Dokumentets metadata

Fremlæggelse af erklæring under ankesag - "inden sagsanlægget", jf. retsplejelovens § 341 a, stk. 1

I en sag, som angik værdien af en aktiepost, fremlagde appellanten i replikken til landsretten en rapport fra G1-virksomhed angående værdien af aktieposten. Appellanten oplyste, at rapporten var bestilt og at hovedkonklusionerne forelå inden anken, samt at rapporten var indgået i appellantens beslutning om at anke sagen.

Skatteministeriet protesterede mod fremlæggelsen, idet rapporten ikke var indhentet "inden sagsanlægget", jf. retsplejelovens § 341 a, stk. 1. Appellanten gjorde gældende, at "inden sagsanlægget" omfattede ethvert sagsanlæg, herunder i første instans og ved anke, og at der ikke i bestemmelsens ordlyd var holdepunkter for, at bestemmelsen var begrænset til sagsanlæg i første instans.

Østre Landsret udtalte, at rapporten ikke var indhentet inden sagens anlæg i byretten, og at det i denne situation fulgte af ordlyden af retsplejelovens § 341 a, stk. 1, at erklæringen ikke kunne fremlægges som bevis. Vurderingsrapporten fra G1-virksomhed skulle derfor udgå af sagen.

Procesbevillingsnævnet afslog appellantens ansøgning om tilladelse til kære til Højesteret.

Parter

A (advokat SM)

mod

Skatteministeriet

(advokat Per Lunde Nielsen)

Ingen var mødt eller tilsagt.

A har i replik af 21. december 2022 fremlagt en vurderingsrapport fra G1-virksomhed vedrørende værdien af aktieposten i G2-virksomhed pr. 29. juni 2011 (bilag 25).

Skatteministeriet har protesteret mod fremlæggelsen, og parterne har skriftvekslet om, hvorvidt fremlæggelse kan ske.

Skatteministeriet har i et indlæg af 10. januar 2023 anført herom:

"1. OVERORDNET OM SAGENS PROBLEMSTILLING OG VUR-

DERINGSRAPPORTEN

Det for ankesagen afgørende spørgsmål er, hvilken handelsværdi (markedsværdi) As nominelt 22.500.000 aktier i G2-virksomhed ('G2-virksomhed') havde ved såvel hans salg af aktieposten til G3-virksomhed den 29. juni 2011 som ved hans tilflytning til Danmark den 1. juli 2011.

Retssagen blev anlagt ved stævning af 22. december 2020, og Retten i Y1-by afsagde dom den 29. august 2022. A ankede sagen til Østre Landsret ved ankestævning af 26. september 2022.

A har med (anke-)replikken af 21. december 2022 fremlagt et "Notat vedrørende indikativ værdianalyse af As ejerandel i G2-virksomhed - November 2022" (bilag 25) udarbejdet af G1-virksomhed. Vurderingsrapporten er dateret den 28. november 2022, jf. f.eks. side 2.

Samme sted i vurderingsrapporten fremgår det:

"G1-virksomhed blev den 8. september 2022 kontaktet med henblik på at udarbejde et notat til brug i forbindelse med ankesagen. Foreløbige konklusioner blev afrapporteret telefonisk d. 26. september 2022."

Om fremlæggelsen af vurderingsrapporten fremgår det - og som det eneste - af replikken, side 1, 5. afsnit:

"… A [har] til brug for beslutningen om anke af byrettens indhentet en vurderingsrapport fra G1-virksomhed vedrørende værdien af aktieposten i G2-virksomhed pr. 29. juni 2011. …. Det bemærkes, at vurderingsrapporten er indhentet inden ankestævningen, jf. retsplejelovens § 341 a."

Skatteministeriet forstår henvisningen til retsplejelovens § 341 a sådan, at der er enighed om, at der foreligger en ensidigt indhentet sagkyndig erklæring.

2. SKATTEMINISTERIETS PROTEST MOD FREMLÆGGELSEN AF VURDERINGSRAPPORTEN

Skatteministeriet protesterer mod, at vurderingsrapporten (bilag 25) fremlægges under retssagen, idet den ikke er indhentet "inden sagsanlægget", jf. retsplejelovens § 341 a, stk. 1, og idet rapporten ikke efter sagsanlægget er indhentet efter proceduren i retsplejelovens § 209 a, stk. 1. Vurderingsrapporten skal derfor udgå af sagen.

2.1 Retsgrundlaget

Det fremgår af retsplejelovens § 209 a, stk. 1, og § 341 a, stk. 1:

"§ 209 a

Retten kan i en borgerlig sag efter fælles anmodning fra sagens parter tillade, at parterne som supplement til eller i stedet for optagelse af syn og skøn fremlægger erklæringer, som parterne hver især indhenter fra sagkyndige, om konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter. Rettens tilladelse omfatter også sagens behandling i ankeinstansen."

"§ 341 a

Erklæringer om konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter, som en part inden sagsanlægget har indhentet hos sagkyndige, kan fremlægges som bevis, medmindre erklæringens indhold, omstændighederne ved dens tilblivelse eller andre forhold giver grundlag for at fravige udgangspunktet. Har en part fremlagt en sådan erklæring, kan modparten under i øvrigt samme betingelser fremlægge en tilsvarende erklæring, selv om denne erklæring først har kunnet indhentes efter sagens anlæg." (understreget her)

Begge bestemmelser blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 1725/2016, og af forarbejderne i LFF 2016 20 fremgår det bl.a.:

"1. Indledning

…

Lovforslaget indebærer endvidere, at der indføres udvidede muligheder for fremlæggelse af sagkyndige beviser i civile retssager.

Det foreslås således at lovfæste den udvidede adgang for parterne i en civil retssag til at fremlægge sagkyndige erklæringer, der er ensidigt indhentet af den enkelte part forud for sagens anlæg, som har udviklet sig i retspraksis. Det foreslås i den forbindelse som noget nyt, at modparten i sådanne tilfælde kan fremlægge en ensidigt indhentet "moderklæring", selv om denne først har kunnet indhentes efter sagsanlægget.

Det foreslås endvidere, at parterne i en civil sag i enighed og med rettens tilladelse kan beslutte, at der som led i bevisførelsen kan fremlægges sagkyndige erklæringer, som parterne hver især indhenter efter sagsanlægget, enten som supplement til eller i stedet for syn og skøn." (understreget her)

Videre fremgår det:

"2.2.1. Gældende ret

…

Det har afgørende betydning, om en ensidigt indhentet erklæring er indhentet før eller efter sagens anlæg.

Er erklæringen indhentet før sagens anlæg, kan erklæringen i almindelighed fremlægges.

…

Sagkyndige erklæringer, der er ensidigt indhentet efter sagens anlæg, kan derimod som udgangspunkt ikke fremlægges. Når retssagen er anlagt, må parterne som hovedregel gå frem efter reglerne om syn og skøn.

…

2.2.2. Retsplejerådets overvejelser

2.2.2.1. Sagkyndige erklæringer indhentet ensidigt før sagsanlæg

…

Det kan imidlertid indvendes, at den skarpe skelnen mellem sagkyndige erklæringer, der er indhentet før og efter sagsanlægget, medfører en retsstilling, hvorefter den part, der indgiver stævning umiddelbart efter, at parten har modtaget en sagkyndig erklæring, der støtter dennes synspunkter, kan skaffe sig selv en bevismæssig fordel i forhold til den modpart, som ikke har kunnet nå at indhente en tilsvarende erklæring før sagsanlægget. Der vil typisk være mulighed for syn og skøn, efter at sagen er anlagt, og rådet finder, at modparten ud fra almindelige principper om ret til kontradiktion i så fald bør have mulighed for at fremlægge en ensidigt indhentet "moderklæring", der kan indgå i grundlaget for syn og skøn, selv om modparten først har kunnet indhente erklæringen efter sagens anlæg.

…

2.2.2.2. Sagkyndige erklæringer indhentet efter sagsanlæg

Retsplejeloven anviser syn og skøn udmeldt af retten som den relevante fremgangsmåde for at få en sagkyndig belysning af det omtvistede faktum, efter at sagen er anlagt, og parterne kan således ikke frit bruge egne ekspertudsagn i retten, men må som udgangspunkt gå frem efter reglerne om syn og skøn i lovens kapitel 19.

…

Rådet finder, at rettens tilladelse til at bruge egne eksperter i stedet for eller som supplement til syn og skøn også bør gælde under en eventuel anke." (understreget her)

Justitsministeriet tilsluttede sig Retsplejerådets overvejelser, jf. punkt 2.2.3.

Af bemærkningerne til retsplejelovens § 209 a, stk. 1, fremgår bl.a.:

"Til nr. 4

Det foreslås, at der i retsplejeloven indsættes en ny § 209 a, der åbner mulighed for, at parterne i borgerlige sager med rettens tilladelse kan vælge at supplere eller erstatte bevisførelse i form af syn og skøn med sagkyndige erklæringer, som parterne hver især indhenter, efter at retssagen er anlagt." (understreget her)

Om retsplejelovens § 341 a, stk. 1, fremgår det bl.a.:

"Til nr. 6

Det foreslås, at der i retsplejeloven indsættes en ny § 341 a, der - sammen med den foreslåede § 209 a (lovforslagets § 1, nr. 4) - regulerer spørgsmålet om parters adgang til at fremlægge ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer om konkrete faktiske forhold mv. til brug for bevisførelsen og fremlæggelse af juridiske responsa mv. om dansk ret til brug for den juridiske argumentation.

Det foreslås således med stk. 1, at det i overensstemmelse med nyere retspraksis fastsættes i loven, at ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer om konkrete tekniske, økonomiske eller lignende forhold som udgangspunkt kan fremlægges til brug for bevisførelsen, hvis erklæringen er indhentet, før retssagen blev anlagt, dvs. før indgivelse af stævning, jf. stk. 1, 1. pkt. …

I øvrigt må parterne gå frem efter reglerne om syn og skøn, når sagen er anlagt, medmindre de er enige om at bruge den foreslåede adgang til med rettens tilladelse at supplere eller erstatte syn og skøn med fremlæggelse af ensidigt indhentede erklæringer, jf. herved den foreslåede § 209 a." (understreget her)

2.2 Retsplejelovens § 341 a - ad "inden sagsanlægget"

Det følger udtrykkeligt af ordlyden af retsplejelovens § 341 a, stk. 1, at det udelukkende er ensidigt indhentede erklæringer, som er indhentet "inden sagsanlægget", som kan fremlægges.

Efter sagsanlægget er det i stedet retsplejelovens § 209, som finder anvendelse, såfremt en part ønsker at fremlægge en ensidigt indhentet erklæring, jf. herved også citaterne ovenfor i punkt 2.1 ad "Til nr. 6" samt Østre Landsrets kendelse i U.2019.1557:

"Bestemmelserne i retsplejelovens § 209 a og § 341 a må efter lovforarbejderne antages at tilsigte en samlet regulering af spørgsmålet om parters adgang til at fremlægge ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer om konkrete faktiske forhold m.v. Udgangspunktet er herefter (fortsat), at sådanne erklæringer indhentet før sagens anlæg frit kan fremlægges til brug for bevisførelsen, mens erklæringer indhentet efter sagens anlæg alene kan fremlægges, hvis parterne er enige herom, og retten tillader erklæringen fremlagt. Lovgiver har således undladt at indføre en ubegrænset, generel adgang for parter i civile retssager til som led i bevisførelsen at fremlægge ekspertudsagn, der indhentes ensidigt efter sagsanlægget som supplement eller alternativ til syn og skøn". (understreget her)

Der er intet belæg for, at "inden sagsanlægget" - som det tilsyneladende hævedes i replikken, side 1, 5. afsnit - (også) skal forstås som "inden ankestævningen".

Tværtimod følger det af en sædvanlig sproglig forståelse, at der med "inden sagsanlægget" - udelukkende - menes inden indgivelsen af stævningen i 1. instans. En sag kan kun "anlægges" én gang ved domstolene, hvorefter sagen eventuelt kan "ankes". "Anke" er begrebsmæssigt noget andet end "sagsanlæg".

Lovgiver har - selvsagt - været bekendt med, at en retssag kan behandles i flere instanser, og lovgiver har valgt, at retsplejelovens § 341 a udelukkende skal gælde for erklæringer indhentet "inden sagsanlægget" (og ikke tillige for erklæringer indhentet inden "indlevering af ankestævning", jf. retsplejelovens § 372, stk. 2).

At der er tale om et helt bevidst valg understreges af, at lovgiver har ønsket, at den samtidig indførte bestemmelse i retsplejelovens § 209 a skulle gælde for såvel sager i 1. instans som for ankesager, hvorfor der i ordlyden er anvendt en anden formulering, nemlig det bredere udtryk "borgerlig sag".

Fra og med det tidspunkt, hvor den "borgerlig[e] sag" er anlagt, er det retsplejelovens § 209 a, som finder anvendelse, og det fremgår direkte af ordlyden af bestemmelsen, at rettens tilladelse - hvis den meddeles under sagens behandling i 1. instansen - også finder anvendelse under "sagens behandling i ankeinstansen". Der er intet belæg for, at retsplejelovens § 341 a skulle "vågne til live igen" i perioden fra 1. instansens dom til indlevering af ankestævning, hvorefter det på ny er retsplejeloves § 209 a, som regulerer adgangen til fremlægges af ensidige erklæringer.

Helt i overensstemmelse hermed fremgår da også af forarbejderne, at "skillelinjen" mellem "før og efter sagsanlægget", jf. retsplejelovens § 341 a, stk. 1, 1. punktum sammenholdt med 2. punktum, er det tidspunkt, hvor én af parterne "indgiver stævning" (jf. ad "2.2.2.1. Sagkyndige erklæringer indhentet ensidigt før sagsanlæg").

Videre fremgår det af forarbejderne, at fremlæggelse af en erklæring i medfør af retsplejelovens § 341 a forudsætter, at "erklæringen er indhentet, før retssagen blev anlagt, dvs. før indgivelse af stævning, jf. stk. 1, 1. pkt." (jf. ad "Til nr. 6"), ligesom det fremgår, at parterne "efter at retssagen er anlagt" (i stedet) må bruge retsplejelovens § 209 a (jf. ad "Til nr. 4").

Retssagen kan - som allerede nævnt - kun "anlægges" én gang, og der fremgår intet om, at bestemmelsen også skulle finde anvendelse på erklæringer indhentet inden retssagen ankes.

Den ovennævnte sproglige forståelse er også i overensstemmelse med, hvordan udtrykket "sagsanlægget", "sagens anlæg" el.lign. i øvrigt anvendes i retsplejeloven.

Således fremgår det - og endda ganske udtrykkeligt - af retsplejelovens § 348, at

"Sag anlægges ved indlevering af stævning til retten" (understreget her),

og at der hermed menes indlevering af stævningen i 1. instans, fremgår af, at bestemmelsen er placeret i retsplejelovens "Kap. 33. Sagsforberedelse i 1.

instans" (understreget her).

I modsætning hertil anvendes udtrykket "sagens anlæg" el.lign. ikke i f.eks. retsplejelovens "Kap. 36. Anke", herunder ikke i retsplejelovens § 368, stk. 1, og § 372, stk. 2:

"Domme afsagt af en byret kan af parterne ankes til den landsret …"

"Anke sker ved indlevering af ankestævning til den ret, hvis dom indankes

…"

"Definitionen" i retsplejelovens § 348 af udtrykket "sag anlægges" som indleveringen af stævningen til retten i 1. instans, finder også anvendelse, når samme eller tilsvarende udtryk bruges andre steder i retsplejeloven, herunder i § 341 a.

Denne forståelse "bekræftes" også af f.eks. retsplejelovens § 336 a, som - ligesom retsplejelovens § 341 a er placeret i retsplejelovens "Kap. 32. Almindelige bestemmelser":

"Parterne har pligt til at fremme sagen med fornøden hurtighed, til at undgå unødige sagsskridt og til at undersøge muligheden for en forligsmæssig løsning også forud for sagens anlæg" (understreget her).

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 737/2014, der bl.a. tilsigtede at udmønte forslagene fra Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene. I bemærkningerne til bestemmelsen ("Til nr. 39") henvises til " pkt. 2.1.2.1.1.1 og 2.1.2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger". Heraf fremgår det bl.a.:

"2.1.2.1.1. Udvalgets overvejelser

2.1.2.1.1.1. Fremme af sagen med fornøden hurtighed

…

2.1.2.1.1.1.2. … Udvalget foreslår på den baggrund, at der indsættes en bestemmelse i retsplejeloven om, at parterne har pligt til at fremme sagen med fornøden hurtighed, til at undgå unødige sagsskridt og til at undersøge muligheden for en forligsmæssig løsning også forud for sagens anlæg. En undersøgelse af muligheden for en forligsmæssig løsning forud for sagens anlæg vil bl.a. kunne omfatte en undersøgelse af muligheden for mægling i form af f.eks. mediation.

…

2.1.2.1.2. Justitsministeriets overvejelser om forløbet frem til sagens anlæg Justitsministeriet er enig med udvalget i, at det er afgørende, at sagens parter medvirker til, at en civil sag fremmes hurtigst og bedst muligt, herunder at sagens parter tidligt indgår i drøftelser om sagen. Det er således vigtigt, at sagen fremmes mest muligt af parterne allerede på et tidligt tidspunkt, og Justitsministeriet finder, at udvalgets forskellige forslag kan være med til i højere grad at sikre dette. Justitsministeriet er således enig i udvalgets overvejelser og forslag vedrørende de forskellige problemstillinger i tilknytning til forløbet frem til anlæg af en civilsag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast." (understreget her)

Sammenfattende er der ingen adgang til i modstrid med retsplejelovens § 341 a's ordlyd, bestemmelsens forarbejder og sprogbruget i øvrigt i retsplejeloven, at udstrække anvendelsesområdet for bestemmelsen til - også - at angå erklæringer indhentet i tidsrummet fra afsigelsen af dommen i 1. instansen og indleveringen af en ankestævning.

Det ligger dermed fast, at vurderingsrapporten er indhentet efter sagsanlægget, hvorfor vurderingsrapporten ikke kan fremlægges i medfør af retsplejelovens § 341 a, jf. f.eks. U.2022.97H og SKM 2022.52Ø.

Ex tuto bestrides det, at vurderingsrapporten kan anses for "indhentet" inden ankestævningen af 26. september 2022.

Det er ikke tilstrækkeligt til at anse erklæringen for "indhentet" inden den 26. september 2022, at A efter det oplyste, jf. bilag 25, side 2, forud herfor havde "kontaktet G1-virksomhed", og at G1-virksomhed den 26. september 2022 telefonisk havde afrapporteret "Foreløbige konklusioner". Selve vurderingsrapporten blev først "færdiggjort" godt 2 måneder senere, nemlig den 28. november 2022.

Særligt fremhæves, at der ingen dokumentation foreligger for, hvad indholdet af disse foreløbige konklusioner var, endsige at de var i overensstemmelse med indholdet af vurderingsrapporten, ligesom der intet foreligger om opgavebeskrivelsen til G1-virksomhed, herunder at vurderingsrapporten er begrænset hertil.

2.3 Retsplejelovens § 209 a

Vurderingsrapporten (bilag 25) er indhentet efter sagens anlæg, og rapporten kan dermed ikke mod ministeriets protest tillades fremlagt, jf. retsplejelovens § 209 a og f.eks. U.2019.1557Ø, U.2021.2642V og SKM 2022.52Ø.

Sådan som ministeriet forstår replikken, gør A da heller ikke gældende, at retsplejelovens § 209 a hjemler fremlæggelsen.

…"

A har i et indlæg af 1. marts 2023 anført:

"1. Hvordan skal "inden sagsanlægget" fortolkes?

Skatteministeriet protesterer imod fremlæggelsen af vurderingsrapporten fra G1-virksomhed (bilag 25), da man er af den opfattelse, at rapporten ikke er indhentet rettidigt, eftersom "inden sagsanlægget" i retsplejelovens ("RPL") § 341 a, ifølge ministeriet alene omfatter indbringelse af en sag i første instans.

Det følger af RPL § 341 a, at "Erklæringer om konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter, som en part inden sagsanlægget har indhentet hos sagkyndige, kan fremlægges som bevis, medmindre erklæringens indhold, omstændighederne ved dens tilblivelse eller andre forhold giver grundlag for at fravige udgangspunktet".

A gør gældende, at "inden sagsanlægget" omfatter ethvert sagsanlæg, herunder i første instans og ved anke både ordinært og efter procesbevilling. Der er ikke i bestemmelsens ordlyd holdepunkter for, at bestemmelsen er begrænset til sagsanlæg i første instans.

Det bemærkes i den forbindelse, at "sagsanlæg" er en almindelig term, der sprogligt omfatter både sagsanlæg i første instans og sagsanlæg ved anke.

Dette er også forståelsen i Danske Domstoles retssagsvejledning af 3. maj 2021 (bilag 26), som i alle kapitler om Kære- og ankesager til Landsretten og Højesteret rummer et underafsnit med overskriften "Hvor skal du anlægge kæresagen" henholdsvis "Hvor skal du anlægge ankesagen", jf. pkt. 30.5, 31.5, 39.5 og 40.5.

Tilsvarende fremgår af vejledningens pkt. 30.10 "Indlever ankestævning" (min understregning):

"Når du indleverer ankestævningen, er ankesagen anlagt.

Du har mulighed for at få vist dit udkast til ankestævning, inden du anlægger sagen ved at vælge "Vis udkast til ankestævning". Udkastet giver dig mulighed for at kontrollere, om de oplysninger, du har indtastet, er korrekte. Den endelige stævning vil først blive dannet, når du anlægger sagen."

Denne sprogbrug i retssagsvejledningen er naturlig set i lyset af, at de almindelige bestemmelser i RPL kap. 32, herunder § 341 a, alle omfatter rettergangsmåden i såvel 1. som 2. instans. Se Civilprocessen, 8. udgave, s. 479, af Gomard og Kistrup (min understregning):

"Rpl indeholder en række grundregler for sagsbehandlingen ved de i § 1 nævnte almindelige domstole, både for 1. instanssager og appelsager navnlig i kapitlerne 16 (gældende for både civile og kriminelle sager) og i 32 (alene gældende for civile sager)."

Både ordlyden af RPL § 341 a og bestemmelsens placering i RPL kap. 32 taler således entydigt, at "sagsanlægget" omfatter såvel anlæg i første instans som i senere instans(er).

Der er da heller ikke i bestemmelsens forarbejder støtte for en indskrænkende fortolkning som hævdet af ministeriet.

A gør videre gældende, at en indskrænkende fortolkning i øvrigt vil stride imod bestemmelsens formål.

Det fremgår af forarbejderne, at bestemmelsen er indført med det ønske at give parterne adgang til at fremlægge det beslutningsmateriale, der ligger til grund for sagsanlægget, jf. blandt andet:

Bemærkninger til Lov 2016.632:

"Det foreslås således med stk. 1, at det i overensstemmelse med nyere retspraksis fastsættes i loven, at ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer om konkrete tekniske, økonomiske eller lignende forhold som udgangspunkt kan fremlægges til brug for bevisførelsen, hvis erklæringen er indhentet, før retssagen blev anlagt, dvs. før indgivelse af stævning, jf. stk. 1, 1. pkt."

Betænkning 2016.1558:

"Før ændringen til en mere liberal praksis med hensyn til at give tilladelse til at fremlægge ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer blev der ofte i parternes processkrifter redegjort for, hvad man baserede sit sagsanlæg eller sin påstand på. Som anført tillades det nu som udgangspunkt at fremlægge sagkyndige erklæringer, som ligger til grund for sagsanlægget, og det antages således ikke at gøre nogen skade, at de kommer frem i lyset frem for at blive brugt indirekte i processkrifter."

Det formål, der afspejles i disse lovbemærkninger mv., er lige tungtvejende, hvad enten der er tale om sagsanlæg i første instans eller ved anke. Også anlæg af en appelsag kræver et selvstændigt beslutningsgrundlag, der i sagens natur ofte må tilføres noget nyt og yderligere i forhold til sagsanlægget i første instans, så bevisførelse mv. i ankesagen så vidt muligt kan styrkes.

Ud over at det helt savner støtte i forarbejderne at begrænse bestemmelsen til beslutningsgrundlaget for sagsanlæg i første instans, vil dette også være i strid med bestemmelsens formål.

Skatteministeriets fortolkning og indsigelse må derfor afvises.

2. Hvordan skal "indhentet" fortolkes?

Skatteministeriet hævder i anden række, at vurderingsrapporten fra G1-virksomhed ikke er indhentet rettidigt, fordi den først er færdiggjort til fremlæggelse efter As sagsanlæg ved anke til landsretten.

A gør gældende, at kravet i RPL § 341 a om "indhentet" blot indebærer, at rapportens hovedkonklusioner har været tilgængelige som en del af grundlaget for beslutningen om sagsanlæg. Der er ikke i hverken ordlyd, forarbejder eller formål er for et formalistisk krav om, at rapporten skal være "endeligt færdiggjort og afleveret"

Det er således også fastslået af Vestre Landsret i U 2022.728, at en rapport skal anses for "indhentet", når rapporten er bestilt og hovedkonklusionerne er formidlet til bestilleren forud for sagsanlægget, uanset at selve rapporten først færdiggøres i endeligt format og fremlægges efter sagsanlægget:

"Sagen er anlagt den 14. april 2020, der var sidste frist for sagsanlæg i medfør af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3. Forud for sagsanlægget rettede de kærende henvendelse til G4-virksomhed og bestilte en rapport (bilag 7), der imidlertid først forelå efter sagens anlæg. De kærende har oplyst, at de fik formidlet G4-virksomheds arbejde og resultater mundtligt den 8. april 2020.

Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering af omstændighederne og oplysningerne i sagen, finder landsretten, at bilaget skal tillades fremlagt"

Det ligger i denne sag fast, at A bestilte rapporten hos G1-virksomhed allerede den 8. september 2022. Samtidig fremgår det udtrykkeligt af rapporten s. 2, at "Foreløbige konklusioner blev afrapporteret telefonisk d. 26. september 2022." Det kan derfor lægges til grund, at disse konklusioner er indgået i As beslutning om at anke sagen.

A fastholder derfor, at vurderingsrapporten er indhentet rettidigt ifølge RPL § 341 a og skal indgå i sagen."

Der afsagdes

KENDELSE

Skatteministeriet har protesteret mod fremlæggelsen af G1-virksomhed's rapport.

Rapporten er ikke indhentet inden sagens anlæg i byretten.

I denne situation følger det af ordlyden af retsplejelovens § 341 a, stk. 1, at erklæringen ikke kan fremlægges som bevis.

THI BESTEMMES:

Vurderingsrapport fra G1-virksomhed vedrørende værdien af aktieposten i G2-virksomhed pr. 29. juni 2011 (bilag 25) skal udgå af sagen.