Dokumentets metadata

Dokumentets dato:24-03-2023
Offentliggjort:13-06-2023
SKM-nr:SKM2023.272.VLR
Journalnr.:BS-49195/2021-VLR
Referencer.:Emballageafgiftsloven
Dokumenttype:Dom


Afgift af engangsservice efter emballageafgiftslovens § 2 c

Sagen angik en plastske, som appellanten producerede for en fast food-restaurationskæde, der anvendte skeen i forbindelse med salg af en isdessert. Plastskeen havde to funktioner, nemlig for det første at blive monteret på en røremaskine for at røre rundt i et isbæger med softice tilsat smagsgivere, og for det andet at blive udleveret til kunden, som anvender plastskeen til at spise isdesserten med og derefter bortkaster den som affald.

Landsretten fandt ligesom byretten, at plastskeen under hensyn til dens udformning, funktion og anvendelse måtte anses som engangsservice omfattet af afgiftspligten efter emballageafgiftslovens § 2 c. Landsretten henviste til, at skeen var udformet som en ske med henblik på, at restaurationskunderne kunne benytte den ved spisning af isdesserten, og at skeen var bestemt til bortkastning som affald efter brug. Det kunne ikke føre til andet resultat, at skeen også blev anvendt til at blande is og fyld inden servering for kunden.


Sag BS-49195/2021-VLR

(8. afdeling)

H1

(v/ advokat Jef Nymand Hounsgaard)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Robert Andersen)

Retten i Kolding har den 6. december 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS3485/2020-KOL).

Landsdommerne Annette Nørby, Thomas Klyver og Marie Kathrine Nielsen har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanten, H1, har gentaget påstanden for byretten om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal betale 974.308 kr. til H1.

Skatteministeriet har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Der er for landsretten fremlagt afgørelse fra Skattestyrelsen af 11. marts 2021, der omhandler emballageafgift for spisepinde.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at plastskeen under hensyn til dens udformning, funktion og anvendelse må anses for engangsservice omfattet af afgiftspligten efter emballageafgiftslovens § 2 c. Plastskeen var således udformet som en ske med henblik på, at restaurationskunderne kunne benytte den ved spisning af [red. fjernet]-isen, og skeen var bestemt til bortkastning som affald efter brug. Det kan herefter ikke føre til et andet resultat, at skeen også blev anvendt til at blande is og fyld inden servering for kunden.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.

Efter sagens udfald skal H1 i sagsomkostninger for landsretten betale 80.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og forløb.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 inden 14 dage betale 80.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.