Dokumentets metadata

Hovedaktionær skattepligtig af rådighed over fri lystbåd - ligningslovens §§ 16 A, stk. 5 (dagældende stk. 6) og 16, stk. 6

Sagen - der blev behandlet med deltagelse af tre dommere i byretten - angik spørgsmålet om, hvorvidt en hovedaktionær var skattepligtig af rådighed over fri lystbåd i indkomståret 2012 efter ligningslovens §§ 16 A, stk. 5 (dagældende stk. 6) og 16, stk. 6.

Retten fandt indledningsvist, at båden var omfattet af begrebet "lystbåd" i ligningslovens § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5).

Retten fandt videre, at hovedaktionæren havde rådighed over lystbåden i 2012 og lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at han havde adgang til at benytte båden i 2012, og at han i første omgang havde oplyst til skattemyndighederne, at han også havde benyttet båden privat. Retten fandt derfor, at der i overensstemmelse med ligningslovens § 16, stk. 6, 2. pkt., var en formodning for, at han havde haft rådighed over lystbåden i hele 2012 - også i perioder, hvor båden var på værft eller var under transportsejlads mellem lejeperioder. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at hovedaktionæren ejede en anden lystbåd, og han havde heller ikke i øvrigt godtgjort, at han var afskåret rådigheden over lystbåden.

Hovedaktionæren skulle derfor beskattes som, at han havde lystbåden til rådighed i hele 2012 med fradrag af de 77 dage, hvor båden var udlejet til tredjemand og med fradrag af hovedaktionærens egenbetaling på 750.000 kr. for brugen af båden.

Retten fandt desuden, at beskatningen efter ligningslovens § 16, stk. 6, ikke udgjorde en krænkelse af artikel 1 i tillægsprotokollen til EMRK af 20. marts 1952 med henvisning til bl.a. bestemmelsens forarbejder.

Endelig fandt retten, at den omtvistede afgørelse fra Landsskatteretten ikke var ugyldig som følge af en påstået tilsidesættelse af partshøringspligten i forvaltningslovens § 19.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Sag BS-38817/2020-KBH

A

(advokat Arne Møllin Ottosen)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Sune Riisgaard)

Denne afgørelse er truffet af dommerne J. Stausbøll, Lone Bach Nielsen og Poul Gorm Nielsen.

Sagens baggrund og parternes påstande Retten har modtaget sagen den 5. oktober 2020.

Sagen drejer sig om, hvorvidt A i indkomståret 2012 skal beskattes af lystbåd til rådighed, jf. dagældende ligningslov § 16A, stk. 6 (nu stk. 5), jf. ligningsloven §16, stk. 6, og i bekræftende fald opgørelsen af beskatningsgrundlaget.

A har nedlagt følgende påstande:

Principalt: Skatteministeriet skal anerkende, at A ikke i indkomståret 2012 var skattepligtig af lystbåd til rådighed, jf. dagældende ligningslov §16A, stk. 6 (nu stk. 5).

Subsidiært: Skatteministeriet skal anerkende, at A i indkomståret 2012 skal beskattes af et mindre beløb end fastlagt ved Landsskatterettens kendelse af 6. juli 2020.

Mere subsidiært: Sagen hjemvises til fornyet behandling ved Landsskatteretten alternativt Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært hjemvisning. Sagen er blevet behandlet af 3 dommere.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Af Landsskatterettens afgørelse af 6. juli 2020 fremgår:

"…

SKAT (nu Skattestyrelsen) har forhøjet klagerens skattepligtige værdi af fri båd til rådighed med 24.818.880 kr. for indkomståret 2012.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at værdien af fri båd nedsættes med 24.818.880 kr. for indkomståret 2012.

Landsskatteretten hjemviser SKATs afgørelse til fornyet behandling i Skattestyrelsen med henblik på, at Skattestyrelsen træffer afgørelse om den skattepligtige værdi af fri båd for klageren.

Møde mv.

Der har været afholdt kontormøde mellem klagerens repræsentant og Skatteankestyrelsens sagsbehandler.

Klageren og klagerens repræsentant har endvidere udtalt sig over for rettens medlemmer på et retsmøde.

Faktiske oplysninger

Båden [red. fjernet bådnavn] blev bygget i år 2005 i Y1-land af G1.

Båden er en sejlbåd med en længde på X meter og en bredde på X meter. Båden vejer 460 tons. Båden er indregistreret i det Y2-landske skibsregister med registreringsnummeret ...Q.

I indkomståret 2007 var båden ejet af G2, som var 100% ejet af G3, som var 100% ejet af G4, som var 98,5 % ejet af G5, som var 100% ejet af VK.

Ved en fusion blev flere af VKs selskaber samlet i selskabet G6 (CVR-nr. ...11), herunder blandt andre G2. G6 ændrede den 26. august 2008 navn til G7.

I perioden fra 1. januar 2008 til og med 16. marts 2011 indgik [red. fjernet bådnavn] i det fusionerede selskab. [red. fjernet bådnavn] var en af tre både i selskabet. De tre både generede sammen lejeindtægter i indkomstårene 2008-2011 med henholdsvis 60.078.000 kr., 31.828.000 kr., 26.496.000 kr. og 27.337.00 kr.

[red. fjernet bådnavn] blev den 17. marts 2011 købt af G8 (CVR-nummer ...12). I det indklagede år var båden ejet af G8. Det fremgår af selskabets årsrapport for 2011, at anskaffelsessummen for [red. fjernet bådnavn] var 223.728.000 kr. Kapital og stemmerettigheder i selskabet ejes med 50 % af G7 (CVR-nummer ...11) og 50 % af G9 (CVR-nummer ...13).

G9 var i indkomstårene 2011-2012 ejet 100 % G10 (CVR-nummer ...14), som var 100 % ejet af klageren.

G7 var i indkomstårene 2011-2012 100 % ejet af VK.

Det fremgår af G8s årsregnskaber for indkomstårene 2011-2012, at dets hovedaktivitet består i drift af rederivirksomhed ved drift af charterskibet M/V [red. fjernet bådnavn]. Charterskibet udlejes på timecharterbasis i samarbejde med et internationalt agentur.

Det internationale agentur er G11. Af formidlingsaftalen mellem G8 og G11 vedrørende udlejning af [red. fjernet bådnavn] fremgår det blandt andet:

"2. OUR SERVICES

You appoint us as your worldwide exclusive central agent for the charter marketing of the Yacht and, subject to the provisionsof the Agreement, G11 agrees to: Coordinate the Charter Marketing and all charter enquiries and bookings and fully controls the charter calendar of [red. fjernet bådnavn].

[...]

4. OUR AUTHORITY

You authorize us to do everything that we believe to be reasonably required in connection with the proposed and actual charter of the Yacht including, without limitation, the collection and holding of all charter income and the payment of all necessary fees, costs, commissions, expenses and taxes as indicated in each individual charter contract. However, unless you specifically authorize us, this authority does not include us entering into a charter agreement on your behalf. We acknowledge and agree that the final decision as to whether, and if so on what terms, to enter into any particular proposed charter of the Yacht shall rest with the Owner and the Owner alone."

Det er indgået en ejeraftale mellem G7 og G10 eller ordre. Af aftalens punkt 8.1 fremgår det, at:

"Selskaberne har indgået aftale med G11 ("G11") om chartering af Skibet. Parternes og Parternes nærtståendes eventuelle chartering af Skibet skal foregå ved, at der indgås sædvanlig aftale om chartering med G11 på markedsvilkår."

Klagerens repræsentant har oplyst, at:

"Som det fremgår af ejeraftalen, jf. bilag 3, skal ejerne af Selskabet betale markedsprisen ved eventuelle private charters af Skibet.

Parterne har i den forbindelse indgået en aftale om standby charter vilkår, hvorunder parterne kan foretage et standby charter af Skibet mod at vige for enhver tredjemandsbooking, der måtte komme i samme periode. En sådan standby charter aftale er sædvanlig og prissætningen er begrundet i den væsentlige usikkerhed, der er forbundet med et sådant charter.

[...]

Der er imidlertid ikke tale om en ændring af ejeraftalen, idet ejeraftalens blot fastslår, at charters skal ske ved sædvanlig aftale og på markedsvilkår.

Standby charters er indgået ved sædvanlig aftale og på markedsvilkår og er derfor i overensstemmelse med ejeraftalens øvrige bestemmelser."

Det fremgår af ejeraftalens punkt 16.2, at:

"Aftalen er uopsigelig og kan kun ændres eller opsiges, hvis Parterne er enige herom. Ændringer eller tilføjelser til Aftalen skal vedhæftes denne som et af Parterne underskrevet tillæg."

Der er ikke fremlagt nogen tillægsaftale til ejeraftalen, som vedrører ejernes mulighed for at chartre [red. fjernet bådnavn].

Klageren har fremlagt et eksempel på en standby-charter aftale. Af aftalen, som er dateret 5. september 2013, fremgår det under afsnittet "CONDITIONS" blandt andet:

"Note, this is a standby-charter at reduced price. The yacht has to be left at any time if another charter agreement at usual price will be signed."

Klageren har fremlagt en charteraftale for indkomståret 2012. Af aftalen fremgår det blandt andet, at G10 lejer båden i perioden 6.20. januar 2012 for en pris på i alt 750.000 kr. Ovennævnte citat vedrørende standby-charter fremgår ikke af charteraftalen.

Klagerens repræsentant har fremlagt en e-mail fra G12 vedrørende kravene til at have en charteraftale ombord. Af udtalelsen fremgår blandt andet:

"[...]

For any yacht operating commercially it is a requirement that a fully executed charter agreement be in place and on board during the charter and that VAT has been taken in advance of the charter and held in an account until it should be paid to the relative tax authority.

If the yacht were to be boarded during a charter and neither charter agreement or vat could be accounted for there could be fiscal implications for the owner. In such an instance I do not believe that the captain would lose his licence. It is my understanding flag state would want proof that the captain has breached the safety of the vessel to revoke licenses, etc.

However, the risk to the owner (in a worst case scenario) would be VAT due the value of the hull. [...]

Det er indgået en administrationsaftale mellem G7 og G8. Af aftalen fremgår blandt andet:

"[...]

2. Administrationsydelser

2.1 Administrator påtager sig at forestå den daglige administration af Selskaberne, herunder:

2.1.1

At foretage Selskabernes bogføring i overensstemmelse med lovgivningen,

2.1.2 at udarbejde drifts- og likviditetsbudget for Selskaberne hvert år på grundlag af den udarbejdede årsrapport,

2.1.3 at føre Selskabernes ejerbog,

2.1.4 at foranledige Selskabernes årsrapport udarbejdet i overensstemmelse med lovgivningen og Selskabernes vedtægter samt i øvrigt yde hensigtsmæssig bistand til Selskabernes øverste ledelsesorgan i forbindelse med årsrapporten,

2.1.5 at sikre betryggende opbevaring af Selskabernes dokumenter, herunder stiftelsesdokument, vedtægter, registreringsdokumenter, generalforsamlingsreferater, referater fra Selskabernes centrale ledelsesorgan, regnskaber og bogføringsmateriale, selvangivelser etc.,

2.1.6 at indkalde til samt udarbejde referater af Selskabernes møder i decentrale ledelsesorganer, alt i overensstemmelse med lovgivningen, Selskabernes vedtægter og for Partnerselskabets vedkommende bestyrelsens forretningsorden, samt i øvrigt yde sekretariatsbistand til Selskabernes øverste ledelsesorganer,

2.1.7 at foretage anmeldelse til danske og udenlandske offentlige myndigheder af anmeldelses- eller registreringspligtige beslutninger eller forhold vedrørende Selskaberne eller Skibet, herunder Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og SKAT,

2.1.8 at varetage nødvendig eller hensigtsmæssig kommunikation med Selskabernes kapitalejere og i øvrigt at varetage forholdet til Selskabernes långivere vedrørende Selskabernes lån og sikkerhedsstillelser herfor samt til øvrige samarbejdspartnere,

2.2 at forestå den løbende administration af betalinger fra/til Selskaberne,

2.3 drift af Skibet, herunder servicering af Skibet, kontakt til havne, indkøb af brændstof og andre forsyninger, tegning af nødvendige og sædvanlige forsikringer samt indhentelse af alle nødvendige tilladelser til brug for skibet,

2.4 skiftevis med G10 at foretage kvalitetskontrol af Skibet og besætningen før og eventuelt efter hver enkelt charter, således at Skibet og besætningen lever op til kundens forventninger om ekstrem høj kvalitet svarende til charter af et nyt skib og servicering på højeste niveau i branchen, og

2.5 at ansætte besætning til Skibet og forestå personaleadministration i overensstemmelse med gældende lovgivning.

[...]"

Det fremgår endvidere af aftalen, at for udførslen af sine forpligtelser modtager G7 200.000 kr. årligt.

Det er ligeledes indgået en administrationsaftale mellem G10 og G8. Af aftalen fremgår blandt andet:

"[...]

2. Administrationsydelser

2.1 Administrator påtager sig at -forestå følgende administrationsopgaver:

2.1.1

At følge op på, genforhandle og udvikle samarbejde med charteragenter, herunder G11 ("G11"),

2.1.2 at tilvejebringe yderligere charterkunder i tillæg til dem som tilvejebringes af G11,

2.1.3 at opsøge og forhandle med andre charteragenter, dels for at vurdere G11's performance og pris, dels for at opdyrke nye markeder i "Pacific Ocean" og Asien i øvrigt,

2.1.4 at forestå udarbejdelse og markedsføringsmateriale (brochurer, prospekter, hjemmesideretc.) eventuelt i samråd med G11 og andre charteragenter,

2.1.5 at arrangere, planlægge, udføre, markedsføre og deltage i internationale "boat shows" - eventuelt i samarbejde med G11 2 til 4 gange årligt,

2.1.6 skiftevis med G7 at foretage kvalitetskontrol af Skibet og besætningen før og eventuelt efter hver enkelt charter, således at Skibet og besætningen lever op til kundens forventninger om ekstrem høj kvalitet svarende til charter af et nyt skib og servicering på højeste niveau i branchen, og

2.1.7 at give inputs til G7 til salgsbudgetter og apteringsvedligeholdelse, herunder udskiftninger og renoveringer af salon, kahyt og køkkenindretning.

[...]"

Det fremgår endvidere af aftalen, at for udførslen af sine forpligtelser modtager G10 200.000 kr. årligt.

G8 har en forretningsorden, som blandt andet omhandler sammensætning af en bestyrelse, beslutningsdygtighed og afstemningsregler mv.

Desuden har G8 et sæt vedtægter, som blandt andet omhandler forhold omkring selskabets formål, aktiekapital, generalforsamling, bestyrelsen og direktion.

Det fremgår af SKATs oplysninger, at [red. fjernet bådnavn] udlejes på ugebasis til en pris på ca. 1,5 millioner kroner tillagt bådens driftsomkostninger.

SKAT har oplyst, at det fremgår af en klients lejekontrakt af [red. fjernet bådnavn], hvad der er undtaget og inkluderet i driftsomkostningerne, hvortil det er anført:

"The Charter Fee includes the charter of the Vessel with all its equipment in working order; tools; stores, cleaning materials and basic consumable stores for engine room, deck, galley and cabins; Laundry of ship's linen; the crew's wages, uniforms and food, then insurance of the Vessel and crew as per Clause 16. The CHARTERER will pay, at cost, for all other expenses. These include, but are not limited to, shoreside transport, fuel for the main engines and generators, fuel for tenders and water sports equipment, food and all beverages for the Charter Party, berthing dues and other harbour charges including pilots' tees, local taxes, divers' fees, customs formalities and any charges for waste disposal, charges for water and electricity taken from shore; ships agents' fees where applicable, personal launder, Charter Party communications and internet use; and hire or purchase costs of any special equipment placed on board at the CHARTERER'S request."

I indkomståret 2011 udgjorde G8s lejeindtægter 6.408.740 kr., og årets resultat var et underskud på 13.258.230 kr. For indkomståret 2012 udgjorde lejeindtægterne 10.882.791 kr., og selskabets resultat var et underskud på 18.353.309 kr.

Der er fremlagt dokumentation for, at klageren i indkomståret 2012 har betalt 750.000 kr. for sin private benyttelse af [red. fjernet bådnavn] i perioden fra 6. januar til 20. januar 2012.

Det er fremlagt dokumentation for, at VK i indkomståret 2012 har betalt 375.000 for sin private benyttelse af [red. fjernet bådnavn].

Det fremgår af SKATs oplysninger, at klageren i alt har privat benyttet [red. fjernet bådnavn] i 40 dage i indkomståret 2012.

Klageren har oplyst, at han i 2010 privat erhvervede 50 % af lystbåden "[red. fjernet bådnavn2]", som er en 44 fods motorbåd bygget i år 2002. Båden vejer 15,5 ton og har blandt andet to motorer på hver 700 hestekræfter samt kan medbringe op til 10 passagerer. Båden har fra klagerens erhvervelse i 2010 ligget i Y3-by, hvor klageren har et hus og ofte opholder sig. Klageren erhvervede i 2013 de resterende 50 % af båden.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens skattepligtige værdi af fri båd til rådighed for indkomståret 2012 med 24.818.880 kr.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen blandt andet anført:

"Opgørelse af værdi af fri båd:

Ifølge Ligningslovens § 16, stk. 6, 1. og 2. pkt. udgør den skattepligtige værdi af en lystbåd, der er stillet til rådighed for en direktør eller en person med væsentlig indflydelse på egen aflønning 2 % pr. uge af bådens anskaffelsessum incl. Moms.

For så vidt ovennævnte personkreds anses båden at være stillet til rådighed i hele året medmindre, at båden udlejes til andre ikke nærtstående.

I nærværende situation skal der således ikke foretages beskatning for de perioder, hvor båden har været udlejet.

På det foreliggende grundlag er det endvidere SKATs opfattelse, at de perioder, hvor båden har været på værft, været under transportsejlads mellem to kunder eller har ligget i havn uden kunder eller været besøgt erhvervsmæssigt af ejerne, må anses for en del af den erhvervsmæssige virksomhed, hvorfor disse perioder ikke skal medtages i forbindelse med opgørelsen af den skattepligtige værdi.

[...]

Værdi af fri båd herefter 24.818.880 kr.

[...]

Forventningsprincippet:

Revisor SM har i skrivelse af den 15. september 2015 henvist til, at SKAT skulle have anerkendt, at VK som ultimativ ejer af G7 kunne chartre S/Y [red. fjernet bådnavn] uden skattemæssige konsekvenser, hvis der blev betalt en markedsmæssig leje af skibet.

Det skal i forbindelse hermed bemærkes og understreges at SKAT på ingen måde - som følge af bestemmelserne i Skatteforvaltningsloven og Straffeloven om tavshedsbelagte oplysninger - kan udtale sig om SKATs eventuelle tidligere og nuværende behandling af VKs skatteansættelser.

Det skal bemærkes, at en eventuel tilkendegivelse over for VK, efter SKATs opfattelse, på ingen måde kan give A en for SKAT bindende forventning om, at denne skal behandles på samme måde, idet der udelukkende vil være tale om en konkret vurdering vedrørende VK.

SKAT vil for så vidt A således udelukkende være bundet af et bindende svar fra Skatterådet, idet SKAT ikke tidligere har taget stilling til beskatningen af As benyttelse af [red. fjernet bådnavn] eller andre både.

Værdi af fri båd:

Som anført på mødet den 21. oktober 2015 kan SKAT anerkende, at der ikke skal foretages nogen form for beskatning af fri båd vedrørende perioden 16. marts til 25. marts 2011, idet A på dette tidspunkt ikke er (ultimativ) medejer af båden.

SKAT agter således ikke at gennemføre ændringen vedrørende beskatning af fri båd for den nævnte periode.

For så vidt perioden 26. februar til den 6. marts 2011 skal det bemærkes og understreges, at udgangspunktet for SKATs vurdering af As ophold på [red. fjernet bådnavn] er at formålet med opholdet er en vurdering af hvorvidt der er grundlag for en investering i båden.

Det er således, efter SKATs opfattelse, uden betydning, at G13 har sparet et ikke- uvæsentligt beløb ved selv at foretage vurderingen af båden, idet SKAT allerede har anerkendt at dele af As ophold på båden er erhvervsmæssig.

På det foreliggende grundlag må det, efter SKATs opfattelse, antages at en ekstern vurdering af båden umiddelbart ikke ville havde varet 9 dage, selvom A ikke er skibskyndig. Som følge heraf er det fortsat SKATs opfattelse, at en ikke-uvæsentlig del af opholdet på båden har et sådant turistmæssigt islæt, at denne del ikke kan anses for erhvervsmæssig.

På mødet den 21. oktober 2015 (ikke den 19. oktober 2015 som er anført i advokat NLs skrivelse af den 30. oktober 2015) blev det af A fremført at det fortsat var dennes opfattelse at opholdet på båden i perioden 26. februar til den 6. marts 2011 var fuldt erhvervsmæssigt, men at denne kunne acceptere en privat andel på 10 %.

På dette grundlag ansættes den private andel af opholdet i perioden 26. februar til 6. marts 2011 til 10 % af 1.455.831 kr., i alt kr. 145.583 kr.

For så vidt værdiansættelsen af den private benyttelse af [red. fjernet bådnavn]l har revisor SM og advokat NL på mødet den 21. oktober 2015 og i deres skrivelser anført, at man fort- sat ikke kan anerkende at benyttelsen af båden er omfattet af Ligningslovens § 16, stk. 6. Som begrundelse herfor anføres det i hovedpunkter, dels at A ikke har haft den "rådighed" over båden, som er afgørende for at beskatningen kan foretages efter Ligningslovens § 16, stk. 6, dels at båden har et erhvervsmæssigt formål og anvendelse, samt at beskatningen skal foretages efter armlængdeprincippet i Ligningslovens § 2.

For så vidt spørgsmålet om, hvorvidt der kan foretages en beskatning af et frit gode efter reglerne i Ligningslovens § 16, når godet også benyttes erhvervsmæssigt af arbejdsgiveren, skal der henvises til Vestre Landsrets dom af 16. december 2004, hvori det fastslås at en skatteyder skal beskattes i medfør af bestemmelserne i Ligningslovens § 16, stk. 5 af værdien af et frit sommerhus selv om det også udlejes. Der skal endvidere henvises til det i Ligningslovens § 16, stk. 6 anførte om at der kan foretages beskatning af værdi af fri båd selvom båden i perioder udlejes til anden side.

Det er således fastslået, at et gode som benyttes erhvervsmæssigt også er omfattet af bestemmelserne i Ligningslovens § 16, stk. 4-9, ligesom der skal henvises til praksis vedrørende beskatning

af værdi af fri bil, hvor det er anerkendt at en bil, som åbenlyst benyttes erhvervsmæssigt, også kan give anledning til beskatningen efter reglerne i Ligningsloven § 16, stk. 4.

Det er således SKATs opfattelse, at det ikke er afgørende for beskatningen af den frie benyttelse af [red. fjernet bådnavn]l om båden også har været benyttet erhvervsmæssigt. SKAT fastholder således på dette grundlag, at der kan foretages en beskatning selvom båden er benyttet erhvervsmæssigt.

Det skal endvidere bemærkes, at SKAT i forbindelsen med opgørelsen af antal dage, hvor båden har været benyttet til private formål netop har taget hensyn til den erhvervsmæssige benyttelse af båden, således at der udelukkende foretages en beskatning af det reelle ophold på båden.

For så vidt spørgsmålet om, hvorvidt A har en sådan råderet over båden, at denne er omfattet af Ligningslovens § 16 stk. 6 har revisor SM og NL i deres skrivelser og på mødet den 21. oktober 2015 anført følgende argumenter for, at A ikke er omfattet af rådighedsbegrebet i Ligningslovens § 16, stk. 6:

• At A er omfattet af de samme betingelser for lejen af båden som en tredjemand

• At A er omfattet af de aftalte standby charter vilkår, som er aftalt mellem A og VK.

• At A kun har adgang til båden på samme vilkår som en lejer af båden.

• At der skal være indgået en charteraftale jævnfør de gældende EU-regler.

• At båden ikke er en lystbåd, men et passagerskib.

For så vidt de aftalte standby charter vilkår skal der henvises til de ovenfor anførte bemærkninger om, at en sådan aftale ikke kan anses for gældende, idet aftalen ikke er tilføjet som et tillæg til ejeraftalen.

Det skal i forbindelse hermed bemærkes, at det i modsætning til advokat NLs opfattelse er SKATs opfattelse, at ovennævnte aftale mellem VK og A har en sådan karakter, at denne bør være et tillæg til ejeraftalen for at være gældende, idet aftalen udelukkende vedrører aftaleforholdene mellem de to ultimative ejere.

På samme måde skal det bemærkes, at aftalen ikke er indgået mellem 2 uafhængige parter, hvorfor det er de to ultimative ejere som bestemmer om aftalen skal overholdes.

Det er således fortsat de to ultimative ejere af båden, som kan afgøre, hvorvidt en eventuel udleje til andre personer skal gå før disse to ultimatives ejeres benyttelse af båden.

Det er endvidere SKATs opfattelse, at det forhold at A og VK efterfølgende er blevet så uenige om driften af båden ikke kan give en anden opfattelse, idet SKAT på det foreliggende grundlag må hense til de foreliggende oplysninger og aftaler.

Bemærkningerne om, at As leje af båden kun kan ske på samme vilkår som en tredjemand, samt at der kun er adgang til båden, hvis der er udarbejdet en charteraftale, ses på det foreliggende grundlag heller ikke at give anledning til en begrænsning i rådigheden, idet dette er et EU-krav.

På samme måde kan EU-kravene om at der skal udarbejdes en charteraftale ikke anses, at være en begrænsning i As råderet i forhold til VKs råderet, idet denne betingelse er gældende for både A og VK.

Fastlæggelsen af den enkelte charters rute kan efter SKATs opfattelse ligeledes heller ikke anses for en begrænsning, idet denne begrænsning sker som følge af de gældende EU-regler, og er således gældende uanset om man er en uafhængig lejer eller ejer af en erhvervsmæssig båd.

Hvorvidt VK reelt udarbejder en sådan charteraftale er i forhold til rådighedsbegrebet uden betydning, idet dette må anses for et internt mellemværende mellem kommanditselskabet og VK og de Y3-landske søfartsmyndigheder.

Det skal i forbindelse hermed bemærkes, at der umiddelbart ikke er overensstemmelse mellem de anførte oplysninger om, at den enkelte sejlads' rute skal være fastlagt før påbegyndelsen af charteren, ligesom momsen skal være afregnet før påbegyndelsen af den enkelte sejlads, og de på bilagene til advokat NLs skrivelse af den 30. oktober 2015 anførte oplysninger.

Det forhold, at administrator - som anført i bilag nr. 3 - afviser at lave om på en charter eller anmoder om at al henvendelse til bådens besætning sker via administrator kan efter SKATs opfattelse ikke anses som en begrænsning i As og VKs råderet, men som en naturlig følge af aftalen om administratorrollen, idet administrator skal være bekendt med forholdene på og omkring båden.

På bilag nr. 5 - som er en mail fra VK til advokat JP - anføres det at kontrakten på den forrige charter lå klar til underskrift ved ankomsten til båden, men at den først blev underskrevet på et senere tidspunkt.

Det antages på det foreliggende grundlag, at oplysningerne i bilaget er korrekte, idet intet andet fremgår af advokat NLs skrivelse af den 30. oktober 2015.

Den manglende underskrivelse af kontrakten er således ikke i overensstemmelse med det på mødet den 21. oktober 2015 anførte eller det i revisorens og advokatens skrivelser anførte om man ikke kan komme ombord før der er en underskrevet kontrakt.

Dette passer heller ikke med de fremførte påstande om, at momsen skulle være betalt før ombordstigningen på båden, idet momsen ikke forfalder til betaling før der indgået en aftale om charteren, og risikoen for aflysningen af charteren.

Den i bilag 9 anførte begrænsning i ændring af sejlruten skyldes efter SKATs opfattelse ikke VKs rolle som administrator, men udelukkende de Y4-landske momsregler. Begrænsningen vil være den samme for VK, hvis denne ønskede at sejle til Y4-land, ligesom begrænsningen ville kunne ophæves ved en Y4-landsk momsregistrering og -afregning.

Det forhold at bådens størrelse bevirker at båden kun kan sejles af en uddannet skibskaptajn betyder efter SKATs opfattelse heller ikke, at båden ikke kan anses for at være til rådighed, idet dette forhold må anses at kunne sidestilles med værdien af et frit fly, hvor beskatningen sker uden at den skattepligtige selv har adgang til at kunne flyve flyet.

På dette grundlag er det fortsat SKATs opfattelse, at As råderet aftalemæssigt ikke er mindre end VKs råderet, hvorfor råderetten ikke kan anses at være begrænset i et sådant omfang at dette har betydning på beskatningen af værdien af fri båd.

For så vidt beskatningen efter Ligningslovens § 16, stk. 6 anfører revisor

SM øverst på side 7 i skrivelsen af den 15. september 2015, at SKAT ved dennes vurdering ikke har anset [red. fjernet bådnavn]l som et lystfartøj.

Det skal i forbindelse hermed bemærkes, at SKAT på ingen måde er enig i denne fortolkning af SKATs vurdering, idet SKAT derimod, som beskrevet tidligere, er af den opfattelse at båden skattemæssigt skal betragtes som en lystbåd. Det skal i forbindelse hermed bemærkes, at SKATs eventuelle tilkendegivelser over for VK ikke kan anses for gældende overfor for A.

Der skal endvidere henvises til den ovenfor anførte begrundelse for at båden er omfattet af Ligningslovens § 16, stk. 6.

For så vidt spørgsmålet om, hvorvidt G8l er omfattet af Ligningslovens § 2 skal det bemærkes at dette, efter SKATs opfattelse, er uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt beskatningen skal foretages efter bestemmelserne i Ligningslovens § 16, stk. 6, hvorfor der, efter SKATs opfattelse, ikke er behov for en endelig stillingtagen til denne problemstilling.

Denne opfattelse bygger på, at en beskatning efter bestemmelserne i Ligningslovens § 16, stk. 6 er et udtryk for en skematisk markedsværdi, således at beskatningen sker på grundlag af markedsværdien.

Denne opfattelse tager udgangspunkt i punkt 12 i cirkulære 1996 nr. 72 vedrørende Ligningsloven, hvori der er anført følgende:

"Efter § 16 skal personalegoder som udgangspunkt værdiansættes til markedsværdien, men der er i bestemmelsen gjort en række undtagelser herfra, jf. rådighed over biler, tjeneste- og lejeboliger, sommerboliger og lystbåde til privat brug, samt køb af virksomhedens produkter.

….

Markedsværdien fraviges som udgangspunkt i § 16 stk. 4-6, hvori der er fastsat særlige »skematiske« værdiansættelsesregler for goder i form af fri bil, sommerbolig og lystbåd, og i § 16 stk. 7-8, hvor der er fastsat særlige regler for tjeneste- og lejeboliger.

…."

Beskatningsreglerne i Ligningslovens § 16, stk. 6 er således et udtryk for en skattemæssig markedsværdi.

Som følge heraf er der, i forhold til spørgsmålet om markedsværdien, ikke grundlag for at skulle foretage en vurdering af, hvorvidt partnerselskabet er omfattet af Ligningslovens § 2.

Det er således fortsat SKATs opfattelse, at [red. fjernet bådnavn]l skal betragtes som en lystbåd omfattet af reglerne i Ligningslovens § 16, stk. 6.

Det skal understreges, at det fortsat er SKATs opfattelse, at [red. fjernet bådnavn], uanset om det efter danske regler skal betragtes som et lastskib eller et passagerskib, idet båden kan benyttes til fritidsformål, skal betragtes som en lystbåd.

SKAT er således ikke enig i advokat NLs bemærkninger i skrivelsen af den 30. oktober 2015 om at lovforarbejdet er det eneste fortolkningsgrundlag vedrørende den skattemæssige definition af en lystbåd.

Advokat NL har i sin skrivelse af den 30. oktober 2015 endvidere henvist til Skatterådets bindende svar (SKM2015.629.SR) vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en hovedaktionær skal beskattes af frit sommerhus eller fribolig udelukkende fordi hovedaktionæren ejer sådanne ejendomme.

Som det fremgår af Skatterådets svar skal der efter en konkret vurdering udelukkende gennemføres en beskatning, hvis ejendommene reelt er til rådighed for hovedaktionæren.

På det foreliggende grundlag må Skatterådets svar anses at være i overensstemmelse med SKATs opfattelse i nærværende sag, idet SKAT har foretaget en konkret vurdering af, hvorvidt A reelt har benyttet båden privat og udelukkende beskattet denne private benyttelse.

Det er SKATs umiddelbare opfattelse, at der er enighed om, at A har benyttet båden privat.

For så vidt spørgsmålet om erhvervsmæssigt arbejde i forbindelse med starten og slutningen af et ophold på båden skal det bemærkes og understreges at SKAT på intet tidspunkt har fremlagt nogen form for oplysninger om, hvorledes SKAT har valgt at behandle VKs skatteansættelser, hvorfor SKAT ikke kan genkende det på side 2 i revisor SMs skrivelse af den 15. september 2015 anførte om at SKAT har oplyst "at SKAT anerkender, at VK i forbindelse med opgørelse af antal døgn med privat benyttelse fradrog første og sidste opholdsdøgn, dette med begrundelse af at der blev udført erhvervsmæssigt arbejde i forbindelse med påbegyndelse og afslutning af charters."

På det foreliggende grundlag er det fortsat SKATs opfattelse, at A

A ikke har udført et erhvervsmæssigt arbejde ombord på båden, som kan berettige til en ændring af de tidligere opgjorte antal dage til beskatning.

Der er i forbindelse hermed især henset til As tidligere oplysninger om, at denne intet erhvervsmæssigt har udført på båden.

For så vidt bemærkningerne i revisor SMs skrivelse af den 15. september 2015 om "hoteldøgn" skal der henvises til de ovenfor anførte bemærkninger om, at beskatningen sker pr. påbegyndt opholdsdag.

Der er således ikke sammenhæng mellem det skattemæssige og hotelmæssige opholdsbegreb, hvorfor SKAT fastholder de opgjorte antal opholdsdage på båden.

På det foreliggende grundlag kan SKAT anerkende, at opholdet på [red. fjernet bådnavn]l i perioden 16. marts - 25. marts 2011 ikke skal beskattes i medfør af bestemmelserne i Ligningslovens § 16, stk. 6, idet A i dette tidsrum ikke var medejer af båden."

SKAT har i udtalelse af 3. maj 2016 anført:

"Indledningsvis skal det bemærkes, at der ved skrivelse af den 11. januar 2016 er foretaget en række ændringer af As skatteansættelser for indkomstårene 2011 og 2012, ligesom der i samme forbindelse er foretaget en række ansættelsesændringer vedrørende G13, hvori A er eneanpartshaver.

Ændringerne er i vidt omfang sammenhængende.

Den fremsendte klage vedrører udelukkende følgende punkter:

• Beskatning af værdi af fri båd, i alt 24.818.880 kr. for indkomståret 2012

• Beskatning af udgifter i forbindelse med G13's afholdelse af udgifter til diverse jagter, som SKAT har anset for selskabet uvedkommende og derved udlodningsbeskattet A af disse udgifter. Ændringerne udgør henholdsvis 73.912 kr. og 88.862 kr. for indkomstårene 2011 og 2012.

De øvrige foretagne ændringer er anerkendt af A og dennes repræsentanter.

Værdi af fri båd:

For så vidt den i klageskrivelsen anførte beskrivelse af de faktiske forhold skal det bemærkes, at denne beskrivelse i vidt omfang svarer til SKATs beskrivelse i afgørelsen af den 11. januar 2016.

SKAT skal i forbindelse hermed dog fremkomme med en række bemærkninger:

Den i klageskrivelsen anførte oversigt over direktionsmedlemmerne og bestyrelsesmedlemmerne i G8 er tilføjet ændringerne efter påbegyndelsen af nærværende skattesag. Disse ændringer vedrører udelukkende efterfølgende indkomstår.

Der henvises i klageskrivelsen til bilag 5, som er to eksempler på standby-charteraftaler. Aftalerne vedrører charter indgået i kalenderårene 2013 og 2014. Det skal i forbindelse hermed bemærkes og understreges at de i disse aftaler anførte tilføjelser om standby-vilkår ikke fremgår af charteraftalerne vedrørende indkomstårene 2011 og 2012.

På side 5 i klageskrivelsen anføres det, at "Der har for Klager været et element af arbejde forbundet med alle foretagne charters. Klager har således løbende sørget for kvalitetskontrol og markedsføring i forbindelse med Skibets sejlads."

Det skal forbindelse hermed bemærkes, at A under behandlingen af skatteansættelserne løbende har ændret sine forklaringer vedrørende sine arbejdsopgaver ombord på båden. A har i første omgang oplyst, at dennes ophold ombord på båden udelukkende var private. Efterfølgende har A oplyst, at denne har udført en form for kontrol med båden og derved i mindre omfang har udført arbejde ombord på båden.

As repræsentant har i klageskrivelsen af den 11. april 2016 fremført, at A ikke har nogen særlig rådighed over båden udover hvad der tilkommer en almindelig lejer, samt at der ikke tale om lystbåd, hvorfor beskatningen af den frie benyttelse af båden ikke kan ske efter Ligningslovens § 16, stk. 5.

SKAT skal i forbindelse hermed henvise til de i afgørelsen af den 11. januar 2016 anførte bemærkninger om beskatningen af båden, idet det skal bemærkes at klageskrivelsen har givet anledning til en række yderligere bemærkninger.

SKAT har i forbindelse hermed valgt at følge den i klageskrivelsen anførte rækkefølge.

I forbindelse med vurderingen af, hvorvidt båden skal betragtes som en lystbåd har As repræsentant blandt andet lagt vægt på følgende forhold:

• At båden er indregistreret i England som en Sail Yacht (S/Y), samt at skibets virksomhed udelukkende består af kommerciel chartering.

• At begrebet "lystbåd" i Ligningslovens § 16, stk. 6 ikke er nærmere defineret i loven, men at det i lovforslaget anføres at "Begrebet lystbåd må fastsættes i overensstemmelse med en traditionel opfattelse af begrebet. En vis vejledning kan dog hentes i praksis efter lov om afgift af lystbådsforsikring..."

• At båden ifølge Søfartsstyrelsen, hvis den var indregistreret i Dan-mark, ville blive betragtet som et lastskib.

Det skal fra SKATs side i forbindelse hermed anføres, at Søfartsstyrelsen tidligere har oplyst overfor SKAT at båden umiddelbart skulle betragtes som et passagerskib, ligesom at Søfartsstyrelsen overfor As repræsentant oplyser at Søfartsstyrelsen/Skibsregistret ikke har ansvaret for bestemmelsen af et skibs type.

Søfartsstyrelsen henviser endvidere til meddelelse B fra Søfartsstyrelsen.

SKAT kan på det foreliggende grundlag, herunder definitionerne i afsnit A i ovennævnte meddelelse B - selvom dette er uden betydning for den skattemæssige vurdering - anerkende at båden efter søfartsreglerne betragtes som et lastskib.

Det skal i forbindelse hermed bemærkes, at båden ifølge de fremsendte oplysninger er indregistreret i det engelske skibsregister som en Sail Yacht.

Det kan således konstateres, at myndighederne i England og Danmark ikke er enige om definitionen af båden.

As repræsentant har til klageskrivelsen vedlagt et udskrift fra hjemmesiden Gov.uk vedrørende "Operational standards for small Vessels" (bilag 7), hvoraf der fremgår følgende vedrørende Pleasure vessels:

"Small commercial vessels must follow certain codes of pracice. This applies to any vessel that:

• Isn't considered a "pleasure vessel"

Pleasure vessels

These are craft used solely for either:

• Sport or recreation by their owners, family, friends or employees

• Non-profit journeys"

Båden [red. fjernet bådnavn]l ville således efter de engelske søfartsregler, blive betragtet som en båd til fritidsformål, hvis båden udelukkende blev benyttet til ikke-erhvervsmæssige aktiviteter.

Det er efter de engelske søfartsregler, således benyttelsen af båden, som er afgørende for, hvorvidt båden skal betragtes som et lystfartøj eller som et erhvervsmæssigt skib.

Båden er således alene af den grund omfattet af bestemmelserne i Ligningslovens § 16, stk. 5, idet der i cirkulære 1996, nr. 72, punkt 12.6 anføres følgende:

"Udtrykket lystbåd dækker enhver form for båd, der kan anvendes i fritidsøjemed."

SKAT skal endvidere henvise til Landsskatterettens afgørelse af den 18. november 2010 (LSR2010.08.02554) som vedrører beskatningen af en gulpladebil, der som udgangspunkt ikke er omfattet af reglerne i Ligningslovens § 16, stk. 4 om beskatning af fri bil, idet biler på gule plader som udgangspunkt betragtes som rent erhvervsmæssige.

Landsskatteretten har i forbindelse med sin afgørelse lagt vægt på, at en gulpladebil, der som udgangspunkt ikke er omfattet af bestemmelserne i Ligningslovens § 16, stk. 4 om beskatningen af fri bil, bliver omfattet af bestemmelserne i Ligningslovens § 16, stk. 4, når bilen helt eller delvist benyttes privat.

Landsskatteretten er således af den opfattelse, at beskatningen af den frie benyttelse af et aktiv, der som udgangspunkt falder udenfor bestemmelserne i Ligningslovens § 16 om en skematisk beskatning, alligevel skal beskattes efter disse bestemmelser.

På dette grundlag er det efter SKATs opfattelse uden betydning, om båden efter søfartsreglerne betragtes som et lastskib, passagerskib eller en commerciel yacht, idet det er benyttelsen som er afgørende for beskatningen, hvorfor As private benyttelse af båden skal beskattes efter bestemmelserne i Ligningslovens § 16, stk. 6.

På dette grundlag er det ligeledes uden betydning, at båden ikke er omfattet af bestemmelserne i lov om lystbådsforsikring, idet det er benyttelsen som er afgørende.

Det skal i forbindelse hermed bemærkes, at det på det foreliggende grundlag må antages at As repræsentant kan anerkende, at Skatterådets praksis vedrørende Ligningslovens § 16, stk. 4 kan benyttes på den øvrige del af Ligningslovens § 16, idet repræsentanten selv i klageskrivelsen, ved henvisningen til Skatterådets afgørelse (SKM2015.629), benytter denne form for henvisning.

As repræsentant har i klageskrivelsen endvidere anført, at A ikke har haft en sådan rådighed over båden, at A opfylder betingelserne i Ligningslovens § 16, stk. 6, idet A ikke har haft en videre adgang til at benytte båden end enhver udefrakommende tredjemand som lejer båden.

Det anføres i forbindelse hermed, at A udelukkende kan benytte båden efter aftale med bådens administrator, samt at A ikke selv må kontakte bådens kaptajn eller udlejningsbureauet.

Der henvises endvidere til, at det forhold at partnerselskabet ejer båden ikke i sig selv er nok til, at A har rådighed over båden.

Indledningsvis skal SKAT henvise til det i afgørelsen af den 11. januar 2016 anførte vedrørende rådigheden over båden.

I forbindelse hermed skal SKAT dog fremkomme med en række yderligere bemærkninger, idet det skal bemærkes at det fortsat er SKATs opfattelse, at A er omfattet af bestemmelserne i Ligningslovens § 16, stk. 6.

For så vidt As manglende mulighed for at rette henvendelse til bådens kaptajn og udlejningsbureauet skal det bemærkes, at denne begrænsning må anses at være en naturlig følge af de indgåede aftaler om administrationen m.v. af båden.

Der er således tale om en aftalemæssig begrænsning af råderetten over båden, som er en naturlig følge af båden udlejes til anden side og at der i forbindelse hermed er et behov for at administrator har et overblik over bådens benyttelse.

På samme måde må det antages, at det er en naturlig følge af kaptajnens ansættelsesforhold, at denne som udgangspunkt skal følge de instrukser som fremkommer fra administrator. Det må således være en naturlig følge heraf, at eventuelle ønsker fra A til kaptajnen - medmindre der er tale om mindre forhold - skal gå gennem administrator, således at administrator har et fuldstændigt overblik over båden.

Det skal endvidere bemærkes, at hverken partnerselskabet eller de ultimative ejere ifølge oplysninger har lavet nogen form for aftaler om rådighedsfraskrivelse.

A har således ikke fraskrevet sig retten til at benytte båden, ligesom det skal bemærkes at - hvis en sådan aftale er indgået - A har brudt denne aftale, når han har benyttet båden privat.

Repræsentantens henvisninger til praksis om formodningsreglen og rådighedsfraskrivelse må såle- des efter SKATs opfattelse være uden betydning, idet A netop ved sin private benyttelse har haft råderet over båden.

Beskatningen skal således, jævnfør ovenfor anførte vedrørende Landsskatterettens afgørelse af den 18. november 2010 (LSR2010.08.02554), ske efter de skematiske regler i Ligningslovens § 16, stk. 6.

På trods af repræsentantens bemærkninger på side 9 i klageskrivelsen af den 11. april 2016 om, at aftalen er indgået mellem to uafhængige parter skal det bemærkes, at det fortsat er SKATs opfattelsen at aftalen er indgået mellem to afhængige parter, idet aftalen er indgået mellem de to ultimative ejere af partnerselskabet.

For så vidt spørgsmålet om, hvorvidt de ultimative ejere har overholdt den indgåede aftale skal det bemærkes, at partnerselskabets manglende indtægtsføring og de ultimative ejeres manglende betaling må anses for en manglende overholdelse af aftalen.

Det må således anses for godtgjort, at ejeraftalen ikke er overholdt.

For så vidt prissætningen i forbindelse med As private ophold på båden skal det bemærkes, at de af A underskrevne charteraftaler vedrørende indkomstårene 2011 og 2012 ikke indeholder nogen form for særlige bestemmelser vedrørende eventuelle standbyvilkår.

De i forbindelse med klagen fremsendte charteraftaler vedrører charter i kalenderårene 2013 og 2014. Alene af den grund kan disse ikke ligges til grund ved en vurdering af skatteansættelserne for indkomstårene 2011 og 2012.

SKAT skal i forbindelse hermed endvidere henvise til den i afgørelsen af den 11. januar 2016 anførte begrundelse, idet det igen skal bemærkes, at de ultimative ejere efter SKATs opfattelse selv bestemmer, hvorvidt de ønsker at overholde de anførte standbyvilkår.

For så vidt As repræsentants bemærkninger om at begrænsningerne i ruteændringerne bevirker at denne ikke er omfattet af Ligningslovens § 16, stk. 6 skal det bemærkes, at ruteændringsbegrænsningen efter SKATs opfattelse ikke kan anses som en begrænsning i As råderet over båden, idet begrænsningerne ikke er kun er pålagt ham, men også den anden ultimative ejer og de øvrige lejere af båden.

Begrænsningen skyldes ifølge de foreliggende oplysninger udelukkende momsreglerne i de lande i Middelhavet, hvor båden sejler, og bevirker at sejlruten skal være fastlagt før sejladsen påbegyndes, ligesom den opgjorte moms skal være indbetalt til de berørte lande før sejladsen påbegyndes.

Begrænsningen skyldes således ikke ejerforholdene eller en begrænsning af As råderet over båden, men udelukkende udefrakommende momsregler.

Det er således korrekt, at A ikke er stillet anderledes end andre lejere af båden, men dette skyldes på ingen måde ejerforholdene eller begrænsninger i dennes benyttelse af båden.

Afslutningsvis skal det bemærkes, at As repræsentant i sidste afsnit i klageskrivelsen anfører følgende:

"Klager har ikke anden rådighed over Skibet end uafhængige lejere af Skibet og der er derfor ikke grundlag for beskatning efter ligningslovens § 16."

Hvorvidt dennes bemærkninger er et udtryk for, at det nu er repræsentantens opfattelse, at der heller ikke skal sket en beskatning efter Ligningslovens § 16 stk. 3 kan SKAT på det foreliggende grundlag ikke afgøre, men det skal bemærkes at repræsentanten tidligere har fremført at beskatningen skal foretages efter Ligningslovens § 16, stk. 3.

Skattestyrelsen har yderligere blandt andet anført:

"[...]

Begrebet "lystbåd" i ligningslovens forstand

Om begrebet "lystbåd" fremgår blandt andet følgende herom af Skatteankestyrelsens indstilling:

" Bestemmelsen om fri båd blev fremsat ved lovforslag nummer 237 af 29. marts 2000. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremhæves det om definitionen af en lystbåd, at:

"Ved udtrykket lystbåd forstås enhver form for båd, der anvendes i fritidsøjemed."

I Vestre Landsrets dom af 21. december 2009, offentliggjort som SKM2010.61.VLR, anså retten en luksusyacht for et lystfartøj, da retten henså til fartøjets konstruktion, indretning og fremtoning.

Skatteankestyrelsen finder, at [red. fjernet bådnavn] i ligningslovens forstand, er at anse for en lystbåd. Skatteankestyrelsen lægger særligt vægt på bådens konstruktion, indretning og anvendelse. Det forhold at båden efter søfartslovgivningen kvalificeres som et lastskib udelukker ikke, at båden skattemæssigt kvalificeres som en lystbåd."

Skattestyrelsen har de nedenfor anførte bemærkninger til sagen for så vidt angår begrebet "lystbåd" i ligningslovens § 16's forstand.

Klager repræsentant gør blandt andet gældende, at båden [red. fjernet bådnavn] ikke kan anses for en lystbåd i ligningslovens § 16's forstand. Klagers repræsentant har herved blandt andet lagt vægt på følgende forhold:

• At båden er indregistreret i England som en Sail Yacht (S/Y), samt at skibets virksomhed udelukkende består af kommerciel chartering.

• At begrebet "lystbåd" i Ligningslovens § 16, stk. 6 ikke er nær-mere defineret i loven, men at det i lovforslaget anføres at "Begrebet lystbåd må fastsættes i overensstemmelse med en traditionel opfattelse af begrebet. En vis vejledning kan dog hentes i praksis efter lov om afgift af lystbådsforsikring..."

• At båden ifølge Søfartsstyrelsen, hvis den var indregistreret i Danmark, ville blive betragtet som et lastskib.

Som tidligere anført i sagen er Skattestyrelsen ikke uenig i klagers repræsentants bemærkninger om, at båden efter søfartslovgivningen sandsynligvis vil blive betragtet som et lastskib (eller et passagerskib), men dette er efter Skattestyrelsens opfattelse uden betydning for den skattemæssige vurdering, jf. nærmere herom lige nedenfor.

Skatteankestyrelsen henviser i sin indstilling til SKM2010.61.VLR, hvor Landsretten anså en luksusyacht for et lystfartøj i momslovens forstand, da Landsretten henså til fartøjets konstruktion, indretning og fremtoning. Af Landsretten begrundelse fremgår blandt andet følgende:

"Der er ikke i loven eller i lovens forarbejder nogen nærmere definition af, hvad der skal forstås ved "skibe" og "lystfartøjer". Afgrænsningen af, om der er tale om et lystfartøj i momslovens forstand, må derfor ud fra en naturlig sproglig forståelse af begrebet "lystfartøj" bero på, om fartøjet efter sin konstruktion, sin indretning og sin fremtoning frem- står som bestemt til fritids- og lystformål."

I SKM2010.61.VLR) er der således anvendt en naturlig sproglig forståelse af begrebet "lystfartøj".

Begrebet lystbåd er beskrevet således i Cirkulære 1996-04-17 nr. 72 om ligningsloven, punkt 12.6:

"Udtrykket lystbåd dækker enhver form for båd, der kan anvendes i fritidsøjemed."

Skattestyrelsen er derfor også enig i Skatteankestyrelsens bemærkning om, at det forhold at båden efter søfartslovgivningen kvalificeres som et lastskib ikke udelukker, at båden skattemæssigt kvalificeres som en lystbåd.

Rådighed over båden

Efter SKATs oplysninger har klageren anvendt båden i privat sammenhæng i 40 dage i indkomståret 2012.

Det fremgår af Skatteankestyrelsens indstilling, at den efter en konkret vurdering finder, at klageren har haft rådighed over båden. Skattestyrelsen er enig heri.

Skattestyrelsen er således enig i Skatteankestyrelsens bemærkning om, at aftalegrundlaget mellem G8 og G11 International samt aftalegrundlaget mellem G8, G7 og G9 ikke afskærer klagerens rådighed over båden.

Skattestyrelsen henviser i øvrigt til den begrundelse, der fremgår af

SKATs afgørelse i sagen (jf. SKATs afgørelse dateret den 11. januar 2016) samt til de bemærkninger SKAT tidligere har fremsendt til Skatteankestyrelsen (jf. SKATs brev dateret den 3. maj 2016 med overskriften "SKAT sender materiale").

[...]"

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at værdien af fri båd nedsættes for indkomståret 2012 med 24.818.880 kr.

Der er til støtte for påstanden vedrørende værdi af fri båd blandt andet anført:

"[...], at Klager ikke har eller har haft anden rådighed over Skibet, end den der tilkommer Klager som almindelig lejer af Skibet på lige vilkår med andre lejere, idet al daglig drift af Selskabet og administration af Skibet har været uden for Klagers indflydelse. Derfor er der ikke tale om fri båd efter ligningslovens § 16, stk. 6.

4 Uddybende redegørelse for de anførte anbringender

4.1 Begrebet lystbåd

Skibet er indregistreret i England under betegnelsen S/Y - en sail yacht. Skibet er ikke registreret som en lystbåd under de engelske regler. Det følger af det engelske skibsregister (Bilag 7), at "pleasure crafts" udelukkende bruges til enten:

"Sportor recreation by their owners, family, friends or employees" Eller

"non-profit journeys"

Dette i modsætning til Skibets virksomhed, som udelukkende består af kommerciel chartering.

Begrebet "lystbåd" i ligningslovens § 16, stk. 6 er ikke nærmere defineret i loven, men lovforslaget (lovforslag 286 af 19. maj 1993) giver følgende vejledning:

"Begrebet lystbåd må fastsættes i overensstemmelse med en traditionel opfattelse af begrebet. En vis vejledning kan dog hentes i praksis efter lov om afgift af lystbådsforsikringer, if. Lovbekendtgørelse nr. 165 af 31. marts 1993."

Det skal derfor vurderes, om Skibet ville være omfattet af lov om afgift af lystbådsforsikringer ud fra praksis på området.

Søfartsstyrelsen, som bestyrer Skibsregisteret i Danmark, har bekræftet (Bilag 8), at Skibet, såfremt det var indregistreret i Danmark, ville betragtes som et lastskib, og ikke et lystfartøj. Et lastskib defineres ifølge Søfartsstyrelsen (Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, skibes bygning og udstyr m.v., kapitel B I, almindelige bestemmelser, af 1. maj 2007, regel 2) som "ethvert skib, som ikke er et passagerskib eller et fiskeskib". Et passagerskib defineres i samme meddelelse som "et skib, der befordrer flere end 12 passagerer". Begrebet "passagerer" inkluderer ikke besætningsmedlemmer.

Den juridiske vejledning pkt. E.A.6.2.2 opstiller følgende eksempler på forsikringer, der ikke er omfattet af lov om afgift af lystbådsforsikringer:

• '"Momsnævnet har truffet afgørelse om, at forsikringer for lystfar- tøjer, der af skibstilsynet er godkendt til sejlads med passagerer og optaget i Skibsregisteret som sejlskib med hjælpemotor (lastfartøj), ikke er afgiftspligtige

• Tre middelalderskibe er rekonstrueret og skal anvendes både til sej- lads og til udstilling. Søfartsstyrelsen har tilkendegivet, at skibene ikke kan anses for at være lystfartøjer, da anvendelsen også omfatter sejlads med betalende gæster. Fartøjerne anses herefter ikke for at være omfattet af lov om afgift af lystfartøjsforsikringer. Det er dog en betingelse, at fartøjerne ikke optages som fritidsfartøjer i Skibsregisteret.

• Et museumsfartøj kunne under visse nærmere omstændigheder ikke an-ses for et lystfartøj, og forsikring heraf var dermed ikke omfattet af afgiften. Se Skatterådets bindende svar i sagen SKM2014.682.SR. Afgørelsen er nærmere omtalt i skemaet nedenfor."

Skibet er som beskrevet i pkt. 2.2 et sejlskib med hjælpemotor. Skibet sejler med betalende passagerer, og Skibet ville ikke være optaget som et fritidsfartøj i Skibsregisteret. Skibets formål som driftsaktiv er udlejning til betalende kunder, for derved at generere overskud til G8. Der er tale om drift af et "flydende hotel".

Såfremt Skibet var indregistreret i Danmark ville forsikringen heraf således ikke være afgiftspligtig.

Ligeledes kan der i SKATs juridiske vejledning, pkt. D.A.10.1.3.1 findes et fortolkningsmoment, idet der heri beskrives hvordan afgrænsningen mellem momsfritagede skibe i henhold til momslovens § 34, stk. l, nr. 7 og lystfartøjer. Det følger af vejledningen:

"Begrebet lystfartøjer er ikke nærmere defineret i relation til bestemmelserne i momsloven.

Afgrænsningen må i hvert enkelt tilfælde bero på en konkret afgørelse af, om fartøjet fremstår som et lystfartøj eller ej.

Der kan lægges vægt på fartøjets klassificering efter reglerne om skibsregistrering. Registrering af et fartøjs typebetegnelse (sejlskib med hjælpemotor, motorskib, lastskib med ret til at medtage indtil 12 passagerer) sker primært på grundlag af de målingsrapporter, som Statens Skibstilsyn har udarbejdet. Der vil i den forbindelse blive taget stilling til, om fartøjet opfylder de fastsatte sikkerhedsmæssige krav mv.

Der kan også lægges vægt på fartøjets konstruktion, indretning og anvendelse. I tvivlstilfælde vil anvendelsen vægte mere end de andre parametre.

Fartøjer, der ikke anvendes erhvervsmæssigt, anses under alle omstændigheder for lystfartøjer."

I henhold til reglerne om skibsregistrering ville Skibet, hvis det var indregistreret i Danmark, være klassificeret som et lastskib jf. ovenfor, og altså ikke som hverken et lystfartøj eller et passagerskib. Herudover er Skibet som beskrevet indrettet som et flydende hotel, ligesom anvendelsen viser dette. Som det fremgår af den juridiske vejledning vil der i tvivlstilfælde blive lagt særlig vægt på anvendelsen. Ligeledes kan det konstateres modsætningsvis fra sidste afsnit i ovenstående uddrag, at Skibets erhvervsmæssige drift, karakter og anvendelse, taler for, at der ikke er tale om et lystfartøj.

Idet der ikke findes anden vejledning til lovgivningen end ovenstående, må det kræve særlige konkrete omstændigheder at beskatte efter ligningslovens § 16, stk. 6.

Det må derfor konkluderes, at efter forarbejderne og almindelige fortolkningsprincipper bør Skibet ikke klassificeres som en lystbåd. Derfor er Skibet slet ikke omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 6.

4.2 Klagers begrænsede rådighed

Dertil kommer, at Klager på intet tidspunkt har opfyldt betingelsen i ligningslovens § 16, stk. 6 om at have en lystbåd "stillet til rådighed".

Klager har ikke haft en videre adgang til at benytte Skibet end enhver udefrakommende tredjemand som lejer Skibet.

4.2.1 Tilgængelighed

Klager har, jf. bilag 2 kun haft mulighed for at chartre Skibet ved kontakt til VK i kraft af dennes rolle som administrator. Klager har ikke haft mulighed for at tage direkte kontakt til kaptajnen eller til G11 for at chartre Skibet. Som dokumentation for fremgangsmåden vedlægges en email-korrespondance mellem de ultimative ejere som Bilag 9.

Det faktum, at G8 ejer Skibet, er ikke i sig selv nok til at Klager som hovedaktionær kan anses for at have rådighed over Skibet.

Der skal i den forbindelse henvises til Cirkulære 2001-01-02 nr. 1 om fri bil og hovedaktionærer med fleres personalegoder og udbytter:

"Formodningsreglen gælder kun, såfremt den ansatte hovedaktionær m.fi råder privat over sommerhuset. Det er således rådigheden og ikke kun den faktiske anvendelse af godet, der beskattes. Dette er ikke ensbetydende med, at det forhold, at et selskab ejer/lejer en sommerbolig, medfører, at en ansat hovedaktionær m.fi. bliver beskattet heraf."

Ligeledes er det i SKM2015.629, som gennemgår praksis på området, udtalt af SKAT, at er der "indgået en aftale, der afskærer ejerens råderet over ejendommen, skal hovedaktionæren ikke beskattes efter formodningsreglen. [...] Afgørelsen af, om den ansatte hovedaktionær m.fl. har rådighed overen sommerbolig, beror på en konkret skønsmæssig vurdering."

SKM2015.620 henviser til Østre Landsrets dom af 9. januar 2009 (SKM2009.93.0LR), hvori Landsretten fremhæver:

"Det må afgøres udfra en konkret vurdering af sagens omstændigheder, om en helårsbolig har været stillet til en hovedaktionærs private rådighed. Det forhold, at selskabet ejer helårsboligen, kan i den forbindelse ikke i sig selvføre til, at hovedaktionæren har haft privat rådighed over helårsboligen."

Endvidere fremhæver Landsretten i SKM2009.93.0LR det faktum, at selskabet som ejede den pågældende lejlighed, ikke havde gjort bestræbelser på at udleje lejligheden til tredjemand til markedspris, og lejligheden havde derfor stået til rådighed for hovedaktionæren. Dette er ikke situationen i nærværende sag, idet Skibet lejes ud til tredjemand, og idet Skibet ikke er indkøbt med det formål, at hovedaktionærerne skulle have rådighed over det. Det er også af denne grund, at hovedaktionærerne har indgået professionelle og omfattende aftaler med et erfarent og veletableret administrationsselskab, som året rundt gør en væsentlig indsats for at sikre, at Skibet er lejet ud så ofte som overhovedet muligt -herunder også på standby-vilkår. Klager har ofte som overhovedet muligt - herunder også på standby-vilkår. Klager har da heller ikke været af den opfattelse, at han skulle have en videre adgang til at benytte Skibet end en uafhængig tredjemand. Det var en del af aftalegrundlaget for Klagers køb af anparterne i G8, jf. bilag 3, at enhver brug af Skibet skulle ske på markedsvilkår gennem charterselskabet. Af denne grund har det ikke været relevant for hverken Klager eller VK at underskrive en egentlig frasigelseserklæring vedrørende Skibet. Der synes ikke at være nogen forskel herpå og på at have bundet sig via en ejeraftale.

SKAT udtaler i deres afgørelse af ll.januar, at "aftalen ikke er indgået mellem 2 uafhængige parter, hvorfor det er de to ultimative ejere som bestemmer om aftalen skal overholdes".

Indledningsvist bestrides det, at parterne er afhængige. Klager og VK har ingen interesse i den anden parts benyttelse af Skibet.

Dernæst bestrides det, at SKAT skulle have grundlag for at tilsidesætte ejeraftalen blot med henvisning til aftalefriheden - herunder også friheden til at opsige en aftale. Der henvises til Den juridiske vejledning pkt. C.D.3.1.2.2 hvoraf fremgår:

"Det er SKATs opfattelse, at SKAT som udgangspunkt skal respektere ejer-aftaler. SKAT kan dog konkret vurdere, om der er tegn på, at ejeraftaler ikke vil blive respekteret af parterne. Se SKM2010.687.SR hvor SKAT ikke havde indikationer for, atparterne ikke villefølge anpartshaveroverenskomsten, og indholdet af anpartshaveroverenskomsten derfor blev lagt til grund ved vurderingen af, om der forelå bestemmende indflydelse."

SKAT har ikke godtgjort og kan ikke godtgøre, at parterne ikke overholder den indgåede aftale jf. bilag 3. Som fremlagt i bilag 9 er der tværtimod stor fokus mellem ejerne på at overholde den aftalte fremgangsmåde ved charters af Skibet.

I den forbindelse skal det bemærkes, at SKAT i deres afgørelse på side 33 anfører:

"På bilag nr. 5 - som er en mail fra VK til advokat JP - anføres det at kontrakten på den forrige charter lå klar til underskrift ved ankomsten til båden, men at den først blev underskrevet på et senere tidspunkt.

Det antages på det foreliggende grundlag, at oplysningerne i bilaget er korrekte, idet intet andet fremgår af advokat NLs skrivelse af den 30. oktober 2015.

Den manglende underskrivelse af kontrakten er således ikke i overensstemmelse med det på mødet den 21. oktober 2015 anførte eller det i revisorens og advokatens skrivelser anførte om man ikke kan komme ombord før der er en underskrevet kontrakt."

Det anførte "senere tidspunkt" betyder, at Klager ikke underskrev charteraftalen ved sin ankomst til Skibet, men denne blev underskrevet inden sejladsen påbegyndte. Ligeledes var fuld betaling af chartersummen foretaget forud for ankomsten til Skibet. På den forrige charter var kontrakten således underskrevet før sejladsen påbegyndte.

4.2.2 Prissætning

Som det fremgår af ejeraftalen, jf. bilag 3, skal ejerne af Selskabet betale markedsprisen ved eventuelle private charters af Skibet.

Parterne har i den forbindelse indgået en aftale om standby charter vilkår, hvorunder parterne kan foretage et standby charter af Skibet mod at vige for enhver tredjemandsbooking, der måtte komme i samme periode. En sådan standby charter aftale er sædvanlig og prissætningen er begrundet i den væsentlige usikkerhed, der er forbundet med et sådant charter.

SKAT anfører i deres afgørelse om standby charters:

"For så vidt de aftalte standby charter vilkår skal der henvises til de oven- for anførte bemærkninger om, at en sådan aftale ikke kan anses for gældende, idet aftalen ikke er tilføjet som et tillæg til ejeraftalen."

SKAT henviser i den forbindelse til ejeraftalens pkt. 16.2 som lyder: "Aftalen er uopsigelig og kan kun ændres eller opsiges, hvis Parterne er enige herom. Ændringer eller tilføjelser til Aftalen skal vedhæftes denne som et af Parterne underskrevet tillæg."

Der er imidlertid ikke tale om en ændring af ejeraftalen, idet ejeraftalens blot fastslår, at charters skal ske ved sædvanlig aftale og på markedsvilkår.

Standby charters er indgået ved sædvanlig aftale og på markedsvilkår og er derfor i overensstemmelse med ejeraftalens øvrige bestemmelser.

Klagers charters er flere gange blevet annulleret med meget kort varsel, idet der som aftalt måtte viges for tredjemands charter. Såfremt tredjemand havde købt et standby charter ville denne også blive annulleret til fordel for et charter til fuld pris. Klager har i 2012 hovedsageligt købt standby charters og har betalt markedsprisen herfor. Det anføres i den forbindelse, at markedsprisen for charters uden for høj- og mellemsæson i sagens natur er lavere end markedsprisen for charters i højsæson. Klager har alene chartret Skibet uden for de populære sæsoner, da Skibet har været chartret ud til uafhængig tredjemand i høj- og mellemsæson.

Det kan herefter konkluderes, at Klager ikke har været bedre eller anderledes stillet end en uafhængig tredjemand, der lejer Skibet.

4.2.3 Ruteændringer

Klager er om bord på Skibet som lejer og har kun en lejers rådighed.

Enhver passager om bord på et skib såsom det omhandlede, er i enhver henseende underlagt kaptajnens anvisninger. Klager kunne heller ikke ændre ruten, når først chartret er påbegyndt. Det hænger sammen med gældende momsregler, som kaptajnen er underlagt at følge.

Betaling for et charter skal pålægges en moms, som afhænger af de strækninger, som skal tilbagelægges på den købte charter, jf. artikel 46 i momsdirektivet (Rådets direktiv 2006/112/EF). Dette medfører, at den på forhånd aftalte rute ikke kan ændres, idet dette vil medføre en momsunddragelse i det aktuelle territorie. Det er kaptajnens ansvar at påse, at disse regler overholdes, og en passager/lejer - eksempelvis Klager - har ingen indflydelse herpå.

Klager er derfor heller ikke på dette punkt stillet anderledes end andre lejere af Skibet.

Til dokumentation for at dette efterleves, vedlægges som Bilag 10 mail af 15. februar 2013 fra VK til Klager om moms og charters i Middelhavet.

5 Opsummering

Som følge af ovenstående punkter finder Klager det dokumenteret, at Skibet ikke er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 6, og at Klager ikke har haft en videre rådighed over Skibet end en uafhængig tredjemand. Det fremhæves i den forbindelse særligt, at

1. Skibet ikke er en lystbåd omfattet af ligningslovens § 16, stk. 6

2. Klager udelukkende har kunnet chartre Skibet gennem administrator.

3. Klager har været forpligtet til at vige for tredjemands charters når Skibet er lejet på standby charter,

4. Klager har betalt samme markedsleje som en uafhængig tredjemand.

Klager har ikke anden rådighed over Skibet end uafhængige lejere af Skibet og der er derfor ikke grundlag for beskatning efter ligningslovens § 16."

Klagerens repræsentant har i supplerende indlæg af 28. februar 2017 blandt andet anført:

"3 Yderligere om [red. fjernet bådnavn] og den erhvervsmæssige drift

3.1 Overdragelsessummen for andelene i G8 ud- gjorde 15.000.000 Euro svarende til 111.584.141 DKK samt et tillæg på halvdelen af kontantbeholdningen på kr. 500.000, jf. beskrivelsen i klagen.

3.2 Formålet for G8 er direkte eller indirekte gennem besiddelse af selskaber at drive virksomhed inden for søfart samt hermed beslægtet virksomhed, jf. bilag 8.

3.3 Der er tale om en rederivirksomhed med en balancesum ved Klagers erhvervelse på 30.000.000 EUR svarende til ca. 223 mill. DKK.

3.4 Forudsætningerne for Klagers køb af 50 % af G8 var den erhvervsmæssige drift og udsigt til fortjeneste. Klageren lagde særlig vægt på oplysninger om overskud på driften og sælgers langvarige erfaring med rederidrift afskibe af typen som [red. fjernet bådnavn]. Klager købte sig således ind i et samarbejde med G7, som i mange år har drevet virksom- hed med udlejning af skibe til feriebrug og promotions mv. Virksomheden var tidligere drevet med overskud.

3.5 Til belysning af omfanget af den erhvervsmæssige drift bør det erindres, at G8 erhvervede [red. fjernet bådnavn3] i januar 2013 for 17.500.000 Euro svarende til 130.186.676 DKK. Virksomhedens balancesum var herefter knap 360 mill. DKK. [red. fjernet bådnavn3] blev efterfølgende i medio 2014 solgt med avance. [red. fjernet bådnavn3] er en båd, der minder om [red. fjernet bådnavn], og blev på samme måde som [red. fjernet bådnavn] anvendt i chartervirksomheden.

3.6 Der har ikke i skattesagen på noget tidspunkt rejst tvivl om den erhvervsmæssige drift af virksomhed. SKAT har i overensstemmelse hermed anerkendt, at der er tale om erhvervsmæssig virksomhed med udlejning af [red. fjernet bådnavn]. Det kan her nævnes, at Klageren ingen indflydelse havde på [red. fjernet bådnavn] Ill's placering, som var bestemt af administrator og muligheden for udlejning i markedet.

4. Virkningen af, at hovedaktionæren har privat lystbåd, og samtidig driver rederivirksomhed

4.1 Det forhold, at Klager privat ejer og benytter [red. fjernet bådnavn2] som lyst- båd i 2011, 2012 og efterfølgende år understreger karakteren af [red. fjernet bådnavn] som investeringsgode/driftsaktiv.

4.2. Forholdet kan sammenlignes med situationen i SKM2009.459.LSR, hvor Landsskatteretten, ved fastlæggelsen af at et aktiv udgjorde et driftsaktiv, lagde afgørende vægt på, at spørger havde anden bolig til rådighed.

4.3. Klageren har fået opfyldt og dækket sit behov for privat lystbåd gennem ejerskab og brug af [red. fjernet bådnavn2]. Der er som beskrevet tale om en forholdsvis stor og dyr båd af høj kvalitet med plads til 10 passagerer med kahyt og badeværelse. Lystbåden ligger tæt ved klagerens bolig i Y3-land.

5. [red. fjernet bådnavn] som investeringsgode

5.1 Landsskatteretten kan, på samme måde som SKAT, lægge til grund, at [red. fjernet bådnavn] er et investeringsgode, der anvendes erhvervsmæssigt.

5.2 Dette er en korrekt opfattelse, der er helt i tråd med praksis i øvrigt. Se for eksempel følgende afgørelser, som handler om sommerhuse, som er typiske private erhvervelser. I modsætning til sommerhuse er et skib som [red. fjernet bådnavn] ikke et typisk privat aktiv. Det er et typisk erhvervsaktiv.

5.3. SKM2009.459.LSR: "Afgørelsen af, om klageren har rådighed over sommerboligerne beror på en konkret vurdering. Efter det oplyste har erhvervelsen af sommerboligerne været et led i driften af selskabet, der har som aktivitet at opføre og udleje ejendomme. De er anskaffet på grund af klagerens lokalkendskab og ligger i meget kort afstand til klagerens bolig. Sommerboligerne har såle- des karakter af driftsaktiver."

5.4 SKM2013-417.BR: "På baggrund af den fremlagte redegørelse tilFl-Bank og oplysningerne om finansieringen af projektet, samt det oplyste om sommerhusets stand, finder retten, at det må lægges til grund, at Hl erhvervede sommerhuset med henblik på nybyggeri og videresalg. Det må således også lægges til grund, at sommerhuset ikke blev erhvervet med henblik på A's private brug heraf. Det fremgår af sagen, at selskabet efter erhvervelsen af sommerhuset ved generalforsamlingen Í2007 ændrede vedtægternes formålsbestemmelse til specifikt at omfatte ejendomsinvestering. Retten finder derfor, at situationen i denne sag adskiller sig væsentlig fra en række tidligere afgørelser omhandlende tilfælde, hvor selskaber - uden at det har nogen sammenhæng med selskabets formål og virksomhed i øvrigt - har erhvervet sommerboliger som udlejes."

5.5. Landsskatterettens afgørelse af 16. april 2010, journal nr. 09- 02148: "Efter det oplyste har erhvervelsen af sommerhuset været et led i påbegyndelsen afdriften af H4, der har handel med og investering i ejendomme, herunder ombygning og istandsættelse af ejendomme med henblik på videresalg, som aktivitet. Erhvervelsen og renovering af ejendommen anses herefter for at være et led i driften af selskabet."

5.6 Landsskatterettens afgørelse af 18. november 2013, journal nr. 120198685: "Tre retsmedlemmer finder, at det må lægges til grund, at erhvervelsen af landejendommen har været et led i driften af det overordnede selskab [virksomhed], der har til formål at erhverve, sælge og udvikle ejendomme. Der er herved lagt vægt på, at det er dokumenteret, at hovedanpartshaverne har langvarig og intens erfaring med mange projekteringer af varierende størrelse, herunder [virksomhed?]. Erhvervelsen af omhandlede ejendom må herefter betragtes som erhvervelse af et driftsaktiv."

5.7 Dette kan sammenholdes med en række afgørelser, hvor Landskatteretten er kommet frem til, at et aktiv ikke udgør et driftsaktiv:

5.8. Landsskatterettens afgørelse af 6. oktober 2010, journal nr. 10- 00425: "Henset til selskabets aktivitet kan båden ikke anses for at være et driftsaktiv. Erhvervelsen af båden anses således ikkefor hovedsag ligt at have været erhvervsmæssigt begrundet."

5.9 Landsskatterettens afgørelse af 13. maj 2016, journal nr. 13-0189887: "Selskabets aktivitet ifølge regnskabet er "drift af fast ejendom". Selskabet har ikke haft en indtægt fra sommerhuset i det påklagede indkomstår, da det ikke har været udlejet. Derudover bemærkes det, at der har været afholdt store vedligeholdelsesudgifter i 2008. Sommerhuset anses herefter ikke at udgøre et sædvanligt driftsaktiv for selskabet."

5.10Landsskatterettens afgørelse af 31. august 2016, journal nr. 136727903: "Efter selskabets vedtægter er dets formål køb og salg af værdipapirer samt anden formuepleje herunder investeringsvirksomhed og kapitalanbringelse, ligesom den væsentligste aktivitet var køb og salg af værdipapirer. Sommerhuset kan således ikke anses for et driftsaktiv, da udlejning ikke er en del af selskabets almindelige aktivitet."

5.11Disse afgørelser viser modsætningsvist, at driften i G8, herunder driften af [red. fjernet bådnavn], er erhvervsmæssig, netop på grund af samtlige konkrete omstændigheder om driften, partnerselskabets formål, balancesum, den professionelle udlejning, vedligeholdet og driften i øvrigt med professionel administrator.

5.12Klageren er derfor enig med SKAT i, at [red. fjernet bådnavn] er erhvervet som og drives som et erhvervsmæssigt investeringsgode helt i overensstemmelse med fast praksis.

5.13Ovenstående ændres ikke ved, at Klager har lejet [red. fjernet bådnavn] som led i den erhvervsmæssige udlejning. Det afgørende er, at Klager ikke har fået stillet [red. fjernet bådnavn] til privat rådighed som fri lystbåd.

5.14Omstændighederne dokumenterer, at der ikke er tale om fri lyst- båd, hvilket er den grundlæggende forudsætning for overhovedet at komme ind i en beskatning efter LL § 16, stk. 6. Den forudsætning er ikke til stede i denne sag uanset om Klageren har lejet [red. fjernet bådnavn], se nærmere straks nedenfor.

6. Virkningen af SKATs kvalificering af et aktiv som et investeringsgode

6.1 Når det ligger fast, at [red. fjernet bådnavn] er et investeringsgode følger det heraf, at LL § 16, stk. 6, om beskatning af fri lystbåd ikke kan finde anvendelse.

6.2 Retsvirkningerne af, at et aktiv kvalificeres som et investeringsgode i forhold til LL 16, fremgår af praksis:

6.3 SKM2009.459.LSR: "Afgørelsen af, om klageren har rådighed over sommerboligerne, beror på en konkret vurdering. Efter det oplyste har erhvervelsen af sommerboligerne været et led i driften af selskabet, der har som aktivitet at opføre og udleje ejendomme. De er anskaffet på grund af klagerens lokalkendskab og ligger i meget kort afstand til klagerens bolig. Sommerboligerne har således karakter af driftsaktiver. Under disse omstændigheder kan det ikke antages, at klageren har haft rådighed over sommerboligerne. jf. ligningslovens $ 16 1 stk. 5. 2. pkt. "

6.4 Landsskatterettens afgørelse af 18. november 2013, journal nr. 12- 0198685: "Tre retsmedlemmer finder, at det må lægges til grund, at erhvervelsen af landejendommen har været et led i driften af det overordnede selskab [virksomhed 1], der har til formål at erhverve, sælge og udvikle ejendomme. Der er herved lagt vægt på, at det er dokumenteret, at hovedanpartshaverne har langvarig og Intens erfaring med mange projekteringer af varierende størrelse, herunder [virksomhed 7]. Erhvervelsen af omhandlede ejendom må herefter betragtes som erhvervelse af et driftsaktiv, hvorfor der ikke er formodning for privat rådighed."

6.5 Landsskatterettens afgørelse af 16. april 2010, journal nr. 09- 02148: "Efter det oplyste har erhvervelsen af sommerhuset været et led i påbegyndelsen afdriften af H4, der har handel med og investering i ejendomme, herunder ombygning og istandsættelse af ejendomme med henblik på videresalg, som aktivitet. Erhvervelsen og renoveringen af ejendommen anses herefter for at være et led i driften af selskabet. Ejendommen har således karakter af et driftsaktiv. Da der er tale om et driftsaktiv er det i det konkrete tilfælde ikke af betydning i forhold til rådighedsvurderingen. hvorvidt ejendommen er under renovering. Det kan ud fra de foreliggende oplysninger ikke antages, at klageren har eller har haft rådighed over ejendommen under oa efter renoveringen, if. Ligningslovens § 16. stk. 5. 2.

okt. oa SKM 2009. 459."

6.6 Det følger af ovenstående, at hvis et aktiv er et investeringsgode/driftsaktiv, så afkræftes formodningen om privat rådighed, og aktivet skal ikke beskattes efter LL § 16. Der er derfor intet grundlag for at beskatte Klager som om [red. fjernet bådnavn] var et privat aktiv efter LL § 16, stk. 6.

6.7 Vi er i den forbindelse bekendt med et ikke-offentliggjort bindende svar, hvor en stor båd, der minder om [red. fjernet bådnavn] af SKAT ikke blev anset som en privat lystbåd med beskatning efter LL § 16, stk. 6 selvom hovedaktionæren anvendte lystbåden som lejer, netop fordi lystbåden blev anset som et investeringsgode.

7 Konklusion

7.1 Under disse konkrete omstændigheder, hvor klageren har privat lystbåd, som han anvender som sådan og henset til samtlige de konkrete omstændigheder om deltagelse i G8, anskaffelsessummen, den professionelle drift af [red. fjernet bådnavn], og Klagerens manglende fri rådighed, kan klagerens leje af [red. fjernet bådnavn]"

Klagerens repræsentant har yderligere anført:

"[...]

2. Om de gengivne faktiske oplysninger, side 2-5

Der er tale om en yderst summarisk gennemgang af sagens faktum. Der henvises til den fremlagte dokumentation i materialesamling I og II (herefter MS I og MS II) gennemgået med Skatteankestyrelsen på mødet 9. maj 2018.

Det er i denne forbindelse særligt vigtigt at fremhæve, at VK, som nævnes under sagens faktiske oplysninger, efter aftale og de facto havde fuld kontrol over skibet. A havde ingen kontrol eller beslutningsmyndighed over skibets drift. Heller ikke når han var ombord. Konkret havde A ingen privat fri rådighed over skibet, og kunne på intet tidspunkt kræve skibet udleveret fra administrator eller underkaste kaptajnen instruktionsbeføjelse. Kun ved administrators tilladelse efter en forudgående aftale om udlejning og betaling af leje kunne A benytte båden som lejer med samme rådighed som andre lejere.

Det er bemærkelsesværdigt, at Forslag til afgørelse begrænser administrators rolle (side 4, 3. afsnit) til administration af skibet, herunder blandt andet bogføring, budgettering og løbende betalinger for selskabet.

Karakteren af administrator VKs kontrol med skibet kan eksemplificeres med bilag 37 (MS I, side 511-512), hvor VK understreger sin myndighed:

Vil du ud og sejle på Plll eller [red. fjernet bådnavn], må du henvende dig til administrationskontoret, ellers kommer du ikke ud at sejle, da ingen af kaptajnerne kan disponere over bådenes "gøren og laden", før administrationskontoret har adviseret herom. Det er os der står for administrationen; det skal du holde fingrene fra.

Al crew inkl. Kaptajnen referer direkte til administrationskontoret, i daglig tale omtalt "head office". De kan og vil ikke besvare dine henvendelser, det være sig via mail eller andet."

Et lille, men sigende eksempel på, at A ikke engang havde nogen bestemmelse over småting under sejlads på båden, se mail af 6.3.2012 fra VK til SL (kaptajn på skibet) MS I, side 163, hvor kommandovejen er tydeliggjort. A kunne ikke give kaptajnen instruktion om nye gummiknapper på "fly bridge cockpit control panel". Instruktionen blev givet af VK til kaptajnen i anledning af As observation på båden sammen med kaptajnen.

Endnu et eksempel er, at A under en charter tilbød at hente reservedele på vejen, hvilket blev afvist af VK, se MS I, side 452, hvor VK skriver:

"Dont Pick up any tender, follow, as I told you, the charterplan."

MS I, side 446, mail fra VK, 7. afsnit, understreger As manglende rådighed:

"Enhver ændring af kontrakten og ændrede planer skal A kontakte mig og mit kontor om, som han jo ved. Den ønskede ændring er ikke mulig med så kort varsel."

Af samme mail, 1. afsnit, fremgår, at VK har telefonisk kontakt med kaptajn KJ for at sikre underskrift på en charteraftale samme dag som A ankom til skibet.

VK har aflyst As planlagte charteres. Se MS I, side 446, mail fra JP:

"Kære VK

Under hensyn til As planlagte stand-by charter blev aflyst vil han gerne booke [red. fjernet bådnavn3] på tilsvarende stand-by vilkår i perioden fra 6. september til 20. september omkring Y4-by. Venligst fremsen charterkontrakt til gennemgang, tak."

Der er yderligere tilsvarende dokumentation se eksempelvis MS I, side 444-445 og 448-451, hvor VK forklarer, hvor en charter kan begynde, om udfærdigelse af charteraftaler, momsregler mv.

MS I, side 156-160, yacht charter agreement fra 16.12.2011, angiver de vilkår A kan anvende båden på, nemlig på samme vilkår som andre lejere.

Det er også administrator, der har kompetence til at indgå aftaler om charters, jf. ejeraftalens pkt. 8.1. (nævnt i Forslag til afgørelse side 3, 2. afsnit.).

VKs myndighed som administrator eksemplificeret ovenfor er helt i overensstemmelse med administrationsaftale af 16.3.2011, jf. MS I, side 343-346. Det følger af pkt. 2.3, at G7 ved VK står for driften af skibet. Efter pkt. 2.5 skal administrator ansætte besætning til skibet og forestå personaleadministration i overensstemmelse med gældende lovgivning. Efter de søretlige regler er kaptajnen øverste myndighed ombord, og efter aftalerne refererer kaptajnen udelukkende-som påpeget af VK, jf. ovenfor-til rederiet, nemlig G7. Det bemærkes, at driften er fortsat uændret med VK som administrator efter As selskabs køb afen andel af rederiet ([red. fjernet bådnavn]).

I Forslag til afgørelse, side 2, de 3 nederste afsnit, fremhæves formidlingsaftalen med G11, hvor det i sidste afsnit på side 2 er citeret:

"However, unless you specifically authorize us, this authority does not include us entering into a charter agreement on your behalf. We acknowledge and agree that the final decision as to whether, and if so on what terms, to enter into any particular proposed charter of the Yacht shall rest with the Owner and the Owner alone."

Som det fremgår, er det dermed udelukkende VK som administrator hos G7, der har kompetencen i forhold til indgåelse af charteraftaler.

Som dokumenteret er det administrator VK, der i det hele bestemmer over driften, og som også har bestemt de vilkår, der gælder for As anvendelse af båden.

Det er op til Landsskatteretten at vurdere, hvilken bevismæssig betydning faktum skal have, men VKs suveræne kontrol over skibet, også når A er ombord, er et ubestrideligt faktum, som følger af de indgåede aftaler og de dokumenterede konkrete omstændigheder helt i overensstemmelse med den rederidrift, der udøves.

Forslag til afgørelse, side 3, 9. afsnit, fremhæver, hvad der ikke er en del af faktum, nemlig en tillægsaftale til ejeraftalen, som vedrører ejernes mulighed for at chartre [red. fjernet bådnavn]. Det væsentlige i denne forbindelse er imidlertid den åbenbare fejlantagelse der herved kommer frem, nemlig at der skulle gælder samme mulighed for at indgå charteraftale for VK som for A. Det er som nævnt fuldt dokumenteret og en grundliggende del af sagens faktum, at A ikke kunne disponere på nogen måde overhovedet over skibet med mindre sådan rådighed var godkendt af VK i form af en underskrevet charteraftale, og i givet fald kunne A kun råde som andre lejere. Det bestrides i øvrigt, at det forhold, at der ikke er en særskilt tillægsaftale kan tillægges nogen relevans. Et sådant krav viser en manglende forståelser af de indgåede aftaler og en manglende forståelse af, hvad rederidriften af et skib som [red. fjernet bådnavn] indebærer. Af samme grund handlede en væsentlig del af kontorforhandlingen om gennemgang af rederivirksomheden, jf. dokumentationen i MS I, herunder kaptajnens myndighed ombord, om instruktionsbeføjelsen over kaptajnen, regler for passagerer ombord, også for A og hans begrænsede rådighed over skibet som lejer.

Som nærmere redegjort for under kontorforhandlingen gælder der særlige krav til besætningen, jf. MS I, side 547. Kaptajn SLs ansættelseskontrakt og eksempler på de ansatte søfolks kontrakter er optrykt i MS I, side 529 - 544. Kaptajnens kvalifikationer er nærmere beskrevet i MS I, side 547. Safe Manning Document er optrykt MS I, side 549 - 550. Der gælder særlige erhvervsforsikringer af skib, besætning og passagerer, jf. policerne optrykt MS I, side 376-441. Der er tidligere redegjort for momsreglerne, som betyder, at anvendes skibet privat forfalder der fuld moms på skibet. Der er fysisk faktisk umuligt for A at anvende skibet som en fri privat lystbåd, og skulle det teoretisk kunne lade sig gøre ville det være en grov overtrædelse af de indgåede aftaler, som netop tilsikrer udelukkende erhvervsmæssig anvendelse.

Karakteren af skibet, værdien, størrelsen af besætningen, de søretlige regler, herunder om søsikkerhed, forsikringsforhold, og i det hele den rederivirksomhed, der drives, samt administrators kontrol over driften af skibet viser, at der konkret ikke er tale om en almindelig lystbåd, hvor A har båden til fri privat disposition. Dette faktum bør indgå i Landskatterettens bevisvurdering.

I Forslag til afgørelse på side 4, 7. afsnit, fremhæves SKATs oplysninger om udlejningsprisen for [red. fjernet bådnavn]. Bemærkningen tvister sagens faktum og ignorerer de konkrete udlejninger til uafhængige parter, som er markedsbestemte og sæsonafhængige mv. En maksimal udbudspris i højsæsonen kan ikke tages til udtryk for, hvad der konkret kommercielt var muligt på årsbasis. Jeg tillader mig i stedet at henvise til gennemgangen på kontormødet og oversigter fremsendt til Skatteankestyrelsen ved mail af 10.9.2018. Heraf fremgår de konkrete priser ved chartervirksomheden. Forslaget til afgørelse, s. 24, 3. afsnit, sidste linje: "For sin anvendelse af båden har klageren i øvrigt betalt en pris, som er væsentligt under markedslejen", hviler tilsyneladende på denne tvistede opfattelse fra Skattestyrelsen. Som der grundigt er redegjort for tidligere, er det As opfattelse, at der rent faktisk er betalt markedspris på markedskonforme stand-by vilkår eller "last minute" vilkår, jf. tillige dokumentationen for, at planlagte charterers er blevet aflyst af VK.

Det væsentlige i denne forbindelse er dog, at spørgsmålet om rådighedsbeskatning efter LL § 16 A, stk. 5, bestemmes af muligheden for fri privat rådighed. Den pris der konkret betales for en given rådighed er et andet spørgsmål, jf. opdelingen af spørgsmålet om rådighed og spørgsmålet om værdien af en eventuel rådighed.

Retspraksis er ganske entydig i, at den pris der betales for en rådighed er noget andet end spørgsmålet om, hvorvidt der konkret er en fri privat rådighed i form af en udlodning fra selskabet. Den pris A har betalt i henhold til de enkelte charteraftaler bør ikke blandes sammen med en bevisbedømmelse af, om [red. fjernet bådnavn] er stillet til hans private fri rådighed som lystbåd.

Det er rådigheden som er afgørende, ikke betalingen. Vestre Landsret angiver i sin afgørelse SKM2009.247.VLR, om fri bolig, at:

"... og det er herefter uden betydning, at lejen ifølge lejekontrakten svarer til markedslejen."

I SKM2017.175.BR, udtaler byretten tilsvarende:

"Det er uden betydning for beskatning af fri bolig efter den dagældende ligningslovs § 16 A, stk. 9, at udlejningen måtte være sket til et familiemedlem til markedslejen."

As synspunkt er således, at han under de givne vilkår og betingelser har betalt markedsleje. Dernæst gøres det gældende, at fri privat rådighed over [red. fjernet bådnavn]l bør afgøres ud fra de konkrete omstændigheder om fri privat rådighed, og ikke ud fra om der er betalt den pris, som Skattestyrelsen anser som den korrekte markedsværdi.

3. Særligt om [red. fjernet bådnavn] er en lystbåd

Skatteankestyrelsen baserer til dels indstillingen på en landsretsdom SKM2010.61, der angår momslovens bestemmelser om fritagelser med fradragsret for leverancer til lystfartøjer.

Imidlertid ses der ikke at være hjemmel for at anvende momspraksis som fortolkningsgrundlag i denne skattemæssige forbindelse.

Tværtimod må det afgørende være forarbejderne til reglerne om beskatning af fri lystbåd, hvor det udtrykkeligt fremhæves, at der kan søges vejledning i lov om afgift af lystbådsforsikringer.

A gør gældende, at de specifikke forarbejder til reglen om beskatning af fri lystbåd bør vægte højere end en momspraksis, der tjener et andet formål.

Bemærk venligst, at lystfartøjsforsikringsafgiftsloven har kodificeret praksis om, hvad skattemyndighederne anser for en lystbåd. Det hedder nu i lovens § 1, stk. 2:

Stk. 2. Ved et lystfartøj forstås ethvert fartøj, medmindre det udelukkende anvendes til erhvervsmæssige formål. Ved erhvervsmæssige formål forstås personbefordring og godstransport eller levering af tjenesteydelser mod vederlag eller til offentlige formål.

Efter note 5 til bestemmelsen i Karnov præciserer bestemmelsen lystfartøjsbegrebet i overensstemmelse med den foreliggende praksis på området af lovtekniske årsager.

Bestemmelsen er indsat ved § 13 i lov nr. 1728 fra 2018 og fremsat ved L 103 fra 2018.

Det hedder i lovens almindelige forarbejder:

"Lystfartøjsbegrebet i lystfartøjsforsikringsafgiftsloven foreslås præciseret. I dag kan der være tvivl om, hvornår der er tale om et lystfartøj, hvilket er afgørende for, om forsikringen er afgiftspligtig. Med henblik på at skabe større klarhed om lovens anvendelsesområde foreslås det dermed præciseret i loven."

I de specielle bemærkninger til § 13 anføres:

"Hvad angår lystfartøjsbegrebet, indeholder hverken det oprindeligt fremsatte lovforslag ellersenere lovforarbejder en definition af et lystfartøj. Hvilke lystfartøjer, hvor forsikringen heraf er afgiftspligtig, er dog efterfølgende blevet fastlagt gennem praksis fra Skatteforvaltningen og Søfartsstyrelsen og afgørelser fra Skatterådet og det tidligere Momsnævn. Som eksempler på lystfartøjer kan bl.a. fremhæves fartøjer, der anvendes privat, herunder motorbåde, sejlbådejoller, kajakker m.v. Derudover bliver også windsurf boards og husbåde med egen fremdrift (motor) anset som afgiftspligtige lystfartøjer. Hertil kommer en afgørelse fra det tidligere Momsnævn, hvor en forsikring for et lystfartøj, der af skibstilsynet var godkendt til sejlads med passagerer og optaget i Skibsregistret som sejlskib med hjælpemotor (lastfartøj), ikke blev betragtet som afgiftspligtig. Derudover har Søfartsstyrelsen i en sag tilkendegivet, at tre rekonstruerede middelalderskibe ikke kunne anses for at være lystfartøjer, da anvendelsen også omfattede sejlads med betalende gæster. Endelig har Skatterådet i SKM2014. 628. SR truffet en afgørelse om et museumsfartøj, der under visse nærmere omstændigheder ikke kunne anses for at være et lystfartøj, og forsikringen var dermed ikke omfattet af lystfartøjsforsikringsafgiften.

Det foreslås, at der indsættes en definitionsbestemmelse i loven, så det bliver mere klart, hvornår en lystfartøjsforsikring er afgiftspligtig. Definitionen er hentet fra energibeskatningsdirektivet, som vurderes at harmonere med afgørelserne fra Skatterådet og Momsnævnet og Skatteforvaltningens nuværende praksis. I den foreslåede definition præciseres det, at lystfartøjet, som forsikringen dækker over, skal anvendes til ikke-erhvervsmæssige formål. Dvs. navnlig andre formål end personbefordring, godstransport eller levering af tjenesteydelser mod vederlag til offentlige formål. Dette vil medføre, at fartøjer som windsurf boards og husbåde med egen fremdrift (motor) betragtes som fartøjer, hvor forsikring heraf er afgiftspligtig. Definitionen stemmer således overens med Skatteforvaltningens nuværende praksis, og ændringen vil derfor ikke medføre materielle ændringer af gældende praksis. (min understregning)

Jeg tillader mig på ny at henvise til de dokumenterede forhold om [red. fjernet bådnavn] som et erhvervsmæssigt fartøj, der anvendes i rederivirksomhed. [red. fjernet bådnavn] er registreret og anvendt som et kommercielt erhvervsfartøj til udlejning og sejlads med chartergæster og personale op til 21 personer, og er ikke et lystfartøj selv om udlejningen sker til turister. Et krydstogtskib er for eksempel et passagerskib og ikke et lystfartøj, selvom et krydstogtsskib transporterer turister på ferie.

I bevisvurdering af om [red. fjernet bådnavn] er en lystbåd må det tillægges betydning, at forarbejderne om beskatning af fri lystbåd henviser til definitionen af lystbåd i lystfartøjsforsikringsafgiftsloven som vejledning.

I forarbejderne til lystbådsforsikringsafgiftsloven henvises til, at definitionen af lystbåd harmonere med afgørelserne fra Skatterådet og Momsnævnet og Skatteforvaltningens nuværende praksis.

Der kan tillige henvises til søfartsstyrelsens definition af lystbåd. Søfartsstyrelsen klassificerer ikke [red. fjernet bådnavn] som en lystbåd efter de danske regler, jf. MS I, side 545.

4. Særligt om den erhvervsmæssige drift og anskaffelse som investeringsgode

Landsskatteretten har i en tilsvarende sag i afgørelse af 6. juni 2018 (Jnr. 15-1260125) anført følgende:

"Landsskatteretten finder det tilstrækkeligt godtgjort, at båden blev anskaffet som et omsætningsaktiv med henblik på videresalg som en del af selskabets erhvervsmæssige aktivitet, hvilket SKAT også har tiltrådt på retsmødet. Landsskatteretten finder ikke, at det er påvist, at båden efterfølgende på grund af nedgang i annoncering må anses for at have ændret skattemæssig status, hvorefter den ikke længere var et omsætningsaktiv, men var stillet til hovedaktionærens private rådighed. Landsskatteretten finder derfor ikke, at der skal ske beskatning af fri båd efter ligningslovens § 16, stk. 6."

Denne afgørelse understreger gyldigheden af synspunktet om, at det må tillægges bevismæssig betydning, at [red. fjernet bådnavn] er anskaffet og drevet som erhvervsaktiv. Dette følger også af SKM2001.363.DEP.

Når den regnskabsmæssige balancesum og karaktereren af rederivirksomheden tages i betragtning og sammenholdes med den internationale økonomiske krise, der påvirkede markedet for udlejning af [red. fjernet bådnavn], er der ikke grundlag for at antage, at rederivirksomheden ikke fortsat var erhvervsmæssig i de omhandlede år.

Der kan henvises til referater af bestyrelsesmøder fra 7. juli 2011 til 5. september 2012, MS I, side 353-362:

"Det blev oplyst, at foråret havde været tilfredsstillende"... "KVP forventede at resten afåret ville forløbe fornuftigt". (MS I, side 353354, 2011).

"Skibet har i årets første 8 måneder haft charterindtægter på i alt DKK 9.731.000, hvilket er acceptabelt markedet taget i betragtning". (MS I, side 360, 2012).

Som indledningsvist nævnt har Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen ikke anfægtet, at der er tale om en erhvervsmæssig virksomhed drevet i en lang årrække, eller at [red. fjernet bådnavn] blev erhvervet af rederivirksomheden som et investeringsgode. Imidlertid fremhæves de driftsmæssige underskud under gengivelsen af de faktiske oplysninger på side 4, men det er vigtigt at fremhæve, at disse underskud i de pågældende år hverken kan ændre på, at der er tale om en erhvervsmæssig virksomhed, eller at [red. fjernet bådnavn] er et investeringsgode. Andre virksomheder led også tab under finanskrisen.

Der kan fra den tilsvarende praksis om beskatning af fri sommer bolig anføres, at der i praksis lægges afgørende vægt på sagens konkrete omstændigheder ved vurdering af, om formodningen for fri rådighed over en bolig kan afkræftes. Landsskatteretten har i kendelsen SKM2009.459.LSR, anført følgende om rådighed over bolig:

"Afgørelsen af, om klageren har rådighed over sommerboligerne, beror på en samlet konkret vurdering.

Efter det oplyste har erhvervelsen af sommerboligerne været et led i driften af selskabet, der har som aktivitet at opføre og udleje ejendomme. De er anskaffet på grund af klagerens lokalkendskab og ligger i meget kort afstand til klagerens bolig. Sommerboligerne har således karakter af driftsaktiver."

Tilsvarende må det tillægges betydning i nærværende sag om [red. fjernet bådnavn], at skibet er erhvervet og anvendt som led i erhvervsmæssig rederidrift, og dermed er et investeringsaktiv.

5. Om betydningen af privat ejerskab af lystbåd

Der henvises til det tidligere fremførte om betydningen af privat ejerskab af lystbåd har en selvstændig betydning, jf. også

SKM2001.363.DEP, som Forslaget til afgørelse selv henviser til på side 23. Som der tidligere er redegjort for, er der fast praksis for at tillægge privat ejerskab til et sommerhus eller en lystbåd betydning ved bevisvurderingen af, om der konkret er stillet fri sommerbolig eller fri lystbåd til privat rådighed af et selskab. Der henvises i det hele til dokumentationen i MS II.

6. Om bevisbyrderegler

Som angivet i Forslag til afgørelse side 24, skal der foretages en konkret vurdering af om A i de omhandlede år har haft rådighed over båden (har fået stillet fri lystbåd til rådighed privat).

Det fremhæves udtrykkeligt på side 23 i Forslaget til afgørelse, at det er rådigheden, der beskattes.

Forslaget til afgørelse lægger ligesom Skattestyrelsen til grund, at der ikke er fri privat rådighed hele året. Dette er helt i overensstemmelse med den foreliggende dokumentation og de konkrete omstændigheder. Det er derfor alene de dage A har indgået en charteraftale om leje af skibet der vurderes. Det er vigtigt at fremhæve, at råden i sig selv ikke udløser beskatning. Der skal være tale om en fri privat rådighed. Når en lejer lejer en bil hos AVIS får vedkommende bilen til rådighed, men ikke til fri privat rådighed. Når [red. fjernet bådnavn] chartres får lejeren skibet til rådighed, men ikke til fri privat rådighed.

Som der er redegjort nærmere for ovenfor er spørgsmålet om den betalte leje er markedskonform eller under markedsprisen uden betydning for spørgsmålet om kvalificerende rådighed efter LL § 16A, stk. 5.

Derfor skal spørgsmålet om vederlagets størrelse ikke indgå i bevisvurderingen af spørgsmålet om rådighed, jf. den angivne retspraksis.

Følgende konkrete forhold må indgå i vurderingen af om [red. fjernet bådnavn] er stillet til privat rådighed som fri lystbåd:

1. Er der konkret tale om en lystbåd? Dette er en bevisvurdering. Der er to relevante henvisninger i forarbejderne til reglerne om beskatning af fri privat lystbåd i ligningslovens § 16A, stk. 5, jf. § 16, stk. 6, nemlig dels til lov om afgift på forsikring af lystfartøjer (til § 1 i Lovforslag nr. 286 fra 1993, hvor beskatning af fri lystbåd blev indført), dels henvisningen til enhver form for båd, der anvendes i fritidsøjemed, jf. Forslaget til afgørelse side 23 nederst. Disse to henvisninger er overensstemmende.

Der er intet grundlag for at antage, at forarbejderne til samme regel udtrykker to forskellige og indbyrdes modstridende fortolkninger. "Anvendes i fritidsøjemed" er skibe, der ikke udelukkende anvendes erhvervsmæssigt.

Momslovens bestemmelser, som har et andet sigte og formål kan næppe tillægges afgørende betydning, selvom der momsmæssigt lægges vægt på skibets klassificering.

For rederivirksomheden, der driver [red. fjernet bådnavn], er der intet fritidsøjemed. For gæsterne ombord er der normalt tale om fritidsøjemed. Store passagerskibe transporterer typisk turister, der er ombord i fritidsøjemed, men det gør jo helt åbenbart ikke Oslofærgen eller et krydstogtsskib til et lystfartøj. Derfor må "enhver form for båd, der anvendes i fritidsøjemed" forstås i overensstemmelse med kodificeringen af definitionen af en lystbåd i § 13 i lov nr. 1728 fra 2018. Efter denne bestemmelse er [red. fjernet bådnavn] ikke en lystbåd.

Ved den samlede bevisvurdering, herunder ved en bedømmelse af driften, bådens størrelse, værdi, krav til bemanding, søsikkerhedsregler, søretlige kvalifikation, charterbestemmelser, momsregler mv., er det forkert at betegne [red. fjernet bådnavn] som en lystbåd. Et hotel er heller ikke en sommerbolig efter LL § 16A, stk. 5, fordi det anvendes af sommergæster i fritidsøjemed.

2. [red. fjernet bådnavn] er drevet erhvervsmæssigt i mange år også før A erhvervede en andel. Skibet er et investeringsgode. Ved bevisvurderingen gælder der dermed en formodningsregel om,

at båden ikke er stillet til fri privat rådighed, netop fordi der er tale om et erhvervsaktiv. Dette forhold har efter praksis væsentlig bevismæssig betydning.

3. Det må anses som dokumenteret, at A kun havde samme rådighed over skibet som andre lejere. Hverken Skattestyrelsen eller Skatteankestyrelsen har påvist konkrete omstændigheder, der viser, at A havde en fri privat rådighed over skibet som andre lejere ikke havde. Tværtimod viser dokumentationen, at der er tale om rederivirksomhed af et skib på 460 tons, X meter langt med 8-9 mands besætning og plads til 12 passager. Særligt viser administrator VKs meget kontante anvisninger, at A ikke havde mulighed for anden form for rådighed end den der følger af charteraftalen tilsvarende alle andre lejere.

4. Det forhold, at A har lejet båden og dermed har rådet over båden på samme måde som andre lejere, kan ikke i sig selv være udtryk for en udlodning fra selskabet i form af fri privat rådighed over en lystbåd. Dette forhold bør også indgå i bevisvurderingen.

5. Der er tidligere redegjort for momsreglerne, som betyder, at anvendes skibet privat forfalder der fuld moms på skibet. Der er fysisk faktisk umuligt for A at anvende skibet som en privat fri båd, og skulle det teoretisk kunne lade sig gøre ville det være en grov overtrædelse af de indgåede aftaler, som netop tilsikrer udelukkende erhvervsmæssig anvendelse, jf. aftalerne optrykt i MS I s. 164-365. Til sammenligning kan nævnes praksis om gulpladebiler, jf. Juridisk Vejledning C.A.5.14.1.12, hvorefter reglerne om LL § 16, stk. 4,1-11. pkt. om beskatning af fri bil ikke gælder for biler på gule plader, hvor der ikke skal betales tillæg for privat anvendelse efter vægtafgiftsloven, fordi bilen udelukkende bliver brugt erhvervsmæssigt. Se tillige SKM2002.270.VLR.

Tilsvarende kan reglerne om fri lystbåd ikke anvendes i denne sag allerede fordi [red. fjernet bådnavn] udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. Når A lejer båden svarer det til lovlig anvendelse af en gulplade bil. Også dette forhold bør indgå i Landsskatterettens bevisvurdering.

6. A ejer privat en stor lystbåd, der ligger i Y3-land ved hans sommerhus. Et sådant ejerskab og brug tillægges efter

fast praksis bevismæssig betydning, jf. det tidligere fremførte herom og gennemgangen i MS II. Denne lystbåd dækker As behov for privat og fri lystbåd, hvilket bør indgå i den samlede bevisbedømmelse.

I det omfang Landsskatteretten finder, at der ikke er fri privat rådighed over [red. fjernet bådnavn], men den betalte leje er for lav, kan der ske hjemvisning til beskatning af maskeret udlodning efter LL § 16A, stk. 2, nr. 1), som er den almindelige hovedregel for beskatning af udbytte fra et selskab.

Ved bevisvurderingen bør Landsskatteretten inddrage almindelige retsgrundsætninger om proportionalitet og rimelighed, herunder hense til at beskatning af fri lystbåd er en særlig undtagelsesregel med en endog meget streng beskatning, som kan siges at have en vis pønal karakter.

Opsummering

Det kan opsummerende anføres, at ved en samlet vurdering af sagens konkrete omstændigheder er det ikke grundlag for at anses As leje mod vederlag af [red. fjernet bådnavn] som er udtryk for en udlodning fra selskabet i form af fri privat lystbåd efter LL § 16A, stk. 6 (nu stk. 5). Skatteankestyrelsens bevisvurdering kan derfor ikke tiltrædes."

Klagerens repræsentant har i endnu et yderligere indlæg blandt andet anført:

"[...] Skatteankestyrelsens oprindelige forslag til afgørelse fra 9. januar 2019 er uændret og uden inddragelse af det faktum, der er dokumenteret og fremhævet i brev af 19. marts 2019 med henvisning til det faktum, der blev fremlagt og gennemgået på kontorforhandlingen. Der er tale om objektivt konstaterbare omstændigheder - ikke fortolkninger eller subjektive udokumenterede antagelser.

Det anerkendes, at skatteyderens bevisvurdering og fortolkning muligvis ikke tiltrædes.

Derimod kan det ikke anerkendes, at Skatteankestyrelsens undertrykker en relevant beskrivelse af sagens konkrete omstændigheder. Dette er kritisabelt.

En sådan undertrykkelse bevirker, at sagsbehandlingen fremstår usaglig og retssikkerhedsmæssig betænkelig. Derfor bør Skatteankestyrelsens sagsfremstilling korrigeres, så det dokumenterede faktum ikke udelades eller fordrejes, men beskrives loyalt og sagligt i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.

Det er væsentligt at fremhæve, at afgørelse af om A har fri privat rådighed over en lystbåd efter Ligningslovens § 16A, stk. 6., 1. pkt. beror på en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder. (Dette tiltrædes også af Skatteankestyrelsen, brev af 19.7.2019, side 2, og følger i øvrigt af forarbejder, Juridisk Vejledning og retspraksis).

2. Anskaffelsestidspunkt, drift i rederivirksomhed mv.

Skibets anskaffelsestidspunkt, driften i rederivirksomhed, indtjeningen, rederiets og administrators varetagelse af den daglige drift af skibet også efter As indirekte køb af 50% af virksomheden, er kendsgerninger, der objektivt kan konstateres.

3. [red. fjernet bådnavn] er indkøbt og drevet som led i rederivirksomhed siden 2008

På kontorforhandlingen blev faktum grundigt gennemgået, herunder blev det fremhævet og tydeliggjort gennem den fremlagte dokumentation, at [red. fjernet bådnavn] var købt og drevet som led i rederivirksomhed før A via sit selskab købte en andel af virksomheden. Se nærmere Materialesamlingen I (MS I) side s. 164 - 352. På kontorforhandlingen blev der fremlagt og gennemgået en meget omfattende og væsentlig dokumentation, der er helt udeladt af fremstillingen af faktum.

Det er for eksempel et relevant faktum for Landsskatterettens dommere at vide, at [red. fjernet bådnavn] er drevet som led i almindelig rederivirksomhed siden 2008. Der er i den forbindelse grund til at fremhæve, at mens G7 var eneejer af [red. fjernet bådnavn] var der følgende omsætning på rederivirksomheden herunder med drift af [red. fjernet bådnavn]:

Mens G8 var ejer af [red. fjernet bådnavn] (og [red. fjernet bådnavn3] i 2013) var omsætningen:

4. Den udøvede rederivirksomhed med [red. fjernet bådnavn]

[red. fjernet bådnavn] drives som led i rederivirksomhed med søtransport af passagerer på det åbne hav. Der er tale om en sædvanlig rederivirksomhed i et meget betydeligt marked primært i Middelhavet og Y5-øgruppe.

Den type rederivirksomhed udøves ikke i de danske farvande.

Kendskab til branchen og denne form for rederivirksomhed er begrænset i Danmark. Derfor er der særlig grund til at være opmærksom på den fremlagte dokumentation, netop fordi der efter danske forhold er tale om en usædvanlig virksomhed, hvorimod den udøvede virksomhed med [red. fjernet bådnavn] er helt almindelig og en meget udbredt form for rederivirksomhed i Middelhavet og i Y5-øgruppe.

De første år var rederivirksomheden med [red. fjernet bådnavn], som dokumenteret, drevet uden delvist indirekte ejerskab af A. A købte i 2011 50% af rederivirksomheden med [red. fjernet bådnavn] under den forudsætning, at den hidtidige rederivirksomhed fortsatte uændret med samme administrator. Driften af rederivirksomheden med [red. fjernet bådnavn] er i 2011-2013 fortsat uændret i overensstemmelse med forudsætningerne for delejerskabet, de indgåede aftaler og den faktiske drift. De konkrete omstændigheder viser, at As selskab indtrådte som den daglige drift af skibet. Det var fortsat G7, der som administrator og ejer af 50% stod for driften, herunder udlejning, bemanding, sikkerhedsgodkendelser, vedligehold, forsikring, proviantering, og alle andre forhold knyttet til den daglige drift af rederivirksomheden med [red. fjernet bådnavn]. Denne opdeling med G7 som administrator er, som dokumenteret, effektiv gennemført og bindende for A. Dette er ligeledes en del af faktum, if. nærmere nedenfor og den anførte dokumentation under kontorforhandlingen og i brev af 19. marts 2019.

Det er således også en del af faktum, at formidlingsaftalen med G11 om udlejning af [red. fjernet bådnavn] er underlagt administrators virksomhed og er i den daglige drift A uvedkommende. Det er som dokumenteret et faktum, at A kun har indflydelse som medejer på overordnede generelle forhold og markedsføring. A har, som dokumenteret, således ingen indflydelse på administrators aftaler og samarbejde med udlejningsbureauet i forbindelse med de enkelte charteraftaler.

Rederiet drives af administrator, som bestemmer over [red. fjernet bådnavn] i den daglige drift. Dette fremgår af den omfattende dokumentation og er et dokumenteret faktum. Dette faktum er væsentlig for sagens afgørelse, men uomtalt af både Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen på trods af, at disse konkrete omstændigheder udgør rammen for sagen, som vi gjorde os stor umage med at dokumentere under kontorforhandlingen med gennemgang af den der fremlagte dokumentation og med gennemgangen i brev af 19. marts 2019.

Sagsfremstillingen indeholder ikke en beskrivelse af, at administrator driver skibet. Sagsfremstillingen fra Skatteankestyrelsen henviser eksempelvis på side 4, 3. afsnit om administrators rolle, til bogføring og deslige. Når man læser dette foranlediges man til at tro, at bogføring, budgettering og løbende betalinger for selskabet var administrators væsentligste rolle. Den korrekte gengivelse af faktum er, at administrator stod for og bestemte over den daglige drift af skibet i alt, hvad en sådan drift indebærer.

Jeg tillader mig at fremhæve MS I, side 193 og side 207. Det fremgår heraf, at det fællesejede selskabs (G8, cvr. ...12) formål er:

"Selskabets formål er at drive rederi- og anden virksomhed, der har forbindelse med shipping".

I MS I, side 237, er det i ejeraftalen under pkt. 5.1., anført:

"Selskaberne har indgået aftale med henholdsvis G7 og G13 om den løbende administration af Selskaberne. Vedhæftet som bilag 5.1.A er administrationsaftale mellem selskaberne og G7. Som bilag 5.1.B er vedhæftet administrationsaftale mellem selskaberne og G13."

G7 har som nævnt drevet rederivirksomhed med [red. fjernet bådnavn] siden 2008. Det fremgår af administrationsaftalen indgået i forbindelse med A indirekte indtræder som investor og medejer, at G7 fortsætter med at drive rederivirksomheden med [red. fjernet bådnavn]. I MS I, side 343-346, er administrationsaftalen optrykt. På side 344 under pkt. 2. "Administrationsydelser" er det aftalt, at administrator påtager sig af forestå den daglige administration af selskaberne, herunder som angivet i pkt. 2.3:

"drift af skibet, herunder servicering af skibet, kontakt til havne, indkøb af brændstof og andre forsyninger, tegning af nødvendige og sædvanlige forsikringer samt indhentelse af alle nødvendige tilladelser til brug forskibet,

Og videre i pkt. 2.5:

"at ansætte besætning til Skibet og forestå personaleadministration i overensstemmelse med gældende lovgivning."

Administrationsaftalen med A er optrykt i MS I, side 249351, og vedrører alene markedsføring og salg mere generelt.

Af bestyrelsesreferat af møde 7. juli 2011, MS I, side 353-361, fremgår det på side 353 nederst og side 354 øverst, at VK redegjorde for driften med angivelse af indgåede charteraftaler og forestående reparation af mast.

På bestyrelsesmøde 6. marts 2012 (gengivet i MS I, side 356-358) redegjorde VK ligeledes for driften (bemærk side 1 af referatet står på MS I, side 358). Under pkt. 4 blev der redegjort for vedligehold og ophold på værft.

I referatet af bestyrelsesmøde 5. september 2012 (MS I, side 359-361) oplyses det på side 360 under Ad 4, at skibet i de første 8 måneder har haft charterindtægter på DKK 9.731.000.

Under pkt. 5, er det om salg og markedsføring resten af 2012 oplyst, at skibet skal på værft resten af året, og at det er forventningen, at de gennemførte forbedringer vil øge charterindtægterne.

—ooOoo—

For at forstå sagen og den virksomhed, der er tale om, er det af afgørende betydning, at Landsskatterettens dommere er klar over den konkrete rederivirksomhed med søtransport af passagerer på det åbne hav, der udøves med skibet [red. fjernet bådnavn], og at rederivirksomheden efter As køb af 50% fortsatte uændret med G7 som administrator og leder af den daglige drift. Det er det dokumenterede faktum og grundlaget for sagen, men er af Skatteankestyrelsen udeladt af sagsfremstillingen.

Det er tillige et vigtigt faktum at leje af [red. fjernet bådnavn] ikke giver lejer fri privat rådighed over båden, hvor lejer selv bestemmer over båden i lejeperioden. Lejer køber en adgang til at være ombord på skibet som passager, hvor skibet føres af kaptajnen og øvrig besætning underlagt rederiets (administrators) instruktion i overensstemmelse med den på forhånd aftalte sejlplan. Der gælder særlige søretlige regler, herunder regler om sikkerhed til søs, når der transporteres passagerer på det åbne hav ombord på et skib på knap 54 meter, 460 tons og med en besætning på 9 personer. Lejerens begrænsede rådighed over skibet er sædvanligt ved leje af et skib som [red. fjernet bådnavn]. Dette fremgår meget tydeligt af de charterpartier, som alle charterkunder- også A - har underskrevet som lejer.

I overensstemmelse hermed og som dokumentationen viser, har A ikke sejlet med [red. fjernet bådnavn] uden betaling og charterkontrakt. Skibet er - selvsagt - kun anvendt lovligt, og A har kun sejlet på skibet som betalende passager i overensstemmelse med charterpartiet og de almindelige søretlige regler mv. Skatteankestyrelsen har intet grundlag for at antage, at A skulle have anvendt skibet på anden måde end angivet, og dermed skulle have anvendt [red. fjernet bådnavn] ulovligt og i strid med administrators instrukser.

Derfor anmodes venligst om, at ovenstående objektive konstaterbare faktum medtages i sagsfremstillingen.

Bemærk, at der ikke er tale om hensigter, forventninger, håb eller andre helt eller delvist subjektive forhold. Der er tale om konstaterbare og dokumenterede kendsgerninger. A købte via sit selskab sig ind som passiv investor i en rederivirksomhed med aftale om, at han ikke havde indflydelse på den daglige drift af skibet, en aftale der er effektivt overholdt og gennemført af administrator.

5. Når relevant faktum udelades i sagsfremstillingen

En investor, som køber en andel af et hotel, og som lejer et værelse på hotellet, skal ikke beskattes af fri bolig. En investor, som køber en andel af et biludlejningsfirma, skal ikke beskattes af fri bil fordi vedkommende lejer en bil af udlejningsfirmaet. Ligeledes skal A ikke beskattes af fri lystbåd fordi han køber en andel af en rederivirksomhed, hvor han som led i rederiets almindelige drift lejer sig ind som passager på rederiets skib.

Der er forskel på loyalt at beskrive faktum, som dokumenteret, og på det grundlag foretage en bevisvurdering og fortolkning af dagældende LL § 16A, stk. 6,1. pkt., om fri privat rådighed over en lystbåd, og på den beskrivelse af faktum, som Skatteankestyrelsen foretager, hvor faktum om rederivirksomheden, historikken og As manglende faktiske rådighed ganske enkelt ignoreres og slet ikke indgår i beskrivelsen af sagen.

Dermed fremstilles As leje af [red. fjernet bådnavn] i en forkert sammenhæng ude af kontekst.

Sagsbehandlingen i Skatteankestyrelsen fremstår dermed fordækt. Skatteyderen fratages muligheden for reel argumentation mod Skatteankestyrelsens indstilling, idet den reelle argumentation skjules ved at udelade og fordreje faktum. Dette kan vanskeligt opfattes anderledes end Skatteankestyrelsen ud fra en skjult principiel beslutning frigjort fra sagens omstændigheder har bestemt sin indstilling til sagens udfald.

Hvis Skatteankestyrelsen fortsat nægter i sagsfremstillingen at beskrive de konkrete omstændigheder, herunder rederivirksomheden, erhvervelsen og karakteren af driften af [red. fjernet bådnavn], at administrator stod for driften mv., er der risiko for, at afgørelse træffes på et uoplyst grundlag.

[red. fjernet bådnavn] er anskaffet og drevet erhvervsmæssigt, og er ikke en privat lystbåd til fri benyttelse af A. Det er de konkrete faktiske omstændigheder. Hvis Skatteankestyrelsen ikke mener dette er dokumenteret, eller mener, at dette faktum er irrelevant for sagens afgørelse, bør denne bevisvurdering af faktum eller denne afvisning af relevansen af faktum indgå i indstillingen til afgørelse på grundlag af en revideret saglig og oplyst sagsfremstilling med inddragelse af nævnte faktum.

6. Særligt om begrebet "lystbåd"

Den fortolkning Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen anvender til fastlæggelse af begrebet lystbåd, indebærer, at alle skibe, der anvendes til transport af passagerer på ferie, anses som lystbåde. Efter dette kriterium vil et krydstogtsskib med 1.200 passagerer være en lystbåd ligesom Oslofærgen med sine minicrueses vil være en lystbåd. Det er jo åbenbart forkert, at

store passagerskibe skulle være lystbåde, blot fordi de transporterer passagerer på ferie, som er ombord i fritidsøjemed.

Det relevante kriterie er derimod - som kodificeret i lystfartøjsforsikringsafgiftsloven - om skibet udelukkende anvendes erhvervsmæssigt til søtransport af betalende passagerer.

Der er tale om erhvervsmæssig anvendelse, uanset om passageren er på ferie eller på arbejde. Der er i begge tilfælde tale om erhvervsmæssig rederidrift. Det er en besnærende fejltagelse at anse [red. fjernet bådnavn] som en lystbåd ud fra en betragtning om, at passagererne er ombord på grund af fritids- og lystformål. Den samme fejltagelse ligger ikke lige for med de store krydstogts- skibe, og Skatteankestyrelsen er vel ikke i tvivl om, at et passagerskib til 1.200 turister ikke er en lystbåd i ligningslovens forstand selvom passagererne er ombord af fritids- og lystformål, og skibet netop er beregnet hertil ud fra "fartøjets konstruktion, indretning og fremtoning".

Skismaet opstår alt efter om man ser på skibet ud fra passagerernes formål med rejsen eller om man ser på om skibet anvendes erhvervsmæssigt. Det er her Skatteankestyrelsen og Skattestyrelsen tager fejl i deres antagelse om, at [red. fjernet bådnavn] fremstår som bestemt til fritids- og lystformål. Skibet fremstår og er anvendt som et erhvervsfartøj, idet skibet udelukkende anvendes til søtransport af betalende passagerer på det åbne hav.

Når skatteankestyrelsen fremhæver, at det er benyttelsen, der er afgørende (forslagets side 12, 3. sidste afsnit), menes der fra lovgivers side den erhvervsmæssige benyttelse af skibet, og ikke de betalende passagerers formål med søtransporten. [red. fjernet bådnavn] er derfor ikke en lystbåd, men et erhvervsfartøj - selvom passagererne er ombord på grund af fritids- og lystformål.

Det giver derfor god mening, når der i forarbejderne til Ligningslovens § 16A, stk. 6,1. pkt. om fri privat lystbåd angives, at der kan henses til om den pågældende båd vil være omfattet af lystfartøjsforsikringsafgiftsloven, hvor det hedder i § 1, stk. 2:

»Stk. 2. Ved et lystfartøj forstås ethvert fartøj, medmindre det udelukkende anvendes til erhvervsmæssige formål. Ved erhvervsmæssige formål forstås personbefordring og godstransport eller levering af tjenesteydelser mod vederlag eller til offentlige formål.«

Der henvises til den nærmere redegørelse herom i brev af 19. marts 2019.

Transporten af passagerer ombord på [red. fjernet bådnavn] er sædvanlig rederivirksomhed i et stort marked med søtransport af passagerer i Y5-øgruppe og i Middelhavet, hvilket understøttes af skibets pris, størrelse, bemanding og den almindelige rederidrift skibet indgår i.

A kan kun kan sejle, og har kun sejlet, med skibet privat som betalende passager.

Det er fysisk faktisk og aftalemæssigt udelukket for A, at benytte [red. fjernet bådnavn] privat uden administrators forudgående godkendelse og uden at betale for anvendelsen. Det er som nævnt en del af det faktum, der er dokumenteret og gengivet ovenfor. As leje af skibet indgår i rederiets erhvervsmæssige virksomhed med personbefordring mod vederlag. A anvender derfor ikke, og kan ikke anvende, [red. fjernet bådnavn] som fri privat lystbåd, idet skibets erhvervsmæssige anvendelse udelukker, at der er tale om en fri privat lystbåd.

Disse forhold om erhvervsmæssig anvendelse og fastlæggelse af begrebet "lystbåd" er udeladt af beskrivelsen fra såvel Skatteankestyrelsen som Skattestyrelsen. Det er også her kritisabelt, at Skatteankestyrelsen ikke oplyser Landsskatterettens dommere om disse afgørende og relevante forhold, som nu også fremgår direkte af loven, jf. lov om lystbådsforsikringsafgift, som lovforarbejderne til LL § 16A henviser til.

7. Momsregler og skatteregler

Skatteankestyrelsen og Skattestyrelsen anvender i stedet en henvisning til momsreglerne og praksis om momsreglerne som afgørende for, at [red. fjernet bådnavn] er en lystbåd, se nærmere skattestyrelsens udtalelse af 14. august 2019, side 1 og 2.

Momsreglerne om lystbåde er begrundet i transport af turister. Momsreglerne regulerer forhold, hvor der henses til, om det er forbrugere, der er er købere af ydelsen. Momsreglerne ser ikke på, om skibet udelukkende anvendes erhvervsmæssigt, hvilket derimod er afgørende for beskatning efter LL § 16A, stk. 6,1. pkt. Det er som nævnt i forarbejderne til LL § 16A om lystbåde særligt fremhævet, at der kan henses til afgrænsningen i lov om forsikringsafgift på lystbåde, hvorefter en lystbåd er et fartøj, der ikke udelukkende anvendes erhvervsmæssigt.

Når såvel Skatteankestyrelse som Skattestyrelsen anvender momslovens fastsættelse af begrebet lystbåd som afgørende efter skattereglerne om maskeret udlodning i LL § 16A, bør Landsskatteretten oplyses om, at denne fortolkning er kontroversiel, og efter klagerens opfattelse forkert. Momsreglernes begrebsfastsættelse er direktivbestemt EU-ret, tjener et andet formål end reglerne om maskeret udlodning og er underlagt særlige fortolkningsregler, der ikke gælder for danske skatteregler.

8. Moms - uddybende om forarbejder om vejledning

Forarbejderne til LL § 16A nævner ikke momslovens lystbådsbegreb som fortolkningsbidrag, men alene forsikringsafgiftslovens.

Den juridiske vejledning (2019-2) C.A.5.16.1.1 betegner blot lystbåde som "enhver form for båd, der kan anvendes i fritidsøjemed".

Det bemærkes i øvrigt, at det netop er i den momsmæssige vurdering (juridisk vejledning 2019-2, afsnit D.A.10.1.3.1), at der kan ses til skibets registreringsforhold, idet det der anføres:

" Der kan lægges vægt på fartøjets klassificering efter reglerne om skibsregistrering. Der kan også lægges vægt på fartøjets konstruktion, indretning og anvendelse. I tvivlstilfælde vil anvendelsen vægte mere end de andre parametre".

Fastholder Skatteankestyrelsen således, at vurderingen er analog, må det i øvrigt tiltrådte argument om lastskib derfor inddrages i vurderingen.

9. Momsretlig praksis om lystbåd

Det momsretlige lystbådsbegreb, hvis et sådan findes, er i dansk administrativ praksis anerkendt at være forskelligt fra ligningslovens. Dette ses i SKM 2011.451.SR. Herfra citeres Skatteministeriets begrundelse, som tiltrådt af Skatterådet (mine understregninger):

" I forhold til skatteretten er der tidligere taget stilling til, at flydende boliger/husbåde ikke er omfattet af vurderingsloven, ejendomsbeskatningsloven og ejendomsværdiskatteloven. Det skyldes, at husbåden ikke er tilknyttet en grund og dermed en matrikel. Derimod er der taget stilling til, at husbåde anses som skibe i afskrivningslovens forstand og som lystbåde i momslovens forstand." senere samme sted angives, at:

"I forhold til personalegoder ealerne i ligningslovens 616 er begrebet "lystbåd" ikke defineret i praksis. Ifølge lovbemærkningerne til lov nr. 483.1993 kan der hentes en vis vejledning i praksis efter lov om afgift af lystfartøjsforsikringer. og ifølge lovbemærkningerne til lov nr. 459. 2000 skal der ved udtrykket "lystbåd" forstås enhver form for båd, der anvendes i fritidsøjemed."

Hvis begrebet "lystbåd" skulle være det samme i momslovens og ligningslovens forstand, ville den momsretlige praksis allerede have afklaret vurderingen i forhold til skatteretten i afgørelsen. Det vurderes i øvrigt i afgørelsen, at husbåden ikke er en lystbåd efter ligningsloven - modsat momsloven.

10. Særligt om SKM2010.61VLR

Specifikt i relation til SKM2010.61.VLR bemærkes det, at både Landsskatteretten og Landsretten henser til den potentielle erhvervsmæssige anvendelse af fartøjet. Således anfører særligt Landsskatteretten:

"(...) at fartøjets anvendelse forud for leveringstidspunktet (juni 2005) efter det for Landsskatteretten oplyste vanskeligt kan beskrives som erhvervsmæssig sejlads i rum sø af et sådant omfang, at en efterfølgende levering kan finde sted afgiftsfrit"

Argumentet skulle her være, at den erhvervsmæssige anvendelse ville kunne bringe fartøjet ud af lystfartøjsdefinitionen uanset dets objektive karakteristika.

11. Særligt om moms og EU-retten

Ses der til den EU-retlige praksis er de relevante bestemmelser momssystemdirektivet artikel 148 (tidligere artikel 15 i 6. momsdirektiv). Der henvises bl.a. til praksis herom i SKM2010.61.VLR.

Sagen C-116/10 Bacino, omhandlede et fartøj med besætning, der blev udlejet til privatpersoners rekreative formål. Domstolen udtalte i præmis 14, at:

"14. Delfølger heraf, at hvis fartøjet, således som det er tilfældet i hovedsagen, udlejes til personer, der udelukkende benytter det til rekreative formål og ikke med kommerciel gevinst for øje, uden for enhver form for erhvervsmæssig aktivitet, opfylder udlejningsydelsen ikke de udtrykkelige betingelser for momsfritagelse i sjette direktivs artikel 15, nr. 5)"

Argumentet er her - modsætningsvist - at fartøjets "lystfartøjskarakteristika" ikke er bestemmende.

Der er således ikke et momsretligt lystbådsbegreb, som lader sig overføre til ligningsloven, idet en Business-to-Business chartring af "lystfartøjet" i leddene forud for det endelige forbrug må kunne være omfattet af momsfritagelsen, mens dette ikke er tilfældet i sidste led.

12. Andre områder af momsretten

Hvis momsretten forfølges yderligere, bemærkes også, at Skattestyrelsen i deres indlæg (side 8 i Skatteankestyrelsens kontorindstilling) inddrager "frit fly".

Inden for momsretten er luftfartsfritagelsen til en vis grad analog til fritagelsen for skibe. Momsfritagelse (jf. ML § 34, stk. 1, nr. 10) kan opretholdes for luftfartsselskaber i international rutefart, uagtet en aktionær i det ejende selskab benytter flyene forudsat, at denne brug alene "indrømmes på samme vilkår som gældende for enhver anden kunde hos flyselskabet" (jf. juridisk vejledning 2019-2, afsnit D.A.10.1.4.1 der citerer udtalelse fra Momsudvalget). Tilsvarende vil en momsfritagelse ud fra den kontraktuelle regulering af As benyttelse kunne have relevans i relation i forhold til den momsretlige vurdering af en lystbåd.

13. Afslutning om momsrettens betydning i denne sag

Momsretten er i høj grad er harmoniseret i EU, hvilket bevirker, at fællesskabsretten skal inddrages i fortolkningen af momsbestemmelserne, mens tilsvarende ikke er tilfældet for de relevante bestemmelser i ligningsloven.

Jeg tillader mig at gentage, at momsreglerne varetager et andet formål end beskatning af hovedaktionærers fri privat benyttelse af en lystbåd, jf. LL § 16A, stk. 6,1. pkt. Dernæst er fortolkningen af momsloven underlagt særlige EU-retlige fortolkningsregler, hvilket såvel skatteministeriet som Vestre Landsret fremhæver i SKM2010.61. Vestre Landsret tiltræder skatteministeriets fortolkningsprincip om, at fritagelsesreglerne for moms er undtagelsesregler, der skal fortolkes indskrænkende. Skattereglerne i LL § 16A skal ikke fortolkes efter samme momsretlige princip. Dette gælder særligt i nærværende sag, hvor der er tale om en væsentlig udvidelse af den almindelige beskatning af maskeret udlodning til skade for skatteyderen, jf. nærmere neden for.

I det hele forekommer Skatteankestyrelsens og Skattestyrelsens fokusering på den momsretlige fastsættelse af begrebet "lystbåd" forsimplet. Også efter momsretten ses der på den erhvervsmæssige drift - ikke på bådens egenskaber og fremtoning per se, jf. eksempelvis ved udlejning mellem to erhvervsdrivende. I praksis er der taget stilling til, at momsretten ikke er bindende for skatteretten, heller ikke for lystbåde (jf. sagen om husbåd som nævnt ovenfor).

Det bør som nævnt heller ikke ignoreres, at forarbejderne henviser til lov om forsikringsafgift af lystfartøjer; forarbejderne henviser ikke til momslovens regler. Det afgørende er, at [red. fjernet bådnavn] udelukkende er anvendt erhvervsmæssigt til transport af betalende passagerer på det åbne hav, og er derfor ikke en lystbåd efter LL § 16A. Hertil kommer som uddybet i brev af 19. marts 2019, at [red. fjernet bådnavn] er anskaffet som investeringsgode i erhvervsvirksomhed.

14. Nærmere om maskeret udbytte efter LL § 16A - hjemvisning Efter de almindelige regler om maskeret udlodning i LL § 16A, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1, har skattemyndighederne hjemmel til at beskatte A, hvis skattemyndighederne mener, at han har lejet [red. fjernet bådnavn] for billigt i forhold til markedsprisen. Skattestyrelsen er således efter reglerne fuldt beskyttet, og kan opkræve en skat af en eventuel underpris efter reglerne om maskeret udlodning.

Hvis Landsskatterettens dommere mener det dokumenteret, at A har betalt for lav leje i forhold til markedslejen - hvilket bestrides - er den korrekte sanktion hjemvisning til Skattestyrelsen til opgørelse af den korrekte markedsleje, og beskatning af en maskeret udlodning efter de almindelige regler efter LL § 16A, stk. 2, nr. 1.

15. Nærmere om almindelige retsgrundsætninger

Beskatning af maskeret udlodning i form af fri privat lystbåd efter LL § 16A, stk. 6, 1. pkt., er en undtagelse til den almindelige udbyttebeskatning. Konsekvensen af udlodning af fri privat lystbåd er en skærpet beskatning, jf. værdiansættelsesreglen i LL § 16A, stk. 6, 2. pkt., jf. LL § 16, stk. 6. Denne objektive værdiansættelsesregel har et pønalt præg, fordi der sker beskatning af en værdi, der ikke er modtaget. Det er en beskatning af en fiktiv indkomst. Samspillet mellem den konkrete vurdering af omstændighederne, der skal foretages (1. pkt.), og konsekvensen i form af den skematiske og objektive værdiansættelsesregel (2. pkt.), bevirker, at der er tale om en særlig skærpet undtagelsesregel til skade for skatteyderen, hvilket der bør der tages hensyn til ved fortolkningen i overensstemmelse med almindelige retsgrundsætninger. Dette underbygger tillige det helt legitime krav om, at sagens faktum beskrives sagligt i Skatteankestyrelsens sagsfremstilling.

Den almindelige grundsætning om proportionalitet betyder, at det i denne konkrete situation, henset til sagens samlede omstændigheder, vil være uproportionelt at opkræve skat efter de meget strenge regler om fri privat lystbåd, når skattemyndighederne er fuldt beskyttede af de almindelige regler om maskeret udlodning, idet Landsskatteretten som nævnt har mulighed for at hjemvise sagen til beskatning efter LL § 16A, stk. 2, nr. 1.

Anvendelse af grundsætninger, herunder grundsætningen om proportionalitet, er ikke en sort/hvid vurdering, men retsprincipper, der har en betydning i tvivlstilfælde, og som i givet fald må inddrages ved bevisvurderingen - og ved fortolkningen af LL § 16A, stk. 6., 1. pkt."

Landsskatterettens afgørelse

En hovedaktionær der modtager udbytte i form af, at der stilles en lystbåd til rådighed, skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne værdien af godet. Det fremgår af den dagældende ligningslovs § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5). For hovedaktionærer er der indført en formodningsregel, hvorefter en hovedaktionær, der får stillet en lystbåd til rådighed, anses for at have lystbåden til rådighed hele året, jf. ligningslovens § 16, stk. 6, 2. pkt. Værdien beregnes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 6. Der er tale om personlig indkomst, jf. personskattelovens § 4 a, stk. 2.

Det er rådigheden over båden og ikke den faktiske benyttelse, der beskattes, jf. Højesterets dom af 17. maj 2005, offentliggjort som SKM2005.219HR, hvor Højesteret fastslog, at den skattepligtige værdi af selskabets både skulle opgøres ud fra rådigheden og ikke den faktiske benyttelse. Dette er ikke ensbetydende med, at det forhold, at et selskab ejer en lystbåd, medfører, at en hovedaktionær m.fl. bliver beskattet heraf. Afgørelsen af, om en hovedaktionær m.fl. har rådighed over en lystbåd, beror på en konkret skønsmæssig vurdering. I Roskilde byrets dom af 4. maj 2016, offentliggjort som SKM2016.522.BR, fandt retten ud fra en konkret vurdering, at der var en formodning for, at to større både stod til rådighed for klageren, som ikke kunne sandsynliggøre, at bådene ikke var til rådighed.

Ved vurderingen af om der foreligger rådighed, tillægges det bl.a. vægt, hvorvidt båden anvendes privat, og om der foreligger en erhvervsmæssig begrundelse for, at selskabet ejer en båd. Der henses også til hovedaktionærens levevis, herunder om hovedaktionæren eller dennes familie selv ejer en lystbåd, disses sejlkundskaber, fritidsinteresser m.v., jf. skatteministeriets meddelelse af 19. september 2001, offentliggjort som SKM2001.363.DEP.

Det anføres endvidere i skatteministeriets meddelelse af 19. september 2001, at:

"[...]

Har et selskab anskaffet en lystbåd med salg eller udleje for øje, ses der på, om selskabet forsøger at udnytte båden til dets økonomiske fordel, herunder om der er udfoldet tilstrækkelige udleje- eller salgsbestræbelser, hvor lang tid der går inden båden faktisk sælges eller udlejes m.v.

[...]"

Bestemmelsen om fri båd blev fremsat ved lovforslag nummer 237 af 29. marts 2000.1 de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremhæves det om definitionen af en lystbåd, at:

"Ved udtrykket lystbåd forstås enhver form for båd, der anvendes i fritidsøjemed."

I Vestre Landsrets dom af 21. december 2009, offentliggjort som SKM2010.61.VLR, anså retten en luksusyacht for et lystfartøj efter momslovens regler, da retten henså til fartøjets konstruktion, indretning og fremtoning. Af Landsretten begrundelse fremgår blandt andet følgende:

"Der er ikke i loven eller i lovens forarbejder nogen nærmere definition af, hvad der skal forstås ved "skibe" og "lystfartøjer". Afgrænsningen af, om der er tale om et lystfartøj i momslovens forstand, må derfor ud fra en naturlig sproglig forståelse af begrebet "lystfartøj" bero på, om fartøjet efter sin konstruktion, sin indretning og sin fremtoning fremstår som bestemt til fritids- og lystformål."

Landsskatteretten finder, at [red. fjernet bådnavn] i ligningslovens forstand er at anse for en lystbåd. Landsskatteretten lægger særligt vægt på bådens konstruktion, indretning og anvendelse. Det forhold, at båden efter søfartslovgivningen kvalificeres som et lastskib, udelukker ikke, at båden skattemæssigt kvalificeres som en lystbåd.

Klagerens anbringende om, at båden ikke ville være omfattet af lov om afgift af lystbådsforsikringer, ændrer ikke herved.

Landsskatteretten finder efter en konkret vurdering, at klageren i det påklagede indkomstår har haft rådighed over båden. Landsskatteretten lægger særligt vægt på, at aftalegrundlaget mellem G8 og G11 samt aftalegrundlaget mellem G8, G7 og G9 ikke afskærer klagerens rådighed over båden. Det af klageren anførte om, at klageren alene er passiv investor, kan ikke føre til et andet resultat.

Retten har desuden lagt vægt på, at klageren i det indklagede år har anvendt båden privat i 40 dage.

Klagerens ejerskab af båden "[red. fjernet bådnavn2]" ses ikke at ændre ved rådigheden over [red. fjernet bådnavn].

Landsskatteretten finder derfor, at der skal ske beskatning af fri båd efter ligningslovens § 16, stk. 6.

Ved opgørelsen af det skattepligtige beløb efter ligningslovens § 16, stk. 6, bemærker Landsskatteretten, at klageren skal beskattes af rådigheden over båden og ikke af hans faktiske benyttelse af båden.

Det følger af ligningslovens § 16, stk. 6, 2.-4. pkt., at der ved opgørelsen af den skattepligtige værdi af fri båd er en formodning for, at båden er til rådighed hele året, at den skattepligtige værdi skal fordeles mellem flere hovedaktionærer, og at den skattepligtige værdi skal nedsættes i forhold til antallet af dage, lystbåden stilles til rådighed for eller udlejes til andre personer, som ikke er omfattet af 3. pkt., eller som ikke er nærtstående.

Af bestemmelsen fremgår ikke andre forhold, der kan begrunde en nedsættelse af antallet af dage, hvor båden kan anses for at have været til rådighed for hovedaktionæren.

Ved opgørelsen af den skattepligtige værdi af fri båd for klageren anses klageren efter formodningsreglen derfor for at have haft båden til rådighed hele året. Der skal imidlertid ske nedsættelse med det antal dage, hvor båden har været udlejet til 3. mand.

Det herefter resterende antal dage fordeles ligeligt mellem klageren og medejeren af G8, da de ifølge det oplyste hver ejer 50 % af G8.

SKAT har i den påklagede afgørelse fundet, at de perioder, hvor båden har været på værft, været under transportsejlads mellem to kunder eller har ligget i havn uden kunder eller været besøgt erhvervsmæssigt af ejerne, må anses for en del af den erhvervsmæssige virksomhed, hvorfor disse perioder ikke skal medtages i forbindelse med opgørelsen af den skattepligtige værdi.

Landsskatteretten kan ikke tiltræde, at disse perioder ikke skal medregnes i forbindelse med opgørelsen af den skattepligtige værdi.

Det er således uden betydning for opgørelsen af den skattepligtige værdi af fri båd, om båden har været på værft, været under transportsejlads mellem to kunder eller har ligget i havn uden kunder eller været besøgt erhvervsmæssigt af ejerne. Retten bemærker herved, at båden som følge af klagerens private anvendelse af båden ikke kan anses for udelukkende anvendt erhvervsmæssigt.

Landsskatteretten kan derfor ikke tiltræde SKATs opgørelse af det skattepligtige beløb på 24.818.880 kr. efter ligningslovens § 16, stk. 6, idet der i denne opgørelse ikke er taget højde for samtlige de perioder, hvor båden har været til klagerens rådighed.

Landsskatteretten ændrer derfor SKATs afgørelse, således at Landsskatteretten hjemviser SKATs afgørelse til fornyet behandling i Skattestyrelsen med henblik på, at Skattestyrelsen træffer afgørelse om den skattepligtige værdi af fri båd for klageren, således at der medregnes samtlige de perioder, hvor båden har været til klagerens rådighed.

…"

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaringer af A, KH og JP.

A har forklaret blandt andet, at han i 1976 -1979 blev uddannet indenfor smykke- og ur-branchen. Han var i 2001 med til at stifte G14 i USA og solgte sine sidste aktier i G14 i 2012. Han har investeringer i blandt andet ejendomme, fly, et biotech-selskab og restaurationsbranchen. I 2010 købte han halvdelen af båden [red. fjernet bådnavn2].

Han begyndte at interesse sig for bådbranchen og havde flere møder med udlejere af både. Han besluttede i 2010 at indlede dialog med VK.

Inden han investerede i [red. fjernet bådnavn], bad han advokat JP fra R1, der var rådgiver for ham og hans virksomheder, om at udarbejde en due diligence.

JP fortalte i slutningen af 2010 om reglen om 2 procent-beskatningen, der gælder, hvis man som hovedaktionær har rådighed over en båd. Det kunne have voldsomme skattemæssige konsekvenser, hvis han skulle beskattes af rådigheden over [red. fjernet bådnavn] efter den regel, og det skulle afklares, om det var tilfældet. Han ville ikke gå ind i investeringen, hvis han risikerede beskatning af rådighed over båden. Enten skulle der ifølge JP indhentes et bindende svar hos SKAT om dette spørgsmål, hvilket kunne tage 6-12 måneder, eller R1s skatteafdeling kunne udarbejde et rådgivningsnotat, hvilket de gjorde. R1s skatteafdeling vurderede, at [red. fjernet bådnavn] var et passagerskib og ikke en lystbåd. Hvis han lejede skibet, skulle han betale markedslejen. Da skibet skulle drives erhvervsmæssigt, ville han ikke blive beskattet. Advokat JP foretog en due diligence af de involverede selskaber, og herunder blev VKs indtjeningsevne på tidligere skibe gennemgået. Han betalte overpris for selskabet, men valgte at gøre det, fordi han købte sig ind i VKs erfaring med bådbranchen.

I forbindelse med due diligence talte han med brokerfirmaet G11 (herefter G11), der sagde, at VK var ekspert på det område. G11 redegjorde for, hvad det indebar at drive et sådant skib. Det lød kompliceret, og der var mange regler for driften af et sådant skib. Han ville gerne slippe for den del. VK havde dokumenteret, at han kunne tjene penge på skibsdrift, hvorimod han selv ingen erfaring havde med skibsdrift.

Efter modtagelsen af det skatteretlige notat besluttede han at gå videre med investeringen. Den skattemæssige risiko var afklaret, ellers ville han ikke have investeret i skibet. Det var en forudsætning, at det var et erhvervsmæssigt fartøj. JP sagde, at det skulle være på markedsvilkår, når han brugte skibet, men på det tidspunkt havde han ikke noget ønske om at bruge skibet. Han bader aldrig og har ikke nogen forkærlighed for skibe. Da hans selskab i 2011 overtog halvdelen af G8 og G15, lod han VK drive virksomheden. VK sagde i slutningen af 2011, at chartermarkedet for luksusbåde var svigtende i Y5-øgruppe. I 2011 var han ikke på skibet, mens han var medejer af det.

VK var ekspert på området, og A fik pludselig at vide, at der ikke var nogen bookninger. Virksomheden tabte penge, og han begyndte at interessere sig for driften. Han var ombord på båden i januar, marts og juni 2012. I januar 2012 var han ombord på båden i Y5-øgruppe i erhvervsmæssigt øjemed. Han betalte for det. Markedet for udlejning af sådanne både var svigtende, og han kunne se på det med friske øjne. Det viste sig, at der lå hundredvis af oplagte både i Y5-øgruppe. Det var eftervirkningen af subprime-krisen i 2008 i USA. Lejeindtægterne svigtede i 2011 og 2012. Det var en overraskelse, at der var en sådan langtidsvirkning af denne krise. Markedet var der ikke.

Han foreslog, at de skulle deltage i promotion-sejladser, hvilket man ikke tidligere havde gjort. Disse sejladser foregår én gang om året på henholdsvis X og X. Båden deltog i disse sejladser i de efterfølgende år. Han foreslog endvidere, at der skulle tages kontakt til tidligere charterkunder, der bestod af blandt andre celebreties, herunder kendte TV- og sportsstjerner mv. Båden skulle markedsføres i de nicher. 90 procent af kunderne var amerikanere. Hans ophold om bord på båden i marts 2012 i Y5-øgruppe var i forbindelse med en promotion-sejlads. Der er ingen charterkontrakt, fordi skibsværftet G1 lejede båden, dels til brug for fremvisning til bådkunder og efterfølgende boathopping, der er en promotion, hvor man får gæster ombord. Der var omkring 500 gæster om bord på båden i marts 2012.

Den første store skuffelse i samarbejdet med VK var en tvist, de havde om en ny spiler til båden og hvilket logo, der skulle på spileren. VK havde sit firmanavn G16 på spileren, og han mente, at VK måtte finansiere den med egne midler, hvis dette logo skulle på. Det var det første røde flag i deres samarbejde. De var ikke venner, inden de påbegyndte deres samarbejde.

Han blandede sig ikke i virksomheden, men prøvede at få indflydelse på de markedsføringsmæssige tiltag. Han kom med forslag til en hjemmeside, men VK sagde, at den havde han lavet. En af hans [As] bekendte, JS, ejer tøjfirmaet G17, og A foreslog VK, at dette firma kunne lave noget tøj, og han foreslog endvidere VK, at bådkunderne skulle kunne købe tøjet med hjem. Han hørte ikke noget fra VK. Senere fik han at vide, at VK havde en dialog med JS. VK ville selv stå for det. Han ved ikke, hvornår jakkerne blev brugt, men der blev kun købt jakker med [red. fjernet bådnavn]-logo på. Han kom med ideen, og VK tog sig af det praktiske vedrørende indkøb. Han sagde til VK, at der skulle tages kontakt til de gamle charterkunder, og de begyndte at komme tilbage som gæster, men det foregik udenom G11, fordi de gerne ville undgå provision til G11. G11 lavede aftaler med nye kunder. Kaptajnen tog kontakt til de gamle kunder og videregav disse kundeemner til VK.

VK havde det kontraktlige ansvar for båden, og der var klare retningslinjer for, hvad man måtte. Han [A] havde ikke råderet over båden og kunne ikke gå ombord uden, at der forelå en aftale om det. VK godkendte de kunder, som G11 anviste.

Inden han købte båden, så han båden, og han sagde til VK, at det er ikke var en ny båd. VK skulle skifte sejlene og male agterstavnen. Sejlene blev ikke skiftet, og agterstavnen blev ikke malet, og han måtte rykke VK for det. Det skete ikke, og VK sagde, at der ikke havde været tid, men at sejlene kunne repareres, og at agterstavnen var blevet poleret. Det var i marts 2012, at der begyndte at være problemer. Hans advokat var enig i, at VK skulle udbedre disse forhold, og ellers måtte købsprisen reduceres. Da tilbuddet om maling af båden kom i efteråret 2012, sagde han, at der skulle skiftes sejl samtidig. De blev enige om at male hele båden, men sejlene blev ikke skiftet. Udgifterne til maling af agterstavnen skulle trækkes fra, men det skete ikke.

Han havde sit tredje ophold på [red. fjernet bådnavn] i Middelhavet i juni 2012 for at følge op på kontrakten og udviklingen af de gamle charters og for at få en forståelse af chartermarkedet i Middelhavet. Han ville også følge op på, om der var nyt porcelæn ombord og på personalets uniformer mv. I det hele taget ville han tjekke, om der var den service og standard, som kunderne kunne forvente.

Højsæsonen for udlejning i Middelhavet er i juli og august, og lavsæsonen er i juni og september. I Y5-øgruppe starter sæsonen i december, og en uge koster fra 195.000 EUR. En uge kan koste op til 250.000 EUR, hvis den ligger hen over jul og nytår. I januar er der ikke mange bookninger, men de kommer igen fra februar til april. Den 1. maj skal båden ud af Y5-øgruppe, da båden herefter ikke er forsikringsdækket grundet orkansæsonen.

I 2011 lod han VK drive båden, som det passede ham, men da kunderne udeblev, ville han bidrage til at få kunder tilbage. Han skulle bruge dagene på båden til at sætte sig ind i branchen, og 40 dage er ikke meget i den sammenhæng. Han blev klogere, men blev ikke ekspert. Han kom med ideer til, hvad der kunne rettes op på båden af hensyn til kundernes helhedsoplevelse. Han plejer at entrere med folk, der har forstand på de forretninger, han investerer i. Det kom som et chok for ham den måde, hvorpå båden blev drevet. Der var en række af VK private udgifter, der havnede i selskabet, og VK havde opdigtet fakturaer. Han [A] fik medhold i voldgiftssagen om dette. VK skulle tilbagebetale 10,5 mio.kr. til selskabet, og dette beløb vedrørte regnskabsåret 2012, så resultatet er forbedret med dette beløb i 2012.

Logbogen for båden har været der, og han bad om at få den udleveret i forbindelse med voldgiftssagen, men den er forsvundet. SKAT bad også om at få logbogen. Han vidste ikke, hvornår VK var ombord, men VK havde råderet som administrator og kunne være på skibet, når han ville.

Hvis man lejer båden til standby-pris, som er en lavere pris, kan man blive smidt af som lejer, hvis der kommer en fuldt betalende kunde. Han prøvede at booke båden i 2013 eller 2014, men VK sagde, at han ikke kunne komme på, medmindre han betalte fuld pris. Han kan ikke selv sejle [red. fjernet bådnavn], og der er en 6-mandsbesætning ombord. Han må sejle sin egen båd [red. fjernet bådnavn2], der kan rumme op til 12 personer. [red. fjernet bådnavn] kan rumme op til 21 personer.

Den 1. juli 2012 blev der indført en ny lov i EU, hvor der kom moms på charter af både. Det gælder, uanset om man er ejer, og der skal være en charterkontrakt, og momsen skal være indbetalt, inden man sejler. Hvis momsen ikke er blevet betalt inden afsejling, risikerer man, at der skal betales fuld moms af hele båden og en bøde.

Båden var på værft i maj 2012, inden sæsonen i Middelhavet begyndte, og det var typisk på Y4-by. Efter sæsonen i Middelhavet i 2012 var den tilbage på værft fra september til december 2012 på Y4-by. Der var stillet et forslag om, hvad der skulle repareres og investeres i båden. Han skulle godkende budgetterne. Han så ikke båden, mens den var på værftet.

Der har været 2 voldgiftssager mellem ham og VK. De skulle købe [red. fjernet bådnavn3] i fællesskab, og advokat JP skulle lave due diligence. VK købte [red. fjernet bådnavn3] først, og dernæst købte deres fælles selskab båden, og han mistænkte, at båden blev solgt ind i selskabet til en for høj pris i forhold til, hvad VK havde givet for den. Han betingede sig, at han skulle se købsfakturaen på VK køb af båden i 2012. Båden blev solgt ind i deres fælles selskab for 17,5 mio. EUR, og det viste sig, at VK havde givet 40 mio. kr. mindre for den. Han fik ikke medhold i den voldgiftssag, han havde anlagt mod VK om købsprisen på båden.

Det er noget vrøvl, at SKAT anfører, at der var tale om en rigmandsklub. Han har ingen forkærlighed for lystbåde, og det var ren og skær investering foretaget efter rådgivning fra hans rådgivergruppe. Han havde ingen adgang til at befale kaptajnen til at sejle, og hvis han gjorde det, bortfaldt forsikringen. VK var administrerende reder, og han [A] havde ikke tilsvarende beføjelser. Han har aldrig brugt båden privat, men han har betalt for brugen som om, han var ombord privat. Han kan sammenligne det med, at hvis han ejede et hotel og spiste og boede der, skulle han betale for udgifterne hertil. Han skulle betale for driftsudgifterne, og det hele skete efter JPs anvisninger.

Adspurgt af advokat Sune Riisgaard forklarede han, at hensigten med investeringen var udlejning af båden. Foreholdt at det fremgår af en avisartikel i Maritime Danmark dateret den 20. juli 2011, at han skulle have udtalt:

"Jeg kan godt lide investeringer inden for pleasure og fornøjelse, så her passer [red. fjernet bådnavn] perfekt ind. Jeg kan selv bruge båden og samtidig også leje den ud, så investeringer givet et godt afkast"

forklarede han, at han er forkert citeret. Han købte ikke [red. fjernet bådnavn], fordi han var interesseret i både, og han havde ingen erfaring med bådudlejning.

Foreholdt at VKs selskab, G7, gav et negativt resultat i 2009 og 2010, forklarede han, at advokat JP foretog due diligence, og han sagde, at VK havde tjent på penge på bådvirksomheden. Han [A] så historikken og tallene.

Det er ikke meget at være 40 dage på en båd, hvis man skal lave promotion, lære markedet i Y5-øgruppe og Middelhavet at kende og tale med personalet og andre. Han har, som forklaret flere gange, aldrig brugt båden privat.

Det var den samlede pakke, der gjorde, at der kom stigende lejeindtægter, og de fik flere gamle kunder tilbage ved at tage fat i dem. Han har gjort noget tilsvarende, da han skulle starte restaurantdrift i USA, hvor han sad i restauranten 8 timer hver dag i 2 år for at få styr på customer-journey, som er et udtryk for den samlede oplevelse, man giver kunden. Han talte med andre kaptajner end kaptajnen på [red. fjernet bådnavn] og fik at vide, at det skyldtes eftervirkninger af bank-og finanskoncernen Lehman Brothers' kollaps, at der lå mange skibe i havnene.

På X0 og X er der 2 chartermesser, hvor man kan vise båden frem, og han var med på X i marts 2012, men ikke på X0. På X stod han med en tæller og talte hvor mange kunder, der gik ombord, og han talte over 500 mulige kunder. Der kom lejere ud af det, og det var givtigt.

Han foreslog, at de i december 2012 skulle sejle til X0, men det blev ikke til noget på grund af reparation af båden. Hans daværende kæreste, VC, der var M&A-advokat hos R1, var med på turen. Han brugte hende som sparringspartner. Der var ikke andre med.

Foreholdt at det af Charteroversigt 2012 for G8, fremlagt som bilag D, fremgår, at der var brokerkommission på alle andre end kunden [red. navn fjernet], forklarede han, at [red. navn fjernet] var en af de gamle kunder.

Han kom med ideer og afleverede dem til VK og kaptajnen, og de skulle implementeres. Der skulle også bruges noget af 2012 til at ringe alle kunder op, og det kræver forberedelse. Der var succes med at ringe gamle charterkunder op og få dem tilbage. Han har ikke været med til at hyre kaptajnen eller mandskabet.

Foreholdt at VK under voldgiftssagen (ekstrakten side 469) har forklaret blandt andet, at A kun var interesseret i at være ombord, forklarede han, at det er helt forkert og står i skærende kontrast til virkeligheden. Han interesserede sig først for driften, da det i 2012 så slemt ud med manglende charters. Det passer heller ikke, hvad QK og QL har forklaret under voldgiftssagen, hvor der kom 4 personer fra Q-familien og afgav den samme forklaring.

Under en promotiontur kunne han heller ikke selv sejle båden, idet båden skal sejles af mandskabet. [red. fjernet bådnavn] var ren og skær virksomhed for ham, og det var ikke en ferie for ham at være ombord, blandt andet fordi båden er så stor, at der altid var 9 personer konstant omkring dem.

Foreholdt at han i en mail af 16. juli 2014 (ekstrakten side 430) til blandt andet til økonomichefen hos G16, LP, skrev:

"Eneste formål med jeres/din mail er, at VK ønske, at forhindre at jeg chartrer P3 som standby charter. Ren chikane. Jeg har tidligere i den forbindelse oplyst, at såfremt P3 er ledig og VK forhindrer mig adgang ved ikke at udlevere en charter kontrakt, så foretager jeg et erstatnings køb /erstatnings charter og gør VK personlig ansvarlig for merudgiften til denne samt manglende indtægter for Partner selskabet. Sagen vil blive medtaget under voldgiftsagen. Jeg kan oplyse, at jeg har reserveret en mindre sejlbåd og prisen er 150.000,00 euro for 6 dage."

forklarede han, at mailen er fra 2014, og han husker ikke, hvorfor han truede VK med at foretage erstatningscharter, men han blev obstrueret i at gå ombord på båden. Det kunne være en provokation.

Foreholdt at hans revisor i brevet af 26. juni 2014 til NM fra SKAT oplyste, at han 3 eller 4 gange har anvendt skibet privat, forklarede han, at da skattesagen startede op, blev det oplyst til SKAT, at der alene var tale om erhverv. Han deltog på et tidspunkt sammen med sin revisor og KH i et møde med NM, hvor de redegjorde for, at driften af båden var ren erhvervsmæssig. NM sagde, at det ikke kunne accepteres skattemæssigt, da der altid ville være nogen privat brug, og hans revisor spurgte, hvordan det ville blive håndteret. NM sagde, at der skulle betales markedsprisen for den private brug af båden, og at dette beløb ville blive håndteret over udbyttebeskatningen i selskabet. Derfor skrev hans revisor efter mødet til SKAT, at de kunne acceptere, at de nævnte dage var private. SKAT skiftede holdning, og det blev senere til en 2 procent beskatning af de dage, han havde været ombord på [red. fjernet bådnavn], hvilket var meget langt fra det, som JP havde sagt om, at han kun skulle betale skat af markedsprisen. Han og hans revisor accepterede kun de nævnte dage som privat brug for at få lukket skattesagen og på vilkår, at han kun skulle beskattes af markedsprisen for den tid, han var ombord.

Da SKAT ændrede sit udgangspunkt, gik han tilbage til den oprindelige forklaring, som han gav på mødet med NM, om, at hans brug af [red. fjernet bådnavn] udelukkende var erhvervsmæssig.

I marts 2011 ejede han ikke båden, men han var ombord med G17 i juni 2011. Han har ikke været på båden andre gange i 2011.

Foreholdt at det af hans forklaring fra voldgiftssagen (ekstrakten side 466) fremgår blandt andet, at "Da han skulle bruge båden i november" forklarede han, at han ikke har været på båden udenfor de tidspunkter, der er angivet i skrivelsen til SKAT. Han har ikke været på båden i november 2011 eller 2012. I november 2012 var båden på værft. Han kan ikke genkende forklaringen, og det er første gang, at han ser forklaringen fra voldgiftsretten. Der er flere ting, der er gengivet, som de ikke burde være.

Foreholdt at der mailen af 10. december 2013 fra LL fra G16 til blandt andet ham er henvist til en tidligere fremsendt charteroversigt, forklarede han, at han ikke ved, hvad hun taler om. Mailen angår 2013, og han ved ikke, hvem der chartrede båden i 2013. Det kan være, at hans direktør, KH, eventuelt kan finde charteroversigten for 2013.

NM bad om datoer for, hvornår de havde været på båden, og det svarede hans revisor på. VK blev spurgt om det samme. Oplysningerne skulle gerne være samstemmende, men der var nogle uoverensstemmelser. NM fik alle oplysningerne for hele hans ejerperiode, og alle har været bekendt med, hvornår båden har været chartret.

Vedrørende den første sejlads fra den 6. januar 2012 til den 20. januar 2012 og foreholdt, at han har forklaret under voldgiftssagen, at hvis man var på arbejde, skulle der ikke betales leje, forklarede han, at han var af den opfattelse, at hvis han spiste mv. ombord, skulle han betale for forbruget ombord, og derfor betalte hans selskab 750.000 kr. SKAT sagde, at han selv skulle betale dette beløb, hvilket han gjorde.

Foreholdt at beløbet 750.000 kr. i kontrakten (ekstrakten side 261) er benævnt charter-fee, forklarede han, at der blev lavet en beregning på, hvad det kostede på standby-vilkår, som viste, at det kostede ca. 25.000 kr. om dagen i brændstof og APA (fortæring). De 750.000 kr. var for meget i forhold til det, han skulle betale. JP sagde, at han skulle betale på markedsvilkår, når han brugte [red. fjernet bådnavn] privat. Når han brugte båden erhvervsmæssigt, indvilgede han i, at han også skulle betale dette beløb. Det skulle VK også have gjort, men det gjorde han ikke. Beløbet på 750.000 kr. var for den erhvervsmæssige brug og ikke for privat brug. VC var med på turen i januar 2012.

I 2011 styrede VK båden 100 procent. Han [A] kom med ideen om, at han skulle ombord for at se på promotion. Han bad om at få tilsendt en charterkontrakt, men han interesserede sig ikke for, hvad der stod i kontrakten. Han ved ikke, hvad de 750.000 kr. er udtryk for. Han var på en promotion-charter, hvor VK også var på, og den tur betalte selskabet. Han fandt ud af, at VK ikke havde betalt for 2011, og han sagde, at de må have fast pris for standby-charter, når de var ombord erhvervsmæssigt. Det blev beregnet til ca. 3.400 EUR pr. dag. De 750.000 kr. blev betragtet som en lumpsum af VK under voldgiftssagen, og der blev reguleret for den charter, der fandt sted i juni 2012. Der findes mails, hvor de bad VK om en endelig opgørelse.

Foreholdt at det fremgår af side 26 i hans påstandsdokument, at det ikke var en endelig betaling for chartreren, forklarede han, at det har noget med dagene at gøre, og VK er blevet spurgt, om han skal betale mere eller mindre. Forespurgt hvordan beløbet på 750.000 kr. hænger sammen med de 25.000 kr., forklarede han, at det var første gang, at der blev udarbejdet en charterkontrakt. JP sagde, at han skulle betale et beløb selv, og VK sendte en faktura. Han betalte og troede, at det var det. Han har bedt om at få alt reguleret i forhold til beløbet på 25.000 kr. pr. dag.

Han er kommet i tanke om, at [red. fjernet bådnavn] i marts 2012 var lejet ud til værftet G1, og at han i den periode boede på hotel i 5 dage i X, fordi der boede professionelle American Cup-sejlere på båden, der skulle træne med båden i 4-5 dage, før promotion-sejladserne startede. I hele perioden var [red. fjernet bådnavn] lejet af værftet, og han kan fremlægge mails til salgsdirektøren på værftet, der betalte for hele arrangementet. Han er ved at finde hotelbilaget. Værftet afholdt samtlige omkostninger, og derfor fremgår perioden ikke af charteroversigten for 2012 i ekstrakten side 748. Værftet, der har bekræftet, at de lejede båden, har ikke betalt penge for at bruge båden i marts 2012, men har betalt samtlige omkostninger ved driften og fløjet 12 personer ind for at sejle i den. Han ved ikke, om der foreligger en skriftlig aftale om det, men VK har indgået aftale om det.

Han husker ikke, hvem der var med på turen i juni 2012, men sejladsen var, som de øvrige sejladser i 2012 ren erhvervsmæssigt. Han har bedt VK om at fremlægge charterkontrakten, men VK sagde, at han ikke havde materialet, fordi det var over 5 år gammelt. Han har det heller ikke selv længere. Betalingen for juni-turen er reguleret sådan, at den daglige pris var 3.400 EUR. De 750.000 kr. for turen i januar 2012 var for meget, og betalingen for juni-turen blev reguleret ind over den tidligere charter. Han har uden held bedt VK om opkrævning/tilbagebetaling.

Hvis han betalte markedslejen som enhver anden tredjemand, kunne han gå ombord, men det benyttede han sig ikke af. Der skulle foreligge en kontrakt, og han kunne ikke frit tage ombord på båden og sejle en tur. Hvis det var virksomhedsmæssigt, gjaldt der andre forhold, og der valgte han at betale alligevel.

Det var indskrevet i forsikringspolicen, at VK var administrator. Han skulle rette henvendelse til VK og få en kontrakt. VK var med på turen i marts 2012, men ikke de andre gange.

KH har forklaret blandt andet, at han siden den 1. oktober 2012 har været ansat i As koncern, og fra 2015 har han været administrerede direktør i As holdingselskab. Han har tidligere arbejdet i blandt andet den finansielle sektor og i en revisionsvirksomhed. Hans arbejde bestod i 2012 i at være sparringspartner i forbindelse med nye investeringer og administration af disse investeringer. A investerede i blandt andet både, fly, ejendomme, udvikling af en cafékæde i USA og en biotech-virksomhed. Vidnet var ikke med til købet af [red. fjernet bådnavn]. A investerede også i en feriebolig i Y5-øgruppe, der bliver udlejet til velhavende amerikanere. Ejendommen kan lejes med personale. A bruger ikke boligen selv, idet hele boligen er lejet ud til et firma, der lejer den ud.

VK stod for den daglig drift af [red. fjernet bådnavn], og der var ingen involvering fra hans og As side. VK var administrator, direktør og reder, og han tog sig af alt. Han fortalte alle, at han var den dygtigste inden for den type drift og havde 25 års erfaring i branchen og var dommer i internationale bådkonkurrencer. Vidnet kendte ikke noget til sejlads.

I 2012 havde han ikke nogen rolle i forhold til båden. Han hørte om den i slutningen af 2012, hvor han hørte om As utilfredshed med driften af båden. VK ville købe en anden båd med navnet [red. fjernet bådnavn3], og det var ikke hensigtsmæssigt, da det var konkurrerende virksomhed.

A var passiv investor og tilskuer til investeringen i [red. fjernet bådnavn]. Han hørte fra A, at han begyndte at være utilfreds med driften, og at han syntes, at han var gæst på sin egen investering. A stillede en række spørgsmål til driften, men der kom ikke noget ud af det, idet VK bestemte. A blev ikke spurgt til råds, men han ville gerne forstå forretningen. På siden forsøgte A at komme med input og forsøgte at forstå forretningen både i Middelhavet og Y5-øgruppe, herunder hvilke brokere man skulle anvende og hvilke typer kunder, der kunne være relevante. A begyndte i 2013 aktivt at lære dette område at kende. Omsætningen steg, men indtjeningen var dårlig, og A stillede spørgsmål til dette. VK havde givet udtryk for, at det var en spirende forretning. De kom med forslag til, hvad der skulle gøres for at ændre i set-uppet. Det blev foreslået at tage båden ud af markedet, fordi omkostningerne var for høje. Der skete ingen positiv udvikling. Båden blev senere chartret ud til et TV-selskab, der lejede den i en længere periode. A kom på et tidspunkt også med forslag om at tilføje et brokerselskab mere, og han var i USA for at tale med dette firma. Dette var VK ikke interesseret i.

G11 udarbejdede charterkontrakterne, og VK udarbejdede kontrakterne til de kunder, der var gengangere. A havde ikke noget med disse kontrakter at gøre. Der var en logbog på [red. fjernet bådnavn]. De har ikke set den, men den må have været der, og de fik at vide af VK, at den ikke var der.

I 2012 blev der betalt for en ombordstigning i januar. Det var en form for á conto-betaling, og der skulle der ske en afregning, når året var omme. VK blev bedt om endelig afregning, men den kom ikke.

En del af voldgiftssagen mellem A og VK omhandlede spørgsmålet, om VK betalte for sine ophold på båden, eftersom VK også skulle betale for sine ophold. As ophold på båden var erhvervsmæssige og bundede i hans utilfredshed med forretningens drift. A er en passioneret forretningsmand, og han var ombord for at forstå markedet i Y5-øgruppe og Middelhavet. Dette skete, før vidnet kom ind i selskabet, og han har sin viden herom fra A.

Han var involveret i processen med SKAT, der havde det udgangspunkt, at hvis noget var privat, skulle det udbyttebeskattes. A sagde "lad os komme videre". SKAT sagde, at private ophold på båden kunne beskattes som en form for løn, og SKAT blandede reglerne om 2 procent-beskatningen sammen med markedslejen. Der var en lang dialog med SKAT. Arbejdet med skattesagen var meget tidskrævende, og sagen ændrede sig til en beskatning på 2 procent af de dage, A havde været ombord. Det havde de ikke forstået på møderne med SKAT. Derfor fastslog de, at As ophold ombord ikke havde privat karakter.

Når A forsøgte at lære forretningen at kende, blev han af VK

bedt om at holde sig væk. A kunne ikke gå ombord uden VKs accept og uden underskrevet kontrakt. Det blev til en voldgiftssag, og VK havde købt private ting ind over selskabet. VK skulle betale 10-11 mio. kr. tilbage til selskabet, og sørge for, at der blev anskaffet en ny spiler med et andet logo.

A havde en rådgivergruppe bestående af en advokat, en revisor og en investeringsrådgiver. Der bliver lavet due diligence på de forretninger, der skulle investeres i. Due diligence vedrørende [red. fjernet bådnavn] blev foretaget af advokat JP.

Adspurgt af advokat Sune Riisgaard forklarede han, at G9 købte båden, og der har aldrig været ejendomme i det selskab.

A havde sin kæreste, der også var hans advokat, med på turene, og vidnet mener ikke, at der var andre med. A skulle betale for sine ophold på båden, hvilket R1 havde rådgivet om, at han skulle, selv om det var erhvervsmæssigt. Vidnet har fået at vide, at der var charterkontrakter, og A sagde, at der var en charterkontrakt, da han var ombord i juni 2012.

Vidnet var involveret i udarbejdelsen af brevet af 26. juni 2014 til SKAT og i at tilvejebringe data til brug for svaret. For så vidt angår perioden fra den 21. marts til den 27. marts 2012 har han samlet oplysninger sammen, men de har ingen materiale om det. Baggrunden var, at SKAT gerne ville have, at det skulle være privat brug. A sagde, at alt var erhvervsmæssigt, men SKAT kom med det forslag, at hvis de sagde, at noget var privat, kunne der ske en udbyttebeskatning. Han er ret sikker på, at A ikke var på andre sejladser i 2012. Der blev betalt á conto 100.000 EUR, og der skulle afregnes, når året var omme. Afregningen kom ikke, men der kom en voldgiftssag. Beløbet stod i relation til prisen for standby-charter. Han husker ikke, om voldgiftssagen angik As og VKs betalinger for deres brug af båden.

JP har forklaret, at forklaret blandt andet, at han nu er partner i R1. Hans relation til A begyndte i 1998, da A investerede i opstarten af G14 i USA. Han bistod blandt andet A med salget af G14 i 2008 til G18 og børsnoteringen i 2010.

I relation til investeringen i [red. fjernet bådnavn] bistod han med udarbejdelse af diverse dokumenter. Han var en del af As rådgivergruppe, der bistod ham med at sortere i de forskellige tilbud om investeringer, der kom efter salget af G14. Gruppen bestod endvidere af NP og revisor SM.

A ville gerne bruge penge på investeringer, som han kunne tage aktivt del i relation til salg, markedsføring og kundekoncepter. A var interesseret i leisure-investeringer forstået på den måde, at leisure var set fra kundens side. Det kunne være smykker, rejser og eksklusive faste ejendomme.

Han hørte i slutningen af 2010 om investeringen i bådcharter, og A havde talt med VK, der havde foreslået, at A skulle investere i VKs [red. fjernet bådnavn]-forretning, der gik godt. VK var velanskrevet i markedet. Der var tale om en stor investering, og det var udelukkende en erhvervsmæssig investering. Det var mere attraktivt at træde ind i en eksisterende forretning, og A havde mulighed for at nøjes med at investere halvdelen. A kontaktede ham primo marts 2011 om denne investering. Inden da havde A været på testsejlads med skibet og oplevet forretningen. A havde besluttet sig for investeringen, og der forelå et udkast til aftale om overdragelse. VK havde en eksisterende forretning med 2-3 fragtskibe og havde ejet [red. fjernet bådnavn] I og [red. fjernet bådnavn4].

[red. fjernet bådnavn] skulle overdrages til et nystiftet partnerselskab, og VK havde bedt sin revisor om at klargøre dette. Der var en teknisk due diligence af skibet, og den tog A sig selv af. Han havde gennemgået skibet med VK. Sejlene var slidte, og VK skulle male agterstavnen for egen regning. Det fik han at vide af A. A forestod også selv den forretningsmæssig due diligence. Der var en tillidsrelation mellem parterne, blandt andet fordi A havde et fly sammen med VK.

De skulle være sikre på skibets registreringsforhold, der var underlagt engelsk ret, og en forbindelsesadvokat i London tog sig af dette og tjekkede, at skibet måtte bruges til chartervirksomhed.

I relation til SKAT var hans rolle at sørge for, at der blev lavet dokumenter. VKs dokumenter duede ikke. Han syntes, at aftalesættet skulle laves om fra bunden af, og A var enig i dette. Der skulle blandt andet udarbejdes administrations- og ejeraftale og opdateres vedtægter.

Hans forståelse var, at VK var brandet på [red. fjernet bådnavn]forretningen. Han var kendt i de kredse og pralede ofte med, at han var dommer i superyacht-konkurrencer. Det virkede troværdigt, at chartervirksomheden havde en realitet. Der var tale om en ren erhvervsmæssig investering, og det var As tanke, at han skulle være en aktiv investor. A ønskede at have en rolle, der matchede hans kompetencer inden for branding, markedsføring, skaffe charterkunder mv. Der var en direktion i Partnerselskabet og en bestyrelse på 4 medlemmer, hvoraf A udpegede to, og VK udpegede to. VK udpegede sin søn, PS, og A udpegede vidnet. VK var den eneste, der havde maritim erfaring. A havde ikke særlige maritime forudsætninger og havde ingen sagkundskab om drift af bådchartervirksomhed. Set-uppet var, at VK skulle drive chartervirksomheden, og det tog han bogstaveligt og ønskede ikke nogen indblanding. VK kørte det rigidt, og A måtte ikke kontakte besætningen, og han måtte anmode om at komme ombord via VK, der via G11 skulle give tilladelse til, at A kom ombord. VK drev skibet alene, og A var kommet med som passiv investor, men det var ikke As intention fra begyndelsen. Reelt var A stillet som en tredje part, når han skulle ombord. Det var logisk, at A havde adgang til skibet for at udføre sine opgaver, men VK lukkede ned for det.

Skibshandlen havde closing den 1. april 2011, og der blev skrevet under lidt senere i april, fordi A skulle ombord på [red. fjernet bådnavn] frem til 1. april, før han overtog skibet. Han er ikke bekendt med As anvendelse af skibet i 2011, men han har senere fået viden via voldgiftssagen om, at A havde et bankmøde på båden af få timers varighed i 2011, mens båden lå i Y3-by.

Adspurgt af advokat Sune Riisgaard forklarede vidnet, at han førte voldgiftssagerne. Advokat NK var med på voldgiftssagen vedrørende [red. fjernet bådnavn3].

Foreholdt at han under voldgiftssagen (ekstrakten side 453 og 462) har forklaret, at der ikke blev lavet en due diligence i forbindelse med investeringen i [red. fjernet bådnavn], forklarede han, at det skal forstås således, at der ikke var en requestliste, og at der ikke blev lavet en formel due diligence. A havde selv tilrettelagt den, og due diligence blev udført, som han tidligere har forklaret om.

A var betrygget i de oplysninger, der blev givet om, at forretningen havde givet overskud før finanskrisen og underskud efter finanskrisen. Vidnet forklarede det samme under voldgiftssagen, som han forklarer nu. Han er ikke bekendt med, at A brugte eksterne rådgivere til teknisk og økonomisk gennemgang inden investeringen i [red. fjernet bådnavn].

Da A kontaktede ham første gang, nævnte han, at der havde været drøftet skatteforhold med VK, der havde sagt, at skat ikke var noget problem, fordi hans chartervirksomhed havde været underlagt skattekontrol to gange. SKAT havde kun stillet krav om, at VK skulle betale for en charter, hvor kongefamilien havde været ombord, fordi det måtte anses for privat brug af båden. Vidnet kontaktede R1s skatteafdeling og sagde, at han havde fået melding om, at der ikke var skattemæssige problemer. Skatteafdelingen sagde, at han skulle være opmærksom på reglen i ligningsloven om 2 procent-beskatningen. Ideelt set mente skatteafdelingen, at der burde indhentes bindende svar fra SKAT. Derefter skrev han til A, at de skulle passe på med skatten. Han drøftede det med A og oplyste, at skatteafdelingen havde sagt, at det kunne tage 6-12 måneder at indhente et bindende svar fra SKAT. A sagde, at der skulle investeres nu, så det kunne ikke sættes i bero i 6-12 måneder. Vidnet foreslog, at R1s skatteafdeling kunne udarbejde et skattenotat. Forudsætningen var, at det kunne laves hurtigt, hvilket det blev inden closing og signing af aftalen. Det blev efter råd fra skatteafdelingen indsat i ejeraftalen, at hvis A eller VK ville chartre skibet, skulle der betales fuld markedspris.

Adspurgt hvorfor det ikke blev indføjet, at de ikke måtte bruge [red. fjernet bådnavn], forklarede han, at han havde forstået A sådan, at han kunne finde på at chartre skibet i en uge, og at der derfor ikke skulle der være en sådan bestemmelse.

I forsommeren 2013 begyndte problemerne mellem A og VK. Det var vidnets klare opfattelse i 2011, at det var en investering, hvor A kunne bruge sine evner. Det var entydigt erhvervsmæssigt, og det var også forudsætningen for deres skattenotat. I løbet af 2011 holdt de kvartalsvise bestyrelsesmøder. Han husker ikke, at privat benyttelse var et tema. Han vidste ikke, hvornår A var ombord, og han først har senere set dokumenter om dette, da der i 2015 blev stillet spørgsmål fra SKAT. A og hans revisor lavede nogle oversigter over brugen af skibet. I 2013 kommunikerede han med VKs advokat, fordi der var uoverensstemmelser mellem parterne. A bad om, at al kommunikation skulle gå via vidnets kontor efter forsommeren 2013, og han skulle skrive til VKs advokat, hvornår A ville ombord. A bad ham booke perioder. Han vidste ikke, hvad A lavede ombord. Han sendte disse anmodninger videre.

Han ved ikke noget om betaling for charter i 2011 og 2012, men hen i 2013 blev A vred over, at VK brugte en tarif for standby-charter. Han er ikke sikker på, at A fra begyndelsen kendte til standbycharter. A ville i 2013 og 2014 også booke på standby-chartervilkår.

Hans forståelse var, at en del af handlen var, at A var ombord på båden i marts 2011. Der var testsejlads i januar og februar 2011.

A antog advokat NK i forbindelse med voldgiftssagen om [red. fjernet bådnavn3]. Da skatteforholdet kom frem, overtog NK sagen i relation til SKAT. Vidnet var med til et møde hos SKAT, hvor han skulle svare på spørgsmål om forhold i 2011-aftalerne.

Han var ikke med til at samle materiale sammen om den faktiske brug i 2012. Nu ved han fra voldgiftssagen, at der blev betalt 100.000 EUR for brugen af [red. fjernet bådnavn]. Voldgiftssagen angik også den private brug, og synspunktet var, at hvis VK havde familie og venner med, var det privat benyttelse, og så skulle der betales for i hvert fald en delvis privat benyttelse. Det var også et argument, der blev brugt mod A om hans brug af båden.

Han kender ikke de nærmere detaljer om As ophold på båden, men hvis karakteren var, at han havde familie og venner med, så skulle der betales på markedsvilkår for benyttelsen, og det blev der også rejst krav om det samme over for VK.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført:

"…

4. ANBRINGENDER

4.1 Reglerne om rådighed over lystbåd

Reglerne om rådighedsbeskatning af lystbåd blev indført ved lov nr.

483 af 30. juni 1993 (fremsat som lovforslag nr. 286 af 19. maj 1993). Ved

lov nr. 459 af 31. maj 2000 (fremsat som lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000) blev rådighedsbeskatningen udvidet til at omfatte hovedaktionærer, ligesom formodningsreglen blev indført.

Anvendelse af den - indgribende - rådighedsbeskatning forudsætter, at en hovedaktionær har den krævede i) rådighed over et fartøj, der opfylder definitionen på en ii) lystbåd efter ligningsloven. I det følgende statueres det, at A ikke har haft den krævede rådighed, og at [red. fjernet bådnavn] ikke opfylder definitionen på en "lystbåd":

4.2 Fortolkning af begrebet "rådighed"

I de specielle bemærkninger til LL § 16 stk. 6 i lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000 fremgår det, at:

"Beskatning efter denne formodningsregel forudsætter, at den pågældende direktør eller medarbejder i et eller andet omfang råder privat over båden."

Til yderligere afklaring af hvad der ligger i rådighedsbegrebet kan henvises til to svar fra Skatteministeriet. Først og fremmest Skatteministeriets svar på henvendelse fra Foreningen af Statsautoriserede Revisorer af 4. maj 2000 (bilag 27 til lovforslaget):

"Med hensyn til beskatning af fri lystbåd vil jeg bemærke, at beskatningen af en ansat hovedaktionær, der anses for at have båden til rådighed hele året, er forholdsvis hård, fordi jeg ligesom ved beskatning af fri sommerbolig ikke synes, at der er en fornuftig erhvervsmæssig begrundelse for, at et selskab stiller en lystbåd til rådighed udelukkende for den ansatte hovedaktionærs m.fl.'s private benyttelse. Ligesom ved beskatning af fri sommerbolig forudsættes det, at den ansatte hovedaktionær m.fl. anvender båden privat, ligesom der er foreslået tilsvarende nedslagsregler og mulighed for at afkræfte formodningsreglen, når der er tale om en personalelystbåd."

Herudover Skatteministeriets svar på spørgsmål nr. 3 af 12. april 2000 (bilag 21 til lovforslaget):

"De foreslåede regler vedrørende beskatning af fri lystbåd forudsætter, at en ansat hovedaktionær m.fl. i et eller andet omfang råder privat over båden. Anvendes en virksomheds både kun erhvervsmæssigt, vil den ansatte hovedaktionær ikke blive omfattet af de foreslåede regler. Anvender en ansat hovedaktionær derimod en virksomheds båd privat foreslås indført en formodningsregel, hvorefter vedkommende under nærmere omstændigheder bliver anset for at have lystbåden til rådighed hele året"

Skatteministeriet beskrev i meddelelse af 19. september 2001 (SKM 2001.363 DEP) kriterierne, hvorunder det skal bedømmes, om en hovedaktionær har rådighed:

"Beskatning af en ansat hovedaktionær m.fl. af fri lystbåd forudsætter, at vedkommende har privat rådighed over lystbåden. Med anvendelsen af begrebet "rådighed" sigtes til en bredere anvendelse af reglen end begrebet "anvendelse". Afgørelsen af, om en ansat hovedaktionær m.fl. må anses for at råde over en lystbåd, afhænger af en konkret skønsmæssig vurdering. I den forbindelse foretages en samlet vurdering af selskabets/arbejdsgiverens eventuelle erhvervsmæssige baggrund for at eje/leje lystbåden og den ansatte hovedaktionærs m.fl.´s levevis/rutiner, herunder om hovedaktionæren m.fl. eller dennes familie selv ejer en lystbåd, disses sejlkundskab, fritidsinteresser m.v. De kriterier, der anvendes i relation til afgrænsningen af privat og erhvervsmæssig råden for så vidt angår andre personalegoder, vil også være vejledende i relation til lystbåde. Det skal understreges, at det forhold, at et selskab ejer/lejer en lystbåd, ikke i sig selv medfører, at den ansatte hovedaktionær m.fl. i kraft af sin position bliver beskattet heraf. Der skal noget mere til, der viser, at vedkommende kan råde privat over lystbåden.

[…]

Såfremt anvendelsen af bådene udelukkende er erhvervsmæssig, er der ikke grundlag for at beskatte den ansatte hovedaktionær m.fl. af fri lystbåd."

Højesteret har i UfR 2005.2427 H fastslået, at:

"Bestemmelsen må efter ordlyden og forarbejderne forstås på den måde, at den skattepligtige værdi skal beregnes på grundlag af det tidsrum, hvori den ansatte har haft adgang til at benytte båden, og ikke kun på grundlag af det tidsrum, hvori den ansatte har udnyttet råderetten. Angivelsen i ligningsvejledningerne 1994-1998, punkt A.B.1.9. 7, må forstås i overensstemmelse hermed. På den baggrund tiltræder Højesteret, at Niels Bjørn Hansson skal beskattes i det omfang, han har haft båden til rådighed, og ikke kun i det omfang, han faktisk har benyttet den"

For så vidt angår fortolkningen af "rådighed" i LL § 16 stk. 6 og LL §16 A stk. 6 (nu stk. 5) kan følgende udledes af ovenstående kilder:

• Der skal foreligge "privat rådighed"

• Om en hovedaktionær har "privat rådighed" beror på en konkret skønsmæssig vurdering, hvor der ses

på erhvervsmæssig baggrund for at eje lystbåd, og om hovedaktionæren selv ejer lystbåd

• Kriterier anvendt i relation til afgrænsning af privat og erhvervsmæs-sig råden over andre personalegoder

kan anvendes til at fortolke, hvornår der foreligger "privat rådighed" • At et selskab ejer en lystbåd medfører ikke i sig selv "privat rådighed" for hovedaktionær

• Hvis anvendelse af båden udelukkende er erhvervsmæssig, er der ikke "privat rådighed".

• Beskatning skal ske, når lystbåd er til "privat rådighed" - faktisk be-nyttelse er ikke en forudsætning for beskatning.

4.3 A har chartret på markedsvilkår som alle andre uafhængige lejere

Som det fremgår af Skatteministeriets meddelelse af 19. september 2001 (SKM 2001.363 DEP) og Skatteministeriets to ovenstående svar (bilag 21 og bilag 27 til lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000) skal der være tale om "privat rådighed", før rådighedsbeskatning indtræder efter LL §16 A, stk. 6 (nu stk. 5) jf. LL § 16 stk. 6.

Spørgsmålet er derfor, om G9 leje af [red. fjernet bådnavn] fra 6. januar 2012 til 20. januar 2012, 11. marts 2012 til 28. marts 2012 og 6. juni 2012 til 18. juni 2012 - på samme eller ringere vilkår (pga. standby charter vilkår) end andre uafhængige lejere - udgør "privat rådighed".

Hele formålet med rådighedsbeskatningsreglerne efter LL § 16, stk. 4-6 er at undgå, at en hovedaktionær kan få økonomisk fordel af at købe en bil, sommerbolig eller lystbåd ind i et selskab og her anvende aktivet privat samt få fradrag for afskrivninger og løbende driftsomkostninger. Dette formål fremgår klart af de almindelige bemærkninger og specielle bemærkninger til lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000:

"Den skattepligtige værdi af at have fri helårsbolig til rådighed fastsættes med sigte på at stille modtageren heraf, som om denne selv havde ejet boligen."

"Ligesom efter de gældende regler, jf. ligningslovens § 16, stk. 6, er det i værdiansættelsen forudsat, at arbejdsgiveren/selskabet betaler alle udgifter vedrørende båden, f.eks. fast havneplads, men ikke havneplads i gæstehavne."

Herudover Skatteministeriets svar på spørgsmål af 4. maj 2000 (bilag 14 til lovforslaget):

"Med hensyn til spørgsmålet om, hvilke udgifter, der ligger bag procentsatserne bemærkes, at ligesom efter de gældende regler i ligningslovens § 16, stk. 6, er det i værdiansættelsen forudsat, at arbejdsgiveren betaler alle udgifter vedrørende båden, f.eks. fast havneplads, men ikke havneplads i gæstehavne. Dette fremgår også af de specielle bemærkninger til bestemmelsen (§ 6, nr. 2). Herudover kan nævnes udgifter til diesel, udrustning, forsikring, vedligeholdelse, reparationer m.v."

Der må endvidere henses til hele formålet med reglerne om personalegoder og andre goder stillet til rådighed af et selskab eller en arbejdsgiver - nemlig at beskatte sparet privatforbrug jf. LL § 16 stk. 1:

"Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes tilskud til telefon uden for arbejdsstedet, jf. stk. 2, samt efter reglerne i stk. 3-14 vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt."

En formålsfortolkning af ligningslovens § 16 A stk. 6 (nu stk. 5) og § 16 stk. 6 viser således, at "rådighed" skal fortolkes som en rådighed, der indebærer en økonomisk fordel for hovedaktionæren, som hovedaktionæren ikke kunne have opnået ved at leje/chartre en lystbåd fra en uafhængig tredjemand.

Når A har chartret [red. fjernet bådnavn] via G9 til markedspris på standby charter vilkår som enhver anden uafhængig lejer (som lejer på standby charter vilkår), har A ikke opnået nogen økonomisk fordel, da A kunne have chartret en tilsvarende yacht til samme pris af en uafhængig tredjemand.

Ejeraftalen mellem G7 og G10 - som er fuldt ud overholdt af parterne - regulerer klart, at parternes eventuelle charter af [red. fjernet bådnavn] skal ske på markedsvilkår:

"8. CHARTERING AF SKIBET

Parternes og Parternes nærstående eventuelle chartering af Skibet skal foregå ved, at der indgås sædvanlig aftale om chartering med G11 på markedsvilkår."

At "rådighed" skal fortolkes som beskrevet ovenfor - hvor hovedaktionærers leje på markedsvilkår ekskluderes fra anvendelsesområdet af rådighedsbeskatningen - fremgår desuden af retspraksis, da Byretten i Roskilde den 4. maj 2016 (SKM 2016.522 B) under medvirken af tre dommere afgjorde, at der var rådighed ved privat anvendelse, netop fordi hovedaktionæren eller selskaber kontrolleret af hovedaktionæren ikke var blevet faktureret for hovedaktionærens anvendelse af lystbåden:

"Af e-mails af 8. august 2007 fra JP til SA og e-mail af 17. maj 2007 fra UB til JS, og af As egen forklaring fremgår, at båden i 2007 i hvert fald tre gange blev anvendt til formål, der var G2 uvedkommende, uden at A eller selskaber i koncernen, som han kontrollerede, efter de foreliggende oplysninger fuldt ud blev faktureret for anvendelsen. Retten lægger på denne baggrund til grund, at A i 2007 havde privat rådighed over båden, og at båden faktisk blev anvendt til G2 uvedkommende formål og dermed af A privat."

Det er herudover anerkendt i ligningsloven § 2, at en hovedaktionær kan handle med sine kontrollerede selskaber uden skattemæssige konsekvenser for hovedaktionæren, når det sker på markedsvilkår. Reglerne om rådighed over bil, sommerbolig og lystbåd fraviger ikke denne grundlæggende aktionærrettighed, idet rådighedsbeskatning kun skal ske, når der er privat rådighed, hvilket ikke er tilfældet, når A faktuelt har lejet på vilkår som alle andre uafhængige lejere under standby charter vilkår.

At A alene har haft adgang til [red. fjernet bådnavn] med charterkontrakt, fuld betaling inkl. moms og desuden ikke adgang til ruteændringer bekræftes også af momsreglerne. Efter artikel 49 i direktiv 2006/112 afhænger momsen af den planlagte sejlrute, da det momsmæssige leveringssted for charters ombord på yachts er det sted, hvor transporten finder sted. Derfor skal der være underskrevet charterkontrakt før afsejling, charter fee inkl. moms skal være indbetalt på forhånd, og ruten kan ikke ændres. Hvis dette ikke overholdes, forfalder der moms på hele værdien af yachten, hvilket bekræftes af det verdensomspændende yacht charter firma G12 (E 598):

"For any yacht operating commercially it is a requirement that a fully executed charter agreement be in place and on board during the charter and that VAT has been taken in advance of the charter and held in an account until it should be paid to the relative tax authority.

If the yacht were to be boarded during a charter and neither charter agreement or vat could be accounted for there could be fiscal implications for the owner. In such an instance I do not believe that the captain would lose his licence. It is my understanding flag state would want proof that the captain has breached the safety of the vessel to revoke licenses, etc. However, the risk to the owner (in a worst case scenario) would be VAT due the value of the hull."

Når det tages i betragtning, at værdien af [red. fjernet bådnavn] er DKK 223.728.000 (E 208), og A risikerer, at der forfalder moms på denne værdi, er det åbenlyst, at A aldrig har chartret [red. fjernet bådnavn] uden charterkontrakt og fuld betaling af charter fee, hvilket som beskrevet ovenfor ikke medfører privat rådighed. Mailudveksling mellem JP og LL af ultimo august 2013 (E 406) samt e-mail fra G11 af 15. februar 2013 (E 360) viser desuden G8s fokus på at overholde momsreglerne.

"Privat rådighed" i ligningslovens § 16 A stk. 6 (nu stk. 5) og § 16 stk. 6 omfatter ikke en hovedaktionærs leje af skibet på samme vilkår som alle andre uafhængige lejere, da der ikke er tilgået hovedaktionæren nogen værdi, som hovedaktionæren ikke kunne opnå ved at leje fra en uafhængig tredjemand.

4.4 A tilstedeværelse på [red. fjernet bådnavn] er begrundet i promotion og markedsføring

I henhold til administrationsaftalen mellem G10 og G8 pkt. 2.1 er A ansvarlig for at promovere og markedsføre [red. fjernet bådnavn], som han årligt modtager DKK 200.000 for. A har via sine forretninger et betydeligt netværk af potentielle kunder til yachtcharters i den prisklasse, som [red. fjernet bådnavn] befinder sig i. [red. fjernet bådnavn] chartres til en pris på helt op til DKK 1.183.338 for én uge (E 711). Markedsføring af yachtcharters på et skib som [red. fjernet bådnavn] baserer sig i meget høj grad på "word of mouth"-markedsføring, hvor en gæsts positive oplevelse på en charter videreformidles til gæstens relationer, som herefter chartrer [red. fjernet bådnavn].

For at markedsføre luksuscharters på [red. fjernet bådnavn] med en prissætning på op til DKK 1.183.338 for én uge til sin bekendtskabskreds med nogen som helst troværdighed, er det nødvendigt, at A selv kender skibet, og hvordan en charter forløber. Hvem ville chartre et skib som [red. fjernet bådnavn] for DKK 1.183.338 for én uge fra en person, der ikke selv havde sejlet med skibet? Det er helt urealistisk, at man skulle kunne drive en luksus yachtchartervirksomhed i den prisklasse, uden at ejerne, der deltager i driften, har været ombord på skibet.

Et konkret eksempel på et promotion- og markedsføringsevent planlagt og forberedt af A fremgår af mail af 5. juni 2013 fra KH til VK (E 399), hvor A havde arrangeret, at weekendture på [red. fjernet bådnavn] skulle indgå på en velgørende auktion i Y1-land blandt potentielle velhavende Y1-landske kunder:

"På vegne af A skriver jeg til dig angående et promotion event for [red. fjernet bådnavn]. A og jeg har i et stykke tid været i dialog med KL som er en anerkendt eventarrangør en dansker som bor i London med sin familie, der som arrangør af en stor kampagne, med deltagelse af en lang række kvinder, kan skabe stor fokus omkring [red. fjernet bådnavn] skibene [….] Når kampagnen kommer til Y1-land, skal der ved et stort arrangement afholdes en auktion med effekter som deltagerne samt inviterede gæster kan byde på. Blandt de inviterede gæster er en lang række af royale, kendte Y1-lændere samt udenlandske velhavere. Der er dermed god mulighed for at få [red. fjernet bådnavn] promoveret til en stor gruppe af potentielle kunder. [….] Til at promovere [red. fjernet bådnavn] skibene har vi behov for 10 brochurer til hver af bådene […] A og LK er inviteret af KL til at deltage i auktionen og vil deltage for også at kunne forhandle en eller flere charter på plads".

A har også i vidt omfang været ansvarlig for at arrangere superyacht regattaer, som i branchen for luksusyachts er afgørende at deltage i af hensyn til promotion og markedsføring, da mange potentielle kunder kommer for at se og indgå sæsonens charteraftaler til netop kapsejladserne. Til dokumentation vedlægges fotos af G1 Cup fra 2012 og mailudveksling vedr. regattaerne (E 269).

Af yderligere eksempler på As promotion- og markedsføringstiltag kan nævnes, at A fik udarbejdet kataloger, annoncer og jakker til brug for markedsføring af [red. fjernet bådnavn] til sit netværk samt opgraderede [red. fjernet bådnavn]s hjemmeside (E 341 og 296).

Skatteministeriet har i SKM 2001.363 DEP fastlagt, at hovedaktionærens anvendelse af båden til erhvervsmæssige formål falder udenfor anvendelsesområdet af rådighedsbeskatningen i LL § 16 A stk. 6 (nu stk. 5) jf. LL § 16 stk. 6:

"Anvender den ansatte hovedaktionær m.fl. udelukkende lystbåden erhvervsmæssigt - eksempelvis til demonstrations- og testsejladser, fremvisning på bådudstillinger o.lign. bliver vedkommende ikke beskattet af fri lystbåd. En korrekt ført logbog med tilstrækkelige og relevante oplysninger om karakteren af sejladserne, der viser, at lystbåden udelukkende er anvendt erhvervsmæssigt, kan benyttes som dokumentation.

Demonstration af en båd for en potentiel køber eller udlejer er naturligvis erhvervsmæssig, ligesom testsejladser, hvor båden gennemgås for eventuelle fejl/mangler, eller klargøres til salg/udleje.

Med hensyn til deltagelse i kapsejladser, stævner og flotillesejladser er det udgangspunktet, at sådanne aktiviteter må anses for private. Men i visse situationer kan det ikke udelukkes, at deltagelse i stævner m.v. har en væsentlig reklameværdi for virksomheden, hvorfor aktiviteten må anses for erhvervsmæssig. Der kan ved vurderingen lægges vægt på, om selskabet kan fratrække udgifter til deltagelse i stævner m.v. som fradragsberettigede reklameudgifter, hvilket taler for, at den ansatte hovedaktionær m.fl. anvender båden erhvervsmæssigt i forbindelse med stævnet. I en sådan situation er der således ikke grundlag for at beskatte den ansatte hovedaktionær m.fl. af fri lystbåd."

A har alene været tilstede på [red. fjernet bådnavn] for at varetage sin dokumenterede opgave som ansvarlig for promotion og markedsføring, herunder deltagelse i superyacht regattaer. As tilstedeværelse på [red. fjernet bådnavn] giver derfor ikke grundlag for rådighedsbeskatning. At A ikke skal rådighedsbeskattes kan også støttes på princippet i de undtagelser til rådighedsbeskatningen, der eksisterer for at tilgodese de erhverv, der bliver nødt til at anvende lystbåde som led i deres erhverv.

Det er direkte fastsat i Skatteministeriets meddelelse af 12. september 2001 (SKM 2001.363 DEP), at:

"I en bådforhandlervirksomhed er det er også naturligt, at den ansatte hovedaktionær m.fl. anvende selskabets både i forbindelse med fremvisning og afsætning af bådene. Såfremt anvendelsen af bådene udelukkende er erhvervsmæssig, er der ikke grundlag for at beskatte den ansatte hovedaktionær m.fl. af fri lystbåd."

Forholdene for en bådforhandlervirksomhed og en yachtchartringsvirksomhed som G8, hvor [red. fjernet bådnavn] chartres til en ugepris på DKK 1.183.338 er helt sammenlignelige, idet hverken en bådforhandlervirksomhed eller en yachtchartringsvirksomhed i denne prisklasse kan drive virksomhed, uden at de medarbejdende ejere selv er tilstede på båden i et vist omfang. I de fleste tilfælde vil ugeprisen (!) på DKK 1.183.338 for at chartre [red. fjernet bådnavn] være højere end prisen for at købe langt de fleste både af en bådforhandler. De hensyn, der ligger bag, at bådforhandlere kan anvende selskabets både i forbindelse med fremvisning og afsætning af bådene kan derfor fuldt ud overføres til en yachtchartringsvirksomhed i millionklassen som [red. fjernet bådnavn].

Hertil kommer, at G8 også udøvede bådforhandlervirksomhed, da [red. fjernet bådnavn3] blev købt og solgt med en avance på DKK 18,4 mio (E 444), og at yachtchartringsvirksomheden med [red. fjernet bådnavn] fra start af havde afslutningsdato den 31. december 2016, hvorefter [red. fjernet bådnavn] skulle sælges bedst muligt jf. ejeraftalens pkt. 11 (E 219):

"11. OPHØR AF AKTIVITET OG LIKVIDATION AF SELSKABERNE

11.1 Parterne er enige om, at samarbejdet vedrørende den af Selskaberne drevne virksomhed skal ophøre uden varsel pr. 31. december 2016 ("Ophørsdatoen"). Senest 6 måneder før ophørsdatoen skal Parterne indgå aftale om iværksættelse af salg af Skibet bedst muligt med henblik på efterfølgende likvidation af Selskaberne. Alternativt sælges Selskaberne inklusive Skibet og den tilhørende virksomhed.

11.2 Parterne er forpligtede til at medvirke til gennemførelse af de i pkt.

11.1 beskrevne beslutninger."

G8 har som følge heraf reel status af bådforhandlervirksomhed, hvorfor As anvendelse som led i den erhvervsmæssige drift ikke medfører rådighedsbeskatning.

Alle erhvervsdrivende har behov for at kende det produkt, de sælger - særligt i luksusyachtcharter-klassen, hvor køberne er kræsne og vant til høje standarder. Hvis As anvendelse af [red. fjernet bådnavn] som led i sin rolle som ansvarlig for promotion og markedsføring giver grundlag for rådighedsbeskatning, kan der lige så vel nedlægges et forbud mod at drive luksus yachtchartervirksomhed i selskabsform, da A fratages muligheden for at drive virksomhed på lige vilkår med konkurrerende virksomheder.

4.5 VKs administration har afskåret As rådighed

I Skatteministeriets meddelelse af 12. september 2001 om fri lystbåd (SKM 2001.363 DEP) har Skatteministeriet fastlagt, at:

"De kriterier, der anvendes i relation til afgrænsningen af privat og erhvervsmæssig råden for så vidt angår andre personalegoder, vil også være vejledende i relation til lystbåde."

Skattestyrelsens administrative praksis om personalegodet fri bil efter ligningslovens § 16 stk. 4 skal derfor inddrages.

Ligningsloven § 16 stk. 4 om fri bil blev desuden indført ved samme love som reglerne om fri lystbåd. Der skal derfor ske en ens fortolkning af reglerne.

Af Juridisk Vejledning afsnit C.A.5.14.1.11 fremgår at:

"Der kan også være andre grunde til, at en ansat er afskåret fra at have rådighed over en firmabil. Eksempelvis kan rådigheden være udelukket, fordi bilen i en periode er stillet til rådighed for en ansat på en sådan måde, at skatteyderen ikke selv har adgang til at bruge bilen, eller fordi man ikke har kunnet bruge bilen på grund af skade"

Højesteret har i UfR 2005.2427 H konkret fastslået, at det afgørende er, om en ansat/hovedaktionær har adgang til at benytte båden:

"Bestemmelsen må efter ordlyden og forarbejderne forstås på den måde, at den skattepligtige værdi skal beregnes på grundlag af det tidsrum, hvori den ansatte har haft adgang til at benytte båden, og ikke kun på grundlag af det tidsrum, hvori den ansatte har udnyttet råderetten."

Som dokumenteret i afsnit 3.7 har VK udøvet en intensiv kontrol med As muligheder for at disponere over [red. fjernet bådnavn], som har medført, at A ikke har haft privat adgang til at benytte [red. fjernet bådnavn].

A har for det første kun haft mulighed for at leje [red. fjernet bådnavn] ved henvendelse og godkendelse fra administrationskontoret med charterkontrakt og markedsmæssig betaling - som alle andre uafhængige lejere, hvilket er dokumenteret i en række e-mails.

Mail af 1. juli 2013 fra VK til A (E 402):

"Jeg har modtagen en del sms'er fra dig med forskellige beskyldninger. Det ville være en god ide at læse din mail igennem. Indledningsvis vil jeg gøre opmærksom på, at når du skal spørge om charter, er det en god idé at spørge mig, som du altid har gjort i de sidste 3 år på bådene". Ovenstående bekræfter også, at A aldrig har haft adgang til [red. fjernet bådnavn] uden forudgående henvendelse og godkendelse fra administrationskontoret jf. "som du altid har gjort".

Mail af 27. juli 2013 fra VK til advokat JP og A (E 403):

"Som tidligere oplyst har vi haft 3 møder med skat, hvor vi har redegjort for familiens og firmaets arbejde ombord samt egen brug, hvilket er blevet accepteret. Det har jeg derfor ikke tænkt mig at ændre på. Da vi som familie og firma står for total administration og management af bådene foreligger der andre omstændigheder for os, end for A."

Der har således været en væsentlig forskel i adgangen til [red. fjernet bådnavn] for A og VK.

Mail af 22. januar 2014 fra VK til A (E 411):

"Vil du ud at sejle på [RED. FJERNET BÅDNAVN] eller [red. fjernet bådnavn], må du henvende dig til administrationskontoret, ellers kommer du ikke ud at sejle, da ingen af kaptajnerne kan disponere over bådenes "gøren og laden", før administrationskontoret har adviseret herom. Det er os, der står for administrationen; det skal du holde fingrene fra.

Al crew. inkl. kaptajnen refererer direkte til administrationskontoret, i daglig tale omtalt "head office". De kan og vil ikke besvare dine henvendelser, det være sig via mail eller andet.

Da vi er ansvarlige for driften bedes al kommunikation om bådenes drift rettes direkte til administrationen.

Du må rette dig efter disse retningslinjer, indtil Retten har talt".

Af mail af 16. juli 2014 fra A til LP (CFO i G16 ejet af VK) fremgår det, at A pga. VK s administration ikke har haft adgang til [red. fjernet bådnavn], og at A i stedet har måtte leje sejlbåde fra andre udlejere (E 430):

"Eneste formål med jeres/din mail er, at VK ønsker, at forhindre at jeg chartrer P3 som standby charter.

Ren chikane. Jeg har tidligere i den forbindelse oplyst, at såfremt P3 er ledig og VK forhindrer mig adgang ved ikke at udlevere en charter kontrakt, så foretager jeg et erstatningskøb / erstatnings charter og gør VK personlig ansvarlig for merudgiften til denne samt manglende indtægter for Partner selskabet. Sagen vil blive medtaget under voldgiftssagen. Jeg kan oplyse, at jeg har reserveret en mindre sejlbåd, og prisen er 150.000 euro for 6 dage."

Ud over ikke at have privat adgang til [red. fjernet bådnavn] kunne A heller ikke instruere eller kontakte besætningen eller udlejningsagenten G11, da VK havde forbudt dem at tale med A. Igen er dette dokumenteret ved en række mails:

Af mail af 12. september 2013 fra VK til SL (kaptajn) (E407) og mail af 15. september 2013 fra VK til A og kaptajn SL (E 408) fremgår:

"Thank you, please confirm that I told you not to change anything to Mr. As charter schedule to pick up the tender or check the paint job, which I understand from this mail you have not done." "Don't pick up any tender, follow, as i told you, the charterplan."

Mail af 22. januar 2014 fra advokat JP, på vegne af A, til VK via LL (E 413):

"Jeg er også lige nødt til at kommentere din bemærkning fra i går om, at du finder det upassende, at A tager kontakt til besætningen og at det sætter dem i en penibel situation, når dette sker. Hvis situationen er penibel for besætningen må det skyldes det forhold, at du tilsyneladende har forbudt dem at tale med A, og at de frygter repressalier fra din side, hvis de ikke efterlever dette. Det er i hver fald den melding A fik, da han sidst på dagen tirsdag kontaktede SL og fik oplyst, at SL ikke måtte tale med ham."

Mail af 23. januar 2014 fra VK til A (E 414):

"Som jeg tidligere har pointeret, at det naturligvis forvirrende og uheldigt, at du inddrager SL i vores tvist.

Det kan kun være ud for et ønske om at skabe dårlig stemning og chikanere, og det bidrager kun til at oppiske en stemning, som absolut ikke er nødvendig eller hensigtsmæssig, så længe vi skal køre forretningen videre. Du er jo fuldt bekendt med, at crewet refererer til mig/administrationen."

Mail af 2. april 2014 fra kaptajn SL til advokat JP og A (E 416):

"I have been since the beginning of my employment always taken my instructions on the day to day running of SY [red. fjernet bådnavn] 3 from KVP."

Mail af 30. juni 2014 fra VK / LL til KH (E 429):

"Vi kan forstå, at du/I mod sædvane har kontaktet LA hos

G11. Normalvis er proceduren, at I går gennem

Administrationen her, da det er os, der står for dette, og da G11 jo af hensyn til klienterne, ikke bare kan udlevere kopier af Charter Agreements. Da vi administrerer båden og kontrakterne, kan evt. kopier rekvireres her [….]"

Mail af 22. juli 2014 fra A til VK (E 432):

"Du sender konsekvent ikke de informationer vi beder om. Vi har udbedt os utallige informationer om chartere, disse kontrakter og kopi af indbetalinger etc. - men vi får kun sjældent halvdelen om noget som helst - og udelukkende når det passer dig. Vi kan heller ikke søge det selv. Du har nemlig lukket ned for al kommunikation fra SL og med G11, hvilket i det hele taget fjerner tillid og den åbenhed, der burde være i et sådan partnerskab."

Under de her dokumenterede omstændigheder, hvor VK har umuliggjort As private adgang til [red. fjernet bådnavn], har [red. fjernet bådnavn] ikke stået til rådighed for A, da A netop som følge deraf har været afskåret adgangen til at benytte [red. fjernet bådnavn] privat som følge af VKs kontrol og rådighed.

Dette resultat er i fuld overensstemmelse med Skattestyrelsens praksis efter Juridisk Vejledning afsnit C.A.5.14.1.11, hvorefter ansat/hovedaktionær As brug af et aktiv kan afkræfte rådighed for ansat/hovedaktionær B, og Højesterets dom i UfR 2005.2427 H, der fastlægger, at det afgørende for rådighedsbeskatning er adgangen til at benytte en lystbåd. I Landsskatterettens kendelse af 6. juli 2020 overfor A lagde Landsskatteretten afgørende vægt på, at aftalegrundlaget - ifølge Landsskatteretten - ikke afskar As rådighed:

"Landsskatteretten finder efter en konkret vurdering, at klageren i det påklagede indkomstår har haft rådighed over båden. Landsskatteretten lægger særligt vægt på, at aftalegrundlaget mellem G8 og G11 samt aftalegrundlaget mellem G8, G7 og G9 ikke afskærer klagerens rådighed over båden."

Det følger altså af Landsskatterettens praksis, at A kunne have undgået rådighedsbeskatning blot ved at indføje en klausul i formidlingsaftalen, ejeraftalen eller administrationsaftalen om, at A fraskriver sig rådigheden. En sådan ren formel klausul er imidlertid ikke nær så effektiv som at have en administrator - i form af VK - der aktivt har forhindret As private adgang til [red. fjernet bådnavn]. Når Landsskatteretten mener, at en simpel aftaleklausul kan bringe en hovedaktionær ud af rådighedsbeskatningen, må ovenstående dokumenterede forhold også bringe A ud af rådighedsbeskatningen.

4.6 [red. fjernet bådnavn] er et driftsaktiv

SKAT har på møde den 7. november 2014 direkte anerkendt overfor A, at driften af [red. fjernet bådnavn] er erhvervsmæssigt. Anerkendelsen fremgår af SKATs mødereferat af 10. november 2014 (E 433):

"For så vidt [red. fjernet bådnavn] blev det indledningsvist bemærket, at SKAT som udgangspunkt kan anerkende, at driften skattemæssigt anses som erhvervsmæssigt."

Efter nedenstående faste praksis fra Landsskatteretten som fastslået ved byretsdom er det afgjort, at hvis en sommerbolig eller lystbåd er drevet erhvervsmæssigt, er sommerboligen eller lystbåden et driftsaktiv, som udelukker rådighedsbeskatning.

Af de almindelige bemærkninger vedr. fri lystbåd i lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000 følger det, at:

"Beskatningsprincipperne for fri lystbåd har stor lighed med beskatningsreglerne for fri sommerbolig. Dette er velbegrundet, i og med at goderne er luksusbetonede og anvendelsen af såvel lystbåd som sommerhus hovedsagligt er årstids- og fritidsbestemt. På baggrund heraf findes det hensigtsmæssigt, at forslaget til beskatning af fri lystbåd for ansatte hovedaktionærer m.fl. udformes efter samme principper som for fri sommerboliger."

Praksis om frie sommerboliger er derfor fuldt anvendeligt til fortolkning af rådighed over fri lystbåd.

Det følger af retspraksis, at hvis aktivet er drevet erhvervsmæssigt, udelukker det rådighedsbeskatning: Byretten i Roskildes dom af 13. marts 2013 (SKM 2013.417 BR):

"På baggrund af den fremlagte redegørelse til [red. fjernet banknavn] og oplysningerne om finansieringen af projektet, samt det oplyste om sommerhusets stand, finder retten, at det må lægges til grund, at S2 erhvervede sommerhuset med henblik på nybyggeri og videresalg. Det må således også lægges til grund, at sommerhuset ikke blev erhvervet med henblik på S1's private brug heraf. Det fremgår af sagen, at selskabet efter erhvervelsen af sommerhuset ved generalforsamlingen i november 2007 ændrede vedtægternes formålsbestemmelse til specifikt at omfatte ejendomsinvestering. Retten finder derfor, at situationen i denne sag adskiller sig væsentligt fra en række tidligere afgørelser omhandlende tilfælde, hvor selskaber uden at det har nogen sammenhæng med selskabets formål og virksomhed i øvrigt - har erhvervet sommerboliger som udlejes. Da det må lægges til grund, at erhvervelsen af sommerhuset er sket i selskabets interessse som investeringsprojekt, finder retten ikke, at sommerhuset er stillet til rådighed for S1's private brug." Landsskatterettens kendelse af 25. maj 2009 (SKM 2009.459 LSR):

"Efter det oplyste har erhvervelsen af sommerboligerne været et led i driften af selskabet, der har som aktivitet at opføre og udleje ejendomme. De er anskaffet på grund af klagerens lokalkendskab og ligger i meget kort afstand til klagerens bolig. Sommerboligerne har således karakter af driftsaktiver. Under disse omstændigheder kan det ikke antages, at klageren har haft rådighed over sommerboligerne, jf. ligningslovens § 16, stk. 5, 2. pkt."

Landsskatterettens kendelse af 16. april 2010 (j.nr.: 09-02148):

"Efter det oplyste har erhvervelsen af sommerhuset været et led i påbegyndelsen af driften af H4, der har handel med og investering i ejendomme, herunder ombygning og istandsættelse af ejendomme medhenblik på videresalg, som aktivitet. Erhvervelsen og renoveringen af ejendommen anses herefter for at være et led i driften af selskabet. Ejendommen har således karakter af et driftsaktiv. Da der er tale om et driftsaktiv, er det i det konkrete tilfælde ikke af betydning i forhold til rådighedsvurderingen, hvorvidt ejendommen er under renovering. Det kan ud fra de foreliggende oplysninger ikke antages, at klageren har eller har haft rådighed over ejendommen under og efter renoveringen, jf. ligningslovens § 16, stk. 5, 2. pkt. og SKM 2009. 459."

Landsskatterettens kendelse af 18. november 2013 (j.nr.: 12-0198685):

"Tre retsmedlemmer finder, at det må lægges til grund, at erhvervelsen af landejendommen har været et led i driften af det overordnede selskab [virksomhed1], der har til formål at erhverve, sælge og udvikle ejendomme. Der er herved lagt vægt på, at det er dokumenteret, at hovedanpartshaverne har langvarig og intens erfaring med mange projekteringer af varierende størrelse, herunder [virksomhed7]. Erhvervelsen af omhandlede ejendom må herefter betragtes som erhvervelse af et driftsaktiv, hvorfor der ikke er formodning for privat rådighed."

Landsskatterettens kendelse af 26. september 2018 (j.nr.: 14-5314318):

"Landsskatteretten finder, at erhvervelserne af sommerbolig 1 og sommerbolig 2 er sket i selskabets interesse og i overensstemmelse med selskabets formål. Erhvervelserne er således ikke sket med henblik på, at hovedanpartshaveren skulle have rådigheden over dem. Der er her lagt vægt på hovedanpartshaverens korrespondance med kommunen vedrørende omdannelse til cafe/galleri. Selskabet har endvidere dokumenteret, sommerbolig 1 og 2 blev forsøgt solgt i perioden, ligesom sommerbolig 2 har været delvist udlejet i perioden. Landsskatteretten finder på baggrund heraf, at sommerboligerne har været driftsaktiver for selskabet. Landskatteretten finder derfor, at sommerboligerne ikke har været stillet til rådighed for selskabets hovedanpartshaver, hvorfor der ikke er grundlag for at beskatte klageren af en fikseret lejeindtægt for sommerboligerne."

Landsskatterettens kendelse af 6. august 2020 (j.nr.: 18-0001448):

"Det fremgår af skødet, at sommerboligen skulle anvendes til erhvervsmæssige formål. Klageren har endvidere oplyst, at erhvervelsen skete med henblik på matrikulær opdeling af grunden og efterfølgende bebyggelse af de særskilte matrikler, hvilket selskabet imidlertid fik afslag på. I 2012 indgik selskabet en formidlingsaftale med [virksomhed5] om salg af sommerboligen, ligesom selskabet i 2016 søgte Erhvervsstyrelsen om tilladelse til udlejning i form af bed & breakfast. Landsskatteretten finder det tilstrækkeligt godtgjort, at sommerboligen i de påklagede indkomstår udgjorde et driftsaktiv for selskabet, og var en naturlig del af de aktiviteter der i øvrigt udøvedes i selskabet. Da sommerhuset således ikke har været til rådighed for klager, skal der ikke ske beskatning af fri sommerbolig i de påklagede indkomstår."

Landsskatterettens ikke-offentliggjorte kendelse af 16. november 2006 (2-7-1994-0185):

"Selskabets båd af mærket [red. fjernet bådmærke] blev erhvervet med videresalg for øje. Landsskatteretten finder ikke grund til at betvivle selskabets erhvervsmæssige begrundelse for anskaffelse af båden, selvom det tidligere alene har handlet med biler. Retten har ved denne vurdering henset til forholdene omkring købet.

[.....] Retten finder på dette grundlag ikke, at klageren kan anses for at have haft rådighed over bådene til privat brug."

Østre Landsret fastlagde i dom af 9. januar 2009 (SKM 2009.93 ØLR), at der skal lægges betydelig vægt på, om aktivet udlejes - eller om der i øvrigt gøres udlejningsforsøg:

"Trods den meget begrænsede brug af lejligheden blev der ikke fra holdingselskabets side - hvad der havde været sædvanligt - taget initiativ til at udleje lejligheden til en uafhængig tredjemand, selv om den leje, som blev betalt, som nævnt var væsentligt lavere end markedslejen."

De faktuelle forhold i nærværende sag dokumenterer, at:

• SKAT har anerkendt, at driften af [red. fjernet bådnavn] anses som erhvervsmæs-sig, hvilket har den konsekvens jf. ovenstående praksis, at [red. fjernet bådnavn] er et driftsaktiv, hvor rådighedsbeskatning ikke finder anvendelse.

• A købte sig ind i en bestående aktiv overskudsgivende ya-chtchartervirksomhed ud fra en klar forudsætning om erhvervsmæssig drift. Hele formålet med As investering var at drive virksomhed med chartring af yachts. Til at drive den erhvervsmæssige virksomhed kunne A drage fordel af VK 25 års erfaring med yachtcharterbranchen.

• den erhvervsmæssige yachtchartervirksomhed fortsatte efter As investering.

A investerede hele DKK 110.874.678 i erhvervelsen af [red. fjernet bådnavn] (E 214). Overdragelsesaftalens pkt. 1.2 (E 212) beskriver tydeligt, at "selskabets eneste aktivitet skal være at eje og drive virksomhed med chartering af cruiser yacht [red. fjernet bådnavn]". Det må for det første have formodningen imod sig, at en forretningsmand som A foretager en så stor kapitalbinding i en virksomhed, hvis det ikke er for at skabet et afkast.

Mail af 22. november 2012 fra VK til As advokat, JP, bekræfter As klare erhvervsmæssige formål med investeringen. VK skriver, at A har udtrykt ønske om at kunne investere yderligere i "seriøs yacht-forretning" (E 348). Ligeledes sendte A den 23. november 2012 SMS til VK , hvori A skrev, at "han ser frem til flere forretningsmæssige investeringer" (E 350).

Ydermere bekræfter SP, advokat for VK, i mail af 16. januar 2015 til JP, at "skibet er købt med udlejning for øje" (E 437). Som svar på denne skrev JP den 21. januar 2015, at: "vi bestrider ikke, at formålet med købet af P3 er udlejning dog med den tilføjelse, at udlejningsvirksomheden skal give overskud. En fortsat underskudsgivende aktivitet i kombination med, at skibets værdi fortsat falder, giver ingen mening" (E 439).

As vidneforklaringer i Voldgiftsinstituttets sager mellem G13 og G7 underbygger fuldt ud As erhvervsmæssige formål med investeringen, idet A udtalte, at "VK havde formodentlig følelser for båden, og det var vigtigt at præcisere fra starten, at båden skulle drives som en virksomhed" (E 453). Vedrørende væsentligheden af at få VKs erfaring med yachtchartervirksomhed med i købet udtalte A også, at "samarbejdet gav mulighed for, at hans "learning curve" (As) kunne udnytte VKs 15 års erfaring" (E 465) og "VK fortalte, at [red. fjernet bådnavn] jo var i god charter, og at han ville få VKs 18 års erfaring med i købet" (E 443).

Det kan således ikke betvivles, at As investering i [red. fjernet bådnavn] havde et meget klart og veldokumenteret erhvervsmæssigt formål, hvilket også udmønter sig i, at der var en tydelig erhvervsmæssig drift af [red. fjernet bådnavn] efter As investering. A købte sig ind i en bestående yachtchartervirksomhed, der hidtil havde genereret betydelige lejeindtægter og overskud.

Investeringen i G8 ligger også fuldt ud inden for G13-koncernens strategi om at investere i "leisure"-aktiviteter. G13 under ledelse af A havde på tidspunktet for investeringen i G8 således også investeret i flyselskabet X1 og havde planer om at investere i et hotel i Y3-by.

A og VK formåede at skabe stigende charterindtægter til trods for et marked i nedgang

(DKK): 2011 = 7.216.000, 2012 = 11.650.896, 2013 = 19.357.371, 2014 = 30.171.081 (E 683). Bestyrelsesmødereferater og mails viser den erhvervsmæssige drift og As involvering heri.

Af referatet fra bestyrelsesmødet den 7. juli 2011 (E 252), hvor A, VK, LI og LJ deltog, fremgår at:

• der blev udsendt annoncemateriale til adskillige potentielle kunder• til hvert bestyrelsesmøde vil der fremover blive udarbejdet finansielle nøgletal, som kan danne grundlag for fremtidige beslutninger

• A ønskede at have flere kataloger til brug for markedsføring af [red. fjernet bådnavn4], hvorefter A fik udleveret markedsføringsmateriale

• Der skulle fremover afholdes kvartalsvise bestyrelsesmøder

• A redegjorde for markedsføringsaktiviteterne

Af referatet fra bestyrelsesmødet den 5. september 2012 (E 241), hvor A, VK, JP og LP deltog, fremgår at:

• Hjemmesiden skulle opgraderes og fornyes, A havde for-slag til den konkrete udformning

• [red. fjernet bådnavn] havde i årets første 8 måneder (2012) haft charterindtægt på DKK 9.731.000, hvilket var acceptabelt markedet taget i betragtning • A oplyste, at [red. fjernet bådnavn] skulle på værft for at forbedre skibet og dermed give mulighed for charters i den absolut dyreste klasse Herudover tog A den 31. maj 2013 (E 397) initiativ til at formalisere forretningsgangene for [red. fjernet bådnavn], hvilket er illustrerende for hele As involvering i driften af [red. fjernet bådnavn], idet A ønskede en drift svarende til de virksomheder, som A tidligere havde været med til at drive:

"Efter samarbejdet vedrørende [red. fjernet bådnavn] 3 har forløbet godt i 2 år og efterfølgende er blevet udvidet til også at omfatte [red. fjernet bådnavn] 4, finder G13 (G13), at der er behov for at gennemgå og diskutere forretningsgangene omkring driften af skibene med G7 (G7). G13 er således grundlæggende af den opfattelse, at der er behov for højere grad af formalia for at leve op til de indgåede aftaler og af hensyn til at sikre, at koncernens økonomifunktion er løbende orienteret om forestående udgifter mv."

At A ønskede, at koncernens økonomifunktion var løbende orienteret, dokumenterer med al tydelighed den erhvervsmæssige drift.

På foranledning af A blev der indført kvartalsvise bestyrelsesmøder i G8 for at følge op på udlejningsaktiviteten, likviditet, konkrete beslutninger om nyanskaffelser, vedligeholdelse mv (E 251). Herudover henvises der til mails vedrørende indgåede charter agreements (E 417).

Da A blev opmærksom på VKs planer om at købe en yacht og kalde den [red. fjernet bådnavn3], der ville være en konkurrent til chartervirksomheden med [red. fjernet bådnavn], protesterede A straks den 21. november 2012 pr. mail via advokat JP, da A forudså, at VKs konkurrerende virksomhed ville have negative økonomiske konsekvenser for driften af [red. fjernet bådnavn] (E 347):

"A har orienteret mig om, at du påtænker at købe et yderligere skib svarende til [red. fjernet bådnavn]. Jeg kunne forstå, at du har tænkt dig at omdøbe skibet til [red. fjernet bådnavn3] og lade skibet have erhvervsmæssig charteraktivitet svarende til [red. fjernet bådnavn]. Efter vores opfattelse ejer G8 navnet "[red. fjernet bådnavn]", da selskabet har fået overdraget hele den erhvervsmæssige aktivitet herunder de immaterielle rettigheder, som knytter sig til [red. fjernet bådnavn] chartervirksomheden. Vi mener endvidere, at det er problematisk for samarbejdet omkring [red. fjernet bådnavn], hvis du har tænkt dig at påbegynde chartervirksomhed i konkurrence med [red. fjernet bådnavn]. Det vil efter vores opfattelse være helt uforenligt med de præmisser som A købte sig ind i projektet på".

Mailen viser med klarhed, at A var - i overensstemmelse med det erhvervsmæssige formål bag investeringen og den erhvervsmæssige drift - særdeles opmærksom på eventuel konkurrerende virksomhed, der kunne skade chartervirksomheden med [red. fjernet bådnavn].

Derfor meddelte A også den 26. november 2014 via advokat

JP, at driften af [red. fjernet bådnavn] skulle indstilles og [red. fjernet bådnavn] sælges, hvis der ikke kunne fremlægges nye initiativer og planer, der kunne give nettooverskud i 2015 og 2016 (E 435):

"I en situation, hvor selskabet nu på efterhånden 4. år i træk kører med voldsomme underskud, kan det vel ikke komme bag på jer, at vi er nødt til at adressere, om der ikke er noget, som skal gøres anderledes.

Det mener I åbenbart ikke, og I henviser blot til, at man skal gøre det, som man altid har gjort, hvilket er det, som indtil videre har ført til underskud på underskud. Det er en fuldstændig vanvittig indstilling til driften af en erhvervsvirksomhed og stærkt ansvarspådragende for ledelsen. [….]

Det, som A og KH ønsker drøftet i bestyrelsen, er, om der er realistisk udsigt til, at en fortsættelse af driften i 2015 og 2016 vil give nettooverskud for ejerne, herunder indregnet den værdiforringelse på skibet, som sker i perioden. […]

Medmindre der på et bestyrelsesmøde kan fremlægges troværdige oplysninger, som giver grundlag for at tro, at der i 2015 kommer væsentligt forøgede indtægter i selskabet, er det vores krav, at charteraktiviteten indstilles, og skibet sættes til salg. […]

Hvis KVP under de givne omstændigheder fortsat nægter at træffe de nødvendige og relevante dispositioner til at reducere tabet i forbindelse med fortsat drift af charteraktiviteten, vil der blive rejst erstatningskrav for det tab, G13 lider som følger heraf. Erstatningskravet vil foruden G7 blive rejst mod KVP og QL for tilsidesættelse af deres almindelige forpligtelser som bestyrelsesmedlemmer […]"

I sammenhæng med dette henvises også til mail af 21. januar fra JP, på vegne af A, til advokat SP (E 439), hvor A kræver, at udlejningsvirksomheden skal give overskud:

"Vi bestrider ikke, at formålet med P3 er udlejning dog med den tilføjelse, at udlejningsvirksomheden skal give overskud. En fortsat underskudsgivende aktivitet i kombination med, at skibets værdi fortsat falder, giver ingen mening. Der er en fast slutdato på samarbejdet ultimo 2016. På dette tidspunkt skal P3 sælges bedst muligt. Eftersom administrator åbenbart ikke har andre ideer til at gøre driften overskudsgivende end at fortsætte som hidtil og håbe på det bedste forlanger vi, at P3 straks sættes til salg. Med den foreliggende historik for resultaterne af udlejningsvirksomheden sammenholdt med skibets værditab ved cirka 2 års yderligere drift, må det lægges til grund, at ejerne vil lide væsentlige yderligere tab ved at fortsætte driften til ultimo 2016. Din klient opfordres til inden for 8 dage at meddele, om man vil medvirke til at sætte P3 til salg. Blokerer din klient for et sådant salg, vil der blive rejst erstatningskrav for den yderligere værdiforringelse af P3 og driftstabet i perioden".

A meddeler altså sin forretningspartner, VK, at driften af [red. fjernet bådnavn] skal indstilles, og [red. fjernet bådnavn] skal sælges, da driften hidtil har givet underskud. Hvis ikke dette sker, vil A rejse erstatningskrav mod VK for at agere i strid med partnerselskabets økonomiske interesser.

At A vil kræve driften indstillet, og [red. fjernet bådnavn] solgt, hvis ikke der fremlægges planer for, hvordan driften i 2015 og 2016 kan give overskud, dokumenterer ud over enhver tvivl, at As formål med investeringen var erhvervsmæssigt, og driften af [red. fjernet bådnavn] har været erhvervsmæssig i perioden efter As investering. At dette kræves under truslen om erstatningskrav understreger As erhvervsmæssige formål med investeringen og driften yderligere. Herudover tydeliggør G8s salg af [red. fjernet bådnavn3] med en avance på DKK 18,4 mio (E 444), annoncematerialet fra udlejningsagenten G11 (E 296) og ansættelsesaftaler med besætningen på [red. fjernet bådnavn] (E 575), at driften af G8 faktuelt har været erhvervsmæssig. Den opnåede avance på [red. fjernet bådnavn3] kan primært tilskrives As strategiske fokus på, at [red. fjernet bådnavn3] var købt med henblik på videresalg og derfor ikke skulle anvendes til charters og/eller regattaer, da dette indebar en unødvendig risiko for skader på skibet (E 405).

Det dokumenterede erhvervsmæssige formål med As investering i [red. fjernet bådnavn] og den dokumenterede erhvervsmæssige drift af [red. fjernet bådnavn] - som direkte anerkendt af SKAT den 7. november 2014 - medfører, at [red. fjernet bådnavn] har status af et driftsaktiv, som der jf. ovenstående faste praksis fra Landsskatteretten som fastslået ved byretsdom ikke kan være rådighed over. Ud fra [red. fjernet bådnavn]s status af driftsaktiv finder rådighedsbeskatningen i LL § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5) jf. LL § 16 stk. 6 ikke anvendelse.

4.7 As private ejerskab af lystbåd afkræfter rådighed

I meddelelse af 19. september 2001 (SKM 2001.363 DEP) har Skatteministeriet beskrevet, at privat ejerskab af lystbåd afkræfter rådighed:

"Afgørelsen af, om en ansat hovedaktionær m.fl. må anses for at råde over en lystbåd, afhænger af en konkret skønsmæssig vurdering. I den forbindelse foretages en samlet vurdering af selskabets/arbejdsgiverens eventuelle erhvervsmæssige baggrund for at eje/leje lystbåden og den ansatte hovedaktionærs m.fl.´s levevis/rutiner, herunder om hovedaktionæren m.fl. eller dennes familie selv ejer en lystbåd, disses sejlkundskab, fritidsinteresser m.v."

I f.eks. Landsskatterettens ikke-offentliggjorte kendelse af 16. november 2006 (2-7-1904-0185) var det et afgørende moment, at skatteyder i hele ejerperioden havde båd i privat regi:

"Selskabets båd af mærket [red. fjernet bådmærke] blev erhvervet med videresalg for øje. Landsskatteretten finder ikke grundlag til at betvivle selskabets erhvervsmæssige begrundelse for anskaffelse af båden, selvom det tidligere alene har handlet med biler. Retten har ved denne vurdering henset til forholdene mv. omkring købet. Klageren havde i hele ejerperioden båd i privat regi. Det må endvidere lægges til grund, at båden alene har sejlet prøvesejlads i forbindelse med salgsbestræbelserne. [……]

"Retten finder på dette grundlag ikke, at klageren kan anses for at have haft rådighed over bådene til privat"

Også dette taler kraftigt imod, at A skulle have rådighed over [red. fjernet bådnavn], da A siden 27. april 2010 har ejet lystbåden [red. fjernet bådnavn2] (E 202), som er en motorbåd typen [red. fjernet bådmærke2] med to motorer af hver 700 hestekræfter og med plads til 10 passagerer med tilhørende soldæk, lounge, dobbeltværelse, køkken og badeværelse (E 692). [red. fjernet bådnavn2] ligger ved As sommerhus i Y3-by og har en størrelse, der gør, at A selv kan sejle båden.

As behov for lystbådssejlads er derfor fuldt ud opfyldt af [red. fjernet bådnavn2], hvilket afkræfter, at A skulle have rådighed over [red. fjernet bådnavn], der dokumenteret er købt til et erhvervsmæssigt formål og anvendt i en aktiv erhvervsvirksomhed.

4.8 [red. fjernet bådnavn] er ikke en "lystbåd"

Ved fortolkning af hvad der forstås ved en "lystbåd" efter LL § 16, stk. 6 og LL §16 A, stk. 6 (nu stk. 5), er det afgørende, hvad der er givet af fortolkningsbidrag i lovforslagenes bemærkninger.

Af de specielle bemærkninger til § 1 i lovforslag nr. 286 af 19. maj 1993 fremgår det, at:

"Begrebet lystbåd må fastsættes i overensstemmelse med en traditionel opfattelse af begrebet. En vis vejledning kan dog hentes i praksis efter lov om afgift af lystfartøjsforsikringer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 31. marts 1993."

Lovgiver har valgt, at praksis efter lov om afgift af lystfartøjsforsikringer skal have betydelig vægt i vurderingen af, om en båd er en lystbåd efter LL § 16, stk. 6 og LL §16 A, stk. 6 (nu stk. 5).

Søfartsstyrelsen har skriftligt bekræftet (E 594 og 596), at [red. fjernet bådnavn] er et "erhvervsmæssigt skib" og ville blive indregistreret som et "lastskib" i Skibsregistreret.

[red. fjernet bådnavn] ville på baggrund af klassifikationen som "lastskib" ikke være lystfartøjsforsikringsafgiftspligtig efter den praksis, der var gældende i indkomståret 2012. Derfor er [red. fjernet bådnavn] heller ikke en "lystbåd" efter ligningslovens § 16, stk. 6 og 16 A, stk. 6 (nu stk. 5) jf. ovenstående citerede forarbejder.

Skatteministeriet anfører, at svaret fra Søfartsstyrelsen er baseret på en "række forudsætninger givet af A, som ikke fremgår af den fremlagte korrespondance".

Af e-mail af 23. april 2018 (E 591) fra LN til Søfartsstyrelsen fremgår det, at Søfartsstyrelsens svar er baseret på LNs vedhæftning til hendes e-mail, der er "Transcript of Registry of a British Ship" fra UK Ship Register, hvor alle relevante specifikationer for [red. fjernet bådnavn] fremgår.

Det følger af Skattestyrelsens praksis som udtrykt i Den Juridiske Vejledning E.A.6.2.2, at:

"[…] forsikringer for lystfartøjer, der af skibstilsynet er godkendt til sejlads med passagerer og optaget i Skibsregisteret som sejlskib med hjælpemotor (lastfartøj), ikke er afgiftspligtige."

Denne afgørelse fra Momsnævnet er endvidere medtaget i bemærkningerne til lovforslag nr. 103 af 14. november 2018 og udgør stadig gældende ret.

Når det direkte er beskrevet i forarbejderne, at fsva. definitionen af en "lystbåd" kan vejledning hentes i praksis efter lov om afgift af lystfartøjsforsikringer, og [red. fjernet bådnavn] ikke er et lystfartøj efter lov om afgift af lystfartøjsforsikringer, har det formodningen imod sig, at [red. fjernet bådnavn] er en "lystbåd" efter LL § 16, stk. 6 og LL §16 A, stk. 6 (nu stk. 5).

I beskrivelsen af gældende ret i lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000 fremgår det, at:

"Ved udtrykket lystbåd forstås enhver form for båd, der anvendes i fritidsøjemed."

Denne sætning skal følgelig læses i sammenhæng med ovenstående henvisning til lov om afgift af lystfartøjsforsikringer.

Med virkning fra 1. april 2019 blev definitionen af lystfartøjer klarlagt i loven (lovforslag nr. 103 af 14. november 2018). Det følger derfor nu af § 1, stk. 2, at:

"Ved et lystfartøj forstås ethvert fartøj, medmindre det udelukkende anvendes til erhvervsmæssige formål.

Ved erhvervsmæssige formål forstås personbefordring og godstransport eller levering af tjenesteydelser mod vederlag eller til offentlige formål"

Når lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000 i beskrivelsen af gældende ret bruger "anvendes i fritidsøjemed", menes der ejernes anvendelse - ikke om båden generelt kan anvendes til fritidsformål. En fortolkning, hvor det afgørende er, om båden kan anvendes til fritidsformål, fører til ekstreme resultater. Tages en sådan fortolkning for pålydende, kan krydstogtskibe eller Oslo-færgen falde ind under reglerne om fri lystbåd i LL § 16 stk. 6 og LL § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5), da krydstogtskibe og Oslofærgen anvendes i fritidsøjemed af de betalende gæster. Et sådant resultat er åbenlyst forkert, hvorfor anvendes i fritidsøjemed må og skal betyde ejernes anvendelse.

Dette bekræftes også af § 1, stk. 2 i lov om lystfartøjsforsikringer, der definerer "anvendes til erhvervsmæssige formål" som personbefordring, godstransport, levering af tjenesteydelser mod vederlag eller til offentlige formål.

Det er således også her ejernes anvendelse, der er afgørende, da kun ejerne kan anvende en båd til personbefordring, godstransport, levering af tjenesteydelser mod vederlag eller til offentlige formål.

VK og A har faktuelt anvendt [red. fjernet bådnavn] til erhvervsmæssige formål i form af levering af tjenesteydelser mod vederlag som dokumenteret i afsnit 2.6. Også af denne grund falder [red. fjernet bådnavn] uden for definitionen af en lystbåd efter LL § 16 ,stk. 6 og LL §16 A, stk. 6 (nu stk. 5).

Skatteministeriets henvisning til beskrivelsen i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000 kan ikke tillægges vægt, da [red. fjernet bådnavn] netop er anvendt erhvervsmæssigt af A og VK - og ikke i fritidsøjemed. Derfor har Søfartsstyrelsen da også bekræftet, at [red. fjernet bådnavn] er et "erhvervsmæssigt skib" jf. X. En traditionel opfattelse af begrebet "lystbåd" fører også til, at [red. fjernet bådnavn] ikke anses for en lystbåd. [red. fjernet bådnavn] er et sejlskib med en længde på X meter, bredde på X meter og vægt på X ton (X). Et skib, der har samme karakteristika som en bilfærge og ville blive indregistreret som et lastskib i Skibsregisteret, er ikke en "lystbåd". Lovgiver har aldrig haft skibe som [red. fjernet bådnavn] i tankerne, da reglerne blev vedtaget, hvilket den fuldstændig uproportionelle og ruinerende beskatning også indikerer (om resultatet stemmer med almindelig sund fornuft jf. Skatteministeriets Departements meddelelse af 8. januar 1998. Det har desuden formodningen imod sig, at der opereres med en lystbådsdefinition efter LL § 16, stk. 6 og LL § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5) og en anden efter lov om afgift af lystfartøjsforsikringer. Som nævnt beskrives det også i de specielle bemærkninger til § 1 i lovforslag nr. 286 af 19. maj 1993, at:

"Begrebet lystbåd må fastsættes i overensstemmelse med en traditionel opfattelse af begrebet"

Lov om lystfartøjsforsikringsafgift anvender igennem hele loven begrebet "lystfartøj". Der er ingen betydningsmæssig eller i øvrigt indholdsmæssig forskel på begrebet "lystbåd" og "lystfartøj". Ved opslag i Schultz Dansk Synonymordbog fremgår det da også, at lystbåd og lystfartøj er synonymer (E 625). En traditionel opfattelse af begrebet lystbåd fører derfor til, at begrebet også dækker over lystfartøj. [red. fjernet bådnavn] er dokumenteret ikke et lystfartøj efter lov om lystfartøjsforsikringsafgift, hvormed [red. fjernet bådnavn] efter en traditionel opfattelse af begrebet lystbåd (som synonym med lystfartøj) heller ikke kan være en lystbåd efter ligningsloven. At de to begreber skal fortolkes ens kan også støttes på de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.2.2. til lovforslag af 14. november 2018 (indførelse af definitionen af lystfartøj) som beskriver, at:

"Det foreslås, at lystfartøjsbegrebet præciseres i bestemmelsen. Ordlyden tilpasses definitionen i energibeskatningsdirektivet, som vurderes at harmonere med afgørelserne fra Skatterådet og Momsnævnet og Skatteforvaltningens nuværende praksis."

Definitionen af lystfartøj efter lov om forsikringsafgift vurderes at harmonere med skatteforvaltningens nuværende praksis, hvilket dækker over Skatteforvaltningens praksis om rådighed over lystbåd.

[red. fjernet bådnavn] falder uden for anvendelsesområdet af ligningslovens § 16, stk. 6 og 16 A, stk. 6 (nu stk. 5), da [red. fjernet bådnavn] - på baggrund af ovenstående - ikke opfylder definitionen på en "lystbåd".

4.9 SKATs tilkendegivelser over for VK

SKAT har overfor VK tilkendegivet, at [red. fjernet bådnavn] blev drevet erhvervsmæssigt, [red. fjernet bådnavn] ikke var en "lystbåd", og at VK kunne chartre [red. fjernet bådnavn] uden skattemæssige konsekvenser, hvis der betales markedsmæssig leje. I SKATs afgørelse af 11. januar 2016 fremførte SKAT, at:

"Det skal i forbindelse hermed bemærkes og understreges at SKAT på ingen måde - som følge af bestemmelserne i Skatteforvaltningsloven og Straffeloven om tavshedsbelagte oplysninger - kan udtale sig om SKATs eventuelle tidligere og nuværende behandling af

VKs skatteansættelser."

"Det skal bemærkes, at en eventuel tilkendegivelse over for VK

Q, efter SKATs opfattelse, på ingen måde kan give A en for SKAT bindende forventning om, at denne skal behandles på samme måde, idet der udelukkende vil være tale om en konkret vurdering vedrørende VK."

Det gøres gældende, at SKATs tilkendegivelser overfor VK også er bindende overfor A, da tilkendegivelserne giver A en berettiget forventning om at kunne disponere i tillid hertil, da A og VK begge har samme juridiske status som hovedaktionærer i relation til rådighedsreglerne.

4.10 Ekspropriativ beskatning i strid med Tillægsprotokol til EMRK af 20. marts 1952 art. 1

Danmark har tiltrådt, og er således forpligtet til at overholde, konventionen om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder ("Menneskerettighedskonvention", EMRK).

Danske borgere, der påvirkes direkte og personligt af et givent forhold, kan indbringe dette forhold for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, når alle anke- og klagemuligheder i Danmark er udtømt. Denne adgang omfatter således også klagerne i nærværende sag, ligesom skatteforhold kan omfattes af Menneskerettighedskonventionens anvendelsesområde.

Opretholdelse af den ekstremt byrdefulde beskatning, der foretages af A i nærværende sager, vil udgøre en krænkelse af As rettigheder efter menneskerettighedskonventionen.

Artikel 1 i tillægsprotokol af 20. marts 1952 til Menneskerettighedskonventionen har følgende ordlyd:

"Beskyttelse af ejendom

1. Enhver fysisk eller juridisk person er berettiget til uforstyrret nydelse af sin ejendom. Ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med de ved lov og folkerettens almindelige principper fastsatte betingelser.

2. Foranstående bestemmelser skal imidlertid ikke på nogen måde gøre indgreb i statens ret til at håndhæve sådanne love, som den anser for nødvendige for at overvåge, at ejendomsretten udøves i overensstemmelse med almenhedens interesse, eller for at sikre betaling af skatter, andre afgifter og bøder."

En beskatning kan udgøre et indgreb omfattet af - og i strid med - artikel 1, hvilket også er lagt til grund i righoldig praksis fra Menneskerettighedsdomstolen.

I sin dom af 14. maj 2013 N.K.M mod Ungarn, fandt domstolen, at en ordning, hvorefter en tidligere offentligt ansat blev beskattet med en marginalsats på 98 % af sin fratrædelsesgodtgørelse var i strid med artikel 1. Domstolens vurdering blev i øvrigt gentaget i yderligere to domme angående samme beskatning (Gáll mod Ungarn og R.Sz. mod Ungarn).

I dommen af 14. maj 2013 lagde domstolen til grund, at beskatningen udgjorde en forstyrrelse af ejendomsretten, hvilket i øvrigt var ubestridt af den ungarske regering.

Den praktiske "test" efter artikel 1 af et givent indgreb er, om indgrebet er lovhjemlet, om det forfølger et anerkendelsesværdigt formål, og om der i indgrebet foreligger en rimelig balance imellem samfundets og individets interesser (jf. f.eks. Jens Elo Rytter, "Individets grundlæggende rettigheder", 3. udgave, Karnov Group 2019, side 417 ff.).

Menneskerettighedsdomstolen fandt i ovennævnte dom, at betingelserne om lovhjemmel og formål var opfyldt, men at beskatningen var uproportionel og dermed i strid med artikel 1.

Domstolen anførte i den forbindelse følgende om skattesatsen i sin proportionalitetsvurdering:

"67. In the instant case, the Court takes into consideration in the proportionality analysis that the tax rate applied exceeds considerably the rate applicable to all other revenues, including severance paid in the private sector, without determining in abstracto whether or not the tax burden was, quantitatively speaking, confiscatory in nature."

"68. (…) It does not appear that any other revenue originating from the public purse was subjected to similarly high tax."

Domstolen bemærkede også, i forhold til den pågældende beskatnings formål om at imødegå svig og omgåelse, at:

"69. the Court is satisfied that there is nothing in the case file to corroborate such assumption of abuse in the case of the applicant."

Domstolen udtalte i sin konklusion, at:

"72. Against this background, the Court finds that the measure complained of entailed an excessive and individual burden on the applicant's side."

Domstolen inddrog således skattesatsen og strukturen af beskatningen i sin vurdering af proportionaliteten, ligesom det blev taget i betragtning, hvorvidt der forelå svig mv. fra skatteydernes side. I sidste ende var det den voldsomme økonomiske byrde, som den konkrete skat indebar for skatteyderen, der ledte domstolen til sin konklusion om, at skatten var i strid med artikel 1.

Ovennævnte forhold er sammenlignelige med nærværende sag.

Beskatningen i nærværende sag er ikke baseret på en indkomst eller værdi, der er tilgået A. A og VK formuebeskattes årligt af et grundlag svarende til 104 % af [red. fjernet bådnavn]s værdi. Den årlige beskatning, som rådighedsreglerne medfører, er ikke sammenlignelig med nogen anden dansk beskatning.

Beskatningen er utvivlsomt en forstyrrelse af As ejendomsret, idet der ubestridt heller ikke er tale om svig fra As side.

Rådighedsbeskatningen er baseret på en formodning som - hvis den først er etableret af skattemyndighederne - reelt skal afkræftes af hovedaktionæren eller afbrydes effektivt af hovedaktionæren ved afhændelse eller lignende dispositioner i det ejende selskab. Lykkes dette ikke, medfører det en beskatning for et fuldt indkomstår, og formentlig også i de derpå følgende indkomstår ved uændret faktum.

Effekten bliver altså reelt, at hovedaktionæren stilles og beskattes, som om hovedaktionæren hvert år havde udloddet et skib til sig selv. Hovedaktionærerne fastholdes på den måde i en situation, hvor 104 % af værdien af skibet - år efter år - bringes til beskatning hos hovedaktionærerne. Skibets værdi inddrages derfor reelt af staten ved ekspropriativ beskatning.

Beskatningen har således direkte personligt ruinerende virkning for hovedaktionærerne.

Konsekvenserne for hovedaktionærerne kan illustreres ved nedenstående grafiske fremstilling af beskatning efter LL § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5), jf. LL § 16, stk. 6 i en situation med to hovedaktionærer under antagelse af en personlig effektiv skattesats på 42 % og ingen udlejning til tredjemand:

Det fremgår af figuren, hvordan der efter lidt over 2 år er sket en samlet beskatning svarende til skibets værdi på DKK 223.728.000! Figuren viser også, at efter ca. 4,5 år vil hver af de to hovedaktionærer have betalt skibets værdi på DKK 223.728.000 i skat!

Betalingen af skatten sker med allerede beskattede midler, da beskatningen netop ikke baseres på en tilført likviditet, og aktionærerne kan således de facto være nødsaget til at afstå ejendom for at kunne honorere skattebetalingerne.

Regeringen anerkendte da også ved fremsættelse af lovforslag nr. 286 af 19. maj 1993, at en generel beskatning ud fra den blotte mulighed for at benytte et gode strider mod grundlæggende skatteevneprincipper:

"Regeringen har imidlertid afstået fra at gå så langt som foreslået af Personskatteudvalget vedrørende skærpelse af beskatningen af personalegoder. Det skyldes for det første, at en generel beskatning ud fra den blotte mulighed for at benytte godet anses for stridende mod grundlæggende skatteevneprincipper. Er godet ikke blevet benyttet, er der intet afkast og ingen besparelse at beskatte."

Til trods for denne åbenlyse anerkendelse af, at beskatning ud fra muligheden for at benytte et gode strider mod grundlæggende skatteevneprincipper blev rådighedsbeskatning og formodningsreglen indført ved lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000.

Det ses da også af de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000, at grundlaget for, at Regeringen indførte den vidtgående rådighedsbeskatning under anvendelse af formodningsreglen for hovedaktionærer var en undersøgelse foretaget af Told- og Skattestyrelsen rettet specifikt mod 15 kommuner udvalgt ud fra sandsynligheden for, at der skulle være tilstrækkeligt antal hovedaktionærer, hvoraf kun Gentofte og Søllerød gav et tilstrækkeligt antal hovedaktionærer:

"Told- og Skattestyrelsen har bl.a. oplyst følgende om undersøgelsen: Der blev udvalgt 15 kommuner.

Udvælgelsen skete ud fra sandsynligheden for, at der skulle være et tilstrækkeligt antal hovedaktionærer samtidig med at en rimelig geografisk spredning skulle sikres. Grundlaget var herefter en systemmæssig udsøgning af de hovedaktionærer, som bebor en ejendom, der er ejet af deres hovedaktionærselskab."

"Udgangspunktet var, at man ville undersøge beskatningen af de hovedaktionærer, der beboede ejendomme med en offentlig ejendomsværdi på 3 mill. kr. eller derover pr. 1.1.1999. Bortset fra Gentofte og Søllerød kommuner gav denne udsøgning ikke et tilstrækkeligt antal, hvorfor det for de resterende 13 kommuner blev besluttet at medtage helårsboliger med en offentlig ejendomsvurdering ned til 2 mill. kr"

Bemærkningerne viser, at rådighedsbeskatningen under anvendelse af formodningsreglen var tiltænkt at ramme specifikke hovedaktionærer i specifikke kommuner.

Beskatningen efter LL § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5), jf. LL § 16, stk. 6 har egentlig ekspropriativ karakter. Beskatningen indebærer en betydelig og ødelæggende likviditetsbyrde for specifikke hovedaktionærer, og denne byrde er konkret uproportional og dermed i strid med artikel 1.

Også af denne årsag kan A ikke rådighedsbeskattes.

4.11 Anbringender til støtte for den subsidiære påstand

Der er subsidiært nedlagt påstand om, at A i indkomståret 2012 skal beskattes af et mindre beløb end fastlagt ved Landsskatterettens kendelse af 6. juli 2020.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende, at den erhvervsmæssige drift af G8 og As aktive rolle i driften giver anledning til, at Retten foretager et skøn over, hvor stor en del af [red. fjernet bådnavn], der anses for hhv. anvendt erhvervsmæssigt og privat.

En sådan skønsmæssig vurdering af den skattemæssige værdi af den private rådighed er mulig på baggrund af princippet i de specielle bemærkninger i lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000 (hovedaktionærers m.fl. personalegoder og udbytter):

"Anvendes dele af lystbåden udelukkende erhvervsmæssigt, anses denne del af lystbåden ikke for at være stillet til den ansatte hovedaktionærs m.fl. rådighed. Den erhvervsmæssige del fragår således i beregningsgrundlaget."

Nedsættelse af beskatningen skyldes desuden, at [red. fjernet bådnavn] i perioden den 2. september 2012 til den 6. december 2012 var på værft med henblik på maling og andre reparationer (XXXX). Dette fremgår også af referatet fra bestyrelsesmødet den 5. september 2012 (X):

"G13 oplyste, at skibet skal på værft resten af året primært med henblik på maling. Der vil som følge heraf ikke blive gennemført yderligere charters i 2012. Det er forventningen, at de i 2012 gennemførte forbedringer vil give mulighed for charters i den absolutte dyreste klasse, da skibet vil fremstå i perfekt stand".

I august 2012 indhentedes der tilbud fra X på en omfattende istandsættelse, herunder komplet maling og reparation af [red. fjernet bådnavn]. Kaptajn SL angav (X), at varigheden af [red. fjernet bådnavn]s ophold på værft ville være 14 uger.

Det længerevarende værftsophold grundet istandsættelse betød - i sagens natur - at der ikke i perioden kunne indgås charterkontrakter for [red. fjernet bådnavn]. Af årsrapporten for 2012 for G8 (X) fremgår det af ledelsesberetningen, s. 4, at (egen understregning):

"Årets resultat for 2012 er ikke tilfredsstillende. Der er i året anvendt mange omkostninger til vedligeholdelse. Det har i en længere periode således ikke været muligt at udleje charterskibet, mens det har ligget på værft."

De samlede omkostninger bogført på konto 10410 "Reparation og vedligeholdelse" i indkomståret 2012 udgjorde DKK 7.691.296,05, jf. kontokort fra bogføringssystemet (E 361).

Af omkostningerne bogført på konto 10210 "Fuel incl. APA" fremgår, at der ikke er indkøbt brændstof i perioden fra den 28. august 2012 til den 31. december 2012. Ligeledes fremgår af konto 10250 "Havneafgift", at der ikke er afholdt udgifter til havnepenge efter den 31. august 2012. Ovennævnte forhold dokumenterer, at [red. fjernet bådnavn] var på værft i perioden den 2. september til den 6. december 2012, hvilket understreger at [red. fjernet bådnavn] ikke var i stand til at sejle i denne periode og derfor også uden for As private rådighed.

I SKM2003.181 LR begrundede det daværende Ligningsråd sin afgørelse med:

"I den ovenfor omtalte dom fra Østre Landsret (SKM2003.126.ØLD) blev den pågældende motorcykel kun anset for at være til rådighed den del af året, hvor den ikke havde været "opstaldet".

Landsretten tiltrådte i SKM 2003.126 ØLD Landsskatterettens tidligere afgørelse, hvor perioder med opstaldning var fratrukket ved opgørelse af værdien af den fri motorcykel:

"For så vidt angår den skattemæssige værdiansættelse af motorcyklen, finder landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn som udøvet på urigtigt grundlag eller som åbenbart urimeligt, hvorfor skatteministeriets frifindelsespåstand tages til følge."

"Opstaldningen" bestod konkret i, at motorcyklen var parkeret i en speciel boks på ejerens arbejdsplads kun 10 km fra ejerens bopæl, og ejeren kunne frit hente motorcyklen, når han skulle bruge den:

"Motorcyklen var opstaldet hos X, der ligger ca. 10 km fra sagsøgerens bopæl. Når motorcyklen ikke stod opstaldet, er han ikke bekendt med anvendelsen af den. Motorcyklen kunne være væk i perioder"

Sammenlignet med [red. fjernet bådnavn], der fra 2. september 2012 til 6. december 2012 lå på land i et værft fuldstændig uden for As private rådighed i et helt andet land end As bopælsland, fører Østre Landsrets dom af 18. februar 2003 (SKM 2003.126 ØLR) til, at værftsperioden skal fraregnes As private rådighed.

Som retningsgivende for Rettens skøn kan eksempelvis henvises til SKATs afgørelse for 2012 (E 730), der opgjorde As private rådighed til 40 dage.

4.12 Anbringender til støtte for den mere subsidiære påstand I SKATs afgørelse af 11. januar 2016 for 2012 fraregnede SKAT perioder, hvor [red. fjernet bådnavn] blev anvendt erhvervsmæssigt (E 570 og 571):

"På det foreliggende grundlag er det endvidere SKATs opfattelse, at de perioder, hvor båden har været på værft, været under transportsejlads mellem to kunder eller har ligget i havn uden kunder eller været besøgt erhvervsmæssigt af ejerne, må anses for en del af den erhvervsmæssige virksomhed, hvorfor disse perioder ikke skal medtages i forbindelse med opgørelsen af den skattepligtige værdi"

"Det skal endvidere bemærkes, at SKAT i forbindelsen med opgørelsen af antal dage, hvor båden har været benyttet til private formål netop har taget hensyn til den erhvervsmæssige benyttelse af båden, således at der udelukkende foretages en beskatning af det reelle ophold på båden."

SKAT fastsatte på baggrund af dette den skattepligtige værdi af fri båd til DKK 24.818.880, der beregnes som 40 dage af DKK 639.222 fraregnet As betaling på DKK 750.000 (X)

Af Skatteankestyrelsens indstilling af 9. januar 2019 for 2012 fremgår det, at Skatteankestyrelsen foreslår at stadfæste SKATs afgørelse (X):

"Skatteankestyrelsens forslag til, hvordan Landsskatteretten skal afgøre sagen:

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse."

I Landsskatterettens afgørelse af 6. juli 2020 har Landsskatteretten derimod ikke taget højde for den erhvervsmæssige benyttelse (X):

"SKAT har i den påklagede afgørelse fundet, at de perioder, hvor båden har været på værft, været under transportsejlads mellem to kunder eller har ligget i havn uden kunder eller været besøgt erhvervsmæssigt af ejerne, må anses for en del af den erhvervsmæssige virksomhed, hvorfor disse perioder ikke skal medtages i forbindelse med opgørelsen af den skattepligtige værdi.

Landsskatteretten kan ikke tiltræde, at disse perioder ikke skal medregnes i forbindelse med opgørelsen af den skattepligtige værdi.

Det er således uden betydning for opgørelsen af den skattepligtige værdi af fri båd, om båden har været på værft, været under transportsejlads mellem to kunder eller har ligget i havn uden kunder eller været besøgt erhvervsmæssigt af ejerne. Retten bemærker herved, at båden som følge af klagerens private anvendelse af båden ikke kan anses for udelukkende anvendt erhvervsmæssigt." Landsskatteretten hjemviser derfor sagen til fornyet behandling ved Skattestyrelsen, så den skattepligtige værdi fastsættes uden hensyntagen til den erhvervsmæssige benyttelse.

Hermed ønsker Landsskatteretten at foretage beskatning for hele året alene med fraregning af de perioder, hvor [red. fjernet bådnavn] var udlejet til tredjemand.

Det fremgår af Charteroversigten for 2012 (X), at [red. fjernet bådnavn] var udlejet 77 dage i 2012.

Landsskatteretten ønsker altså at foretage rådighedsbeskatning for 288 dage af DKK 639.222, hvilket giver en helt astronomisk skattepligtig værdi på DKK 183.345.936 efter fraregning af As betaling på DKK 750.000.

Der er en forskel på den skattepligtig værdi baseret på hhv. SKATs afgørelse og Skatteankestyrelsens indstilling sammenlignet med Landsskatterettens kendelse på DKK 158.527.056 (!).

I henhold til forvaltningslovens § 19 har offentlige myndigheder pligt til at foretage partshøring, hvis oplysninger eller vurderinger er til ugunst for parten og af væsentlig betydning for sagens afgørelse. A har på intet tidspunkt haft mulighed for at udtale sig om Landsskatterettens skærpede beskatning, hvor perioder med erhvervsmæssig benyttelse pludselig ikke fraregnes, hvilket utvivlsomt er til ugunst for A, da det indebærer en ændring af den skattepligtige værdi på mere end 158 mio.

Landsskatteretten har med andre ord skærpet den skattepligtige værdi med over 158 mio. uden nogen som helst partshøring af A.

I Landsskatterettens kendelse af 9. december 1996 førte det til afgørelsens ugyldighed, at Told & Skatteregionen ikke udsendte ny agterskrivelse i en situation, hvor agterskrivelsen alene omhandlede det formelle/reelle ejerskab, imens afgørelsen rejste tvivl om aktivernes eksistens og anså projektet for omfattet af anpartsreglerne mm.

"Landsskatteretten bemærkede, at pligten til at udsende agterskrivelse fremgik af skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, jf. § 14, stk. 4. Retten bemærkede videre, at det af cirkulære nr. 113 af 18. juni 1990, punkt 6 fremgik, at

«Hvis skattemyndigheden ikke vil følge sin «agterskrivelse» f.eks. fordi der er tilgået myndigheden nye oplysninger, som den skattepligtige ikke har haft lejlighed til at udtale sig om, må en ny «agterskrivelse» udsendes til den skattepligtige.»

Retten bemærkede videre, at den almindelige forvaltningsretlige partshøringspligt efter forvaltningslovens § 19 alene omfattede faktum. Retten var imidlertid af den opfattelse, at selvom udgangspunktet var, at en sags juridiske elementer blev holdt uden for partshøringspligten, måtte det antages, at såfremt et ændret retligt bedømmelsesgrundlag bevirkede, at nye faktiske oplysninger blev inddraget i afgørelsen, skulle der normalt ske partshøring herom.

Landsskatteretten bemærkede herefter, at det i agterskrivelsen alene var spørgsmålet om det formelle/reelle ejerskab, som blev draget i tvivl, medens afgørelsen rejste tvivl om aktivernes eksistens, ligesom projektet ansås for omfattet af anpartsreglerne tillige med, at begrebet «stille selskab» anførtes til støtte for at underkende arrangementet. Det bemærkedes herved, at der i den reviderede rapport fra Y Skatteforvaltning var oplysninger om containernes registreringsnumre, om den oprindelige ejers formidling og administration af containerudlejning samt om manglen på aktivitet i interessentskabet. Det bemærkedes i den forbindelse, at disse oplysninger ikke var medtaget i den oprindelige rapport, hvorfor klageren ikke havde haft mulighed for at søge disse faktiske oplysninger yderligere belyst eller korrigeret.

Landsskatteretten fandt på denne baggrund, at der burde være udsendt ny agterskrivelse, og da dette ikke var sket, at told og skatteregionens afgørelse var behæftet med en så væsentlig formalitetsmangel, at afgørelsen efter rettens praksis var ugyldig. Retten lagde vægt på, at der var tale om en tilsidesættelse af en klar garantiforskrift, som generelt måtte anses for egnet til at påvirke en afgørelses materielle resultat. Retten lagde endvidere vægt på, at det på baggrund af den usikkerhed, der havde bestået med hensyn til den skattemæssige behandling af deltagerne i mindre anpartsprojekter, heller ikke kunne udelukkes, at overholdelse af formalia i det konkrete tilfælde ville have ført til, at told- og skatteregionen var kommet til et andet materielt resultat"

Hvis A var blevet partshørt om, at perioder med erhvervsmæssig benyttelse ("værft, været under transportsejlads mellem to kunder eller har ligget i havn uden kunder eller været besøgt erhvervsmæssigt af ejerne") ikke længere ville blive fraregnet perioder med privat rådighed, ville A selvfølgelig have søgt den erhvervsmæssige benyttelse yderligere belyst for Landsskatteretten.

Landsskatterettens/Skatteankestyrelsens manglende fremsendelse af ny agterskrivelse med Landsskatterettens nye vurdering har derfor ført til, at A ikke har kunne fremhæve, dokumentere og yderligere belyse de relevante faktiske oplysninger, som Landsskatteretten baserer sin afgørelse på. Der er derfor ikke alene tale om en ændret retlig vurdering, men en ændret retlig vurdering, som kunne have været ændret, hvis A havde haft mulighed for at udtale sig om og dokumentere de faktiske oplysninger, som begrunder, at perioder med erhvervsmæssig benyttelse skal fraregnes den private rådighed.

Selvom sagen TfS 1997.105 LSR vedrører en afgørelse fra Told & Skatteregionen må det samme gælde for Landsskatteretten/Skatteankestyrelsen, som også er underlagt forvaltningslovens partshøringspligt. De beskyttelseshensyn, som partshøringspligten giver skatteyderne, gælder i lige så stort omfang for afgørelser truffet af Landsskatteretten som for afgørelser truffet af Skattestyrelsen (daværende Told & Skatteregionen) - på sin vis endnu mere i Landsskatteretten som sidste administrative klageinstans.

Den manglende partshøring af A skal derfor føre til, at Landsskatterettens afgørelse erklæres ugyldig.

Her også særligt henset til, at forskellen på den skattepligtig værdi baseret på hhv. SKATs afgørelse og Skatteankestyrelsens indstilling sammenlignet med Landsskatterettens kendelse er på mere end 158 mio. Hvis retten ikke finder, at Landsskatterettens manglende partshøring begrunder afgørelsens ugyldighed, bør sagen hjemvises til fornyet behandling ved Landsskatteretten, så A får mulighed for at blive partshørt om skærpelsen af den skattepligtige værdi på mere end DKK 158 mio.

4.13 Opsummering af anbringender

A skal ikke rådighedsbeskattes efter LL § 16 A stk. 6 (nu stk.

5) jf. LL § 16 stk. 6, da:

• A ikke har haft privat rådighed over [red. fjernet bådnavn], fordi:

• A har lejet på samme vilkår som andre uafhængige lejere og således kun haft adgang til [red. fjernet bådnavn] med charterkontrakt og betaling på markedsvilkår

• As tilstedeværelse på [red. fjernet bådnavn] har været begrundet i den er-hvervsmæssige drift, da A var ansvarlig for promotion og markedsføring

• VKs intensive kontrol med As private ad-gang til [red. fjernet bådnavn] har afskåret As rådighed

• A investerede i en bestående chartervirksomhed under udtrykkelig forudsætning om fortsat erhvervsmæssig drift for at opnå fortjeneste, og den erhvervsmæssige drift af [red. fjernet bådnavn] fortsatte faktuelt efter As investering, hvilket SKAT har bekræftet. [red. fjernet bådnavn] har derfor status af et driftsaktiv, som der ud fra aktivets art som driftsaktiv ikke kan være rådighed over

• As private ejerskab af lystbåden [red. fjernet bådnavn2] afkræfter rå-dighed over [red. fjernet bådnavn]

• [red. fjernet bådnavn] ville klassificeres som lastskib i det danske Skibsregister og kan derfor ikke være en "lystbåd" efter LL § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5) og LL § 16 stk. 6.

• Beskatningen efter LL § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5), jf. LL § 16, stk. 6 er i strid med tillægsprotokol 1 til den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

• As skattepligt af fri lystbåd skal nedsættes til DKK 0.

5. BEVISBYRDE

5.1 Bevisbyrden påhviler Skatteministeriet

Skatteministeriet har anført (svarskriftet, s. 8), at A som følge af sagens omstændigheder og formodningsreglen har bevisbyrden for, at [red. fjernet bådnavn] ikke stod til privat rådighed for A. Skatteministeriets udlægning af bevisbyrden er en misforståelse af formodningsreglens anvendelsesområde og desuden en fortolkning, der fører til særdeles retssikkerhedsmæssigt betænkelige resultater. Der skal her henvises til Skatteministeriets Departements meddelelse af 8. januar 1998, hvoraf fremgår (egne fremhævelser):

"Den væsentligste hovedkonklusion er, at Højesteret synes at have indskærpet kravet om klar hjemmel til beskatning i lovgivningen. Synspunktet er formentlig, at er der tvivl om hjemmelsgrundlaget, er dette ubetinget myndighedernes problem. Heri ligger ikke blot, at der ikke kan fortolkes i skærpende retning, ud over hvad lovens tekst - og eventuelt klare lovmotiver - berettiger til; men tillige, at usikkerhed om rækkevidden af en hjemmel trækker i retning af en udvidende fortolkning, hvor dette er til gunst for skatteyderen."

[…..]

"Herudover synes Højesterets domme at vise, at det altid nøje må overvejes, om det resultat, sædvanlig fortolkning vil føre til, i den konkrete situation forekommer rimelig og i overensstemmelse med sund fornuft.

Er dette ikke tilfældet, er der grund til at foretage en nærmere undersøgelse af hjemmelsgrundlaget."

Formodningsreglen medfører ikke, at Skatteministeriet blot kan formode, at en lystbåd står til privat rådighed for hovedaktionæren som følge af en henvisning til "under de foreliggende omstændigheder". Formodningsreglen indebærer derimod, at hvis Skatteministeriet først har bevist, at en lystbåd står til privat rådighed for en hovedaktionær, så formodes den at stå til rådighed hele indkomståret, medmindre hovedaktionæren beviser, at den private rådighed er afbrudt (eksempelvis ved rådighedsfraskrivelse eller salg af lystbåden).

Dette fremgår endog meget klart af de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000, der indførte formodningsreglen i rådighedsreglerne (egne fremhævelser):

"Det foreslås, at beskatningen af fri sommerbolig bringes i overensstemmelse med hensigten med de gældende regler - dvs. at hovedaktionæren m.fl. beskattes af rådigheden over og ikke af den faktiske anvendelse af en sommerbolig. Det foreslås derfor, at der indsættes en formodningsregel, hvorefter den ansatte hovedaktionær

m.fl. med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, der har rådighed over en af selskabet ejet sommerbolig, som udgangspunkt anses for at have rådighed over huset hele året."

"Beskatningsprincipperne for fri lystbåd har stor lighed med beskatningsreglerne for fri sommerbolig. Dette er velbegrundet, i og med at goderne er luksusbetonede og anvendelsen af såvel lystbåd som sommerhus hovedsagligt er årstids- og fritidsbestemt. På baggrund heraf findes det hensigtsmæssigt, at forslaget til beskatning af fri lystbåd for ansatte hovedaktionærer m.fl. udformes efter samme principper som for fri sommerboliger."

"Ligesom ved sommerbolig foreslås, at formodningsreglen om, at hovedaktionæren m.fl. har lystbåden til rådighed hele året, ikke finder anvendelse, såfremt der er tale om en personalelystbåd - dvs. en båd, der udlejes 13 uger eller mere pr. år, heraf mindst 8 uger i sommersæsonen (dvs. i ugerne 22-34), af andre ansatte, der ikke er nærtstående og som ikke har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform."

Tilsvarende fremgår af Skatteministeriets svar i bilag 21 til lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000 (egen fremhævelse):

"De foreslåede regler vedrørende beskatning af fri lystbåd forudsætter, at en ansat hovedaktionær m.fl. i et eller andet omfang råder privat over båden. Anvendes en virksomheds både kun erhvervsmæssigt, vil den ansatte hovedaktionær ikke blive omfattet af de foreslåede regler. Anvender en ansat hovedaktionær derimod en virksomheds båd privat foreslås indført en formodningsregel, hvorefter vedkommende under nærmere omstændigheder bliver anset for at have lystbåden til rådighed hele året"

At Skatteministeriet har bevisbyrden for den private rådighed fremgår også klart af Østre Landsrets præmisser i dom af 9. januar 2009 (SKM 2009.93.ØLR) (egen fremhævelse):

"Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering af den øvrige bevisførelse, herunder de afgivne forklaringer, finder landsretten, at Skatteministeriet i tilstrækkelig grad har bevist, at lejligheden i den omhandlede periode fra 1. maj 2002 til og med indkomståret 2004 har været stillet til Hans Klarskovs private rådighed, og at Hans Klarskov har benyttet lejligheden i privat øjemed i et ikke ubetydeligt omfang. Dette gælder, selv om Hans Klarskov i den omhandlede periode havde en helårsbolig til rådighed på Lejrvej i Værløse."

Skatteministeriet henviser til en række afgørelser vedrørende fri bil som begrundelse for, at A har bevisbyrden, herunder SKM 2007.522 VLR (U 2009.1202 H), SKM 2014.426 ØLR, SKM 2015.510 ØLR og SKM 2017.477 VLR.

I sagerne havde Skatteministeriet netop løftet bevisbyrden for, at bilerne stod til privat rådighed, da bilerne for det første var parkeret på skatteyders bopæl, og bilerne for det andet var indregistreret på hvide plader eller blandet privat/erhvervsmæssig benyttelse (!).

Det er oplagt, at når en bil, der stilles til rådighed af et selskab til en direktør eller hovedaktionær, er indregistreret til privat kørsel på hvide plader eller "papegøjeplader", og herudover står parkeret på direktørens eller skatteyderens bopæl, så har Skatteministeriet løftet bevisbyrden for "privat rådighed". Herefter indtræder formodningsreglen,

hvor bilen anses for at stå til privat rådighed hele indkomståret, medmindre skatteyder afkræfter rådigheden.

De af Skatteministeriet citerede afgørelser kan derfor ikke anvendes som begrundelse for, at A har bevisbyrden for, at [red. fjernet bådnavn] ikke stod til privat rådighed for A.

I overensstemmelse med bemærkningerne i lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000, der indførte formodningsreglen, og Østre Landsrets afgørelse af 9. januar 2009 (SKM 2009.93.ØLR) kan formodningsreglen ikke udstrækkes til, at A har bevisbyrden for, at [red. fjernet bådnavn] ikke stod til privat rådighed for ham i indkomståret 2012.

Helt i tråd med almindelige bevisprincipper inden for skatteretten, er det Skatteministeriets opgave at føre bevis for, at yderligere indkomst end selvangivet skal beskattes hos skatteyder.

Det vil nedenfor fremgå, at Skatteministeriet ikke har ført bevis for, at A - ved siden af den erhvervsmæssige chartringsvirksomhed - har haft privat rådighed over [red. fjernet bådnavn].

5.2 Kravene til beviset

I bilag 27 til lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000 fremgår Skatteministeriets svar på henvendelse fra Foreningen af Statsautoriserede revisorer af 4. maj 2000, der fremførte en række kritikpunkter af lovforslaget og den ekstreme beskatning.

Skatteministeriet udtalte i svaret klart, at det er en forudsætning for rådighedsbeskatning, at den ansatte hovedaktionær anvender båden privat (egen fremhævelse):

"Med hensyn til beskatning af fri lystbåd vil jeg bemærke, at beskatningen af en ansat hovedaktionær, der anses for at have båden til rådighed hele året, er forholdsvis hård, fordi jeg ligesom ved beskatning af fri sommerbolig ikke synes, at der er en fornuftig erhvervsmæssig begrundelse for, at et selskab stiller en lystbåd til rådighed udelukkende for den ansatte hovedaktionærs m.fl.'s private benyttelse. Ligesom ved beskatning af fri sommerbolig forudsættes det, at den ansatte hovedaktionær m.fl. anvender båden privat, ligesom der er foreslået tilsvarende nedslagsregler og mulighed for at afkræfte formodningsreglen, når der er tale om en personalelystbåd."

Tilsvarende fremgår af Skatteministeriets svar på spørgsmål om, hvorvidt logbogen kan anvendes til at afkræfte formodningsreglen (bilag 21 til lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000) (egen fremhævelse):

"De foreslåede regler vedrørende beskatning af fri lystbåd forudsætter, at en ansat hovedaktionær m.fl. i et eller andet omfang råder privat over båden. Anvendes en virksomheds både kun erhvervsmæssigt, vil den ansatte hovedaktionær ikke blive omfattet af de foreslåede regler. Anvender en ansat hovedaktionær derimod en virksomheds båd privat foreslås indført en formodningsregel, hvorefter vedkommende under nærmere omstændigheder bliver anset for at have lystbåden til rådighed hele året."

Privat anvendelse er ikke længere er en forudsætning for rådighedsbeskatning jf. f.eks. Højesterets dom af 17. maj 2005 (SKM 2005.219 HR). I sagen var den private anvendelse dog erkendt og selvangivet af skatteyder, og Højesterets dom kan derfor ikke ses som en lempelse af kravene til Skatteministeriets bevis for privat rådighed.

De to ministersvar fra Skatteministeriet ved indførslen af formodningsreglen indebærer, at rettens skønsmæssige vurdering af, om [red. fjernet bådnavn] stod til privat rådighed for A må tage højde for, at reglerne oprindeligt af Skatteministeriet var tiltænkt alene at finde anvendelse ved privat anvendelse.

Anvendelse af den ekstremt hårde rådighedsbeskatning kræver derfor, at Skatteministeriet med sikkerhed har bevist, at A havde [red. fjernet bådnavn] til privat rådighed.

Kravene til Skatteministeriets bevis forhøjes også af, at der - som anerkendt af Skatteministeriet og Skattestyrelsen - bestod en aktiv erhvervsvirksomhed med [red. fjernet bådnavn]. Af Skatteministeriets Departements afgørelse af 12. september 2001 (SKM 2001.363 DEP) følger (egne fremhævelser):

"Det vil samtidigt blive tillagt vægt, om der er en erhvervsmæssig begrundelse for, at et selskab ejer en lystbåd.

[….]

Er der omvendt tale om et selskab uden aktiviteter inden for bådbranchen, hvor hverken de almindeligt ansatte eller forretningsforbindelser anvender båden, taler det for, at båden er indkøbt for at tilgodese hovedaktionærens m.fl.'s private interesse for sejlsport." Der skal selvfølgelig mere til at bevise "privat rådighed", når skibet faktuelt indgår i en erhvervsvirksomhed udelukkende med aktiviteter inden for bådbranchen, end hvis et skib er indkøbt i et tomt selskab uden aktiviteter inden for bådbranchen.

Det er logisk, da formodningen for privat rådighed lettere "aktiveres", hvis selskabet ikke har aktiviteter inden for bådbranchen, fordi der i så fald ikke er nogen erhvervsmæssig begrundelse for, at selskabet ejer skibet.

G8 drev alene virksomhed inden for bådbranchen. Der skal således særligt klare beviser for privat rådighed til, før Skatteministeriet har "aktiveret" formodningsreglen.

5.3 Virksomhedens status i relation til rådighedsreglerne

Der er grund til også at konstatere, hvilken status G8 havde under rådighedsreglerne i ligningslovens § 16, stk. 6 og 16 A, stk. 6 (nu stk. 5).

Skatteministeriet beskriver i Skatteministeriets Departements meddelelse af 12. september 2001 (SKM 2001.363 DEP), at det er "naturligt" i en bådforhandlervirksomhed, at en hovedaktionær anvender selskabets både i forbindelse med fremvisning og afsætning af bådene (egen fremhævelse):

"Det vil samtidigt blive tillagt vægt, om der er en erhvervsmæssig begrundelse for, at et selskab ejer en lystbåd. Er der tale om en bådforhandlervirksomhed er der naturligvis en god grund til at eje lystbåde, idet kernen i sådanne virksomheder netop er fremvisning og afsætning af både. I en bådforhandlervirksomhed er det er også naturligt, at den ansatte hovedaktionær m.fl. anvender selskabets både i forbindelse med fremvisning og afsætning af bådene. Såfremt anvendelsen af bådene udelukkende er erhvervsmæssig, er der ikke grundlag for at beskatte den ansatte hovedaktionær m.fl. af fri lystbåd."

Chartringsvirksomheden med [red. fjernet bådnavn] havde fra starten en ophørsdato den 31. december 2016, hvor det på forhånd var aftalt, at [red. fjernet bådnavn] skulle sælges bedst muligt jf. ejeraftalen vedrørende G8 pkt. 11 (E 219):

"11. OPHØR AF AKTIVITET OG LIKVIDATION AF SELSKABERNE

11.1 Parterne er enige om, at samarbejdet vedrørende den af Selskaberne drevne virksomhed skal ophøre uden varsel pr. 31. december 2016 ("Ophørsdatoen").

Senest 6 måneder før ophørsdatoen skal Parterne indgå aftale om iværksættelse af salg af Skibet bedst muligt med henblik på efterfølgende likvidation af Selskaberne. Alternativt sælges Selskaberne inklusive Skibet og den tilhørende virksomhed.

11.2 Parterne er forpligtede til at medvirke til gennemførelse af de i pkt. 11.1 beskrevne beslutninger".

Tilsvarende blev skibet [red. fjernet bådnavn3] solgt af G8 med en avance på DKK 18,4 mio. (E 444).

En chartringsvirksomhed som den i G8, hvor blot 1 uges chartring af [red. fjernet bådnavn] koster langt mere end de fleste skibe, er fuldt sammenlignelig med en bådforhandlervirksomhed i forhold til "ejerledernes" behov for at være tilstede på skibet som led i driften. G8 havde herudover også faktuelt status som en bådforhandlervirksomhed i henhold til SKM 2001.363 DEP, da

i. det på forhånd var aftalt, at [red. fjernet bådnavn] skulle sælges senest pr. 31. december 2016 og ii. [red. fjernet bådnavn3] blev solgt med en avance på DKK 18,4 mio.

G8 købte og solgte således skibe af betydelig værdi som en del af driften.

At [red. fjernet bådnavn] og [red. fjernet bådnavn3] blev anvendt til chartring for at skabe et løbende afkast, indtil en interesseret køber meldte sig, ændrer ikke på G8s status som bådforhandlervirksomhed i tillæg til chartringsvirksomheden.

Skatteministeriets meddelelse i SKM 2001.363 DEP indebærer, at det anses for "naturligt" , at A var ombord på [red. fjernet bådnavn] som led i driften af bådforhandlervirksomheden / chartringsvirksomheden.

…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:

"…

3. ANBRINGENDER

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det overordnet gældende, at A har haft stillet fri lystbåd til rådighed i indkomståret 2012, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5).

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at der under de foreliggende omstændigheder består en formodning for, at A har haft privat rådighed over lystbåden, således at det påhviler A at føre bevis for, at dette alligevel ikke skulle være tilfældet. Denne bevisbyrde har A ikke løftet.

Tværtimod er det bevist, at lystbåden faktisk er anvendt privat af A, hvorfor beskatning er uundgåelig.

3.1 Ligningslovens § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5) og ligningslovens § 16, stk. 6 Det følger af ligningslovens § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5), at en hovedaktionær, der modtager udbytte fra selskabet i form af, at der stilles en lystbåd til rådighed, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal medregne værdien af godet tillagt eventuelt sparet privatforbrug i relation til godet. Godets værdi ansættes efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 6.

Det følger af ligningslovens § 16, stk. 6, at såfremt en lystbåd stilles til rådighed for en direktør eller anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, anses denne for at have haft lystbåden til rådighed hele året. Denne formodningsregel gælder, uanset om lystbåden en del af året måtte være lagt på land eller af anden grund ikke konkret kan anvendes, jf. cirkulære nr. 1 af 2. januar 2001, pkt. 3.3 (MS 406f.) samt f.eks. SKM 2019.159 ØLR (MS 171) og SKM 2014.520 ØLR (MS 189). Det er således ikke den faktiske brug, der beskattes, men derimod selve rådigheden over en lystbåd, jf. også UfR 2005.2427 H (MS 122), hvor dette princip utvetydigt stadfæstedes af Højesteret, som udtalte følgende om ligningslovens § 16, stk. 6:

"Bestemmelsen må efter ordlyden og forarbejderne forstås på den måde, at den skattepligtige værdi skal beregnes på grundlag af det tidsrum, hvori den ansatte har haft adgang til at benytte båden, og ikke kun på grundlagt af det tidsrum, hvori den ansatte har udnyttet råderetten." (min understregning)

Dog nedsættes den skattepligtige værdi med antallet af dage, som båden udlejes til tredjemand, ligesom den skattepligtige værdi nedsættes med en eventuel egenbetaling for råderetten, jf. ligningslovens § 16, stk. 6.

I Skatteministeriets meddelelse i SKM 2001.363 DEP af 12. september 2001 (MS 524) fremgår følgende vedrørende formodningsreglen og rådighedsreglen i ligningslovens § 16, stk. 6:

"Hvis det for eksempel fremgår af ansættelseskontrakten for den ansatte hovedaktionær m.fl., at vedkommende som en del af aflønningen kan benytte en lystbåd privat, beskattes den ansatte hovedaktionær

m.fl. af fri lystbåd. Bruges lystbåden til private formål er det også klart, at den ansatte hovedaktionær m.fl. har privat rådighed over båden. Har en ansat hovedaktionær m.fl. - når som helst - mulighed for at bruge en lystbåd privat, taler det for, at vedkommende har privat rådighed over lystbåden, især hvis båden ikke i øvrigt anvendes erhvervsmæssigt i nævneværdig grad." (min understregning) Og videre:

"Det vurderes således, om en lystbåd inddrages i privatsfæren for den ansatte hovedaktionær m.fl. Har den ansatte hovedaktionær m.fl. eksempelvis sin familie med på sejladser, og/eller sejles der uden for arbejdstid og i weekender, uden at sejladserne kan siges at have en erhvervsmæssig begrundelse, er der en formodning for, at vedkommende råder privat over lystbåden." (min understregning)

Det fremgår således af meddelelsen, at det er "klart", at hovedaktionæren har privat rådighed over båden, hvis den bruges til private formål. I overensstemmelse hermed fandt byretten i SKM 2016.522 BR (MS 249) på baggrund af en konkret skønsmæssig vurdering, at en hovedaktionær var omfattet af formodningsreglen og var skattepligtig af rådigheden over to lystbåde. I vurderingen indgik en række forhold, herunder lav udlejningsfrekvens af lystbådene og ikke mindst, at hovedaktionæren rent faktisk havde benyttet lystbådene privat. Konsekvensen heraf var, at det tilkom hovedaktionæren at godtgøre, at han ikke havde haft privat rådighed, hvilket han ikke kunne, bl.a. da der ikke var ført en logbog over sejladsen.

Tilsvarende tog Landsskatteretten i afgørelse af 6. oktober 2010 (journalnr. 10-00425) (MS 477) stilling til de omstændigheder, som indgår i vurderingen af, om en direktør har en sådan rådighed over en lystbåd som fastsat i ligningslovens § 16, stk. 6. Landsskatteretten udtalte i den forbindelse, at det tillægges vægt, hvorvidt båden anvendes privat, og at der henses til direktørens levevis, herunder direktørens sejl-kundskaber, fritidsinteresser m.v. I den konkrete vurdering indgår desuden omfanget af udlejning af båden til tredjemand.

Der kan i denne sammenhæng yderligere henvises til den omfattende retspraksis om den væsensbeslægtede situation, hvor en skatteyder har fået stillet fri bil til rådighed, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. Retspraksis om denne sammenlignelige situation - som i sagens natur er mere almindeligt forekommende - viser netop, at hvor aktivet er egnet til privat benyttelse og er konstateret parkeret i nærheden af skatteyderens bopæl, påhviler det skatteyderen at afkræfte en formodning om privat rådighed, jf. eksempelvis SKM 2017.477 VLR (MS 180), SKM 2015.510 Ø (MS 186) og SKM 2014.426 Ø (MS 187).

Endvidere kan henvises til retspraksis vedrørende spørgsmålet om fri rådighed over sommerbolig, jf. ligningslovens § 16, stk. 5, hvoraf det også fremgår, at beskatningen allerede indtræder, når der er adgang til at råde over aktivet. Beskatning forudsætter altså ikke, at aktivet konkret er benyttet, jf. eksempelvis UfR 2009.2883 H (MS 101). Det er klart, at når aktivet rent faktisk er anvendt privat, er der tilsvarende privat rådighed. Men privat anvendelse er altså ikke engang en forudsætning for at beskatte. Navnlig ikke når der er tale om hovedaktionærer og luksusaktiver.

Også retspraksis vedrørende fri rådighed over andre aktiver end lystbåde viser således, at såfremt hovedaktionæren må anses for at være omfattet af formodningsreglen - eksempelvis fordi det er godtgjort, at aktiverne i konkrete tilfælde er benyttet privat - påhviler det hovedaktionæren at løfte bevisbyrden for, at han ikke har haft fri rådighed over bådene, jf. også eksempelvis UfR 2009.1202 H (MS 109).

3.2 Kort om lystbåden [red. fjernet bådnavn]

Den i sagen omhandlede lystbåd er båden [red. fjernet bådnavn] fra 2005. Båden er en sejlbåd med en længde på X meter og en bredde på X meter. Fotos af båden fremgår af bilag 47 (E 296) og af bilag A (E 735).

Skibet [red. fjernet bådnavn] var i 2012 ejet af G8, som var ejet 50 % af G7 og 50 % af G9. G9 var i 2012 ejet 100 % af G10, som var 100 % ejet af A, mens G7 i 2012 var 100 % ejet af VK, jf. bilag 1a, s. 4, 3.-5. afsnit (E 14).

Bestyrelsen i G8 bestod i 2012 af JP, A, VK og QL. Direktionen udgjordes af A og VK, jf. bilag 27 (E 395).

G8 havde købt [red. fjernet bådnavn] den 17. marts 2011 for 223.728.000 kr., jf. bilag 1 a, s. 4, 3. afsnit (E 14).

3.3 A havde fri rådighed over lystbåden [red. fjernet bådnavn]

Skatteministeriet gør gældende, at A i 2012 havde fri rådighed over [red. fjernet bådnavn], allerede fordi han - endda ifølge egne oplysninger - faktisk har anvendt den privat. Denne rådighed underbygges desuden af en række øvrige omstændigheder.

3.3.1 As faktiske private anvendelse af [red. fjernet bådnavn]

As daværende revisor, SM, oplyste den 26. juni 2014 følgende til SKAT (nu Skattestyrelsen) om As private anvendelse af [red. fjernet bådnavn] i 2012, jf. bilag E, s. 9 (E 426):

"5. januar - 20. januar 2012: SKAT oplyser, at A har haft privat charter. Datoen er ikke korrekt. A/G13 havde en charter i tidsrummet 6. januar - 20. januar 2012.

12. marts - 20. marts 2012: SKAT oplyser, at A har en privat charter. Dette er korrekt. A/G13 havde en charter i tidsrummet 12. marts - 20. marts.

21. marts - 27. marts 2012: SKAT oplyser, at A er om bord på skibet i Y5-øgruppe. Dette skal rettes til følgende:

21. marts - 25. marts 2012: Promotion sejlads med VK og hele hans familie. A deltog sammen med hans daværende kæreste, VC.

26. marts - 27. marts 2012: Privat charter sammen med VK og hele hans familie. A deltog sammen med hans daværende kæreste, VC. (ikke arbejde)

7. juni - 18. juni 2012: SKAT oplyser, at A har en privat charter. Dette er korrekt.

Der er for året 2012 foretaget en uspecificeret fakturering på kr. 750.000 til A/G13.

A har flere gange rykket administrator for endelig fakturering af chartrers for året 2012, idet A ikke kan acceptere den foretagne fakturering som et samlet beløb for året.

Det er bl.a dette forhold den igangværende voldgiftssag vedrører.

Når voldgiftssagen er afgjort og der foreligger en specificeret fakturering, vil der ske endelig fordeling af det samlede charterbeløb mellem A og G13, idet beløbet på kr. 750.000 foreløbig er belastet G13."

Det må således lægges til grund, at A i hvert fald i tre perioder i 2012 benyttede [red. fjernet bådnavn] privat.

I svarskriftet opfordrede Skatteministeriet A (opfordring 2) til at fremlægge "den tidligere fremsendte charteroversigt", som der henvistes til i en e-mail fra VK til bl.a. A (bilag 70 - E 409). Skatteministeriet gentog opfordringen i duplikken, men A har desuagtet ikke opfyldt den. Som anført i duplikken, s. 13, næstsidste og sidste afsnit, gøres det på den baggrund gældende, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2, at det må lægges til grund, at der af denne charteroversigt fremgår yderligere perioder i bl.a. 2012, hvor A har chartret [red. fjernet bådnavn] privat. A gør gældende, at han ikke har opbevaret det pågældende materiale og henviser til, at der er tale om, at oplysningerne ligger mere end fem år tilbage i tid. Hertil bemærkes det, at skattesagen allerede blev påbegyndt i 2014. Det har dermed ikke været berettiget at bortskaffe materiale af relevans for denne sag - navnlig ikke centrale oplysninger om, i hvor stort omfang båden blev anvendt privat.

I ejeraftalen indgået mellem G7 og G10 eller ordre har parterne i aftalens pkt. 8.1 reguleret parternes eventuelle private chartring af [red. fjernet bådnavn], jf. bilag C, s. 8 (E 243):

"Selskaberne har indgået aftale med G11 ("G11") om chartering af Skibet. Parternes og Parternes nærtståendes eventuelle chartering af Skibet skal foregå ved, at der indgås sædvanlig aftale om chartering med G11 på markedsvilkår."

A indgik imidlertid hverken charteraftaler eller betalte markedsprisen for sin private brug af [red. fjernet bådnavn].

For så vidt angår charteraftalerne har A alene fremlagt charterkontrakt for den ene af de tre perioder (den 6. til den 20. januar 2012), hvori han har oplyst at have anvendt [red. fjernet bådnavn] privat, jf. bilag 69 (E 260).

Skatteministeriet opfordrede derfor allerede i svarskriftet (E 122) A (opfordring 1) til at fremlægge charterkontrakt for de øvrige perioder, hvilken opfordring Skatteministeriet gentog i duplikken (E 176). A har fortsat ikke opfyldt opfordringen. Som anført i duplikken, s. 13, 3. sidste afsnit (E 188), gør Skatteministeriet derfor gældende, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2, at det må lægges til grund, at der ikke er indgået charteraftaler for de øvrige perioder af As private brug af [red. fjernet bådnavn]. Det bestrides også i denne forbindelse, jf. processkrift 1, s. 3, pkt. 2.1 (E 195), at bogføringsloven skulle have nogen betydning for, hvorvidt det kan tillægges A processuel skadevirkning, at han ikke har gemt charterkontrakter, som han påstår at have indgået, og som i øvrigt var mindre end 5 år gamle, da SKAT (nu Skattestyrelsen) traf afgørelse i sagen den 11. januar 2016, jf. bilag 1 b (E 520).

For så vidt angår As (manglende) betaling for sin private brug fremgår det af fremsendelses-mailen til den fremlagte charterkontrakt (bilag 69, s. 1 - E 260), at G13 af G8 blev anmodet om at overføre 750.000 kr. Dette beløb blev ikke betalt af A personligt, men af hans selskab, G10, jf. bilag 69, s. 8 (E 267). Ved afgørelse af 11. januar 2016 anså SKAT (nu Skattestyrelsen) denne betaling for en skattepligtig udlodning til A, jf. bilag F (E 566). På baggrund af As opfyldelse af Skatteministeriets opfordring 6, må det da også lægges til grund, at A heller ikke siden har tilbagebetalt G10 de 750.000 kr., jf. proces-skrift 1, s. 5, pkt. 2.4 (E 197).

I forbindelse med Partnerselskabets [red. fjernet bådnavn]s betalingsanmodning blev det ikke specificeret, om betalingen vedrørte den konkrete charter i januar 2012, eller om de 750.000 kr. skulle anses som en acontobetaling eller en "flat rate"-betaling for hele indkomståret 2012.

Af voldgiftsafgørelse i sag mellem G13 og G7, jf. bilag G, s. 12, 5. afsnit (E 464), har As advokat, JP - som tillige var medlem af bestyrelsen af G8 - forklaret følgende om betalingen af de 750.000 kr.:

"Af specifikationerne til årsrapporten 2012 fremgik, at VK havde betalt DKK 375.000 i 2011 og 2012, mens A betalte DKK 750.000 i 2012 og nul i 2011. Vidnet vidste ikke, hvad dette dækkede over, og det gav ham ikke anledning til at reagere. Han forstod på A, at der blev betalt et aconto-beløb, og at man derefter så, hvor langt det rakte."

A forklarede selv følgende under voldgiftssagen, jf. bilag G, s. 16 (E 468), næstsidste afsnit:

"Det var op til VK som administrator at afgøre, hvornår beløbene var »sejlet op«. Det kunne han ikke afgøre. Han vidste, at det ikke var markedsprisen for tredjemand. VK oplyste ikke nærmere herom. Han kunne ikke vurdere, om hans aconto betaling dækkede forbruget, og han fik aldrig en oversigt fra VK herover." (min understregning)

Under voldgiftssagen hævdede VK, at betalingen af 750.000 kr. ikke var en aconto-betaling, men derimod et såkaldt "flat fee" - altså en engangsbetaling, jf. bl.a. bilag G, s. 17, 6. afsnit (E 469). Følgende fremgår af Voldgiftsrettens afgørelse, jf. bilag G, s. 43 (E 495), næstsidste afsnit:

"Indledningsvis kan voldgiftsretten konstatere, at der er enighed mellem parterne om, at de foretagne betalinger i perioden 2011-2012 ikke udgør betaling for enkelte charters, men enten angår en foreløbig betaling for flere charters (aconto-synspunktet) eller en endelig betaling for flere charters (flat fee-synspunktet).

Voldgiftsretten må på den baggrund også konstatere, at ingen af parterne synes at have efterlevet ejeraftalens pkt. 8.1 i denne periode. Denne bestemmelse foreskriver, at der indgås charteraftale med G11 på markedsvilkår, hvilket voldgiftsretten tolker som de vilkår, G11 ville anvende over for en tredjemand. Betalingerne i perioden udgør DKK 750.000 for hhv. A og VK, hvilket er uden en klar sammenhæng med deres forbrug i samme periode og G11s sædvanlige priser." (min understregning)

Voldgiftsretten konstaterede således, at både As og VK s betaling for den private brug af [red. fjernet bådnavn] i 2011-2012 var "uden en klar sammenhæng med deres forbrug" (af [red. fjernet bådnavn]) og "uden en klar sammenhæng med G11s sædvanlige priser", hvormed hverken A eller VK iagttog charteraftalens pkt. 8.1 om, at privat chartring af [red. fjernet bådnavn] skulle ske ved indgåelse af charteraftale på markedsvilkår.

Voldgiftsretten bemærkede yderligere herom, jf. bilag G, s. 45, 5. afsnit (E 497):

"Ud over disse tilgængelige oplysninger i partnerselskabets regnskaber for 2011 og 2012 bestyrkes voldgiftsretten også i sin opfattelse af, at As email af 30. april 2013, der er den første skriftlige kommunikation efter, at parternes relationer ændrede karakter, omtaler, at der »fremadrettet« skal være mere »formalitet omkring administration af skibet.« Tilsvarende tilkendegiver advokat JP i email af 31. maj 2013, at man »fremover« ønsker at »ændre og opstramme procedurerne.« Disse tilkendegivelser indikerer, at der tidligere - fra begge parters side - har været taget noget lettere på formaliteten, hvilket efter voldgiftsrettens opfattelse stemmer overens med det miljø af venskab og velstand, som parterne befandt sig i." (min understregning)

Voldgiftsretten lagde således til grund, at den manglende iagttagelse af ejeraftalens pkt. 8.1 om indgåelse af charteraftaler på markedsvilkår var begrundet i det "miljø af venskab og velstand, som parterne be-fandt sig i".

At As (holdingselskabs) betaling på 750.000 kr. i 2012 som anført af voldgiftsretten var "uden klar sammenhæng med G11s sædvanlige priser" er da også en underdrivelse.

Såfremt betalingen på 750.000 kr., som forklaret af A for voldgiftsretten, var en acontobetaling, der skulle "sejles op", rakte denne betaling ikke engang til markedsprisen for As første private chartring i januar 2012. Sammenholdes As charter af [red. fjernet bådnavn] i perioden fra den 6. til den 20. januar 2012 således med de øvrige chartringer af [red. fjernet bådnavn] i indkomståret 2012, jf. bilag D (E 748), fremgår det, at A betalte en væsentligt lavere pris for charter af båden end de øvrige kunder. A betalte pr. dag 53.571 kr. for chartring af [red. fjernet bådnavn], mens de øvrige kunder i gennemsnit betalte 141.857,62 kr., jf. bilag D (E 748). A betalte dermed kun ca. 37 % af den pris, som øvrige kunder betalte for at chartre [red. fjernet bådnavn], og en betaling på 750.000 kr. var således end ikke tæt på markedsprisen selv for denne ene første chartring i 2012.

Det fremgår da også af citatet fra voldgiftsafgørelsen (bilag G, s. 16, næstsidste afsnit - E 468) at A selv var bevidst om, at en betaling på 750.000 kr. ikke udgjorde markedsprisen.

A har (heller) ikke betalt for den private benyttelse af [red. fjernet bådnavn] for de øvrige indrømmede perioder fra den 11. marts til den 28. marts 2012 og den 6. juni 2012 til den 18. juni 2012.

Det fremgår af ovenstående citater fra voldgiftsafgørelsen, hvor parterne var enige om, at der i hvert fald ikke var betalt mere end de 750.000 kr. Dette er også i overensstemmelse med "Charteroversigt 2012 for G8 " indsendt af A til Skattestyrelsen, jf. bilag D (E 748), hvor det fremgår, at A (benævnt G13 i oversigten) i 2012 alene har betalt 750.000 kr. for sine private chartringer af [red. fjernet bådnavn].

Det bestrides i den forbindelse, at betalingsanmodningen i mailen af 10. december 2013 fra G8 til bl.a. A (bilag 70 - E 409) vedrørende opkrævning af EUR 482.396,16 skulle dokumentere, at As skulle have betalt markedsprisen for sine private charters af [red. fjernet bådnavn] i 2012, jf. den supplerende stævning, s. 18, pkt.

2.10 (E 79).

På baggrund af den fortsatte manglende opfyldelse af Skatteministeriets opfordring 2, må det tværtimod - som anført i duplikken, s. 13, næstsidste afsnit (E 188) - lægges til grund, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2, at mailen ikke har nogen relation til, om As private charters som angivet i den supplerende stævning, s. 18, pkt. 2.10 (E 79), skulle være sket på "markedsvilkår med charterkontrakt og fuld betaling som alle andre uafhængige lejere".

Der er heller ikke fremlagt nogen dokumentation for, at A - som han siden hævdede i replikken, s. 16, 3. afsnit (E 162) - skulle have forsøgt at foretage yderligere betalinger for chartringerne end de 750.000 kr.

Tværtimod har A, trods sine bemærkninger herom i processkrift 1, s. 4, pkt. 2.4 (E 196-197), undladt at opfylde Skatteministeriets opfordring om at fremlægge dokumentation herfor (opfordring 5). Som anført i processkrift A, s. 1 (E 191), gør Skatteministeriet gældende, at dette skal tillægges A processuel skadevirkning, således at det ved sagens pådømmelse lægges til grund, at A ej heller har forsøgt at foretage yderligere betalinger, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2.

Desuden må det som følge af As fortsatte manglende opfyldelse af Skatteministeriets opfordring 7, jf. processkrift 1, s. 5, pkt. 2.5 (E 197), lægges til grund, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2, at As private chartringer ikke skete - som A hævder, jf. replikken, s. 14-15, pkt. 2.5.1 (E 160-161) - på "standby chartervilkår", som ifølge A kunne have påvirket markedsprisen for chartringerne, jf. processkrift A, s. 2 (E 192).

Allerede som følge af denne private benyttelse af [red. fjernet bådnavn] på ikkemarkedsvilkår må det lægges til grund, at A havde privat rådighed over [red. fjernet bådnavn] i indkomståret 2012.

As private brug af [red. fjernet bådnavn] stemmer da også overens med det, som A udtalte til epn.dk i 2011 om hensigten med erhvervelsen af [red. fjernet bådnavn] (bilag H - E 257):

"Jeg kan godt lide investeringer inden for pleasure og fornøjelse, så her passer [red. fjernet bådnavn] perfekt ind. Jeg kan selv bruge båden og samtidig også leje den ud, så investeringen giver et godt afkast."

Der er således ikke tvivl om, at A havde til hensigt at have - og faktisk havde - privat rådighed over [red. fjernet bådnavn] i 2012.

3.3.2 Øvrige omstændigheder, der beviser As private rådighed

Også en række øvrige omstændigheder viser, at A havde privat rådighed over [red. fjernet bådnavn] i 2012.

Af charteroversigten for 2012, jf. bilag D (E 748), fremgik det, at [red. fjernet bådnavn] i indkomståret 2012 alene var udlejet i 77 dage i indkomståret 2012 til i alt fem forskellige kunder.

I indkomståret 2011 udgjorde G8s lejeindtægter 6.408.740 kr., og årets resultat var et underskud på 13.258.230 kr. For indkomståret 2012 udgjorde lejeindtægterne 10.882.791 kr., og selskabets resultat var et underskud på 18.353.309 kr., jf. bilag 30, s. 4 (E 686). Udlejningsfrekvensen må dermed betegnes som ganske lav, hvilket understøtter formodningen om den private rådighed, jf. også SKM 2016.522 BR (MS 249). Tilsvarende medførte den sparsomme erhvervsmæssige udlejning, at G8s drift af [red. fjernet bådnavn] ikke var rentabel.

Dette skal desuden ses i sammenhæng med, at det fremgår af den indgåede formidlingsaftale mellem G8 og G11, som varetog udledning af [red. fjernet bådnavn], jf. bilag B, pkt. 4 (E 401), at der ikke fra G11s side måtte indgås charteraftale uden Partnerselskabets [red. fjernet bådnavn]s accept:

"4. OUR AUTHORITY

You authorize us to do everything that we believe to be reasonably required in connection with the proposed and actual charter of the Yacht including, without limitation, the collection and holding of all charter income and the payment of all necessary fees, costs, commissions, expenses and taxes as indicated in each individual charter contract. However, unless you specifically authorize us, this authority does not include us entering into a charter agreement on your behalf. We acknowledge and agree that the final decision as to whether, and if so on what terms, to enter into any particular proposed charter of the Yacht shall rest with the Owner and the Owner alone." (min understregning) (E 14)

Hermed sikrede ejerne sig, at deres rådighed over [red. fjernet bådnavn] reelt ikke blev indskrænket af G11s udlejning af lystbåden.

Dertil kommer, at A havde en særlig interesse for lystbåde, idet han både ejede sin egen lystbåd, [red. fjernet bådnavn2], jf. bilag 60 (E 202), og - udover [red. fjernet bådnavn] - desuden også benyttede [red. fjernet bådnavn3], jf. bilag 49 (E 402). As "fritidsinteresser" omfattede således sejlads med lystbåde, jf. SKM 2001.363 DEP (MS 524). Også dette forhold underbygger As private rådighed over [red. fjernet bådnavn].

As private rådighed kan herefter ikke afkræftes blot ved at hævde, at [red. fjernet bådnavn] udelukkende anvendtes til erhvervsmæssig brug eller var anskaffet med henblik på erhvervsmæssig brug. Spørgsmålet i sagen er jo netop, om der sideløbende med eventuelle erhvervsmæssige hensigter forelå rådighed til privat benyttelse.

Der er ikke fremlagt fraskrivelseserklæring om, at [red. fjernet bådnavn] ikke var til rådighed for As private benyttelse. Fraværet af en sådan underbygger, at lystbåden har stået til rådighed for A , jf. eksempelvis SKM 2014.426 ØLR (MS 187) og SKM 2012.464 ØLR (MS 200), som begge vedrørte rådighed over fri bil.

Det bemærkes endvidere, at der ikke er fremlagt en logbog eller anden tilsvarende dokumentation over benyttelsen af båden svarende til et oprindeligt kørselsregnskab for biler, som i sådanne sager udgør et helt afgørende beviskrav, jf. SKM 2009.239 H (MS 109). Ifølge VK findes der ikke en sådan logbog over, hvem der benyttede båden, jf. bilag 68 (E 415).

Heller ikke ejeraftalen indgået mellem G7 og G10 har afskåret parternes private brug af [red. fjernet bådnavn], uanset at ejeraftalens pkt. 8.1 indeholdt krav om, at parternes private chartringer skulle ske under indgåelse af charteraftale på markedsvilkår, jf. bilag C, s. 8 (E 243).

Som beskrevet af Voldgiftsretten i dens afgørelse, jf. bilag G, s. 43, sidste afsnit (E 495), blev ejeraftalens pkt. 8.1 ikke iagttaget mellem aftalens parter. Det må da også lægges til grund, at ejeraftalens pkt. 8.1 alene blev indsat i ejeraftalen af skattemæssige hensyn, jf. advokat og bestyrelsesmedlems JPs forklaring under voldgiftssagen, bilag G, s. 11, 6. afsnit (E 463):

"Ejeraftalens pkt. 8 om chartering kræver, at chartering sker på sædvanlig aftale med G11 og på markedsvilkår. Vidnet oplyste, at bestemmelsen skyldtes skattehensyn, og at hans kolleger inden for skatteret havde anbefalet, at parterne og deres nærtstående opførte sig som tredjemand. De anbefalede derfor denne bestemmelse, som han inkluderede i sit udkast."

Ejeraftalens pkt. 8.1 (bilag C, s. 8 - E 243) udgjorde således ikke nogen begrænsning i As rådighed over [red. fjernet bådnavn].

A har således ikke afkræftet sin private rådighed over [red. fjernet bådnavn] og er følgelig skattepligtig heraf, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5), jf. ligningslovens § 16, stk. 6.

3.4 As indsigelser

3.4.1 Ændrede forklaringer om de private ophold på [red. fjernet bådnavn] A har i sine processkrifter ad flere omgange ændret sin forklaring om sine private ophold på [red. fjernet bådnavn].

I den supplerende stævning gjorde A, s. 24, pkt. 3.4 (E 85), først gældende, at hans tilstedeværelse på [red. fjernet bådnavn] alene var begrundet i promotion og markedsføring, og han har i den forbindelse henvist til, at han bl.a. har udarbejdet kataloger, annoncer og jakker til brug for markedsføring.

I replikken, s. 12-19 (E 158-165), havde A så udarbejdet en længere redegørelse af, hvorfor hans ophold på [red. fjernet bådnavn] i de tre perioder fra henholdsvis den 6. januar til den 20. januar 2012, den 11. marts til den 28. marts 2012 og den 6. juni til den 18. juni 2012 nu alligevel skulle være af privat karakter.

Disse nye forklaringer er i klar modstrid med den besvarelse, som blev udarbejdet af As revisor, jf. bilag E (E 418), og sendt til SKAT (nu Skattestyrelsen), hvori det - som gennemgået, jf. pkt. 3.3 - utvetydigt blev tilkendegivet, at As tilstedeværelse på båden i tre specificerede perioder var af ren privat karakter.

As ændrede forklaringer i såvel den supplerende stævning,

s. 24 (E 85), samt replikken, s. 12-19 (E 158-165), bestrides i det hele. Det gøres i den forbindelse gældende, at A må underlægges et strengt beviskrav i relation til at dokumentere, at der er grundlag for at fragå de tidligere redegørelser vedrørende de private ophold på [red. fjernet bådnavn], jf. f.eks. UfR 1998.898 H (MS 131), SKM 2017.407 ØLR (MS 182), SKM 2018.65 ØLR (MS 178) og SKM 2021.433 ØLR MS 138).

For så vidt angår den første ændrede forklaring om, at As ophold på [red. fjernet bådnavn] var begrundet i promotion og markedsføring, jf. den supplerende stævning, s. 24 (E 85), bemærkes det, at i betragtning af, at As holdingselskab, G10, modtog 200.000 kr. om året for bl.a. at udarbejde markedsføringsmateriale, jf. bilag 25, s. 2 (E 227), er det da heller ikke overraskende, om han som påstået har udarbejdet sådanne brochurer, annoncer og jakker samt opgraderet hjemmeside.

Det bemærkes i øvrigt, at den påståede dokumentation vedrørende promotion (bilag 73 - E 269) alene indeholder fotos og korrespondance vedrørende indkomståret 2013 og dermed ikke dokumenterer, at As ophold på [red. fjernet bådnavn] i indkomståret 2012 skulle have nogen relation til arrangering af superyacht regattaer - hvilket da heller ikke er, hvad han tidligere har forklaret til SKAT (nu Skattestyrelsen), jf. bilag E (E 418).

A har i øvrigt i den supplerende stævnings pkt. 3.4 (E 85) stillet det retoriske spørgsmål, hvem der ville chartre en båd som [red. fjernet bådnavn] for 1.183.339 kr. for én uge fra en person, der ikke selv havde sejlet med skibet. Det bemærkes hertil, at G8 ifølge dets årsrapporter havde overladt det til G11 at forestå udleje af båden, jf. bilag 29, s. 2 og 4 (E 674 og 676). Det fremgår da også af charteroversigten for 2012, jf. bilag D (E 748), at der ved alle udlejninger - undtagen én - er beregnet "broker comm.", hvormed antageligvis menes betaling til G11, som dermed de facto varetog udlejningen.

Det er dermed i det hele udokumenteret, at As ophold på [red. fjernet bådnavn] i strid med den tidligere redegørelse til SKAT (nu Skattestyrelsen), jf. bilag E (E 418), alene skulle være begrundet i promotion og markedsføring og dermed skulle være af udelukkende erhvervsmæssig karakter.

For så vidt angår den anden ændrede forklaring, jf. replikken, s. 12-13 (E 158-159), er det for det første udokumenteret, at As oplysninger om, at opholdene var af privat karakter, beroede på en "misforståelse", og at indrømmelsen skulle være sket i den forståelse, at Skattestyrelsen dermed ville "acceptere almindelig udbyttebeskatning af opholdene" og "lukke sagen", jf. replikken, s. 12-13 (E 158-159). Det fratager heller ikke opholdene deres private karakter.

Det er for det andet udokumenteret, at A havde noget erhvervsmæssigt behov for at opholde sig på [red. fjernet bådnavn] i de ovennævnte perioder. Det må tværtimod på baggrund af As opfyldelse af Skatteministeriets opfordring 4 lægges til grund, at han ikke i 20112012 havde ophold på [red. fjernet bådnavn] af udelukkende erhvervsmæssig karakter, jf. processkrift 1, s. 4, pkt. 2.3 (E 196).

I relation til den pågældende chartring bestrides det for det tredje, at A ved at sende en e-mail om et tæppe, jf. bilag 80 (E 268), og tilsvarende sende en e-mail om behov for udskiftning af knob og rustne søm, jf. bilag 81 (E 318), skulle have ydet en sådan arbejdsmæssig indsats, at opholdet kan karakteriseres som andet end rent privat.

Det bestrides for det fjerde, at As ophold i perioden fra den 11. til den 28. marts 2012 på [red. fjernet bådnavn] ikke skulle være af privat karakter.

A har gjort gældende, at deltagelsen i regattaen fra den 19.

til den 22. marts 2012 skulle være af erhvervsmæssig karakter.

Som det fremgår af Skatteministeriets Departements afgørelse af 12. september 2001 (SKM 2001.363 DEP - MS 524), som A selv henviser til, jf. replikken, s. 19, 3.-4. afsnit (E 165), er udgangspunktet, at "sådanne aktiviteter må anses for private".

A har herudover ikke godtgjort, at deltagelsen i den pågældende regatta skulle have undtagelsens karakter og være erhvervsmæssig. Formålet med de to bilag 85-86 (E 319 og E 666), der skulle godtgøre deltagelsens erhvervsmæssige karakter, fremstår uklare, og de viser i hvert fald ikke, at [red. fjernet bådnavn]'s deltagelse var begrundet i rene erhvervsmæssige interesser.

As anbringende om, at deltagelsen skulle være erhvervsmæssig, fordi G8s omkostninger til regattaen angiveligt blev fradraget i sambeskatningsindkomsten for G10 og G13 er udokumenteret. På baggrund af As fortsatte manglende opfyldelse af Skatteministeriets opfordring 8, jf. processkrift 1, s. 6 pkt. 2.6 (E 198), må det, som anført i processkrift A, s. 2 (E 192), tværtimod lægges til grund, at der ikke er fratrukket udgifter i relation til regattaen, som fandt sted den 19. til den 22. marts 2012, i sambeskatningsindkomsten for G10 og G13, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2.

Det bemærkes i øvrigt, at selv hvis visse udgifter måtte være fratrukket, medfører det ikke, at de også burde være fratrukket. Det bestrides da også, at dette i sig selv skulle medføre, at deltagelsen i regattaen havde erhvervsmæssig karakter.

Dertil kommer, at den nævnte regatta alene varede i perioden fra den 19. til den 22. marts 2012, hvorimod A selv har oplyst, at han opholdt sig - privat - på båden i en væsentligt længere periode, nemlig fra den 11. til den 28. marts 2012. A har da også undladt at omtale denne omstændighed i sine processkrifter.

Det bestrides for det femte, at As tilstedeværelse på [red. fjernet bådnavn] i forbindelse med hans sommerophold på [red. fjernet bådnavn] perioden fra den 7. til den 18. juni 2012 skulle være begrundet i et forretningsmæssigt behov "for at lære skibet bedre at kende", jf. replikken, s. 19 (E 165), sidste afsnit.

A havde på dette tidspunkt alene i 2012 ubestridt allerede opholdt sig på [red. fjernet bådnavn] i mere end fem uger. Det må lægges til grund, at ethvert påstået erhvervsmæssigt behov "for at lære skibet bedre at kende" var opfyldt på dette tidspunkt - ikke mindst i lyset af, at han også i 2011 havde opholdt sig på [red. fjernet bådnavn], jf. bilag 1 b, s. 10 (E 529). Det bemærkes i øvrigt, at A - som han forsøger med disse ændrede redegørelser for indholdet af de tre ophold - naturligvis ikke kan forklare sig ud af formodningsreglen, hvorefter han anses at have haft [red. fjernet bådnavn] til rådighed hele året, jf. ligningslovens § 16, stk. 6.

3.4.2 Chartring på markedsvilkår

A gør i den supplerende stævning, s. 21, pkt. 3.3 (E 82), gældende, at hans chartring er sket på markedsvilkår, ligesom han i replikken, s. 16, 4. afsnit (E 162), gør gældende, at der ikke er tilgået ham nogen værdi ved chartringen af [red. fjernet bådnavn] i perioden fra den 6. januar til den 20. januar 2020.

Begge dele bestrides, og Skatteministeriet henviser til sine bemærkninger herom i pkt. 3.3.

Betalingen af 750.000 kr. for chartringen af [red. fjernet bådnavn] i perioden fra den 6. januar til den 20. januar 2020 var som beskrevet i pkt. 3.3 væsentligt under markedsprisen for øvrige kunders chartringer i 2012. Betalingen på 750.000 kr. udgjorde således kun ca. 37 % af den gennemsnitlige betaling for øvrige chartringer i 2012, jf. bilag D (E 748).

Trods As (eller rettere G10') betaling på 750.000 kr. udgjorde chartringen således en klar økonomisk fordel for ham, og situationen er helt parallel med SKM 2016.522 BR (MS 249), som A selv henviser til, jf. replikken, s. 16, 7. afsnit (E 162).

Det bestrides i øvrigt, at der skulle være hjemmel til at undtage A for beskatning i henhold til ligningslovens § 16, stk. 6, selv hvis chartringen ikke udgjorde nogen økonomisk fordel for ham. En eventuel egenbetaling tages der højde for ved opgørelsen af den skattepligtige værdi i henhold til samme bestemmelse.

3.4.3 VKs administration

A gør i den supplerende stævning, s. 27, pkt. 3.5 (E 88), gældende, at VKs administration skulle have afskåret As rådighed over [red. fjernet bådnavn].

Det fremgår af de fremlagte e-mails m.m., jf. bilag 49-59 (E 402, E 403, E 408, E 408, E 411, E 413, E 414, E 416, E 429, E 430 og E 432), at der i indkomstårene 2013 og 2014 bestod en række uenigheder mellem A og VK, og at disse uenigheder også kom til udtryk i relation til [red. fjernet bådnavn] og As anvendelse af den.

Samtlige e-mails vedrører imidlertid årene 2013 og 2014 og kan således ikke anvendes som bevis for, at A ikke skulle have haft rådighed over [red. fjernet bådnavn] i 2012. Det fremgår da også af voldgiftsafgørelsen, at denne uenighed først opstod i marts 2013, jf. bilag G, s. 15, 2. afsnit (E 467).

Dertil kommer, at A rent faktisk anvendte [red. fjernet bådnavn] i indkomståret 2012, og at han - for så vidt angår perioden fra 6. januar til den 20. januar 2012 - ikke betalte markedsprisen for chartring af båden, og at han for så vidt angår de øvrige perioder i indkomståret 2012, hvor A anvendte [red. fjernet bådnavn], ikke betalte for chartringen.

Heroverfor dokumenterer en senere uenighed mellem A og VK ikke - selv hvis uenigheden tillige havde foreligget i indkomståret 2012 - at VK dermed i ligningslovens forstand havde afskåret A fra at råde over [red. fjernet bådnavn].

3.4.4 [red. fjernet bådnavn] som driftsaktiv

A gør i den supplerende stævning, s. 31, pkt. 3.6 (E 92), gældende, at [red. fjernet bådnavn] er et drifts-aktiv, og at A af den grund ikke skal beskattes af rådigheden over båden.

A har i den supplerende stævning, s. 31, 3. afsnit (E 92), henvist til, at SKAT (nu Skattestyrelsen) i et mødereferat vedrørende møde den 7. november 2014 har anført følgende, jf. bilag 28 (E 433):

"For så vidt [red. fjernet bådnavn] blev det indledningsvist bemærket, at SKAT som udgangspunkt kan anerkende, at driften skattemæssigt anses som erhvervsmæssigt."

Det fremgår imidlertid sammesteds straks herefter, at:

"Problemstillingen er således udelukkende den private benyttelse, samt eventuelle private udgifter afholdt på vegne af parterne."

SKAT (nu Skattestyrelsen) har således ikke med den citerede udtalelse anerkendt, at [red. fjernet bådnavn] skulle være et rent driftsaktiv. Det er derimod ikke bestridt, at [red. fjernet bådnavn] i indkomståret 2012 har været udlejet erhvervsmæssigt. [red. fjernet bådnavn] kan imidlertid heller ikke af denne grund anses for at være et rent driftsaktiv.

Dertil kommer, at As private rådighed som tidligere anført ikke kan afkræftes blot ved at hævde, at båden udelukkende anvendes til erhvervsmæssig brug eller er anskaffet med henblik på erhvervsmæssig brug. Spørgsmålet i sagen er jo netop, om der sideløbende med eventuelle erhvervsmæssige hensigter foreligger rådighed til privat benyttelse, hvilket efter Skatteministeriets opfattelse utvivlsomt er tilfældet.

Anerkendelsen af, at [red. fjernet bådnavn] har været udlejet erhvervsmæssigt, medfører derfor blot, at disse perioder ikke skal medregnes i den periode, som A anses for at have haft rådighed over lystbåden, jf. ligningslovens § 16, stk. 6.

3.4.5 Privat ejerskab af anden lystbåd

A gør i den supplerende stævning, s. 38, pkt. 3.7 (E 99), gældende, at hans rådighed over den private lystbåd, [red. fjernet bådnavn2], skulle afkræfte, at han tillige havde rådighed over [red. fjernet bådnavn].

A har i den forbindelse henvist til Skatteministeriets meddelelse af 19. september 2001 (SKM 2001.363 DEP - MS 524), hvoraf det fremgår, at

"Med anvendelsen af begrebet "rådighed" sigtes til en bredere anvendelse af reglen end begre-bet "anvendelse". Afgørelsen af, om en ansat hovedaktionær m.fl. må anses for at råde over en lystbåd, afhænger af en konkret skønsmæssig vurdering. I den forbindelse foretages en samlet vurdering af selskabets/arbejdsgiverens eventuelle erhvervsmæssige baggrund for at eje/leje lystbåden og den ansatte hovedaktionærs m.fl.'s levevis/rutiner, herunder om hovedaktionæren m.fl. eller dennes familie selv ejer en lystbåd, disses sejlkundskab, fritidsinteresser m.v. De kriterier, der anvendes i relation til afgrænsningen af privat og erhvervsmæssig råden for så vidt angår andre personalegoder, vil også være vejledende i relation til lystbåde."

Det bestrides, at citatet - som anført af A - kan forstås således, at Skatteministeriet skulle have beskrevet, at privat ejerskab af en lystbåd afkræfter rådigheden. Det fremgår tværtimod af citatet, at vurderingen af, om en ansat hovedaktionær anses for at råde over en lystbåd, beror på en skønsmæssig vurdering, hvori der som et blandt mange momenter kan indgå, om hovedaktionæren tillige ejer egen lystbåd, og om sejlads med lystbåd således er en af hovedaktionærens fritidsinteresser.

Det forhold, at A måtte have ejet en båd privat, afkræfter således ikke formodningen for rådighed over [red. fjernet bådnavn], og A kan dermed ikke løfte sin bevisbyrde ved at henvise til, at han har haft rådighed over en anden båd, jf. SKM 2016.522 BR (MS 249) og princippet i UfR 1995.40/2 H (MS 135), UfR 2000.329 H (MS 127), UfR 2005.1691 H (MS 123) og SKM 2009.239 H (MS 109), som vedrører fri bil.

Dertil kommer, at hans egen lystbåd, [red. fjernet bådnavn2], er væsentligt mindre end [red. fjernet bådnavn], jf. bilag 60 (E 202), 63 (E 692) og 64 (E 701), og at bådene i forhold til funktion og anvendelse ikke er fuldt sammenlignelige.

3.4.6 Karakteren af [red. fjernet bådnavn]

A gør i den supplerende stævning, s. 39 ff., pkt. 3.8 (E 100 ff.), gældende, at [red. fjernet bådnavn] ikke er en "lystbåd", og at A af den grund ikke skulle være skattepligtig i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5), og ligningslovens § 16, stk. 6.

As argument er tilsyneladende, at [red. fjernet bådnavn] er et så helt usædvanligt stort lystfartøj, at det ikke skulle være omfattet af ligningslovens § 16, stk. 6. Hans synspunkt er altså, at den slags lystbåde, som han i kraft af sine økonomiske evner er i stand til at finansiere erhvervelsen af, skulle sprænge rammerne for, hvad der er omfattet af bestemmelsen.

Der er intet i ordlyden eller i hensigten bag bestemmelsen, der understøtter et sådant synspunkt.

Begrebet "lystbåd" er behandlet i forarbejderne til ligningsloven, hvor det i de specielle bemærkninger til § 1 i lovforslag nr. 286 af 19. maj 1993 (MS 77) anføres, at:

"Begrebet lystbåd må fastsættes i overensstemmelse med en traditionel opfattelse af begrebet. En vis vejledning kan dog hentes i praksis efter lov om afgift af lystfartøjsforsikringer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af

31. marts 1993." (mine understregninger)

I cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 (MS 421) om ligningsloven specificeres begrebet lystbåd:

"Udtrykket lystbåd dækker enhver form for båd, der kan anvendes i fritidsøjemed."

Begrebet lystbåd blev igen behandlet i lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000 (MS 47) til lov om ændring af forskellige skattelove - herunder ligningsloven - hvor det af de almindelige bemærkninger under "gældende ret" fremgår, at:

"Ved udtrykket lystbåd forstås enhver form for båd, der anvendes i fritidsøjemed."

Med disse forarbejder blev det fastlagt, at begrebet lystbåd i ligningslovens forstand skal forstås som enhver form for båd, der anvendes i fritidsøjemed - hvilket [red. fjernet bådnavn] ubestridt blev - og henvisningen til den dagældende praksis efter lov om afgift af lystfartøjsforsikringer (lystfartøjsforsikringsafgiftsloven) blev ikke gentaget.

Selv hvis der lægges vægt på forarbejderne fra 1993, er [red. fjernet bådnavn] dog stadig en lystbåd.

Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 1 i lovforslag nr. 286 af 19. maj 1993 (MS 77), at der kan søges en "vis vejledning" i praksis efter lystfartøjsforsikringsafgiftsloven. Det betyder, at den nævnte praksis hverken skal tillægges "betydelig vægt" og endnu mindre "afgørende vægt" og "være styrende for", som A har anført i den supplerende stævning, s. 39, 4. afsnit, ff. (E 100), og replikken, s. 24, 3. afsnit (E 170). Den dagældende praksis efter lov om afgift af lystfartøjsforsikringer (lystfartøjsfor-sikringsafgiftsloven), som der henvistes til i forarbejderne fra 1993, kan således i hvert fald ikke tillægges den af A anførte betydning ved vurderingen af, om [red. fjernet bådnavn] er en lystbåd.

I lyset af, at registreringen i Skibsregistret beror på andre hensyn og kriterier end dem, der ligger til grund for ligningsloven, er det da også klart. Registreringen i Skibsregistret beror - som det fremgår af besvarelserne fra Søfartsstyrelsen i bilag 3 (E 594) - bl.a. på bådens tonnage, længde og motoreffekt.

Dette står i kontrast til formålet med ligningsloven, som - for så vidt angår §§ 16 A og 16 - bl.a. har til formål at beskatte vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, og som i 1993 blev ændret således, at værdiansættelsen blev ansat på mere objektive kriterier, herunder en objektiviseret værdiansættelse af et vederlagsfrit gode i form af brug af en lystbåd.

Som anført af Landsskatteretten, jf. bilag 1 a, s. 44, 8. afsnit (E 54), udelukker det forhold, at båden efter søfartslovgivningen måtte kvalificeres som et lastskib (eller et passagerskib, jf. bilag 3 - E 594), ikke, at båden skattemæssigt kvalificeres som en lystbåd.

Det bemærkes desuden, at [red. fjernet bådnavn] ikke er indregistreret i Skibsregistret, og at besvarelserne fra Søfartsstyrelsen i bilag 3 (E 594) alene er baseret på en række forudsætninger givet af A, som ikke fremgår af den fremlagte korrespondance.

Dertil kommer, at da henvisning til lystfartøjsforsikringsafgiftsloven blev indsat i 1993 i forarbejderne til ligningsloven, indeholdt dagældende version af lystfartøjsforsikringsloven ikke nogen fast definition af begrebet lystbåd. Lovens § 1 lød således:

"Efter bestemmelserne i denne lov svares en afgift til statskassen af forsikringer for her i landet hjemmehørende lystfartøjer af enhver art, herunder fartøjets maskineri, inventar og udstyr. Afgiften omfatter også forsikringer for lystfartøjer, der helt eller delvis anvendes erhvervsmæssigt." (MS 34)

Med lovforslag L 103 fremsat den 14. november 2018 (MS 79) blev der imidlertid indsat en sådan definition, og lovens § 1, stk. 2, fik følgende ordlyd:

"Ved et lystfartøj forstås ethvert fartøj, medmindre det udelukkende anvendes til erhvervsmæssige formål. Ved erhvervsmæssige formål forstås personbefordring og godstransport eller levering af tjenesteydelser mod vederlag eller til offentlige formål."

Følgende fremgår således af forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag L 103 fremsat den 14. november 2018, pkt. 2.3.2.1 - MS 89):

"Hvad angår lystfartøjsbegrebet, indeholder hverken det oprindelige fremsatte lovforslag eller senere lovforarbejder en definition af et lystfartøj. Hvilke lystfartøjer, hvor forsikringen heraf er afgiftspligtig, er dog efterfølgende blevet fastlagt gennem praksis fra Skatteforvaltningen og Søfartsstyrelsen og afgørelser fra Skatterådet og det tidligere Momsnævn. Som eksempler på lystfartøjer kan bl.a. fremhæves fartøjer, der anvendes privat, herunder motorbåde, sejlbåde, joller, kajakker m.v. Derudover bliver også windsurf boards og husbåde med egen fremdrift (motor) anset som afgiftspligtige lystfartøjer. Hertil kommer en afgørelse fra det tidligere Momsnævn, hvor en forsikring for et lyst-fartøj, der af skibstilsynet var godkendt til sejlads med passagerer og optaget i Skibsregistret som sejlskib med hjælpemotor (lastfartøj), ikke blev betragtet som afgiftspligtig. […]"

Det fremgår videre af forarbejdernes pkt. 2.3.2.2 (MS 90), at:

"Det foreslås, at lystfartøjsbegrebet præciseres i bestemmelsen. Ordlyden tilpasses definitionen i energibeskatningsdirektivet, som vurderes at harmonere med afgørelserne fra Skatterådet og Momsnævnet og

Skatteforvaltningens nuværende praksis."

Det fremgår således af forarbejderne, at den definition af begrebet lystfartøj, som blev indsat i § 1, stk. 2, i lystfartøjsforsikringsafgiftsloven på baggrund af lovforslag L 103 fremsat den 14. november 2018 (MS 79), tillige var den definition, som blev anvendt i praksis før lovens ikrafttræden, og at indsættelsen af § 1, stk. 2, alene var en konstituering af gældende ret.

Efter lystbådsforsikringsafgiftslovens § 1, stk., 2, er et lystfartøj således ethvert fartøj, medmindre det udelukkende anvendes til erhvervsmæssige formål.

[red. fjernet bådnavn] blev ikke udelukkende anvendt til erhvervsmæssige formål, og det vil sige, at selv hvis lyst-fartøjsforsikringsafgiftsloven og praksis i henhold til loven tillægges en "vis vejledning" som forudsat i forarbejderne til ligningsloven fra 1993, er [red. fjernet bådnavn] en lystbåd.

Også i andre dele af skatteretten har der været anledning til at forholde sig til, hvad en lystbåd er.

I retspraksis efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 8, er der således taget stilling til, hvornår der er tale om et "lystfartøj", jf. SKM 2010.61 VLR (MS 207-208). Heri udtalte landsretten følgende:

"Der er ikke i loven eller i lovens forarbejder nogen nærmere definition af, hvad der skal forstås ved "skibe" og "lystfartøjer". Afgrænsningen af, om der er tale om et lystfartøj i momslovens forstand, må derfor ud fra en naturlig sproglig forståelse af begrebet "lystfartøj" bero på, om fartøjet efter sin konstruktion, sin indretning og sin fremtoning fremstår som bestemt til fritids- og lystformål.

På baggrund af de fremlagte oplysninger om fartøjet bl.a. i form af beskrivelse og specifikationer, tegninger, fotomateriale og markedsføringsmateriale finder landsretten, at "[red. fjernet bådnavn5]" fremstår som et lystfartøj bestemt til fritids- og lystformål, og fartøjet må derfor anses for omfattet af begrebet "lystfartøj" i momslovens § 34, stk. 1, nr. 8.

Det bemærkes i denne forbindelse, at G19 i det fremlagte materiale markedsførte bådtypen som "yacht", hvilket efter det oplyste om klassificering er en lystbåd, og at selskabet under byggeriet registrerede skibet som lystyacht (Pleasure Yacht). […]

Det forhold, at G19 udstyrede båden, således den kunne godkendes til erhvervsmæssig udlejning, og efterfølgende lod den indregistrere som erhvervsfartøj (Commercial Vessel), kan ikke føre til andet resultat."

Vestre Landsret fastslog således, at i momslovens forstand er det afgørende, om fartøjet efter sin konstruktion, indretning og fremtoning fremstår som bestemt til fritids- og lystformål. Landsretten fastslog endvidere, at det ikke havde nogen betydning for bådens karakter af lystfartøj, at den blev indregistreret som erhvervsfartøj.

Også efter denne definition må [red. fjernet bådnavn] anses for et lystfartøj.

Det gøres således opsummerende gældende, at [red. fjernet bådnavn] udgør en lystbåd i ligningslovens forstand, og at A ikke kan undgå beskatning i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5), jf. ligningslovens § 16, stk. 6, ved at hævde, at [red. fjernet bådnavn] er så stor, at den ikke kan betragtes som en lystbåd. Der er intet i ordlyden af ligningslovens § 16, stk. 6, eller i hensigten bag bestemmelsen, der skulle understøtte et sådant synspunkt, som da også ville medføre, at beskatningen var forbeholdt dem, der "alene" havde økonomisk formåen til - gennem deres selskaber - at købe en lidt mindre lystbåd end én af den kaliber, som milliardærer kan erhverve, jf. også SKM 2016.522 BR (MS 249). For det tilfælde, at retten imidlertid måtte give A medhold i, at [red. fjernet bådnavn] ikke er en lystbåd i ligningslovens § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5)' forstand, gøres det subsidiært gældende, at A er skattepligtig af sin rådighed over [red. fjernet bådnavn] i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 1. Det er Skatteministeriets opfattelse, at der da skal ske hjemvisning med henblik på beløbsmæssig opgørelse af den skattepligtige værdi, jf. Skatteministeriets subsidiære påstand.

3.4.7 Skattestyrelsens tilkendegivelser

A gør i den supplerende stævning, s. 41, pkt. 3.9 (E 102), gældende, at SKAT (nu Skattestyrelsen) over for VK skulle have tilkendegivet, a [red. fjernet bådnavn] blev drevet erhvervsmæssigt, at [red. fjernet bådnavn] ikke var en "lystbåd", og at VK kunne chartre [red. fjernet bådnavn] uden skattemæssige konsekvenser, hvis der betaltes markedsmæssig leje.

Skatteministeriet kan i sagens natur ikke udtale sig om eventuelle tidligere eller nuværende behandlinger af VKs skattemæssige forhold.

Det gøres dog gældende, at en eventuel tilkendegivelse over for VK beror på en konkret vurdering af VKs skatteforhold og således ikke kan skabe en berettiget forventning hos A, særligt ikke hvis en sådan tilkendegivelse var i åbenbar modstrid med ligningslovens § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5), jf. UfR 2006.3273 H (MS 111), UfR 2017.1474 H (MS 92) og SKM 2019.119 Ø (MS 175.

3.4.8 Ekspropriativ beskatning - Tillægsprotokol til EMRK af 20. marts 1952, art. 1

A gør i den supplerende stævning, s. 41 ff., pkt. 3.10 (E 102 ff.), gældende, at beskatningen af hans rådighed over [red. fjernet bådnavn] udgør en krænkelse af artikel 1 i tillægsprotokol af 20. marts 1952 til Menneskerettighedskonventionen (EMRK) (MS 42) og har i den forbindelse påberåbt sig Menneskerettighedsdomstolens dom af 14. maj 2013, N.K.M mod Ungarn (MS 376).

Artikel 1 i tillægsprotokol af 20. marts 1952 til EMRK (MS 42) har følgende ordlyd:

"Beskyttelse af ejendom

1. Enhver fysisk eller juridisk person er berettiget til uforstyrret nydelse af sin ejendom. Ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med de ved lov og folkerettens almindelige principper fastsatte betingelser.

2. Foranstående bestemmelser skal imidlertid ikke på nogen måde gøre indgreb i statens ret til at håndhæve sådanne love, som den anser for nødvendige for at overvåge, at ejendomsretten udøves i overensstemmelse med almenhedens interesse, eller for at sikre betaling af skatter, andre afgifter og bøder."

Som det fremgår af artikel 1, stk. 2, begrænser beskyttelsen i artikel 1, stk. 1, på ingen måde "statens ret til at håndhæve sådanne love, som den anser nødvendige [bl.a.] for at sikre betaling af skatter". Indgreb i form af beskatning vil således som udgangspunkt være berettiget i medfør af artikel 1, stk. 2.

Praksis fra den Europæiske Menneskeretsdomstol (EMD) viser, at stater har en særdeles vid skønsmargin ved fastlæggelsen af den generelle skattepolitik, jf. blandt andet EMD's dom af 14. maj 2013, N.K.M mod Ungarn, pkt. 49-50 (MS 392), samt beskrivelsen af praksis i Nina HolstChristensen m.fl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, 3. udg. 2011, s. 1276 (MS 570), og Jon Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 5. udg. 2020, s. 1392 (MS 588).

Den brede skønsmargin omfatter lovgivers valg med hensyn til definition af skattepligtig indkomst, beskatningsmåde og skatteprocent, jf. bl.a. EMD's afgørelse af 16. januar 2018, Cacciato mod Y1-land, pkt. 24-25 (MS 311-312), samt Jon Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 5. udg. 2020, s. 1392 (MS 588).

I overensstemmelse hermed anså EMD det ikke for at udgøre en krænkelse, at beskatning af en fast ejendom skete på grundlag af en værdiansættelse, der var betydeligt højere end den markedsværdi, der var lagt til grund ved udbetaling af ekspropriationserstatning, jf. Jokela mod Finland, pkt. 57-60 (MS 296). Kvadratmeterprisen i skattesagen var fire gange højere end kvadratmeterprisen i ekspropriations-sagen. EMD vil således respektere den nationale lovgivers vurdering, medmindre den helt åbenbart er uden rimeligt grundlag, jf. Jon Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 5. udg. 2020, s. 1392 (MS 588).

Vurderingen af, om en konkret beskatningsordning udgør en krænkelse af EMRK, beror blandt andet på en afvejning af borgernes private ejendomsret over for staternes ret til at opkræve skatter, hvilket vil sige, at der skal være proportionalitet mellem de benyttede midler og det varetagne offentlige formål, jf. bl.a. Nina Holst-Christensen m.fl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, 3. udg. 2011, s. 1276 (MS 570).

Beskatningen i den konkrete sag har hjemmel i og er i overensstemmelse med ligningslovens § 16, stk. 6, og § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5), og deres forarbejder. Beskatningen i den konkrete sag er med andre ord i overensstemmelse med Folketingets afvejninger og intentioner.

Beskatningen af lystbåde som personalegode blev bl.a. indført med det legitime formål at skærpe beskatningen af "personalegoder" og i den forbindelse indføre en objektiviseret værdiansættelse for så vidt angår bl.a. lystbåde, jf. de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. 286 af 19. maj 1993 til lov om ændring af bl.a. ligningsloven (MS 74):

"Lovforslaget har til formål dels at skærpe beskatningen af personalegoder, dels at styrke den skattemæssige kontrol med beskatningen heraf. I overensstemmelse med Personskatteudvalgets anbefaling stilles der forslag om, at personalegoder skattemæssigt værdiansættes til markedsværdien af godet modsat i dag, hvor værdiansættelsen i praksis ofte foretages på grundlag af en bedømmelse af godets værdi for netop den pågældende modtager. For udvalgte større personalegoder stilles der forslag om en objektiveret værdiansættelse direkte i loven. Det drejer sig om bil, sommerbolig og lystbåd."

Med lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000 til lov om ændring af forskellige skattelove, herunder ligningsloven, blev det foreslået, at der skulle indsættes en selvstændig beskatningshjemmel for udbytter i form af bl.a. lystbåd, hvis værdiansættelse skulle ske på baggrund af ligningslovens § 16, stk. 6, jf. de specielle bemærkninger til § 6, nr. 5 (MS 64):

"Det foreslås, at der indsættes en selvstændig beskatningshjemmel for udbytter i form af en sommerbolig, lystbåd eller helårsbolig, som stilles til rådighed af selskabet for en hovedaktionær. Med den selvstændige beskatningshjemmel udskilles de nævnte goder fra den sædvanlige udbyttebeskatning efter § 16 A, stk. 1. Udskillelsen er nødvendig, fordi det foreslås, at goderne i stedet for at blive beskattet som aktieindkomstskal beskattes som personlig indkomst, jf. forslagets § 7. Bestemmelsen finder anvendelse, uanset om hovedaktionæren er ansat i selskabet eller ej. Værdiansættelsen af goderne skal følge de i dette lovforslag foreslåede regler for værdiansættelsen af personalegoder. På denne måde sikres det, at der er overensstemmelse imellem værdiansættelsen af personalegoder og udbytter til en hovedaktionær."

Som det fremgår af citatet, tog lovforslaget således højde for, at værdiansættelsen af udbytte i form af (fri) lystbåd skulle tilsvare værdiansættelsen af et tilsvarende personalegode.

Med lovforslaget blev det desuden specificeret i ligningsloven, at der skulle ske beskatning af rådigheden over lystbåden og ikke den faktiske anvendelse af den. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgår det således af pkt. 1 (MS 46):

"Samtidig indføres en formodningsregel for ansatte hovedaktionærer o. lign., der har fri sommerbolig eller frilystbåd til rådighed, som medfører, at beskatningen heraf sker efter de gældende procentsatser svarende til rådigheden over personalegodet og ikke til den faktiske (beviste) anvendelse af personalegodet. Herved opnås en beskatning af fri sommerbolig og fri lystbåd, som er i overensstemmelse med hensigten med de hidtil gældende regler. Der er således snarere tale om justeringer end egentlige ændringer i principperne for fastsættelse af den skattepligtige værdi af at have rådighed over de pågældende goder."

Videre fremgår det af de almindelige bemærkninger, pkt. 3 (MS 51):

"I de tilfælde, hvor hovedaktionæren m.fl. er omfattet af formodningsreglen, foreslås ligeledes indført regler, som giver forholdsmæssigt nedslag for andre personers benyttelse af båden. Endvidere foreslås der nedslag ved egenbetaling. Der gives også nedslag, såfremt en del af en båd udelukkende anvendes erhvervsmæssigt."

Samtidigt med indførelsen af formodningsreglen blev det således indført, at der skulle ske forholdsmæssigt nedslag i en række tilfælde, hvor hovedaktionæren ikke kunne anses at have haft rådighed over lystbåden.

Som det fremgår af citatet, har lovgiver forholdt sig til, at beskatningen ikke måtte være uproportional, hvilket bl.a. er tilgodeset ved, at der gives nedslag i det skattepligtige beløb, eksempelvis for perioder, hvor det skattepligtige gode - båden - benyttes af andre.

Beskatningen af rådighed over lystbåd (enten i form af personalegode eller i form af udlodning) forfølger således et legitimt formål, nemlig at beskatte rådigheden over lystbåde på baggrund af en objektiviseret værdi, som er den samme, uanset om der er tale om en udlodning eller et personalegode. Beskatningen er desuden ikke uproportional, idet den netop ikke går videre end nødvendigt henset til det legitime formål.

Det bestrides på denne baggrund, at beskatningen af A skulle udgøre et ulovligt indgreb i den private ejendomsret i strid med artikel 1 i tillægsprotokol af 20. marts 1952 til EMRK (MS 42).

Det gøres desuden gældende, at selv hvis der måtte foreligge et "indgreb" som forudsat i artikel 1 i til-lægsprotokol af 20. marts 1952 til EMRK (MS 42), udgør dette indgreb ikke en krænkelse af As rettigheder i henhold til bestemmelsen.

Det bemærkes i den forbindelse, at dommen N.K.M mod Ungarn (MS 376), som A påberåber sig, ikke er sammenlignelig med nærværende sag.

I N.K.M mod Ungarn (MS 376) var der tale om en ændring af skattesatsen for en afskedigelsesgodtgørelse til et niveau, der var mere end tre gange så højt som den almindelige indkomstskatteprocent. For indkomst ud over 3.5 mio. HUF udgjorde skattesatsen 98 %. Ændringen var vedtaget efter de indkomstår, hvori den afskedigede havde optjent ret til godtgørelsen og trådte i kraft ca. 10 uger før fratrædelsen, jf. dommens pkt. 74-76 (MS 398-399). Ændringen gjaldt alene afskedigede offentligt ansatte. Der var i den konkrete sag tale om en skatteyder, som havde indrettet sig i god tro på en længerevarende retstilstand, der blev ændret meget drastisk til et væsentlige højere niveau, jf. dommens pkt. 75 (MS 399).

Ingen af disse forhold gør sig gældende i As sag.

Beskatningen af rådighed over lystbåd havde i indkomståret 2012 eksisteret i dens daværende form i ca. 12 år, og A kunne dermed ikke have indrettet sig i god tro på ikke at blive beskattet. Det fremgår tværtimod af Voldgiftskendelsen, jf. bilag G, s. 15, 1. afsnit (E 467), at A rent faktisk var bekymret over, hvorvidt han ville blive beskattet af sin rådighed over [red. fjernet bådnavn].

Derudover er det ikke rigtigt, når det i den supplerende stævning, s. 43, sidste afsnit (E 104), anføres, at rådighedsbeskatningen ikke er sammenlignelig med nogen anden dansk beskatning.

Beskatning af fri lystbåd har stor lighed med særligt beskatning af fri sommerbolig, hvilket også direkte fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000 til lov om ændring af bl.a. ligningsloven (MS 51):

"Beskatningsprincipperne for fri lystbåd har stor lighed med beskatningsreglerne for fri sommerbolig. Dette er velbegrundet, i og med at goderne er luksusbetonede og anvendelsen af såvel lystbåd som sommerhus hovedsagligt er årstids- og fritidsbestemt. På baggrund heraf findes det hensigtsmæssigt, at forslaget til beskatning af fri lystbåd for ansatte hovedaktionærer m.fl. udformes efter samme principper som for fri sommerboliger."

Dertil kommer, at beskatning af fri lystbåd tillige har stor lighed med beskatning af rådighed over fri bil og helårsbolig.

Det bestrides desuden, at beskatningen skulle være rettet mod bestemte hovedaktionærer i udvalgte kommuner, jf. den supplerende stævning, s. 46, første afsnit (E 107). Beskatningen af fri lystbåd omfatter alle, der måtte få stillet en sådan til rådighed.

I overensstemmelse med det anførte i Skatteministeriets processkrifter om As begæring om henvisning til landsretten gøres det i øvrigt gældende, at det ikke er rigtigt, at sagen rejser fortolkningsspørgsmål om, hvorvidt "lovgiver virkelig har haft til hensigt at indføre en ekspropriativ beskatning potentielt i strid med Menneskerettighedskonventionen", jf. As processkrift af 18. juni 2021, s. 3, 2. afsnit (E 115).

Af de specielle bemærkninger til § 6, nr. 3 (MS 62), fremgår det, at lovgiver har været helt bevidst om, at formodningsreglen indebærer, at den årlige skattepligtige værdi af en lystbåd stillet til rådighed for en hovedaktionær faktisk overstiger bådens anskaffelsessum:

"Det foreslås, at såfremt en lystbåd som led i et ansættelsesforhold er stillet til rådighed for en ansat direktør eller anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, anses den pågældende at have lystbåden til rådighed hele året. Beskatning efter denne formodningsregel forudsætter, at den pågældende direktør eller medarbejder i et eller andet omfang råder privat over båden. Den ansatte hovedaktionær m.fl. beskattes således som udgangspunkt af 2 pct. pr. uge af bådens anskaffelsessum inkl. moms og levering. Formodningsreglen indebærer endvidere, at den årlige skattepligtige værdi udgør 104 pct. af bådens anskaffelsessum m.v.

Båden anses at være til rådighed, selvom den er lagt på land en del af året som følge af forsikrings-krav."

Det fremgår videre af de specielle bemærkninger til § 6, nr. 5 (MS 64), at der for så vidt angår sommerboliger, lystbåde og helårsboliger er tale om "specielle" beskatnings- og værdiansættelsesregler, som ikke (nødvendigvis) svarer til markedsværdien:

"De specielle beskatnings- og værdiansættelsesregler skal kun finde anvendelse, såfremt der enten er tale om en sommerbolig, en lystbåd eller en helårsbolig. For alle andre goder, der udloddes til hovedaktionæren, anvendes de almindelige værdiansættelsesprincipper, hvilket vil sige markedsværdien."

Det fremgår endvidere af høringssvar til lovforslaget (FT 1999-2000, Tillæg A, nr. 237, s. 6481 - MS 54), at Erhvervenes skattesekretariat forholdt sig undrende over for værdiansættelsen af fri lystbåd:

"Særligt om sommerhuse og lystbåde bemærkes, at det ikke er let at se, hvordan institueringen af en helårsbeskatning på op til 16,25% for sommerboliger og 104% for lystbåde kan bringe reglerne i overensstemmelse med hensigten i de gældende regler." Hertil anførte Skatteministeriet (MS 54):

"Det har været hensigten med de gældende regler, at ansatte beskattes af deres rådighed over et sommerhus eller en lystbåd. Heraf følger også, at det var hensigten, at de gældende regler skulle sikre, at en hovedaktionær el. lign., der får et sommerhus eller en lystbåd stillet til rådighed udelukkende til eget brug af et selskab, må anses for at have rådighed over godet/goderne hele året."

Der er således ikke tvivl om, at lovgiver har haft til hensigt at indføre en formodningsregel, som indebærer den form for beskatning, som A er blevet omfattet af.

I SKM 2021.357 ØLR (MS 142) fremførte skatteyderen også synspunktet om, at beskatningen (i den sag i medfør af ligningslovens § 16 E) udgjorde en krænkelse af artikel 1 i tillægsprotokol af 20. marts 1952 til Menneskerettighedskonventionen (EMRK). Østre Landsret stadfæstede dog i SKM 2021.357 ØLR (MS 142) byrettens dom (SKM 2020.184 BR - MS 146), hvor skatteyderen ikke fik medhold i et synspunkt om, at ligningslovens § 16 E var i strid med bl.a. artikel 1 i tillægsprotokol af 20. marts 1952 til EMRK. Skatteyderen forsøgte herefter at indbringe sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), hvilket imidlertid blev afvist af EMD som åbenbart ubegrundet, jf. EMD's afgørelse i "Application no. 5926/22" (MS 306).

3.4.9 G8 status som "bådforhandlervirksomhed" A har som nyt anbringende i replikken, s. 7-8 (E 153-154), gjort gældende, at G8 kan sidestilles med en bådforhandlervirksomhed, fordi der af ejeraftalens pkt. 11 (bilag C - E 244) fremgik, at [red. fjernet bådnavn] skulle sælges på et forudbestemt tidspunkt. Ejeraftalens pkt. 11 (bilag C - E 244) er udtryk for, at der på forhånd var forsøgt fastlagt et ophørstids-punkt for kapitalselskabet, hvilket imidlertid ikke er usædvanligt. Det fremgår eksempelvis af selskabs-lovens § 29, at hvis et kapitalselskabs levetid er begrænset, skal det fremgå af vedtægterne.

Dét, at partnerselskabet på forhånd havde en reguleret begrænset levetid, medfører selvsagt ikke, at partnerselskabet dermed bliver til en bådforhandlervirksomhed. [red. fjernet bådnavn] blev da i øvrigt heller ikke solgt af G8 i 2016 som forudsat i ejeraftalens pkt. 11 (E 244).

Det har heller ikke nogen betydning, om [red. fjernet bådnavn3] blev solgt med en avance eller ej.

A har da heller ikke anført øvrige konkrete omstændigheder, som skulle underbygge, at G8 nu skulle være at betragte som en bådforhandlervirksomhed.

I den supplerende stævning understregede A tværtimod, at

[red. fjernet bådnavn] var købt med udlejning for øje, jf. f.eks. s. 5 og 34 (E 66 og E 95), ligesom G8 i både den supplerende stævning og replikken, f.eks. s. 8, 6. afsnit (E 154), benævnes som en "chartringvirksomhed", hvilket ikke er i overensstemmelse med hans nye anbringende i replikken om, at [red. fjernet bådnavn] skulle være en bådforhandlervirksomhed.

Dette nye anbringende stemmer da heller ikke overens med As egen beskrivelse af hensigten med [red. fjernet bådnavn], der - som beskrevet i pkt. 3.3 - var henholdsvis udlejning og egen brug af lystbåden, jf. bilag H (E 257).

Uanset om G8 så var en bådudlejningsvirksomhed, kan A ikke påberåbe sig Skatteministeriets Departements meddelelse af 12. september 2001 (SKM 2001.363 DEP). Det fremgår af meddelelsen (MS 524), at:

"I en bådforhandlervirksomhed er det er også naturligt, at den ansatte hovedaktionær m.fl. anvender selskabets både i forbindelse med fremvisning og afsætning af bådene. Såfremt anvendelsen af bådene udelukkende er erhvervsmæssig, er der ikke grundlag for at beskatte den ansatte hovedaktionær m.fl. af fri lystbåd." (min understregning) I nærværende sag er det imidlertid ubestridt, at A ikke kun har anvendt [red. fjernet bådnavn] erhvervsmæssigt, og han er dermed ikke omfattet af den praksis i bådforhandlervirksomheder, som meddelelsen beskriver.

3.4.10 Kravene til beviset

A har i replikken, s. 5, sidste afsnit ff. (E 151 ff.), redegjort for det, som A benævner "kravene til beviset", hvilket Skatteministeriet efter hans opfattelse ikke opfylder. Han anfører bl.a., at to nærmere angivne ministersvar skulle indebære, at retten ved vurderingen af, om [red. fjernet bådnavn] stod til privat rådighed for A, skal tage højde for, at reglerne oprindeligt skulle være tiltænkt alene at finde anvendelse ved privat anvendelse.

A synes imidlertid at have misforstået det første ministersvar (bilag 27 til lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000), hvor følgende fremgår (MS 68):

"Med hensyn til beskatning af fri lystbåd vil jeg bemærke, at beskatningen af en ansat hovedaktionær, der anses for at have båden til rådighed hele året, er forholdsvis hård, fordi jeg ligesom ved beskatning af fri sommerbolig ikke synes, at der er en fornuftig erhvervsmæssig begrundelse for, at et selskab stiller en lystbåd til rådighed udelukkende for den ansatte hovedaktionærs m.fl.'s private benyttelse. Ligesom ved beskatning af fri sommerbolig forudsættes det, at den ansatte hovedaktionær m.fl. anvender båden privat, ligesom der er foreslået tilsvarende nedslagsregler og mulighed for at afkræfte formodningsreglen, når der er tale om en personalelystbåd."

Ministersvaret kan ikke læses således, at det er en forudsætning for beskatning, at det faktisk bevises, at hovedaktionæren har anvendt lystbåden privat. Ministersvaret er - som det fremgår af citatet - derimod udtryk for, at der ikke skønnes at være en "fornuftig erhvervsmæssig begrundelse" for, at et selskab stiller en lystbåd til rådighed udelukkende for den ansatte hovedaktionærs benyttelse. Når der ikke foreligger en sådan erhvervsmæssig begrundelse, "forudsættes det" tværtimod, at lystbåden anvendes privat i forbindelse med hovedaktionærens råden over den.

Heller ikke det andet ministersvar (bilag 21 til lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000 - MS 71) kan tages til indtægt for, at faktisk brug af lystbåden er en forudsætning for beskatning. Ministersvaret må derimod forstås således, at i den situation, hvor en hovedaktionær har anvendt en sådan lystbåd privat, er han i hvert fald underlagt formodningsreglen. Som A dog selv også har anført i replikken, s. 6, 5. afsnit (E 152), fremgår det klart af Højesterets dom i SKM 2005.219 HR (MS 118), at den skattepligtige værdi skal beregnes på baggrund af det tidsrum, hvor A har rådighed over [red. fjernet bådnavn] og ikke kun på grundlag af det tidsrum, hvor råderetten rent faktisk var udnyttet.

Det samme ses inden for den omfattende sammenlignelige retspraksis, der findes om beskatning af fri bil og frit sommerhus, jf. mine bemærkninger herom i svarskriftet, s. 10, 2.-3. afsnit (E 131), og eksempelvis UfR 2009.2883 H (MS 107), hvor Højesteret netop stadfæstede landsrettens dom i henhold til følgende grunde:

"Efter ordlyden og forarbejderne til ligningslovens § 16 A, stk. 9, og §

16, stk. 5, findes det ikke at være en betingelse for beskatning, at sommerboligen faktisk benyttes af en hovedaktionær. Det må således anses for at være formålet med bestemmelsens udformning bl.a., at skattemyndighederne ikke skal være nødt til at bevise, at sommerboligen er anvendt privat af en hovedaktionær.

Beskatning vil derfor også kunne ske, når der alene er tale om en adgang til at råde eller en råderet."

Det er således utvivlsomt, at det, som beskattes, er rådigheden og ikke den faktiske brug, og at reglen netop blev indført med henblik på at undgå, at skattemyndighederne skal føre bevis for den faktiske brug. A synes dog desuden at overse, at han selv har oplyst skattemyndighederne om, at han rent faktisk selv har benyttet [red. fjernet bådnavn] privat i tre perioder, jf. pkt. 3.3.

3.4.11 As arbejdsopgaver

I replikken, side 9 (E 155), har A redegjort for, hvilke arbejdsopgaver han angiveligt havde i relation til driften af [red. fjernet bådnavn]. Omfanget af det påståede udførte arbejde står imidlertid i modsætning til det forhold, at det var G11s, der i 2012 varetog alle udlejninger - undtagen én - af [red. fjernet bådnavn], jf. bilag D (E 748). Der foreligger ingen dokumentation for, at det skulle være A, som forestod denne ene udlejning.

Det må således lægges til grund, at det ikke var As arbejdsopgaver, som pålagde ham at være ombord på [red. fjernet bådnavn].

På baggrund af As opfyldelse af Skatteministeriets opfordring 3 må det da også lægges til grund, at repræsentanter fra G11 - som varetog langt størstedelen af arbejdet med at skaffe charterkunder, jf. bilag D (E 748) - ikke havde behov for og ikke opholdt sig på [red. fjernet bådnavn] i længere perioder for at "kende sit produkt", jf. replikken, s. 10, 4. afsnit (E 156), og processkrift 1, s. 4, pkt. 2.2 (E 196).

Selv hvis A måtte fastholde at have et erhvervsmæssigt behov for at "kende sit produkt" trods sin manglende udlejning af [red. fjernet bådnavn], gøres det gældende, at han allerede i 2011 lærte sit produkt at kende, hvor han - ligesom i 2012 - opholdt sig på [red. fjernet bådnavn], jf. bilag 1 b, s. 10 (E 529).

3.4.12 Landsskatterettens afgørelse af 6. juli 2020 ugyldig

A gjorde som nyt anbringende i replikken, s. 23, 4. afsnit (E 169), jf. s. 27, pkt. 2.10 (E 173), gældende, at Landsskatterettens afgørelse af 6. juli 2020 (bilag 1a - E 11) skulle være ugyldig.

Dette begrundes af A med, at Landsskatteretten angiveligt i henhold til forvaltningslovens § 19 havde pligt til at partshøre A forud for Landsskatterettens afgørelse i relation til opgørelsen af den skattepligtige værdi af rådigheden over [red. fjernet bådnavn], hvilken pligt Landsskatteretten ifølge A ikke har iagttaget.

Anbringendet bestrides i sin helhed.

Landsskatteretten hjemviste Skattestyrelsens afgørelse til fornyet behandling med henblik på beløbsmæssig opgørelse i overensstemmelse med den lovbundne opgørelsesmetode i ligningslovens § 16, stk. 6, af den skattepligtige værdi, jf. bilag 1a, s. 45 (E 55), sidste afsnit, hvor der står følgende:

"SKAT har i den påklagede afgørelse fundet, at de perioder, hvor båden har været på værft, været under transportsejlads mellem to kunder eller har ligget i havn uden kunder eller været besøgt erhvervsmæssigt af ejerne, må anses for en del af den erhvervsmæssige virksomhed, hvorfor disse perioder ikke skal medtages i forbindelse med opgørelsen af den skattepligtige værdi.

Landsskatteretten kan ikke tiltræde, at disse perioder ikke skal medregnes i forbindelse med opgørelsen af den skattepligtige værdi. Det er således uden betydning for opgørelsen af den skattepligtige værdi af fri båd, om båden har været på værft, været under transportsejlads mellem to kunder eller har ligget i havn uden kunder eller været besøgt erhvervsmæssigt af ejerne. Retten bemærker herved, at båden som følge af klagerens private anvendelse af båden ikke kan anses for udelukkende anvendt erhvervsmæssigt.

Landsskatteretten kan derfor ikke tiltræde SKATs opgørelse af det skattepligtige beløb på 24.818.880 kr. efter ligningslovens § 16, stk. 6, idet der i denne opgørelse ikke er taget højde for samtlige de perioder, hvor båden har været til klagerens rådighed.

Landsskatteretten ændrer derfor SKATs afgørelse, således at Landsskatteretten hjemviser SKATs afgørelse til fornyet behandling i Skattestyrelsen med henblik på, at Skattestyrelsen træffer afgørelse om den skattepligtige værdi af fri båd for klageren, således at der medregnes samtlige de perioder, hvor båden har været til klagerens rådighed."

Som det fremgår af citatet, var Landsskatterettens afgørelse i denne henseende en retlig vurdering af den rette anvendelse af opgørelsesmetoden i ligningslovens § 16, stk. 6. En sådan vurdering er ikke omfattet af høringsforpligtelsen efter forvaltningslovens § 19.

A blev dog konkret partshørt også i forhold til denne del af afgørelsen, eftersom Skatteanke-styrelsen forud for Landsskatterettens afgørelse fremsendte en sagsfremstilling og forslag til afgørelse dateret den 9. januar 2019, jf. bilag I (E 600).

I denne sagsfremstilling og forslag til afgørelse indgik de oplysninger, som ligger til grund for Landsskatterettens afgørelse om hjemvisning med henblik på beløbsmæssig opgørelse i overensstemmelse med den lovbundne opgørelsesmetode i ligningslovens § 16, stk. 6.

Det er derfor uklart, hvilke (nye) faktiske oplysninger, som A mener, at han ikke skulle have været bekendt med, og som han ikke blev partshørt om.

Oplysningerne om, at [red. fjernet bådnavn] angiveligt var på værft i dele af 2012, indgik derudover allerede i Skattestyrelsens afgørelse og blev tillagt den betydning, at tiden på værft fragik ved opgørelsen af den periode, som A ansås for at have haft [red. fjernet bådnavn] til rådighed, jf. bilag 1a, s. 45, 5. afsnit (E 55). Altså endda netop i samme kontekst, som A nu igen gør gældende, at oplysningerne har betydning i.

A var således fuldt ud bekendt med oplysningerne, og at de blev behandlet i forbindelse med Landsskatterettens afgørelse. Det afstedkom imidlertid ikke, at han fandt anledning til at fremlægge yderligere dokumentation for den påståede periode på værft.

Partshøringen af A over de faktiske oplysninger, som blev lagt til grund ved den konkrete opgørelse i henhold til ligningslovens § 16, stk. 6, skete i øvrigt på ny ved Skattestyrelsens fornyede behandling af den hjemviste afgørelse, jf. forslag til afgørelse af 6. januar 2021 (bilag J - E 627).

Dette forslag til afgørelse afgav A bemærkninger til den 27.

januar 2021, jf. bilag K (E 640).

Skattestyrelsen afholdt tillige møde med As rådgivere den 7. maj 2021 med henblik på drøftelse af forslaget til afgørelse.

Det kan således lægges til grund, at A er blevet partshørt fuldt ud omkring de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund for afgørelsen vedrørende den skattepligtige værdi af [red. fjernet bådnavn] i henhold til ligningslovens § 16, stk. 6.

Den endelige afgørelse af 10. juni 2021 fremlægges som bilag L. Afgørelsen blev den 6. september 2021 påklaget til Landsskatteretten af A, jf. bilag M (E 661), hvor dens behandling på nuværende tidspunkt er berostillet på nærværende sags udfald.

Det gøres i øvrigt gældende, at selv hvis Landsskatteretten havde haft pligt til at partshøre A - og ikke iagttog denne pligt - har en manglende iagttagelse konkret ikke haft betydning for sagens afgørelse og medfører ikke, at afgørelsen er ugyldig, jf. f.eks. SKM 2021.162 ØLR (MS 164), SKM 2013.751 ØLR (MS 196) og SKM 2003.556 ØLR (MS 227). Landsskatterettens afgørelse om at nægte at anerkende, at et påstået værftsophold skulle fragå i opgørelsen af den skattepligtige værdi af [red. fjernet bådnavn], er i overensstemmelse med både cirkulære nr. 1 af 2. januar 2001 om fri bil og hovedaktionærers med fleres personalegoder og udbytter (MS 405) og retspraksis på området.

Det fremgår således af det nævnte cirkulære, pkt. 3.3. (MS 306 f.), at formodningsreglen om rådighed over lystbåden hele året gælder, uanset om lystbåden en del af året måtte være lagt på land.

Der stilles da også i praksis (som i denne henseende er mest omfangsrig ved den sammenlignelige praksis om beskatning af fri bil) strenge krav til, hvornår der foreligger en effektiv rådighedsberøvelse, og det er også flere gange i hidtidig retspraksis fra begge landsretter afvist, at rådighedsbeskatning kan undgås ved, at en bil eksempelvis henstår hos en forhandler eller opmagasineres, jf. SKM 2019.159 ØLR (MS 171), SKM 2015.676 VLR (MS 184), SKM 2014.520 ØLR (MS 189) og SKM 2013.539 ØLR (MS 199.

Dertil kommer, at selv nu, hvor sagen af A er indbragt for retten, har han ikke fremlagt fyldestgørende dokumentation for, at [red. fjernet bådnavn] rent faktisk skulle have været på værft i det angivne tidsrum fra den 2. september til den 6. december 2012, jf. bilag 75 (E 712), bilag 33 (E 341) og bilag 94-97 (E 323, E 336, E 731 og E 344). Størstedelen af fakturaerne i bilag 75 (E 712) stammer således allerede fra maj 2012, og de øvrige fakturaer dækker ikke den fulde periode fra den 2. september til den 6. december 2012.

Og uanset om de gjorde, så ændrer det ikke på, at der skal ske rådighedsbeskatning.

Det fremgår da også af "Project Proposal" fra "X", at G8 havde fri adgang til [red. fjernet bådnavn] under det tilbudte reparationsarbejde og således på et hvilket som helst tidspunkt kunne råde over lystbåden, blot med den mulige konsekvens at arbejdet på den ville blive forsinket (bilag 94, s. 12 - E 334):

"ACCESS

The Client shall have free access to The Vessel, subject to prior notice to avoid any disruption to the work schedule. All visits should be scheduled during normal working hours."

Det udgør selvsagt heller ikke en effektiv rådighedsberøvelse, at der angiveligt ikke måtte være betalt havneafgift og indkøbt brændstof i perioden fra september til december 2012, jf. bilag 98 (E 361).

4. SÆRLIGT VEDRØRENDE AS SUBSIDIÆRE OG MERE SUBSIDIÆRE PÅSTANDE

A har som subsidiær påstand nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at A i indkomståret 2012 skal beskattes af et af retten fastsat mindre beløb end fastlagt ved Landsskatterettens kendelse af 6. juli 2020, jf. bilag 1 a (E 11).

A gør nærmere gældende, at retten skal foretage et skøn over, hvor stor en del af [red. fjernet bådnavn], som blev anvendt erhvervsmæssigt, og hvor stor en andel der blev anvendt privat, jf. replikken, s. 25, sidste afsnit ff. (E 171 ff.).

A har i den forbindelse henvist til følgende citat fra de specielle bemærkninger til lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000 (MS 62):

"Anvendes dele af lystbåden udelukkende erhvervsmæssigt, anses denne del af lystbåden ikke for at være stillet til den ansatte hovedaktionærs m.fl. rådighed. Den erhvervsmæssige del fragår således i beregningsgrundlaget."

Det bestrides, at dele af [red. fjernet bådnavn] alene skulle have været anvendt erhvervsmæssigt, og anbringendet er da i det hele også udokumenteret. Tværtimod har A selv oplyst SKAT (nu Skattestyrelsen), at han i tre perioder chartrede [red. fjernet bådnavn], jf. pkt. 3.3, og ikke blot en del af [red. fjernet bådnavn].

Der er således ikke grundlag for at foretage nogen opdeling af [red. fjernet bådnavn] på en erhvervsmæssig og en privat del.

A har i relation til den subsidiære påstand endvidere gjort gældende, at [red. fjernet bådnavn] angiveligt var på værft for at blive malet m.v. i perioden fra den 2. september til den 6. december 2012 og dermed skulle have været uden for As rådighed.

Skatteministeriet henviser til sine bemærkninger herom i pkt. 3.4.12 og bestrider således, at der skulle være grundlag for at nedsætte den periode, som A anses for at have haft rådighed over [red. fjernet bådnavn] i. A har ved processkrift 1 af 3. oktober 2022 (E 193) revideret sin mere subsidiære påstand om hjemvisning. Han gør nu gældende, at sagen skal hjemvises til Landsskatteretten og ikke Skattestyrelsen. Skatteministeriet fastholder, at der for så vidt angår spørgsmålet om skattepligt efter ligningslovens § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5), ikke er grundlag for hjemvisning. I øvrigt savner As påstand om hjemvisning til Landsskatteretten mening. Opgørelsen af det skattepligtige beløb i henhold til ligningslovens § 16, stk. 6, er allerede af Landsskatteretten hjemvist til Skattestyrelsen, jf. bilag 1 a, s. 45 (E 55), som traf afgørelse den 10. juni 2021, jf. bilag L (E 643), hvilken afgørelse A har påklaget til Landsskatteretten, jf. bilag M (E 661). Hvis retten således måtte finde, at der skulle være grundlag for hjemvisning, henhører det under Skattestyrelsen og ikke Landsskatteretten at opgøre det skattepligtige beløb.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

G8 erhvervede [red. fjernet bådnavn] den 17. marts 2011 for 223.728.000 kr. Landsskatteretten har afgjort sagen efter de dagældende bestemmelser i ligningslovens § 16 A, stk. 6, (nu stk. 5), jf. § 16, stk. 6. Spørgsmålet for retten er, om bestemmelserne kan anvendes i nærværende sag, herunder om det blandt andet kan lægges til grund, at [red. fjernet bådnavn] er en lystbåd omfattet af bestemmelsen, og om A, der var hovedaktionær i selskabet G9, der ejede halvdelen af Partnerselskabet [red. fjernet bådnavn], som hovedaktionær i indkomståret 2012 har haft båden stillet til rådighed.

[red. fjernet bådnavn] er stor sejlbåd med en længde på X m og en bredde på X m.

Retten lægger efter oplysningerne om bådens konstruktion, indretning og fremtoning til grund, at den er bestemt til fritids- og lystformål for et meget eksklusivt og købedygtigt segment. På den anførte baggrund finder retten, at [red. fjernet bådnavn] er en lystbåd omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5). Den omstændighed, at G8 erhvervede [red. fjernet bådnavn] med det erklærede formål at leje båden ud, hvilket i 2012 skete i 77 dage, eller at båden i det danske skibsregister ville blive registreret som et "lastskib", kan ikke føre til en anden vurdering. Tilsvarende gælder den omstændighed, at [red. fjernet bådnavn] ikke ville være omfattet af loven om afgift af lystbådsforsikringer.

Det følger af ordlyden af ligningslovens § 16, stk. 6, at hvis en lystbåd er stillet til rådighed for blandt andet en direktør med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform "anses den pågældende at have lystbåden til rådighed hele året". Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at "den skattepligtige værdi nedsættes i forhold til antallet af dage, lystbåden stilles til rådighed for eller udlejes til andre personer." Retten finder henset til bestemmelsens ordlyd, at formodningsreglen om "rådighed hele året" blandt andet omfatter de perioder, hvor lystbåden er på værft, eller hvor båden er på en transportsejlads mellem to havne for at blive stillet til rådighed for en ny lejer. Retten har lagt vægt på blandt andet, at Højesteret i dommen UfR 2005.2427 har statueret, at det ikke er afgørende, om den pågældende skatteyder rent faktisk har benyttet båden, men om den pågældende har haft adgang til at benytte båden.

Efter bevisførelsen finder retten, at der er det fornødne sikre grundlag for at lægge til grund, at A har haft adgang til at benytte [red. fjernet bådnavn] i indkomståret 2012, og at han rent faktisk i 2012 i flere uger anvendte båden privat, herunder sammen med sin daværende kæreste. Retten lægger i den forbindelse afgørende vægt på de oplysninger, som As revisor meddelte SKAT den 26. juni 2014. Det lægges efter As forklaring til grund, at oplysningerne om de private charterperioder i januar, marts og juni 2012 var afstemt med ham. As forklaring i retten i denne sag om baggrunden for at give oplysninger til SKAT om den private brug, som nu ifølge A ikke var korrekte, kan under de foreliggende omstændigheder ikke tillægges betydning. Tilsvarende gælder As nye oplysninger om, at al hans sejlads med [red. fjernet bådnavn] i 2012 var erhvervsmæssig.

Den omstændighed, at det fremgår af et mødereferat af 10. november 2014 fra SKAT, at "SKAT som udgangspunkt kan anerkende, at driften [af [red. fjernet bådnavn]] skattemæssigt anses som erhvervsmæssig" kan under de foreliggende omstændigheder, hvor det som anført ovenfor lægges til grund, at A har anvendt [red. fjernet bådnavn] i private charterperioder, ikke føre til, at der ikke er grundlag for at anvende ligningslovens § 16 A, stk. 6, (nu stk. 5), jf. § 16, stk. 6. Tilsvarende gælder med samme begrundelse As anbringender om, at han i forvejen personligt ejede lystbåden [red. fjernet bådnavn2], samt hans anbringender om, at VK forhindrede ham i at bruge [red. fjernet bådnavn] eller de afgørelser af skattemæssig karakter, som SKAT skulle have truffet over for VK.

Som følge af det anførte tiltræder retten, at Landsskatteretten med den i afgørelsen af 6. juli 2020 anførte begrundelse har statueret, at A efter ligningslovens § 16 A, stk. 6, (nu stk. 5), jf. § 16, stk. 6, skal beskattes som om, at han havde [red. fjernet bådnavn] til rådighed hele året med fradrag af de 77 dage, hvor båden var udlejet til 3. mand og fradrag af de 750.000 kr., som A har betalt for sin brug af båden. Ved beskatningen skal der endvidere tages højde for, at A alene ejede 50% af G8.

A har gjort gældende, at 2 %-beskatningen af fri lystbåd efter ligningslovens § 16 A, stk. 6, (nu stk. 5), jf. § 16, stk. 6, i den konkrete sag udgør en krænkelse af artikel 1 i tillægsprotokollen af 20. marts 1952 til EMRK.

Det fremgår direkte af bestemmelsernes forarbejder, at en beskatning på 2% pr. uge af bådens anskaffelsessum inkl. moms og levering på baggrund af formodningsreglen om "rådighed hele året" indebærer, at den årlige skattepligtige værdi udgør 104 % af bådens anskaffelsessum, jf. de specielle bemærkninger til § 6, nr. 3 i forslag til lov om ændring af forskellige skattelove … (Hovedaktionærers m.fl. personalegoder og udbytter), fremsat den 29. marts 2000 som lovforslag nr. 237.

Retten lægger således til grund, at 2 %-beskatningen af rådigheden over fri lystbåd er vedtaget af Folketinget med fuldt kendskab til konsekvenserne. Der er tale om en generel og objektiv beskatningsregel, og retten finder, at det var lovgivningsmagtens intention at indføre den strenge beskatning. Hertil kommer, at der samtidig gives forholdsmæssigt nedslag for de perioder, hvor båden er udlejet til andre og for de egenbetalinger, som skatteyderen selv erlægger for sin brug af båden. Der er således ikke grundlag for at statuere, at 2%-beskatningen er uproportional. Det tillægges i den forbindelse også betydning, at de pågældende regler havde været gældende i ca. 12 år, da A blev hovedaktionær i det selskab, der ejede halvdelen af [red. fjernet bådnavn]. På denne baggrund finder retten, at den omhandlede beskatning ikke udgør en krænkelse af artikel 1 i tillægsprotokollen af 20. marts 1952 til EMRK. Dommen af 14. maj 2013 fra EMD i sagen Case of N.K.M v. Hungary kan ikke føre til en anden vurdering.

A har endvidere gjort gældende, at Landsskatterettens afgørelse af 6. juli 2020 er ugyldig som følge af en tilsidesættelse af partshøringspligten i forvaltningslovens § 19.

Det følger af forvaltningslovens § 19, at pligten til partshøring omfatter "en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger". Inden Landsskatteretten traf afgørelsen, var A blevet partshørt ved, at Skatteankestyrelsen den 9. januar 2019 sendte en sagsfremstilling og forslag til afgørelse. Retten lægger til grund, at Landsskatteretten i afgørelsen på baggrund af de faktiske omstændigheder i sagsfremstillingen foretog en retlig vurdering af ligningslovens § 16 A, stk. 6, (nu stk. 5), jf. § 16, stk. 6, og herefter hjemviste sagen til fornyet behandling hos SKAT med henblik på, at Skattestyrelsen skulle træffe afgørelse om den skattepligtige værdi af fri båd for A, således at der ved beskatningen skulle medregnes samtlige de perioder, hvor [red. fjernet bådnavn] var til As rådighed. Landsskatteretten traf således afgørelsen den 6. juli 2020 på baggrund af de faktiske oplysninger, der fremgår af Skatteankestyrelsens skrivelse af 9. januar 2019, herunder de faktiske oplysninger, som A selv var fremkommet med. Den omstændighed, at Landsskatteretten anlagde en anden retlig vurdering end SKAT og Skatteankestyrelsen i forslaget til afgørelse, medfører ikke, at der består en yderligere pligt til partshøring. Som følge heraf er Landsskatterettens afgørelse ikke ugyldig på grund af manglende partshøring.

Sammenfattende tager retten Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Retten lægger til grund, at sagens skattemæssige værdi udgør 42 % af 89 mio. kr., og sagsomkostningerne er efter sagens skattemæssige værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af Skatteministeriets advokatudgift med 1.000.000 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes

A skal inden 14 dage til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 1.000.000 kr.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.