Dokumentets metadata

Ikke ret til rentefradrag

Sagsøgeren kunne ikke under en sag om rentefradrag inddrage, hvorvidt dele af bankens rentekrav var forældet. Landsretten fandt, at der ikke var ret til rentefradrag efter forfaldsprincippet, idet der ifølge bankens opgørelse ikke var forfaldne renter i 2013 og 2014, og da det endvidere måtte lægges til grund, at der var ubetalte renter for tidligere indkomstår, som var fradraget af sagsøgeren. Der var heller ikke ret til fradrag efter betalingsprincippet, idet en indbetaling på 425.000 kr. var blevet afskrevet på hovedstolen, ikke renterne.

Parter

A

(v/advokat Leo Jantzen v/ advokat Natascha Navne)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Søren Norlén)

Københavns Byret har den 20. januar 2022 afsagt dom i 1. instans (sag BS46888/2020-KBH).

Landsdommerne Kim Holst, Henrik Bitsch og Nicolaj Sivan Holst (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand for byretten om, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2014 nedsættes med 536.923 kr., subsidiært at hans skatteansættelse for indkomståret 2014 hjemvises til fornyet behandling.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

A har opgjort påstandsbeløbet således:

Renter for indkomståret 2012: 142.011 kr.

Renter for indkomståret 2013: 203.216 kr.

Renter for indkomståret 2014: 191.696 kr.

I alt 536.923 kr.

Det er af A oplyst, at opgørelsen til dels er skønsmæssig, da F1-bank ikke har villet give fornødne oplysninger.

Supplerende sagsfremstilling

For landsretten er fremlagt årsoversigter fremsendt til A af F1-bank. Heraf fremgår:

2012: Gæld 1.068.458,60 kr., renteudgift 2.553,88 kr.

2013: Gæld 1.068.458,60 kr., ingen renteudgift.

2014: Gæld 643.458,60 kr., ingen renteudgift.

2015: Gæld 1.256.476,83 kr., renteudgift 79.893,18 kr.

2016: Gæld 1.011.476,83 kr., renteudgift 9.240 kr.

Af As personlige skatteoplysninger for 2013 fremgår ligeledes bl.a., at hans gæld til F1-bank er opgjort til 1.068.458 kr.

Af samme oplysninger for 2014 fremgår, at gælden er opgjort til 643.458 kr.

Af oplysningerne for 2015 fremgår, at gælden udgør 1.256.476 kr. og der er angivet en renteudgift på 79.893 kr.

Af den supplerende sagsfremstilling i Østre Landsrets dom af 30. juni 2015 i en tidligere sag mellem A og Skatteministeriet gengivet i TfS 2015, 729, fremgår bl.a.:

"Det er endvidere anført i forliget, at "Renter indtil 10.11.2008" udgør 625.464,35 kr. Det fremgår af sagen, at [A] har fået godkendt skattefradrag herfor for året 2009."

Af en udskrift af fogedbogen af 18. december 2015 fra Københavns Byrets fogedafdeling i en sag mellem F1-bank og NF og A (FS M4-8107/2015) fremgår bl.a.:

"MH har forklaret blandt andet, at han er filialdirektør… i F1-bank.

…

… Der blev ikke beregnet og tilskrevet renter i dette dokument [et "mødeoplæg"], men det betyder ikke, at banken havde givet afkald på renter og omkostninger. Der skete hverken renteberegninger eller posteringer automatisk - det hele skete manuelt.

…

MS har forklaret blandt andet, at han var inkassochef i F1-bank fra april 2010 til marts 2014, hvor han beskæftigede sig med nærværende sag. …

Indbetalingerne i sagen er blevet afskrevet på hovedstolen ifølge det frivillige forlig.

…

Indberetninger til SKAT sker automatisk ved årsskiftet på baggrund af den skyldige hovedstol. Det forhold, at der ikke er indberettet renter, betyder ikke, at banken ikke har tilskrevet renter, men alene at NF og A ikke har betalt renter til banken."

Det fremgår endvidere, at A under fogedsagen gjorde gældende bl.a., at "Alle indbetalinger er afskrevet på hovedstolen, og der er reelt ikke blevet tilskrevet renter, …".

Forklaringer

A har afgivet supplerende forklaring.

A har forklaret, at årsoversigterne er det eneste, han har modtaget fra F1-bank mht. forliget fra 2008. Første gang han hørte fra F1-bank siden forliget var inkassoskrivelsen fra G1-virksomhed, og derfor har han aldrig set posteringer fra F1-bank. Før vidneforklaringerne i fogedretssagen vidste han ikke, at der var skyggeposteringer vedr. renter. Han blev i det hele taget meget forvirret over de oplysninger. Han har ikke fået noget at vide om rentetilskrivninger. Det er kendetegnende for F1-bank, at de ikke vil svare eller udlevere noget til ham.

7 dage før landsrettens afgørelse i fogedsagen fremsatte F1-bank et forligsforslag, som betød, at han trak kæren tilbage. De indgik således et forlig i 2016 om, at mellemværende blev sluttet med betaling af 300.000 kr. Han fik saldokvittering i 2018.

Han har betalt 15.000 kr. til F1-bank i 2012, som det fremgår af støttebilag 2, men han kan ikke forklare, hvordan det indgik i mellemværendet med F1-bank. Mht. betalingen af 425.000 kr. i 2014, så stammede det fra provenuet af tvangsauktionen ved salg af hans private villa. Han kan ikke forklare hvordan det præcist indgik i mellemværendet med F1-bank, men det fremgik som en nedskrivning af gælden i opgørelsen i 2015. Der var tale om, at han blev krediteret beløbet.

Retsgrundlaget

Som anført af Landsskatteretten følger det af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at renter er fradragsberettigede i den skattepligtige indkomst, hvilket derimod ikke gælder for afdrag på gæld.

Af § 5 i dagældende ligningslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1041 af 15. september 2014, fremgår:

"§ 5. Renteudgifter vedrørende gæld fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling, jf. dog stk. 2, 5, 6, 7 og 8. …

…

Stk. 8. Renteudgifter m.v., jf. stk. 1, kan først fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori betaling sker, hvis renteudgifter m.v. for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret. Dette gælder dog ikke, hvis den skattepligtige godtgør, at han ved udgangen af det år, indkomstopgørelsen vedrører, var i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver. Renteudgifter m.v. anses ved anvendelsen af reglerne i dette stykke for betalt, når de af et pengeinstitut, en bankier eller vekselerer tilskrives den skattepligtiges kassekredit eller lignende løbende mellemværende, uden at kreditten herved overstiger det aftalte maksimum

…"

Af bemærkningerne til forslag til ændringen af ligningsloven ved lov nr. 203 af 17. maj 1984, jf. lovforslag nr. L 125 af 15. marts 1984, fremgår bl.a.:

"Til § 1

Bestemmelsen fastslår indledningsvis, at rentefradragsretten som udgangspunkt er knyttet til forfaldstidspunktet og opretholder hermed hovedreglen i den gældende praksis. Som nævnt i de almindelige bemærkninger indeholder forslaget ikke regler om, hvilke renteudgifter m.v., der er fradragsberettigede, men kun regler om, hvornår renteudgifter, der er fradragsberettigede i medfør af andre lovbestemmelser eller praksis, kan fradrages.

…

Forslaget indeholder i stk. 6 en omlægning af rentefradragsretten til betalingstidspunktet i tilfælde, hvor debitor som følge af insolvens m.v. ikke kan betale den pågældende rente. Efter bestemmelsens 1. punktum er det en betingelse for denne omlægning, at renteudgifter m.v. for tidligere indkomstår ikke er betalt inden udgangen af det indkomstår, indkomstopgørelsen vedrører. Det afgørende for, om renten kan fradrages i forfaldsåret - eller i det år, renten vedrører, jfr. stk. 4 - er således, om der ved udgangen af det år, indkomstopgørelsen vedrører, er skyldige renteudgifter for et tidligere indkomstår. Hvis den skattepligtige kun er i restance med renteudgifter for det år, indkomstopgørelsen vedrører, kan renterne fradrages, uanset om de er betalt. Omlægningen af fradragsretten er således i første række knyttet til et objektivt betalingskriterium. Om rentekravet er betalt, og betalt rettidigt, dvs. inden udgangen af det indkomstår, indkomstopgørelsen vedrører, må afgøres på grundlag af almindelige obligationsretlige regler. Alle de pågældende renter skal være betalt. Er der kun sket en delvis betaling, er der tilsvarende tale om, at nogle renter af gælden er ubetalte, og betingelsen for reglens anvendelse vil derfor være opfyldt.

Forfaldstiden må bestemmes på grundlag af parternes aftale og lovgivningens almindelige regler. Er der f.eks. ydet henstand før forfaldstidspunktet, må det således i første række bero på parternes aftale, om der kun er ydet henstand med selve betalingen, eller om forfaldstidspunktet ligeledes må anses for udskudt.

Renteudgifter m.v. for tidligere indkomstår skal som nævnt være betalt inden udgangen af det indkomstår, opgørelsen af den skattepligtige indkomst angår, såfremt den skattepligtige skal bevare fradragsretten efter forfaldsprincippet (eventuelt princippet i stk. 4) for dette indkomstår. Fristen, inden for hvilken betaling skal have fundet sted, kan udgøre op til 2 år, men normalt ikke under 1 år. Fristen kan dog blive kortere end 1 år i tilfælde, hvor skattepligten ophører på grund af den skattepligtiges død eller fraflytning til udlandet. Hvor indkomståret er sammenfaldende med kalenderåret, skal renter m.v., der f.eks. forfalder den 1. april 1984, være betalt inden udgangen af 1985. Er rentekravet derimod ikke betalt inden udgangen af 1985, kan renteudgifter m.v., der forfalder eller vedrører 1985, kun fradrages i det omfang, de er betalt. En omlægning af fradragsretten til betalingstidspunktet medfører således, at renteudgifter først kan fradrages i det indkomstår, hvori betaling sker. I overensstemmelse med de almindeligt gældende regler om fradragsret for renteudgifter er det dog en forudsætning, at der på betalingstidspunktet fortsat består en retlig forpligtelse til at betale renten.

…

Efter bestemmelsens 2. punktum finder reglen i 1. punktum kun anvendelse, såfremt den skattepligtige ikke kan godtgøre, at han ved udgangen af det indkomstår, opgørelsen af den skattepligtige indkomst vedrører, var i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver. Det er således en yderligere betingelse for at udskyde fradragsretten til betalingstidspunktet, at den skattepligtige ikke kan godtgøre, at han kan opfylde sine gældsforpligtelser. Dette vil som udgangspunkt være tilfældet, hvis den skattepligtige f.eks. er erklæret konkurs eller har standset sine betalinger. Manglende evne til at opfylde sine gældsforpligtelser kan ligeledes ofte antages at foreligge, når der ved udlæg eller tvangsauktion ikke har kunnet opnås dækning hos den skattepligtige. Betingelsen må endvidere anses for opfyldt, når den skattepligtige erkender at være insolvent, eller når det på andet grundlag kan konstateres, at han savner evne til at opfylde sine gældsforpligtelser. Kan den skattepligtige imidlertid godtgøre, at han har evne til at betale, sker der som nævnt ingen omlægning af fradragsretten til betalingstidspunktet. Der sker heller ikke omlægning, hvis den skattepligtige godtgør at kunne stille betryggende sikkerhed i sine aktiver. En dokumentation for, at den skattepligtige kan stille en tredjemandsgaranti, f.eks. fra et pengeinstitut, opfylder således ikke bestemmelsens krav.

Efter bestemmelsen er det som udgangspunkt en forudsætning, at kreditors krav på renter faktisk er blevet opfyldt. En renteudgift m.v. anses dog også for betalt, når renteudgiften af et pengeinstitut, en bankier eller vekselerer debiteres den skattepligtiges kassekredit eller lignende løbende mellemværende inden for det aftalte maksimum, idet denne betalingsform kan sidestilles med kontant betaling.

Debitering af morarenter på en løbende kredit hos andre kreditorer, således f.eks. hos en leverandør, kan derimod ikke sidestilles med betaling.

En kassekredits maksimum må bero på den indbyrdes aftale mellem den skattepligtige og pengeinstituttet. De renteudgifter, der debiteres en kassekredit udover det aftalte maksimum, må som udgangspunkt anses for ikke betalte. Hvis kassekredittens maksimum efterfølgende forhøjes kan renteudgifterne anses for betalt, såfremt de ligger indenfor det nye maksimum. Der må i denne forbindelse som udgangspunkt lægges vægt på, hvad fordringshaverens kontoudtog udviser.

Den foreslåede regel om, at betaling i visse tilfælde anses at foreligge ved den blotte debitering på en kassekredit eller lignende, må ses som udtryk for, at kassekreditten tilsigter at give kontohaveren en betalingsmulighed. Såfremt en efterfølgende udvidelse af kreditten alene tilsigter at skabe dækning for pengeinstituttets rentedebitering og således ikke er udtryk for en reel udvidelse af kreditten, kan egentlig betaling dog ikke antages at foreligge."

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

A har yderligere anført, at det bestrides, at F1-bank på noget tidspunkt har ydet ham henstand med betaling af renterne eller forfaldstidspunkterne for disse i 2012, 2013 eller 2014.

Det følger af det seneste forlig mellem ham og F1-bank, at renten tilskrives kvartalsvis, og forfaldstidspunktet er derfor hvert kvartal. Det bestrides således også at forfaldstidspunktet er udskudt. Det følger af den almindelige obligationsret, at forfaldstidspunktet fastsættes efter aftale mellem parterne, og en sådan aftale er ikke indgået med F1-bank og fremgår heller ikke af årsoversigterne.

Selv hvis der var en stiltiende henstand, påvirker det ikke forfaldstidspunktet.

Den påståede henstand kan derfor ikke føre til, at fradrag kan nægtes.

Skatteministeriet har heroverfor anført, at den omstændighed, at F1-bank anvendte provenuet på 425.000 kr. til dækning af hovedstol, viser, at banken har givet ham henstand med renterne.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten lægger i overensstemmelse med det i landsrettens tidligere dom mellem parterne af 30. juni 2015 (der som nævnt er gengivet i TfS 2015, 729) anførte til grund, at der er meddelt A fradrag for i alt 625.464,35 kr. for 2009, hvilket beløb ikke er betalt. Spørgsmålet om, hvorvidt F1-banks krav på disse renter måtte være forældet, som påberåbt af A, kan ikke inddrages under denne sag.

Efter F1-banks opgørelser var der ikke forfaldne renter i 2013 eller 2014. Da det endvidere må lægges til grund, at der var ubetalte renter fra tidligere år, og da disse allerede var fradraget af A, finder landsretten, at A ikke har krav på fradragsret efter forfaldsprincippet, jf. ligningslovens § 5, stk. 1.

F1-bank har i januar 2014 krediteret As mellemværende med banken 425.000 kr. som indkom ved salg af en ejendom. Landsretten lægger efter indholdet af bankens årsoversigter til grund, at banken har afskrevet dette beløb på hovedstolen. Der er herved også lagt vægt på, at F1-banks medarbejder MS og A selv har forklaret dette for fogedretten den 18. december 2015. Det er endvidere det obligationsretlige udgangspunkt, at en kreditor kan afskrive en betaling på hvilken del af gælden, kreditor ønsker.

Under disse omstændigheder finder landsretten, at A ikke har krav på fradragsret efter betalingsprincippet, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Til dækning af advokatudgifter skal A betale 30.000 kr. med tillæg af moms til Skatteministeriet. Beløbet udgør udgifter til advokatbistand. Der er herved taget hensyn til, at sagen for landsretten har haft et begrænset omfang.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 37.500 kr. inklusiv moms til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.