Dokumentets metadata

Indbetalinger til bankkonto - refusion af udlæg

Sagen angik, om skatteyderen var skattepligtig af 323.350 kr., der i 2009 blev indbetalt til hendes konto. Skatteyderen gjorde gældende, at 63.345 kr. udgjorde genindsætninger af tidligere hævede midler, 240.000 kr. udgjorde refusion af udlæg afholdt på vegne af skatteyderens selskab og 20.000 kr. udgjorde et løntilgodehavende, som allerede var beskattet. Landsretten fandt, at det var skatteyderen, der skulle godtgøre, at indbetalingerne stammede fra allerede beskattede midler eller i øvrigt ikke var skattepligtige, og at bevisbyrden var skærpet, når der var tale om dispositioner foretaget inden for et snævert interessefællesskab. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden og stadfæstede byrettens dom om at frifinde Skatteministeriet.

Parter

A

(v/ advokat René Bjerre)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Lasse Walhoff Spangsberg)

Retten i Lyngby har den 3. maj 2022 afsagt dom i 1. instans (sag BS-36921/2020LYN).

Afgørelsen er truffet af

Landsdommerne Peter Thønnings, Finn Morten Andersen og Nina Melgaard Ringsted (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin principale påstand for byretten om, at hendes skatteansættelse for indkomståret 2009 nedsættes med 323.350 kr., subsidiært at skatteansættelsen for indkomståret 2009 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Der er ikke afgivet forklaringer for landsretten, og der er ikke fremlagt nye dokumenter.

Anbringender

Parterne har procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter, hvori de i det væsentlige har gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det følger af statsskattelovens § 4, at den skattepligtiges samlede årsindtægter bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi med de i bestemmelsen fastsatte undtagelser og begrænsninger betragtes som skattepligtig indkomst, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke.

Landsretten tiltræder, at bevisbyrden for, at et modtaget beløb ikke er skattepligtig indtægt, påhviler skatteyderen.

Som anført i byrettens dom var A i perioden fra den 16. juli til den 12. september 2008 direktør i G1-virksomhed, og hun var efter sin egen forklaring beskæftiget i selskabet i 2008 og 2009.

Skat har forhøjet hendes skattepligtige indtægt i indkomståret 2009. Denne sag handler om, hvorvidt hendes skattepligtige indtægt dette år skal nedsættes med i alt 323.350 kr., idet A har gjort gældende, at dette beløb ikke er skattepligtig indkomst. Hun har herved henvist til, at kontantbeløb på i alt 63.350 kr., som er indsat på hendes private bankkonto, er beløb, hun tidligere havde hævet på kontoen, at et beløb på 20.000 kr. allerede er beskattet lønindtægt, og at beløb på i alt 240.000 kr. er refusion af udgifter vedrørende selskabet, som hun har afholdt af sine private midler i 2008. En del af indbetalingerne fra selskabet til hendes private konto vedrører derfor refusion af afholdte udgifter og ikke skattepligtige udbetalinger fra selskabet til hende.

Efter As forklaring og de fremlagte bilag lægges det til grund, at der har været en vis sammenblanding af hendes og IJs private økonomi og økonomien i G1-virksomhed. Mellemværendet mellem hende og selskabet er posteret på en mellemregningskonto i selskabet.

Landsretten tiltræder, at skatteyderens bevisbyrde skærpes, når der som her er tale om dispositioner foretaget inden for et snævert interessefællesskab. En sammenblanding af privat- og virksomhedsøkonomi indebærer tillige øgede beviskrav for skatteyderen. Landsretten bemærker herved, at den påståede sammenhæng mellem overførsler i 2009 og angiveligt afholdte udgifter, herunder til løn, i 2008 ikke fremgår direkte af kontoudtog og bogføringsmateriale, at de underliggende bilag kun foreligger i begrænset omfang, og at bilagene, i det omfang de foreligger, ikke med sikkerhed kan henføres til udgifter afholdt for G1-virksomhed. Hertil kommer, at der hverken er en umiddelbar beløbsmæssig eller tidsmæssig sammenhæng mellem angivelige udgifter afholdt privat for selskabet og refusion heraf. Som sagen er forelagt og procederet for landsretten, har A derfor ikke løftet sin bevisbyrde.

Et synspunkt om, at der for så vidt angår 260.000 kr. subsidiært var tale om - ganske vist ulovlige - aktionærlån, som A var forpligtet til at tilbagebetale, kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes herved, at der efter bevisførelsen ikke er nogen holdepunkter hverken i det skriftlige materiale eller i de afgivne forklaringer for at anse overførslerne som lån.

Herefter og i øvrigt i det væsentlige af de grunde, som er anført af byretten, tiltræder landsretten således, at A ikke har løftet sin bevisbyrde. Landsretten stadfæster derfor dommen.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 35.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og forløb samt hovedforhandlingens varighed.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 35.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.