Dokumentets metadata

Krav om tilbagebetaling af tidligere udbetalt omkostningsgodtgørelse som følge af nye oplysninger

Sagen angik, om det var med rette, at SKAT havde krævet tidligere udbetalt omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt, idet klageren ikke blev anset for at være forpligtet til at betale for de ansøgte udgifter. Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen som udgangspunkt var berettiget til at kræve udbetalt omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt, som Skattestyrelsen havde udbetalt med urette, medmindre der forelå særlige omstændigheder, som kunne begrunde en fravigelse af dette udgangspunkt. Efter det oplyste om aftalegrundlaget og parternes kundskab hertil og under hensyn til karakteren af godtgørelsen fandt Landsskatteretten, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om, at den udbetalte omkostningsgodtgørelse kunne kræves tilbagebetalt. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

SKAT (nu Skattestyrelsen) har ved afgørelse af 3. januar 2017 imødekommet ansøgning indgivet af advokatfirmaet R1 på klagerens vegne om udbetaling af omkostningsgodtgørelse med 100 % af i alt 132.625 kr. inkl. moms for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til skatteankenævnet og den efterfølgende påklage af skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten.

SKAT har den 19. januar 2018, som følge af nye oplysninger, krævet tilbagebetaling af den tidligere udbetalte omkostningsgodtgørelse.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse af 19. januar 2018.

Faktiske oplysninger
Klageren var i indkomstårene 2009-2010 ansat i klubben H1 A/S (herefter H1).

SKAT forhøjede ved afgørelse af 18. juli 2012 klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2009-2010 med henholdsvis 13.407 kr. og 7.398 kr., da H1 ikke havde ført den fornødne kontrol med betingelserne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse.

Den 13. august 2012 påklagede R1 (tidligere Advokatfirmaet R2) på vegne af klageren SKATs afgørelse til Skatteankenævn […].

Skatteankenævn […] traf den 3. december 2013 afgørelse om at stadfæste SKATs afgørelse.

R1 påklagede den 16. december 2013 på vegne af klageren skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten.

Den 25. februar 2014 modtog SKAT en ansøgning fra R1. R1 ansøgte på vegne af klageren om omkostningsgodtgørelse med 50 % af 22.500 inkl. moms for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til skatteankenævnet og acontogodtgørelse med 50 % af 4.500 inkl. moms for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten. Det fremgik af ansøgningen, at kravet på omkostningsgodtgørelse var overdraget til R1. Ansøgningen var vedlagt honorarnota 49954 udstedt til klageren den 31. januar 2014 af R1 på 27.000 kr. inkl. moms, hvoraf et beløb på 5.405,40 kr. var krediteret med teksten "indbetalt depositum".

SKAT imødekom ved afgørelse af 1. april 2014 ansøgningen. Det fremgik af afgørelsen, at SKAT snarest ville udbetale 13.500 kr. inkl. moms til R1 med forbehold for eventuelt krav om tilbagebetaling hos klageren og R1, såfremt der i forbindelse med den endelige afregning kunne konstateres, at der helt eller delvist var sket udbetaling af uberettiget godtgørelse.

Landsskatteretten traf den 30. marts 2016 afgørelse om at ændre skatteankenævnets afgørelse, således at forhøjelsen af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2009-2010 blev nedsat til 0 kr., idet klageren efter en konkret vurdering havde opfyldt betingelserne for at modtage skattefri befordringsgodtgørelse.

Den 24. november 2016 modtog SKAT en ansøgning fra R1, som på vegne af klageren ansøgte om omkostningsgodtgørelse med 100 % af i alt 105.625 kr. inkl. moms for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med sagen ved Landsskatteretten. Endvidere ansøgte R1 om udbetaling af omkostningsgodtgørelse med yderligere 50 % af 27.000 kr. inkl. moms vedrørende den tidligere indsendte ansøgning i 2014, idet klageren havde opnået fuldt medhold i klagen ved Landsskatteretten.

Det fremgik af ansøgningen, at kravet på omkostningsgodtgørelse var overdraget til R1. Ansøgningen var vedlagt honorarnota 61811 udstedt til klageren den 30. september 2016 af R1 på 105.625 kr. inkl. moms.

Endvidere fremgik blandt andet følgende af ansøgningen:

"[…]

Nærværende ansøgning om omkostningsgodtgørelse relaterer sig som anført ovenfor til A, der var ansat i H1 A/S.

Det kan oplyses, at afregningen relaterer sig til Advokatfirmaets assistance for A, i perioden fra den 1. januar 2014 til den 20. juni 2016. Det kan videre oplyses, at den af Advokatfirmaet udførte assistance i den omhandlede periode har været udført af henholdsvis advokat B, advokat C og stud. jur. D.

De enkelte sager vedrørende spillere og trænere ansat i H1 A/S har været registreret med hver deres under j.nr. i forhold til hoved j.nr. 83532. De jurister, der har været involveret i forbindelse med behandling af sagerne i perioden 1. januar 2014 - 20. juni 2016, har løbende registreret det anvendte tidsforbrug på sagerne på hoved j.nr. 83532. Der er således ikke registeret tid på de enkelte undersager, herunder As sag.
[…]

Honoraraftale
Det kan oplyses, at der er indgået en honoraraftale mellem Advokatfirmaet og H1 A/Si forhold til Advokatfirmaets bistand i forbindelse med førelsen af de 37 personlige sager.

I henhold til denne aftale er Advokatfirmaet som udgangspunkt berettiget til at afregne sin assistance efter medgået tidsforbrug.

Der er i tilknytning hertil indgået aftale om, at Advokatfirmaets samlede honorar for førelsen af de sager, der tabes ved enten Skatteankenævnet eller Landsskatteretten, maksimalt må andrage kr. 800.000 med tillæg af moms, dvs. kr. 1.000.000. Da denne aftale alene knytter sig til de sager, der tabes ved enten Skatteankenævnet eller Landsskatteretten, er der endvidere indgået aftale om, at denne begrænsning for Advokatfirmaets samlede honorar for førelsen af disse sager, der tabes, skal reduceres med kr. 23.000 med tillæg af moms, dvs. kr. 27.755 inklusiv moms, for hver af de sager, der vindes.

• • • • ••

Da det, som anført ovenfor, ikke er muligt at foretage en fordeling af det anvendt tidsforbrug på de enkelte sager, herunder As sag, har Advokatfirmaet været nødt til at foretage en skønsmæssig vurdering heraf.

Advokatfirmaet fastsættelse af honoraret er således baseret på et skønnet tidsforbrug i de enkelte sager samt det resultat, der er opnået i de enkelte sager.

Der er ved førelsen af sagen ved Landsskatteretten er opnået fuldt medhold.

Dette fordi Landsskatteretten har fundet, at den udbetalte befordringsgodtgørelse er skattefri.

På den baggrund har Advokatfirmaet henset til skønnet tidsforbrug og det opnåede resultat valgt at afregne sin assistance for perioden 1. januar 2014 til den 20. juni 2016 med i alt kr. 84.500 med tillæg af moms.

[…]"

SKAT imødekom ved afgørelse af 3. januar 2017 ansøgningen. Det fremgik af afgørelsen, at SKAT snarest ville udbetale 119.125 kr. inkl. moms til R1 med forbehold for tilbagebetaling, da SKAT ville undersøge, hvorvidt størrelsen af udgifterne til sagens behandling havde været rimelige.

Den 11. juli 2017 anmodede SKAT R1 om oplysninger til behandlingen af en ansøgning om omkostningsgodtgørelse fra en anden ansat hos H1. Af SKATs anmodning fremgår blandt andet følgende:

"[…]

Derfor beder vi om at få dette senest den 14. august 2017:

[…]

· Honoraraftaler for sagens behandling for henholdsvis Skatteankenævnet, Landsskatteretten og Byretten.
· Honoraraftale mellem Advokatfirmaet og H1 A/S som omtalt i flere andre sager i sagskomplekset, fx [sagsnumre udeladt], herunder også aftalen om max-honorar samt en specifikation af beregning af honorarer i henhold til disse aftaler.
· Dokumentation for at kravet på omkostningsgodtgørelse er overdraget til R1.

[…]"

R1 besvarede SKATs anmodning ved brev af 28. august 2017. Brevet var vedlagt i alt 9 bilag. Bilag 5 var en mail af 8. juli 2013 fra R1 til H1, hvoraf følgende blandt andet fremgik:

"[…]

Med henvisning til vores behagelige telefonmøde i fredags den 5. ds. med [navn udeladt] og [navn udeladt] samt behageligt telefonmøde g.d. med [navn udeladt] skal vi herved venligst bekræfte, at der er indgået følgende aftale omkring Advokatfirmaets honorering for bistand i sagerne frem til og med endelig kendelse ved Landsskatteretten:

Advokatfirmaet vil som udgangspunkt afregne sin assistance i sagerne efter medgået tidsforbrug. Det kan i den forbindelse oplyses, at advokat Es vejledende timepris p.t. udgør kr. 3.200 eksklusiv moms - dvs. kr. kr. 4.000 inklusiv moms, advokat Bs vejledende timepris udgør p.t. kr. 3.000 eksklusiv moms - dvs. kr. 3.750 inklusiv moms, samt advokatfuldmægtig Cs vejledende timepris p.t. udgør kr. 1.900 eksklusiv moms - dvs. kr. 2.375 inklusiv moms.

Som oplyst dækker Staten efter gældende regler om omkostningsgodtgørelse som minimum udgifterne til sagernes førelse ved Skatteankenævnet og Landsskatteretten med 50 %. Såfremt der opnås fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i en eller flere af sagerne, dækker Staten i henhold til gældende regler om omkostningsgodtgørelse udgifterne til Advokatfirmaets honorar i den enkelte sag med 100 %.

Vi skal benytte lejligheden til at bekræfte den indgåede honoraraftale gående ud på, at H1 A/S' samlede økonomiske risiko ved førelsen af alle sagerne ved Skatteankenævnet og Landsskatteretten efter omkostningsgodtgørelse er maksimeret til kr. 500.000. Den anførte betyder, at Advokatfirmaet er berettiget til at afregne sin assistance i sagerne efter medgået tidsforbrug i forhold til de sager, der vindes, hvorefter der efter de gældende regler om omkostningsgodtgørelse vil være mulighed for at opnå 100 % omkostningsgodtgørelse.

I de sager, hvor der ikke opnås medhold i overvejende grad ved enten Skatteankenævnet eller Landsskatteretten, vil Advokatfirmaet maksimalt være berettiget til samlet at afregne sin assistance med kr. 800.000 med tillæg af moms i forhold til disse sager, svarende til, at H1 A/S' samlede nettoudgift efter omkostningsgodtgørelsen for førelsen af de sager, hvor der ikke opnås medhold i overvejende grad, som anført maksimalt udgør kr. 500,000.

Udover udgifterne til Advokatfirmaets honorar skal der erlægges kr. 800 i klagegebyr pr. sag, der påklages til Landsskatteretten. Den ovenfor anførte honoraraftale indbefatter ikke anførte klagegebyr.

Det bekræftes videre, at H1 A/S inden for den nærmeste fremtid vil deponere et beløb på kr. 200.000 til delvis dækning af Advokatfirmaets udgifter efter omkostningsgodtgørelse for sagernes førelse til og med Landsskatteretten. Beløbet bedes deponeret på Advokatfirmaets konto i F1-Bank.

[…]"

SKAT sendte den 18. oktober 2017 et forslag til afgørelse til klageren. Det fremgik af forslaget, at SKAT agtede at kræve den tidligere udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt. SKAT begrundede kravet om tilbagebetaling med, at SKAT havde modtaget nye oplysninger den 28. august 2017, hvorefter klageren ikke kunne anses for at opfylde betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. SKAT henviste i den forbindelse til SKM2015.479.HR.

R1 sendte den 22. december 2017 supplerende bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse. De supplerende bemærkninger var vedlagt i alt 19 bilag.

Bilag 6 til de supplerende bemærkninger var en mail af 20. juni 2013 fra R1 til H1, hvoraf følgende blandt andet fremgik:

"[…]

I forlængelse af vores behagelige møde g.d. fremsender vi herved som aftalt et udkast til orienteringsskrivelse til samtlige 36 personer, som Advokatfirmaet for indeværende repræsenterer.

Vi har derudover vedhæftet udkast til den fuldmagt og transporterklæring, som vi agter at vedlægge til orienteringsskrivelserne i forhold til de personer, hvor vi fortsat mangler at modtage en fuldmagt og transporterklæring retur.

Vi skal anmode om jeres eventuelle bemærkninger samt godkendelse til vedhæftede udkast.

Så snart vi har modtaget jeres godkendelse, vil vi påbegynde udsendelsen af orienteringsskrivelserne m.v. Som bekendt har vi givet en frist til den 1. juli 2013 til at returnere de underskrevne fuldmagter. Det må forventes, at ikke alle når at overholde denne frist - men at vi torsdag den 4. juli 2013 har et overblik over, hvem der ønsker jeres og vores assistance. Der kan selvsagt være enkelte, som er på ferie og først senere har mulighed for at returnere fuldmagten og erklæringen.

[…]

Som bekendt drøftede vi på mødet g.d. omfanget af Advokatfirmaets hidtidige ressourceanvendelse på sagerne samt Advokatfirmaets forventede tidsanvendelse i forbindelse med behandlingen af sagerne til og med Landsskatteretten.

Det bekræftes i den forbindelse, at Advokatfirmaet tidligere har fremsendt en afregning på kr. 50.000 med tillæg af moms til H1 A/S for dækning af assistance i forbindelse med den indledende vurdering af sagerne. Denne regning er blevet betalt.

Det bekræftes videre, som oplyst på mødet, at Advokatfirmaet for indeværende samlet har anvendt ressourcer efter medgået tidsforbrug på ca. kr. 500.000 med tillæg af moms i forhold til førelsen af de i alt 36 verserende sager.

Som drøftet på mødet er det selvsagt vores alles forhåbning, at vi kan vinde sagerne ved Skatteankenævnet med den effekt, at der opnås 100 % omkostningsgodtgørelse fra Staten i forhold til Advokatfirmaets assistance for sagernes førelse ved Skatteankenævnet, samt med den effekt, at der ikke bliver behov for at anvende ressourcer på førelse af sagerne ved Landsskatteretten. Som ligeledes drøftet på mødet foreligger der i sagens natur en risiko for, at sagerne ikke vindes ved Skatteankenævnet, således at der er behov for at anvende ressourcer på videreførelse af sagerne ved Landsskatteretten.

Det bekræftes, at vi på mødet fremkom med følgende estimat over det forventede tidsforbrug for førelse af sagerne til og med Landsskatteretten:

Det bekræftes, at Advokatfirmaet som udgangspunkt vil afregne sin assistance efter sædvanlige timetakster.
Det bekræftes videre, at Staten i henhold til gældende regler om omkostningsgodtgørelse som minimum dækker udgifterne til sagkyndig bistand ved Skatteankenævnet og Landsskatteretten med 50 %. I henhold til gældende regler om omkostningsgodtgørelse dækker Staten udgifterne til sagkyndig bistand med 100 %, såfremt der opnås fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

Det bekræftes, at vi har forstået jer således, at H1 A/S vil indestå for honorering af Advokatfirmaets honorarkrav efter omkostningsgodtgørelse for assistance i de enkelte sager for så vidt angår de personer, som underskriver og returnerer fuldmagterne og transporterklæringerne. Når vi har overblik over antallet, der har underskrevet og returneret dette dokument, kan vi fremkomme med et præcist estimat over omkostningerne ved førelsen af sagerne ved Landsskatteretten, ligesom vi kan angive størrelsen af det beløb, som H1 A/S skal deponere hos Advokatfirmaet til dækning af Advokatfirmaets honorar efter omkostningsgodtgørelse.

Vi ser frem til at modtage jeres eventuelle bemærkninger og godkendelse til vedhæftede udkast. Derudover ser vi frem til et godt og konstruktivt samarbejde fremadrettet med henblik på at få løst disse sager på en tilfredsstillende måde.

[…]"

Mailen af 20. juni 2013 var vedlagt et udkast til en orienteringsskrivelse, hvoraf følgende blandt andet fremgik:

"[…]

Som bekendt har Advokatfirmaet efter aftale med H1 A/S påklaget Deres skattesag til Skatteankenævnet. Det kan oplyses, at Advokatfirmaet har påklaget i alt 36 sager til Skatteankenævnet efter aftale med H1 A/S.

Vi afholdte den 19. ds. et statusmøde med deltagelse af [navne udeladt]. På mødet tilkendegav de tre personer på vegne af H1 A/S, at selskabet fortsat er villig til at dække udgifterne til førelsen af skattesagerne for de personer, som er villige til at acceptere følgende krav:

1. H1 A/S gives fuldmagt til at fastlægge strategien i enhver henseende i forhold til førelse af Deres sag, herunder i forhold til hvilke synspunkter, der skal gøres gældende i den enkelte sag, samt i forhold til udvælgelse af prøvesager m.v.

2. Der gives uigenkaldelig procesfuldmagt til, at vedkommendes sag videreføres til og med endelig kendelse ved Landsskatteretten.

3. Krav på omkostningsgodtgørelse fra Staten til dækning af udgifterne forbundet med videreførelse af sagerne overdrages til Advokatfirmaet R2 til eje som delvis betaling for Advokatfirmaets arbejde med at bistå med sagerne. Man er videre pligtig til løbende at underskrive skemaer til brug for ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

Advokatfirmaet har tidligere udarbejdet og fremsendt et dokument indeholdende en fuldmagt og en transporterklæring til alle jer, som I er blevet bedt om at underskrive og returnere til Advokatfirmaet. Vi har modtaget en række af disse fuldmagter og transporterklæringer retur i underskrevet stand.

Herefter skrives et af følgende to afsnit:

Da vi ikke ser at have modtaget en underskrevet fuldmagt og transporterklæring retur fra Dem, genfremsendes herved omtalte dokument, som vi skal anmode Dem om at underskrive og returnere til Advokatfirmaet i vedlagte frankerede svarkuvert senest den 1. juli 2013.

Eller

Vi skal herved bekræfte, at vi har modtaget en underskrevet fuldmagt og transporterklæring fra Dem.

De personer, som ikke ønsker at underskrive og returnere omtalte fuldmagt og transporterklæring, vil være afskåret fra at modtage økonomisk bistand og assistance i øvrigt fra H1 A/S til videreførelse af deres respektive skattesag. Samtidig vil Advokatfirmaet udtræde som repræsentant i de pågældende sager.

Når vi har fået et endeligt overblik over antallet af personer, der ønsker H1 A/S og Advokatfirmaets assistance til videreførelse af deres sag, vil vi sammen med [navne udeladt] udvælge en eller flere relevante prøvesager, som vil blive ført i front ved de respektive Skatteankenævn hurtigst muligt. De øvrige sager, som H1 A/S og Advokatfirmaet har ansvaret for, vil blive søgt berostillet ved de respektive Skatteankenævn.

Det er vores forhåbning, at sagerne vil være afsluttet ved Skatteankenævnene inden udgangen af 2013.

I det omfang prøvesagerne ikke bliver vundet ved Skatteankenævnet, er det aftalt med [navne udeladt], at sagerne påklages til Landsskatteretten og videreføres til og med endelig kendelse ved Landsskatteretten.

Det er fortsat Advokatfirmaets bedste vurdering, at der er gode muligheder for at opnå et gunstigt resultat i sagerne. I det omfang vi får brug for yderligere faktuelle oplysninger i de enkelte sager, vil vi kontakte jer direkte. De personer, som i samarbejde med [navne udeladt] bliver udvalgt som prøvesager, vil blive kontaktet for nærmere information herom.

I det omfang De måtte have spørgsmål til det ovenfor anførte og/eller vedlagte fuldmagt og transporterklæring, er De meget velkommen til at kontakte enten undertegnede, advokat B (mobil: […] - mail: […]), advokatfuldmægtig C (mobil: […] - mail: […]) eller [navn, telefonnummer og mailadresse udeladt].

Kopi af nærværende skrivelse er samtidig hermed fremsendt til H1 A/S.

[…]"

Bilag 7 til de supplerende bemærkninger var et eksempel på dokumentet benævnt "fuldmagt og transporterklæring", som havde følgende ordlyd:

"[…]

FULDMAGT OG TRANSPORTERKLÆRING

Undertegnede, [navn, adresse, postnr., by og CPR-nr. udeladt], herefter benævnt ''Fuldmagtsgiver", giver hermed fuldmagt til H1 A/S, adresse Y1, by Y1, CVR-nr. […], herefter benævnt "Fuldmægtig", til på Fuldmagtsgivers vegne og i Fuldmagtsgivers navn at foretage enhver disposition i relation til førelsen af Fuldmagtsgivers skattesag, hvor SKAT den [dato udeladt] har truffet afgørelse.

Fuldmægtig er således i relation til førelsen af skattesagen berettiget til at fastlægge strategien i enhver henseende og til at foretage samtlige dispositioner med den samme retsvirkning, som var den foretaget af Fuldmagtsgiver selv.

Fuldmagtsgiver forpligter sig til at bidrage loyalt til skattesagens førelse, herunder ikke at kontakte SKAT. Al kontakt til SKAT skal ske via Advokatfirmaet R2, som fører skattesagen på vegne af Fuldmagtsgiver.

Fuldmagten er uigenkaldelig, idet Fuldmagtsgiver således er forpligtet til at lade sin sag videreføre til og med endelig kendelse ved Landsskatteretten.

Ved påklage af SKATs afgørelse er det muligt at opnå omkostningsgodtgørelse fra Staten. I henhold til gældende regler om omkostningsgodtgørelse for fysiske personer dækker Staten som minimum udgifterne til sagkyndig bistand med 50 % fra det tidspunkt, hvor SKAT har truffet afgørelse. Såfremt der opnås fuldt medhold eller medhold i overvejende grad ved Skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten, dækker Staten i henhold til gældende regler om omkostningsgodtgørelse udgifterne til sagens førelse med 100 %.

Fuldmægtig har forpligtet sig til at afholde Fuldmagtsgivers udgifter til sagkyndig bistand. I det tilfælde at sagen tabes, afholder Fuldmægtig således 50 % af udgifterne til Advokatfirmaet R2, idet Fuldmagtsgiver vil få dækket 50 % af udgifterne til sagkyndig bistand af Staten.

Fuldmægtig forbeholder sig ret til ikke at afholde Fuldmagtsgivers omkostninger i forbindelse med skattesagens førelse, hvis Fuldmagtsgiver ikke bidrager loyalt til skattesagens førelse. Endvidere afholder Fuldmægtig alene Fuldmagtgivers omkostninger ved sagens førelse i det tilfælde, at det er Advokatfirmaet R2, der fører sagen.

Fuldmagtsgiver overdrager hermed samtlige krav på omkostningsgodtgørelse efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 52 i forbindelse med, at SKATs afgørelse af den [dato udeladt] vedrørende indkomstårene [år udeladt] påklages til Skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten, samt i forbindelse med, at sagen efterfølgende måtte blive behandlet ved domstolene, til Advokatfirmaet R2 til eje. Overdragelsen af kravene på omkostningsgodtgørelse omfatter således eksempelvis også udgifter i forbindelse med en eventuel syns- og skønssag. Overdragelsen er maksimeret til at omfatte et beløb svarende til samtlige de krav, som Advokatfirmaet R2 måtte have for at bistå i skattesagen. Omkostningsgodtgørelse kan herefter alene udbetales med frigørende virkning til Advokatfirmaet R2. Fuldmagtsgiver er pligtig til løbende at underskrive skemaer til brug for ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

[…]"

SKATs afgørelse
SKAT har i afgørelse af 19. januar 2018 krævet tilbagebetaling af tidligere udbetalt omkostningsgodtgørelse.

SKAT har anført følgende som begrundelse for afgørelsen:

"[…]

SKATs bemærkninger og begrundelse

Vi kan ikke dække udgifter til rådgiver i forbindelse med din klagesag til Skatteankenævnet, Landsskatteretten og Byretten. Reglerne står i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. Derfor imødekommer vi ikke din ansøgning.

Bevisbyrden for, at den godtgørelsesberettigede er forpligtet til at skulle betale den omhandlede faktura, påhviler som udgangspunkt den godtgørelsesberettigede eller bistandsyder, hvis kravet er overdraget til denne, se SKM2016.378.LSR.

På baggrund af sagens oplysninger, herunder det fremsendt brev fra R1 af 28. august 2017 med bilag, møde d. 8. december 2017 og supplerende bemærkninger med bilag af 22. december 2017, finder SKAT ikke at du hæfter for nogen del af udgifterne til sagkyndig bistand til førelse af klagesagerne som vedrører om udbetalt rejse- og befordringsgodtgørelse kan anses for skattefrit eller ikke.

SKAT har afholdt møde med din repræsentant R1, som endvidere har fremsendt supplerende bemærkninger. SKAT fastholder, at du ikke hæfter for sagkyndig bistand, da der reelt ikke er indgået en aftale imellem dig og R1.
Din repræsentant har flere gange i mails, som beskrevet ovenfor, henvist til en aftale indgået imellem R1 og din arbejdsgiver, H1 A/S.
SKAT finder, at der er indgået aftale imellem R1 og din arbejdsgiver H1 A/S både om honoraret og om opdraget.
SKAT bemærker, at du alene har underskrevet en fuldmagt til din arbejdsgiver, H1.

SKAT er ikke enig i R1s bemærkning, om at de obligationsretlige principper kan finde anvendelse i denne sag, fordi du, ved din handlemåde, har bragt dig i en situation hvor du hæfter for den indgåede aftale imellem R1 og H1 A/S om sagkyndig bistand fra R1 som betales af H1. SKAT mener ikke der er nogen aftale imellem dig og R1.

R1 anfører at der har været en helt naturlig kontakt imellem advokatfirmaet og den enkelte klager. SKAT vurderer, at denne direkte kontakt mellem dig og advokatfirmaet hovedsagelig har bestået i orienteringsskrivelse og anmodning om underskrivelse af fuldmagt og transporterklæring (udformet efter aftale med H1), spørgsmål vedrørende faktuelle oplysninger i klagesagen, og anmodning om underskrivelse af ansøgningsskemaet vedrørende omkostningsgodtgørelse samt evt. orientering om klagesagsforløbet. Det fremgår således direkte af fuldmagt og transporterklæring, at det er H1 A/S der gives fuldmagt til at fastlægge strategien og samtlige dispositioner i klagesagen, og at du ikke må kontakte SKAT, at sagen videreføres til og med kendelse fra Landsskatteretten, og at det er et krav at det er Advokatfirmaet R2, der fører sagen. SKAT finder ikke, at der er tale om en "sædvanlig" kontakt mellem dig og advokatfirmaet, idet det reelt er H1 A/S der har råderetten over klagesagen, og dermed kontakten med advokatfirmaet.

SKAT finder, som følge af ovenstående aftalegrundlag, at du aldrig ville komme til at betale for sagkyndig bistand, da det er arbejdsgiver, H1 A/S der i aftalen har påtaget sig betalingsforpligtelsen. SKAT bemærker også, at det fremgår af ovennævnte, at inddragelsen af advokatfirmaet skete på foranledning af arbejdsgiver, H1 A/S og at det er H1 A/S der har fuld råderet over din klagesag.

I det fremsendte materiale e-mail fra R1 til H1s ledelse af 20. juni 2013, bilag 6, fremgår at der allerede var anvendt ressourcer (timeforbrug) på sagen for 500.000 kr. på de 37 sager. Endvidere fremgår, at H1 A/S vil indestå for honorering af Advokatfirmaets honorarkrav. I mailen estimers yderligere tidsforbrug på sagernes førelse. Din repræsentant anfører, at der ikke i mailen står skrevet, at den enkelte ansatte ikke hæfter for sin udgift overfor R1. SKAT finder at både ordlyden i fuldmagten, hvor det fremgår at din arbejdsgiver H1 A/S "indestår" for honoreringen, samt det faktum, at der var afholdt store udgifter til sagkyndig bistand, inden du underskrev fuldmagten, og at din arbejdsgiver har betalt alle udgifter forbundet med sagernes førelse, betyder at du ikke hæfter for nogen udgifter til sagkyndig bistand.

På den baggrund finder SKAT, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1 om, at der skal være tale om udgifter, som den godtgørelsesberettigede skal betale eller har betalt, ikke er opfyldt.

Det er SKATs opfattelse, at det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige "skal betale eller har betalt" rådgiverhonoraret. Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

SKAT anser dermed ikke at du, hæfter for betaling for den sagkyndige bistand og vi kan derfor ikke dække udgifterne hertil.

Din repræsentant har anført, at din arbejdsgiver H1 A/S besluttede at ville yde et tilskud til dækning af udgifterne til sagkyndig bistand for de spillere mv., som måtte have ønske om at påklage SKATs afgørelse. Derfor indestod H1 A/S for betaling af udgifterne overfor R1. SKAT bemærker hertil, at der i denne sag ikke er tale om reel hæftelse, og betingelserne for omkostningsgodtgørelse er dermed ikke opfyldt. SKAT henviser til SKM2015.479.HR: "Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige "skal betale eller har betalt" rådgiverhonoraret. Forarbejderne understøtter klart bestemmelsens ordlyd. Dette gælder også for så vidt angår mandatarsager, hvorom det fremgår, at det er en betingelse, at udgifterne til rådgiverbistand påhviler den skattepligtige og ikke mandataren, jf. betænkning nr. 1382/ 2000 om omkostningsdækningsordningen, s. 204-207, og Folketingstidende 1999- 2000, tillæg A, lovforslag nr. L 267, s. 7485. Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand. Det, som A har anført om, at der i administrativ praksis, herunder i mandatarsager, ikke stilles krav om en betalingsforpligtelse, kan ikke føre til et andet resultat, allerede fordi en praksis som den påståede ville være i klar modstrid med lovens udtrykkelige betingelse for udbetaling af omkostningsgodtgørelse." Det er således ikke hensigten med ordningen at yde godtgørelse til ansøgere, som ikke skal betale de faktiske rådgiveromkostninger, når der ikke er tale om en reel betalingsforpligtelse.

SKAT har tidligere udbetalt omkostningsgodtgørelse til udgifter til din klagesag ved Skatteankenævnet og Landsskatteretten. Udbetalingen skete med forbehold for tilbagebetaling jf. skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3.
SKAT har afgjort at omkostningsgodtgørelsen skal tilbagebetales da den er truffet på et forkert faktuelt grundlag og genopkræver godtgørelsen på 132.625 kr.

SKAT anser dermed ikke at du hæfter for betaling for den sagkyndige bistand og kan derfor ikke udbetale omkostningsgodtgørelse af udgifterne hertil.

Da du allerede har fået omkostningsgodtgørelse til udgifter til din klagesag ved Skatteankenævnet og Landsskatteretten, genopkræver vi derfor beløbet 132.625 kr.

Opgørelse af godtgørelsesbeløbet og tilbagebetalingskrav

Udbetalt vedrørende sagkyndig bistand, jf. tidligere afgørelser

SKAT opkræver 132.625,00 kr.
Omkostningsgodtgørelsen er i henhold til ansøgningernes aftale om overdragelse udbetalt til R1. Beløbet vil derfor blive opkrævet hos R1, cvr.nr. […], jf. skatteforvaltningslovens § 57, stk. 4.

[…]"

SKAT har den 20. juni 2018 indsendt en udtalelse med bemærkninger til klagen. Af udtalelsen fremgår blandt andet følgende:

"[…]

Retsregler og praksis
Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 1, SKM2015.479.HR, BS 3E-1438/2016 af 14. august 2017.

[…]

SKM2015.479.HR:

[…]

Højesteret kom frem til, at skatteyderen ikke hæftede for honoraret til advokatfirmaet for behandling af hans klagesag ved Landsskatteretten. Skatteyderen opfyldte derfor ikke betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, og skatteyderen var dermed ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Højesteret fandt desuden, at det af skatteyderen anførte om, at der gjaldt en administrativ praksis, hvorefter der ikke blev stillet krav om hæftelse for betalingen, ikke kunne føre til et andet resultat, allerede fordi den påståede praksis ville være i klar modstrid med lovens betingelser for at udbetale omkostningsgodtgørelse. (Stadfæstelse af SKM2014.399.VLR) (SKATS fremhævelse)

Reference(r) Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 1

Henvisning Den juridiske vejledning 2015-1 A.A.13.4

[…]
Der er ikke i klagen til Skatteankestyrelsen fremkommet nye oplysninger mv. […]

SKAT har genopkrævet det uretmæssige udbetalte omkostningsgodtgørelse jfr. vedlagte regneark.

[…]"

Skattestyrelsen (tidligere SKAT) har indsendt supplerende bemærkninger til sagen den 14. september 2020, hvori Skattestyrelsen fastholder afgørelsen af 19. januar 2018.

Klagerens opfattelse
R1 har i klagen nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse for de ansøgte udgifter til sagkyndig bistand ydet af R1, da klageren hæfter for udgifterne, og at sagen på den baggrund skal hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet behandling.

Af klagen fremgår blandt andet følgende:

"[…]

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at A i henhold til skatteforvaltningslovens § 51 er berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til Advokatfirmaets sagsførelse.

Til støtte herfor henvises i øvrigt til det anførte i klagesagen vedrørende [navn udeladt].

[…]"

Af klagen, i den klagesag som R1 henviser til ovenfor, fremgår blandt andet følgende:

"[…]

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at [navn udeladt] i henhold til skatteforvaltningslovens § 51 er berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til advokatfirmaets sagsførelse, idet han ved sin handlemåde har bragt sig i en situation, hvor han utvivlsomt hæfter for Advokatfirmaets udgifter.

• • • • • •

Det følger helt overordnet af skatteforvaltningslovens § 52, at der ydes en godtgørelse på 50 % af de udgifter, som en person omfattet af skatteforvaltningslovens § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i skatteforvaltningslovens § 54 i de sager, der er nævnt i skatteforvaltningslovens § 55.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 52 er det herefter afgørende, om den godtgørelsesberettigede hæfter for udgifterne til rådgiver.

Som allerede tilkendegivet overfor SKAT, er der enighed om, at H1 A/S under hele sagsforløbet har hæftet for [navn udeladt] udgifter til rådgiver, dvs. Advokatfirmaet, idet H1 A/S har forpligtiget sig til at indestå for betalingen af Advokatfirmaets honorar ved førelsen af skatteydernes skattesager for skatteankenævnet, Landsskatteretten og domstolene.

Det er tillige vores opfattelse, at [navn udeladt] efter en samlet vurdering af de faktiske forhold tillige selv har hæftet for udgifterne til Advokatfirmaet, idet der nærmere henvises til følgende:

1 Det obligationsretlige udgangspunkt

Det følger helt overordnet af aftalelovens § 10, at den, som har givet en anden fuldmagt til at foretage en retshandel, umiddelbart bliver berettiget og forpligtet overfor tredjemand ved en retshandel, som fuldmægtigen foretager i fuldmagtsgiverens navn og indenfor fuldmagtens grænser.

Befuldmægtiges H1 A/S derfor til på vegne af eksempelvis en spiller til at købe en ydelse hos Advokatfirmaet, så bliver spilleren efter almindelige obligationsretlige principper, jf. således også aftalelovens § 10, forpligtet til overfor Advokatfirmaet at betale for ydelsen, medmindre der positivt mellem Advokatfirmaet og spilleren er indgået aftale om, at spilleren ikke skal hæfte for betalingen af den ydelse, som er købt.

En sådan aftale, der fraviger det almindelige obligationsretlige udgangspunkt, må i øvrigt kræve særlige holdepunkter.

Videre følger det af helt almindelige obligationsretlige principper, jf. således også aftalelovens § 9, at en person ved sin egen adfærd kan have bragt sig i en situation, hvor rimelig hensyntagen til medkontrahentens interesser kræver, at han inden en vis tid siger til, såfremt han ikke ønsker at være forpligtet i overensstemmelse med medkontrahentens tilkendegivelse.

Til støtte for sidstnævnte obligationsretlige princip henvises til tre centrale domme afsagt af landsretterne, som er offentliggjort i henholdsvis UfR 1987.43 V, UfR 1991.343 V og UfR 1994.328 Ø, der er vedlagt som bilag 19, 20 og 21.

Med henvisning til ovennævnte obligationsretlige principper kunne de involverede skatteydere således alene undgå at hæfte direkte overfor Advokatfirmaet, hvis de for det første havde meddelt Advokatfirmaet, at de ikke ønskede Advokatfirmaets bistand, eller for det andet havde meddelt at de ikke ville betale for de udgifter, der var forbundet med denne bistand.

2 Særligt om SKM2015.479.HR

Ved dom offentliggjort i SKM2015.496.HR har Højesteret nærmere forholdt sig til, hvorvidt betingelserne for udbetaling af omkostningsgodtgørelse til en skatteyder var opfyldte - med særlig fokus på netop hæftelsesspørgsmålet.

[…]

Det bemærkes for god ordens skyld, at Skatteministeriet ved sidstnævnte afsnit positivt har bekræftet, at en skatteyder godt kan modtage omkostningsgodtgørelse, selvom han "slipper for at betale", idet en anden har påtaget sig at afholde udgifterne til sagkyndig bistand for skatteyderen - blot denne hæfter for betalingen.

I relation til netop hæftelsesspørgsmålet fremgår af Højesterets præmisser alene følgende:

"Højesteret tiltræder af de grunde, som landsretten har anført, at S ikke hæftede for betaling af advokatfirmaet Xs honorar for at behandle hans klagesag ved Landsskatteretten."

Af landsrettens præmisser fremgik nærmere følgende:

"Der skal, som byretten har anført, lægges vægt på aftalegrundlaget mellem Y ApS og S. Aftalegrundlaget, som X kendte, indebar bl.a., at Xs varetagelse af S' skattesag aldrig ville medføre, at S kom til at betale mere end fastsat i den oprindelige kontrakt. Det har også betydning, at inddragelsen af X skete på foranledning af Y ApS og havde tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem Y ApS og X.

På denne baggrund har S - uanset forklaringerne om retsforholdet mellem X og S afgivet med henblik på spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse - ikke været forpligtet til at betale de tre salærnotaer udstedt af X."

Som det fremgår af landsrettens præmisser, blev der i relation til hæftelsesspørgsmålet lagt vægt på to forhold.

For det første at Xs varetagelse af skatteyderens sag aldrig ville medføre, at skatteyderen kom til at betale mere end fastsat i den oprindelige kontrakt.

Herom havde skatteyderen selv for byretten forklaret, at"han overvejede, om han skulle bede om at få sagen afsluttet, men valgte at lade X fortsætte sagen, fordi den honoraraftale, han havde indgået med Y fortsat var gældende, selv om sagen blev behandlet af X."

Der var således ikke indgået nogen aftale om honoreringen, idet skatteyderen derimod positivt havde fået oplyst ved skrivelse af den 1. juli 2008, at "omstruktureringen IKKE medføre yderligere udgifter for Dem i forhold til den oprindelige aftale mellem Dem og Y ApS."

Skatteyderen havde således positivt fået oplyst, at han ikke ville få udgifter forbundet med Xs bistand.

Ved den omtalte skrivelse af den 1. juli 2008, som var X bekendt, havde parterne således fraveget det almindelige obligationsretlige princip, der kommer til udtryk i aftalelovens § 10, og som er beskrevet indledningsvist i nærværende skrivelses hovedafsnit 1.

Der kan således ikke være tvivl om, at faktum i Højesteretssagen på dette punkt adskiller sig væsentligt fra forholdene relaterende til Advokatfirmaets førelse af sagerne vedrørende de ansatte i H1 A/S.

I disse sager har Advokatfirmaet - som den eneste rådgiver - bistået de enkelte skatteydere og har således ikke fungeret som underleverandør eller tilsvarende for en anden rådgiver, med hvem der kunne være indgået en forudgående aftale.

Skatteyderne, herunder [navn udeladt], har i disse sager fået en ydelse fra Advokatfirmaet og hæfter med henvisning til almindelige obligationsretlige principper naturligvis for betalingen af denne, idet der ikke mellem skatteyderne og Advokatfirmaet har været indgået nogen aftale om, at de ikke skulle betale.

For det andet og meget væsentligt lagde landsretten afgørende vægt på, at inddragelsen af X skete på foranledning af Y og havde tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem Y og X.

Således gjorde Skatteministeriet også direkte gældende, at der var et egentligt interessefællesskab mellem Y og X.

Herved adskiller faktum i højesteretssagen sig tillige væsentligt fra Advokatfirmaets bistand ydet til de i nærværende skrivelse omhandlede skatteydere, idet Advokatfirmaet ikke på noget tidspunkt har haft noget forretningsmæssigt samarbejde med H1 A/S.

Y og X havde den fælles økonomisk interesse, at de ved deres forretningsmodel - når der bortses fra resultatet af Højesteretsdommen - kunne opnå et højere honorar, idet Y ikke havde mulighed for at indbringe sagerne for domstolene uden bistand fra X, og at Y ville få et højere honorar for deres bistand, såfremt X efterfølgende opnåede medhold i overvejende grad.

Et sådant forretningsmæssigt samarbejde har i sagens natur ikke på noget tidspunkt foreligget mellem Advokatfirmaet og H1 A/S, ligeledes som at Advokatfirmaet og H1 A/S ikke på noget tidspunkt har haft et interessefællesskab, som Skatteministeriet i højesteretssagen gjorde gældende, at der forelå mellem Y og X.

I forlængelse heraf er det særdeles væsentligt at have for øje, at netop dette forretningsmæssige samarbejde blev tillagt betydning af Vestre Landsret i relation til spørgsmålet om, hvorvidt skatteyderen var forpligtet til at betale de tre salærnotaer udstedt af X.

Dette moment har helt utvivlsomt været ganske afgørende for både landsrettens og Højesterets vurdering af sagen, og sammenfaldende forhold eksisterer ikke i denne sag omhandlede [navn udeladt].

På den baggrund gøres det således også gældende, at [navn udeladt] opfylder betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse i henhold til skatteforvaltningslovens §52.

Opmærksomheden henledes i den forbindelse endnu en gang på det af Skatteministeriet anførte om, at en skatteyder godt kan være berettiget til omkostningsgodtgørelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 52, selvom han "slipper for at betale udgifterne", jf. nærmere herom ovenfor.

Det er derfor også i strid med praksis, når SKAT i nærværende sag som det væsentligste moment har lagt afgørende vægt på, at [navn udeladt]"aldrig ville komme til at betale for sagkyndig bistand, da det er arbejdsgiver, H1 A/S, der [ - ifølge SKAT - ] har påtaget sig betalingsforpligtelsen[…].

[…]"

R1 har supplerende, i den klagesag som R1 har henvist til ovenfor, blandt andet anført:

"[…]

Som oplyst på mødet følger der af de almindelige obligationsretlige regler og principper, at den, der modtager en ydelse, som altovervejende udgangspunkt hæfter for betalingen af denne.

Til støtte herfor henvises for det første til Østre Landsrets dom offentliggjort i U.1932.606Ø, der vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt ejeren af en fast ejendom hæftede for betaling af bl.a. udført el-installationsarbejde. I den pågældende sag blev ejeren dømt til at betale for arbejdet, uanset at aftale herom alene var truffet med dennes ægtefælle.

Af sagsøgers anbringender fremgik følgende:

"... Sagsøgerne [har] gjort gældende, at de vel har truffet Aftalerne med Sagsøgtes Mand, men at de under Hensyn til, at de paagældende Ejendomme administreres af Sagsøgtes Mand med Rette maatte gaa ud fra, at han ogsaa var bemyndiget til at træffe de Dispositioner for hendes Regning, for hvilke der nu kræves Betaling."

I forlængelse heraf nåede Østre Landsret til følgende resultat:

"Retten finder i det hele at kunne tiltræde det af Sagsøgerfirmaet anførte".

For det andet henvises der til Vestre Landsrets dom offentliggjort i U.1950.796V. Ved den pågældende dom blev sagsøgte, der var ejer af en ejendom, hvorfra sagsøgtes mand havde drevet forretning, dømt til at hæfte for den af manden stiftede gæld for leverede varer til forretningen.

Vestre Landsret lagde for sin afgørelse til grund, at ægtefællens forretning var blevet drevet til begge parters fordel, hvorfor ejeren ikke kunne undslå sig hæftelse. Herom anførte Vestre Landsret følgende:

"... Forholdet må opfattes således, at [manden] med [hustruens] bemyndigelse i begges interesse har bestyret den af hende tilhørende forretning, og at det ikke heroverfor tillægges afgørende betydning, at forretningen udadtil blev drevet i [mandens] navn og på hans næringsindkomst. Idet sagsøgte [hustruen] herefter må være ansvarlig for de af [manden] foretagne dispositioner, for så vidt de må betragtes som led i forretningens normale drift, og idet der ikke i så henseende er fremsat nogen indsigelse mod det af sagsøgerne fremsatte krav, vil sagsøgte være at dømme i overensstemmelse med sagsøgerens påstand. "

For det tredje henvises til Vestre Landsrets dom offentliggjort i U.1954.784V. Den pågældende dom omhandlede en villaejendom, som sagsøgte ejede, og som sagsøgte havde erhvervet som særeje.

Sagsøgte og hendes ægtefælle boede sammen i ejendommen. Sagsøgtes ægtefælle havde uden sagsøgtes involvering bestilt et antenneanlæg samt en hustelefon til ejendommen, hvilket installationsarbejde blev udført på villaen.

Vestre Landsret lagde til grund, at sagsøgte havde interesse i arbejdets udførelse, hvorfor sagsøgte også blev dømt til at betale for arbejdet. Herom anførte Vestre Landsret følgende:

"Således som sagen foreligger til pådømmelse, må der gås ud fra, at sagsøgte har bemyndiget sin ægtefælle til i et vist omfang at træffe bestemmelse om udførelse af arbejder sigtende til istandsættelse og forbedring af den købte ejendom. Under disse omstændigheder, og idet det omstridte beløb, for så vidt angår 2377 kr. 98 øre, vedrører arbejder af en sådan art og tilknytning til ejendommen, der er sæde for det fælles hjem, at sagsøgte må anses at have være interesseret i deres udførelse, må hun være pligtig at yde betaling for dem..."

For det fjerde henvises til Østre Landsrets dom offentliggjort i U.1975.679Ø. I den pågældende sag ejede appellanten en landbrugsejendom. Ejendommen blev drevet af appellanten og hendes ægtefælle i forening, og ejendommen tjente til fælles bolig.

Appellantens ægtefælle havde i eget navn indkøbt varer til ejendommens drift. Appellanten blev herefter dømt til at hæfte for betalingen. Herom anførte Østre Landsret følgende:

"Landsretten må efter bevisførelsen lægge til grund, at de i indstævntes opgørelse anførte varer er indkøbt til anvendelse i driften af den landbrugsejendom, som appellantinden og ægtefællen beboede og drev i forening, hvorved bemærkes, at det forpagtede areal efter det foreliggende må antages drevet under et med gården. Under disse omstændigheder findes indstævnte at have haft føje til at gå ud fra, at gårdens ejer hæftede for indkøbene, og at appellantindens ægtefælle derfor, såfremt ikke han, men appellantinden var ejer af ejendommen, kunne foretage indkøbene med forpligtende virkning for appellantinden. Idet dette må have stået appellantinden klart, må hun, der ikke overfor indstævnte har gjort indsigelse mod indkøbene, hæfte for betalingen. Da der ikke er rejse indsigelse mod indstævntes opgørelse af kravet, vil indstævntes påstand være at tage til følge."

For det femte henvises til Vestre Landsrets dom offentliggjort i U.1987.43V. I den pågældende sag ejede sagsøgte en fast ejendom. Sagsøgtes ægtefælle havde bestilt installationsarbejde på ejendommen. Der var tale om grundlæggende og nødvendigt installationsarbejde, herunder ny målerledning og kraftstik til hårde hvidevarer.

Sagsøgte blev dømt til at hæfte for betaling, da Vestre Landsret fandt, at sagsøgte var blevet beriget og havde en interesse i det udførte arbejde. Herom anførte Vestre Landsret følgende:

"Indstævnte vidste, at hendes daværende ægtefælle M, henvendte sig til en el-installatør med henblik på at få udført nogle installationer i huset. Ved indflytningen konstaterede hun, at arbejdet ikke, som hun troede, kun drejede sig om montering af nogle stikkontakter, men at der også var indlagt kraft og opsat HFl-relæ. Selv om indstævnte efter tvangsauktionen over ægtefællens ejendom må antages at have været klar over, at hans betalingsevne var tvivlsom, reagerede hun ikke over for appellanten i anledning af, at disse installationer, der må anses for hensigtsmæssige og til dels nødvendige, var udført på hendes ejendom. Først efter at samlivet var ophævet, og kravet blev rettet mod hende, efter at det forgæves var søgt inddrevet hos M, har hun gjort gældende, at hun ikke har bestilt eller godkendt arbejdets udførelse, og at hun derfor ikke hæfter for betalingen. I hvert fald under disse omstændigheder findes indstævnte at have pådraget sig en medhæftelse for regningens betaling, og disse dommere stemmer derfor for at tage appellantens påstand til følge."

For det sjette henvises til Vestre Landsret dom offentliggjort i U.1991.343V. Sagen omhandlede en sagsøgt, som ejede en ejendom, hvortil sagsøgtes ægtefælle i eget navn havde bestilt et håndværkerfirma til at udføre arbejde på ejendommen.

Håndværkerfirmaet var af den opfattelse, at dette havde et krav mod sagsøgte og ikke sagsøgtes ægtefælle, der havde bestilt arbejdet.

Sagsøgte havde ikke bragt tømrerfirmaet ud af denne vildfarelse. Sagsøgte blev derfor dømt til at hæfte for betalingen. Herom anførte Vestre Landsret følgende:

"Det må have stået klart for indstævnte, der var til stede på ejendommen under udførelsen af de arbejder, som hendes ægtefælle havde bestilt, at appellanten regnede med, at arbejdet udførtes efter bestilling af ejendommens ejer, således at appellanten fik et krav mod ejeren. Under disse omstændigheder findes indstævnte, der ikke bragte appellanten ud af hans vildfarelse, at hæfte for betalingen for arbejdet."

For det syvende henvises til Østre Landsrets dom offentliggjort i U.1994.328Ø. I sagen havde sagsøgtes ægtefælle bestilt en håndværker til reparation af pudslaget på sagsøgtes ejendom.

Sagsøgte havde aldrig givet samtykke til arbejdet, og håndværkeren havde heller ikke bestræbt sig på at indhente dette. Sagsøgte havde været til stede på ejendommen under arbejdets udførelse, men havde på ingen måde blandet sig heri. Arbejdet blev alene aftalt med sagsøgtes ægtefælle.

Af hensyn til at sagsøgtes ejendom blev beriget, og af hensyn til at sagsøgte aldrig havde bragt håndværkeren ud af sin vildfarelse, dømtes sagsøgte til at hæfte for betalingen. Herom anførte Østre Landsret:

"Det må have stået klart for indstævnte [H], der var til stede på ejendommen under udførelsen af det arbejde, som hendes ægtefælle [M] havde bestilt, at appellanten regnede med, at arbejdet udførtes efter bestilling også af ejendommens ejer, således at appellanten fik et krav mod ejeren."

For det ottende henvises endelig til Vestre Landsret dom offentliggjort i U.2003.2206V. I sagen havde indstævnte fået udført arbejde for kr. 16.000 på en lejebolig. Arbejdet vedrørte fugtskader, som appellanten - dvs. ejerforeningen - ikke selv havde udbedret.

Appellanten blev dømt til at betale for det udførte arbejde, da denne ellers ville opnå en ugrundet berigelse. Herom anførte Vestre Landsret følgende:

"Det lægges efter det oplyste om omfanget og arten af fugtangrebet til grund, at en udbedring, uanset om denne blev udført indefra eller udefra, vedrører fællesejendommen, og at det var påkrævet at udbedre manglen, såfremt lejligheden fortsat skulle anvendes som bolig. Det er ikke godtgjort, at en øjeblikkelig udbedring var påkrævet for at afværge en umiddelbart truende skade, men arbejdet har afhjulpet fugten i to af rummene, og der er derfor sket en forbedring af fællesejendommen. Udgifterne til denne forbedring er appellanten forpligtet til at godtgøre indstævnte, idet appellanten ellers ville opnå en ugrundet berigelse."

[…]"

Klagerens yderligere bemærkninger

R1 har den 5. marts 2021 indsendt et supplerende indlæg i sagen, der indeholder nye væsentlige synspunkter. Heraf fremgår blandt andet følgende:

"[…]

1 Ej adgang til at ændre de begunstigende afgørelser

For det første skal det fremhæves, at en afgørelse om udbetaling af omkostningsgodtgørelse, herunder aconto udbetaling, alene kan ændres, hvis 1) der er positiv lovhjemmel hertil, 2) afgørelsen er ugyldig, eller 3) det i øvrigt er muligt at tilbagekalde afgørelsen efter den almindelig dommerskabte retsgrundsætning.

1.1 Ej positiv lovhjemmel

I forlængelse af ovenstående gøres det i første række gældende, at SKAT ikke har positiv lovhjemmel til at ændre en begunstigende forvaltningsafgørelse, hvorved SKAT har ydet omkostningsgodtgørelse, herunder aconto, medmindre forholdet er omfattet af den omstændighed, at SKAT har taget forbehold for at vurdere rimeligheden af et honorar efter skatteforvaltningslovens § 57, stk. 4 og stk. 5.

Nævnte bestemmelser blev i øvrigt indsat ved lov nr. 1500 af den 23. december 2014 med virkning fra 1. januar 2015, dvs. efter udbetalingen af omkostningsgodtgørelse i flere af de i dette indlæg omhandlede sager.

SKAT har således heller ikke ved de påklagede afgørelser henvist til et lovgrundlag til støtte for opkrævningen, idet SKAT alene har henvist til, hvorfor omkostningsgodtgørelsen - efter SKATs opfattelse - er udbetalt med urette.

Dette forhold er i øvrigt også omtvistet, da det fortsat gøres gældende, at klagerne, som har været klienter hos Advokatfirmaet, er berettiget til omkostningsgodtgørelse i overensstemmelse med de ansøgte beløb.

1.2 Ej grundlag for ugyldighed

I anden række gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at ændre de begunstigende afgørelser, hvorved der er ydet omkostningsgodtgørelse, herunder udbetalt omkostningsgodtgørelse a conto, med henvising til regelsættet for ugyldighed.

Dette uanset, at det efterfølgende måtte konstateres, at klagerne mod forventning ikke hæfter, og der således foreligger en væsentlig retlig mangel (fejl), som det er gjort gældende af SKAT. Dette fordi tertiære momenter vil hindre ugyldighed og derimod sikre opretholdelse af afgørelserne.

Tertiære momenter er baseret på et beskyttelseshensyn, hvorefter det i flere tilfælde vil være urimeligt, at en retlig mangel (fejl) skal medføre ugyldighed til skade for afgørelsens adressant - i dette tilfælde klagerne og Advokatfirmaet.

Tertiære momenter, som vil føre til en opretholdelse af en afgørelse, er særligt, 1) hvis adressanten har indrettet sig på afgørelsen, 2) adressanten har været i god tro, og endelig 3) afgørelsen ikke er åbenbart ulovlig.

Dette er for længst fastslået i retspraksis, idet der henvises til UfR 1887.640 H, der stadig har væsentlig præjudikatsværdi, jf. Karsten Revsbech m.fl. i Almindelige Emner, 6. udgave (2016), side 452.

Sagen drejede sig kort fortalt om en person, der fik næringsbrev til at drive købmandshandel fra en ejendom udenfor Hillerød. Det blev på baggrund af en opmåling lagt til grund, at ejendommen lå godt ½ mil fra centrum i købstaden Hillerød og dermed udenfor den konkurrencebeskyttelseszone (læbælte) på 1 ½ mil, der efter næringsloven var gældende omkring købsstæder.

Nogle år senere viste en ny opmåling, at ejendommen lå 149 alen indenfor læbæltet. Daværende amtmand forelangte herefter næringsbrevet tilbageleveret med henvisning til regelsættet om ugyldighed.

Højesteret erklærede derimod ikke næringsbrevet ugyldigt.

Som grundlag for dette henviste Højesteret til, at det påhvilede den myndighed, som udstedte næringsbrevet, at overvåge iagttagelse af lovens krav, og "at det ikke kan ses beføjet på Grund af den nu fremkomne Attestation om en ubetydelig Mangel i den lovbestemte Afstand at frakjende ... den af ham i god Tro erhervevde og gennem længere Aarække upaatalte udøvende Næringsret i dne for ham tilhørende Store Lungby Kro".

Som anført af Karsten Revsbech m.fl. i Almindelige Emner, 6. udgave (2016), side 452, er dommen udtryk for, at en adressats gode tro, berettigede forventninger og indrettelser samt den tid, der er gået siden afgørelsens meddelelse, er forhold, som kan føre til, at en afgørelse, der er udstedt uden fornøden hjemmel og/eller strider mod loven, vil blive stående som gyldig.

Alle ovennævnte forhold gør sig gældende i sagerne i dette sagskompleks omhandlende opkrævning af omkostningsgodtgørelse.

I forhold til særligt spørgsmålet om god tro og afgørelsernes karakter som åbenbart ulovlige skal der helt overordnet henvises til det allerede anførte i førersagerne […] samt særligt Landsskatterettens afgørelser heri, hvor et retsmedlem udtaler følgende:

"Retsmedlemmet finder, at R1 har løftet bevisbyrden for, at klageren hæfter for betalingen af R1s honorar for den sagkyndige bistand ydet ved henholdsvis Skatteankenævn […], Landsskatteretten og Retten i […].

Retsmedlemmet har herved særligt lagt vægt på, at der efter de almindelige regler om fuldmagt er indgået en aftale mellem R1 som rådgiver og den ansatte i H1 som klient. Klienten hæfter som udgangspunkt rådgiverhonoraret, og R1 har ikke givet afkald herpå. Retsmedlemmer finder ikke, at hæftelsen er uden reelt indhold, selvom det har været forudsat, at honorarer ville blive dækket endeligt ved omkostningsgodtgørelse og eventuelt - i tilfælde af, at sagen ikke blev vundet heller eller i overvejende grad - til tilskud på 50 % fra arbejdsgiveren. Den ansatte har således haft risikoen for, at hæftelsen ville blive aktuelt i tilfælde af, at der ikke blev bevilget omkostningsgodtgørelse, at arbejdsgiveren betalingsevne svigtede, at den stillede sikkerhed ikke viste sig fuldgod eller en kombination af disse omstændigheder.

Retsmedlemmet finder herefter, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse" (vores understregning)

I forlængelse heraf skal opmærksomheden også henledes på, at aftalegrundlaget i sagerne blev etableret i 2012-2013, dvs. langt tidligere, end SKAT selv havde fokus på detaljegraden i aftalegrundlaget med betydning for hæftelsesspørgsmålet i relation til udbetaling af omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Det kan således ikke komme klagerne og Advokatfirmaet til skade, at aftalegrundlaget ikke tilbage i årene 2012-2013 blev udformet på en måde, således det meget klart fremgik, at det var den enkelte klager, der hæftede.

Havde Advokatfirmaet haft positiv viden om, at dette ville have været relevant for SKATs vurdering, så havde Advokatfirmaet blot udarbejdet modtagelsesskrivelser i de enkelte sager stilet til den enkelte klager med angivelse af det tilskud, som der ville blive ydet af arbejdesgiveren til disse.

Det havde ingen forskel gjort for klagerne, arbejdsgiveren eller Advokatfirmaet, hvilket også understøtter realiteten i de direkte klientforhold samt klienternes hæftelse i overensstememlse med det, som er lagt til grund af et retsmedlem i førersagerne […].

Fastholdes det, at klagerne ikke hæfter, må det derimod - med støtte i det anførte i førersagne […] - lægges til grund, at klagerne, disses arbejdsgiver og Advokatfirmaet har befundet sig i en undskyldelig retsvildfarelse, som fører til, at der ikke er grundlag for at ændre afgørelserne om udbetaling af omkostningsgodtgørelse efter regelsættet for ugyldighed som følge af tilstedeværelsen af tertiære momenter.

Det kan således ikke lægges til grund, at afgørelserne om udbetaling af omkostningsgodtgørelse er åbenbart ulovlige, hvorfor der ikke er grundlag for at statuere ugyldighed.
Endelig skal det videre fremhæves, at det ikke er anfægtet af SKAT eller andre, at alle klagesagerne er indenfor kerneområdet af de sagstyper, som der - i overensstemmelse med lovgivers intention - ydes omkostningsgodtgørelse til efter skatteforvaltningslovens kapital 19.

Det er således også helt åbenbart, at der ikke er noget særligt økonomisk hensyn at tage til SKAT i denne sammenhæng. Ved udbetalingen af omkostningsgodtgørelsen i sagerne lider SKAT således ikke noget retstab, idet formålet og hensynene efter skatteforvaltningslovens kapital 19 derimod blot iagttages.

Det skal i den forbindelse i øvrigt fremhæves, at det er SKAT, som skal påvise, at der ikke foreligger tertiære momenter, som hindrer statueringen af ugyldighed, hvilket hverken SKAT - eller Skatteankestyrelsen i de tidligere afgjorte sager- har forholdt sig nærmere til.

1.3 Ej grundlag for tilbagekaldelse

I tredje række gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at tilbagekalde de oprindelige afgørelser om udbetaling af omkostningsgodtgørelse, herunder aconto udbetalinger, med henvining til manglende hæftelse.

Når der ikke er grundlag for en tilbagekaldelse efter den almindelige dommerskabte retsgrundsætning om tilbagekaldelse, er det allerede fordi, der ikke er tale om afgørelser af skønsmæssig karakter, men derimod fuldt lovbundne afgørelser - enten er skatteyder berettiget til omkostningsgodtgørelse eller ej.

Når SKAT i visse situationer alligevel kan være berettiget til at kræve tilbagebetaling af omkostningsgodtgørelse i tilfælde, hvor det ikke vedrører rimeligheden i størrelsen af den udbetalte omkostningsgodtgørelse, er det med støtte i de obligationsretlige regler, jf. nærmere nedenfor.

2 Condictio indebiti

For det andet skal det fremhæves, at der ikke i sagerne er grundlag for at kræve tilbagebetaling efter reglerne for condictio indebiti.

Det er bl.a. en forudsætning for at kræve tilbagebetaling på dette obligationsretlige grundlag, at betalingsmodtageren, dvs. klagerne og Advokatfirmaet, har været i ond tro, hvilket ikke er tilfældet.

Betingelserne for at kræve tilbagebetaling indeholder i det væsentligste en vurdering svarende til spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse kan erklæres ugyldig med afsæt i de forliggende tertiære momenter.

Allerede af den grund kan der med afsæt i det allerede anførte under afsnit 1.2. ikke gennemføres en tilbagebetaling.

I den forbindelse henledes opmærksomheden igen på, at SKAT ikke har lidt noget retstab, idet klagesagerne alle er sager, hvor der i henhold til lovgivers intention ydes omkostningsgodtgørelse.

Endelig henvises der igen i hele til det anførte i førersagerne […]

[…]"

R1 har den 26. april 2021 fremsendt bemærkninger til Skattestyrelsens supplerende udtalelse af 7. april 2021:

"[…]

Det kan af Skattestyrelsens udtalelse af den 7. april 2021 konstateres, at Skattestyrelsen ikke tidligere har gjort sig overvejelser om, på hvilket grundlag Skattestyrelsen har været berettiget til at opkræve den tidligere udbetalt omkostningsgodtgørelse.

Videre kan det oplyses, at Skattestyrelsen heller ikke i dag præcist har redegjort for, hvilket grundlag der er for opkrævningen, idet Skattestyrelsen både henviser til 1) princippet om condictio indebiti og 2) den dommerskabte grundsætning om tilbagekaldelse som grundlag.

[…]

Endelig kan det konstateres, at de af Skattestyrelsen nu anførte begrundelser på ingen måde hverken direkte eller indirekte fremgår af de afgørelser, der er påklaget til Skatteankestyrelsen, hvorfor disse ikke opfylder de grundlæggende forvaltningsretlige krav efter forvaltningslovens kapital 6.

I det følgende skal det således fremhæves:

1 Hvorfor der ikke er grundlag for tilbagekaldelse efter den dommerskabte grundsætning.
2 Hvorfor der ikke konkret er grundlag for opkrævning med hjemmel i rets grundsætningen condictio indebiti.
3 Hvorfor afgørelserne, hvorved opkrævninger har fundet sted, ikke er behørigt begrundet efter forvaltningslovens kapitel 6.

1 Ej grundlag for tilbagekaldelse efter den dommerskabte grundsætning

Som allerede anført i vores indlæg af den 5. marts 2021, er der ikke grundlag for en tilbagekaldelse efter den almindelige dommerskabte retsgrundsætning om tilbagekaldelse allerede fordi, der ikke er tale om afgørelser af skønsmæssig karakter, men derimod fuldt lovbundne afgørelser - enten er skatteyder berettiget til omkostningsgodtgørelse eller ej.

Skattestyrelsen har imidlertid ikke ved udtalelsen af den 7. april 2021 forholdt sig til det forvaltningsretlige udgangspunkt til adgangen for tilbagekaldelse, hvorfor vi ikke har yderligere bemærkninger hertil.

Det tidligere anførte fastholdes, idet vi samtidig gør gældende, at der konkret i disse sager ikke er grundlag for opkrævning med støtte i obligationsretlige regler, jf. nærmere nedenfor.

2 Ej grundlag for opkrævning med hjemmel i retsgrundsætningen condictio indebiti

Condictio indebiti er relevant for tilbagesøgning af krav, der som hovedregel tilkommer den, der har præsteret en ydelse i den fejlagtige tro, at vedkommende var forpligtet hertil.

Et tilbagesøgningskrav går i almindelighed ud på tilbagebetaling af det modtagne beløb og ikke blot tilbagebetaling af den berigelse, modtageren har i behold. Videre skal det indledningsvist fremhæves, at retten til tilbagesøgning hænger sammen med, at den oprindelige betaling som udgangspunkt manglede hjemmel.

Et tilbagesøgningskrav er ikke et berigelseskrav og heller ikke et erstatningskrav. Dermed stilles der ikke krav om, at de erstatningsretlige betingelserne skal være opfyldte. Omvendt vil deliktsretlige synspunkter tillægges en vis betydning ved vurderingen af, om der kan ske tilbagesøgning med afsæt i retsgrundsætningen om condictio indebiti.

Den, der har betalt et beløb, han ikke var forpligtet til, kan således som udgangspunkt kræve beløbet tilbage, hvis modtageren indså eller burde have indset, at betaling skyldes en fejltagelse.

Ved vurderingen af, om der kan ske tilbagesøgning, kan det tillige tillægges betydning, hvorvidt tilbagesøgningen vil påføre betalingsmodtageren et tab eller anden ulempe - eksempelvis fordi vedkommende har indrettet sig i tillid til betalingens endelighed.

Der henvises i det hele til Torsten Iversen, Obligationsret 3. del, 3. udgave, side 236 ff.

• • • • • •

Som anført ovenfor, kan der som udgangspunkt ikke ske tilbagesøgning efter grundsætningen om condictio indebiti, medmindre modtageren burde have vidst, at betaling eller dens større ikke var korrekt.

Til støtte herfor henvises fra nyere praksis for det første til Vestre Landsrets dom af den 12. oktober 2020 offentliggjort som U.2021.330.

I sagen havde en almennyttig boligforening indgået en aftale med et teleselskab om levering af servicering og udbud af internetadgang på boligforeningens fællesantenneanlæg. I den forbindelse havde teleanlægget beregningsfrit stillet 5 stk. VIP TV-pakker til rådighed for boligforeningen, som fire medlemmer af foreningens bestyrelse herefter havde benyttet sig af.

Da det senere viste sig, at TV-pakkerne skulle anses som goder, der indgik i det årlige maksimale vederlag for bestyrelsesmedlemmerne - som derfor var overskredet - rettede boligforeningen krav om tilbagebetaling af det for meget udbetalte vederlag.

Landsretten fandt, at spørgsmålet om tilbagebetaling skulle afgøres efter de almindelige obligationsretlige regler om tilbagesøgning, dvs. condictio indebiti.
Landsretten udtalte i den forbindelse:

"Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at betydningen af bestyrelsesmedlemmernes adgang til VIP-pakkerne i forhold til reglerne for bestyrelsesmedlemmernes vederlag ikke blev overvejet af A Boligs daværende direktør eller revision forud for, at spørgsmålet første gang blev omtalt i revisionens protokol for 2018, og at det heller ikke blev behandlet i foreningens øvrige dokumenter, herunder regnskaber.

Landsretten lægger efter forklaringerne endvidere til grund, at B1, B2 og B3 først blev bekendt med, at VIP-pakkerne af A Bolig blev anset for at være et vederlag i forbindelse med. at kravene om tilbagebetaling blev fremsat i december 2018 og januar 2019.

Under disse omstændigheder og henset til ydelsens særlige karakter finder landsretten efter en samlet vurdering, at det ikke er godtgjort, at B1, B2 og B3 ikke har været i god tro om. at de retmæssigt kunne modtage VIP-pakkerne, eller at de i øvrigt har udvist en sådan uagtsomhed, at det kan pålægges dem hver at tilbagebetale boligforeningen et beløb." (vores understregning)

Landsretten lagde dermed til grund, at bestyrelsesmedlemmerne var i god tro om, hvorvidt de retmæssigt kunne modtage VIP TV-pakkerne, og der kunne dermed ikke rettes krav om tilbagebetaling af det for meget medtagede vederlag efter reglerne om condictio indebiti.

For det andet henvises til Højesterets dom af den 7. december 2017, der er offentliggjort som U.2018.1156.

I sagen kunne en region efter almindelige regler om tilbagesøgning ikke kræve udbetalt patientskadeerstatning tilbagebetalt.

Den tilskadekomne havde - ifølge afgørelse fra Patientskadeforsikringen - fået tilkendt en erstatning på kr. 225.600 som følge af en patientskade, som herefter blev udbetalt af regionen. Patientforsikringen traf i samme omgang afgørelse om afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne, hvilket den tilskadekomne klagede over.

Den tilskadekomne havde forud for regionens udbetaling modtaget en klagevejledning i forbindelse med Patientforsikringens afgørelse, hvori det var anført, at en klage til ankenævnet kunne indebære en ændring af afgørelsen, således at hun i mindre omfang eller slet ikke var berettiget til erstatning, og således at hun helt eller delvist skulle tilbagebetale erstatningen.

Patientankenævnet traf herefter afgørelse om, at hun slet ikke var berettiget til erstatning og ophævede dermed Patientforsikringens afgørelse.

Regionen ønskede herefter tilbagebetaling af den udbetalte erstatning på kr. 225.600, hvilket den tilskadekomne gjorde gældende, at regionen var afskåret fra med henvisning til, at betingelserne for condictio indebiti ikke var opfyldte.

Højesteret fandt, at klagevejledningen fra Patientforsikringen ikke kunne sidestilles med eller træde i stedet for et konkret forbehold om tilbagesøgning fra regionens side.

Der var således ikke grundlag for et tilbagebetalingskrav. Højesteret udtalte herefter:
"Regionen klagede ikke over Patientforsikringens afgørelse af 31. januar 2011, og beløbet blev udbetalt til A, uden at regionen tog et konkret forbehold. A havde derfor på tidspunktet for regionens udbetaling en velbegrundet forventning om, at hun havde ret til beløbet, og at dette ikke kunne kræves tilbagebetalt. Det forhold, at det i klagevejledningen i Patientforsikringens efterfølgende afgørelse af 28. september 2011 var anført, at A i tilfælde af klage over denne afgørelse kunne risikere, at ankenævnet ændrede den oprindelig afgørelse med den virkning, at hele erstatningen ville bortfalde og skulle tilbagebetales, kan ikke ændre herved.

Højesteret finder på denne baggrund, at regionen ikke kan kræve det i februar 2011 udbetalte beløb på 229.928, 74 kr. tilbagebetalt af A" (vores understregning)

Højesteret statuerede dermed, at der ikke kunne ske tilbagesøgning, idet 1) regionen konkret ikke havde taget forbehold for tilbagesøgning og 2) den tilskadekomne i god tro havde en velbegrundet forventning om at kunne modtage beløbet.

Dette på trods af. at der reelt var tale om en ikke forsikringsdækket skade.

Der stilles således strenge krav til forbeholdets tydelighed, samtidig med at der tages vidtstrakt hensyn til modtagerens velbegrundede forventning om, at beløbet er endeligt.

For det tredje henvises til Østre Landsret dom af den 1. juli 2016 offentliggjort som U.2016.3614.

Spørgsmålet i sagen var, om en ansat afdelingsleder var forpligtet til at tilbagebetale et for meget udbetalt kvalifikationstillæg på i alt kr. 129.310 kr. Den pågældende var ansat i forsvaret som afdelingsleder og indgik i 2010 en aftale om et månedligt kvalifikationstillæg kr. 1.500.
Den ansatte afdelingsleder modtog herefter fra december 2010 et kvalifikationstillæg på kr. 4.555 pr. måned, hvilket Forsvarsministeriets Personalestyrelse først blev opmærksom på i 2014.

Det fremgik af den ansattes lønoplysninger for både 2011 og 2013, at kvalifikationstillægget var angivet som kr. 4.555.

Styrelsen traf herefter afgørelse om, at den ansatte skulle tilbagebetale det for meget udbetalte kvalifikationstillæg, hvilket den ansatte omvendt påstod var uberettiget.

Vedrørende tilbagebetalingspligten udtalte Landsretten:

"Herefter og efter bevisførelsen i øvrigt findes Forsvarsministeriets Personalestyrelse ikke at have godtgjort, at A burde have indset. at der var fejl ved det udbetalte kvalifikationstillæg, hvorfor den nedlagte anerkendelsespåstand tages til følge. Den omstændighed, at A har drøftet lønnens størrelse med sin søster, der også var afdelingsleder hos Forsvaret, og efterfølgende i lønstatistikker foretog en sammenligning af lønnens størrelse med andre afdelingslederes løn i lignende stillinger inden for det offentlige, kan ikke begrunde et andet resultat." (vores understregning)

Landsretten lagde dermed til grund, at A ikke burde have indset den fejlagtige størrelse af kvalifikationstillægget, hvorfor der ikke skulle ske tilbagebetaling af beløbet.

• • • • • •

Som det fremgår ovenfor, er det et krav, at betalingsmodtageren burde havde indsat at betalingen ikke var rigtig, såfremt der skal være adgang til at opkræve et offentlig tilskud med afsæt i retsgrundsætningen om condictio indebiti.

Som allerede anført i det supplerende indlæg af den 5. marts 2021 blev aftalegrundlaget i sagerne etableret i 2012-2013, dvs. langt tidligere, end Skattestyrelsen selv havde fokus på detaljegraden i aftalegrundlaget med betydning for hæftelsesspørgsmålet i relation til udbetaling af omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

[…]

Det kan derfor ligeledes ikke lægges til grund, at klagerne, arbejdsgiveren eller Advokatfirmaet burde have indset, hvorfor der ikke er grundlag for opkrævningerne med afsæt retsgrundsætningen om condictio indebiti.

3 Ej behørigt begrundet

Med reglerne i forvaltningslovens kapitel 6 er der i dansk ret fastsat almindelige regler om begrundelse af forvaltningsafgørelser.

Reglerne om begrundelse af forvaltningsretlige afgørelser skal ses i lyset af hensynet til den borger, som afgørelsen vedrører.

Det følger således af forvaltningslovens § 22, at en skriftlig afgørelse fra en forvaltningsmyndighed skal ledsages af begrundelse.

[…]

Som det fremgår af ordlyden, skal begrundelsen være ledsaget af afgørelsen, således at begrundelsen meddeles samtidig med afgørelsen. Herefter følger det af fast praksis, at begrundelsen indholdsmæssigt skal give en forklaring på, hvorfor afgørelsen fik det pågældende indhold.

Forvaltningslovens § 24 indeholder også en række generelle regler om begrundelsens indhold. Det overordnede krav til begrundelsens indhold er, at den skal udgøre en forklaring på, hvorfor afgørelsen fik det pågældende indhold.

I det omfang den specielle forvaltningslovgivning indeholder mere omfattende krav til en begrundelse, opretholdes særreglerne, jf. forvaltningslovens § 36.

[…]

Begrundelsen skal således indeholde en henvisning til den konkrete lov samt en nøjagtig henvisning til de bestemmelser, der er anvendt som hjemmel for afgørelsen.

Såfremt afgørelsen beror på en fortolkning af en bestemmelse, skal begrundelsen indeholde en redegørelse for indholdet af denne. Dette særligt, hvis der er tale om et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål.

Hvor udførlig begrundelsen skal være, afhænger af en konkret vurdering af afgørelsens art og karakter, herunder hvor indgribende og kompliceret sagen er.

Begrundelsen skal endvidere efter forvaltningslovens § 24, stk. 2, om nødvendigt, indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen.

Desuden er det en forudsætning, at begrundelsen er materiel rigtig og har støtte i sagens faktiske omstændigheder.

• • • • • •

Manglende iagttagelse af begrundelseskravene i forvaltningsloven er udtryk for brud på en garantiforskrift.

Manglende begrundelse af en forvaltningsretlig afgørelse vil således som udgangspunkt medføre afgørelsens ugyldighed, da der er tale om en væsentlig sagsbehandlingsfejl.

At manglende iagttagelse af begrundelseskravene i forvaltningsloven kan medføre afgørelsens ugyldighed, har også støtte i praksis.

Fra nyere praksis kan der for det første henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 11. november 2020 […].

Sagen vedrørte efteropkrævning af told og afgifter for perioden 2011-2015. Det var Skattestyrelsens opfattelse, at den toldseddel, som selskabet havde anvendt, var ugyldig, hvorfor der opstod toldskyld og afgiftspligt, herunder moms og punktafgifter på nogle provianterede varer.

Landsskatteretten lagde i sagen til grund, at Skattestyrelsen ikke havde haft hjemmel til at opkræve told på de i sagen omhandlede varer. Vedrørende opkrævning af moms og punktafgift var spørgsmålet, om Skattestyrelsens afgørelse opfyldte de forvaltningsretlige krav til afgørelsers begrundelse.

Herom udtalte Landsskatteretten:

"SKAT har i afgørelsens begrundelse ikke henvist til de retsregler, der er gældende for pålæggelse af punktafgifter og moms. Toldstyrelsen har efterfølgende henvist til dels tobaksafgiftslovens § 1, stk. 1 og momslovens § 1 og 2 og anført, at der med disse hjemler skal ske reparation af afgørelsen.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at der ikke kan ske reparation af den oprindelige afgørelse med henvisning til disse overordnede hjemmelshenvisninger, eftersom der fortsat mangler henvisning til de specifikke beskatningshjemler for disse afgifter med hensyn til afgiftspligtens indtrædelse, betalingspligtige personer med videre. Retten anser dette for at være så konkret væsentlig en mangel i afgørelsen, jf. Forvaltningslovens § 24, stk. 2, at afgørelsen må anses for at være ugyldig." (vores understregning)

For det andet kan der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 1. september 2020 […] Sagen vedrørte en række indsætningen på skatteyders konto, hvorefter Skattestyrelsen foretog en forhøjelse af skatteyders personlige indkomst for indkomståret 2014. Skatteyder gjorde i den forbindelse gældende, at ændringen af skatteansættelsen var varslet for sent, samt at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse ikke var opfyldt. Dette som følge af, at Skattestyrelsen ikke havde begrundet, hvorfor betingelserne for ekstraordinær genoptagelse - efter Skattestyrelsens opfattelse - var opfyldt, ligesom der ikke i afgørelsen var henvist til relevante retsregler.

Landsskatteretten udtalte herom følgende:

"SKATs afgørelse indeholder ikke en henvisning til skatteforvaltningslovens § 27 eller til grundlaget for en ekstraordinær ansættelse. Den påklagede afgørelse lider derfor af en mangel. Retten finder ikke, at en begrundelse i Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsen kan ændre herpå.

(...)

Retten finder ud fra en konkret væsentlighedsvurdering, at den påklagede afgørelse på dette punkt lider af en væsentlig mangel, som må antages at have haft betydning for klagerens vurdering af sine muligheder for at anfægte afgørelsen. Allerede af den grund er den påklagede afgørelse ugyldig." (vores understregning)

Landsskatteretten annullerede herefter Skattestyrelsens afgørelse som følge af ugyldighed.

• • • • • •

Da det er helt åbenbart, at Skattestyrelsen ikke har gjort sig overvejelser om grundlaget for opkrævningen og begrundet dette, er Skattestyrelsens afgørelser allerede af den grund ugyldige og skal som følge heraf annulleres.

[…]"

Skattestyrelsens yderligere bemærkninger
Skattestyrelsen har den 7. april 2021 indsendt en supplerende udtalelse med bemærkninger til R1s supplerende indlæg af 5. marts 2021. Af den supplerende udtalelse fremgår blandt andet følgende:

"[…]

Tilbagebetaling:
Vi henviser til disse domme vedr. "condictio indebiti" - SKM2021.32.VLR og SKM2021.34.VLR.

SKM2021.34.VLR omhandler, hvorvidt et krav om tilbagebetaling af uberettiget modtaget omkostningsgodtgørelse kunne kræves tilbagebetalt, når der ikke var taget forbehold herom (endelig sag), og om kravet kunne rettes mod rådgiveren - et advokatselskab.

Det var ubestridt, at omkostningsgodtgørelsen var blevet udbetalt med urette, idet betingelserne efter skatteforvaltningslovens § 52 for udbetaling ikke var opfyldt, jf. SKM2015.479.HR (UfR2015.3383H).

Landsretten fandt, at Skattestyrelsen efter de almindelige regler om tilbagebetaling af beløb erlagt i urigtig formening om skyld (condictio indebiti) som udgangspunkt var berettiget til at kræve omkostningsgodtgørelsen tilbagebetalt af advokatselskabet, der havde fået beløbet udbetalt.

Landsretten fandt, at der ikke forelå omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om, at beløbet kunne kræves tilbagebetalt. Landsretten stadfæstede herefter byrettens frifindende dom (SKM2020.118.BR).

I SKM2021.32.VLR (tidligere instans SKM2020.117.BR) var der taget forbehold, da det var en aconto sag.

Skattestyrelsen konstaterer herefter at når der er tale om udbetaling af omkostningsgodtgørelse med urette, kan vi kræve tilbagbetaling uanset om der er taget forbehold eller ikke.

Repræsentanten skriver i sit indlæg (uddrag):
"For det første skal det fremhæves, at en afgørelse om udbetaling af omkostningsgodtgørelse, herunder aconto udbetaling, alene kan ændres, hvis 1) der er positiv lovhjemmel hertil, 2) afgørelsen er ugyldig, eller 3) det i øvrigt er muligt at tilbagekalde afgørelsen efter den almindelig dommerskabte retsgrundsætning".

Skattestyrelsen er uenig heri.

Ad 1 og 2
Vi bemærker, at omkostningsgodtgørelse er en tilskudsordning, hvis formål er at styrke borgernes retssikkerhed ved at sikre borgerne, virksomhederne og juridiske personer henholdsvis 50% eller 100% dækning af deres udgifter til sagkyndig bistand i klagesager, alt efter om sagerne vindes, vindes i overvejende grad eller ikke vindes i overvejende grad.

Vi skal ved sagsbehandlingen påse at de grundlæggende betingelser for udbetaling af omkostningsgodtgørelse er opfyldt.
I denne sag har vi blandt andet undersøgt betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 2 om hvorvidt den godtgørelsesberettigede reelt hæfter for betalingen (udgiften) til sagkyndig bistand.
Som det fremgår af vores afgørelse af den 19. januar 2018 har vi vurderet at R1 ikke har løftet bevisbyrden for at den godtgørelsesberettigede hæfter for honoraret. Når betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 2 ikke er opfyldt kan vi ikke udbetale omkostningsgodtgørelse.
Vores oprindelige afgørelse var derfor baseret på et forkert grundlag hvorfor vi tilbagekaldte den og genopkrævede den udbetalte omkostningsgodtgørelse.

[…]

Skattestyrelsen bemærker hertil at, det er vores opgave at påse om de grundlæggende betingelser for at udbetale omkostningsgodtgørelse er opfyldte. Vi vejleder gerne om ordningen men vi rådgiver ikke.

Vi tager konkret stilling til hver enkelt ansøgning om omkostningsgodtgørelse når den foreligger. Derfor er det vores opfattelse, at når Advokatfirmaet skriver, at hvis man havde viden om, at "SKAT selv havde fokus på detaljegraden i aftalegrundlaget med betydning for hæftelsesspørgsmålet…" da ville Advokatfirmaet have udformet aftalegrundlaget på en anden måde, ikke kan ændre afgørelsen i sagen. Vi henviser til SKM2015.479.HR (uddrag) Højesteret udtalte, at det er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand. Højesteret udtalte endvidere, at en eventuel administrativ praksis, hvorefter der ikke stilledes krav om en betalingsforpligtelse, ikke kunne føre til et andet resultat, allerede fordi en praksis som den påståede ville være i klar modstrid med lovens udtrykkelige betingelse for udbetaling af omkostningsgodtgørelse. Aftalegrundlaget ville aldrig medføre, at S kom til at betale mere end oprindeligt aftalt med R, og S var således ikke forpligtet til at betale honorar til A. S hæftede således ikke for A's honorar, og skattemyndighederne var derfor berettiget til at kræve den udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt. Højesteret stadfæstede herved landsrettens dom.note 1 (Stadfæstelse af TfS 2014, 696 (SKM2014.399.VLR)).

Det er vores opfattelse, at det er Advokatfirmaet der har bevisbyrden for om den godtgørelsesberettigede reelt hæfter for udgiften til sagkyndig bistand. Efter vores opfattelse fremgår dette af det konkrete aftalegrundlag i sagen. Vi har derfor indkaldt det konkrete aftalegrundlag i sagen og vurderet at den godtgørelsesberettigede ikke havde råderetten over sin klagesag, ligesom han ikke havde betalingsforpligtelsen for den udførte bistand.

Vi henviser til vores begrundelse i afgørelsen.

Ad 3 tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsafgørelse (udbetaling af omkostningsgodtgørelse)

Vi bemærker, at vi tidligere har udbetalt omkostningsgodtgørelse til udgifter til ansøgers klagesag.
Det fremgik ikke af oplysninger i den tidligere indsendte ansøgning, at ansøger ikke skulle betale for det ansøgte honorar. Ansøger har dermed undladt at fremsende samtlige relevante oplysninger til brug for vurdering af om sagen var godtgørelsesberettiget. SKAT tilbagekalder derfor afgørelsen om udbetaling af omkostningsgodtgørelse, da den er truffet på et forkert faktuelt grundlag

[…]

Skattestyrelsen kan tilbagekalde en begunstigende forvaltningsakt, hvis det faktiske grundlag for afgørelsen har været urigtigt, og der ikke efter en konkret vurdering er grundlag for at pålægge skattestyrelsen ansvaret herfor.

Vi har ved undersøgelse af aftalegrundlaget i hele sagskomplekset H1 A/S, konstateret at R1 ikke har løftet bevisbyrden for, at ansøgerne reelt hæfter for udgift til sagskyndig bistand i deres klagesager.

Det følger af de almindelige obligationsretlige regler om tilbagesøgning (condictio indebiti), at vi kan kræve et beløb, der er udbetalt med urette, tilbagebetalt, medmindre der efter en konkret vurdering er et forholdsvist klart grundlag for at pålægge Skattestyrelsen ansvaret for den opståede fejl, og beløbet er modtaget i god tro. Skattestyrelsen kan, efter en konkret vurdering af denne sags forløb, ikke anses for at have begået fejl, som afskærer muligheden for tilbagesøgning. Vi er derfor berettigede til at kræve den udbetalte godtgørelse tilbagebetalt.

Udbetaling med forbehold:

Skattestyrelsen tager i sager om udbetaling af acontobeløb netop forbehold for mulig tilbagebetaling af uberettigede udbetalte beløb. Forbeholdet fremgår/har fremgået med følgende ordlyd:

" Vi udbetaler derfor aconto godtgørelse på 50 % af de godtgørelsesberettigede udgifter og tager forbehold for eventuelt krav om tilbagebetaling hos ansøger og den sagkyndige, såfremt der i forbindelse med sagens endelige afregning kan konstateres, at der helt eller delvis er sket udbetaling af uberettiget godtgørelse"

Eller
" Vi udbetaler godtgørelsen med forbehold, fordi vi vil undersøge størrelsen af udgifterne til sagens behandling.
Vi vil undersøge, om det fakturerede honorar er rimeligt. Du skal være opmærksom på, at vi kan forlange beløb betalt tilbage, hvis vi finder honoraret for højt. Reglerne står i skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3."

[…]"

Skattestyrelsen har den 27. januar 2023 indsendt en udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling. Følgende fremgår af udtalelsen:

"[…]

Skatteankestyrelsen har udarbejdet en indstilling med forslag til afgørelse.

Skattestyrelsen har gennemgået Skatteankestyrelsens indstilling.

Vi har ikke noget at tilføje til Skatteankestyrelsens indstilling vedrørende genopkrævningen af udbetalt omkostningsgodtgørelse.

[…]"

Retsmøde
Klagerens repræsentant fastholdt påstanden om, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse, og at sagen derfor skal hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Repræsentanten gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmødet.

Skattestyrelsen indstillede til, at de påklagede afgørelser stadfæstes. Skattestyrelsen henviste til praksis fra Højesteret og anførte på den baggrund, at i det tilfælde, at en afgørelse er truffet uden hjemmel, foreligger der en forpligtigelse for Skattestyrelsen til at kræve beløbet tilbagebetalt, og at udgangspunktet er, at Skattestyrelsen er berettiget til at kræve beløb tilbagebetalt, der er udbetalt med urette, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette, at SKAT har krævet den tidligere udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt, idet klageren ikke er anset for at være forpligtet til at betale for de ansøgte udgifter.

Hæftelse
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, at der ydes omkostningsgodtgørelse med 100 % af de udgifter, som en person omfattet af skatteforvaltningslovens § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i skatteforvaltningslovens § 54 i forbindelse med de sager, der er nævnt i skatteforvaltningslovens § 55, hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

Højesteret har i en dom af 30. juni 2015, offentliggjort som SKM2015.479.HR, anført:

"[…]

Det er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

[…]"

Endvidere har Højesteret i en dom af 1. december 2022, offentliggjort som SKM2022.609.HR, anført:

"[…]

Det tiltrædes herved, at en eventuel hæftelse for udgifterne til [advokatfirmas] honorar i tilfælde af [konsulentfirmaets] konkurs er en subsidiær hæftelse, der ikke opfylder betingelserne for omkostningsgodtgørelse efter § 52.

[…]"

Bevisbyrden for, at klageren hæfter for betalingen af de omhandlede honorarnotaer 49954 og 61811 udstedt af R1 på i alt 132.625 kr. inkl. moms, påhviler klageren og R1, da klageren i forbindelse med ansøgningerne om omkostningsgodtgørelse har overdraget kravet på omkostningsgodtgørelse til R1.

I en utrykt afgørelse af 2. juli 2020 med sagsnummer 19-0074742 har Landsskatteretten taget stilling til, hvorvidt en anden ansat i H1 kunne anses for at hæfte for betalingen af udgifter til sagkyndig bistand ydet af R1 i forbindelse med den ansattes skattesag ved skatteankenævnet og Landsskatteretten. I afgørelsen anførte flertallet af Landsskatterettens medlemmer følgende:

"[…]

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, bemærker, at dokumentet, som [den ansatte] underskrev den 28. juni 2013, indeholder en procesfuldmagt, hvorefter [den ansatte] giver H1 fuldmagt til at kunne uddelegere procesfuldmagt til R1. Det fremgår videre af dokumentet, at H1 forpligter sig til at afholde [de ansattes] udgifter til sagkyndig bistand ydet af R1.

R1 og H1 har forinden [den ansattes] underskrivelse af dokumenterne afholdt flere møder vedrørende [den ansattes] skattesag, ligesom H1 har godkendt indholdet af de skrivelser, som er sendt til [den ansatte]. Endvidere har R1 og H1 indgået aftale om, at H1 skal indbetale et depositum på 200.000 kr. til delvis dækning af [den ansattes] udgifter i forbindelse med sagen til og med Landsskatteretten. Dette fremgår blandt andet af mailkorrespondancen mellem R1 og H1 af henholdsvis 20. juni 2013 og 8. juli 2013.

De to retsmedlemmer finder, at R1 ikke har løftet bevisbyrden for, at [den ansatte] er forpligtet til at skulle betale R1s honorar for den sagkyndige bistand ydet ved henholdsvis Skatteankenævn [udeladt] og Landsskatteretten.

Der er herved henset til, at det samlede aftalegrundlag mellem [den ansatte], H1 og R1 medfører, at [den ansatte] ikke reelt vil kunne blive forpligtet til selv at betale udgifterne i forbindelse med sagen i skatteankenævnet og Landsskatteretten. H1 har således forpligtet sig til at betale de af [den ansattes] udgifter, der ikke vil blive dækket af omkostningsgodtgørelse.

Det af R1 anførte om, at [den ansatte] efter de obligationsretlige principper må anses for at have bragt sig i en situation, hvor han hæfter, kan ikke føre til et andet resultat.
Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, om, at den skattepligtige skal betale eller har betalt det beløb, som ansøgningen vedrører, er dermed ikke opfyldt, og der kan derfor ikke ydes omkostningsgodtgørelse.

De to retsmedlemmer finder derfor, at det er med rette, at SKAT har krævet tilbagebetaling af tidligere udbetalt omkostningsgodtgørelse.

[…]"

Da aftalegrundlaget i nærværende sag er enslydende med aftalegrundlaget i sagen med sagsnummer 19-0074742, finder Landsskatteretten med samme begrundelse som i sagen med sagsnummer 19-0074742, at klageren ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse for R1s honorar.

R1 har således ikke løftet bevisbyrden for, at klageren er forpligtet til at skulle betale de omhandlede honorarnotaer på i alt 132.625 kr. inkl. moms. Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, om, at klageren skal betale eller har betalt, er dermed ikke opfyldt.

Den af SKAT udbetalte omkostningsgodtgørelse ved afgørelsen af 3. januar 2017 er således blevet udbetalt med urette.

Tilbagesøgning
Skattestyrelsen er som udgangspunkt berettiget til at kræve udbetalt omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt, som Skattestyrelsen har udbetalt med urette, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, som kan begrunde en fravigelse fra udgangspunktet, jf. Højesterets dom af 12. marts 2020, offentliggjort som SKM2020.179.HR, vedrørende udbytteskat udbetalt med urette, og Vestre Landsrets to domme af 3. december 2023, offentliggjort som henholdsvis SKM2021.34.VLR og SKM2021.32.VLR, vedrørende omkostningsgodtgørelse udbetalt med urette i situationer, hvor der ikke var taget forbehold i forbindelse med udbetalingen af omkostningsgodtgørelse, og hvor der var taget forbehold i forbindelse med udbetalingen af omkostningsgodtgørelse.

Efter det oplyste om aftalegrundlaget og parternes kundskab hertil og under hensyn til karakteren af godtgørelsen finder Landsskatteretten, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en fravigelse fra udgangspunktet om, at den udbetalte omkostningsgodtgørelse kan kræves tilbagebetalt.

Begrundelse
Af forvaltningslovens § 22 fremgår det, at en skriftlig afgørelse skal være ledsaget af en begrundelse. De indholdsmæssige krav til en begrundelse følger af forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2.

Landsskatteretten finder, at den påklagede afgørelse indeholder en begrundelse som nævnt i forvaltningslovens §§ 22 og 24, stk. 1 og 2. Der er herved henset til, at SKAT i den påklagede afgørelse anfører, at afgørelsen af 3. januar 2017 tilbagekaldes, da den er truffet på et forkert faktuelt grundlag, og at den tidligere udbetalte godtgørelse genopkræves, da klageren ikke kan anses for at hæfte for betalingen af de ansøgte udgifter til sagkyndig bistand.

Resultat
Med henvisning til ovenstående finder Landsskatteretten, at det var med rette, at SKAT ved den påklagede afgørelse krævede den tidligere udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt fra R1.

Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse.