Dokumentets metadata

Dokumentets dato:18-02-2021
Offentliggjort:05-09-2023
SKM-nr:SKM2023.428.VLR
Journalnr.:S-1299-20
Referencer.:Straffeloven
Tobaksafgiftsloven
Dokumenttype:Dom


Straf - tobaksafgift

T var tiltalt for overtrædelse af afgiftslovgivningen af særligt grov karakter med forsæt til at unddrage statskassen afgift, ved i perioden frem til den 30. november 2018 kl. 10.40 på en ejendom, hvor T boede at have opbevaret ikke under 2.479.460 uberigtigede cigaretter, som forinden af flere personer var blevet indsmuglet fra et andet europæisk land og derefter afleveret til T på ejendommen, hvor de blev opbevaret i en container. Statskassen blev herved unddraget 2.979.071 kr. i tobaksafgift. T nægtede sig skyldig og forklarede, at han ikke kendte noget til cigaretterne. Byretten fandt T skyldig i tiltalen. Byretten lagde til grund, at opbevaringen af uberigtigede cigaretter i containeren skete med T's viden og accept, og det var derfor bevist, at T var skyldig i den rejste tiltale. Der hensås herved til politiets observationer vedrørende leverancen og herunder, at der var lys i stueetagen, som blev beboet af T, hvilket indikerede, at T var oppe på leveringstidspunktet, at der var 2 personer om at omlade papkasserne med cigaretter fra varebilen ind i containeren, selvom føreren af varebilen havde været alene under kørslen til T's ejendom. Desuden havde et vidne forklaret, at der tidligere var blevet leveret papkasser på ejendommen. Hertil kom en telefonsamtale mellem T og medgerningsmanden, politiassistentens beskrivelse af T's reaktion i forbindelse med anholdelsen, at T efter sin forklaring vidste, at medgerningsmanden tidligere havde været involveret i cigaretsmugling samt at der på T's person og i beboelsen blev fundet uberigtigede cigaretter af blandt andet samme mærke som i containeren. T idømtes fængsel i 1 år og 3 måneder, en tillægsbøde på 1.450.000 kr. samt konfiskation. Ved strafudmålingen lagde retten vægt på afgiftsunddragelsens størrelse samt, at T tidligere var straffet for overtrædelser af straffelovens § 289 mens T's - trods alt - begrænsede rolle i sagen er tillagt vægt i formildende retning. Under henvisning til Højesterets dom af 11. januar 2017 (U2017.1185H) var der på grund af den tidligere forstraf for ligeartet kriminalitet ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvis betinget. T ankede byretsdommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse af fængselsstraffen. Landsretten stadfæstede byretsdommen


Afgørelse fra byretten

DOM Byret

afsagt den 17. juni 2020

Rettens nr. 3-585/2020

Politiets nr. 4100-76501-00001-18

Anklagemyndigheden

mod

T1 født den 17. september 1966

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 31. januar 2020. T1 er tiltalt for overtrædelse af:

straffelovens § 289, jf. tobaksafgiftslovens § 25, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, overtrædelse af afgiftslovgivningen af særligt grov karakter med forsæt til at unddrage statskassen afgift, ved i perioden frem til den 30. november 2018 kl. 10.40 på ejendommen Y1-adresse i Y2-by, Y3-by, at have opbevaret i alt ikke under 2.479.460 uberigtigede cigaretter, som forinden af flere personer var blevet indsmuglet fra et andet europæisk land og derefter afleveret til T1 på ejendommen Y1-adresse i Y2-by, Y3-by, hvorved statskassen blev unddraget 2.979.071 kr.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf og tillægsbøde.

Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af 2.479.460 uberigtigede cigaretter, to opklippede hængelåse, 21 kartoner cigaretter af mærket (red.mærke.fjernet), i alt 4200 cigaretter, 12 kartonner cigaretter af mærket (red.mærke.fjernet), i alt 2400 cigaretter, 11 pakker cigaretter af mærket (red.mærke.fjernet), i alt 2200 cigaretter, samt 2 åbne cigaretpakker, af mærkerne (red.mærke.fjernet) og (red.mærke.fjernet), 1 karton cigaretter af mærket (red.mærke.fjernet), i alt 200 cigaretter, 2 pakker cigaretter af mærket (red.mærke.fjernet), i alt 40 cigaretter, 1 pakke cigaretter af mærket (red.mærke.fjernet), 20 stk., samt en pakke åbnet cigaretter hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Std 75284

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte T1 og af vidnerne KK, SN og politiassistent SB.

Tiltalte T1 har forklaret, at han har boet på Y1-adresse i 15-16 år. SN boede der også den 30. november 2018, og havde boet der siden sommeren, fordi hun manglede et sted at bo og var klemt økonomisk. En (red.nationalitet.fjernet) boede der også en gang imellem, men han opholdt sig ikke på ejendommen på dette tidspunkt. Der står en container på ejendommen, som tiltalte bruger til almindelig opbevaring. KK havde lånt containeren i 6-8 år, fordi han skulle opbevare ting der i forbindelse med en flytning. KK havde fortsat lov til at bruge den efter, at han flyttede til Y4-by. Tiltalte var klar over, at containeren var låst, og han går ud fra, at det var KK, der havde påsat hængelåse. Tiltalte vidste ikke, hvad der var i containeren; det kunne være alt muligt, f.eks. værktøj. Foreholdt afhøringsrapporten (Fil 2, s.90) skal det nok passe, at han ikke ville oplyse til politiet, hvem han havde lånt containeren ud til; det kunne han ikke se nogen grund til at forklare. Han fik ikke betaling for sit udlån af containeren. Han har kendt KK i 30 år og har bl.a. arbejdet for ham.

Han er selv ryger, og havde nogle cigaretter uden banderole, som han havde købt af én fra Y5-by. Tiltalte vil ikke oplyse, hvem han havde dem af. Han troede ikke, at KK havde med smuglercigaretter at gøre. Tiltalte vidste, at KK tidligere havde været involveret i det, men tiltalte troede, at KK var stoppet med det. Tiltalte har aldrig set cigaretter blive leveret til ejendommen.

Den 30. november 2018 forlod han bopælen omkring kl. 08.30. Han havde ikke bemærket, at der inden da var ankommet nogen til ejendommen, eller at der blev afleveret cigaretter i containeren. Foreholdt at politiobservatørerne havde set lys i stueetagen, kan han ikke sige, om han var oppe på det tidspunkt. Han mener ikke, at han talte med KK om de fundne cigaretter efter anholdelsen. Han kan ikke huske, om han efter anholdelsen blev kontaktet af KK med henblik på at skaffe et bevis for, at politiet havde beslaglagt cigaretterne. Han gav politiet tilladelse til at ransage telefon, computer og ejendommen.

Efter afspilning af telefonsamtale af 6. januar 2019 kl. 09.47 med KK forklarede tiltalte, at han ikke kan huske samtalen, men han kan høre, at den drejede sig om, at han havde hentet sin beslaglagte computer og telefon, og herunder at de talte om, at han selv måtte hente det hos politiet i Y6-by. Han må derfor have fortalt KK om politiets fund af cigaretter.

KK har som vidne forklaret, at han for tiden afsoner en dom for indsmugling af cigaretter fra bl.a. Y7-land. Han har kendt tiltalte i mange år, og de har handlet med ting, ligesom tiltalte har foretaget nedbrydning for vidnet. Cigaretterne kom op at ligge hos tiltalte i en container, som han havde lånt af tiltalte for 6-8 år siden i forbindelse med en flytning. Den 30. november 2018 boede vidnet på en stor ejendom, men han havde alligevel beholdt rådigheden over containeren. Containeren var låst med hængelåse, og vidnet havde nøglerne dertil. Vidnet ved ikke, om tiltalte vidste, at der var hængelåse på, men det har der altid været. Tiltalte har fået lidt penge i ny og næ, eller rabat på værktøj, som betaling for vidnets brug af containeren, men de havde ingen fast aftale herom. Tiltalte vidste ikke, at vidnet opbevarede cigaretter i containeren. Foreholdt at der ved ransagningen kun blev fundet cigaretter i containeren, vil han ikke udtale sig om, hvorvidt der tidligere er leveret cigaretter til opbevaring i containeren.

Efter ransagningen hos tiltalte og beslaglæggelsen af cigaretterne havde han lidt bøvl med leverandørerne. Det var nok SL, der havde ført varebilen med cigaretterne ud til tiltalte den 30. november. Foreholdt sin forklaring under hovedforhandlingen i dommen af 20. december 2019 (fil 2, s. 115) bekræfter vidnet forklaringen, og herunder at (red.nationalitet.fjernet) ville se bevis for beslaglæggelsen. Vidnet spurgte derfor tiltalte, om han havde papir på, at politiet havde taget cigaretterne. Tiltalte var ikke helt tilfreds med, at vidnet havde opbevaret cigaretter i containeren. Vidnet havde aldrig fortalt tiltalte, at han opbevarede cigaretterne i hans container, og han tror ikke, at tiltalte vidste det.

Efter afspilning af telefonsamtale af 6. januar 2019 kl. 09.47 med tiltalte forklarede vidnet, at han mener, at de talte om, at tiltalte skulle hente sin telefon og computer hos politiet. Efter afspilning af telefonsamtale den 4. februar 2019 kl. 15.33 mellem vidnet og SL, forklarede han, at de talte om cigaretterne, der var taget fra tiltalte, og at den omtalte kontrakt mellem tiltalte og hans advokat skulle dokumentere beslaglæggelsen.

SN har som vidne forklaret, at hun flyttede ind hos tiltalte i sommeren 2018, hvor hun havde førstesalen til rådighed. Tiltalte boede i stueetagen. Hun blev anholdt, og blev fundet i besiddelse af nogle ubanderolerede cigaretter. Hun fik cigaretterne af tiltalte, men hun husker ikke, hvor lang tid inden anholdelsen hun havde modtaget dem. Foreholdt afhøringsrapporten (fil 2, s.94), skal det nok passe, at det var en uge før. Hun fik dem, men betalte ikke for dem. Hun vidste, at det ikke var lovlige cigaretter. Hun ved ikke, hvor tiltalte havde dem fra.

Hun var på arbejde natten til den 30. november 2018, og har derfor ikke kendskab til eventuel trafik på ejendommen om natten. Hun kom hjem kl. 0707.30 om morgenen. Foreholdt afhøringen skal det dog nok passe, at hun var kommet hjem efter aftenvagt kl. 23.30. Hun lagde ikke mærke til, at der 2 gange kom en bil på ejendommen. Hun har ikke tænkt nærmere over containeren, der stod på ejendommen, og troede, at der var køleskabe og frysere i den. Hun vidste ikke, om den var udlånt. Hun kender ikke noget til, om der tidligere har været leveret cigaretter til ejendommen. Der kom tit folk, og læssede noget af. Foreholdt afhøringsrapporten (fil 2, s.95) forklarede hun, at hun fortalte politiet, at der kom én og læssede papkasser, men hun har ikke forklaret, at der var tale om cigaretter. Dét er noget, som politiet har digtet i rapporten.

Hun har tidligere fået cigaretter af tiltalte. Hun mener dog ikke, at hun tidligere har modtaget en hel karton, men har blot fået enkelte pakker, der i alt løber op i én karton. Herudover havde hun fået den karton, som politiet beslaglagde. Hun ved ikke, om der var tale om cigaretter uden banderole. Hun blev overrasket over, at der blev fundet cigaretter i containeren. Det ragede hende ikke rigtigt, hvad tiltalte lavede, men hun har dog undret sig over, at der kom folk med papkasser. Hun var nysgerrig, men vidste ikke, om det var tale om ulovligheder. Hun mener ikke, at tiltalte var hjemme, da der tidligere blev leveret papkasser.

Politiassistent SB har som vidne forklaret, at han var med på tiltaltes ejendom den 30. november 2018 for at bistå ved ransagning efter, at der var kommet et tip om cigaretter på ejendommen. Han var med til at anholde tiltalte. Der var en kvinde på ejendommen, der fortalte, hvor tiltalte opholdt sig, da politiet ankom. Vidnet og en kollega kørte hen til den oplyste adresse, og da de nærmede sig, mødte de tiltalte køre derfra i sin "tuk tuk". Han blev standset og anholdt, og herunder sigtet for indsmugling af cigaretter. De meddelte ham, at der skulle ransages på hans bopæl. Tiltalte virkede ikke overrasket, da han blev præsenteret for sigtelsen. Vidnet stod på den anden side af tiltaltes "tuk tuk", og kunne ikke høre tiltaltes præcise ordvalg i den forbindelse. De spurgte tiltalte, om han havde nøglen til containeren, hvilket han oplyste ikke at have, og de måtte derfor skære hængelåsene op. Vidnet skulle skrive ransagningsrapporten, og noterede politiets fund. De vidste fra politiobservatørerne, at der var cigaretter i skibscontaineren.

Der er med forsvarerens indforståelse dokumenteret fra politiobservationsrapporter.

Der er afspillet aflyttede telefonsamtaler.

Skattestyrelsen har i brev af 28. februar 2020 opgjort den unddragne tobaksafgift til 2.979.071 kr.

Tiltalte er tidligere straffet ved ankedom af 24. januar 2013 med fængsel i 1 år samt bøde på 1.550.000 kr. for overtrædelse af straffelovens § 289, jf. kildeskatteloven, momsloven og skattekontrolloven, til dels jf. straffelovens § 89.

Tiltalte har ikke afgivet forklaring om sine personlige forhold.

Rettens begrundelse og afgørelse

Politiet fandt den 30. november 2018 ved ransagningen af tiltaltes ejendom 2.432.000 uberigtigede cigaretter i containeren, der ikke indeholdt andet end cigaretter. Det fremgår af sagen, at politiet observerede leverancen af cigaretter den 30. november 2018 om morgenen på tiltaltes ejendom, og herunder at der var lys i stueetagen, som blev beboet af tiltalte, hvilket indikerer, at tiltalte var oppe på dette tidspunkt. Politiet observerede endvidere, at der var 2 personer om at omlade papkasserne med cigaretter fra varebilen ind i containeren, selvom føreren af varebilen havde været alene under kørslen til tiltaltes ejendom. Det kan efter SNs forklaring endvidere lægges til grund, at hun tidligere havde observeret, at der er blevet afleveret papkasser på ejendommen.

Når dette sammenholdes med den afspillede telefonsamtale af 6. januar 2019 mellem tiltalte og KK, politiassistent SB beskrivelse af tiltaltes reaktion i forbindelse med anholdelsen, at tiltalte efter sin forklaring vidste, at KK tidligere havde været involveret i cigaretsmugling, samt at tiltalte herudover på sin person og i beboelsen blev fundet i besiddelse af uberigtigede cigaretter af blandt andet samme mærke, som politiet fandt i containeren, og som tiltalte ikke vil oplyse, hvor han har fra, finder retten efter en samlet vurdering, at tiltaltes benægtelse af kendskab til de fundne cigaretter er utroværdig.

Retten lægger på den baggrund til grund, at opbevaringen af uberigtigede cigaretter i containeren skete med tiltaltes viden og accept, og det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale.

Straffen fastsættes til fængsel i 1 år og 3 måneder, jf. straffelovens § 289, jf. tobaksafgiftslovens § 25, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1.

Retten har lagt vægt på afgiftsunddragelsens størrelse samt at tiltalte er tidligere straffet for overtrædelser af straffelovens § 289, mens tiltaltes - trods alt - begrænsede rolle i sagen er tillagt vægt i formildende retning. Som anført i Højesterets dom af 11. januar 2017 (U.2017.1185H) er der på grund af den tidligere forstraf for ligeartet kriminalitet ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget.

Tiltalte skal endvidere betale en nedrundet tillægsbøde på 1.450.000 kr., jf. straffelovens § 50, stk. 2, svarende til halvdelen af den unddragne tobaksafgift.

Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.

Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T1 straffes med fængsel i 1 år og 3 måneder.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 1.450.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage.

Hos tiltalte konfiskeres 2.479.460 uberigtigede cigaretter, to opklippede hængelåse, 21 kartoner cigaretter af mærket (red.mærke.fjernet), i alt 4200 cigaretter, 12 kartonner cigaretter af mærket (red.mærke.fjernet), i alt 2400 cigaretter, 11 pakker cigaretter af mærket (red.mærke.fjernet), i alt 2200 cigaretter, samt 2 åbne cigaretpakker, af mærkerne (red.mærke.fjernet) og (red.mærke.fjernet), 1 karton cigaretter af mærket (red.mærke.fjernet), i alt 200 cigaretter, 2 pakker cigaretter af mærket (red.mærke.fjernet), i alt 40 cigaretter, 1 pakke cigaretter af mærket (red.mærke.fjernet), 20 stk., samt en pakke åbnet cigaretter hos tiltalte.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Per Kiel Lauritsen

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

DOM Vestre landsret

afsagt den 18. februar 2021 af Vestre Landsrets 6. afdeling (dommerne Olav D. Larsen, Lars Christensen og Eva Skov (kst.) med domsmænd) i ankesag

V.L. S-1299-20

Anklagemyndigheden mod

T1 født den 17. september 1966 (advokat Bjarne Vium, Holstebro)

Retten i Holstebro har den 17. juni 2020 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 3-585/2020).

Påstande

Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af fængselsstraffen.

Forklaringer

Tiltalte og vidnerne KK og SN har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han har kendt KK gennem 30-35 år.

Han husker ikke, hvor ofte de talte sammen i slutningen af 2018, men det var ikke ret tit.

Han vidste, at KK for nok over 20 år siden var dømt for cigaretsmugling.

Han havde ingen anelse om, at der var cigaretter i containeren. Det fandt han først ud af ved anholdelsen. Han havde ikke nøgle til de hængelåse, der sad på containeren. Mens KK har lånt containeren, har døren nogle gange stået åben, og da var containeren tom. Han har aldrig set cigaretter i containeren. Han vil fortsat ikke fortælle, hvor de cigaretter uden banderole, han selv var i besiddelse af, stammer fra. Der er rodet personer nok ind i denne sag.

Han husker ikke, hvornår han stod op den 30. november 2018. Han sover i stueplan i stuehuset. Det meste af vinteren lader han lyset brænde i gangen om natten. Han vil mene, at man kan se dette lys fra gårdspladsen.

KK har supplerende forklaret, at han ikke husker, hvor ofte han talte med tiltalte i slutningen af 2018, men det var nok månedligt. De talte ikke om containeren, som han jo havde lånt gennem længere tid. Han har aldrig givet tiltalte smuglercigaretter. Han fik skældud af tiltalte, da det kom frem, at han havde opbevaret cigaretter i containeren.

Tiltalte havde ingen nøgle til de hængelåse, der sad på containeren.

Det er rigtigt, at der den 30. november 2018 blev transporteret cigaretter fra hans adresse på Y8-adresse til Y1-adresse i en hvid Ford Transit. Det skete to gange. Første gang var det ham, der kørte, mens SL sad ved siden af. Det er muligt, at de passerede en rundkørsel på køreturen. Det siger ham ikke noget, at de skulle være kørt to gange rundt i en rundkørsel. Ved den anden kørsel var han ikke selv med. Det var SL og en anden person, der kørte den tur. Der blev ved begge lejligheder lagt cigaretter i containeren.

SN har supplerende forklaret, at hun ikke ved, hvor de papkasser, der blev aflæsset på ejendommen, blev placeret. Hun har ikke spurgt tiltalte om det. Det kom ikke hende ved.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det også efter bevisførelse for landsretten, at tiltalte er fundet skyldig i tiltalen.

Det tiltrædes med samme begrundelse, som byretten har anført, at fængselsstraffen og tillægsbøden er fastsat som sket, og at der er truffet afgørelse om konfiskation som sket.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom stadfæstes.

Tiltale skal betale sagens omkostninger for Landsretten.