den 2. september 2013, 6. september 2013, 13. september 2013, 20. december 2013, 10. januar 2014, 23. april 2014 og 14. maj 2014 sendt SB orienteringsbreve om sagens gang. Det fremgår af flere af brevene, at SB var velkommen til at stille spørgsmål til H1, hvis det fremsendte gav anledning hertil.

H1 fremsendte faktura af 31. januar 2014 med arbejdsbeskrivelser til SB. Af fremsendelsesbrevet til fakturaen fremgår blandt andet følgende:

"…Vi tillader os hermed at fremsende vores honorarnota for arbejde udført i forbindelse med Deres skattesag for Skatteankenævnet og Landsskatteretten.

…

Vi vedlægger udfyldt skema til brug for ansøgning om omkostningsgodtgørelse, som De bedes underskrive samt returnere til Advokatfirmaet.

Det eneste De således skal foretage Dem i relation til vedlagte afregning er at underskrive skemaet til brug for ansøgning om omkostningsgodtgørelse og returnere det til Advokatfirmaet i vedlagte frankerede svarkuvert. De skal således ikke foretage nogen indbetaling til Advokatfirmaet, idet G1-virksomhed A/S som bekendt indestår for betaling af Advokatfirmaets honorarkrav efter omkostningsgodtgørelse…"

SB har deltaget i et møde med Skatteankenævn Lolland-Falster og et møde med Skatteankestyrelsen. Han har desuden deltaget i retsmøde den 29. maj 2015 ved Landsskatteretten.

H1 har desuden fremsendt faktura af 30. september 2016 med arbejdsbeskrivelse til SB, hvor han i fremsendelsesbrevet ligeledes blev bedt om at indsende en underskrevet ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

H1 ansøgte den 24. november 2016 på vegne af SB om omkostningsgodtgørelse. Af ansøgningen fremgår, at H1 har bistået 37 (red.fjernet.personer) med førelsen af skattesager, og at det ikke var muligt at fordele det anvendte tidsforbrug på de enkelte sager, herunder SB' sag. Advokatfirmaet havde derfor været nødt til at foretage en skønsmæssig vurdering af sit honorar i sagen. Advokatfirmaet oplyste desuden, at fastsættelsen af honorar var baseret på det skønnede tidsforbrug i de enkelte sager samt det resultat, der var opnået i de enkelte sager.

Den 19. januar 2018 traf SKAT afgørelse om, at SKAT ikke vil dække nogen af SB's udgifter til rådgivning i sagerne for Skatteankenævnet og Landsskatteretten, og at han skulle tilbagebetale allerede udbetalt omkostningsgodtgørelse.

Landsskatteretten stadfæstede den 2. juli 2020 SKAT's afgørelse med følgende begrundelse:

"…

Landsskatterettens afgørelse

Af dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, § 54, stk. 1, nr. 1, og § 55, stk. 1, nr. 1, (lovbekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015):

"§ 52. Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

[ ... ]

§ 54. Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt:

1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede.

[ ... ]

§ 55. Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:

1) Ved klage, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteretten træffer afgørelse.

[ ... ]"

Der ydes således som udgangspunkt omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klage til skatteankenævnet og Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 1, og § 55, stk. 1, nr. 1.

Af Højesterets dom af 30. juni 2015, offentliggjort som SKM2015.479.HR, fremgår blandt andet følgende:

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen angår, om S opfylder betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52 for [advokatfirmaets] honorar.

Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige "skal betale eller har betalt" rådgiverhonoraret.

Forarbejderne understøtter klart bestemmelsens ordlyd. Dette gælder også for så vidt angår mandatarsager, hvorom det fremgår, at det er en betingelse, at udgifterne til rådgiverbistand påhviler den skattepligtige og ikke mandataren, jf. betænkning nr. 1382/2000 om omkostningsdækningsordningen, s. 204-207, og Folketingstidende 1999-200, tillæg A, lovforslag nr. L 267, s. 7485.

Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

Det, som S har anført om, at der i administrativ praksis, herunder i mandatar sager, ikke stilles krav om en betalingsforpligtelse, kan ikke føre til et andet resultat, allerede fordi en praksis som den påståede ville være i klar modstrid med lovens udtrykkelige betingelse for udbetaling af omkostningsgodtgørelse."

Det er således en grundlæggende betingelse for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede ifølge regning har betalt udgifterne til sagkyndig bistand mv., eller er forpligtet til at skulle betale udgifterne på et senere tidspunkt, jf. skatteforvaltningslovens§ 52, stk. 1, og ovennævnte dom fra Højesteret.

Landsskatterettens finder, at der skal være tale om en reel forpligtelse for den godtgørelsesberettigede.

Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse af 4. maj 2016, offentliggjort som SKM2016.378.LSR, at bevisbyrden for, at den godtgørelsesberettigede er forpligtet til at skulle betale den omhandlede faktura, som udgangspunkt påhviler den godtgørelsesberettigede eller bistandsyderen, hvis kravet er overdraget til denne.

SB har overdraget krav på omkostningsgodtgørelse til H1, jf. transporterklæringen i dokumentet underskrevet af SB den 28. juni 2013.

Bevisbyrden for, at SB er forpligtet til at skulle betale H1's honorar for den sagkyndige bistand ydet ved henholdsvis skatteankenævnet og Landsskatteretten, påhviler derfor H1.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, bemærker, at dokumentet, som SB underskrev den 28. juni 2013, indeholder en procesfuldmagt, hvorefter SB giver G1-virksomhed fuldmagt til at kunne uddelegere procesfuldmagt til H1. Det fremgår videre af dokumentet, at G1-virksomhed forpligter sig til at afholde SB' udgifter til sagkyndig bistand ydet af H1.

H1 og G1-virksomhed har forinden SB' underskrivelse af dokumenterne afholdt flere møder vedrørende SB' skattesag, ligesom G1-virksomhed har godkendt indholdet af de skrivelser, som er sendt til SB. Endvidere har H1 og G1-virksomhed indgået aftale om, at G1-virksomhed skal indbetale et depositum på 200.000 kr. til delvis dækning af SB' udgifter i forbindelse med sagen til og med Landsskatteretten. Dette fremgår blandt andet af mailkorrespondancen mellem H1 og G1-virksomhed af henholdsvis 20. juni 2013 og 8. juli 2013.

De to retsmedlemmer finder, at H1 ikke har løftet bevisbyrden for, at SB er forpligtet til at skulle betale H1's honorar for den sagkyndige bistand ydet ved henholdsvis Skatteankenævn Lolland-Falster og Landsskatteretten.

Der er herved henset til, at det samlede aftalegrundlag mellem SB, G1-virksomhed og H1 medfører, at SB ikke reelt vil kunne blive forpligtet til selv at betale udgifterne i forbindelse med sagen i skatteankenævnet og Landsskatteretten. G1-virksomhed har således forpligtet sig til at betale de af SB' udgifter, der ikke vil blive dækket af omkostningsgodtgørelse.

Det af H1 anførte om, at SB efter de obligationsretlige principper må anses for at have bragt sig i en situation, hvor han hæfter, kan ikke føre til et andet resultat.

Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, om, at den skattepligtige skal betale eller har betalt det beløb, som ansøgningen vedrører, er dermed ikke opfyldt, og der kan derfor ikke ydes omkostningsgodtgørelse.

De to retsmedlemmer finder derfor, at det er med rette, at SKAT har krævet tilbagebetaling af tidligere udbetalt omkostningsgodtgørelse.

Et retsmedlem bemærker indledningsvis, at der i forarbejderne til lov nr. 464 af 31. maj 2000 om ændring af skattestyrelsesloven, ligningsloven og skattekontrolloven (Omkostningsgodtgørelse i skatte og afgiftssager), blandt andet er anført følgende i lovforslaget, LFF 1999-2000.1.267 vedrørende forslag til ny affattelse af ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2:

Almindelige bemærkninger

…

Endvidere foreslår [Omkostningsdæknings]udvalget, at enhver som udgangspunkt skal kunne yde et ikkefradragsberettiget tilskud til dækning af den skatte- eller afgiftspligtiges bistandsudgifter. Dette tilskud er skattefrit for modtageren og har ikke betydning for tilskuddets størrelse.

…

Det foreliggende lovforslag bygger på Omkostningsdækningsudvalgets anbefalinger og er således en udmøntning af forslagene i Omkostningsdækningsudvalgets betænkning.

…

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

…

Til § 2

…

Til nr. 2

…

Efter forslaget kan alle, herunder også almennyttige fonde, men også andre fysiske og juridiske personer, som f.eks. sammenslutninger, faglige foreninger og interesseorganisationer samt arbejdsgivere som udgangspunkt yde et skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede til dækning af dennes udgifter til sagkyndig bistand m.v.

…

Baggrunden for forslaget er, at det generelt findes gavnligt, at der ydes økonomisk støtte til førelsen af principielle skatte- og afgiftssager, således at en uklar retstilstand, der har betydning for mange personer, kan afklares hurtigst muligt. Dette er såvel i de skatte- eller afgiftspligtiges interesse som i myndighedernes interesse."

Retsmedlemmet finder, at H1 har løftet bevisbyrden for, at klageren hæfter for betalingen af H1's honorar for den sagkyndige bistand ydet ved henholdsvis Skatteankenævn Lolland-Falster og Landsskatteretten.

Retsmedlemmet har herved særligt lagt vægt på, at der efter de almindelige regler om fuldmagt er indgået en aftale mellem H1 som rådgiver og den ansatte i G1-virksomhed som klient. Klienten hæfter som udgangspunkt for rådgiverhonoraret, og H1 har ikke givet afkald herpå. Retsmedlemmet finder ikke, at hæftelsen er uden reelt indhold, selv om det har været forudsat, at honoraret ville blive dækket endeligt ved omkostningsgodtgørelse og eventuelt - i tilfælde af, at sagen ikke blev vundet helt eller i overvejende grad - et tilskud på 50% fra arbejdsgiveren. Den ansatte har således haft risiko for, at hæftelsen ville blive aktuel i tilfælde af, at der ikke blev bevilget omkostningsgodtgørelse, at arbejdsgiverens betalingsevne svigtede, at den stillede sikkerhed ikke viste sig fuldgod eller en kombination af disse omstændigheder.

Retsmedlemmet finder herefter, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse, og at dette resultat yderligere understøttes af de ovenfor citerede lovbemærkninger.

Der træffes herom afgørelse efter stemmeflertallet.

Herefter stadfæstes den påklagede afgørelse.

…"

Parternes synspunkter

H1 har i sit påstandsdokument anført:

"…

Anbringender

Det gøres overordnet gældende, at SB har været berettiget til omkostningsgodtgørelse i medfør af skatteforvaltningslovens kapitel 19, og at H1 derfor ikke er pligtig til at tilbagebetale udbetalt omkostningsgodtgørelse, subsidiært at sagen som følge heraf skal hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet behandling.

Nedenfor følger en uddybning af ovennævnte anbringender.

1 Skatteforvaltningslovens regler

Det gøres gældende, at betingelserne for omkostningsgodtgørelse på 50 % af udgifter til sagkyndig bistand fra H1 for så vidt angår SB er opfyldte.

Det er således ubestridt, at betingelserne i den dagældende skatteforvaltningslovs §§ 54 og 55 var opfyldte, ligesom det er ubestridt, at SB var klient hos H1.

Det gøres gældende, at betingelserne i den dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1 tillige var opfyldte. Bestemmelsen var sålydende:

"§ 52. Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad."

Det gøres herefter gældende, at det afgørende er, om den godtgørelsesberettige-de hæfter for udgifterne til rådgiver. Denne fortolkning er i overensstemmelse med Højesterets præmisser i sag 202/2014, gengivet i UfR 2015.3383H, hvor det anføres herom:

"Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige "skal betale eller har betalt".

…

Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand."

SB hæfter for omkostningerne til sagkyndig bistand fra H1 i medfør af de civilretlige regler, der også i denne sag er styrende for den skatteretlige kvalifikation.

2 De civilretlige regler

Som anført skal hæftelsesspørgsmålet afgøres efter de civilretlige regler.

SB har givet fuldmagt til G1-virksomhed i forbindelse med skattesagens behandling, ligesom kravet på omkostningsgodtgørelse er overdraget til H1.

I det følgende vil de relevante civilretlige regler blive gennemgået.

2.1 Fuldmagten til G1-virksomhed

SB har den 28. juni 2013 afgivet den i Bilag 3 anførte fuldmagt. Omfanget af fuldmagten, og hermed retten for fuldmægtigen, G1-virksomhed, til at handle på SB' vegne fremgår således:

"Undertegnede, SB, Y1-adresse, CPR-nr. (red.fjernet.CPR), herefter benævnt "Fuldmagtsgiver", giver hermed fuldmagt G1-virksomhed, Y2-adresse, CVR-nr. ...11, herefter benævnt "Fuldmægtig", til på Fuldmagtsgivers vegne og i Fulmagtgivers navn at foretage enhver disposition i relation til førelsen af Fuldmagtsgivers skattesag, hvor SKAT vil træffe afgørelse i forlængelse af det udsendte forslag til afgørelse af den 17. april 2012.

Fuldmægtig er således i relation til førelsen af skattesagen berettiget til at fastlægge strategien i enhver henseende og til at foretage samtlige dispositioner med den samme retsvirkning, som var den foretaget af Fuldmagtsgiver selv."

Der er således tale om en procesfuldmagt, hvorefter G1-virksomhed bemyndiges til på SB' vegne at træffe enhver disposition vedrørende sagens behandling.

Uagtet at der gives fuldmagt, gøres det gældende, at fuldmagten ikke bevirker, at SB ikke selv har haft mulighed for at disponere.

2.1.1 Fuldmagtsgiverens hæftelse

Det gøres gældende, at SB er klient hos H1, og at den ydede sagkyndige bistand er ydet i SB' navn og i hans interesse. SB hæfter således som udgangspunkt for den bistand, som H1 har ydet i hans sag. Det forhold, at SB har givet en fuldmagt, bevirker ikke, at SB ikke fuldt ud hæfter for de dispositioner, som den fuldmægtige måtte have truffet, så længe dispositionerne ligger inden for fuldmagten. Dette følger direkte af ordlyden af fuldmagten, jf. "med samme retsvirkning, som var den foretaget af fuldmagtsgiver selv", jf. Bilag 3.

Det gøres således gældende, at en fuldmagtsgiver hæfter for de dispositioner, som en fuldmægtig foretager sig i henhold til en fuldmagt, så længe dispositionerne er inden for bemyndigelsen. Dette følger af aftalelovens regler om fuldmagt, jf. aftalelovens § 10, stk. 1. Det tilsvarende gælder en rettergangsfuldmagt, jf. retsplejelovens § 263, stk. 1, og for så vidt angår en procesfuldmagt vedr. behandling i det skatteretlige klagesystem, jf. forvaltningslovens § 8. Det fremgår af Forvaltningsloven med kommentarer af Niels Fenger, 1. udg., 2013, side 296 under § 8 blandt andet:

"4. Hvem kan repræsentere en part?

Der er ikke i forvaltningsloven fastsat regler om, hvem der kan repræsentere eller bistå en part. Imidlertid bygger loven på en forudsætning om, at det - med forbehold af bestemmelsen i § 8, stk. 2 - står parten frit at træffe bestemmelse om, hvem der skal repræsentere den pågældende. Parten kan lade sig repræsentere eller bistå såvel af sagkyndige, f.eks. en advokat, en revisor eller en socialrådgiver, som af andre, f.eks. en ægtefælle, en samlever eller en bekendt. Parten kan også lade sig repræsentere af juridiske personer, f.eks. en forening eller en interesseorganisation." [min understregning]

Det fremgår videre, at ovenstående blot er udslag af almindelige fuldmagtssyns-punkter, jf. Forvaltningsret Sagsbehandling af Karsten Revsbech m.fl., 7. udg., side 193, hvor det anføres:

C. Repræsentation

Reglerne om retten til at lade sig repræsentere af andre er medtaget i forvaltningslovens § 8, hvorefter parten i en sag på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan lade sig repræsentere eller bistå af andre. En udtrykkelig bestemmelse er dog ikke nødvendig for at fastslå denne hovedregel. Samme resultat ville kunne opnås under henvisning til almindelige fuldmagts-synspunkter, … " [min understregning]

Det gøres herefter gældende, at SB på baggrund af ordlyden af den indgåede fuldmagt fuldt ud hæfter for de dispositioner, som G1-virksomhed har lavet på hans vegne inden for fuldmagten.

Således hæfter SB for de udgifter til sagkyndig bistand, der har været i forbindelse med H1's varetagelse af sagen.

2.1.2 Den fuldmægtiges hæftelse

Det gøres gældende, at en fuldmægtig som udgangspunkt ikke hæfter for de dispositioner, der indgås på fuldmagtshaverens vegne inden for fuldmagten. Dette gælder naturligvis således også for de dispositioner, som G1-virksomhed har foretaget på SB' vegne.

Det følger således af bestemmelserne i aftaleloven om fuldmagtsforhold, ligesom det som udgangspunkt også gælder for rettergangsfuldmagter. Således kræves der særlig aftale eller lovbestemmelse for, at rettergangsfuldmægtige tillige hæfter, jf. eksempelvis retsplejelovens 208, stk. 3, vedrørende rettergangsfuldmægtigens hæftelse for omkostningerne ved syn og skøn.

På tilsvarende vis kræver fuldmægtiges hæftelse for dispositioner vedr. en proces-fuldmagt, at der er et særligt grundlag herfor. G1-virksomhed hæfter herefter ikke umiddelbart for SB' forpligtelser til at betale H1 for sagkyndig bistand.

2.2 G1-virksomheds indeståelse for betaling af SB' udgifter til sagkyndig bistand

SB og G1-virksomhed har i forbindelse med SB' afgivelse af fuldmagt indgået en aftale om, at G1-virksomhed indestår for betaling af SB' udgifter til sagkyndig bistand, jf. Bilag 2. Det fremgår således:

"Fuldmægtig [G1-virksomhed] har forpligtet sig til at afholde Fuldmagtsgivers [skatteyders] udgifter til sagkyndig bistand". [min understregning]

Det gøres gældende, at G1-virksomhed ved aftalen har indestået for betaling af SB' udgifter til sagkyndig bistand, og at G1-virksomhed ikke herved har frigjort SB for hæftelsen over for H1, hvilket en tredjemand heller ikke kan gøre.

H1 har herefter kunnet kræve betaling af såvel SB som af G1-virksomhed. Dette i overensstemmelse med almindelige obligations-retlige principper. Det gøres gældende, at dette endvidere har været H1's synspunkt under hele sagsbehandlingen og ikke et synspunkt, der først er gjort gældende i forbindelse med skattemyndighedernes ændring af tilsagn om omkostningsgodtgørelse.

Det gøres derfor gældende, at SB fuld ud hæfter for honorar til H1.

Spørgsmålet om tilskud eller indeståelse for betaling er behandlet i forarbejderne i forbindelse med ændring af skattereglerne angående omkostningsgodtgørelse i skatte- og afgiftssager.

Det fremgår således af lovforslag nr. 267 af 5. april 2000 under Almindelige bemærkninger b.la.:

"Endvidere foreslår udvalget, at enhver som udgangspunkt skal kunne yde et ikke-fradragsberettiget tilskud til dækning af den skatte- eller afgiftspligtiges bistandsudgifter. Dette tilskud er skattefrit for modtageren og har ikke betydning for tilskuddets størrelse. Sådanne beløb, som den skatte- eller afgiftspligtige modtager fra tredjemand, kan dog ikke overstige de samlede tilskudsberettigede udgifter efter fradrag af godtgørelsen."

Der anføres videre under § 2 til nr. 2 (ligningslovens § 7Q, stk. 1, nr. 2):

"Efter forslaget kan alle, herunder også almennyttige fonde, men også andre fysiske og juridiske personer, som f.eks. sammenslutninger, faglige foreninger og interesseorganisationer samt arbejdsgivere som udgangspunkt yde et skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede til dækning af dennes udgifter til sagkyndig bistand m.v."

Det fremgår således, at en arbejdsgiver - i dette tilfælde G1-virksomhed - kan give et tilskud, og at dette ikke bevirker, at der ikke er omkostningsgodtgørelse.

Det gøres gældende, at der ikke er krav om, at SB har betalt regningen, men blot at han ifølge regning skal betale denne. Dette er kommet til udtryk i UfR 2015.3383H, hvor det anføres, at der ved lovforslag nr. L 267 blev fjernet en tidligere forskelsbehandling. Der fremgår således af Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, lovforslag nr. L 267, side 7485 følgende:

"Forslaget ophæver denne forskelsbehandling. Samtidig får foreningen "del" i omkostningsgodtgørelsen på den måde, at den godtgørelse, der udbetales til medlemmet, vil have betydning for størrelsen af det tilskud, foreningen skal udbetale til medlemmet for at holde den pågældende skadesløs." [min understregning]

2.3 Særligt om UfR 2015.3383H

Ved dommen har Højesteret nærmere forholdt sig til, hvorvidt betingelserne for udbetaling af omkostningsgodtgørelse til en skatteyder var opfyldte - med særlig fokus på netop hæftelsesspørgsmålet. Højesteret fastslog i præmisserne, som nævnt ovenfor, at

"Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand."

Det gøres gældende, at Højesterets dom dels indeholder et generelt præjudikat, nemlig fortolkningen, hvorefter det er en betingelse, at den skattepligtige hæfter, dels en meget konkret begrundet afgørelse i den pådømte sag. De konkrete forhold i den pådømte sag er ikke sammenlignelige med denne sag i relation til spørgsmålet om, hvorvidt den godtgørelsesberettigede hæfter over for den sagkyndige rådgiver. I Højesteretssagen var situationen således:

I Højesteretssagen var situationen således:

I sagen var der en skatteyder og hele to rådgivere. Der var mellem skatteyderen og Rådgiver 1 indgået en aftale, hvorefter der ikke skulle betales honorar, hvis sagen blev tabt (no cure no pay). I tilfælde af at sagen blev vundet, var honoraret ikke baseret på tidsforbrug, men derimod på den opnåede ejendomsskattebesparelse.

Det var Rådgiver 1, der inddrog Rådgiver 2, og sidstnævnte skulle løse den samme opgave som Rådgiver 1, nemlig at sikre nedsættelse af ejendomsskatten. Det var Rådgiver 1's forhold, der gjorde, at der skete overdragelse af rådgivningsarbejdet.

Rådgiver 2 var endvidere bekendt med aftalen mellem Rådgiver 1 og skatteyderen, herunder også afregningsform og -betingelser.

Der var ingen kontakt mellem skatteyderen og Rådgiver 2, og der skete fakturering mellem Rådgiver 1 og Rådgiver 2, men der var ikke nærmere redegørelse for, hvilke ydelser m.v., der var tale om.

Højesteret slog fast, at skatteyderen ikke hæftede over for Rådgiver 2 og henviste i sine præmisser herom til landsrettens begrundelse. Denne er sålydende:

"Der skal, som byretten har anført, lægges vægt på aftale-grundlaget mellem G3-virksomhed [Rådgiver 1] og S [skatteyderen]. Aftalegrundlaget, som G4-virksomhed [Rådgiver 2] kendte, indebar bl.a., at G4-virksomheds [Rådgiver 2's] varetagelse af S' [skatteyderens]skattesag aldrig ville medføre, at S [skatteyderen] kom til at betale mere end fastsat i den oprindelige kontrakt. Det har også betydning, at inddragelsen af G4-virksomhed [Rådgiver 2] skete på foranledning af G3-virksomhed [Rådgiver 1] og havde tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem G3-virksomhed [Rådgiver 1] og G4-virksomhed [Rådgiver 2].

På denne baggrund har S [skatteyderen] - uanset forklaringerne om retsforholdet mellem G4-virksomhed [Rådgiver 2] og S [skatteyderen] afgivet med henblik på spørgsmålet om omkostnings-godtgørelse - ikke været forpligtet til at betale de tre salærnotaer udstedt af G4-virksomhed [Rådgiver 2]."

Som det fremgår, betones det, at Rådgiver 2 kendte aftalegrundlaget mellem skatteyderen og Rådgiver 1, der medførte et maksimum for skatteyderens betaling. Det blev også tillagt betydning, at der var et forretningsmæssigt samarbejde mellem Rådgiver 1 og Rådgiver 2.

I denne sag forholder det sig ganske anderledes:

Der er således én skatteyder, én arbejdsgiver, G1-virksomhed, og én rådgiver, H1.

Der er intet forretningsmæssigt samarbejde mellem H1 og G1-virksomhed, og det er kun H1, der er sagkyndig.

Der er ikke tale om no cure no pay, men om afregning efter forbrugt tid.

Endvidere har der - som ovenfor dokumenteret - været kontakt mellem SB og H1.

Herudover er der ingen honoraraftale mellem SB og G1-virksomhed, det vil sige, at SB ikke skal betale G1-virksomhed noget. Tværtimod er der en aftale om, at G1-virksomhed giver SB et tilskud, nemlig svarende til den del, der ikke er dækket af omkostningsgodtgørelse.

Det gøres gældende, at der ikke er krav om, at SB har betalt regningen, men blot at han ifølge regning skal betale denne. Dette er tillige kommet til udtryk i ovennævnte Højesterets dom.

Det gøres på baggrund af ovennævnte gældende, at SB er forpligtet til at betale de af H1 udstedte fakturaer. Det gøres endvidere gældende, at hæftelsen ikke berøres af, at der er en aftale mellem SB og G1-virksomhed indbyrdes om, at sidstnævnte betaler på SB' vegne.

Det gøres yderligere gældende, at den foreliggende sag ikke er sammenlignelig med ovennævnte Højesterets dom i relation til spørgsmålet om, hvorvidt den godtgørelsesberettigede hæfter over for den sagkyndige rådgiver.

Det er ubestridt, at SB' sag, bortset fra spørgsmålet om hæftelse, opfylder betingelserne for omkostningsgodtgørelse. Det er ligeledes ubestridt, at H1 har udført arbejde i SB' klagesag svarende til de fakturerede beløb.

Det forhold, at SB har ladet sin sag koordinere, og at det er dennes arbejdsgiver, G1-virksomhed, der har været koordinator, kan ikke bevirke, at reglerne om omkostningsgodtgørelse ikke finder anvendelse.

De enkelte medarbejdere, herunder SB, kunne have valgt individuelt at rette henvendelse til H1 for bistand uden G1-virksomhed's koordinerende rolle.

Forholdet er ikke anderledes, end hvis SB havde betalt de udstedte fakturaer, og derefter fået tilskuddet fra sin arbejdsgiver G1-virksomhed. Sidstnævnte formalistiske fremgangsmåde har man netop ved lovændringen i 2002 villet ændre, hvor det af forarbejderne, lovforslag nr. 54 af 17. januar 2002 til § 1, nr. 1, fremgår:

"Efter forslaget er det tilstrækkeligt, at det kan dokumenteres, at udgifterne skal betales ifølge regning. Baggrunden for denne ændring af godtgørelsesordningen er, at det ikke forekommer rimeligt at påføre den skatte- eller afgiftspligtige udgifter og eventuelt besvær med finansiering af udgifterne til den sagkyndige bistand mv., når disse udgifter - som udgangspunkt - alligevel vil blive godtgjort - i hvert fald med 50 %"

Det gøres herefter gældende, at bevisbyrden for, at SB er berettiget til omkostningsgodtgørelse, er løftet.

2 Processuelt

Ud over det i stævningen anførte, som fastholdes, giver Skatteministeriets svarskrift af den 3. december 2020 anledning til følgende bemærkninger:

I svarskriftet har sagsøgte side 4, 2. afsnit - som begrundelse for den fremsatte opfordring A - henvist til e-mail af den 20. juni 2013 fremlagt som bilag 2 og herefter konkluderet, at H1 skulle have anvendt ressourcer for ca. kr. 500.000 med tillæg af moms, inden SKATs afgørelser er blevet påklaget til Skatteankenævnet.

Sagsøgte har herefter opfordret sagsøger til at oplyse og godtgøre, om SB er blevet opkrævet sin andel af dette honorar for sagens behandling hos SKAT.

Det i e-mailen omtalte beløb er imidlertid ikke ressourcer anvendt på sagernes behandling hos SKAT forud for sagernes behandling hos Skatteankenævnet. Sagsøgtes opfordring er således baseret på en faktisk vildfarelse.

Der fremgår således også direkte af e-mailen dateret den 20. juni 2013, at "Advokatfirmaet for indeværende [dvs. i sommeren 2013] samlet har anvendt ressourcer efter medgået tidsforbrug på ca. kr. 500.000 med tillæg af moms i forhold til førelsen af de i alt 36 verserende sager" (min understregning), jf. bilag 2.

SB' sag blev påklaget til Skatteankenævnet allerede den 9. august 2013. I de øvrige sager, blev SKATs afgørelser imidlertid påklaget noget tidligere. Eksempelvis blev klagen i sagen BS 38370/2020-ARH indgivet den 12. august 2012.

Det nævnte ressourceforbrug relaterer sig således i det væsentligste til sagernes førelse i tidsrummet fra, at SKAT traf afgørelse i sagerne, dvs. fra klage-tidspunktet, og frem til den 20. juni 2013, hvor der gøres status, jf. bilag 2.

SB er således alene blevet afregnet tid anvendt i klage- og domstolssagerne.

Denne sag omhandler også alene spørgsmålet om, hvorvidt SB hæfter for betalingen af den bistand, som H1 har udført i SB klagesager, der er omfattet af reglerne for omkostningsgodtgørelse i henhold til skatteforvaltningslovens kapital 19.

... ...

Det kan konstateres, at sagsøgte ved sit svarskrift ikke har ønsket at forholde sig nærmere til de centrale dele af sagsøges argumentation, herunder følgende:

For det første at SB efter de civilretlige regler hæfter for de udgifter til sagkyndig bistand, der har været i forbindelse med H1's varetagelse af sagen, jf. stævningen side 8-12.

For det andet at Højesterets dom offentliggjort som UfR 2015.3383H ikke er sammenlignelig med denne sag og derfor uden betydning, jf. stævningen side 12-15.

Den fremførte argumentation fastholdes i sin helhed.

Sagsøgtes fremstilling af sagsforløbet bestrides i øvrigt, herunder eksempelvis det anførte om, at kommunikationen med SB "har været sporadisk og overvejende af orienterende karakter", jf. svarskriftet side 5, 5. afsnit.

Fremstillingen af sagsforløbet gengivet i svarskriftet fremstår desuden udokumenteret og løsrevet fra de faktiske forhold beskrevet i stævningen, og som ikke ses bestridt af sagsøgte…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:

"…

3. Anbringender

Den principale påstand om frifindelses støttes på, at SB ikke hæfter for H1s honorar, hvorfor der ikke er hjemmel til at udbetale omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1 (MS…), og bl.a. UfR 2023.895 H (MS…) samt UfR 2015.3383 H (MS…).

Bevisbyrden for, at SB er retligt forpligtet til at betale den omhandlede faktura, påhviler den, der påstår at have ret til omkostningsgodtgørelse, dvs. enten H1, da det eventuelle krav er overdraget til H1, og/eller SB. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, nr. 1 (MS…), at:

"Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad." (min understregning)

Det er således en betingelse for at få udbetalt omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede enten har betalt regningen eller er retligt forpligtet til at betale for den sagkyndige bistand. Det er ikke en betingelse, at regningen faktisk er betalt, men at det kan dokumenteres, at udgifterne til den sagkyndige skal betales ifølge regning.

Hvis den sagkyndige ikke kan kræve sit salær betalt af den godtgørelsesberettigede, indebærer det derfor, at omkostningsgodtgørelse er udelukket.

Det er afgørende for retten til omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede hæfter for betalingen af den sagkyndiges honorar over for den sagkyndige, jf. også UfR 2023.895 H (MS…) og UfR 2015.3383 H (MS…) samt bl.a. SKM2022.504.VLR (MS…), SKM2022.231.VLR (MS…), SKM2021.718.ØLR (MS…) og SKM2018.313.ØLR (MS…).

Det er i den forbindelse afgørende at se tingene i helhed. En række grunde viser, hver for sig eller i hvert fald tilsammen, at betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse ikke er opfyldt.

For det første er inddragelsen af H1 sket på foranledning af G1-virksomhed.

Således har G1-virksomhed afholdt flere møder og haft korrespondance med H1 forud for underskrivelsen fuldmagten (bilag 3 - E…).

Påklage af sagerne om kørselsgodtgørelse til Skatteankenævnet sker efter aftale med G1-virksomhed og ikke de enkelte skatteydere. Således fremgår det af udkast til skrivelse om "Deres skattesag - orientering omkring status" (bilag 2, s. 5, 1. afs. - E…, 1. afs.), at:

"Som bekendt har advokatfirmaet efter aftale med G1-virksomhed påklaget Deres skattesag til Skatteankenævnet. Det kan oplyses, at Advokatfirmaet har påklaget i alt 36 sager til Skatteankenævnet efter aftale med G1-virksomhed." (mine fremhævninger).

Af e-mail af 20. juni 2013 (bilag 2 - E…) fra H1 til G1-virksomhed fremgår det desuden, at G1-virksomhed godkender udkast til skrivelser til personerne omfattet af sagskomplekset, ligesom aftaler om honorering af H1 aftales mellem G1-virksomhed og H1 uden inddragelse af SB. Af e-mailen den 20. juni 2013 (bilag 2 - E…) til G1-virksomhed fremgår det således, at det bekræftes, hvad H1s forventede tidsforbrug vil være for førelse af sagerne til og med Landsskatteretten.

Det bemærkes i den forbindelse, at det også fremgår af e-mailen til G1-virksomhed, at "Advokatfirmaet for indeværende samlet har anvendt ressoucer efter medgået tidsforbrug på ca. kr. 500.000 med tillæg af moms i forhold til førelsen af de i alt 36 verserende sager.", jf. bilag 2, s. 1, 10. afs. (E…, 10. afs.), idet det bemærkes, at SKATs afgørelse vedrørende SB blev påklaget til Skatteankenævnet den 9. august 2013.

På baggrund af H1s besvarelse af opfordring A i sagen (E… og …), kan det konstateres, at SB ikke er blevet opkrævet honorar for sagens behandling ved SKAT forud for sagens behandling ved Skatteankenævnet.

Ved e-mail af 8. juli 2013 til G1-virksomhed (bilag C - E…) bekræftes det, at der er indgået aftale mellem G1-virksomhed og H1 vedrørende honorering for bistand af sagerne ved Skatteankenævnet og Landsskatteretten. I e-mailen oplyses timetakster samt at honoraret er maksimeret til kr. 500.000,-, såfremt der ikke opnås 100 % omkostningsgodtgørelse.

For det andet har SB uigenkaldeligt givet G1-virksomhed fuldmagt til "at foretage enhver disposition i relation til førelsen af" SBs skattesag for det skatteretlige klagesystem, jf. fuldmagt afgivet den 28. juni 2013 (bilag 3, s. 1., 1. afs. - E…, 1. afs.).

Fuldmagten var uigenkaldelig, indtil der forelå endelig afgørelse ved Landsskatteretten, jf. bilag 3, s. 1, 4. afs. (E…, 4. afs.).

Fuldmagten berettigede G1-virksomhed til at fastlægge strategien i enhver henseende og foretage samtlige dispositioner i sagen med den samme retsvirkning, som var den foretaget af SB selv, jf. bilag 3, s. 1, 2. afs. (E…, 2. afs.).

Endvidere fremgår det af fuldmagten, at SB forpligtede sig til at bidrage loyalt til sagens førelse og ikke at kontakte SKAT, samt at al kontakt til SKAT skulle ske via H1, jf. bilag 3, s. 1, 3. afs. (E…, 3. afs.)

G1-virksomhed havde dermed fuld hånds- og halsret over sagen og processen.

For det tredje fremstår G1-virksomhed også som den egentlige klient. Således fremgår det bl.a., af e-mails af 21. oktober 2014 (bilag E - E…) og 13. april 2015 (bilag F - E…) vedrørende formøder og koordinering forud for kontormødet og retsmødet ved sagens behandling ved Landsskatteretten, at det er G1-virksomhed, der løbende disponerer i sagen.

Af afregning af 4. februar 2014 (bilag 11, s. 4-7 - E…-…), afregning af 30. september 2016 (bilag 12, s. 4- 6, E…-…) og ansøgning om omkostningsgodtgørelse af 24. november 2016 s. 2-5 (bilag G - E…) er det i punktform overordnet beskrevet, hvilke ekspeditioner som H1et har udført i den relevante periode. Heraf ses det, at ekspeditionerne i overvejende grad er sket med "repræsentanter for G1-virksomhed". G1-virksomhed fremstår dermed de facto som klienten.

Af ansøgningens side 4 (bilag G - E…) fremgår desuden følgende: "Honoraraftale

Det kan oplyses, at der er indgået en honoraraftale mellem Advokatfirmaet og G1-virksomhed i forhold til Advokatfirmaets bistand i forbindelse med førelsen af de 37 personlige sager. […]"

Kommunikationen med SB har været sporadisk og af overvejende orienterende karakter, jf. bl.a. bilag 6, 7, B og D (E…, … og …).

Endvidere fremgår det bl.a. af e-mail fra H1 til bl.a.

SB af 23. april 2014, at inddragelsen af SB, sker når G1-virksomhed har truffet beslutning om processkridt (bilag 9, 2.-3. afs., E…. 2.-3. afs.):

"Som bekendt har vi efter aftale med G1-virksomhed A/S fremsendt en kortfattet klage til Landsskatteretten.

Hermed fremsendes udkast til supplerende indlæg, der tillige skal fremsendes til Landsskatteretten, når vi har modtaget jeres bemærkninger til dette."

G1-virksomhed fremstår dermed samlet også som den egentlige klient i sagen.

For det fjerde har G1-virksomhed forpligtet sig til at afholde udgifterne til H1. Det fremgår bl.a. af fuldmagten (bilag 3, s. 2, 2. afs. - E…, 2. afs.).

Endvidere fremgår det af e-mail af 29. oktober 2015 fra H1 til G1-virksomhed i relation til en af de andre sager i sagskomplekset vedrørende en anden skatteyder end SB, at (bilag H, 2-4. afs. - E…, 2.-4. afs.):

"Vi skal hermed oplyse, at vi g.d. er blevet kontaktet af [A] i relation til den udarbejdede uigenkaldelige procesfuldmagt og transporterklæring af den 26. oktober 2015.

Han ville i den forbindelse gerne have besked om, hvorledes han er stillet økonomisk for det tilfælde, at G1-virksomhed ikke vil være i stand til at afholde de udgifter, som er forbundet med sagens førelse, herunder udgifterne til sagkyndig bistand samt udgifterne, som han risikerer at blive idømt at betale, såfremt sagen tabes.

Det forholder sig således, at [A] i sagens natur vil hæfte for udgifterne for det tilfælde, at G1-virksomhed ikke er i stand til at betale herfor, idet Advokatfirmaet vil udfakturere udgifterne direkte til [A]." (mine understregninger)

Det fremgår dermed, at As hæftelse er knyttet op på G1-virksomheds betalingsevne. Denne hæftelse, der generelt må gælde for alle sager i sagskomplekset, har således karakter af simpel kaution/subsidiær hæftelse, og denne form for hæftelser opfylder ikke betingelserne i skatteforvaltningslovens § 52, jf. UfR 2023.895 H (MS…).

For det femte har G1-virksomhed deponeret kr. 200.000,- til delvis dækning af udgifterne for sagens førelse til og med Landsskatteretten, jf. e-mail af 8. juli 2013 (bilag C, s. 1, 8. afs. - E…, 8. afs.).

Deponeringen indebærer, at en eventuel hæftelse for SB bliver illusorisk.

Samlet set er bevisbyrden for, at SB hæfter for udgifterne til

H1, ikke løftet. Det af H1 anførte om de civilretlige regler - fuldmagtsforhold og obligationsretlige principper - kan ikke føre til, at betingelserne om hæftelse efter skatteforvaltningslovens § 52 er opfyldt.

Til støttes for den subsidiære påstand om hjemvisning, gøres det gældende, at sagen må hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, såfremt det findes, at betingelsen om hæftelse i skatteforvaltningslovens § 52 for omkostningsgodtgørelse er opfyldt, således at Skattestyrelsen kan tage stilling til godtgørelsens omfang,

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Det er en betingelse for at opnå ret til omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

SB gav den 28. juni 2013 G1-virksomhed uigenkaldelig fuldmagt til at foretage enhver disposition i relation til førelsen af SB' skattesag i det skatteretlige klagesystem, indtil der forelå en endelig afgørelse fra Landsskatteretten. Ifølge fuldmagten forpligtede G1-virksomhed sig til at afholde SB' udgifter til sagkyndig bistand. Det var kun, hvis SB ikke bidrog loyalt til sagens oplysning, eller hvis han antog et andet advokatfirma end H1, at G1-virksomhed kunne undlade at betale SB' udgifter. SB' krav på omkostningsgodtgørelse blev samtidig overdraget til H1.

H1 og G1-virksomhed indgik en samlet honoreringsaftale vedrørende førelsen af SB' og 36 andre ansattes skattesager. SB har ikke været inddraget i indgåelsen af honoreringsaftalen. Det fremgår af aftalen, at G1-virksomheds samlede risiko ved førelsen af sagerne for Skatteankenævnet og Landsskatteretten efter omkostningsgodtgørelse var maksimeret til 500.000 kr. Det fremgår også af aftalen, at G1-virksomhed skulle deponere 200.000 kr. til delvis dækning af omkostningerne efter omkostningsgodtgørelse.

Det fremgår af H1's orientering af 29. oktober 2015 til G1-virksomhed som svar på et spørgsmål fra en ansat om hæftelse, at den ansatte ville hæfte for udgifter til H1's bistand i det tilfælde, at G1-virksomhed ikke var i stand til at betale.

Retten finder, at den valgte aftalemodel har skullet og har været egnet til at skærme de ansatte, herunder SB, mod på noget tidspunkt at skulle betale for H1's sagkyndige bistand i forbindelse med klagesagerne.

Retten finder herefter ikke, at SB er berettiget til omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Det kan ikke føre til et andet resultat, at SB ifølge H1 ville hæfte for udgifterne i tilfælde af G1-virksomheds manglende betalingsevne, jf. herved Højesterets tilkendegivelse i U2023.895H om, at sådan hæftelse i tilfælde af konkurs er en subsidiær hæftelse, der ikke opfylder betingelserne for omkostningsgodtgørelse efter § 52.

Skatteministeriets frifindelsespåstand tages derfor til følge.

H1 skal betale 40.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet, der ikke er momsregistreret. Beløbet, der er inklusive moms, udgør et passende beløb til dækning af udgiften til advokat. Ved fastsættelsen af sagsomkostningerne er der taget hensyn til sagens værdi, forløb og udfald, samt at sagen er behandlet sammen med en anden sag med tilsvarende problemstilling.

THI KENDES FOR RET:

Sagsøgte Skatteministeriet frifindes.

Sagsøger H1 skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 40.000 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.