Dokumentets metadata

Befordringsfradrag - kronisk sygdom - epilepsi - offentlig transport

En skatteyder led ubestridt af en kronisk sygdom i form af epilepsi, og spørgsmålet var derefter, om skatteyderen opfyldte betingelserne for det særlige fradrag til kronisk syge efter ligningslovens § 9 D i indkomstårene 2014-2019. Afgørende herfor var ifølge retten, om de særlige udgifter til transport til og fra arbejde, som skatteyderen havde haft, kunne anses for at være afholdt som følge af sygdommen.

Retten udtalte, at bestemmelsen i ligningslovens § 9 D efter forarbejderne må forstås således, at afholdelse af udgifterne skal have været nødvendig for at sikre indkomsterhvervelsen. Retten fastslog herefter, at den omstændighed, at skatteyderen havde afholdt særlige udgifter til transport til og fra arbejde, fordi det ikke har været muligt eller havde taget uforholdsmæssigt lang tid at komme til og fra arbejde med offentlig transport, ikke kunne tillægges vægt.

Efter bevisførelsen fandt retten dernæst, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at det som følge af skatteyderens sygdom var nødvendigt at afholde særlige udgifter i forbindelse med skatteyderens befordring til og fra arbejde, herunder særlige udgifter i forbindelse med at skatteyderens ægtefælle har kørt skatteyderens til og fra arbejde. En indhentet speciallægeerklæring, der støttede skatteyderen, kunne over for Retslægerådets udtalelser ikke føre til en anden vurdering.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Parter

A

(beskikket advokat ØS)

mod

Skatteministeriet

(advokat Mattias Chor ved advokatfuldmægtig Nikolai Samuelsen)

Denne afgørelse er truffet af dommer Aage Flebo.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 26. april 2019.

Sagen drejer sig befordringsfradrag efter Ligningslovens § 9 D. A har påstået principalt, at Skatteministeriet skal anerkende, at sagsøgers skattepligtige indkomst nedsættes med kr. 42.628,72 i 2014, kr. 68.586,28 i 2015, kr. 54.552,40 i 2016, kr. 73.537,19 i 2017, kr. 4.776,00 i 2018 og kr. 59.787,36 i 2019, subsidiært, at Skatteministeriet skal tilpligtes at anerkende, at sagsøger er berettiget til fradrag efter Ligningslovens § 9 D, og at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen på denne baggrund.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Retten har den 23. januar 2020 beskikket advokat for A, jf. retsplejelovens § 259, stk. 3, 2. pkt.

Oplysningerne i sagen

Skatteankenævn Vejle har den 31. januar 2019 truffet afgørelse for indkomstårene 2014, 2015 og 2016. Af afgørelsen fremgår:

"…

Efter en konkret vurdering, ud fra sagens oplysninger, findes det ikke godtgjort, at klageren har haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejde i de pågældende indkomstår, jf. ligningslovens § 9 D.

…"

Skatteankenævn Vejle har den 23. februar 2020 truffet afgørelse for indkomstårene 2017 og 2018. Af afgørelsen fremgår:

"…

Efter en konkret vurdering finder skatteankenævnet det ikke for godtgjort, at klageren har været nødsaget til at afholde særlige udgifter som følge af sygdommen, jf. ligningslovens § 9 D.

…"

Skattestyrelsen har den 23. august 2021 truffet afgørelse, hvorved As anmodning om fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 D ikke blev imødekommet.

Overlæge MD, (red.fjernet.hospital), har i erklæring af 13. december 2017 anført:

"…

A lider af epilepsi og er i behandling med medicin mod epilepsi, som hun indtager dagligt.

Pga. epilepsi kan hun ikke tåle lange transporttider til arbejde, specielt hvis hun skal tage offentlig transport om natten, som kan forværre hendes epilepsi.

…"

Af Retslægerådets erklæring af 1. december 2021 fremgår:

"…

Spørgsmål 1:

Hvilke særlige hensyn vil Patienten blive anbefalet at tage i sin dagligdag for al sikre bedre epilepsikontrol herunder færre epileptiske anfald og højere funktionsniveau? " I det omfang den forbedrede epilepsikontrol dækker andet end færre anfald bedes Retslægerådet beskrive den forbedrede kontrol nærmere.

Generelle spørgsmål falder udenfor Retslægerådets opgaver. Der fremgår ikke nogen specifikke anbefalinger af sagens akter, men det anføres i bilag D, at anfaldene provokeres af stress og træthed.

Spørgsmål 2:

Kan manglende søvn medføre en helbredsmæssig risiko, herunder især dårligere epilepsikontrol og flere anfald for Patienten? I bekræftende fald bedes Retslægerådet beskrive den helbredsmæssige risiko samt beskrive den dårligere epilepsikontrol nærmere.

Generelle spørgsmål falder udenfor Retslægerådets opgaver. Det kan dog oplyses, at manglende søvn er en velkendt årsag til gennembrudsanfald hos patienter med epilepsi.

Spørgsmål 3:

Er skånehensyn nødvendige for Patienten for al oprette holde tilknytning til arbejdsmarkedet? I bekræftende fald bedes Retslægerådet beskrive hvilke skånehensyn.

Der er ikke beskrevet skånehensyn i sagens akter.

Spørgsmål 4:

Patienten transporterer sig i egen bil med chauffør. Var der i perioden 2014-2018 en helbredsmæssig risiko, herunder især dårligere epilepsikontrol og flere anfald, forbundet med transport uden chauffør for A og eller andre? I bekræftende fald bedes Retslægerådet beskrive den helbredsmæssige risiko samt beskrive den dårligere epilepsikontrol.

Den 17. december 2014 anføres det i bilag 6, at sagsøger har kørekort og kan køre bil. Den 23. december 2015 nedlægges der lægeligt kørselsforbud

på grund af mistanke om anfaldsgennembrud og dermed manglende anfaldskontrol og risiko for uheld. Det er uklart hvad der menes med "transport uden chauffør".

Spørgsmål 5:

Vil anvendelse af offentlig transport med en transporttid på over ½ time som transportmiddel til og fra arbejde i perioden 2014-2018 være forbundet med en helbredsmæssig risiko, herunder især dårligere epilepsikontrol og flere anfald for A? I bekræftende fald bedes Retslægerådet beskrive den helbredsmæsslge risiko.

Det er anført i sagens akter (bilag 3), at træthed og stress provokerer anfald hos sagsøger. Det er ikke muligt ud fra sagens akter at uddybe eller kvantificere dette yderligere.

Spørgsmål 6:

Vil anvendelse af offentlig transport med en transport på over 1 time som transportmiddel til og fra arbejde i perioden 2014-2018 være forbundet med en helbredsmæssig risiko, herunder især dårligere epilepsikontrol og flere anfald for A? I bekræftende fald bedes Retslægerådet beskrive den helbredsmæssige risiko samt beskrive den dårligere epilepsi kontrol.

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 5.

Spørgsmål 7:

Vil anvendelse af offentlig transport med en transport på over 1 1/2 time som transportmiddel til og fra arbejde i perioden 2014-2018 være forbundet med en helbredsmæssig risiko, herunder især dårligere epilepsikontrol og flere anfald for A? I bekræftende fald bedes Retslægerådet beskrive den helbredsmæssige risiko samt beskrive den dårligere epilepsikontrol.

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 5.

Spørgsmål 8:

Vil anvendelse af offentlig transport med en transport på over 2 timer som transportmiddel til og fra arbejde i perioden 2014-2018 være forbundet med en helbredsmæssig risiko, herunder især dårligere epilepsikontrol og flere anfald for A? I bekræftende fald bedes Retslægerådet beskrive den helbredsmæssige risiko samt beskrive den dårligere epilepsikontrol.

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 5.

Spørgsmål 9:

I forlængelse af spørgsmål 4-8, bedes Retslægerådet besvare, hvorvidt det vil medføre en øget helbredsmæssig risiko, herunder især dårligere epilepsikontrol og flere anfald for A, såfremt transport til arbejdspladsen ved brug af offentlig transport sker før kl. 6.00. I bekræftende fald bedes Retslægerådet beskrive den helbredsmæssige risiko samt beskrive den dårligere epilepsikontrol.

Nedsat og uregelmæssig søvn kan hos mange patienter provokere anfaldsgennembrud og natarbejde frarådes, men der findes ikke nogen generel lægefaglig rådgivning omkring hvor tidligt patienter bør vågne om morgenen. Der er ikke belyst i journalnotater, at der er anfaldsgennembrud relateret til nedsat søvn.

Spørgsmål A:

Er der risiko for, at brug af enten egen bil uden chauffør eller offentlig transport til og fra arbejde ville bevirke en helbredsmæssigforringelse for A i årene 2014- 2018? I bekræftende fald bedes Retslægerådet beskrive den helbredsmæssige risiko samt beskrive den dårligere epilepsikontrol.

I de perioder, hvor der er nedlagt lægeligt kørselsforbud, er det ikke muligt for sagsøger at benytte egen bil uden chauffør. Der er lidt divergerende oplysninger i sagens akter om i hvilke perioder, der er nedlagt lægeligt kørselsforbud, men det vurderes at være fra den 23. december 2015. Det er ikke muligt for Retslægerådet ud fra sagens akter at vurdere konkret hvilken forskel i anfaldshyppighed der vil være tale om ved brug af offentlig transport.

Spørgsmål B:

Nedsætter befordring i privat bil med chauffør i årene 2014-2018 As helbredsmæssige risiko, herunder især dårligere epilepsikontrol og flere anfald set i forhold til befordring med offentlig transport?

Det kan ikke vurderes ud fra sagens akter, hvilken forskel i anfaldshyppighed det vil medføre.

Spørgsmål 10:

Giver sagen i øvrigt Retslægerådet anledning til bemærkninger?

Nej.

…"

Af Retslægerådets erklæring af 4. januar 2023 fremgår:

"…

Spørgsmål S1:

Retslægerådet angiver i sit svar på spørgsmål 4, at det er uklart, hvad der menes med transport uden chauffør. Ved transport uden chauffør skal forstås, at A selv har ført bilen. RLR bedes på denne baggrund redegøre for, om det giver anledning til at ændre besvarelse af Spørgsmål 4.

Det gør det ikke. Den 23. december 2015 nedlægges der lægeligt kørselsforbud på grund af mistanke om anfaldsgennembrud, og dermed manglende anfaldskontrol og risiko for uheld. Kørsel giver ikke i sig selv større risiko for anfald.

Spørgsmål S2:

Patienten transporterer sig i egen bil med chauffør. Var der i 2019 en helbredsmæssig risiko, herunder især dårligere epilepsikontrol og flere anfald, forbundet med transport uden chauffør for A? I bekræftende fald bedes Retslægerådet beskrive den helbredsmæssige risiko samt beskrive den dårligere epilepsikontrol.

Sagsøger havde kørselsforbud i 2019, så hun måtte på grund af sin epilepsi ikke selv køre bil.

Spørgsmål S3:

Vil anvendelse af offentlig transport med en transporttid på over ½ time som transportmiddel til og fra arbejde i 2019 være forbundet med en helbredsmæssig risiko, herunder især dårligere epilepsikontrol og flere anfald for A? I bekræftende fald bedes Retslægerådet beskrive den helbredsmæssige risiko.

Sagsøgers anfald provokeres af træthed og stress. Offentlig transport giver ikke nogen helbredsmæssig risiko i sig selv. Det er ikke muligt for Retslægerådet på baggrund af sagens akter at vurdere, hvor lang tids offentlig transport sagsøger kan benytte uden at få anfald. Sagsøger er opereret for epilepsi den l. februar 2019, og det fremgår ikke af sagens akter, at hun skulle have haft yderligere anfald efter denne operation.

Spørgsmål S4:

Vil anvendelse af offentlig transport med en transporttid på over 1 time som transportmiddel til og fra arbejde i 2019 være forbundet med en helbredsmæssig risiko, herunder især dårligere epilepsikontrol og flere anfald for A? I bekræftende fald bedes Retslægerådet beskrive den helbredsmæssige risiko.

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål S3.

Spørgsmål S5:

Vil anvendelse af offentlig transport med en transporttid på over 1½ time som transportmiddel til og fra arbejde i 2019 være forbundet med en helbredsmæssig risiko, herunder især dårligere epilepsikontrol og flere anfald for A? I bekræftende fald bedes Retslægerådet beskrive den helbredsmæssige risiko.

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål S3.

Spørgsmål S6:

Vil anvendelse af offentlig transport med en transporttid på over 2 timer som transportmiddel til og fra arbejde i 2019 være forbundet med en helbredsmæssig risiko, herunder især dårligere epilepsikontrol og flere anfaldfor A? I bekræftende fald bedes Retslægerådet beskrive den helbredsmæssige risiko.

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål S3.

Spørgsmål S7:

I forlængelse af spørgsmål S3-S7, bedes Retslægerådet besvare, hvorvidt det vil medføre en øget helbredsmæssig risiko, herunder især dårligere epilepsikontrol og flere anfald for A, såfremt transport til arbejdspladsen ved brug af offentlig transport sker før kl. 6.00. I bekræftende fald bedes Retslægerådet beskrive den helbredsmæssige risiko samt beskrive den dårligere epilepsikontrol.

Brug af offentlig transport før klokken 06.00 giver ikke i sig selv dårligere epilepsikontrol.

Spørgsmål S8:

Giver sagen i øvrigt Retslægerådet anledning til bemærkninger.

Nej.

…"

Forklaring

Der er afgivet forklaring af A.

A har forklaret, at hun har haft epilepsianfald, hvor hun ikke har vidst, hvad hun gjorde. Inden den sidste operation gik hun således i forbindelse med et anfald en kilometer i natkjole en nat i december. Hun har haft anfald i toget, hvor hun er blevet hjulpet ud af toget og er ankommet fortumlet.

Hvis ikke hendes mand, JH, havde kørt hende til og fra arbejde, ville hun ikke have nogen tilknytning til arbejdsmarkedet i dag. Hun ønsker ikke at modtage førtidspension - hun ønsker at forblive på arbejdsmarkedet.

Hun er ikke altid selv klar over, at hun har haft et anfald. Hun har nogle gange bidt sig i tungen eller haft ufrivillig vandladning. Hun har også kunnet se på sit tøj, at hun har haft et anfald.

De oplysninger, der er i sagen om anfaldshyppigheden, er korrekte.

Hun blev opereret i 2005. Hun var anfaldsfri fra 2011 til sommeren 2015. Der var ikke 100 % styr på hendes epilepsi i denne periode, og der var således ikke ro på hendes liv.

I sommeren 2015 fik hun anfald som følge af forsøg på nedtrapning af medicin. Anfaldene kom uden varsel. Hun husker ikke de præcise datoer. Herefter blev det værre og værre, og det endte med, at hun blev opereret i februar 2019.

Hun har siden sidste operation været anfaldsfri. Hun får medicin. Det er noget skidt, hvis hun glemmer at tage medicinen. Det er hun derfor meget omhyggelig med at gøre.

Hendes epilepsi har været en hindring for at få et fast job.

De flyttede til Y1-by, fordi der var gode transportmuligheder derfra. Siden da er 6 busruter blevet lukket.

Ved vikarjobs er der ingen, der spørger til hendes helbred. De er kun interesseret i, om hun kan varetage arbejdet. Vikarjobs har også den fordel, at hun kan sige nej, hvis hun har en dårlig dag.

Ofte bliver hun ringet op om morgenen og spurgt, om hun kan møde om en time. Hun har altid arbejdstasken klar. Hendes mand kører hende på arbejdet. Nogle gange er det på forhånd aftalt, at hun skal arbejde i nogle bestemte uger, f.eks. i sommerperioden. Hun har i sommerperioden stort set arbejdet på fuld tid.

Hendes voksne børn har også kørt hende til/fra et vikarjob.

Når hendes mand kører hende til og fra arbejde, kører han hjem i mellemtiden. Derfor er der 4 køreture på en arbejdsdag. Angivelsen af afstanden er angivet via GPS'en eller kilometertælleren.

Hvis hendes mand ikke havde kørt hende, ville hun skulle have gået hjemme eller måske være blevet tilbudt et flex-job eller lignende af kommunen. Det kunne hun ikke leve af. Hun er flere gange blevet tilbudt førtidspension. Det er sket, da hun var (red.fjernet.alder), (red.fjernet.alder1) og (red.fjernet.alder2) år og efter operationen i 2019.

Hvis de store transportudgifter ikke kan trækkes fra, kan det ikke betale sig for hende at gå på arbejde.

I 2018 var hun indlagt 6 gange inden operationen. I 2019 var hun sygemeldt på grund af operationen.

Hvis hun bruger offentlig transport til en virksomhed i f.eks. Y2-by, skal hun først med toget til banegården i Y2-by. Derefter skal hun med bus ud til det industrikvarter, hvor virksomheden ligger. Hvis hun skal til Y3-by, skal hun først med en bus til Y4-by og der skifte til en bus til Y3-by. Benyttelse af offentlig transport stresser hende på grund af de mange skift, og fordi hun er bekymret for, om hun når frem til arbejdspladsen i tide. Hun har ikke taget offentlig transport ret mange gange. Når hun har gjort det, har hun været helt smadret, når hun nåede frem. Hun har haft anfald på arbejde efter at have taget offentlig transport til arbejdspladsen. Hun har også haft anfald på grund af manglende søvn.

Hun har ikke ført en anfaldskalender, idet hun ofte ikke er klar over, at der har været et anfald. Hun har heller ikke ringet til lægen hver gang, hun har haft et anfald - det er helt urealistisk at gøre.

Hun har altid haft nogen til at køre for sig.

I dag kører hun selv til/fra sine vikarjobs. Hun har ikke længere kørselsforbud. Det blev ophævet ca. et år efter operationen.

Uanset det har været uværdigt for hende at blive kørt til og fra arbejde, har det været nødvendigt. Alternativet ville have været at sidde derhjemme uden at lave noget.

Hun fik i 1989 første gang fradrag efter ligningslovens § 9D. Hun har fået det siden, bortset fra de perioder, hvor hun selv kunne køre til/fra arbejde. I 2014 måtte hun ikke køre bil på grund af medicinnedtrapning. Det gælder uanset det, der er anført i journalen den 17. december 2014.

Det er korrekt, at hendes anfald provokeres af stress og træthed, således som det er anført i (red.fjernet.hospital)s erklæring af 7. maj 2018, bilag 3. Hun er ikke enig i, at hun kan benytte offentlige transportmidler på egen hånd. Lægen følger hende ikke i hverdagen. Der er altid ro på (red.fjernet.hospital), og derfor får hun ikke anfald dér. Hun har boet i Y1-by i årene 2014-2019.

Foreholdt vikaransættelse på G1-virksomhed, Y5-by, har hun forklaret, at hun ikke tog offentlig transport til og fra G1-virksomhed. Det ville have givet hende en for lang dag, og hun ville således ikke have kunnet slappe af og hvile sig og derved undgå at få anfald. Man skal med to bybusser for at komme fra banegården i Y5-by ud til G1-virksomhed.

Det er anderledes med døgnvagter, hvor hun kunne sove på stedet.

Hun ringede til overlæge MD for at få en lægeerklæring. Hun var frustreret over, at hun ikke kunne få fradrag, fordi transportudgiften ville overstige hendes indtægt. Hun kan ikke huske, om hun sendte SKATs forslag til afgørelse til overlægen.

Parternes synspunkter

A har i påstandsdokument af 14. juli 2023 anført:

"…

ANBRINGENDER

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende:

At sagsøger er berettiget til fradrag efter Ligningslovens § 9D for årene 2014-2019,

At sagsøger har afholdt særlige udgifter til befordring til og fra arbejde som følge af kronisk sygdom, epilepsi,

At sagsøger ikke har kunnet anvende offentlig befordringsmiddel, da anvendelse af offentlig transport ville have medført en helbredsmæssig risiko, da denne skulle være sket på tidspunkter og på en måde, der ville have forøget sagsøgerens træthed og at dennes træthed ville have provokeret anfald, og

At sagsøger har været nødt til at lade sig befordre i egen bil af chauffør.

…"

A har i processkrift af 20. juli 2023 anført:

"…

Baggrunden for den ændrede påstand er, at der i forbindelse med skriftvekslingen er konstateret en betydelig tvist omkring det opgjorte fradrag.

Med den subsidiære påstand åbnes der for, at retten kan bedømme spørgsmålet om fradragsretten efter Ligningsloven § 9D, og så efterfølgende lade opgørelsen af fradraget hjemvise til Skattestyrelsen.

…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:

"…

ANBRINGENDER

…

3.2 Den konkrete sag

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A ikke har godtgjort, at betingelserne for fradrag efter ligningslovens 9 D (M

10) i indkomstårene 2014-2019 er opfyldt

…

3.2.1 A opfylder ikke betingelserne for fradrag

A har ikke godtgjort, at hun som følge af sin kroniske sygdom havde særlige udgifter til befordring i indkomstårene 2014-2019, jf. ligningslovens 9 D (M 10).

Som led i besvarelsen af spørgsmålene om. hvorvidt der i indkomstårene 2014-2018 var en helbredsmæssig risiko, herunder i form af dårligere epilepsikontrol og flere anfald, forbundet med anvendelse af offentlig transport for A, har Retslægerådet udtalt (Retslægerådets første udtalelse, spørgsmål 5-8), at træthed og stress provokerer anfald hos sagsøger, men at det "ikke (er) muligt ud fra sagens akter at uddybe eller kvantificere dette yderligere".

For så vidt angår indkomståret 2019 har Retslægerådet som led i besvarelsen af samme spørgsmål om risiciene forbundet med offentlig transport tilsvarende oplyst (Retslægerådets supplerende udtalelse, spørgsmål S3-S6), at "Offentlig transport giver ikke nogen helbredsmæssig risiko i sig selv. Det er ikke muligt for Retslægerådet på baggrund af sagens akter at vurdere, hvor lang tids offentlig transport sagsøger kan benytte uden at få anfald".

I overensstemmelse hermed har Retslægerådet ved besvarelsen af, om befordring i bil med privat chauffør nedsatte A's helbredsmæssige risiko, herunder især dårligere epilepsikontrol og flere anfald set i forhold til befordring med offentlig transport, oplyst (Retslægerådets udtalelse, spørgsmål B), at "Det kan ikke vurderes ud fra sagens akter, hvilken forskel i anfaldshyppighed det vil medføre".

Som led i besvarelsen af, hvorvidt det vil medføre en øget helbredsmæssig risiko, herunder for dårligere epilepsikontrol og flere anfald for A, at transport til arbejdspladsen ved brug af offentlig transport sker før kl. 6.00, har Retslægerådet udtalt (Retslægerådets udtalelse, spørgsmål 9), at:

"Nedsat og uregebnæssig søvn kan hos mange patienter provokere anfaldsgennembrud og natarbejde frarådes, men der findes ikke nogen generel lægefaglig rådgivning omkring hvor tidligt patienter bør vågne om morgenen. Der er ikke belyst i journalnotater at der er anfaldsgennembrud relateret til nedsat søvn" (mine fremhævninger).

Og til besvarelsen af samme spørgsmål vedrørende 2019 har Retslægerådet oplyst (Retslægerådets supplerende udtalelse, spørgsmål S7), at "Brug af offentlig transport før klokken 06.00 giver ikke i sig selv dårligere epilepsikontrol".

A har med Retslægerådets udtalelser således ikke bevist, at det som følge af hendes epilepsi var nødvendigt. at hun transporterede sig i sin egen bil.

Heller ikke sagens bilag, herunder de lægefaglige vurderinger, støtter As synspunkt (proces. skrift 5, s. 3, 2. tekstafsnit) om, at "anvendelse af offentlig transport ville have nedført en helbredsmæssig risiko".

Tværtimod fremgår det af lægeerklæringen af 20. marts 2006 (bilag B), "hvis offentlige transportmidler forefindes kan hun anvende dem", selvom det også fremgår, at hun har "haft svær epilepsi gennem mange år".

Herefter må det lægges til grund, at A i 2006 kunne anvende offentlig transport og derfor ikke havde særlige udgifter til befordring som følge af sin epilepsi.

Der er ikke siden udstedelsen af lægeerklæringen i 2006 sket sådanne ændringer i As helbredstilstand, at hun ikke længere kunne anvende offentlige transportmidler.

Det fremgår af As lægejournal af 5. april 2017 (bilag C, s. 2, l. afsnit), at A i 2005 blev behandlet med resektion af hø. Temporallap. Har efterfølgende haft lange perioder, hvor hun var anfaldsfri i op til 4-5 år, men fik recidiv i 2015.".

I overensstemmelse hermed fremgår det af statusattest af 7. maj 2018 (bilag 3, s. l, 1. afsnit), at A var anfaldsfri mellem 2005-2015.

Derudover fremgår det af lægejournal af 23. december 2015 (bilag l, s. 21, næstsidste tekstafsnit), at A "Har kørekort til personbil, men kører ikke bil. Er indforstået med kørselsforbud i 6 måneder efter anfald".

På baggrund af lægejournalen og statusattesten er der ikke grundlag for at antage, at A i 2014 og indtil sit tilbagefald i 2015 havde særlige udgifter til befordring.

Spørgsmålet er herefter videre, om A har ret til fradrag efter ligningslovens 9 D efter sit tilbagefald i 2015, dvs- for den resterende del af 2015 og frem til 2019.

Af lægejournal af 6. april 2016 fremgår (bilag 1, s. 12, 1. afsnit), at A har oplyst, at der gennemsnitligt har været to anfald pr. måned.

Af lægejournal af 11. oktober 2016 fremgår (bilag 1, sr 2, tredjesidste afsnit), at "Anfaldsfrekvensen ligger på ca. 1 pr. mdr."Af lægejournal af 5. april 2017 (bilag C, s. 2, l. afsnit) fremgår, at anfaldsfrekvensen ligger på " 1 gennem 2 mdr. i form af KPA".

Den 16. november 2017 gav A følgende besked til den behandlende læge, MD (bilag 7, s. 4, sidste tekstafsnit):

"Telefonbesked

Opringning fra pt. (patienten), tlf

Pt.s (patientens] kørselsfradrag for kronisk syge til og fra arbejde er ophørt, da pt. …godt kan tage person offentlig transport. Men hvis pt. …skal tage offentlig transport til arbejde skal hun afsted kl. 23 om aftenen, for at være på arbejde kl. 7, og er først hjemme igen kl. 17.

Hvis hun får skriv om, at grundet hendes kroniske sygdom har brug for kort transporttid, så kan hun muligvis få kørselsfradrag igen.

Notat til MD. "

MD udarbejdede herefter en lægeerklæring dateret den 13. december 2017 (bilag E), hvoraf fremgår, at A ikke kan tåle lange transporttider til arbejde, specielt hvis hun skal tage offentlig transport om natten. Erklæringen beskriver ikke, hvorfor A som følge af sin epilepsi ikke kan anvende offentlig transport.

Af statusattest af 7. maj 2018 (bilag 3) fremgår, at A har "anfald flere gange om ugen og kan evt. havde 2 på en dag". Det fremgår dog samtidig af statusattesten, at A "kan færdes uden hjælp udenfor hjemmet", at A "kan benytte offentlige transportmidler på egen hånd', og at "Der er ikke behov for individuel ledsager".

Den 1. februar 2019 blev A opereret for sin epilepsi. Følgende fremgår af statusattest af 15. november 2019 (bilag 11, s. 114, næstsidste afsnit):

"Funktionsniveau efter operationen: Pt. (patienten] har fået foretaget en hø.sidig Spencers operation d. 01.02.2019, der var tale om operation nr. 2. Pt. (patienten) er anfaldsfri efter operationen… Vedr. offentlig transport: Pt. [patienten] kan benytte offentlig transport.

Vedr. bilkørsel: Pt. [patienten] har kørselsforbud, pt. [patienten] skal være anfaldsfri i ét år, før bilkørsel må genoptages. "

I overensstemmelse hermed fremgår det lægejournal af 7. juni 2021 (bilag 9, næstsidste afsnit), at A har været anfaldsfri efter operationen.

Overfor retslægerådets udtalelser, statusattesterne af 15. november 2019 og 7. maj 2018 (bilag Il og 3) og lægeerklæringen af 20. marts 2006 (bilag B), der alle beskriver, at A kan benytte offentlig transport samt lægejournalen af 7. juni 2021, der beskriver, at A har været anfaldsfri siden sin operation i 2019, godtgør lægejournalerne (bilag 1 og C), der beskriver As anfaldsfrekvens, og lægeerklæringen fra MD (bilag E) ikke, at A efter sit tilbagefald i 2015 ikke længere kunne anvende offentlige transportmidler.

For det første er lægerklæringen udarbejdet af MD (bilag E), der beskriver, at A ikke kan anvende offentlig transport, udarbejdet efter anmodning fra A til brug for skattesagen (bilag 7, s. 4, sidste tekstafsnit). A kan derfor ikke løfte sin bevisbyrde med henvisning til erklæringen, jf. eksempelvis UfR 2009.476/2H (M 49) og UR 2002.1172 H (71). At erklæringen ikke kan løfte As bevisbyrde understreges i øvrigt af, at erklæringens indhold er i modstrid med både statusattesterne af 15. november 2019 og 7. maj 2018 (bilag 11 og 3), hvori det eksplicit er anført, at A kan anvende offentligtransport, og Retslægerådets udtalelser.

For det andet har A i tiden efter sit tilbagefald og frem til, at SKAT i 2017 sendte forslag om at nedsætte hendes fradrag, oplyst, at anfaldsfrekvensen lå på mellem to anfald pr. måned og ét anfald hver anden måned (bilag 1, s. 12, 1. afsnit, bilag 1, s. 2, tredjesidste afsnit, og bilag C, s. 2, 1. afsnit), hvorefter hun efter SKATs forslag til afgørelse har oplyst, at anfaldsfrekvensen er flere anfald om ugen og eventuelt to om dagen (bilag 3).

A har dermed ikke godtgjort, at hun som følge af sin kroniske sygdom havde særlige udgifter til befordring i indkomstårene 2014-2019, jf. ligningslovens 5 9 D (M IO). Tværtimod er As transport. i egen bil et udslag af. at det som følge af tilgængeligheden af den offentlige transport var mest hensigtsmæssigt, at hun benyttede sig af offentlig transport, hvilket imidlertid ikke berettiger A det særlige fradrag efter ligningslovens 9 D (M 10). A er dog fortsat berettiget til det almindelige befordringsfradrag i medfor af ligningslovens § 9 C (M 10), hvis hun beviser omfanget af sin kørsel (bilag A, skemaet på s. 1, bilag 51 s. l, femtesidste afsnit, og bilag 8, s. 2, 2. tekstafsnit).

A har desuden ikke har bevist sit synspunkt (processkrift 5, s. 2, 5. tekstafsnit) om, at hun »primært [har] haft arbejde, hvor arbejdstiden i det væsentligste skulle påbegyndes tidligt, typisk 6.00 eller 7.00", og under alle omstændigheder ændrer det ikke ved, at A ikke har været forhindret i at anvende offentlig transport som følge af sin sygdom. Om planlægningen af sit arbejde har A oplyst, at det ofte foregik på den måde, at hun blev ringet op tidligt om morgenen og skulle møde en time senere, jf. herved Skattestyrelsens sagsnotat for årene 2017 og 2018 (bilag F. s. 3, 4. afsnit), hvilket blot understreger, at As kørsel var begrundet i, at det var uhensigtsmæssigt for hende at anvende offentlig transport, idet hun som følge af det korte varsel ikke kunne planlægge sin transport til arbejde.

As synspunkt (processkrift 1, s. 2, 3. tekstafsnit, og A's påstandsdokument, s. 2, femtesidste afsnit) om, at hun "forud for denne opgørelse [forud for SKATs afgørelse af 6. februar 2018, bilag 21 havde fået fradrag efter Ligningsloven '9D. Det bemærkes, at dette blandt andet er sket på baggrund af lægeerklæring af den 20. marts 2006 (bilag B)" er uden betydning for sagen, idet det afgørende ikke er, om A tidligere har fået fradrag i medfor af ligningslovens S 9 D (M IO). men om fradragsbetingelserne konkret er opfyldt, jf. herved UR 1997.302 H (M 75).

Til As henvisning til FN's handicapkonvention (stævningen, s. 1, sidste afsnit) bemærkes, at det ikke fremgår, hvad A påberåber sig i anledning af konventionen. Konventionen ændrer heller ikke på, hvornår det må anses for godtgjort, at A kan fradrage udgifter til befordring efter ligningslovens S 9 D.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Skatteministeriet har herunder bestridt, at der er grundlag for at hjemvise sagen.

Rettens begrundelse og resultat

For at opnå befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D, 1. pkt., skal den skattepligtige godtgøre, at vedkommende som følge af varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Det er ubestridt, at A har en kronisk sygdom i form af epilepsi.

Det er herefter afgørende, om de særlige udgifter til transport til og fra arbejde, som hun har afholdt, kan anses for at være afholdt som følge af sygdommen. Det bemærkes herved, at bestemmelsen i ligningslovens § 9 D efter forarbejderne må forstås således, at afholdelse af udgifterne skal have været nødvendig for at sikre indkomsterhvervelsen. Den omstændighed, at A har afholdt særlige udgifter til transport til og fra arbejde, fordi det ikke har været muligt eller har taget uforholdsmæssigt lang tid at komme til og fra arbejde med offentlig transport, kan ikke tillægges vægt.

Retten finder efter bevisførelsen, at A ikke har godtgjort, at det som følge af hendes sygdom har været nødvendigt at afholde særlige udgifter i forbindelse med hendes befordring til og fra arbejde, herunder særlige udgifter i forbindelse med at hendes ægtefælle har kørt hende til og fra arbejde.

Retten har herved lagt vægt på Retslægerådets besvarelse af spørgsmål S3, hvoraf fremgår, at offentlig transport ikke i sig selv giver nogen helbredsmæssig risiko for A, samt besvarelsen af spørgsmål S7, hvoraf fremgår, at brug af offentlig transport før kl. 6.00 ikke i sig selv giver en dårligere epilepsikontrol. Retten har endvidere lagt vægt på besvarelsen af spørgsmål 9, hvoraf fremgår, at der ikke findes nogen generel lægefaglig rådgivning omkring, hvor tidligt patienter bør vågne om morgenen.

Mod Retslægerådets udtalelser kan overlæge MD' erklæring af 13. december 2017 ikke føre til en anden vurdering.

Som følge af det anførte frifindes Skatteministeriet.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 31.250 kr. Beløbet er inklusiv moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Retten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og omfang, herunder at sagen to gange har været forelagt Retslægerådet.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 31.250 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.