Dokumentets metadata

Dokumentets dato:29-08-2023
Offentliggjort:01-09-2023
SKM-nr:SKM2023.422.SR
Journalnr.:23-1091367
Referencer.:Kildeskatteloven
Dokumenttype:Bindende svar


Skattepligt - ophold - arbejde

Skatterådet svarede bekræftende på spørgsmål 1. Spørger boede i X-land, men rådede også over en helårsbolig i Danmark. Spørgers ægtefælle og børn boede i denne bolig. Der var tale om ophold hos familien i Danmark i ferier og weekender. Weekendopholdene ville have en varighed på 3-4 dage. Spørger ville maksimalt opholde sig i Danmark 180 dage indenfor løbende periode på 12 måneder og aldrig mere end 3 måneder i sammenhæng. Skatterådet fandt, at spørgers arbejdsmønster måtte betegnes som sporadisk besvarelse af e-mails, telefonopkald og SMS under ferie og lignende i Danmark. Der var tale om enkeltstående arbejdsmæssige opgaver, der kunne håndteres uden at fratage det kortvarige ophold sin karakter af "ferie eller lignende". Skatterådet kunne således bekræfte, at spørgerens fulde skattepligt til Danmark ikke genindtrådte, hvis spørger under sine ferie- og weekendophold her i landet udførte arbejde af begrænset omfang og karakter.

Skatterådet svarede bekræftende på spørgsmål 2. Spørger agtede - udover de arbejdsrelaterede aktiviteter nævnt under spørgsmål 1 - at deltage i op til 1-2 erhvervsmøder på årsbasis i Danmark. Hvert møde ville vare op til 2 dage. Såfremt der i forbindelse med sådanne møder ville være behov for at overnatte i Danmark, ville overnatning ske på hotel. Da der var tale om enkeltstående møder, som ikke indebar et fast mønster, og da der maksimalt var tale om 4 dages mødeaktivitet om året, fandt Skatterådet, at mødeaktiviteterne havde et omfang, som var foreneligt med praksis. Skatterådet fandt således, at spørgers ophold her i landet kunne betragtes som "ferie eller lignende". Skatterådet kunne således bekræfte, at spørger som følge af eventuel deltagelse i 1-2 enkeltstående møder om året her i landet, som ikke indebar et fast mønster, ikke indtrådte i fuld skattepligt til Danmark.


Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at spørger ikke som følge af weekend- og ferieophold her i landet indtræder i fuld skattepligt til Danmark?
  2. Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, kan Skatterådet så bekræfte, at spørger ikke som følge af deltagelse i 1-2 enkeltstående møder om året her i landet indtræder i fuld skattepligt til Danmark?

Svar

  1. Ja
  2. Ja, se dog indstilling og begrundelse

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har oplyst følgende:

Vedrørende tidligere anmodninger om bindende svar

Indledningsvis bemærkes, at spørger tidligere har modtaget bindende svar vedrørende spørgsmål om indtræden i dansk skattepligt. Ligeledes bemærkes, at spørger har indgivet anmodning om bindende svar, som efterfølgende er tilbagekaldt.

Det ovenfor omtalte bindende svar blev indhentet i sammenhæng med, at ægtefællerne erhvervede en helårsejendom i Danmark. Ægtefællen og parrets børn flyttede permanent til ejendommen i Danmark. Det var dengang hensigten, at spørger skulle flytte tilbage til Danmark indenfor en kortere årrække, idet spørger inden tilbageflytning skulle sælge virksomheden i X-land.

Vedrørende nærværende anmodning om bindende svar

Baggrunden for nærværende anmodning er, at spørger som følge af en række uventede omstændigheder endnu ikke har solgt virksomheden i X-land, som han fortsat driver. Spørgers tilbageflytning til Danmark er derfor udskudt i forhold til den oprindelige plan, i hvilken sammenhæng de skattemæssige konsekvenser af spørgers tilrettelæggelse af weekend- og ferieophold i Danmark ønskes afklaret på ny.

Ægtefællen og spørger er gift og er begge danske statsborgere. Ægtefællerne, var begge bosiddende i X-land, og har sammen børn, som begge er født i X-land.

Ægtefællen og spørger erhvervede en helårsbolig i Danmark med henblik på, at familien kunne flytte permanent til Danmark. Parret havde indtil da i fællesskab ejet virksomheden i X-land, jf. nærmere nedenfor. Derfor var det i første runde alene ægtefællen og børnene, der flyttede permanent til Danmark, idet spørger forblev bosiddende i X-land med henblik på at drive virksomheden frem mod et salg, hvor potentialet kunne realiseres bedst muligt.

Ægtefællen har efter sin tilbageflytning til Danmark studeret og afsluttet en uddannelse. Hun er aktuelt jobsøgende.

Det var oprindeligt forventningen, at spørger indenfor en kortere årrække kunne sælge virksomheden - og derefter flytte hjem til resten af familien i Danmark.

På baggrund af flere forhold har det imidlertid ikke endnu været muligt at realisere hensigten om at sælge virksomheden. Corona-pandemien har haft stor indvirkning på optimismen i markedet og potentielle køberes mod på at investere i virksomheden. Efterfølgende har markedsmæssige usikkerheder som følge af krigen i Ukraine, den økonomiske krise og betydelig inflation gjort det umuligt at finde en køber, da både lysten til at investere og mulighederne for finansiering i høj grad er påvirket heraf.

Spørger er derfor fortsat bosiddende i X-land og driver derfra virksomheden videre i forhåbning om, at det indenfor en overskuelig periode bliver muligt at sælge virksomheden og dermed se den virksomhed, der er opbygget over en længere årrække blive videreført - og samtidig realisere et tilfredsstillende provenu.

Med henvisning til det tidligere bindende svar bemærkes, at spørger ikke længere ejer andel i et sommerhus med sine søskende.

Virksomheden i X-land

Virksomheden i X-land drives i regi af et selskab, og var frem til, hvor ægtefællen flyttede til Danmark, ejet af ægtefællerne med hver 50 %. Forud for ægtefællens fraflytning fra X-land erhvervede spørger samtlige kapitalandele i selskabet, som han fortsat ejer. Ægtefællen har siden tilflytningen til Danmark ikke været involveret i driften af virksomheden.

Virksomheden driver agentvirksomhed indenfor Y-branchen og har således rettigheds- og samarbejdsaftaler med en række europæiske Y-producenter, herunder en dansk Y-producent, H1 A/S.

Virksomheden er fuldt ud lokalt baseret med Trade License registreret i X-land. Virksomheden har et lokalt showroom i tilknytning til sit kontor, hvor der udstilles Y-varer fra virksomhedens samarbejdspartnere. Særligt for H1 A/S gælder imidlertid, at deres Y-varer mv. ikke udstilles i showroomet.

Spørgers virksomhed har ansatte på lokale kontrakter. Medarbejderne er lokale og har således ingen tilknytning til Danmark.

Virksomheden betjener kunder i regionen nær X-land. Virksomhedens ydelser består i at formidle og sælge Y-løsninger til lokale kunder.

Derudover håndterer virksomheden salgstræning af lokalt personale, rådgivning om markedsføring på de pågældende markeder i regionen og anden rådgivning. Der er således i denne henseende tale om ydelser dels med henblik på at optimere den enkelte kundes forretning og dels med henblik på at leve op til de krav, som de europæiske leverandører stiller for at kunderne kan være forhandlere af deres produkter.

Virksomhedens indtjening består nærmere i provision og royalty, som baseres på kundernes køb hos de europæiske leverandører. Virksomheden har ikke i sine samarbejdsaftaler vilkår om minimumsafregning og opnår således alene betaling i henhold til samarbejdsaftalerne, hvis virksomhedens kunder foretager indkøb hos de europæiske leverandører. Virksomheden har ikke direkte salg af produkterne og er således ikke lagerførende.

Deltagelse i møder i Danmark

Spørger kan i relation til driften af virksomheden i X-land i enkeltstående situationer have behov for at deltage i møder i Danmark. Det skal dog bemærkes, at der ikke pt. er planlagt sådanne møder i 2023 eller senere.

Såfremt det måtte blive aktuelt at deltage i sådanne møder, vil spørger flyve ind til Danmark på dagen for mødets afholdelse og om muligt retur samme dag. Af praktiske hensyn ønskes det lagt til grund, at varigheden af sådanne ophold dog kan være 2 dage pr. møde, da der - afhængig af mødetidspunktet - kan være praktisk behov for at flyve ind aftenen før mødet eller at udskyde returflyvning til den efterfølgende morgen.

Såfremt der i forbindelse med sådanne møder vil være behov for at overnatte i Danmark, vil overnatning ske på hotel.

Følgende ønskes lagt til grund for besvarelsen af spørgsmål 2 i denne anmodning om bindende svar i relation til deltagelse i enkeltstående møder:

  1. Der vil være tale om potentielt 1-2 møder på årsbasis
  2. Opholdet i Danmark i forbindelse med hvert møde, vil maksimalt strække sig over 2 dage
  3. Spørger vil i forbindelse med sådanne møder flyve ind fra X-land til mødet, overnatte på hotel såfremt overnatning bliver nødvendig af hensyn til flytider, og efterfølgende flyve tilbage til X-land

De påtænkte dispositioner

Spørger har i perioden siden den øvrige del af familien flyttede til Danmark tilrettelagt sin ophold i Danmark i overensstemmelse med det tidligere bindende svar.

Som følge af, at spørgers tilbageflytning til Danmark er udskudt, vil ophold i Danmark også fremadrettet, og indtil det bliver muligt for spørger at flytte permanent til Danmark, blive tilrettelagt indenfor rammerne beskrevet i det følgende.

Spørger vil opholde sig hos familien i Danmark i ferier og weekender, i det omfang det er muligt.

Weekendophold vil rent praktisk fortsat typisk blive tilrettelagt således, at spørger kan flyve ind fra X-land fredag aften og flyve retur til X-land søndag aften eller mandag morgen.

Weekendopholdene vil således være korte ophold med en varighed på 3-4 dage taget i betragtning, at spørger vil flyve ind fra X-land fredag aften og retur til X-land sent søndag aften eller mandag morgen.

Ferieophold i Danmark vil ligeledes fortsat blive tilrettelagt således, at medarbejderne i X-land kan varetage driften af virksomheden i spørgers fravær. Det kan ikke udelukkes, at spørger sporadisk vil besvare telefonopkald, e-mails eller SMS under ferieophold i Danmark, men spørger vil indrette sig således, at der i relation til virksomhedens aktiviteter tages højde for, at spørger er utilgængelig som følge af, at der afholdes ferie.

Weekend- og ferieopholdene vil blive tilrettelagt således, at spørger under alle omstændigheder maksimalt vil opholde sig i Danmark 180 dage indenfor løbende periode på 12 måneder og aldrig mere end 3 uger i sammenhæng.

Følgende ønskes lagt til grund for besvarelsen af denne anmodning om bindende svar i relation til ophold i Danmark:

  1. Spørger vil maksimalt opholde sig i Danmark i 180 dage indenfor løbende periode på 12 måneder.
  2. Spørger vil indenfor de 180 dage afholde decideret ferie i Danmark i sammenlagt maksimalt 80 dage, hvorved bemærkes at der herved menes længere sammenhængende ophold, f.eks. 2-3 ugers sammenhængende sommerferie.
  3. Spørger vil indenfor de 180 dage, udover maksimalt 80 dages decideret ferie samt forudsætningsvis deltagelse i enkeltstående møder, alene være i Danmark på weekendophold, dvs. ophold af 3-4 dages varighed ad gangen.
  4. Spørger vil udover sporadisk besvarelse af telefonopkald, e-mails eller SMS samt forudsætningsvis deltagelse i enkeltstående møder, ikke udføre arbejde i Danmark.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Ad spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørger ikke som følge af ferie- og fritidsophold i Danmark indtræder i fuld skattepligt.

Ifølge kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, foreligger fuld skattepligt for personer, der har rådighed over bopæl her i landet. Reglen gælder ved køb eller leje af helårsbolig.

Dog indtræder skattepligten først på det tidspunkt, hvor det subjektive krav efter kildeskattelovens § 7 om ophold i Danmark er opfyldt.

Der skal i den sammenhæng henvises til Den Juridiske Vejledning, 2022-2, afsnit C.F.1.2.2, hvor følgende er anført:

"For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder den fulde skattepligt først, når den pågældende tager ophold her i landet. Kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende, anses ikke for ophold i Danmark."

Det følger således, at kortvarige ophold i Danmark på grund af ferie eller lignende ikke vil medføre, at den fulde skattepligt indtræder, uanset at vedkommende har erhvervet en helårsbolig og dermed har en bolig til rådighed.

Det fremgår ikke direkte af loven, hvad tidsrammen for et kortvarigt ophold er, men ifølge praksis anses uafbrudt ophold her i landet af en varighed på mere end 3 måneder, eller samlede ophold på i alt mere end 180 dage indenfor et tidsrum af 12 måneder, ikke for "kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende".

Ved beregning af opholdets varighed her i landet medregnes ethvert påbegyndt døgn som et fuldt døgn.

Vurderingen af, om der er taget ophold i Danmark, foretages for ægtefæller hver for sig i tilfælde, hvor den ene ægtefælle måtte have taget permanent ophold i Danmark. Spørger henviser endnu en gang til Den Juridiske Vejledning, 2022-2, afsnit C.F.1.2.2, hvor følgende er anført:

"Hvis personens ophold i Danmark ikke overstiger de 3 måneder/180 dage indtræder skattepligten heller ikke for den pågældende person, selvom boligen benyttes som helårsbeboelse for ægtefællen.

Hvis ægtefællerne har erhvervet bolig her i landet, og den ene ægtefælle tager ophold her og dermed bliver fuldt skattepligtig, fører det ikke i sig selv til, at skattepligten også indtræder for den anden ægtefælle.

Så længe den pågældende holder sig under grænsen for et ophold, der har karakter af "ferie eller lignende" indtræder skattepligten ikke.

Det kan heller ikke forudsættes, at opholdene kun kan anerkendes som feriemæssige, hvis der er tale om en midlertidig ordning."

Det har i praksis givet anledning til tvivl, hvornår der ved ophold i Danmark er tale om "ferie eller lignende". Af praksis kan udledes, at sporadisk besvarelse af telefonopkald, e-mail og SMS, ikke vil medføre, at opholdet skifter karakter fra at være ferie eller lignende, jf. også Den Juridiske Vejledning, 2022-2, afsnit C.F.1.2.2:

"Skattepligten indtræder ikke, hvis personen under sin ferie eller i forbindelse med weekender kun besvarer sporadiske telefonopkald, e-mails og SMS, der vedrører arbejde, hvis formålet med opholdet her i landet i øvrigt er ferie eller lignende, herunder samvær med ægtefælle og børn."

Sammenfattende ønsker spørger på baggrund af de ovenfor anførte betragtninger, at spørgsmål 1 besvares bekræftende.

Ad spørgsmål 2

Den ønskes bekræftet, at deltagelse i eventuelle enkeltstående møder i Danmark ikke medfører, at spørger indtræder i fuld skattepligt til Danmark.

I forlængelse af bemærkningerne ovenfor vedrørende ophold, der har karakter af ferie eller lignende, henvises der igen til Den Juridiske Vejledning, 2022-2, afsnit C.F.1.2.2, hvor følgende fremgår vedrørende omfang af enkeltstående arbejdsopgaver uden indtræden af fuld skattepligt:

"Omvendt må de arbejdsrelaterede aktiviteter ikke have karakter af løbende, regelmæssig varetagelse af et indtægtsgivende erhverv. Skattepligten indtræder, hvis den pågældende indretter sig efter at skulle arbejde under længere ophold, fordi længden af opholdet sammenholdt med den arbejdsmæssige aktivitet fører til, at opholdet her i landet ikke længere kan anses for et kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende.

….

Egentligt arbejde under opholdet accepteres kun i ganske begrænset omfang. Som følge af Østre Landsrets dom SKM2012.732.ØLR accepteres det, at en person, der har bopæl her i landet, udfører egentligt arbejde her i landet i maksimalt 10 dage inden for en 12 måneders periode. Overstiger arbejdets omfang denne grænse, indtræder skattepligten som hovedregel.

Bemærk

Under helt særlige omstændigheder kan arbejdsopgaver udført her i landet bevare deres enkeltstående karakter, selv om de tidsmæssigt udstrækker sig ud over 10 dage inden for en periode på 12 måneder. Dette vil forudsætte, at vedkommende normalt ikke udfører arbejde her i landet, at det er ekstraordinært, at arbejdet er udført her i landet, og at arbejdet ikke har nogen særlig tilknytning til Danmark."

Det fremgår således, at enkeltstående arbejdsopgaver, der udføres i Danmark over maksimalt 10 dage indenfor en 12 måneders periode ikke vil medføre, at vedkommende anses for at have taget ophold i Danmark i relation til kildeskattelovens § 7 - og skattepligten herved indtræder.

Karakteren af arbejdsopgaverne kan dog medføre, at også et kortere antal arbejdsdage i Danmark kan føre til, at skattepligten indtræder, hvis der er tale om varetagelse af arbejdsopgaver, der har tilknytning til Danmark og samtidig har karakter af et fast mønster. I Den Juridiske Vejledning er herom anført følgende:

"Skattepligten indtræder dog, hvis aktiviteterne over en længere periode er udtryk for et fast mønster. Det gælder fx, når arbejdet sker som led i en jævnligt tilbagevendende varetagelse af arbejdsopgaver for en dansk arbejdsgiver eller en udenlandsk arbejdsgiver med løbende arbejdsmæssige aktiviteter i Danmark.

Egentlige hverv eller ansættelsesforhold, fx som bestyrelsesmedlem eller som ansat i udenlandsk virksomhed med danske kunder, hvor personen skal varetage kundekontakten med de danske kunder, indebærer et fast mønster, og kan ikke anses for et enkeltstående arbejde.

Grænsen for egentligt arbejde på 10 dage inden for en 12 måneders periode gælder ikke, hvis den pågældende persons arbejde - i forhold til dennes øvrige arbejdssituation - specifikt eller i særlig grad retter sig mod Danmark."

I relation til ovenstående er karakteren af eventuelle enkeltstående møder således afgørende for, om deltagelse vil medføre, at spørger vil blive anset for at have taget ophold i Danmark - og dermed som følge af deltagelsen indtræder i fuld skattepligt til Danmark.

Hvis sådanne møder måtte blive relevante, vil der være tale om enkeltstående tilfælde. Mødet/møderne vil således ikke være del af en løbende møderække.

Som følge heraf er det opfattelsen, at eventuelle enkeltstående møder vil have karakter af enkeltstående arbejdsdage, der vil kunne rummes i den af Østre Landsret fastlagte praksis, jf. SKM2012.732.ØLR, hvorved maksimalt 10 arbejdsdage indenfor en 12 måneders periode ikke medfører, at der indtræder fuld skattepligt.

Sammenfattende ønsker spørger således, at spørgsmål 2 besvares bekræftende.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Det ønskes bekræftet, at spørger ikke som følge af weekend- og ferieophold indtræder i fuld skattepligt til Danmark.

Begrundelse

Ifølge kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, foreligger der fuld skattepligt for personer, der har bopæl her i landet.

I praksis vil statuering af bopæl i henhold til kildeskattelovens bestemmelser være afhængig af, om den pågældende person har rådighed over en helårsbolig her i landet. Udgangspunktet er, at en sådan rådighed vil være en nødvendig og samtidig en tilstrækkelig betingelse for at statuere bopæl.

Fuld skattepligt indtræder dog ikke ubetinget ved enhver erhvervelse af bopæl her i landet, idet kildeskattelovens § 7, stk. 1, fastslår, at personer, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at have ophold her, først bliver fuldt skattepligtige, når de tager ophold her i landet. Som sådant ophold anses ikke kortvarige ophold på grund af ferie eller lignende.

Ifølge praksis anses et uafbrudt ophold her i landet af en varighed på mere end 3 måneder, eller samlede ophold på i alt mere end 180 dage indenfor et tidsrum af 12 måneder, ikke for kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende.

Ved beregning af opholdets varighed her i landet medregnes ethvert påbegyndt døgn som et fuldt døgn.

De nævnte 3 måneder, respektive 180 dage, betragtes som maksimum for ophold, uden at skattepligten indtræder på grund af bopæl her. Dette maksimumsophold vil i almindelighed kunne accepteres, når der er tale om personer, hvis ophold har et overvejende feriemæssigt præg og således ikke er nødvendiggjort af en regelmæssig (løbende) personlig varetagelse af indtægtsgivende hverv.

Det er oplyst, at spørger råder over en helårsbolig i Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Spørgers ægtefælle og børn bor i denne bolig.

I praksis vil deltagelse i aktiviteter, der har en sådan karakter, at de udgør en løbende personlig varetagelse af indtægtsgivende erhverv medføre, at den pågældende har taget ophold.

Praksis er forholdsvis restriktiv med hensyn til, hvad der kan betragtes som "ferie eller lignende", idet alle former for arbejde som udgangspunkt må anses for uforeneligt med "ferie eller lignende", men når arbejdet her i landet er udtryk for enkeltstående og sporadiske indtægtsindtægtsgivende aktiviteter, medfører de ikke, at den fulde skattepligt indtræder, trods rådighed over en bolig her.

Der er tale om ophold hos familien i Danmark i ferier og weekender, i det omfang det er muligt. Spørger kan flyve ind fra X-land fredag aften og flyve retur til X-land søndag aften eller mandag morgen. Weekendopholdene vil således have en varighed på 3-4 dage.

Weekend- og ferieopholdene vil blive tilrettelagt således, at spørger under alle omstændigheder maksimalt vil opholde sig i Danmark 180 dage indenfor løbende periode på 12 måneder og aldrig mere end 3 måneder i sammenhæng.

Det er oplyst, at medarbejderne i X-land kan varetage driften af virksomheden i spørgers fravær. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at spørger sporadisk vil besvare telefonopkald, e-mails eller SMS under ferieophold i Danmark, men spørger vil indrette sig således, at der i relation til virksomhedens aktiviteter tages højde for, at spørger er utilgængelig som følge af, at der afholdes ferie.

Skattepligten indtræder ikke, hvis en person under sin ferie eller i forbindelse med weekender kun besvarer sporadiske telefonopkald, e-mails og SMS, der vedrører arbejdet, hvis formålet med opholdet her i landet i øvrigt er ferie eller lignende, herunder samvær med ægtefælle og børn.

Skattestyrelsen finder, at spørgers arbejdsmønster som beskrevet må betegnes som sporadisk besvarelse af e-mails, telefonopkald og SMS under ferie og lignende i Danmark. Der er tale om enkeltstående arbejdsmæssige opgaver vedrørende virksomheden i X-land, der kan håndteres uden at fratage det kortvarige ophold sin karakter af "ferie eller lignende".

Skattestyrelsen kan således bekræfte, at spørgerens fulde skattepligt til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1 og § 7, stk. 1, ikke genindtræder, hvis spørger under sine ferie- og weekendophold her i landet udfører arbejde af begrænset omfang og karakter (i form af sporadisk besvarelse af e-mails, telefonopkald og SMS).

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, ønskes det bekræftet, at spørger ikke som følge af deltagelse i 1-2 enkeltstående møder her i landet indtræder i fuld skattepligt til Danmark.

Begrundelse

Spørger agter - udover de arbejdsrelaterede aktiviteter nævnt under spørgsmål 1 - at deltage i op til 1-2 erhvervsmøder på årsbasis i Danmark. Hvert møde vil vare op til 2 dage.

Der er ikke pt. planlagt sådanne møder i 2023 eller senere.

Såfremt der i forbindelse med sådanne møder vil være behov for at overnatte i Danmark, vil overnatning ske på hotel. Der vil være tale om potentielt 1-2 møder på årsbasis. Opholdet i Danmark i forbindelse med hvert møde vil maksimalt strække sig over 2 dage.

Bestemmelsen om, at kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende ikke medfører, at fuld skattepligt indtræder i medfør af kildeskattelovens § 7, stk. 1, omfatter ikke kortvarige ophold i Danmark for at udføre arbejde her. Der henvises til begrundelsen i spørgsmål 1.

Egentligt arbejde under opholdet accepteres kun i ganske begrænset omfang. Som følge af Østre Landsrets dom SKM2012.732.ØLR accepteres det, at en person, der har bopæl her i landet, udfører egentligt arbejde her i landet i maksimalt 10 dage inden for en 12 måneders periode. Overstiger arbejdets omfang denne grænse, indtræder skattepligten som hovedregel.

Skattepligten indtræder dog alligevel, hvis aktiviteterne over en længere periode er udtryk for et fast mønster. Det gælder fx, når arbejdet sker som led i en jævnligt tilbagevendende varetagelse af arbejdsopgaver for en dansk arbejdsgiver eller en udenlandsk arbejdsgiver med løbende arbejdsmæssige aktiviteter i Danmark.

Egentlige hverv eller ansættelsesforhold, fx som bestyrelsesmedlem eller som ansat i udenlandsk virksomhed med danske kunder, hvor personen skal varetage kundekontakten med de danske kunder, indebærer et fast mønster, og kan ikke anses for et enkeltstående arbejde.

Grænsen for egentligt arbejde på 10 dage inden for en 12 måneders periode gælder heller ikke, hvis den pågældende persons arbejde - i forhold til dennes øvrige arbejdssituation - specifikt eller i særlig grad retter sig mod Danmark.

Spørger vil eventuelt deltage i 1- 2 møder årligt her i landet med en varighed på op til 2 dage hver, samlet op til 4 dage årligt.

Hertil kommer de øvrige arbejdsrelaterede aktiviteter, der er beskrevet i spørgsmål 1 (besvarelse af telefonopkald, SMS og mail i forbindelse med weekendophold).

Skattestyrelsen har lagt vægt på, at der er oplyst, at hvis sådanne møder måtte blive relevante, vil de være enkeltstående og at der ikke vil være tale om, at møderne vil være en del af en løbende møderække. Møderne er ikke planlagt. Der er tale om eventuelt 1-2 møder om året, med en varighed på op til 2 dage hver, som ikke afholdes fast. Skattestyrelsen finder på dette grundlag, at spørgers ophold her i landet kan betragtes som "ferie eller lignende".

Skattestyrelsen finder derfor, at spørger ikke vil blive fuldt skattepligtig, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og § 7, stk. 1.

Skattestyrelsen kan således bekræfte, at spørger som følge af eventuel deltagelse i 1-2 enkeltstående møder om året her i landet, som ikke indebærer et fast mønster, ikke indtræder i fuld skattepligt til Danmark.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja, se dog indstilling og begrundelse".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstilling og begrundelse fra Skattestyrelsen.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Kildeskatteloven (uddrag)

§ 1. Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler:

  1. personer der har bopæl her i landet
  2. personer, der uden at have bopæl her i landet opholder sig her i et tidsrum af mindst 6 måneder, heri medregnet kortvarige ophold i udlandet på grund af ferie eller lignende

(…)

§ 7. For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder skattepligt i henhold til bestemmelsen i § 1, nr. 1, først, når han tager ophold her i landet. Som sådant ophold anses ikke kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende

(…)

Praksis

Uddrag af den juridiske vejledning 2023-1, C.F.1.2.2, Hvornår indtræder skattepligten ved tilflytning? (uddrag)

"Regel

For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder den fulde skattepligt først, når den pågældende tager ophold her i landet. Kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende, anses ikke for ophold i Danmark. Se KSL § 7, stk. 1.

Det er denne regel, der afgør spørgsmålet om skattepligtens indtræden, når en person råder over en helårsbolig. Skattepligten indtræder således ikke kun fordi, den pågældende fx har de stærkeste personlige relationer til Danmark.

Efter bestemmelsen indtræder skattepligten ved en kombination af bopæl og ophold her i landet. I praksis er erhvervelse af bopæl som udgangspunkt ensbetydende med, at den pågældende eller dennes ægtefælle har købt eller lejet sig en bolig her i landet. Men den pågældende kan også have erhvervet bopæl her i landet ved at bo hos forældre mv.

Bopæl erhverves ved køb eller leje af helårsbolig, men som udgangspunkt ikke ved køb eller leje af et sommerhus. Hvis personen eller dennes ægtefælle benytter sommerhuset som helårsbolig, behandles sommerhuset på samme måde som en helårsbolig. Se SKM2015.313.SR, SKM2015.290.SR og SKM2018.156.SR. Det samme gælder benyttelsen af andre boligformer. Om bopæl, se nærmere afsnit C.F.1.2.1.

Absolutte grænser for opholdets længde

Skattepligten indtræder ikke ved et kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende.

Efter praksis anses et uafbrudt ophold her i landet af en varighed på mere end 3 måneder, eller samlede ophold på i alt mere end 180 dage inden for et tidsrum på 12 måneder, ikke for "kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende". Se skd.1972.21.139.

Overstiger opholdets længde disse grænser, indtræder skattepligten på det tidspunkt, hvor personen tager ophold her. Se KSL § 7, stk. 1.

Ved beregning af opholdets varighed her i landet medregnes rejsedage ("brudte døgn") som hele dage.

Ophold under de 3 måneder, eller 180 dage, udløser efter praksis ikke skattepligt for personer, medmindre de udøver erhvervsmæssige aktiviteter her i landet. Se nedenfor.

Dette lægges til grund, hvor der er tale om personer, der anses for bosiddende i et andet land på grund af bopæl, familie, arbejde eller statsborgerskab. Her vil opholdene i Danmark naturligt have karakter af "ferie eller lignende".

Erhvervsmæssig beskæftigelse

Der skal foretages en konkret vurdering af, om opholdet har det fornødne præg af ferie eller lignende.

Hvis personen varetager et indtægtsgivende erhverv under opholdet her i landet,

indtræder skattepligten som udgangspunkt, fordi et sådant ophold ikke er et "kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende".

Det gælder uanset om den pågældende udøver sit erhverv som fx lønmodtager, selvstændig erhvervsdrivende eller bestyrelsesmedlem.

I praksis er skattepligten indtrådt ved:

Skattepligten indtræder på det tidspunkt, hvor den pågældende påbegynder sit arbejde. Se SKM2007.353.SR og SKM2006.41.SR.

Som udgangspunkt er enhver form for arbejde uforeneligt med "ferie eller lignende", men når arbejdet her i landet er udtryk for enkeltstående og sporadiske indtægtsindtægtsgivende aktiviteter, medfører de ikke, at den fulde skattepligt indtræder, trods rådighed over en bolig her.

Eksempel

Enkeltstående arbejde

Egentligt arbejde under opholdet accepteres kun i ganske begrænset omfang. Som følge af Østre Landsrets dom SKM2012.732.ØLR accepteres det, at en person, der har bopæl her i landet, udfører egentligt arbejde her i landet i maksimalt 10 dage inden for en 12 måneders periode. Overstiger arbejdets omfang denne grænse, indtræder skattepligten som hovedregel.

Bemærk

Under helt særlige omstændigheder kan arbejdsopgaver udført her i landet bevare deres enkeltstående karakter, selv om de tidsmæssigt udstrækker sig ud over 10 dage inden for en periode på 12 måneder. Dette vil forudsætte, at vedkommende normalt ikke udfører arbejde her i landet, at det er ekstraordinært, at arbejdet er udført her i landet, og at arbejdet ikke har nogen særlig tilknytning til Danmark.

Eksempel

I SKM2002.252.LR indtræder skattepligten ikke for en person, der anvender 14 dage af sin sommerferie til forberedelse af undervisningsmateriale mv. til brug for undervisning i Schweiz. Forberedelsen ansås at udgøre en så lille del af personens hovedbeskæftigelse, som var undervisning i Schweiz, at det ikke havde den fornødne karakter af regelmæssig, løbende personlig varetagelse af indtægtsgivende erhverv.

Eksempel

I SKM2015.61.SR påtænkte en person, der boede i x-land og spillede håndbold for en klub der, at blive medejer af en bolig i Danmark sammen med sin kæreste. Den fulde skattepligt ville ikke indtræde, hvis personen modtog landsholdspenge i forbindelse med landsholdssamlinger og landskampe her i landet. Da landsholdet stillede indkvartering til rådighed til rådig for personen, ville denne ikke opholde sig i boligen i de perioder, hvor kampene og den tilknyttede træning ville finde sted. Under hensyn til de helt særlige omstændigheder havde de enkelte seancer på landsholdet karakter af enkeltstående arrangementer, selvom antallet af arbejdsdage således kunne overstige 10 dage. Der blev også henset til, at personen normalt udførte sit arbejde i udlandet, og at det i sin natur var ekstraordinært at blive udtaget til at spille og træne på landsholdet, og at landsholdet spillede sine kampe i både ind- og udland.

Længden af den enkelte arbejdsdag er uden betydning, når blot arbejdet har karakter af egentlig erhvervsudøvelse. En person kan fx ikke i samme periode arbejde 14 halve dage, uden at skattepligten indtræder.

Enkeltstående møder tæller for en arbejdsdag, uanset mødets varighed.

Skattepligten indtræder dog, hvis aktiviteterne over en længere periode er udtryk for et fast mønster. Det gælder fx, når arbejdet sker som led i en jævnligt tilbagevendende varetagelse af arbejdsopgaver for en dansk arbejdsgiver eller en udenlandsk arbejdsgiver med løbende arbejdsmæssige aktiviteter i Danmark.

Egentlige hverv eller ansættelsesforhold, fx som bestyrelsesmedlem eller som ansat i udenlandsk virksomhed med danske kunder, hvor personen skal varetage kundekontakten med de danske kunder, indebærer et fast mønster, og kan ikke anses for et enkeltstående arbejde.

Se også SKM2009.813.LSR, SKM2006.41.SR og SKM2015.656.SR.

I SKM2009.813.LSR, ville en person under de konkrete omstændigheder blive anset for fuldt skattepligtig, hvis han lejede en lejlighed i Danmark og deltog i 4 bestyrelsesmøder i et selskab, som et af ham helejet holdingselskab var medejer af. Deltagelsen i bestyrelsesmøderne ansås for løbende personlig varetagelse af indtægtsgivende erhverv.

I SKM2006.41.SR blev en person, der havde bopæl til rådighed i Danmark, anset for fuldt skattepligtig fra det tidspunkt, hvor han foretog sin første tjenesterejse til Danmark i forbindelse med en række planlagte/forventede tjenesterejser, idet han på dette tidspunkt havde taget ophold i Danmark.

Bemærk

Grænsen for egentligt arbejde på 10 dage inden for en 12 måneders periode gælder ikke, hvis den pågældende persons arbejde - i forhold til dennes øvrige arbejdssituation - specifikt eller i særlig grad retter sig mod Danmark.

Eksempel

En operasangerindes enkeltstående koncertarrangementer her i landet retter sig ikke specifikt mod Danmark, hvis den pågældende er fast engageret i et andet land eller i øvrigt har koncertarrangementer i mange lande.

Arbejdet skal direkte eller indirekte have økonomisk betydning for den pågældende. Hvis det pågældende arbejde er uegennyttigt, ulønnet eller på anden måde helt uden økonomisk betydning for den pågældende person, vil arbejdet ikke føre til indtræden af skattepligt efter KSL § 7, stk. 1.

Eksempel

Hvis den pågældende under sit ophold her i landet fx udfører ulønnet arbejde for en almen velgørende forening, fx deltager i en indsamling, vil dette ikke i sig selv føre til indtræden af skattepligt.

Se også

Se også TfS 1990, 163 LSR, hvor en far var ulønnet medhjælp på søns minkfarm i nogle uger om året.

Besvarelse af e-mails og lignende

Skattepligten indtræder ikke, hvis personen under sin ferie eller i forbindelse med weekender kun besvarer sporadiske telefonopkald, e-mails og SMS, der vedrører arbejde, hvis formålet med opholdet her i landet i øvrigt er ferie eller lignende, herunder samvær med ægtefælle og børn.

Omvendt må de arbejdsrelaterede aktiviteter ikke have karakter af løbende, regelmæssig varetagelse af et indtægtsgivende erhverv. Skattepligten indtræder, hvis den pågældende indretter sig efter at skulle arbejde under længere ophold, fordi længden af opholdet sammenholdt med den arbejdsmæssige aktivitet fører til, at opholdet her i landet ikke længere kan anses for et kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende. Se SKM2015.329.SR, SKM2015.273.SR, SKM2015.756.SR og SKM2017.180.LSR.

Se også

Se også SKM2014.158.LSR, hvor skattepligten ikke ville genindtræde for en person, der var flyttet til Kina, hvis den pågældende som direktionsmedlem og chief operating manager og general manager for et udenlandsk selskab deltog i bestyrelsesmøde i et dansk selskab af en dags varighed under sit ophold i Danmark.

Hvis opholdets længde overstiger, hvad der normalt anses for ferie, og den pågældende samtidig under sit ophold står til rådighed for sit arbejde, og som følge heraf udfører arbejdsrelaterede opgaver, kan opholdet ikke længere anses for et kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende. De almindeligt gældende grænser for ophold her i landet gælder ikke, når den pågældende kombinerer opholdet med udøvelse af erhverv. Det gælder også, selvom arbejdet forsøges begrænset til det mest nødvendige.

Se også

Se også SKM2014.717.LSR, hvor Skatteforvaltningen ikke havde godtgjort, at en musikers kortvarige ophold i Danmark ikke havde karakter af ferie eller lignende. Musikerens få koncerter mv. samt hans nødvendige vedligeholdelse af sine musikalske færdigheder under opholdet her i landet kunne ikke anses for regelmæssig varetagelse af løbende, indtægtsgivende arbejde.

Eksempel

Skatterådet fandt, at skattepligten indtrådte, selvom den pågældende i videst muligt omfang begrænsede sit arbejde under sit ophold her i landet. Det fremgik af sagen, at det væsentligste formål med opholdet i Danmark var ferie eller lignende, herunder samvær med ægtefælle og børn mv., men det kunne ikke afvises, at personen under sine ophold kunne blive nødt til at svare på telefoner, svare på e-mails mv.

Skatterådet kom frem til, at skattepligten ville indtræde, fordi den pågældende spurgte til en meget lang periode (op til 3 måneder uafbrudt eller 180 dage sammenlagt). Kombinationen af opholdets længde og karakter førte til, at opholdet konkret ikke kunne anses for et kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende. Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets afgørelse. Se SKM2012.311.LSR. "

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Se under spørgsmål 1.

Praksis

SKM2014.158.LSR

Landsskatteretten fandt, at de erhvervsmæssige aktiviteter, som klageren ville foretage under ophold i Danmark i form af deltagelse i ét bestyrelsesmøde eller lignende årligt i H2 A/S af en dags varighed ikke som bestyrelsesmedlem, men som direktionsmedlem og Chief Operation Manager og General Manager for datterselskabet H1 Ltd., ikke havde karakter af regelmæssig (løbende) personlig varetagelse af indtægtsgivende erhverv. Der blev lagt vægt på, at der var tale om deltagelse i et enkeltstående møde af en dags varighed f.eks. i forbindelse med, at familien holdt juleferie her i landet, eller i forbindelse med, at klageren tog ophold her i landet udelukkende med det formål at deltage i et bestyrelsesmøde eller lignende, og dermed om et enkeltstående møde inden for en 12-måneders periode, at den erhvervsmæssige aktivitet var af begrænset omfang og afgrænset i forhold til et konkret ophold, og at formålet med ophold her i landet i øvrigt var ferie eller lignende.

SKM2009.813.LSR

Den fulde skattepligt blev anset for indtrådt, såfremt klager deltog i 4 bestyrelsesmøder årligt i et selskab, som et af ham helejet holdingselskab var medejer af. Deltagelsen i bestyrelsesmøderne ansås for løbende personlig varetagelse af indtægtsgivende erhverv.

SKM2015.653.SR

Spørgeren ville i forbindelse med sine ferieophold i Danmark evt. deltage i et enkelt møde med en leverandør, såfremt det var muligt uden at indvirke på spørgers ferieplanlægning. Skatterådet lagde til grund, at der var tale om leverandørmøder af en dags varighed, der blev aftalt fra "gang til gang" i forbindelse med spørgers to årlige ferieophold. Der var dermed ikke tale om faste tilbagevendende leverandørmøder og antallet af møder (op til to årligt) blev holdt indenfor praksis for arbejde af enkeltstående karakter. Skatterådet fandt, at der ikke var tale om arbejde af tilbagevendende karakter, og at der ikke var tale om egentligt arbejde, som havde karakter af løbende, regelmæssig varetagelse af et indtægtsgivende erhverv.