Dokumentets metadata

Et tidligere ægtepar skulle beskattes af yderligere lønindkomst, maskeret udbytte og værdien af fri bolig. Ikke solidarisk hæftelse for sagsomkostninger

Skattemyndighederne havde skønsmæssigt forhøjet et tidligere ægtepars skattepligtige indkomst i 2009- 2014. Kvinden havde ejet to selskaber i den omhandlede periode, og hendes indkomst blev forhøjet med yderligere lønindkomst og maskeret udbytte fra selskaberne. Mandens indkomst blev forhøjet med yder- ligere lønindkomst fra selskaberne. Dertil blev begge ægtefællers indkomst forhøjet med værdien af fri bolig. Det tidligere ægtepar gjorde bl.a. gældende, at manden var ejer af selskaberne, selvom det i selskabernes regnskaber samt over for skattemyndighederne og skifteretten var blevet oplyst, at kvinden ejede selskaberne. Skatteministeriet blev frifundet i byretten, idet retten fandt, at det tidligere ægtepar hverken havde godtgjort, at manden var ejer af selskaberne, at skattemyndighedernes skøn var baseret på et forkert grundlag eller var åbenbart urimeligt og derfor kunne tilsidesættes, at det tidligere ægtepar ikke havde haft rådighed over den omhandlede bolig, eller at de havde betalt husleje for deres rådighed over boligen. Landsretten stadfæstede dommen under henvisning til byrettens begrundelse. Dog med den ændring, at det tidligere ægtepar ikke skulle hæfte solidarisk for betaling af sagsomkostninger til Skatteministeriet, hvilket byretten havde fundet.

Parter

Sag BS-20144/2021-OLR

(18. afdeling)

A

(v/ advokat René Bjerre)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Jakob Klaris Søgaard) og

Sag BS-20148/2021-OLR

(18. afdeling)

B

(v/ advokat René Bjerre)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Jakob Klaris Søgaard)

Retten i Roskilde har den 12. maj 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS12780/2020-ROS og sag BS-26609/2020-ROS).

Denne afgørelse er afsagt af

Landsdommerne Henrik Hjort Elmquist, Gry Berdiin Maris (kst.) og Benjamin Juul Johansen (kst.).

Påstande

Påstande i BS-20144/2021-OLR

Appellanten, A, har principalt nedlagt påstand om, at hans skatteansættelse for indkomståret 2009 nedsættes med 17.771 kr., skatteansættelsen for indkomståret 2010 nedsættes med 189.710 kr., skatteansættelsen for indkomståret 2011 nedsættes med 121.079 kr., skatteansættelsen for indkomståret 2012 nedsættes med 194.540 kr., skatteansættelsen for indkomståret 2013 nedsættes med 609.100 kr., og skatteansættelsen for indkomståret 2014 nedsættes med 484.905 kr.

Appellanten har subsidiært nedlagt påstand om, at hans skatteansættelser for indkomstårene 2009-2014 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Påstande i BS-20148/2021-OLR

Appellanten, B, har principalt nedlagt påstand om, at hendes skatteansættelse for indkomståret 2009 nedsættes med 144.181 kr., skatteansættelsen for indkomståret 2010 nedsættes med 652.691 kr., skatteansættelsen for indkomståret 2011 nedsættes med 894.541 kr., skatteansættelsen for indkomståret 2012 nedsættes med 1.173.645 kr., skatteansættelsen for indkomståret 2013 nedsættes med 657.845 kr., og skatteansættelsen for indkomståret 2014 nedsættes med 418.529 kr.

Appellanten har subsidiært nedlagt påstand om, at hendes skatteansættelser for indkomstårene 2009-2014 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Forklaringer

A, B og KJ har afgivet supplerende forklaring.

A har forklaret bl.a., at B ikke var involveret i selskaberne ved at skaffe kontrakter eller på anden måde have kontakt med kunderne. Han måtte forklare hende, hvordan rengøringsopgaverne skulle udføres, og herefter instruerede hun de Y1-landske ansatte. Det var hende, der fandt disse ansatte og havde kontakt til dem. Hun gjorde også selv rent for selskaberne.

De flyttede deres folkeregisteradresse til Y3-adresse i 2010, men de flyttede ikke ind i huset. Der var ikke likvide midler i selskabet til at færdiggøre renoveringen af huset. Huset var et håndværkertilbud, og der var meget, der skulle istandsættes. De boede reelt i deres erhvervslejemål på Y2-adresse, men det var egentlig ikke tilladt, og derfor kunne de ikke have folkeregisteradresse der. De boede på Y2-adresse indtil 2013 eller 2014. Han husker ikke præcist hvornår de flyttede, men det var om sommeren.

B vidste ikke noget om regnskaberne og skrev blot under, når hun blev bedt om det. Han snød hende ikke, for de var ægtefæller. Han fortalte hende ikke, at der var rod i regnskaberne.

B har forklaret bl.a., at hun i dag ikke er sikker på, at de flyttede ind i huset på Y3-adresse i 2010. Det er lang tid siden. Hun husker blot, at de flyttede nogle møbler ind i huset i 2010 eller 2011. Det var det eneste, de gjorde. De flyttede først selv ind senere. Hun var i Y1-land i 2010, og da hun kom tilbage, viste A hende rundt i huset, som ikke var færdigt. Han var glad for at kunne vise hende de ting, som var gjort færdige. Hun husker ikke, hvor lang tid der gik herefter, før de flyttede ind. De købte møbler på forskellige tidspunkter og satte løbende møblerne ind i huset. A havde en nøgle til huset.

A forklarede hende om arbejdsopgaverne; hvad der skulle gøres, og hvornår arbejdet skulle være færdigt. Det var det eneste, han fortalte hende. Hun fortalte herefter de ansatte Y1-lændere, hvad de skulle gøre og sikrede sig bagefter, at de havde udført arbejdet rigtigt. Hun bestemte ingenting og gjorde bare, hvad A sagde. Y1-lænderne var hendes studiekammerater. De var glade for at arbejde for hende og A, for de fik en god løn.

Hun var chokeret, da hun hørte om denne sag. Hun har ikke haft noget med selskaberne at gøre. A havde hendes bankkort og styrede det hele for hende. Hun var afhængig af ham i forhold til sin opholdstilladelse, så hun var bange for at gøre noget forkert. Hun føler sig snydt af A.

KJ har forklaret bl.a., at det ikke var hans ansvar som revisor, at de ændrede ejerforhold blev registreret hos SKAT. Han sørgede normalt for at opdatere selskabernes interne ejerbog med de aktuelle oplysninger. Det var herefter ledelsens opgave at registrere de ændrede ejerforhold hos SKAT. Det kunne dengang gøres ved at notere det manuelt på bagsiden af selvangivelsen. Han burde nok, som revisor for selskaberne, have oplyst ledelsen om, at de ændrede ejerforhold skulle meddeles til SKAT.

Når han udarbejdede regnskab og skatteregnskab for selskaberne, udfyldte han også selvangivelsen og sendte den til SKAT. Nogle gange skrev han under på selvangivelsen for direktøren, andre gange skrev direktøren selv under. Når han skrev under på vegne af direktøren, var det altid med angivelse af "[red. fjernet initial]" og med stempel. Han hæftede sig ikke ved, hvad der stod på bagsiden af selvangivelsen om ejerskabet. Han så kun på regnskabet på forsiden. De bogførte ikke for selskaberne, men indimellem blev de nødt til det. Som han forstod det, var A i en situation, hvor han på grund af konkurs og gældssanering ikke kunne fremstå som direktør for et selskab, og derfor var B registreret som direktør i selskaberne.

Oplysningerne i ejerbogen er korrekte, sådan som det blev oplyst for ham af ejerne. Han husker ikke, om han fik forevist en fondsnota eller andet vedrørende overdragelsen, eller om han blot fik mundtlige oplysninger fra A. Han kan ikke afvise, at han har modtaget en fondsnota, og normalt efterspørger han en sådan. Det var dog ikke usædvanligt, at han dengang kun fik en mundtlig oplysning. Hvis han havde fået udleveret en fondsnota, ville han have opbevaret den sammen med ejerbogen.

Af anpartshaverfortegnelsen for G1 fremgår, at selskabet blev overdraget til G2 kontant til kurs 64. Ejerskabet af kapitalandelen burde derfor fremgå af årsrapporten for G2, medmindre aktivet blev nedskrevet til 0 kr. med det samme. En sådan nedskrivning skulle i så fald fremgå af en note til årsrapporten. Han ved ikke, om det beror på en fejl, at kapitalandelen ikke fremgår af årsrapporten, eller om der er tale om en oplysning, som er fremkommet efter udarbejdelsen af årsrapporten.

Når han tog forbehold i årsrapporterne, fulgte han altid efterfølgende op på de fejl i regnskaberne, som havde givet anledning til forbeholdene. Hvis forbeholdet vedrørte uorden i selskabets bogføring, så sørgede han for at indhente de manglende bilag i løbet af de følgende 2-3 måneder. Han har således altid set dokumentation efterfølgende. Hvis han ikke havde fået behørig dokumentation, ville han i sidste ende have afsluttet deres samarbejde og smidt selskabet ud som kunde.

Da han udarbejdede sit notat af 20. juni 2019, herunder navnlig vedrørende betalingerne til G3 og G4, lagde han vægt på, at det i mange tilfælde var anført på bankkontoudtoget, hvor betalingen gik hen. Han gik også til ledelsen og spurgte, hvor betalingerne gik hen. Fra A fik han endvidere oplyst, at det var sædvanen, at disse to leverandører fik kontant betaling til deres løst ansatte medarbejdere, og at der skulle afregnes straks i forbindelse med afleveringsforretninger om natten eller morgenen. Det var et krav fra disse to leverandørers side, at der blev betalt kontant. Han anbefalede A at betale over banken, så det elektroniske spor kunne følges. Det var i en lang periode normalt med kontante betalinger.

Modtaget materiale bliver givet tilbage til kunderne, da han ikke har plads til at opbevare det. Hvis han havde noget materiale liggende vedrørende selskaberne, ville han have udleveret det til SKAT, i det omfang han var blevet anmodet om det.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten er enig i byrettens begrundelse og resultat.

Vedrørende sagsomkostninger bemærker landsretten dog, at byretten har forhandlet sagerne i forbindelse med hinanden i medfør af retsplejelovens § 254, stk. 1. Ved en sådan behandling er der i relation til spørgsmålet om sagsomkostninger fortsat tale om to selvstændige sager. Der er derfor ikke grundlag for at pålægge A og B solidarisk hæftelse for sagsomkostninger.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom med den ændring, at A og B ikke skal hæfte solidarisk for sagsomkostninger.

Sagsomkostningerne fastsættes herefter således, at A i sagsomkostninger for begge retter skal betale 120.000 kr. til Skatteministeriet, og at B i sagsomkostninger for begge retter skal betale 150.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbene er fastsat til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagernes udfald er der ved fastsættelsen af beløbene taget hensyn til sagernes værdi og forløb, og at sagerne har været behandlet sammen.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes med følgende ændringer:

I sagsomkostninger for begge retter skal A inden 14 dage betale 120.000 kr. til Skatteministeriet.

I sagsomkostninger for begge retter skal B inden 14 dage betale 150.000 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.