Dokumentets metadata

Sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger - processuel udlænding

Skatteyderen, der var bosiddende i Storbritannien på stævningstidspunktet, havde stævnet Skatteministeriet i en sag om beskatning af indsætninger.

Idet Storbritannien - efter sin udtræden af den Europæiske Union - ikke længere var et EØS-land, anmodede Skatteministeriet om, at skatteyderen skulle stille sikkerhed for sagens omkostninger, jf. retsplejelovens § 321, stk. 1.

Det var ubestridt, at der ikke forelå et traktatretligt grundlag, der kunne begrunde, at skatteyderen blev fritaget for at stille sikkerhed i medfør af § 321, stk. 2. Den omstændighed, at der muligvis i fremtiden ville blive indgået en aftale mellem Danmark og Storbritannien om fritagelse for sikkerhedsstillelse, kunne ikke føre til et andet resultat.

Retten fandt endvidere ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at fravige det helt klare udgangspunkt om, at skatteyderen som processuel udlænding skulle stille sikkerhed for sagsomkostninger.

Retten fandt derfor, ligesom i SKM2022.138.BR, at skatteyderen skulle stille sikkerhed for de sagsomkostninger, som skatteyderen kan blive pålagt at betale til Skatteministeriet.

Den 15. februar 2023 holdt Københavns Byret møde i retsbygningen.

Dommer Grethe Jørgensen behandlede sagen.

Sag BS-38987/2022-KBH

A

(v/ advokat Claus Fabricius Nielsen)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Rikke Rodahl Thuesen)

Skatteministeriet har i svarskrift af 28. oktober 2022 anmodet om, at A pålægges at stille sikkerhed for sagens omkostninger, jf. retsplejelovens § 321, stk. 1. Ministeriet har herom anført:

"A har bopæl i Y1, Storbritannien. Efter Storbritanniens udtræden af den Europæiske Union (hvorefter landet ikke længere er et EØS-land) anses personer med bopæl i Storbritannien for processuelle udlændinge i retsplejelovens § 321's forstand, jf. herved også SKM2022.138.BR. A skal derfor stille sikkerhed for sagsomkostninger i henhold til Skatteministeriets anmodning herom, jf. retsplejelovens § 321, stk. 1.

Skatteministeriet fremsætter anmodning om, at A pålægges at stille sikkerhed for sagsomkostninger, inden retssagen fortsætter.

Ministeriet forbeholder sig at nedlægge påstand om afvisning, såfremt A ikke efterkommer rettens afgørelse om sikkerhedsstillelse.

Der foreligger ikke sådanne særlige grunde, der giver grundlag for at fritage A fra det helt klare udgangspunkt om, at han som processuel udlænding skal stille sikkerhed i medfør af retsplejelovens § 321, stk. 1, 3. pkt. Af forarbejderne hertil (lovforslag nr. 132 af 30. marts 2005, § 1, nr. 8) fremgår netop, at fritagelsesmuligheden forudsættes anvendt sjældent, jf. herved eksempelvis SKM2022.138.BR.

Af betænkning nr. 1436/2004 (side 307) fremgår, at fritagelse for sikkerhedsstillelse efter omstændighederne kan ske, hvis sagsøgeren ejer aktiver her i landet. Det bemærkes herved, at der ikke foreligger oplysninger om, at A ejer aktiver her i landet, endsige aktiver af en sådan værdi, der kan udgøre et betryggende grundlag for (en efterfølgende) tvangsfuldbyrdelse af de tilkendte sagsomkostninger.

Tværtimod fremgår det af As skatteoplysninger for 2021 (bilag A), at han havde et indestående på 54.781 kr. og en gæld på 34.646.032 kr. Baseret herpå havde han derfor en negativ beregnet formue på 34.591.251 kr."

A har i processkrift af 9. december 2022 anført:

"I relation til det af sagsøgte anførte side 1, sidste afsnit i svarskriftet af den 28. oktober 2022 bestrides det, at sagsøger i henhold til retsplejelovens § 321 skal pålægges at stille sikkerhed for sagsomkostninger inden retssagen fortsætter.

Af bestemmelsen i retsplejelovens § 321 fremgår følgende:

"En sagsøger, der ikke har bopæl eller hjemsted i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, skal efter sagsøgtes anmodning stille sikkerhed for de sagsomkostninger, som sagsøgeren kan blive pålagt at betale til sagsøgte. Sagsøgtes anmodning skal fremsættes i svarskriftet eller i det i § 352, stk. 3, omhandlede retsmøde. Sikkerhedens art og størrelse fastsættes af retten, der tillige kan fritage for sikkerhedsstillelse, hvis særlige grunde taler for det. Stilles sikkerheden ikke, afvises sagen.

Stk. 2: Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis sagsøgeren har bopæl eller hjemsted i et land, hvor en sagsøger, der har bopæl eller hjemsted i Danmark, er fritaget for at stille sikkerhed for sagsomkostninger."

Efter retsplejelovens § 321, stk. 1, 1. pkt., er udgangspunktet, at der i denne sag skal stilles sikkerhed for sagsomkostninger, som sagsøger kan blive pålagt at betale til Skatteministeriet, da sagsøger ikke har bopæl eller hjemsted i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, idet Storbritannien - også kaldet Det Forenende Kongerige Storbritannien og Nordirland - er udtrådt af EØS-samarbejdet som følge af Brexit.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 321, stk. 1, finder imidlertid efter retsplejelovens § 321, stk. 2 ikke anvendelse, "hvis sagsøgeren har bopæl eller hjemsted i et land, hvor en sagsøger, der har bopæl eller hjemsted i Danmark, er fritaget for at stille sikkerhed for sagsomkostninger".

I denne sag kan sagsøger således i henhold til retsplejelovens § 321, stk. 2 undtages fra at stille sikkerhed, hvis sagsøger kan bevise, at en sagsøger med bopæl i Danmark, i tilfælde af et sagsanlæg i Det Forenende Kongerige Storbritannien og Nordirland, heller ikke vil skulle stille sikkerhed i Det Forenende Kongerige Storbritannien og Nordirland.

Sagsøger forstår retstilstanden sådan, at Storbritannien ikke efter Brexit har indgået en aftale med Danmark om inddrivelse af sagsomkostninger tilkendt i en retssag.

Retstilstanden frem til Brexit har imidlertid været sådan, at sagsomkostninger tilkendt i en retssag kunne inddrives i Det Forenende Kongerige Storbritannien og Nordirland.

Det har således en klar formodning for sig, at såvel Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (herunder tillige Danmark) på den ene side og Det Forenende Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side vil indgå en aftale om, at såvel europæiske (herunder danske) som britiske selskaber og privatpersoner fritages for at stille sikkerhed for sagsomkostninger i retssager.

Dette helt i overensstemmelse med de aftaler Danmark blandt andet har med andre lande, hvor disse landes virksomheder og privatpersoner anses for processuelle udlændige i retsplejelovens § 321's forstand, jf. eksempelvis Østre Landsrets afsagte kendelse af den 10. september 2009 offentliggjort som U.2010.40Ø.

Sagen omhandlede helt overordnet spørgsmålet om, hvorvidt det var med rette, at byretten havde truffet beslutning om, at sagsøgeren - der var hjemmehørende i USA - skulle stille sikkerhed for sagsomkostninger i henhold til retsplejelovens § 321.

Efter byrettens beslutning om sikkerhedsstillelse anmodede sagsøgers repræsentant om omgørelse af denne.

Der fremgår herom følgende:

"Sagsøgerens advokat anmoder i sine skrivelser retten om i medfør af retsplejelovens § 222 at omgøre sin beslutning af 28. maj 2009 om, at sagsøgeren i medfør af retsplejelovens § 321 skal stille sikkerhed for de sagsomkostninger, sagsøgeren kan blive pålagt at betale sagsøgte.

Sagsøgeren anfører til støtte herfor, at han først efterfølgende er blevet opmærksom på, at sagsøgeren ikke kan afkræves sikkerhedsstillelse, jf. retsplejelovens § 321, stk. 2, idet der mellem Danmark og USA den 1. oktober 1951 er indgået en venskabs-, handels- og søfartstraktat, som er ratificeret ved kongelig resolution af 17. maj 1961 (bekg. 1961-08-31, nr. 43), hvor der i artikel V, stk. 1, jf. protokollens pkt. 1, er meddelt danske og amerikanske selskaber samt privatpersoner fritagelse for at stille sikkerhed for sagsomkostninger i retssager.

Sagsøgeren anfører endvidere, at der i retsplejelovens § 222 er hjemmel til omgørelse af kendelser af procesledende karakter og beslutninger. Det bemærkes, at beslutninger ikke begrænses til beslutninger af procesledende karakter, men omfatter enhver beslutning.

Sagsøgte har protesteret herimod og anført, at adgangen til omgørelse efter retsplejelovens § 222 ikke omfatter beslutninger, der indeholder en materiel afgørelse som f.eks. en beslutning om sagsomkostninger. En beslutning om sikkerhedsstillelse kan alene appelleres ved kære til Østre Landsret, hvilket sagsøgeren ikke har gjort inden kærefristens udløb."

Byretten traf herefter kendelse - som efterfølgende blev stadfæstet af Østre Landsret - om, at sagsøgeren ikke skulle stille sikkerhed for sagsomkostninger.

Af byrettens kendelse fremgår følgende:

"Idet rettens beslutning af 28. maj 2009 om, at sagsøgeren skal stille sikkerhed for de sagsomkostninger, som sagsøgeren kan blive pålagt at betale sagsøgte, ikke er en beslutning om betaling af sagsomkostninger, men om sikkerhedsstillelse herfor, finder retten at have hjemmel til omgørelse.

Under henvisning til det af sagsøgeren anførte om, at der, jf. Retsplejelovens § 321, stk. 2, ikke er hjemmel til at kræve sikkerhedsstillelse, henset til den mellem Danmark og USA indgåede aftale, samt da retten finder det hensigtsmæssigt, bestemmes:

Rettens beslutning af 28. maj 2009 om, at sagsøgeren skal stille sikkerhed for sagsomkostninger, som sagsøgeren kan blive pålagt at betale til sagsøgte, omgøres, således at sagsøgeren ikke skal stille sikkerhed for sagsomkostninger, sagsøgeren kan blive pålagt at betale sagsøgte."

Som anført har det formodning for sig, at Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (herunder Danmark) på den ene side og Det Forenende Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side vil indgå en aftale om fritagelse for at stille sikkerhed for sagsomkostninger i retssager.

I den forbindelse skal der henvises til, at den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenende Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side allerede har underskrevet en handels- og samarbejdsaftale den 30. december 2020.

At det har formodning for sig, at der tillige vil blive indgået en aftale om fritagelse for at stille sikkerhed for sagsomkostninger i retssager er videre begrundet i det forhold, at det vil få utilsigtede konsekvenser for såvel europæiske virksomheder og privatpersoner som virksomheder og privatpersoner i Det Forenende Kongerige Storbritannien og Nordirland, såfremt der ikke indgås en sådan aftale.

Uanset at det i udgangspunktet måtte antages, at retsplejelovens § 321, stk. 2, forudsætter, at den pågældende er fritaget på allerede foreliggende traktatretligt grundlag i det land, hvor den pågældende har bopæl eller hjemsted, gøres det gældende, at dette netop alene udgør et udgangspunkt baseret på fortolkning, og at dette udgangspunkt må fraviges henset til de netop anførte utilsigtede konsekvenser for såvel europæiske virksomheder og privatpersoner som virksomheder og privatpersoner i Det Forenende Kongerige Storbritannien og Nordirland.

På baggrund af ovenstående er der således ikke grundlag for sagsøgtes fremsatte krav om, at sagsøger i denne sag skal stille sikkerhed for sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 321, stk. 2.

... ...

Såfremt sagsøgte fastholder sin begæring og retten måtte finde, at retsplejelovens § 321, stk. 2, ikke finder anvendelse i denne sag skal det fremhæves, at det af retsplejelovens § 321, stk. 1, 3. pkt. følger, at "retten [...] kan fritage for sikkerhedsstillelse, hvis særlige grunde taler for det".

Om denne fritagelsesmulighed fremgår der af de særlige bemærkninger i lovforslag nr. 132 af den 30. marts 2005 til bestemmelsen i retsplejelovens § 321 følgende:

"Det foreslås som en ny regel, at retten skal kunne fritage for Sikkerhedsstillelse, hvis særlige grunde taler for det. Denne fritagelsesmulighed forudsættes anvendt sjældent."

Det fremgår imidlertid ikke af lovforslaget, hvad der udgør særlige grunde.

Det kan imidlertid af lovforslaget - hvis formål er at modernisere og forbedre retsplejelovens regler om blandt andet sagsomkostninger - udledes, at Retsplejerådets overvejelser med reglerne om sagsomkostninger er følgende:

"2.2.2. Retsplejerådet finder, at der fortsat bør være mulighed for helt eller delvis at fritage den tabende part for at betale sagsomkostninger til den vindende part, hvis særlige grunde taler for det. Som relevante faktorer ved vurderingen heraf nævner Retsplejerådet sagens principielle karakter eller videregående betydning, og om en af parterne er en offentlig myndighed, en stor erhvervsvirksomhed, en interesseorganisation eller lignende.

[…]

En mere fleksibel praksis end i dag vil efter Retsplejerådets opfattelse være hensigtsmæssig, navnlig således at delvis fritagelse for betaling af sagsomkostninger anvendes oftere."

Som det fremgår af Retsplejerådets overvejelser, bør det fortsat være muligt at fritage sagsøgeren for betaling af sagsomkostninger, hvis særlige grunde taler for det.

Retsplejerådet har i den forbindelse anført, at der ved vurderingen af, hvorvidt der foreligger særlige grunde for en fritagelse, blandt andet skal lægges vægt på, om en af parterne er en offentlig myndighed.

Dette har også støtte i praksis, jf. eksempelvis Højesterets afsagte dom af den 17. september 2013 offentliggjort som U.2013.3358H.

Denne sag omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt 11 sagsøgere, som havde anlagt sager mod en dansk offentlig myndighed - i dette tilfælde Forsvarsministeriet - kunne pålægges at skulle stille sikkerhed for sagsomkostninger.

Herom anførte Højesteret, at sagsøgerne skulle fritages for at stille sikkerhed for sagsomkostningerne i medfør af undtagelsesreglen i retsplejelovens § 321, stk. 1, 3. pkt.

Højesteret lagde i sin vurdering blandt andet vægt på, at der var grundlag for at antage, at et krav om sikkerhedsstillelse reelt ville kunne afskære de anlagte retssager.

Derudover lagde Højesteret vægt på, at sagsøgerne var ressourcesvage.

Højesteret fandt således, at det ville være urimeligt at imødekomme Forsvarsministeriets anmodning om sikkerhedsstillelse, idet Staten i øvrigt - ifølge Højesteret - havde en begrænset interesse i sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger.

På baggrund af ovenstående gøres det gældende, at der foreligger særlige grunde til at fritage sagsøger for at stille sikkerhed for sagsomkostninger i henhold til retsplejelovens § 321, stk. 1, 3. pkt.

Dette fordi det ikke - sagens omstændigheder taget i betragtning - vil være proportionalt, såfremt sagsøgers mulighed for at få en domstolsprøvelse af en myndighedsafgørelse afskæres ved et krav om sikkerhedsstillelse.

Der henvises herved til, at sagsøgte i svarskriftet, s. 2, afsnit 4, anfører, at det fremgår af "… As skatteoplysninger for 2021 (bilag A), at han havde et indestående på 54.781 kr. og en gæld på

34.646.032 kr. Baseret herpå havde han derfor en negativ beregnet formue på 34.591.251 kr.". Krav om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger vil således reelt kunne afskære den anlagte retssag.

Det er netop sådan en situation, som udgør særlige grunde i henhold til retsplejelovens § 321, stk. 1, 3. pkt., jf. eksempelvis Højesterets afsagte kendelse af den 17. september 2013 offentliggjort som U.2013.3358H.

... ...

På baggrund af ovenstående gøres det således sammenfattende gældende, at der ikke i henhold til retsplejelovens § 321 er grundlag for at fremsætte krav om, at sagsøger skal stille sikkerhed for sagsomkostninger.

Hvis der ikke efter rettens opfattelse foreligger sådanne særlige grunde, anmodes retten om at fastsætte sikkerhedsstillelsen til det mindst mulige beløb."

Skatteministeriet har i duplik af 17. januar 2023 anført:

" 1. SIKKERHED FOR SAGSOMKOSTNINGER

1.1 Ingen aftale om inddrivelse af sagsomkostninger mellem Danmark og Storbritannien

A har i sit processkrift af 9. december 2022 fremsat en række synspunkter til støtte for, at han i henhold til retsplejelovens § 321, stk. 2, skal fritages for at stille sikkerhed for sagsomkostninger. Indsigelserne svarer hovedsageligt til de indsigelser, skatteyderen fremkom med i SKM2022.138.BR, og som byretten altså afviste.

Det er nemlig - ligesom skatteyderens synspunkt i

SKM2022.138.BR - As synspunkt (processkriftet, s. 2, sidste afsnit), at det har "formodning for sig, at såvel Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (herunder tillige Danmark) på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side vil indgå en aftale om, at såvel europæiske (herunder danske) som britiske selskaber og privatpersoner fritages for at stille sikkerhed for sagsomkostninger i retssager."

As synspunkt er uholdbart.

Højesteret har i UfR 2013.388 H og UfR 2021.388 H slået fast, at fritagelse for at stille sikkerhed efter retsplejelovens § 321, stk. 2, forudsætter, at den pågældende er fritaget på traktatretligt grundlag i

det land, hvor den pågældende har hjemsted.

Den omstændighed, at der muligvis i fremtiden vil blive indgået en sådan aftale mellem Danmark og Storbritannien, kan ikke føre til fritagelse, jf. herved også SKM2022.138.BR. Afgørende er, om der på nuværende tidspunkt foreligger en aftale mellem Danmark og Storbritannien, da fritagelse forudsætter det fornødne traktatretlige grundlag.

Der er mellem parterne enighed om, at der ikke eksisterer en sådan aftale mellem Danmark og Storbritannien. Som følge heraf kan A ikke fritages for at stille sikkerhed for sagsomkostninger i henhold til retsplejelovens § 321, stk. 2, hvilket byretten også nåede frem til i SKM2022.138.BR.

UfR 2010.40 Ø, som A henviser til (processkriftet, s. 3, 1. afsnit), angår en situation, hvor der på stævningstidspunktet faktisk var indgået en aftale mellem Danmark og USA den 1. oktober 1951 (ratificeret den 17. maj 1961), hvilket retten ikke havde været opmærksom på, da retten den 28. maj 2009 traf beslutning om, at sagsøgeren skulle stille sikkerhed. Dommen har ingen relevans for den foreliggende situation, hvor der som nævnt ikke er nogen aftale mellem Danmark og Storbritannien.

1.2 Ingen særlige grunde taler for fritagelse efter § 321, stk. 1, 3. pkt. Det er As synspunkt, at der foreligger særlige grunde for, at han kan blive fritaget for sagsomkostninger i den foreliggende sag, hvilket bestrides.

Det følger af retsplejelovens § 321, stk. 1, at udgangspunktet er, at sagsøgte i sager anlagt af sagsøgere med bopæl eller hjemsted udenlands kan forlange sikkerhed for sagsomkostninger, jf. herved også UfR 2013.3358 H og UfR 2022.422 Ø.

Fritagelsesreglen i retsplejelovens § 321, stk. 1, 3. pkt., er en undtagelsesregel, jf. førnævnte domme. Som anført i svarskriftet (s. 2, 2. afsnit) og i As processkrift (s. 5, 5. afsnit) fremgår det af forarbejderne til § 321, stk. 1, 3. pkt. (lovforslag nr. 132 af 30. marts 2005, § 1, nr. 8), at fritagelsesmuligheden forudsættes anvendt sjældent, jf. herved også SKM2022.138.BR.

Ifølge forarbejderne har bestemmelsen et snævert anvendelsesområde, hvilket tillige kommer til udtryk i UfR 2013.2156 V.

I sagen havde Retten i Aalborg besluttet, at sagsøgeren skulle stille sikkerhed for sagsomkostningerne, idet han på stævningstidspunktet var bosiddende i udlandet. Forinden retten traf afgørelse om sikkerhedsstillelse, havde sagsøgeren varslet, at han ville flytte tilbage til Danmark. Efter sagsøgerens udstationeringsaftale udløb, flyttes han - som varslet - retur til Danmark, og spørgsmålet var herefter, om han i medfør af retsplejelovens § 321, stk. 1, 3. pkt., kunne fritages for at stille sikkerhed.

Vestre Landsret fandt, at den omstændighed, at sagsøgeren flyttede tilbage til Danmark ikke i sig selv kunne udgøre "særlige grunde", og landsretten henviste i den forbindelse til det anførte i forarbejderne om, at fritagelsesmuligheden kun anvendes sjældent. Sagsøgeren blev derfor ikke fritaget for at stille sikkerhed for sagsomkostningerne.

UfR 2013.3358 H, som A henviser til (processkriftet, s. 6, sidste afsnit), angår ikke en sammenlignelig situation.

UfR 2013.3358 H angik spørgsmålet om, hvorvidt elleve irakiske statsborgere var berettiget til tortgodtgørelse fra Forsvarsministeriet i anledning af, at irakerne - efter eget udsagn - var blevet tilbageholdt af dansk militær og overgivet til irakisk politi og i den forbindelse udsat for tortur. Sagen angik altså den danske stats mulige ansvar for militær magtudøvelse i udlandet.

I sagen lagde Højesteret vægt på 1) sagernes helt særlige karakter og omstændigheder; nemlig den danske stats mulige ansvar for militær magtudøvelse i udlandet, og 2) de angiveligt ressourcesvage ofre for tortur i udlandet sammenholdt med 3) statens begrænsede interesse i sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger. Højesteret fandt det på den baggrund urimeligt at imødekomme Forsvarsministeriets anmodning om sikkerhedsstillelse.

Den foreliggende sag angår ikke spørgsmålet om tortgodtgørelse for tortur i forbindelse med den danske stats magtudøvelse i udlandet. Sagen angår derimod, hvorvidt A har godtgjort, at han ikke i indkomståret 2017 har modtaget yderligere løn. Den foreliggende sag har dermed ikke en sådan helt særlig karakter som sagen vedrørende godtgørelse for tortur.

Den omstændighed, at det er et ministerie, der er procespart, indebærer ikke i sig selv, at der foreligger særlige grunde for fritagelse af sagsøgeren for at stille sikkerhed, jf. SKM2016.284.ØLR (skattesag) og UfR 2022.422 Ø (afslag på humanitær opholdstilladelse i Danmark) og SKM2022.138.BR (afgifts- og momssag).

Østre Landsret har den 19. november 2021 (UfR 2022.422 Ø) truffet afgørelse om, at en person, der var statsborger i Gambia, skulle stille sikkerhed for sagsomkostninger i medfør af retsplejelovens § 321, stk. 1. Sagen angik en prøvelse af Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse af 28. november 2019 om afslag på humanitær opholdstilladelse. Østre Landsret udtalte følgende:

"Ved vurderingen af, om der herefter foreligger sådanne særlige omstændigheder, at det må anses for urimeligt at pålægge A at stille sikkerhed for sagsomkostninger, lægger landsretten på den ene side vægt på, at der efter det oplyste om hendes økonomiske forhold er grund til at antage, at krav om sikkerhedsstillelse reelt vil kunne afskære ankesagen. På den anden side lægger retten vægt på, at A for byretten var meddelt fri proces til at føre sagen, og at hun således i en instans har fået prøvet den omtvistede forvaltningsafgørelse. Uanset at resultatet af sagen har en indgribende betydning for A, finder landsretten herefter, at den foreliggende sag ikke har en sådan helt særlig karakter og særlige omstændigheder, at det vil være urimeligt at imødekomme Udlændinge- og Integrationsministeriets anmodning om sikkerhedsstillelse for sagsomkostningerne, jf. retsplejelovens § 321, stk. 1, 3. pkt. Det, A i øvrigt har anført - herunder om de anbringender af menneskeretlig karakter, som hun i givet fald også agter at gøre gældende under ankesagen - kan ikke føre til en anden vurdering."

Selv om sagen angik spørgsmålet om humanitær opholdstilladelse til en person, der havde opholdt sig i Danmark i 21 år, og selv om kravet om sikkerhedsstillelse reelt ville kunne afskære ankesagen, havde sagen ikke en sådan helt særlig karakter og særlige omstændigheder, at der var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at en processuel udlænding skulle stille sikkerhed for sagsomkostninger i medfør af retsplejelovens § 321, stk. 1.

Tilsvarende har den foreliggende sag ikke en sådan helt særlig karakter og særlige omstændigheder, at der er grundlag for at fravige udgangspunktet om, at A skal stille sikkerhed for sagsomkostninger i medfør af retsplejelovens § 321, stk. 1.

As synspunkt (processkriftet, s. 6, sidste afsnit) om, at krav om sikkerhedsstillelse reelt ville kunne afskære retssagen, holder ikke. Det bemærkes herved, at sagens værdi er opgjort til 250.000 kr., og på baggrund af landsretspræsidenternes notat om sagsomkostninger i civile sager vil sagsomkostningerne blive udmålt i intervallet 31.250 - 78.750 kr. Det er udokumenteret, at A ikke er i stand til at stille sikkerhed i denne størrelsesorden. Det bemærkes herved, at den negativt beregnede formue skyldes en gæld til realkreditinstitutter og lignende, og gælden er ikke ensbetydende med, at A ikke har likviditet til at stille sikkerhed. I tilknytning hertil bemærkes, at sikkerhedsstillelse også kan stilles i form af en bankgaranti.

Det anførte i svarskriftet om As negative formue var begrundet i, at der ifølge forarbejderne kan ske fritagelse for sikkerhed, hvis A ejer aktiver her i landet, hvilket som nævnt ikke er tilfældet.

Selv hvis det lægges til grund, at A ikke kan stille sikkerhed, er det under de foreliggende omstændigheder ikke tilstrækkeligt til, at han kan blive fritaget for at stille sikkerhed for sagsomkostningerne, jf. også SKM2022.138.BR. Det var nemlig også i denne sag skatteyderens synspunkt, at krav om sikkerhedsstillelse ville afskære retssagen, men retten fandt desuagtet, at der ikke var grundlag for at fritage skatteyderen for at stille sikkerhed."

Retten afsagde kendelse:

Sagen angår en prøvelse af Skatteankenævn Y2s afgørelse af 10. juli 2022, hvorved ankenævnet stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse af 22. juni 2021 om forhøjelse af sagsøgers skattepligtige indkomst i 2017 med 500.000 kr.

Det er ubestridt, at sagsøger har bopæl i Storbritannien. Storbritannien er efter Storbritanniens udtræden af den Europæiske Union ikke længere er et EØS-land. Sagsøger skal derfor som udgangspunkt stille sikkerhed for sagens omkostninger ved anmodning herom fra Skatteministeriet, jf. retsplejelovens § 321, stk. 1.

Det fremgår af retsplejelovens § 321, stk. 2, at bestemmelsen i retsplejelovens § 321, stk. 1, ikke finder anvendelse, hvis sagsøgeren har bopæl eller hjemsted i et land, hvor en sagsøger, der har bopæl eller hjemsted i Danmark, er fritaget for at stille sikkerhed. Det fremgår af UfR 2013.388H og UfR 2021.388H, at fritagelse for at stille sikkerhed efter retsplejelovens § 321, stk. 2, forudsætter, at den pågældende er fritaget på traktatretligt grundlag i det land, hvor den pågældende har bopæl eller hjemsted.

Det er ubestridt, at der ikke foreligger et sådant traktatretligt grundlag mellem Danmark og Storbritannien.

Sagsøger har således ikke godtgjort, at betingelserne for fritagelse for kravet om sikkerhedsstillelse i medfør af retsplejelovens § 321, stk. 2, er opfyldt, og han skal derfor som udgangspunkt stille sikkerhed for de sagsomkostninger, som han kan blive pålagt at betale til Skatteministeriet, jf. § 321, stk. 1.

Den omstændighed, at der muligvis i fremtiden vil blive indgået en aftale mellem Danmark og Storbritannien om fritagelse for sikkerhedsstillelse, kan ikke føre til et andet resultat.

Spørgsmålet er herefter om sagsøger kan fritages for sikkerhedsstillelse efter retsplejelovens § 321, stk. 1, 3. pkt., hvorefter "retten….kan fritage for sikkerhedsstillelse, hvis særlige grunde taler for det".

Som anført af Skatteministeriet forudsættes det i forarbejderne til bestemmelsen, at fritagelsesmuligheden anvendes sjældent.

Efter de foreliggende oplysninger finder retten ikke, at sagsøger har godtgjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at fravige det helt klare udgangspunkt om, at han som processuel udlænding skal stille sikkerhed for sagsomkostninger.

Sikkerhedsstillelsen fastsættes skønsmæssigt til 55.000 kr. Retten har herved lagt vægt på sagens karakter og sagens værdi.

Thi bestemmes:

A skal stille sikkerhed med 55.000 kr. for de omkostninger han kan blive pålagt at betale til Skatteministeriet.

Sikkerheden skal stilles inden 14 dage fra dags dato over for Københavns Byret i form af indlevering af bankgaranti eller ved deponering af penge til rettens bankkonto, kontonummer: 0216 4069134785 med henvisning til rettens sagsnummer BS-38987/2022-KBH.

Hvis A ikke overholder fristen, kan retten afvise sagen

Retten udsatte sagen.