Dokumentets metadata

Erhvervsmæssig virksomhed - Udlejning af hestebokse - Fast ejendom - Fradrag for underskud

Sagen angik, om skatteydernes virksomhed, der beskæftigede sig med driften af et "hestecenter", kunne anses for erhvervsmæssig i indkomstårene 2011-2016 med den virkning, at virksomhedens underskud var fradragsberettiget og at skatteyderen og dennes ægtefælle kunne anvende virksomhedsordningen. Retten fandt, at virksomhedens ydelser bestående af udlejning af hestebokse, pasning af hestene inklusive levering af foder, adgang til ridehus m.v. samlet set ikke kunne betragtes som udleje af fast ejendom. Virksomheden havde siden opstarten i 2001 til og med 2016 haft underskud på mellem 236.630 kr. og 472.424 kr. Retten fandt, at den for sagen relevante periode, 2011-2016, lå mere end 10 år efter virksomhedens start, hvorfor virksomheden ikke længere kunne anses for at være i en opstartsfase, hvor det ville være sædvanligt med driftsunderskud. Retten fandt herefter, at det ikke var godtgjort, at virksomheden var blevet drevet med udsigt til at opnå en fortjeneste, der står i rimeligt forhold til den investerede kapital. Virksomheden kunne derfor ikke anses for erhvervsmæssig. Retten fremhævede i den forbindelse, at skatteyderne ikke havde tilpasset eller omlagt virksomhedsdriften med henblik på, at den kunne blive rentabel og at skatteyderne ikke havde fremlagt realistiske budgetter. Rettens vurdering kunne ikke ændres ved, at skatteyderne havde overvejet en udbygning af hestecentret, når dette ikke var sket. Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Parter

A og B

(v/ advokat Søren Aagaard)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v/ advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Denne afgørelse er truffet af

dommer Ulrik Finn Jørgensen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 28. juni 2022.

Sagen drejer sig om SKAT's afvisning af at anerkende skattemæssigt fradrag for underskud af virksomhed under henvisning til, at den ikke har været erhvervsmæssigt drevet.

A og B har fremsat følgende sideordnede påstande:

1.Sagsøgte Skatteministeriet tilpligtes at anerkende at de sagsøgende hver kan fradrage 128.607 kr. i deres skattepligtige indkomst for indkomståret 2011.

2.Sagsøgte Skatteministeriet tilpligtes at anerkende at de sagsøgende hver kan fradrage 120.788 kr. i deres skattepligtige indkomst for indkomståret 2012.

3.Sagsøgte Skatteministeriet tilpligtes at anerkende at de sagsøgende hver kan fradrage 151.304 kr. i deres skattepligtige indkomst for indkomståret 2013.

4.Sagsøgte Skatteministeriet tilpligtes at anerkende at de sagsøgende hver kan fradrage 81.751 kr. i deres skattepligtige indkomst for indkomståret 2014.

5.Sagsøgte Skatteministeriet tilpligtes at anerkende at de sagsøgende hver kan fradrage 135.585 kr. i deres skattepligtige indkomst for indkomståret 2015.

6.Sagsøgte Skatteministeriet tilpligtes at anerkende at de sagsøgende hver kan fradrage 29.644 kr. i deres skattepligtige indkomst for indkomståret 2016.

7.Sagsøgte Skatteministeriet tilpligtes at anerkende at de sagsøgende kan anvende virksomhedsskatteordningen i indkomstårene 2011 - 2016.

Skatteministeriet Departementet har fremsat påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten har i en række afgørelser for hver af sagsøgerne fra 26. april 2022 med enslydende begrundelser truffet afgørelse om ikke at anerkende fradrag for underskud ved drift af virksomhed for sagsøgerne for årene 2011 til 2013.

Det fremgår af afgørelsen vedrørende A for årene 2011 til 2015:

" Faktiske oplysninger

Virksomheden G1-virksomhed, cvr. nr. ...11, blev registeret den [red. dato fjernet] 2001 med aktiviteterne "Dyrkning af kernefrugter og stenfrugter" samt "Serviceydelser i forbindelse med husdyravl".

Virksomhedens aktiviteter bestod i de påklagede indkomstår af hestepension og udlejning af ridehus. Virksomheden blev drevet som bibeskæftigelse og havde indtil 4. kvartal 2014 en deltidsansat bestående af virksomhedens forvalter. Virksomheden blev drevet af klageren og klagerens ægtefælle fra ejendommen Y1-adresse1, som er et bebygget landbrug med et areal på 14,47 ha. Klageren og ægtefællen har ikke selv boet på ejendommen, men hovedhuset på ejendommen blev benyttet som bolig for forvalteren på ejendommen. Ægteparret solgte ejendommen i 2015.

Virksomhedens forvalter stod for den daglige drift af virksomheden, som bestod af fodring af de opstaldede heste, lukke heste på fold, muge ud i boksene, vande og harve ridebanerne m.v. samt i det hele taget at sørge for hestenes velbefindende.

Klagerens stod selv for den overordnede ledelse af virksomheden, herunder indkøb af foder og strøelse, tilrettelæggelse af ride-og dressurkurser, markedsføring af virksomheden m.v. I tilfælde af problemer med de tekniske installationer stod klageren for reparation heraf.

For så vidt angår jordtilliggendet, blev der dyrket græs med lucerne og kløver, og i den forbindelse blev der årligt udarbejdet markplaner. Klageren havde selv sat sig grundigt ind i, hvilken type af græs, der var bedst egnet til heste. Det er oplyst, at det, der blev dyrket, blev anvendt til foder til hestene i hestepensionen, idet dette var en del af lejen.

Selve markarbejdet blev udført af en ekstern landmand, der bl.a. lavede wrap og havre til hestene. Fra ægteparret A+Bs side vurderedes det, at jordarealet ikke var stort nok til at forrente indkøb af en stor traktor, plov, såmaskine, høvender, bigballepresser og wrapmaskine.

Der blev efter ægteparret A+Bs overtagelse af ejendommen indrettet ti hestebokse i den ene stald. Disse bokse blev umiddelbart efter udlejet til eksterne ryttere. Den månedlige boksleje inkluderede benyttelse af ridehuset, brug af indendørs- og udendørsridebaner samt terrænbaner. Derudover var også afgræsning inkluderet i den månedlige boksleje. Også ryttere, der ikke havde egen hest opstaldet på G1-virksomhed, havde mulighed for at benytte sig af ridehuset ved køb af et årskort. Derudover blev der afholdt eksterne ride- og dressurkurser med professionelle beridere.

I maj 2008 anmodede klageren og ægtefællen om tilladelse til udvidelse af hestebesætningen på ejendommen med heraf følgende byggeri af ny hestestald, møddingsplads m.v. Ægteparret valgte imidlertid ikke at sætte gang i dette udvidelsesprojekt på ejendommen, da de i stedet fandt en anden ejendom, hvor der efter deres opfattelse var bedre muligheder på sigt. Y1-adresse1 blev derfor sat til salg i 2011, men det lykkedes først i 2015 at sælge ejendommen efter flere prisnedsættelser. I den mellemliggende periode valgte ægteparret at fortsætte driften af hestepensionen på "G1-virksomhed", da det vurderedes at være lettere at sælge ejendommen i drift.

Resultater

Klageren og klagerens ægtefælle selvangiver hver 50 % af virksomhedens resultat. Klageren har selvangivet følgende resultater af virksomheden i perioden 2001-2013:

År 50 % af underskud Samlet underskud

2001 -148.868 -297.736

Afskrivninger

Regnskabet for 2016 består alene af administrationsomkostninger på 59.288 kr.

Administrationsomkostningerne i 2015 og 2016 indeholder større beløb til konsulenthonorar, revisorhonorar og advokathonorar.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for virksomhedsunderskud på 128.607 kr. for indkomståret 2011, på 120.788 for indkomståret 2012 og på 151.304 kr. for indkomståret 2013, idet klageren ikke anses at have drevet erhvervsmæssig virksomhed.

SKAT har godkendt fradrag for ejendomsskat svarende til 4.069 kr. i 2011, 4.194 kr. i 2012 og 3.773 kr. i 2013.

SKAT har ikke godkendt anvendelse af virksomhedsordningen i de påklagede indkomstår 2011, 2012 og 2013.

…..

Landsskatterettens afgørelse

Selvstændige erhvervsdrivende kan ved opgørelsen af den personlige indkomst foretage fradrag for udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (loven kan findes på www.retsinfo.dk). I virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kan der kun foretages fradrag for de udgifter, der har været forbundet med indkomsterhvervelsen, jf. nettoindkomstprincippet. Underskud af en ikke erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst.

Klagerens repræsentant har anført, at virksomheden skal betragtes som en udlejningsvirksomhed og ikke som en landbrugsejendom. Retten bemærker hertil, at klagerens ejendom drives med udlejning af hestebokse, samt dyrkning af foder mm. på ejendommens jordtilliggende. Der lægges vægt på, at afgrøderne fra markerne indgår som led i virksomhedens drift, idet foder indgår i lejen af en hesteboks. Retten finder ud fra de foreliggende oplysninger, at virksomheden ud fra en samlet vurdering må karakteriseres som en landbrugsejendom.

I dom af 15. april 1994, offentliggjort i TfS 1994, 364, har Højesteret fastslået, at i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan underskud ved drift af en landbrugsejendom, efter den mangeårige, særlige ligningspraksis for deltidslandbrug, fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på betingelse af, at driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig samt tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. I så fald må ejendommen i skattemæssig henseende anses for drevet erhvervsmæssigt, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke har udsigt til at kunne give et regnskabsmæssigt resultat på 0 kr. eller derover efter driftsmæssige afskrivninger men før renter.

For landbrug er der ikke krav om, at virksomhedens resultat skal kunne dække driftsherreløn og forrentning af den investerede kapital.

Om virksomheden havde udsigt til senere at give overskud skal bedømmes ud fra driftsformen i de påklagede indkomstår. Det følger af Retten i Viborgs dom af 18. november 2009, offentliggjort i SKM2009.747.BR.

Retten finder på det foreliggende grundlag ikke anledning til at anfægte klagerens faglige forudsætninger for en fornuftig drift. Der lægges dog i praksis betydelig vægt på den økonomiske del af virksomhedens drift og retten finder i den henseende, at virksomheden i de påklagede år ikke havde udsigt til fremadrettet at kunne opnå et resultat på 0 kr. eller derover.

I de påklagede indkomstår 2011, 2012 og 2013 har virksomheden haft regnskabsmæssige underskud på henholdsvis 49.245 kr., 52.970 kr. og 130.862 kr. allerede før skattemæssige afskrivninger. Der er endvidere selvangivet underskud af virksomheden i indkomstårene 2001-2014. Ejendommen blev solgt i 2015 og herefter er klagerens virksomhed på ejendommen ophørt.

Ud fra en konkret vurdering anses klagerens landbrugsvirksomhed ikke for erhvervsmæssigt drevet i de påklagede indkomstår 2011-2013.

Det af repræsentanten anførte vedrørende rentabilitetskravet i medfør af U1978.614H kan ikke ændre på ovenstående. Retten bemærker i forlængelse heraf, at virksomheden, som den omtalte dom omhandler, havde positivt resultat i nogle år forinden, der blev investeret i ny-/tilbyg, hvilket Højesteret kommenterer i den konkrete dom.

På det foreliggende grundlag var der i de påklagede indkomstår ikke udsigt til, at virksomheden ville kunne give et resultat på 0 kr. eller derover, selv efter en længere årrække.

Klagerens repræsentant har gjort gældende, at det bør indgå i vurderingen, at ejendommen i 2015 sælges til tredjemand, som vil fortsætte en lignende aktivitet på ejendommen. Retten er enig med repræsentanten i, at det indgår som et moment i bedømmelsen af om en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende, om virksomheden kan sælges til tredjemand. At en landbrugsejendom sælges, ses dog ikke i sig selv at dokumentere, at klagerens drift af ejendommen frem til salget har været erhvervsmæssig. Retten finder, at virksomheden ikke kan anses for erhvervsmæssig, idet driften ikke havde udsigt til at opnå et resultat på 0 kr. eller derover. Repræsentantens henvisning til blandt andet U1998.247H, hvor et plejehjem sælges af ejeren til et af ejeren stiftet selskab kan ikke sammenlignes med nærværende sag, hvor en landbrugsejendom, som ikke er drevet erhvervsmæssigt, sælges til tredjemand.

Finanskrisens indtræden i 2008 kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved henset til, at virksomheden i de påklagede indkomstår burde have indrettet sig herpå samt at virksomheden har haft underskud i samtlige indkomstår 2001-2014. Der henvises til praksis ved byrettens dom gengivet i SKM2013.880.BR. Da landbruget ikke kan anses for erhvervsmæssigt drevet, godkendes der ikke fradrag for underskud af klagerens virksomhed i de påklagede år, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor på dette punkt.

Virksomhedsordningen

Da virksomhedsaktiviteten ikke anses for erhvervsmæssig, kan virksomhedsordningen ikke anvendes, jf. virksomhedsskattelovens § 1."

Forklaringer

B har forklaret, at hun er pensionist. Fra 2001 til 2016 var hun husmor og hun var bestyrelsesmedlem i familievirksomheden G2-virksomhed.

Efter de flyttede til Y2-by, konstaterede de, at standarden af udlejningshestebokse og ridehuse var lavere på Sydsjælland end i Y3-område, hvorfor de så en mulighed for at etablere en sådan virksomhed.

De flyttede til Y1-adresse, hvor de boede på et husmandssted, og de havde deres egne heste på ejendommen.

Da naboejendommen Y1-adresse1 kom til salg, købte de den med henblik på at etablere virksomheden.

Hun har selv haft hest siden hun var 14 år gammel og hun har været involveret i en rideklub, så hun havde de hestefaglige forudsætninger for at drive virksomheden. A havde forstand på udlejning, da G2-virksomhed udlejer fiberforbindelser.

Hun ville beholde sine egne heste hjemme på Y1-adresse, men da hun købte en stor hest, der ikke var plads til hjemme, lejede hun en boks på Y1-adresse1 på samme vilkår som de øvrige lejere.

Udover hestebokse udlejede hun stuehuset og garagen på Y1-adresse1.

Hesteboksene skulle både være sikre og se pæne ud. Lejerne havde typisk arbejde, så virksomheden tilbød "all inclusive".

I 2008 overvejede de at udvide de fysiske rammer. De udarbejdede et budget der udviste overskud.

Da finanskrisen kom i 2011, var det typisk på et produkt som deres, der blev sparet, så de valgte ikke at iværksætte udvidelsen.

I 2011 valgte de at flytte nærmere deres it-virksomhed i Y4-by. De drev virksomheden i Y2-by videre. Efterfølgende solgte de ejendommen i Y2-by.

De har i hele perioden haft ansat en forvalter, som havde tjenestebolig på ejendommen.

De anvendte en maskinstation til at drive markerne, da arealet ikke var stort nok til, at det var rentabelt at købe egne maskiner. Al udbyttet fra markerne blev anvendt til foder i virksomheden.

Deres datter havde heste, men de har aldrig stået på G1-virksomhed.

Hun husker ikke nærmere, hvad der lå til grund for de budgetter, der havde vist overskud.

Grunden til at de bogførte månedlige bokslejepriser er forskellige fra lejer til lejer er, at der for nogle af lejerne er tale om dele af en måned.

Da ejendommen blev solgt, var den lejet ud, og lejeren havde drevet virksomheden videre.

A har forklaret, at han kan bekræfte B forklaring.

Han drev i den omhandlede periode virksomheden G2-virksomhed, der nedgravede og udlejede fiberforbindelser og fast ejendom i hele Danmark og dermed brød G3-virksomhed's monopol.

G1-virksomhed blev købt med henblik på at tjene penge, men de var indstillede på, at denne virksomhed som andre ville give underskud i starten.

Parternes synspunkter

A og B har i deres påstandsdokument anført:

" Aktiviteterne på G1-virksomhed udgjorde erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed i skattemæssig henseende i årene 2011-2016, og sagsøgerne kan derfor kan fratrække virksomhedens underskud i deres skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Ved rettens bedømmelsen af om en erhvervsvirksomhed er erhvervsmæssig drevet, er det udgangspunktet, at udlejningsvirksomhed, som ikke er af underordnet omfang, skal anerkendes som erhvervsmæssig virksomhed. Dette er uanset, om der ikke er opnået overskud ved udlejningen.

Det gøres gældende, at den af de sagsøgende drevne udlejningsvirksomhed netop ikke er af underordnet karakter, idet udlejningen er hovedaktiviteten i virksomheden svarende til ca. 90% af virksomhedens indtægter. De ydelser/tilskud m.v., som er en del af indkomstgrundlaget, jf. årsrapporterne bilag 10 - 12, er underordnede i forhold til selve udlejningsaktiviteten. Da der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed jf. Virksomhedsskattelovens § 1, kan virksomhedsordningen anvendes af de sagsøgende.

Der henvises til Skatteministerens svar på spørgsmål FT 169 1999/2000 fra Folketingets Skatteudvalg, som gengivet i TfS 1999, 705, hvor Skatteministeren udtalte:

"Virksomhedsordningen kan som udgangspunkt anvendes af alle, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed. Dette gælder også, selvom den erhvervsmæssige virksomhed i et eller andet omfang er salg af varer eller ydelser til nærtstående. Der er i praksis ligeledes ingen tvivl om, at udlejning af fast ejendom udgør erhvervsmæssig virksomhed. Dette gælder, uanset om der er tale om udlejning af en stor udlejningsejendom eller af en enkelt lejlighed. Jeg finder ikke grundlag for at sætte spørgsmålstegn ved praksis om, at udlejning af fast ejendom er erhvervsmæssig virksomhed omfattet af virksomhedsskatteloven, eller ved anvendelse af virksomhedsordningen, når erhvervsmæssig virksomhed finder sted mellem nærtstående. På den anden side giver det forhold, at der foreligger omsætning mellem nærtstående, sædvanligvis anledning til overvejelser af lignings- eller kontrolmæssig karakter."

Skatteministeren præciserer ved ovennævnte svar, at udlejning af fast ejendom som udgangspunkt er erhvervsmæssig virksomhed, som kan omfattes af virksomhedskatteordningen, endda uanset at der er tale om forældrekøb som i sagens natur sker mellem nærtstående. I nærværende sag bemærkes det, at der ikke er tale om en virksomhed, hvis hovedsigte er baseret på udlejning mellem nærtstående parter, men en virksomhed som er baseret på udlejning mellem parter, som har modstridende interesser.

Udlejning af fast ejendom anerkendes skatteretligt, som erhvervsvirksomhed, såfremt udlejningsaktiviteten ikke er af helt underordnet omfang. Se eksempelvis SKM2014.732.LSR, hvor en udlejning af en garage til 400 kr. om måneden blev anset for at være erhvervsmæssig udlejning. Bortforpagtning af fast ejendom, erhvervsvirksomhed eller landbrug, vil som udgangspunkt tillige blive anset for at være erhvervsmæssig virksomhed.

Erhvervsmæssig levering af varer og ydelser med leveringssted i Danmark er afgiftspligtig efter Momsloven jf. lovens § 1. Virksomheden G1-virksomhed, er i momsmæssig henseende alle årene blevet anerkendt af Skattestyrelsen, som erhvervsvirksomhed. Momsregnskabet fremgår af specifikationerne til årsregnskabet år for år i specifikationshæftet f.eks. note 20 i regnskabsåret/indkomståret 2014 jf. bilag 12.

Skattestyrelsen har endvidere anerkendt, at ejendomsskatter m.v. kan fradrages jf. Ligningslovens § 14.

Sagsøgerne har aldrig selv beboet ejendommen, det har tværtimod en ansat i virksomheden - en forpagter - som har indgået i den daglige drift af virksomheden fra 2009 til 4. kvartal 2014 (bilag 9). TfS 1987, 107, fastslår, at indtægt ved udlejning af en ejendom kan indgå i virksomhedsordningen, når ejeren ikke selv bebor ejendommen.

Der er endvidere ikke tale om en traditionelt "deltids - eller fritidsbeskæftigelse" for sagsøgerne, idet ejendommen er 100% anvendt til driftsudlejningsformålet, herunder de accessoriske ydelser, som er indregnet i udlejningen i form af foder etc. Al aktivitet på ejendommen er baseret på udlejningen og den avl, der produceres på jorden, går til hesteboks/hestepensionen - som er udlejningsaktiviteten.

Der henvises til Højesterets dom i UfR 1978, s. 614 H, Gunnar Jauer og Else Sellerup Jauer, hvor Højesteret godkendte, at et ægtepars drift af et dyrecenter med hunde, hestepension og rideundervisning m.v. var erhvervsmæssig, selv om virksomheden senere måtte lukke på grund af manglende rentabilitet. Højesteret lagde blandt andet vægt på, at parret var fagligt kvalificeret til at drive centret på en professionel måde og havde haft til hensigt at drive det erhvervsmæssigt. Der var med andre ord ikke hobbypræg over virksomheden.

Tidligere SKAT har endvidere i 2005 godkendt underskud for 2002 og 2003 som fradragsberettigede jf. bilag 7.

Det gøres herudover gældende, at selv hvis der ikke gjaldt en særlig praksis for udlejnings-virksomhed, ville G1-virksomhed alligevel være erhvervsmæssigt drevet henset bl.a. til, at:

1. Virksomheden i hele perioden har haft til hensigt at drive virksomheden med overskud.

2. Det var forretningsmæssigt velbegrundet at fortsætte driften i salgsperioden.

3. Sagsøgerne har utvivlsomt den nødvendige tekniske og landbrugsfaglige viden for at kunne drive virksomheden forsvarligt. 4. Sagsøgerne har på intet tidspunkt beboet ejendommen.

5. Virksomhedens erhvervsmæssige karakter er i 2005, jf. bilag 8 godkendt siden opstarten i 2001 og at det er først i salgsfasen, at Skattestyrelsen anfægtede den tidligere vurdering.

Sagsøgerne har heller aldrig drevet hverken stutteri, væddeløbshestehold eller deltidsland-brug fra ejendommen. Al anden aktivitet på ejendommen end udlejningen, har været af mindre omfang og accessorisk til hovedaktiviteten - nemlig udlejningen af fast ejendom i form af staldplads/hestebokse/folde/ridehus.

Udlejning af staldplads behandles endvidere i momsmæssig henseende som udlejning af fast ejendom, jf. Den Juridisk Vejledning afsnit D.A.5.8.4.1.3.2 vedrørende den momsretlige definition af udlejning af fast ejendom i henhold til Momslovens § 13, stk. 1, nr. 8. Det fremgår heraf at:

"Ad b) Staldplads

Udlejning af staldplads/hestebokse er omfattet af fritagelsesbestemmelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., som udlejning af fast ejendom. Det er en praksisændring. Se TfS1994, 746MNA." Udlejning af staldpladser/hestebokse betragtes således momsmæssigt som udlejning af fast ejendom og det gøres gældende at tilsvarende skal lægges til grund skatteretligt og at der ikke er hjemmel til at anlægge en anderledes vurdering, som sagsøgte forsøger jf. sagsøgtes processkrifter.

Udlejning af hestebokse/staldpladser/ridehus, som ikke kan ske uden benyttelse af den faste ejendom, er naturligvis tillige udlejning af fast ejendom også i skattemæssig henseende. Sagsøgernes hovedydelse i forbindelse med udlejning af staldplads er udlejning af hesteboksen, som er momsfritaget udlejning af fast ejendom og omfattet af fritagelsesbestemmelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., som udlejning af fast ejendom. Udlejning af staldplads er dermed momsfri, mens accessoriske ydelser som fx. fodring og pasning af heste, er momspligtige, selvom de leveres i forbindelse med udlejningen.

Det fremgår direkte af Den Juridiske Vejledning afsnit

D.A.5.8.4.1.3.2. at hvis der leveres accessoriske ydelser ændrer dette ikke på at selve udlejningen af hesteboksen er momsfri erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom. De accessoriske ydelser i form af fodring m.v. som ydes i tilknytning hertil udgør ikke sagsøgernes hovedvirksomhed og hertil kommer at der derudover er sket erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom i form af udlejning af garager, stuehuset og ridehus.

Sagsøgernes virksomhed skal derfor behandles og vurderes ud fra praksis om erhvervsmæssig virksomhed i form af udlejning af fast ejendom.

Det følger af fast og langvarig praksis, at udlejning af fast ejendom pr. definition udgør erhvervsmæssig virksomhed. Dette helt klare udgangspunkt kan alene fraviges, hvis der er tale om en aktivitet af helt underordnet omfang. En virksomhed med en årlig omsætning på ca. 300.000 kr., hvoraf over 90% hidrører fra indtægt fra udlejning af fast ejendom i form af hestebokse/folde/ridehus mv., kan aldrig anses for at være af helt underordnet omfang, hvilket er et krav for at underkende den erhvervsmæssige udlejningsvirksomhed.

Ved udlejning af fast ejendom er der hverken krav om overskud eller nulresultat for udlejningsvirksomheder udlejningsaktiviteten er drevet professionelt og forretningsmæssigt sædvanligt af sagsøgerne med henblik på at opnå et overskud.

Ved sagsøgernes overtagelse af ejendommen var der således f.eks. alene en simpel hestepension med 6 opstaldede heste på ejendommen. Ejendommen var således ikke i en stand, som opfyldte kravene til opstaldning af heste på højt dressurniveau i international standard. Derfor ombyggede og udvidede sagsøgerne stalden mv. med til plads til 10 heste. Sagsøgerne havde endvidere ansøgt om at udvide med en ny staldbygning for yderligere 20 bokse, med møddingsanlæg, osv. og igangsatte dette byggeprojekt med jordbundsprøver mv. Men under byggeprojektet valgte sagsøgerne i stedet at sætte ejendommen til salg.

Sagsøgerne har helt fra starten udlejet ejendommen erhvervsmæssigt og drevet virksomheden forsvarligt og på normal vis og har aldrig anvendt ejendommen privat.

Ingen af sagsøgtes henvisninger til UfR 2013.2956 H, UfR 1996.288 H, UfR 1996.1166H, TfS 1996, 552 Ø og TfS 1996, 677 Ø, TfS 1994, 531 V samt TfS 1991, 289 V er relevante for eller i øvrigt sammenlignelige med nærværende sag, da der i disse sager var tale om kunstnerisk virksomhed, bådudlejning og drift af hundekennel fra eget hjem og dermed helt klart hobby-virksomhed, således:

UfR 2013.2956 H: En skoleforstanders virksomhed som kunstner

Det forhold at G1-virksomhed ingen indtægter havde i 2015 og 2016, men bogfører en række udgifter i de pågældende indkomstår betyder ikke at der bliver tale om hobbyvirksomhed, som påstået af sagsøgte i duplikken side 2. Ejendommen blev som nævnt solgt i 2015 og underskud i 2015 og 2016 bliver derfor naturligvis større end de tidligere år, idet der ingen indtægter er. Størstedelen af udgifterne i 2015 og 2016 angår administrationsomkostninger i form af konsulent-, revisor- og advokathonorar i forbindelse med erhvervslejekontrakten og salget, som er helt sædvanlige erhvervsmæssige udgifter. Det er ikke karakteren af de fratrukne udgifter der er genstanden for prøvelse i nærværende sag, men derimod om virksomheden med udlejning af fast ejendom er erhvervsmæssig. Alene det at en virksomhed afholder betydelige beløb til konsulent-, revisor- og advokathonorarer, sælger til en ny erhvervsdrivende, indgår erhvervslejekontraker mv. tilsiger netop, at der er tale om erhvervsmæssig virksomhed og ikke som hævdet af sagsøgte - hobbyvirksomhed.

Virksomheden er erhvervsmæssigt og professionelt drevet, der har været ansatte og sagsøgerne har aldrig beboet ejendommen, som alene er anskaffet med henblik på udlejning som sket. Ud fra en samlet konkret vurdering af alle disse relevante forhold skal virksomheden anerkendes som erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom og sagsøgernes påstand tages til følge."

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført:

"Skatteministeriet gør overordnet gældende, at sagsøgerne ikke har godtgjort at have drevet erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende i indkomstårene 2011-2016. Virksomhedens underskud er derfor ikke fradragsberettiget i sagsøgernes skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Sagsøgerne kan af samme årsag ikke anvende virksomhedsskatteordningen, jf. virksomhedsskat-telovens § 1, stk. 1, modsætningsvist.

Virksomhedens underskud er ikke fradragsberettiget

Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a har følgende ordlyd:

"Ved beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage:

a) driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger."

Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, fastslår, at driftsomkostninger er fradragsberettigede. Det er dog en forudsætning for at få fradrag for driftsomkostninger, at omkostningerne er afholdt som led i udøvelsen af en erhvervsmæssig virksomhed.

Hvis der er tale om en ikke-erhvervsmæssig virksomhed, kan der i overensstemmelse med nettoindkomst-princippet kun foretages fradrag for de udgifter, der har været forbundet med indkomsterhvervelsen. Derudover kan underskud fra ikke-erhvervsmæssig virksomhed ikke fradrages i anden indkomst, da underskuddet reelt er udtryk for et privatforbrug, som er indkomstopgørelsen uvedkommende, jf. statsskattelovens § 6, stk. 2.

Sagsøgerne er altså kun berettigede til at fradrage underskud fra virksomheden i deres øvrige skattepligtige indkomst i 2011-2016, hvis virksomheden i disse år udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed.

Det gælder generelt, at den, der mener sig berettiget til et skattefradrag, har bevisbyrden for, at der er afholdt en fradragsberettiget udgift, jf. f.eks. UfR 2007.1905 H og UfR 2004.1516 H.

Det er således sagsøgerne, der har bevisbyrden for, at aktiviteterne i G1-virksomhed udgjorde erhvervsmæssig virksomhed, jf. også KM2005.301.HR (der stadfæster Østre Landsrets resultat og begrundelse i SKM2004.159.ØLR) og SKM2022.201.VLR.

Denne bevisbyrde har sagsøgerne ikke løftet.

Det følger af fast retspraksis, at virksomheden skal være udøvet med henblik på at opnå et overskud, der står i rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats (rentabilitet), samt at aktiviteten har et vist omfang (intensitet), jf. herved UfR 2013.2956 H, UfR 2007.1195 H, UfR 1996.1166 H, UfR 1996.288 H, SKM2013.745.ØLR og SKM2003.366.ØLR.

I UfR 2013.2956 H fastslog Højesteret, at det efter almindelige skatteretlige kriterier for erhvervsmæssig virksomhed følger, at:

"… Virksomheden dels må have et vist omfang (intensitet), dels må være etableret og drevet med udsigt til at opnå en fortjeneste, der står i et rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats (rentabilitet)" (mine understregninger)

Det følger endvidere af retspraksis, at rentabilitetskriteriet tillægges afgørende betydning ved vurderingen af, om virksomheden kan anses for erhvervsmæssig, jf. herved SKM2013.745.ØLR.

Denne vurdering ændres ikke ved, at virksomhedens aktivitet består af udlejning af fast ejendom. Virksomheder, der udlejer fast ejendom, vurderes efter de samme almindelige skatteretlige kriterier som andre virksomheder. Det er således også ved udlejning af fast ejendom afgørende, at virksomheden opfylder kravene om intensitet og rentabilitet, jf. herved SKM2006.21.VLR, SKM2014.822.LSR og SKM2014.812.LSR.

I nærværende sag er der dog slet ikke tale om udlejning af fast ejendom, jf. nærmere herom afsnit 3.1.1.

Det er i øvrigt uden betydning for vurderingen af om virksomheden er erhvervsmæssig, om virksomheden i momsmæssig henseende er registreret som økonomisk virksomhed, jf. TfS 1991, 500 H og TfS 1997, 639.

Sagsøgerne har ikke godtgjort, at virksomheden er drevet med henblik på at opnå et overskud, der står i rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats (rentabilitet), eller at virksomheden på noget tidspunkt havde udsigt til at blive overskudsgivende.

Sagsøgerne har hermed ikke godtgjort, at virksomheden udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2011-2016. Sagsøgerne er derfor ikke berettigede til at fradrage virksomhedens underskud i deres skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Virksomheden udøver ikke udlejning af fast ejendom

Skatteministeriet gør gældende, at sagsøgernes virksomhed ikke består af udlejning af fast ejendom. I bedste fald udgør udlejning af fast ejendom kun en mikroskopisk del af virksomhedens samlede aktiviteter.

Det kan allerede af virksomhedens brancheregistrering udledes, at virksomheden ikke udøver udlejning af fast ejendom. Virksomheden G1-virksomhed v/B blev registreret med startdato den [RED. DATO FJERNET] 2001 og var registreret med branchekode "012400 Dyrkning af kernefrugter og stenfrugter" og med bibranchekode "016200 Serviceydelser i forbindelse med husdyravl" (bilag 5).

Sagsøgerne anfører, at branchekoderne må stamme fra før deres ejertid (processkrift I, s. 5, 5. afsnit). Dette forekommer vanskeligt at forstå, da branchekoderne er registreret i den virksomhed, som sagsøgerne selv har stiftet (stævningen s. 3, 5. afsnit). Dette understøtter klart, at valget af branchekoderne reelt har været udtryk for en bevidst truffet beslutning.

Det fremgår af opgørelsen af virksomhedens indtægter i perioden for indkomstårene 2011-2016, at virksomhedens indtægter fra udlejning af fast ejendom har haft et særdeles underordnet omfang (bilag 1, s. 5, samt bilag 10, 11 og 20 for så vidt angår huslejeindtægten indregnet i posten "lokaleomkostninger"):

Virksomhedens indtægter fra fast ejendom har således kun udgjort maksimalt 13,59 % i de relevante indkomstår. At udlejen har udgjort 100 % af de samlede indtægter i 2015 skyldes alene, at virksomheden ikke har haft yderligere indtægter i dette indkomstår. Lejeindtægten udgjorde desuden blot 10.000 kr. i 2015.

Stuehuset, som lejeindtægten stammer fra, er desuden ikke blevet udlejet særskilt. Stuehuset er lejet som led i fri tjenestebolig til den ansatte forvalter på ejendommen (bilag 17, s. 1, pkt. 6). Indtægten er da heller ikke posteret under virksomhedens indtægter i årsregnskaberne, men i stedet posteret under "lokaleomkostninger" (bilag 10, s. 12, og bilag 20, s. 11).

Det er uklart, hvorfor sagsøgerne anser garageudlejen for at være relevant for nærværende sag (proces-skrift I, s. 6, 2. afsnit). I ingen af de i sagen relevante indkomstår fremgår der nogen indtægt fra garage-udleje, jf. tabellen ovenfor. Garageudlejen er således i bedste fald ophørt inden 2011.

Indtægterne fra boksudlejen og ridehuskortet kan ikke anses for udlejning af fast ejendom, som sagsøgerne ellers har anført bl.a. i replikken, s. 2.

Indtægten "Boksudleje" omfattede ikke kun udlejning af hesteboks. I lejen var der inkluderet en række ydelser, herunder fodring tre gange dagligt, ud- og indelukning til/fra fold, daglig rengøring af boks, tildeling af halm samt månedlig udmugning af boksen (bilag 6). Derudover indgik afgræsning samt adgang til ridehus samt ride- og terrænbaner også i lejen (stævning, s. 3, 5. afsnit, og bilag 1, s. 4,

10. afsnit). Virksomheden forpligtede sig endvidere til at vedligeholde ridebunden til disse baner (bilag 6).

I lejen var det tillige inkluderet, at hestene skulle være på døgnfold i juli og august måned (bilag 6). I disse måneder skulle hesteboksene således slet ikke anvendes, da hestene ville være udenfor. Det forekommer vanskeligt at forstå, hvordan dette hænger sammen med at indtægten "boksudleje" alene angår udlejning af fast ejendom.

Sagsøgerne har heller ikke formået at dokumentere eller blot redegøre for, hvor stor en del af bokslejen udgjordes af selve udlejen af den "faste ejendom", og hvordan fodring mv. af de opstaldede heste var en "helt underordnet accessorisk virksomhed" (replikken, s. 3, 7. afsnit). Indtægten "boksudleje" inkluderer jo netop fodring, pasning og mange andre opgaver.

Indtægten "ridehuskort" omfattede adgang til ridehusets faciliteter (stævningen, s. 3, 5. afsnit). Med ridehuskortet kunne ryttere, der ikke havde opstaldet egne heste på G1-virksomhed, også benytte ridehuset. Rytternes mulighed for at benytte nogle af ejendommens arealer kan ikke sammenlignes med udlejning af fast ejendom.

Virksomheden havde indtil 4. kvartal 2014 ansat en forvalter på ejendommen (bilag 1, s. 4, 5. afsnit). Forvalteren var ansat som daglig leder og tilsynsførende på G1-virksomhed (bilag 17, s. 1, pkt. 1). Det fremgår af stillingsbeskrivelserne, at forvalterens rolle var at pleje de opstaldede heste samt vedligeholde ejendommens faciliteter (bilag 15 og 17). Derudover beskrives G1-virksomhed i stillingsbeskrivelserne som et "hestecenter", hvilket ligeledes fremgår af eksemplet på kontrakt vedrørende opstaldning af hest på G1-virksomhed (bilag 6). Forvalterens rolle kan ikke sammenlignes med en viceværts funktion. Forvalteren havde nemlig til opgave at sørge for alle hestenes velbefindende på ejendommen og sørge for vedligeholdelse af ejendommens faciliteter.

Det forekommer også vanskeligt foreneligt med sagsøgernes udsagn om, at der er tale om udleje af fast ejendom, at prisen for boksudlejen fastsættes ud fra, om der er tale om en stor hest eller en pony (proces-skrift I, s. 5, sidste afsnit). Hvis der var tale om udlejning af fast ejendom, ville boksene naturligvis være udlejet efter boksenes størrelse, og ikke hestenes størrelse.

Sagsøgerne har henvist til momsretten til støtte for, at boksudlejningen kan anses for udlejning af fast ejendom (replikken, s. 3, 4.-6. afsnit).

Den momsretlige definition er dog uden betydning for den skatteretlige kvalifikation af udlejningen. Momsreglerne udspringer af EUretten og forfølger nogle principper, som er uden relevans for skatteretten, f.eks. neutralitetsprincippet, transaktionsprincippet, og forbrugsbeskatningsprincippet. De moms-retlige regler vil derfor som det altovervejende udgangspunkt ikke spille nogen rolle for den skatteretlige vurdering, medmindre andet er bestemt i lov eller praksis.

Desuden blev den momsmæssige praksis for udlejning af hestebokse ændret ved Momsnævnets afgørelse 11. oktober 1994, jf. TfS 1994, 746 MNA. Før denne afgørelse havde Momsnævnet sidestillet udlejning af staldplads for heste med udlejning af parkeringsplads. En advokat havde bestridt dette og gjorde gældende, at:

"[…] der alene er tale om udlejning af fast ejendom (hestebokse) til hesteejere, men at udlejer ikke på nogen måde deltager eller medvirker i den daglige pasning, fodring m.v. af de opstaldede heste, hvilket varetages af hesteejerne.

Advokaten fremhævede, at den leverede ydelse alene består af en brugsret til en del af en fast ejendom mod et vederlag, og at forholdet derfor er omfattet af (den tidligere) momslovs § 2, stk. 3, litra h, 1. pkt., om udlejning af fast ejendom. Der er således tale om en lejeaftale, der alene vedrører en nærmere bestemt staldplads/boks, som kan identificeres med boksnummer og areal-angivelse." (min understregning)

Nævnet var enigt i de af advokaten fremførte synspunkter og ændrede på denne baggrund praksis for den momsmæssige kvalifikation af udlejning af staldplads/hestebokse.

Momsfritagelse for udlejning af fast ejendom vedrører altså alene de tilfælde, hvor den leverede ydelse kun består af en brugsret til en hesteboks, og hvor udlejer altså ikke på nogen måde deltager eller medvirker i den daglige pasning, fodring mv. af de opstaldede heste. Dette er ikke tilfældet for G1-virksomhed, da det her netop er virksomheden, der står for at sørge for hestenes velbefindende.

Virksomheden er ikke drevet erhvervsmæssigt

Uanset om virksomheden anses for at have udøvet aktivitet i form af udleje af fast ejendom, kan det ikke føre til en anden vurdering, end at aktiviteterne på G1-virksomhed ikke udgjorde erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2011-2016.

Sagsøgerne har ikke ved fremlæggelse af (realistiske) budgetter eller på anden vis godtgjort, at virksomheden blev drevet med udsigt til at opnå en fortjeneste.

G1-virksomhed blev drevet med betydelige underskud lige fra, at virksomheden blev opstartet i 2001 og frem til 2016. Sagsøgerne har fra 2001-2016 selvangivet underskud af virksomheden hvert år. Sagsøgerne har selvangivet følgende samlede underskud for G1-virksomhed (bilag 2, s. 3, øverste tabel):

I de af sagen omhandlede indkomstår - 2011-2016 - var G1-virksomhed ikke i en opstartsfase. Der var fortsat underskud i virksomheden 1015 år efter, at den var blevet opstartet.

Den af sagsøgerne fremlagte afgørelse af 6. juli 2005 for indkomstårene 2002-2003 (bilag 7) kan ikke tillægges betydning i nærværende sag. Afgørelsen vedrørte indkomstårene 2002-2003 - hvor virksomheden lige var opstartet - og Skattestyrelsen lagde vægt på virksomhedens driftsbudgetter for 2006 og 2007, hvoraf der forventedes et overskud på ca. 50.000 kr. efter afskrivninger for begge år. Det fremstår nu klart, at disse forventninger langt fra blevet indfriet. I 2007 havde virksomheden tværtimod det højeste underskud i virksomhedens historie.

Virksomheden har da heller ikke på noget tidspunkt været tæt på at leve op til egne budgetterede forventninger. Der er ikke udarbejdet budgetter for 2011-2016 (bilag 1, s. 7, 2. afsnit). I forbindelse med sagens behandling ved Skatteankestyrelsen har sagsøgerne fremlagt et budget for 2002-2004 (bilag A, s. 15). Ifølge dette budget skulle indtægterne fra staldleje og ridehuskort øges markant fra 2002 til 2004, og virksomheden skulle give overskud i 2003 og 2004.

Sagsøgerne budgetterede altså med, at G1-virksomhed skulle give overskud allerede i de første år efter, at virksomheden blev opstartet. Dette har virksomheden slet ikke været tæt på at leve op til.

G1-virksomhed blev derimod drevet med konsekvent store underskud, uden at sagsøgerne tilpassede driften og omkostningerne for at vende udviklingen og opnå overskud. Virksomheden har på intet tidspunkt været tæt på blot at opnå et lille overskud.

Sagsøgerne har oplyst, at de i 2008-2010 foretog undersøgelser og vurderinger af mulighederne for en ombygning af / tilbygning til ejendommen med henblik på at kunne tage imod flere heste og derved opnå overskud (stævning, s. 4, 2. afsnit). Ejendommen blev dog ikke udvidet. Virksomheden har dog ikke dokumenteret, hvorledes udvidelsen vil medføre overskud i virksomheden.

Sagsøgerne har anført, at planerne om udvidelse blev droppet på grund af finanskrisen (stævningen, s. 4, 2. afsnit). I et supplerende indlæg af 23. maj 2016 til Skatteankestyrelsen fremgår det dog, at ejendommen ikke blev udvidet, da sagsøgerne fandt en anden ejendom med bedre muligheder (bilag A, s. 5, 2.

afsnit). Den 1. september 2011 flyttede sagsøgerne da også adresse fra Y1-adresse, Y2-by, til Y5, Y6-by (bilag B).

Uagtet årsagen til, at udvidelsen af G1-virksomhed ikke blev iværksat, er faktum, at driften af G1-virksomhed ikke blev tilpasset eller ændret med henblik på, at virksomheden på sigt ville give overskud, selvom virksomheden konsekvent havde givet underskud.

Sagsøgerne fremlagde med det supplerende indlæg af 23. maj 2016 til Skatteankestyrelsen ligeledes et budget, der ifølge indlægget blev udarbejdet "forinden planerne om udvidelse" (der blev påbegyndt i 2008) og tog højde for den påtænkte nye driftsform (bilag A, s. 4, næstsidste afsnit). Ifølge dette budget ville omsætningen blive markant øget, og resultatet før afskrivninger ville give et overskud på 261.456 kr. (895.800 kr. - 634.344 kr.) (bilag A, s. 34).

Henset til virksomhedens tidligere udarbejdede budgetter er det i bedste fald tvivlsomt, at virksomheden med den påtænkte udvidelse rent faktisk ville have opnået overskud. Budgetterne spiller heller ikke nogen rolle i nærværende sag, da sagsøgerne droppede planene som følge af at have fundet en ejendom med bedre muligheder (bilag A, s. 5, 2. afsnit).

At sagsøgerne formåede at sælge ejendommen i 2015, indikerer ikke, at virksomheden på sigt ville have været blevet rentabel, som sagsøgerne ellers har anført (processkrift I, s. 4, 2. afsnit). Det bemærkes hertil, at ejendommen blev sat til salg allerede i 2011 (bilag 1, s. 4, sidste afsnit). Det tog således 4 år for sagsøgerne at sælge ejendommen. Ifølge sagens oplysninger blev ejendommen desuden først solgt efter adskillige prisnedsættelser (bilag 1, s. 4, sidste afsnit). Omstændighederne omkring salget viser, at ejendommen ikke var særlig attraktiv for potentielle købere. Dette forekommer ikke overraskende, når virksomhedens konsekvente underskud tages i betragtning.

Det bemærkes i øvrigt hertil, at sagsøgerne afviklede aktiviteterne på ejendommen inden salget (proces-skrift I, s. 2, næstsidste afsnit). Hvis virksomheden havde udsigt til at opfylde kravene til erhvervsmæssig virksomhed på sigt, ville det i sagens natur ikke være nødvendigt at afvikle driften inden salget.

Det bemærkes, at nærværende sag ikke er sammenlignelig med UfR 1978.614 H. Bl.a. har G1-virksomhed haft betydelige underskud i alle de år, som virksomheden har eksisteret, modsat virksomheden i UfR 1978.614 H, der i nogle år havde været drevet med positivt resultat. Sagsøgernes underskud i nærværende sag skyldes desuden heller ikke investeringer foretaget med det formål at muliggøre en hensigtsmæssig og arbejdsbesparende drift.

Idet G1-virksomhed blev drevet med konsekvent underskud i en meget lang årrække, og da sagsøgerne ikke tilpassede virksomhedens drift, blev virksomheden i 2011-2016 ikke drevet med udsigt til at opnå en fortjeneste. G1-virksomhed udgjorde altså ikke erhvervsmæssig virksomhed i 2011-2016, og sagsøgerne er derfor ikke berettiget til at få fradrag for underskud af virksomheden i de pågældende indkomstår, jf. f.eks. UfR 2007.1195 H, UfR 1996.288 H og TfS 1991, 289 V.

Det har dog heller ikke været nødvendigt for sagsøgerne, at virksomheden rent faktisk gav udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste. Det fremgår af sagens oplysninger, at A modtog A-indkomst på mellem 3.084.279 kr. og 3.817.692 kr. i 20112016 (bilag 2, s. 3, 2. tabel). Ligeledes modtog B A-indkomst på mellem 814.603 kr. og 968.437 kr. i 2011-2016 (bilag 3, s. 3, 2. tabel).

Sagsøgerne har således - ud fra en privatøkonomisk betragtning - ubesværet kunne drive en virksomhed med konsekvent store underskud i perioden 2001-2016, og der har derfor heller ikke været et incitament til at vende udviklingen i virksomheden. Sagsøgernes private økonomi hang nemlig fint sammen som følge af deres egentlige indkomstkilder.

Sagsøgerne kan ikke anvende virksomhedsskatteordningen

Virksomhedsskatteordningen kan anvendes, når der drives selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 1, samt forslag til lov om indkomstbeskatning af selvstændige erhvervsdrivende, LFF 1985-1986 nr. 107, bemærkninger til § 1. Da sagsøgerne ikke drev erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2011-2016, kan virksomhedsordningen ikke anvendes for disse år."

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

A og B har i perioden fra 2001 til 2016 drevet "hestecenter" på ejendommen G1-virksomhed i Y2-by. De sidste to år bestod driften navnlig af afvikling af virksomheden.

"Ydelserne" man solgte har bestået i udlejning af hestebokse, pasning af hestene inklusive levering af foder, adgang til ridehus mod betaling af boksleje eller køb af adgangskort og adgang til hestefolde som del af boksleje. Retten finder ikke, at disse ydelser samlet set kan betagtes som udleje af fast ejendom.

Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at ved beregningen af den skattepligtige indkomst kan man fradrage driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Spørgsmålet i denne sag er derfor, om de omkostninger, der har været ved at drive hestecentret, har været anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Virksomheden har alle årene haft et driftsmæssigt underskud på mellem 236.630 kr. og 472.424 kr., hvoraf hver af ægtefællerne har fratrukket halvdelen i deres skattepligtiuge indkomst. Dette har SKAT godkendt frem til og med indkomståret 2010, men afvist at godkende fra 2011 til 2016, hvor virksomheden ophørte.

Den periode, denne sag vedrører, ligger mere end 10 år efter virksomhedens start. Der er derfor ikke tale om en opstartsperiode, hvor det ville være sædvanligt med driftsunderskud.

I betragtning af, at ejerne ikke har tilpasset eller omlagt driften med henblik på at den kunne blive rentabel, ligesom ejerne ikke har fremlagt realistiske budgetter, finder retten ikke, at virksomheden er drevet med udsigt til at opnå en fortjeneste, der står i rimeligt forhold til den investerede kapital. Det ændrer ikke på dette, at man har overvejet en udbygning af centret, når det ikke er sket.

Retten finder derfor ikke, at det er godtgjort, at driften har været erhvervsmæssig i lovens forstand, hvorfor driftsudgifterne ikke er fradragsberettigede.

Af disse grunde frifindes Skatteministeriet Departementet.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 70.000 kr. Skatteministeriet Departementet er ikke momsregistreret.

Beløbet er fastsat ud fra en sagsgenstand på 764.261 kr. og i overensstemmelse med de vejledende takster.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet Departementet frifindes.

A og B skal inden 14 dage til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 70.000 kr.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.