Dokumentets metadata

Registreringsafgift - Privat kørsel i strid med betingelserne for køretøjets afgiftsfritagelse som mandskabsvogn

Selskabet leasede til en bruger et køretøj, der var indregistreret som mandskabsvogn og dermed afgiftsfritaget efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Den 9. januar 2021 blev køretøjet udtaget til kontrol, hvor det blev konstateret, at køretøjet blev anvendt i strid med reglerne for mandskabsvogne. Motorstyrelsen opkrævede derfor registreringsafgift på 188.703 kr. Sagen angik, om selskabet hæftede for afgiften i henhold til registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Med henvisning til registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 3. pkt., gjorde selskabet gældende, at selskabet ikke hæftede for afgiften, fordi selskabet som ejer ikke vidste eller burde have vidst, at leasingtager anvendte køretøjet i strid med reglerne for mandskabsvogne. Videre henviste selskabet til leasingkontrakten, hvorefter leasingtager var ansvarlig for offentlige forskrifter, der gjaldt for benyttelsen af køretøjet. Landsskatteretten anførte, at selskabet var angivet som registreret ejer på kontroltidspunktet og derfor som udgangspunkt hæftede for betaling af registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 1. pkt. Da selskabet havde leaset køretøjet til brugeren, lagde Landsskatteretten til grund, at selskabet var vidende om, at køretøjet ville blive taget i brug på færdselslovens område. Selskabet hæftede derfor for afgiften i henhold til registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 1. pkt. Landsskatteretten anførte, at leasingaftalen mellem selskabet og brugeren regulerede parternes indbyrdes forhold, hvorfor leasingaftalen ikke havde betydning for selskabets hæftelse efter reglerne i registreringsafgiftsloven. Landsskatteretten stadfæstede dermed Motorstyrelsens afgørelse.

Motorstyrelsen har opkrævet registreringsafgift på i alt 188.703 kr., idet Motorstyrelsen har fundet, at sagens køretøj har været anvendt til privat kørsel i strid med betingelserne for køretøjets afgiftsfritagelse som mandskabsvogn, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, jf. § 20, stk. 1.

Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse.

Spørgsmålet om registreringsafgiftspligten for sagens køretøj er udskilt og behandlet i en særskilt sag med sagsnr. 21-0108470.

Faktiske oplysninger
Det fremgår af Køretøjsregisteret, at sagens køretøj, som er en Mercedes Sprinter med stelnummer […] og registreringsnummer […], blev indregistreret i Danmark den 1. februar 2018. Køretøjet fik tilknyttet klausulen mandskabsvogn, og virksomheden H1 A/S (herefter selskabet) blev angivet som ejer af køretøjet.

Køretøjet blev den 9. januar 2021 udtaget til kontrol af Toldstyrelsen ved Frøslev-grænsen. På standsningstidspunktet var selskabet registreret ejer af køretøjet.

Motorstyrelsens afgørelse
Motorstyrelsen har opkrævet registreringsafgift på i alt 188.703 kr., idet Motorstyrelsen har fundet, at køretøjet har været anvendt til privat kørsel i strid med betingelserne for køretøjets afgiftsfritagelse som mandskabsvogn, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, jf. § 20, stk. 1. Motorstyrelsen har som begrundelse anført følgende:

"Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, at køretøjet kun må anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed. Køretøjet må ikke benyttes til privat personbefordring. ( ... )

Motorstyrelsen bemærker, at mandskabsvognen er registreret med H1 A/S CVR-nr. […] som ejer og G1 ApS CVR-nr. […] som bruger.

Som det fremgik af opslag i Skatteforvaltningens indkomstsystem på kontroltidspunktet var ingen af de 5 passagerer ansat i ejerens eller brugerens virksomheder.

Der er i vurderingen lagt vægt på, at Passager1, Passager2, Passager3, Passager4, Passager5 på kontroltidspunktet den 9. januar 2021 kom fra Tyskland og før dette fra Polen, hvor de havde været siden jul.

Der var medbragt private effekter/gods i mandskabsvognen, som var uvedkommende for ejerens og brugerens virksomheder.

Motorstyrelsens anser derved ikke den private personbefordring af de 5 passagerer samt transport af private effekter/gods, at være i overensstemmelse med reglerne i registreringsafgiftslovens § 2 stk. 1, nr. 9. hvorfor køretøjet i henhold til § 2, stk. 3, skal indregistreres og afgiftsberigtiges som personbil efter § 4. Omregistrering af køretøjet skal i henhold til registreringsbekendtgørelsens § 47, stk. 2 ske, inden køretøjet tages i anvendelse til andre formål end omfattet af bestemmelsen for brug af mandskabsvogn.

Motorstyrelsen træffer afgørelse i henhold til det tidligere udsendte forslag til afkrævning af registreringsafgift og sagsfremstilling af den 9. juli 2021.

Motorstyrelsen opkræver 188.703 kr. i registreringsafgift in solidum med G1 ApS, CVR-nr. […]. Beløbet er fastsat af Motorstyrelsen. For nærmere uddybning henvises til vedlagte specifikation og beregning.

Som registreret ejer hæfter H1 A/S, CVR-nr. […] for betaling af afgiften jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1."

Selskabets opfattelse
Selskabet har nedlagt påstand om ikke at hæfte for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Selskabet har fremført følgende begrundelse herfor:

"Denne sag drejer sig for det første helt overordnet om, hvorvidt Motorstyrelsen har været berettiget til at opkræve registreringsafgift for det i sagen omhandlede køretøj med kr. 188.703 i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, jf. § 4.

For det andet drejer sagen sig helt overordnet om, hvorvidt H1 i henhold til registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, hæfter for betalingen.

Motorstyrelsens afgørelse vedlægges som sagens bilag 1.

H1 er bekendt med, at G2 også har påklaget Motorstyrelsens afgørelse til Skatteankestyrelsen for så vidt angår G2' solidariske hæftelse med H1.

1. PÅSTAND:
Der nedlægges påstand om, at Motorstyrelsen tilpligtes at anerkende, at der ikke er grundlag for opkrævning af registreringsafgift hos H1 med kr. 188.703 i relation til det i sagen omhandlede køretøj.

2. SUPPLERENDE SAGSFREMSTILLING:
I henhold til leasingaftale nr. 50097575 af 18. januar 2018 leasede G1 ApS (tidligere G3 ApS, herefter benævnt "G2") det i sagen omhandlede køretøj hos H1. Leasingaftalen fremlægges som sagens bilag 2.

Det følger af leasingaftalen, at leasingperioden var fastsat til 60 måneder.

I det følgende er leasingaftalens almindelige betingelser § 3, stk. 2, omkring leasingtagers brugsret, citeret:

"De leasede genstande [Køretøjet] må ikke fremlejes, udlånes eller overlades til tredjemand."

I det følgende er et uddrag af leasingaftalens almindelige betingelser § 8 - vedrørende leasingtagers ansvar - citeret:

"Leasingtager er ansvarlig for, at såvel private som offentlige forskrifter, der gælder for benyttelsen af de leasede genstande overholdes, og at fornødne tilladelser indhentes."

I det følgende er et uddrag af leasingaftalens almindelige betingelser § 15 - vedrørende leasingtagers misligholdelse - citeret:

"Leasingtager kan uden varsel hæve leasingaftalen, [hvis leasingtager]

[. .. ]

i) anvender de leasede genstande i strid med de love, forskrifter og instruktioner, der gælder for sådan brug"

3. ANBRINGENDER:

For så vidt angår den i Motorstyrelsens afgørelse påståede uberettigede brug af Køretøjet tilslutter

H1 sig G2' synspunkter i dennes klage til Skatteankestyrelsen. Det gøres således gældende, at Køretøjet ikke er ført i strid med dets registrering som mandskabsvogn, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, hvorfor der heller ikke er grundlag for opkrævning af yderligere registreringsafgift. For dette anbringende henvises der således til de af G2' anførte anbringender i dennes klagesag.

Såfremt Skatteankestyrelsen alligevel skulle finde, at Køretøjet er ført i strid med dets registrering, gøres det gældende, at H1 ikke ifalder hæftelsesansvaret efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, idet H1 hverken vidste eller burde have vidst, at Køretøjet blev benyttet i strid med dets registrering som mandskabsvogn.

3.1. Hæftelsen efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1
I det følgende er registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, citeret:

For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften. Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette." [min understregning]

Som det fremgår af bestemmelsen, går man fri af hæftelsen, såfremt man som ejer af køretøjet hverken i) vidste eller ii) burde have vidst, at køretøjet var taget i brug på færdselslovens område, herunder kendt til en uberettiget brug af køretøjet.

På baggrund af det i Motorstyrelsens forslag til afgørelse skitserede hændelsesforløb, kan Motorstyrelsen lægge til grund, at H1 først blev gjort bekendt med den uberettigede brug af Køretøjet, da H1 via forslaget til afgørelse blev orienteret herom.

Det er herefter alene det subjektive kriterium om, hvorvidt H1 "burde have vidst", at køretøjet ville blive benyttet i strid med sin registrering som mandskabsvogn, der kan medføre, at H1 ifalder den solidariske hæftelse med føreren af køretøjet.

Det subjektive kriterium vil være genstand for behandling i det følgende afsnit.

3.2. Det subjektive kriterie efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1
Som det fremgår af det citerede uddrag fra leasingaftalen (bilag 2) under den supplerende sagsfremstilling, fremgår det udtrykkeligt af leasingaftalen, at køretøjet ikke måtte benyttes i strid med de love og forskrifter der gælder for dets brug. Herunder falder også, at køretøjet ikke måtte benyttes i strid med dets registrering som mandskabsvogn.

Endelig følger det af uddraget, at benyttelsen af køretøjet i strid med dets registrering er udtryk for hæveberettigende misligholdelse.

H1 havde således på behørig vis via leasingaftalen sikret sig mod, at køretøjet skulle blive benyttet i strid med sin registrering.

Allerede af den grund gøres det gældende, at H1 følgelig har haft en berettiget forventning om, at køretøjet ikke ville blive ført i strid med sin registrering.

At der netop ikke foreligger nogen "burde viden", i det tilfælde, hvor en person uden ejerens viden har ført køretøjet i strid med dets registrering, fremgår i øvrigt udtrykkeligt af forarbejderne til bestemmelsen. Det fremgår således af forslag til lov om ændring af lov om registrering af køretøjer, registreringsafgiftsloven m.fl. 2011/1 LF 122 af 28. marts 2012, at:

"Denne hæftelse gælder dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug uden ejerens viden [...]"

3.3. Praksis
Til yderligere støtte for, at H1 ikke skal pålægges hæftelsen, henvises til Skatteankestyrelsens afgørelse af 3. juni 2021 i sagsnr. 17-0990497.

I afgørelsen leasede et svensk leasingselskab A et køretøj til den svenske erhvervsdrivende B. Det fremgik ikke af aftalen, at køretøjet skulle benyttes på den danske færdselslovs område, og der var derfor ikke afgiftsberigtiget dansk registreringsafgift. B's direktør havde fast bopæl i Danmark og benyttede køretøjet til transport til og fra arbejdspladsen i Sverige. A havde ikke kendskab til denne benyttelse.

SKAT (nu Motorstyrelsen) opdagede benyttelsen og opkrævede registreringsafgiften på ca. 700.000 kr. hos A og B solidarisk med henvisning til registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, § 2 og § 20, stk. 2 og 5, og registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, § 7, stk. 1-3, og § 8, stk. 1.
Motorstyrelsens afgørelse over for henholdsvis A og B blev påklaget af begge. Landsskatteretten stadfæstede B's hæftelse, som er gengivet i SKM2021.28.LSR.

Der blev den 3. juni 2021 truffet afgørelse af Skatteankestyrelsen vedrørende A's hæftelse. Modsat SKAT (nu Motorstyrelsen) kom Skatteankestyrelsen frem til, at A skulle fritages for hæftelsen.

Da B's benyttelse af køretøjet ikke fremgik af leasingkontrakten, og da A hverken vidste eller burde vide, at køretøjet blev benyttet på den danske færdselslovs område, fandt Skatteankestyrelsen således, at A ikke hæftede for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Afgørelsen er vedhæftet i anonymiseret form.

I det følgende er en passus fra Skatteankestyrelsens afgørelse citeret:

"Det følger af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, nr. 1 [§ 20, stk. 1], at en ejer af et køretøj, der er underlagt registreringsafgiftspligt, hæfter for denne afgift, medmindre ejeren ikke vidste eller burde havde vidst, at køretøjer var taget i brug på færdselslovens område.

Selskabet i nærværende sag er et svensk firma, der har leaset et køretøj til et andet svensk firma. Det fremgår ikke af leasingkontrakten, at leasingtageren påtænkte at benytte køretøjet på den danske færdselslovs område.

Derfor hverken vidste eller burde selskabet have vidst, at det omhandlede køretøj blev taget i brug på færdselslovens område i Danmark.

Selskabet hæfter derfor ikke for registreringsafgiften på sagens køretøj, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1."

På samme måde som i den refererede afgørelse fremgår der intetsteds af leasingaftalen i denne sag, at leasingtager var berettiget til at bruge køretøjet i strid med dets registrering. Tværtimod fremgår det af leasingaftalen, at det ville være udtryk for hæveberettigende misligholdelse. Nærværende sag bør således opnå samme resultatet som Skatteankestyrelsens afgørelse."

Motorstyrelsens udtalelse
Motorstyrelsen har sendt følgende udtalelse:

"H1 A/S, ved repræsentant [navn udeladt], R1 nedlægger påstand om, at Motorstyrelsen tilpligtes at anerkende, at der ikke er grundlag for opkrævning af registreringsafgift hos H1 A/S med 188.703 kr. i relation til det i sagen omhandlende køretøj.

H1 A/S henviser i deres klage til G1 ApS påklage af det faktiske hændelsesforløb vedrørende den private benyttelse af mandskabsvognen. Motorstyrelsen er bekendt med klagen.

H1 A/S gør i deres klage gældende, at de ikke ifalder hæftelsesansvaret efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, idet de hverken vidste eller burde have vidst, at køretøjet blev benyttet i strid med dets registrering som mandskabsvogn.

H1 A/S henviser til registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 3. pkt., hvorefter H1 A/S mener, at de efter en subjektiv fortolkning af bestemmelsen, ikke burde have vidst, at køretøjet blev benyttet i strid med sin registrering som mandskabsvogn.

Motorstyrelsen henviser i forbindelse med ovenstående til ordlyden af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 1. pkt., hvor af det fremgår at "For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder." Motorstyrelsen finder det ubestridt, at H1 A/S var registreret som ejer af det omhandlende køretøj på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden.

Motorstyrelsen bemærker derudover, at bestemmelsen i § 20, stk. 1, herunder 3. pkt. er indarbejdet i registreringsafgiftsloven ved lov nr. 481 af 30. maj 2012. Der kan af bestemmelsens forarbejder gengives følgende passage i forhold til fortolkningen af 3. pkt. i § 20, stk. 1. "Ejeren hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område uden at ejeren vidste eller burde havde vidst dette, f.eks. ved tyveri af køretøjet". (Motorstyrelsens understregning).

Det fremgår således af ordlyden i § 20, stk. 1, 3. pkt. samt forarbejderne, at ejeren af køretøjet ikke hæfter for registreringsafgiften, såfremt ejeren ikke vidste eller burde have vidst at køretøjet var taget i brug på færdselslovens område, f.eks. ved tyveri af køretøjet.

Kravet til ejerens manglende viden må forstås således, at ejeren efter en samlet vurdering positivt må anses som uvidende eller ikke burde have været vidende om køretøjets ibrugtagning på færdselslovens område.

Det er således ikke tilstrækkeligt, hvis ejeren gennem kontraktmæssige vilkår civilretlig har begrænset brugeren i anvendelse af køretøjet, men i øvrigt ud fra en samlet vurdering må anses for burde at have vidende om en faktisk eller potentiel anvendelse af køretøjet på færdselslovens område.

H1 A/S henviser i klagen til Skatteankestyrelsens afgørelse af 3. juni 2021, hvori Skatteankestyrelsen fremhæver:

"Selskabet i nærværende sag er et svensk firma, der har leaset et køretøj til et andet svensk firma. Det fremgår ikke af leasingkontrakten, at leasingtageren påtænkte at benytte køretøjet på den danske færdselslovs område.

Derfor hverken vidste eller burde selskabet have vidst, at det omhandlende køretøj blev taget i brug på færdselslovens område" (Motorstyrelsens understregning)

Motorstyrelsen fremhæver, at H1 A/S som ejer af køretøjet, selv har foretaget indregistrering af køretøjet i Danmark, hvorfor H1 A/S utvivlsomt var vidende om ibrugtagning af køretøjet på færdselslovens område. Det er derfor Motorstyrelsens opfattelse, at H1 A/S hæfter for betaling af registreringsafgiften efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1.

Yderligere henviser H1 A/S til den indgåede leasingkontrakt mellem H1 A/S og G1 ApS. H1 A/S gør gældende, at de på behørig vis har sikret sig mod, at køretøjet skulle blive benyttet i strid med det formål, hvortil det var indregistreret.

I forhold til henvisningen til leasingkontrakten bemærker Motorstyrelsen, at dette er et kontraktforhold imellem parterne, og derfor udelukkende er et civilretligt anliggende imellem virksomhederne H1 A/S og G1 ApS.

Motorstyrelsen finder ikke, at oplysningerne i klagen ændrer Motorstyrelsens opfattelse og henviser tillige til Motorstyrelsens afgørelse og sagsfremstilling af 15. september 2021, hvoraf Motorstyrelsens begrundelse, argumentation mm. nærmere fremgår.

Motorstyrelsen fastholder afgørelsen om betaling af registreringsafgift på 188.703 kr. og pligt til omregistrering af køretøj.

Motorstyrelsen indstiller derfor, at vores afgørelse af 15. september 2021 stadfæstes."

Selskabets bemærkninger til motorstyrelsens udtalelse:
Motorstyrelsens udtalelse har været i høring hos selskabet, der [er] kommet med følgende bemærkninger:

"Det gøres gældende, at der ikke i ordlyden af eller forarbejderne til registreringsafgiftsloven ses at være holdepunkter for at slutte, at det ikke er tilstrækkeligt for at befinde sig i god tro efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, hvis ejeren gennem kontraktmæssige vilkår civilretlig har begrænset brugeren i anvendelsen af køretøjet i strid med dets registrering.

Et leasingselskab har som et finansieringsorgan i øvrigt aldrig berøring med køretøjet i kontraktperioden. Leasingselskabets eneste mulighed for at sikre sig korrekt brug af køretøjet er således ved at regulere og afgrænse leasingtagers brug af køretøjet i leasingaftalen som også er sket på behørig vis i denne sag. Såfremt Motorstyrelsens fortolkning står til troende, vil et leasingselskab i den pågældende situation aldrig de facto kunne befinde sig i god tro efter bestemmelsen.

Motorstyrelsens fortolkning ses herved at være udtryk for en skærpelse af dansk rets almindelige principper om god tro, hvilket der ej heller ses at være hjemmel til i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, eller dennes forarbejder.

Det fastholdes derfor, at klager har befundet sig i god tro, hvorfor klager skal fritages for hæftelsen for den pålagte registreringsafgift"

Selskabets bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling
Skatteankestyrelsens sagsfremstilling har været i høring hos selskabet, der er kommet følgende bemærkninger:

"På baggrund af Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse af 16. marts 2023 skal jeg som advokat for H1 A/S (herefter benævnt "Klager") fremkomme med følgende bemærkninger.

1. Indledende bemærkninger
Indledningsvis bemærkes, at den i klageskriftet nedlagte påstand og de til støtte herfor anførte anbringender fastholdes.

Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse har dog givet anledning til en række supplerende bemærkninger, som er angivet under afsnit 2.

Idet der er enighed om sagens faktiske forhold, og sagens omdrejningspunkt derfor er afgrænset til en retlig tvist, ønsker Klager ikke et fysisk retsmøde for Landsskatteretten.

Retten anmodes derfor om at træffe afgørelse på skriftligt grundlag.

2. Supplerende anbringender
2.1. Det retlige grundlag

Sagen omhandler, hvorvidt et leasingselskab som registreret ejer af et køretøj ifalder et solidarisk hæftelsesansvar over for Skatteforvaltningen som følge af, at leasingtager (bruger) har benyttet et indregistreret køretøj i strid med dets registrering som mandskabsvogn.

Det retlige grundlag for hæftelsen findes i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften. Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette."

Kerneområdet for bestemmelsen er situationen, hvor et ikke-dansk-indregistreret køretøj bliver "taget i brug på færdselslovens område."

Bestemmelsen ses således via dens ordlyd at forudsætte, at det pågældende køretøj ikke allerede var indregistreret i Motorregistreret forud for, at det blev taget i brug på færdselslovens område.

Det er imidlertid også samme bestemmelse, der regulerer hæftelsesansvaret, hvor et i forvejen dansk-indregistreret-køretøj, som er taget i brug på færdselslovens område, bliver benyttet i strid med dets registrering til fx buskørsel, erhvervsmæssig persontransport (taxa), mandskabsvogn mv., jf. registreringsafgiftslovens §§ 2, stk. 1, nr. 5, 6 og 9.

Det kan hertil ikke udledes direkte af ordlyden af § 20:

i) om der gælder et objektivt hæftelsesansvar for et leasingselskab som registreret ejer af et allerede indregistreret og ibrugtaget køretøj på færdselslovens område i tilfælde af, at brugeren har ført køretøjet i strid med dets registrering som fx mandskabsvogn - allerede fordi at køretøjet forinden var taget i brug på færdselslovens område med selskabets viden herom qua indregistreringen. Ved denne fortolkning har det således ingen betydning for hæftelsesansvaret, om leasingselskabet hverken vidste eller burde vide, at køretøjet var benyttet i strid med dets registrering
ii) om der gælder et subjektivt ansvar, hvorefter leasingselskabet/den registrerede ejer går fri for hæftelsesansvaret, såfremt leasingselskabet/ejeren ikke vidste eller burde vide, at et allerede indregistreret og ibrugtaget køretøj på færdselslovens område blev ført i strid med dets registrering som fx mandskabsvogn.

Om den ene eller den anden fortolkning finder anvendelse på bestemmelsen, udgør sagens principielle omdrejningspunkt.

Skatteankestyrelsen ses i dennes forslag til afgørelse at argumentere for i), mens det er Klagers opfattelse, at lovbestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med ii).

2.2. Klagers argumentation
Såfremt det havde været lovgivers hensigt at indføre et egentligt objektivt ansvar som anført i i) må dette - henset til den byrdefulde karakter af et sådant hæftelsesansvar - have forudsat, at lovgiver havde angivet dette direkte i registreringsafgiftslovens § 20 eller dennes forarbejder.

Der findes imidlertid ingensteds støtte i lovbestemmelsens ordlyd eller forarbejder for, at et sådant objektivt ansvar skulle eksistere. Der er med andre ord ikke i lovgivningen holdepunkter for, at en registreret ejer, der er uvidende om, at et køretøj er ført i strid med dets registrering som fx mandskabsvogn, skulle blive pålagt et objektivt hæftelsesansvar.

Det gøres på den baggrund gældende, at den i ii) nævnte fortolkning finder anvendelse på den konkrete sag.

Idet Klager utvivlsomt var uvidende om benyttelsen af køretøjet i strid med dets registrering, jf. nærmere klageskriftets afsnit 3.2 og 3.3 samt Klagers bemærkninger til Motorstyrelsens udtalelse, gøres det gældende, at Klager ikke ifalder hæftelsesansvaret.

Klagers opfattelse ses også at finde støtte i Landsskatterettens afgørelse af 25. november 2011, refereret i SKM2012.101.LSR.

Afgørelsen vedrørte et busselskab, der var registreret som ejer af et køretøj, som var fritaget for afgift i medfør af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 5.

På grund af en daværende ansat i busselskabets private kørsel i bussen, opkrævede SKAT (nu Motorstyrelsen) fuld registreringsafgift for bussen.

Bussen var leaset gennem et leasingselskab, mens busselskabet var registreret som bruger. SKAT valgte alene at rette afgiftskravet mod brugeren og dermed ikke leasingselskabet, idet busselskabet var nærmest til at bære ansvaret for den uberettigede kørsel, jf.:

"Afgørelsen er dog naturligvis fremsendt til leasingvirksomheden i kopi, da leasingvirksomheden naturligvis også er part i sagen.

SKAT har i den forbindelse for så vidt angår registreringsafgiftslovens § 20 anført, at det af bestemmelsen fremgår, at ejeren eller den i hvis navn køretøjet er registreret, dvs. brugeren, hæfter for afgiften, og at der er tale om solidarisk hæftelse, hvoraf ingen af de to parter har forrang.

SKAT har i denne sag valgt at stile afgørelsen til klageren, da han som arbejdsgiver er mere nærliggende ansvarlig for sine ansattes gerninger, end leasingselskabet er. Der er herved henvist til almindelige obligationsretlige principper vedrørende principalansvar, og til at retsstatens årsag til at have disse regler om principalansvar grundlæggende er, at en arbejdsgiver kan forsikre sig mod økonomiske konsekvenser af sine ansattes gerninger. [min understregning]"

Mod dette synspunkt anførte klager, at

"SKAT må være forpligtet til at tage et vist hensyn til de civilretlige forhold. I forhold til den konkrete afgørelse betyder det, at leasinggiver tilføres en reel merværdi ved at SKAT har afkrævet leasingtager afgiftsbeløbet."

[…]

"Dette gælder om muligt i ekstra høj grad i en sag som den foreliggende, hvor man logisk kunne mene, at kravet burde rejses enten mod ejeren af bilen, dvs. leasingselskabet, eller den der kørte bilen, dvs. chaufføren.

SKAT må være forpligtet til at tage et vist hensyn til de civilretlige forhold. I forhold til den konkrete afgørelse betyder det, at leasinggiver tilføres en reel merværdi ved at SKAT har afkrævet leasingtager afgiftsbeløbet. Denne reelle merværdi består i, at markedsværdien af køretøjet jo øges mærkbart, når eller hvis køretøjet bliver berigtiget med fuld afgift."

Landsskatteretten udtaler i sine præmisser, at den ikke fandt grundlag for at tilsidesætte afgiftskravet på baggrund af sagens øvrige omstændigheder, herunder det citerede.

I den konkrete sag kan den uberettigede brug af køretøjet alene tilregnes G1 ApS som bruger og arbejdsgivers forhold. På samme måde som i den refererede afgørelse er G1 ApS som bruger af køretøjet derfor nærmest til at bære risikoen for den uberettigede brug af køretøjet. Afgørelsen understøtter derfor ligeledes, at hæftelseskravet alene bør rettes mod G1 ApS og dermed ikke mod Klager.

For god ordens skyld bemærkes, at det af naturlige årsager ville have været uden betydning for resultatet i den citerede afgørelse, om det var én af de andre afgiftsfritagelsesgrunde i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1 (herunder mandskabsvogn) end buskørsel, der havde været aktuel.

2.3. Skatteankestyrelsen forslag til afgørelse
Skatteankestyrelsen anfører følgende i sit forslag til afgørelse:

"Det bemærkes, at leasingaftalen indgået imellem selskabet og brugeren regulerer parterne indbyrdes forhold, og at denne ikke har betydning for selskabets hæftelse efter reglerne i registreringsafgiftsloven."

Klager er for så vidt enig i, at en leasinggiver og en leasingtager følgelig ikke via regulering i leasingaftalen kan fravige eller i det hele taget ændre på hæftelsesreglerne i registreringsafgiftslovens § 20 for et konkret leasingforhold.

Regulering i leasingaftalen, som har til hensigt at adfærdsregulere samt begrænse leasingtagers råden over køretøjet, kan imidlertid have betydning for vurderingen af god-trosaspektet i registreringsafgiftslovens § 20.

Af den konkrete leasingaftale fremgår det udtrykkeligt, at køretøjet ikke måtte benyttes i strid med de love og forskrifter der gælder for dets brug. Endelig følger det af leasingaftalen, at benyttelsen af køretøjet i strid med dets registrering er udtryk for hæveberettigende misligholdelse.

Klager havde således på behørig vis via leasingaftalen sikret sig mod, at køretøjet skulle blive benyttet i strid med dets registrering.

Allerede af den grund gøres det gældende, at Klager har haft en berettiget forventning om, at køretøjet ikke ville blive ført i strid med dets registrering, og at der derfor ikke foreligger nogen "burde viden" i registreringsafgiftslovens § 20' forstand.

I øvrigt bemærkes, at et leasingselskab som et finansieringsorgan aldrig er i berøring med køretøjet i kontraktperioden. Leasingselskabets eneste mulighed for at sikre sig korrekt brug af køretøjet er således ved at regulere og afgrænse leasingtagers brug af køretøjet i leasingaftalen, som også er sket på behørig vis i denne sag."

Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er berettiget, at selskabet er blevet opkrævet i alt 188.703 kr. i registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 228 af 11. marts 2020 med senere lovændringer indtil kontroltidspunktet den 9. januar 2021.

Det følger af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, at for betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften. Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette.

Da selskabet var angivet som registreret ejer på kontroltidspunktet, hæfter selskabet som udgangspunkt for betaling af registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 1. pkt.

Det bemærkes, at leasingaftalen indgået imellem selskabet og brugeren regulerer parternes indbyrdes forhold, og at denne ikke har betydning for selskabets hæftelse efter reglerne i registreringsafgiftsloven.

Da selskabet har leaset køretøjet til brugeren, lægges det til grund, at selskabet var vidende om, at køretøjet ville blive taget i brug på færdselslovens område. Retten finder derfor, at selskabet hæfter efter hovedreglen i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1.

Landsskatteretten stadfæster herefter Motorstyrelsens afgørelse.