Dokumentets metadata

Kildeskattelovens § 65 - hæftelsesansvar - rådgivning fra revisor

Sagen drejer sig om, hvorvidt A havde udvist forsømmelighed, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, ved ikke at indeholde kildeskat på ca. 6,6 mio. kr., da selskabet i indkomståret 2016 udloddede i alt 24.400.000 kr. til moderselskabet G1, som er hjemmehørende på Y1 og Y2. A gjorde gældende, at selskabets revisor havde rådgivet om, at pengene kunne udloddes til moderselskabet uden, at der skulle være indeholdt kildeskat. Det var under sagen ubestridt, at A var bekendt med de faktiske omstændigheder, der efter kildeskattelovens § 65 begrundede pligten til at indeholde udbytteskat ved udbetaling af den omhandlede udlodning til moderselskabet. Retten fandt at den påståede revisorrådgivning, der var udokumenteret, ikke medførte et grundlag for at fastslå, at A ikke havde udvist forsømmelighed, og retten frifandt derfor Skatteministeriet.

Parter

A

(v/ advokat René Bjerre)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Sune Riisgaard)

Denne afgørelse er truffet af dommer Hans J. Christensen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 14. juli 2022.

Sagen drejer sig om, hvorvidt det kan pålægges A at indeholde og betale kildeskat svarende til 6.588.000,00 kr. af et aktieudbytte på kr. 24.400.000 udloddet fra A til moderselskabet G1, der er hjemmehørende på Y1 og Y2.

A har nedlagt følgende påstand:

A' hæftelse for betaling af ikke indeholdt udbytteskat i indkomståret 2016 nedsættes med 6.588.000,00 kr.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Det fremgår af indberetning til Skat af 15. juni 2016, at A den 13. juni 2016 havde vedtaget udlodning af udbytte med 24.400.000 kr. til moderselskabet G1, der er hjemmehørende på Y1 og Y2. Der blev ikke indeholdt udbytteskat.

Skattestyrelsen traf afgørelse den 30. april 2019 om, at A hæftede for den ikke indeholdte udbytteskat.

Landsskatteretten traf afgørelse den 6. maj 2022, hvor Skattestyrelsens afgørelse om, at A hæftede for den ikke indeholdte udbytteskat, blev stadfæstet.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført:

"…

HOVEDANBRINGENDER

Sagen drejer sig grundlæggende om, hvorvidt det kan pålægges A at indeholde og betale kildeskat, svarende til kr. 6.588.000 af en udbytteudlodning på kr. 24.400.000, udloddet fra A til moderselskabet G1, hjemmehørende på Y1 og Y2.

Det gøres gældende, at A ikke hæfter for betaling af den ikke indeholdte udbytteskat, jf. kildeskattelovens § 69.

Der er mellem parterne enighed om, at G1 var begrænset skattepligtig af udbyttebetalingen, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, samt at A, i henhold til kildeskattelovens § 65, stk. 1, skulle indeholde udbytteskat ved udlodning til moderselskaber hjemmehørende udenfor EU. Dette medmindre der med landet eksisterer en dobbeltbeskatningsoverenskomst, der giver skattefritagelse for datterselskabsudbytte. Dette er ikke tilfældet for Y1 og Y2.

Det gøres gældende, at A, under de foreliggende omstændigheder, ikke har handlet forsømmeligt i relation til den manglende indeholdelse af udbytteskat. A hæfter derfor ikke for den manglende indeholdelse af udbytteskat, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1.

A var under hele forløbet rådgivet af revisor, der klart tilkendegav, at der var tale om skattefri datterselskabsudbytte. Det var endvidere revisor, der indberettede udbyttebetalingen i overensstemmelse hermed.

Det kan ikke kræves, at A skulle dobbelttjekke revisorens kvalifikation af udbyttet ved at foretage yderligere undersøgelser, herunder ved at undersøge Den juridiske vejledning eller søge rådgivning hos en anden revisor.

A har ageret på råd fra en professionel og uvildig rådgiver.

På denne baggrund har selskabet udvist den agtpågivenhed, der kan kræves af et selskab i den foreliggende situation. Selskabets ledelse har derved ikke handlet forsømmeligt.

Det bestrides ikke, at A var bekendt med, at moderselskabet G1 er hjemmehørende på Y1 og Y2. Det bestrides, at A var bekendt med, at selve udlodningen af udbyttet ikke var omfattet af moder-/datterselskabsdirektivet.

A søgte uvildig rådgivning fra revisor vedrørende udlodningen af udbyttet og blev rådgivet om, at der ikke skulle indeholdes udbytteskat. Dette baseret på at transaktionen, efter revisors opfattelse, var omfattet af moder- /datterselskabsdirektivet.

A og selskabets ledelse var, som følge heraf, ikke bekendt med, at udlodningen ikke var omfattet af fritagelsen for betaling af udbytteskat på samme måde som andre holdingselskaber, baseret på G1s beliggenhed på Y1 og Y2.

A har ikke handlet forsømmeligt, og selskabets hæftelse for betaling af ikke indeholdt udbytteskat i indkomståret 2016 skal på denne baggrund nedsættes med kr. 6.588.000.

…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:

"…

3. ANBRINGENDER

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A hæfter for ikke-indeholdt udbytteskat i forbindelse med udlodning af 24.400.000 kr. til moderselskabet G1, og at A har udvist forsømmelighed ved ikke at indeholde kildeskat af udlodningen, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. A var således bekendt med de faktiske forhold, der begrunder indeholdelsespligten, og A har ikke påvist nogen omstændigheder, der gav selskabet føje til at antage, der ikke skulle ske indeholdelse.

Det følger af kildeskattelovens § 69, stk. 1, at:

"Den som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat, eller som indeholder denne med for lavt beløb, er over for det offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side ved iagttagelse af bestemmelserne i denne lov." (min understregning)

Det fremgår således direkte af bestemmelsens ordlyd, at det påhviler den indeholdelsespligtige, dvs. A, at godtgøre, at der ikke er udvist forsømmelighed, jf. tillige eksempelvis SKM2012.375.VLR og UfR 2018.3119 H.

Ved vurderingen af, hvorvidt der er udvist forsømmelighed, er det efter praksis afgørende, om den indeholdelsespligtige havde kendskab til de faktiske forhold, der begrunder indeholdelsespligten, jf. førnævnte afgørelser samt eksempelvis SKM2022.416.VLR, UfR 2022.2799 H, SKM2021.304.ØLR, UfR 2012.2237 H, UfR 2008.2243 H og senest UfR 2023.1141 H.

Det er ubestridt, at A var bekendt med, at G1 er hjemmehørende på Y1 og Y2, jf. stævningens s. 2 in fine.

Da A således kendte til de faktiske forhold, som begrundede indeholdelsespligten, har A udvist forsømmelighed ved at udlade at indeholde kildeskat i forbindelse med udlodningen, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. A hæfter derfor for den ikke-indeholdte ud-bytteskat.

A har gjort gældende, at selskabet ikke har handlet forsømmeligt, fordi det igennem forløbet har modtaget rådgivning af en revisor, der - ifølge A - skulle have rådgivet om, at udlodningen til G1 kunne ske skattefrit.

Dette bestrides for det første som udokumenteret, at denne rådgivning har fundet sted. A har ikke fremlagt korrespondance, rådgivningsmateriale eller på anden vis godtgjort, at A har modtaget rådgivning, endsige rådgivning om, at udlodningen til G1 kunne ske skattefrit. Ifølge det anførte i replikken, s. 1, er den påståede rådgivning baseret på "mundtlige drøftelser". Dette dokumenterer selvsagt ikke, at rådgivningen har fundet sted.

Selv hvis det måtte lægges til grund, at der har fundet (fejlagtig) rådgivning om indeholdelsespligten sted, bestrider Skatteministeriet for det andet, at en sådan rådgivning ville kunne fritage A for hæftelse efter kildeskattelovens § 69, stk. 1.

Dette følger eksplicit af eksempelvis UfR 2022.2799 H, hvor Højesteret fandt, at rådgivning fra en revisor ikke ændrer ved, at der er udvist forsømmelighed, hvis den indeholdelsespligtige har kendskab til de faktiske forhold, der begrunder indeholdelsesforpligtelsen.

I UfR 2022.2799 H var sagens hovedspørgsmål, hvorvidt to selskabers brug af udenlandsk arbejdskraft i forbindelse med en række bygningsarbejder var en integreret del af selskabernes drift (arbejdsudleje), eller om der alene var tale om, at de udenlandske kontrahenter blot leverede arbejdsydelser i henhold til entreprisekontrakter. Konsekvensen ved at anse arbejdsydelserne som arbejdsudleje var, at selskaberne skulle have indeholdt AM-bidrag og A-skat af vederlagene til de udenlandske kontraktparter, hvilket de ikke havde gjort. Selskaberne havde undervejs modtaget rådgivning af revisorer. Landsretten fandt, at der var tale om arbejdsudleje, og udtalte bl.a.:

"Landsretten finder, at Y[-selskab] og X[-selskab] ikke har godtgjort, at selskaberne ikke har udvist forsømmelighed ved ikke at indeholde arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag. Det forhold, at selskaberne måtte have rådført sig med deres revisor, ændrer ikke herved. Efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, er X og Y herefter umiddelbart ansvarlige over for det offentlige for den manglende betaling af arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag."

Også Højesteret fandt, at der var tale om arbejdsudleje, og udtalte om spørgsmålet om hæftelse, at:

"X og Y var bekendt med grundlaget for, at der var tale om arbejdsudleje, og har ikke haft føje til at tro, at de ikke skulle indeholde AM-bidrag og Askat. Højesteret tiltræder derfor også, at selskaberne hæfter for de indeholdelsespligtige beløb, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7."

Det var således underordnet, om der (beviseligt) havde fundet rådgivning sted. Afgørende var, at parterne var bekendte med det faktiske grundlag for indeholdelsespligten. At selskaberne havde en anden juridisk forståelse af retsgrundlaget kunne heller ikke føre til, at der ikke var tale om forsømmelig adfærd, jf. også SKM2013.750.VLR.

Ligesom i UfR 2022.2799 H kan hæftelsesansvaret i nærværende sag derfor ikke bortfalde med henvisning til, at der er modtaget rådgivning om forholdet.

Et resultat, hvorefter hæftelsesansvaret bortfalder eller afskærer myndighederne fra at gøre krav gældende, blot fordi den indeholdelsespligtige har ladet sig rådgive, er i øvrigt retligt uholdbart, da den, som modtager rådgivningen, i givet fald vil kunne skærme sig mod ansvar eller en hæftelse ved blot at henvise til den modtagne rådgivning. Rådgivning - herunder rådgivning om forhold, hvor den juridiske subsumption er tvivlsom eller omtvistet - kan ikke føre til, at der ikke er handlet forsømmeligt, da forpligtelsen hviler på den indeholdelsespligtige, jf. også i samme retning UfR 2008.2243 H.

Da A således ikke har godtgjort, at selskabet ikke har udvist forsømmelighed i forbindelse med den omhandlende udlodning, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, skal Skatteministeriet frifindes.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at A var bekendt med de faktiske omstændigheder, der efter kildeskattelovens § 65 begrundede pligt til at indeholde udbytteskat ved udbetaling af det omhandlede udbytte til moderselskabet G1, hvilket ikke skete.

Det følger af kildeskattelovens § 69, stk. 1, at A hæfter for udbytteskatten med mindre, at A ikke har udvist forsømmelighed.

A har anført, at det var efter rådgivning fra revisor, at der ikke blev indeholdt udbytteskat, da revisor oplyste, at der var tale om skattefrit datterselskabsudbytte.

Retten finder, at den påståede revisorrådgivning, der er udokumenteret, ikke medfører grundlag for at fastslå, at A ikke har udvist forsømmelighed.

Retten er derfor enig i Landsskatterettens afgørelse, og Skatteministeriet frifindes.

A skal som den tabende part betale sagens omkostninger til Skatteministeriet, der henset til sagens værdi, forløb og udfald fastsættes til 150.000,00 kr. inklusive moms til dækning af advokatudgifter.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 150.000,00 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.