Dokumentets metadata

Ikke fradrag for produktudviklingsomkostninger efter ligningslovens § 8 B

Sagen angik, om appellanten havde løftet bevisbyrden for, at han opfyldte betingelserne for fradrag til forsøgs- og forskningsvirksomhed i indkomståret 2011, jf. ligningslovens § 8 B. Det var ubestridt i sagen, at appellantens virksomheds omsætning i 2011 udelukkende bestod af tilskud/innovationsstøtte modtaget fra en offentlig myndighed. Spørgsmålet i sagen var for det første, om den udbetalte innovationsstøtte kunne anses som skattepligtig indkomst efter statsskattelovens § 4, så appellanten skulle beskattes af et beløb svarende til overskuddet i virksomheden. Herefter var spørgsmålet, om appellanten i medfør af ligningslovens § 8 B, stk. 1, havde fradragsret for udgifter afholdt i tilknytning til virksomheden i det omhandlede indkomstår 2011. Landsretten fastslog, at der ikke var grundlag for at antage, at de modtagne tilskud var undtaget fra det generelle princip i statsskattelovens § 4. De modtagne tilskud skulle derfor beskattes. Herefter tiltrådte landsretten, at bevisbyrden for fradragsretten påhvilede appellanten. Det måtte lægges til grund, at der ikke havde været nogen omsætning i virksomheden, og de modtagne tilskud var ikke blevet tilbagebetalt i henhold til innovationslovens regler herom. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom, da appellanten ikke havde løftet bevisbyrden for, at virksomheden var erhvervsmæssig i henhold til ligningslovens § 8 B, stk. 1, og at eventuelle afholdte udgifter kunne fradrages.

Parter

A

(v/ advokat Matthias Albertsen Brorsen)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Tim Holmager v/advokat Emilie Rohardt Gertsen i.h.t. proceduretilladelse)

Retten i Helsingør har den 17. maj 2022 afsagt dom i 1. instans (sag BS3520/2020-HEL).

Dommen er afsagt af

Landsdommerne Ane Røddik Christensen, Henrik Bitsch og Cecilie Kruse (kst.).

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand om, principalt at hans skattepligtige indkomst i indkomståret 2011 nedsættes med 187.650 kr., subsidiært at ansættelsen af hans skattepligtige indkomst i indkomståret 2011 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Den 11. februar 2010 meddelte Udviklingsstøttekontoret under G1-afdeling tilsagn om tilskud til "Videreudvikling af en ekstraktionsmetode til [red. fjernet vare]…".

Af tilsagnet fremgår bl.a., at tilskuddet maksimalt kan udgøre 540.000 kr., og at projektperioden begynder den 1. maj 2009 og afsluttes den 1. januar 2011. Det fremgår endvidere:

"De særlige betingelser for at få udbetalt tilskuddet er, at

1. Tilskuddet tilbagebetales i overensstemmelse med § 19 i loven, hvis projektets resultater udnyttes kommercielt...

2. Virksomhedsejerens eget arbejde godkendt med 400 kr./time.

…

Endvidere oplyser G1-afdeling om, at oplysningerne i ansøgningsskemaet vil blive brugt af G1-afdeling til sagsbehandling, administration, tilskudsbetaling og kontrol af de meddelte tilsagn … Endelig vil oplysningerne blive videregivet til SKAT. "

Ved brev af 10. november 2011 meddelte Udviklingsstøttekontoret A tilsagn om projektforlængelse til den 29. april 2012. Ved brev af 25. november 2011 meddeltes endvidere godkendelse af en budgetændring.

Der er af A fremlagt en række udbetalingsanmodninger fra denne til G1-afdeling for perioden maj 2010 til august 2012, som er påtegnet af revisor IJ med oplysning om, at projektregnskabet ikke indeholder væsentlig fejlinformation.

Der er endvidere af A fremlagt bilagsmateriale vedrørende afholdte udgifter. Der er bl.a. tale om fakturaer fra G2-institut og virksomhederne G3-virksomhed, G4-virksomhed og G5-virksomhed. Fakturaerne er for nogles vedkommende udstedt til A og i andre tilfælde til G6-virksomhed v/A. En del af fakturaerne er ikke dateret i 2011. De, der er, udgør et samlet beløb på ca. 26.000 kr. inklusive moms. Der er tale om betaling for bl.a. diverse laboratorieundersøgelser.

Forklaringer

A har afgivet supplerende forklaring.

A har forklaret, at han ikke deltog i innovationsudvalgets møde den 31. marts 2009. Som det fremgår af projektkontrakten, skulle processen og produktet udvikles. Formålet var på daværende tidspunkt at udvikle en ingrediens til anvendelse i kosmetikindustrien. Der var tale om en nyskabelse, idet der ikke tidligere var nogen, der havde udvundet slimstoffet fra [red. fjernet vare] på denne måde. Projektperioden indebar såvel proces- og produktudvikling og varede fra 2009 til 2012. [red. fjernet vare] skulle oprenses, og i produktudviklingen skulle smag og lugt fjernes. På et tidspunkt i processen skalerede han fra at arbejde med små mængder [red. fjernet vare] til flere kilo [red. fjernet vare].

Han iværksatte oprindeligt sit forskningsprojekt for at opnå fortjeneste, og han forsøgte fra starten at opnå patent. Han havde til hensigt at sælge såvel produktet som processen. G7-virksomhed skulle teste produktets egenskaber. Det er ikke en branche, hvor man markedsfører ved at stå på gaden og sælge sit produkt. Markedsføringen foregår ved, at man sender vareprøver ud, så firmaerne kan arbejde med dem. Han markedsførte således ikke produktet via reklamer, men via andre videnskabsfolk, idet han sendte vareprøver til forskellige konsulenter. Kosmetikfabrikanterne ville kun have produktet og ikke metoden til udvinding. I 2012 opnåede han patent på metoden til at udvinde slimstoffet. Han havde arbejdet med det i flere år. Det havde stor betydning, at han opnåede patent, da det gav ham eneret til at sælge produktet. Han havde ikke kunnet sælge metoden forud for, at han opnåede patentet.

G8-virksomhed, der solgte ingredienser til kosmetik, var interesserede i hans produkt, og de aftalte at samarbejde om produktudvikling. Han havde på dette tidspunkt ikke opnået salg af hverken produkt eller proces. G9-virksomhed, der solgte ingredienser til levnedsmidler og kosmetik, var interesserede i både hans produkt- og procesudvikling. Han fortsatte virksomheden og arbejdede videre på projektet efter 2011. Det stod klart for ham i 2016, at han ikke ville få solgt sit produkt. Således arbejdede han videre i fire år efter, at han ophørte med at modtage støtte. Hvis han skulle tage hensyn til økonomien, burde han have lukket firmaet i 2011. Han er ikke blevet bedt om at betale tilskuddet tilbage.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

A har yderligere i påstandsdokument af 23. maj 2023 anført bl.a.:

"De nedlagte påstande hviler på tre hovedanbringender:

For det første har Skattestyrelsen ikke godtgjort, at den innovationsstøtte, der blev udbetalt i indkomståret 2011, udgør skattepligtig indkomst for A.

For det andet havde virksomheden G6-virksomhed ikke et skattepligtigt overskud på kr. 187.650 i indkomståret 2011.

Disse to første hovedanbringender uddybes nedenfor.

For det tredje er betingelserne for, at der i indkomståret 2011 skal gives fradrag efter bestemmelsen i ligningslovens § 8 B, stk. 1 for udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed under alle omstændigheder opfyldte.

…

Skatteministeriet har ikke løftet bevisbyrden for, at A havde yderligere skattepligtige indtægter med kr. 187.650 i indkomståret 2011.

I henhold til den oprindelige årsrapport havde enkeltmandsvirksomheden et overskud i 2011 på kr. 187.650.

Det er dette beløb, som As skattepligtige indkomst er forhøjet med, jf. Retten i Helsingørs dom.

I enkeltmandsvirksomhedens resultat var der indregnet kr. 248.889, der var udbetalt i innovationsstøtte fra direktoratet G1-afdeling.

Det følger af den dagældende innovationslov, at tilskud kunne ydes med op til 45 % af de omkostninger, som ansøgeren havde afholdt eller påtaget sig at afholde, jf. lovens §§ 12, stk. 1 og 13, stk. 3. Der var således tale om udbetalinger til delvis dækning af positivt afholdte innovationsomkostninger.

Det er sådanne udbetalinger af innovationsstøtte, der er medtaget i enkeltmandsvirksomhedens årsrapport.

Der blev således foretaget i alt fem udbetalinger af innovationsstøtte, herunder to udbetalinger i indkomståret 2011.

Den første af disse to udbetalinger (3. rate) vedrørte perioden fra den 7. september 2010 til den 11. marts 2011.

For denne periode har det daværende direktorat G1-afdeling godkendt omkostninger med kr. 228.232, hvorefter der er udbetalt innovationsstøtte med kr. 102.704 svarende til en omkostningsdækning på 45 %.

Den anden udbetaling vedrører perioden fra den 11. marts til den 30. juni 2011.

For denne periode har direktoratet G1-afdeling godkendt omkostninger med kr. 324.856, og der er udbetalt innovationsstøtte med kr. 146.185,20, hvilket ligeledes svarer til 45 % af omkostningerne.

I indkomståret 2011 er der derved samlet set udbetalt innovationsstøtte med (kr. 102.704 + kr. 146.185,20) = kr. 248.889,20.

Det er disse to udbetalinger af innovationsstøtte, der er medtaget som omsætning i årsrapporten for indkomståret 2011.

Tilskuddene udgjorde 45 % af de omkostninger på samlet kr. (kr.

228.232 + kr. 324.856) = kr. 553.088, der var medgået til blandt andet ekstern bistand, udstyr, revision, materialer og rejser, og som alle var reviderede og sidenhen godkendt af direktoratet G1-afdeling.

Da udbetalingerne derfor udgjorde tilskud efter innovationsloven til delvis dækning af godkendte forskningsomkostninger mv., er der ikke tale om skattepligtige indtægter.

Det følger også implicit af lovmotiverne, at det ikke var tiltænkt, at der skulle ske beskatning af udbetalt innovationsstøtte, jf. lovforslag nr. 92 af den 28. februar 2008 til lov om ændring af innovationsloven. En sådan beskatning strider mod de hensyn, der lå til grund for ordningen samt i øvrigt af det forhold, at støtten alene blev udbetalt til delvis dækning af positivt afholdte innovationsomkostninger.

At der ikke er tale om skattepligtig indkomst underbygges også af sagens øvrige omstændigheder.

Skattestyrelsen medtog således ikke udbetalingen af innovationsstøtte på As årsopgørelse for indkomståret 2011, selvom Skattestyrelsen blev orienteret om, at støtten var udbetalt.

Skattestyrelsens har derfor heller ikke anset innovationsstøtten som skattepligtig, og Skatteministeriet har ikke under sagen for Østre Landsret ført bevis for, at der er tale om skattepligtig indkomst omfattet af statsskattelovens § 4 eller anden lovbestemmelsen, uanset det er Skattestyrelsen og således Skatteministeriet, som bærer bevisbyrden for, at der er grundlag for at gennemføre en beskatning udover det selvangivne.

Som allerede fremhævet forhøjede Skattestyrelsen derimod As skattepligtige indkomst, fordi der i henhold til den oprindelige årsrapport for virksomheden G6-virksomhed angiveligt havde været et driftsoverskud på kr. 187.650.

Forhøjelsen svarer således heller ikke til den udbetalte innovationsstøtte, idet der er givet fradrag for en række omkostninger, der fremgik af selskabets oprindelige årsrapport.

Derfor skal As skattepligtige indkomst ikke forhøjes med kr. 187.650 i indkomståret 2011.

Dertil kommer, at den oprindelige årsrapport for virksomheden, der ligger til grund for indkomstforhøjelsen, ikke var retvisende, idet der var yderligere omkostninger, der ikke var medtaget.

Dette følger allerede af, at der - som ovenfor beskrevet - var tale om en ordning, der blev forvaltet af direktoratet G1-afdeling, og hvorved der kunne udbetales støtte på maksimalt 45 % af de afholdte udgifter.

De udgifter, der i 2011 medgik til As forskningsprojekt, var reviderede og efterfølgende godkendt af direktoratet G1-afdeling.

I overensstemmelse hermed blev enkeltmandsvirksomhedens årsrapport også berigtiget, hvorved underskuddet blev elimineret.

Det er derfor en åbenbar og væsentlig fejl, når Skattestyrelsen har ansat virksomhedsoverskuddet til kr. 187.650.

Måtte det mod forventning - og fejlagtigt - lægges til grund, at A rent faktisk ikke har afholdt de innovationsomkostninger, som direktoratet G1-afdeling har godkendt, og der er ydet støtte til dækning af, eller at han ikke var i besiddelse af tilstrækkelig dokumentation for dette, gøres det ex tuto gældende, at A ikke i skattemæssig henseende anses for at have erhvervet ret til tilskuddet.

Det følger således af dagældende innovationslovs § 17, stk. 2, at såfremt betingelserne for at opnå tilskud ikke viste sig at være opfyldte, herunder eksempelvis som følge af mangelfuld revision mv., kunne tilskudsmodtageren blive pålagt at tilbagebetale tilskuddet med tillæg af renter.

A kan derfor ikke i skattemæssig henseende anses for at have erhvervet ret til tilskuddet, og af denne grund er han heller ikke skattepligtig af det resultat, der fremgik af den oprindelige årsrapport.

Under alle omstændigheder havde han ikke erhvervet ret til tilskuddet allerede i indkomståret 2011, hvor han fortsat kunne blive pålagt at betale tilskuddet tilbage, og fastholdes det derfor, at han er skattepligtig af beløbet, er det periodiseret forkert, hvorfor der ikke er grundlag for at opretholde den beskating i indkomståret 2011, som er til prøvelse ved Østre Landsret."

Skatteministeriet har ud over det for byretten anførte yderligere i påstandsdokument af 24. maj 2023 anført bl.a.:

"A har i ankestævningen og ankereplikken som noget nyt gjort gældende, at der ikke er realiseret et skattepligtigt overskud i virksomheden, og at der ikke er tale om skattepligtige indtægter, idet udbetalingerne fra Naturstyrelsen udgjorde tilskud efter innovationsloven til delvis dækning af godkendte forskningsomkostninger m.v.

Anbringendet er ikke holdbart. Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4. A har ikke godtgjort, at tilskuddet fra G1-afdeling er undtaget fra skattepligt.

Forhøjelsen på 187.650 kr. stammer fra oplysninger i As egen årsrapport, der viste et sådant overskud.

Tilskud, som beregnes ud fra afholdte omkostninger, er selvsagt skattepligtige. A har ikke påvist et grundlag for at tilsidesætte denne beskatning. Det kan lægges til grund, at han opfyldte betingelserne for tilskud i 2011 og faktisk modtog tilskuddet på 248.889 kr. i 2011. Hvis A anfægter dette, må han føre bevis herfor, hvilket han ikke har gjort. I den forbindelse bemærkes, at det også fremgår af brevet vedrørende tilsagn om tilskud under innovationsloven, at oplysningerne i ansøgningsskemaet vil blive videregivet til SKAT.

A har trods opfordret hertil ikke henvist til bestemmelser i innovationsloven eller i skattelovgivningen, hvoraf det følger, at de omhandlede tilskud er undtaget fra skattepligt. Skatteministeriet har opfordret … A til at angive, hvilket retligt grundlag han støtter sit anbringende på. Opfordringen blev ikke besvaret forud for forberedelsens afslutning, og han har altså ikke angivet, hvilket retsgrundlag han støtter anbringendet på.

At indtægten/innovationsstøtten er skattepligtig indkomst, understøttes også af, at de modtagne beløb på samlet 248.889 kr., både indgår i den første og den senere anden reviderede årsrapport, som A indsendte til skattemyndighederne. Forskellen mellem den første og anden årsrapport består alene i, hvor mange (i øvrigt udokumenterede) udgifter A har angivet.

Hvorvidt A senere måtte kunne pålægges at tilbagebetale tilskuddet, ændrer ikke ved, at beskatningen skal ske i 2011. A har i øvrigt ikke ført bevis for, at tilskuddet i et efterfølgende indkomstår er krævet tilbage, endsige at han faktisk har tilbagebetalt det. Tværtimod forklarede A for byretten, at han ikke har tilbagebetalt tilskuddet, da metoden ikke blev udnyttet kommercielt. Hans indsigelse herom er altså uden holdepunkter i den faktiske realitet, men af rent teoretisk karakter."

Landsrettens begrundelse og resultat

As skattepligtige indkomst for indkomståret 2011 blev forhøjet med 187.650 kr. svarende til det overskud, der fremgår af selskabets årsrapport for 2011 af 24. februar 2012. Selskabets eneste indtægt var i 2011 udbetalt innovationsstøtte med i alt 248.889,20 kr.

Det fremgår af statsskattelovens § 4, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig. De af A modtagne tilskud fra G1-afdeling er ydet i medfør af lov om tilskud til fremme af innovation (innovationsloven). Loven indeholder ingen bestemmelser om, at tilskud, der ydes i medfør af loven, er undtaget fra det generelle princip i statsskattelovens § 4. Der ses heller ikke at foreligge nogen anden lovhjemmel for en sådan undtagelse. Det fremgår endvidere af tilskudsmeddelelsen af 11. februar 2010, at tilskuddet af G1-afdeling indberettes til SKAT. Landsretten finder på den baggrund ikke grundlag for at antage, at A ikke skal beskattes af et beløb svarende til selskabets overskud som sket.

Spørgsmålet er herefter, om A i medfør af ligningslovens § 8 B, stk. 1, har fradragsret for udgifter afholdt i tilknytning til virksomheden i indkomståret 2011.

Det følger af ligningslovens § 8 B, stk. 1, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages udgifter, som afholdes til forsøgs- eller forskningsvirksomhed i tilknytning til den skattepligtiges erhverv. Det samme gælder udgifter til grundforskning, der afholdes af en igangværende virksomhed. Det følger videre af bestemmelsen, at udgifterne først kan fradrages i det indkomstår, hvori erhvervet er påbegyndt, medmindre Told- og Skatteforvaltningen tillader, at udgifterne fradrages eller afskrives før påbegyndelsen af erhvervet.

Det er ubestridt, at der ikke er meddelt tilladelse til fradrag eller afskrivning før erhvervets påbegyndelse. Spørgsmålet er herefter, om A har afholdt udgifter til forsøgs- eller forskningsvirksomhed i tilknytning til sit erhverv.

Det tiltrædes, at bevisbyrden for fradragsretten påhviler A.

Også efter bevisførelsen for landsretten må det lægges til grund, at der ikke har været opnået nogen omsætning i virksomheden, og at tilbagebetaling af tilskud efter § 19 i lov om tilskud til fremme af innovation ikke har fundet sted. Herefter, og af de af byretten herom i øvrigt anførte grunde, tiltræder landsretten, at A ikke har løftet bevisbyrden for, at der i indkomståret 2011 var tale om en virksomhed, der var erhvervsmæssig som anført i ligningslovens § 8 B, stk. 1, og at eventuelle udgifter afholdt i tilknytning hertil således kunne fradrages.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 30.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 30.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.