Dokumentets metadata

Dokumentets dato:21-03-2023
Offentliggjort:17-04-2023
SKM-nr:SKM2023.175.SR
Journalnr.:23-0014418
Referencer.:Lovbekendtgørelse
Dokumenttype:Bindende svar


Forlods ekspropriationer - Skattefri afståelse af fast ejendom efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11

Spørger ejede en ejendom beliggende i Sønderjylland. Ejendommen var vurderet som en landbrugsejendom, og jordarealerne anvendtes primært af ejeren selv til dyrkning af juletræer. Herudover blev bygninger udlejet til hhv. beboelse og kyllingeproduktion. Spørger havde med hjemmel i vejlovens § 45 anmodet Vejdirektoratet om at overtage hans ejendom som følge af "Infrastrukturplan 2035" herunder plan om Ny Midtjysk Motorvej Give-Haderslev. Vejdirektoratet imødekom Spørgers anmodning.

Skatterådet fandt, at vejlovens § 45 var omfattet af praksis om forlods ekspropriationer, hvorefter ejendommen kunne afstås skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11. Skatterådet fandt i tilknytning hertil, at juletræer på rod skulle anses for en del af den faste ejendom, således at fortjeneste vedrørende erstatning herfor tillige var skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11.


Offentliggøres i redigeret form

Spørgsmål 1

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger kan afstå ejendommen på Y-vej skattefrit i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 11?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at erstatning for juletræer på rod udgør en samlet del af afståelsessummen for ejendommen, og dermed indgår som en del af salget i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 11, jf. spørgsmål 1.

Svar

  1. Ja
  2. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger erhvervede ejendommen tilbage i 2013. Ejendommen er vurderet som en landbrugsejendom, og jordarealerne anvendes primært af ejeren selv til dyrkning (juletræer). Herudover udlejes bygninger til hhv. beboelse og kyllingeproduktion.

Det kan oplyses, at der ikke har været foretaget genanbringelse af anden ejendomsavance i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen.

Nærmere oplysninger om overdragelsen af ejendommen

Ifølge brev fra Vejdirektoratet og brev fra Vurderingsstyrelsen fremgår det, at man henviser til

Vejlovens § 45 som hjemmelsgrundlaget (Vurderingsstyrelsen, har medvirket i forhold til fastsættelse af ejendommens handelspris).

Vejlovens § 45 har følgende ordlyd:

Stk. 1.

"Transportministeren kan efter anmodning fra ejeren i særlige tilfælde overtage en ejendom, der berøres særligt indgribende af en projekterings- eller anlægsaktivitet i forbindelse med projekteringen eller anlægget af nye statsvejsanlæg eller ændring af bestående statsvejsanlæg, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer, hvis ejendommen ikke kan afhændes på normale vilkår."

Stk. 2.

"Hvis transportministeren afslår ejerens anmodning efter stk. 1, eller hvis der ikke kan opnås enighed om prisen for ejendommens overtagelse, henvises sagen til ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. "

Stk. 3.

"Ved erstatningsfastsættelsen efter stk. 2 finder § 103 anvendelse"

Af vejlovens § 98 fremgår det videre, at:

Stk. 1.

"Ved ekspropriation kan der

1. erhverves ejendomsret til arealer, bygninger og indretninger, der er fast knyttet til disse, samt tilbehør hertil,

2. endeligt eller midlertidigt pålægges indskrænkninger i ejerens rådighed,

3. erhverves ret til at udøve en særlig råden over den faste ejendom og

4. endeligt eller midlertidigt foretages begrænsninger i, erhverves eller ophæves brugsrettigheder, servitutrettigheder eller andre rettigheder over den faste ejendom."

Stk. 2.

"Ved ekspropriation til erhvervelse af ejendomsret bortfalder alle rettigheder til det eksproprierede, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde."

Stk. 3.

"Stiftes der ved ekspropriation rettigheder som nævnt i stk. 1, nr. 2, skal disse respekteres af andre rettighedshavere over ejendommen, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde."

Overdragelse til Staten/Vejdirektoratet ved frivillig aftale

Med udsigt til at Staten/Vejdirektoratet senere vil kunne gennemtvinge ekspropriation af Y-vej, har Spørger efter dialog med Vejdirektoratet indgået en frivillig aftale på ekspropriationslignende vilkår.

Af brev fra Vejdirektoratet, fremgår det nærmere at;

"Tilbuddet er gældende for en periode på 4 måneder fra modtagelsen.

Hvis sagen (erstatningsudmålingen) ønskes prøvet! afgjort af Ekspropriationskommissionen, er Vejdirektoratet eller Ekspropriationskommissionen ikke bundet af den fremsatte pris."

Jf. kopi af overdragelsesaftalen, har Vejdirektoratet og Spørger indgået aftale om overdragelse af ejendommen til en samlet kontantpris på i DKK x mio., heraf udgør DKK x mio. erstatning for juletræer på rod, mens DKK x tusind udgør beløb til dækning af omkostninger i forbindelse med afklaring af panthaverforhold mv.

Af overdragelsesaftalen fremgår det nederst i punktet "Særlige vilkår", at;

"Ejendommen overtages på ekspropriationslignende vilkår. Der er dog ikke taget stilling til skattemæssige forhold, og sælger kan eventuelt indhent et bindende svar vedrørende dette."

Forholdet, der ønskes afklaret, er derfor, om Spørgers afståelse af Y-vej er skattefri i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 11, og i tilknytning hertil, at erstatning fastsat for juletræer på rod indgår som salgssum i henhold til ejendomsavancebeskatningsloven og dermed tillige omfattes af ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

Spørger har oplyst, at afståelsen af ejendommen Y-vej, afstås til Vejdirektoratet som følge af "Infrastrukturplan 2035" herunder plan om Ny Midtjysk Motorvej Give-Haderslev.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Salg af fast ejendom udløser som udgangspunkt beskatning af gevinst efter ejendomsavancebeskatningsloven, når gevinsten ikke kan undtages efter "parcelhusreglen".

Ved afståelse af ejendommen Y-vej opfylder Spørger ikke betingelserne for skattefrit salg efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1 kan en ejendom afstås skattefrit, når der er tale afståelse ved ekspropriation. Bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens§ 11, stk. 1 har følgende ordlyd:

"Stk. 1

Fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation, medregnes ikke. Det samme gælder fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen. Fortjeneste indvundet ved afhændelse efter§ 34 i lov om forurenet jord medregnes heller ikke."

Af Den juridiske vejledning, afsnit C.H.2.1.18.1 "Generelt om ekspropriationserstatninger og erstatninger i ekspropriationssituationer (frivillige salg)" fremgår det, at alle typer af ekspropriative afståelser er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

Det drejer sig fx om ekspropriation efter Planloven, Naturbeskyttelsesloven, Vandløbsloven, Varmeforsyningsloven, Stærkstrømsloven, Lov om ekspropriation under Trafikministeriet, Vejloven (offentlige veje), Miljøbeskyttelsesloven, Luftfartsloven, Lov om forurenet jord og Jordfordelingsloven.

Det fremgår således direkte, at ekspropriation med hjemmel i Vejloven omfattes af skattefritagelse efter ejendomsavancebeskatningslovens§ 11.

Af Den juridiske vejledning, afsnit C.H.2.1.18.3 "Erstatninger i ekspropriationssituationer (frivillige salg)" fremgår det, at ikke er et krav for skattefritagelse, at der er eksproprieret fra ejendommen, men at det er tilstrækkeligt, at der ved frivillig aftale sker et salg til en erhverver, der efter formålet med bestemmelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen.

I samme afsnit angives det videre, at efter praksis skal betingelserne være opfyldt på aftaletidspunktet, for at en overdragelse kan anses for sket i en ekspropriationssituation.

Skattepraksis

Fra skattepraksis henviser Spørger til Skatterådets bindende svar SKM2017.308.SR. I sagen henvises der desuden til SKM2006.438.SKAT, der omhandler fortolkningen af skattefritagelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

SKM2017.308.SR omfattede ekspropriation i henhold til Jernbanelovens§ 33, og Skatterådet, der fulgte Skattestyrelsens indstilling, anså betingelserne om i ejendomsavancebeskatningslovens § 11 om ekspropriationshjemmel og -vilje for opfyldt.

Jernbanelovens § 33 har følgende ordlyd;

Stk.1

Transportministeren kan efter anmodning fra ejeren i særlige tilfælde overtage en ejendom, der berøres særlig indgribende af en projekterings- eller anlægsaktivitet i forbindelse med projekteringen eller anlægget af nye statslige baneanlæg eller ændring af eksisterende statslige baneanlæg, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer, hvis ejendommen ikke kan afhændes på normale vilkår. Ikke-statslige anlægsmyndigheder kan på samme betingelser som i 1. pkt. overtage en ejendom, idet anlægsmyndigheden afholder alle omkostningerne hertil.

Stk. 2.

Hvis transportministeren afslår ejerens anmodning efter stk. 1, eller hvis der ikke kan opnås enighed om prisen for ejendommens overtagelse, henvises sagen til ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Stk. 3.

Ved erstatningsfastsættelsen efter stk. 2 finder § 103 i lov om offentlige veje m. v. anvendelse.

Som det fremgår er substansen af Vejlovens § 45, stk. 1 og Jernbanelovens § 33, stk. 1 enslydende, hvorfor Spørger er af den opfattelse, at den skattemæssige fortolkning i nærværende sag er identisk med Skatterådets bindende svar SKM2017.308.SR.

Vedrørende erstatning for juletræer på rod

Spørger henviser til SKM2020.93.SR, hvor Skatterådet hvor har udtalt, at et salg af en ejendom samt en tilhørende erstatning for juletræer på rod var skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

Af sagsfremstillingen fremgår det, at Skattestyrelsen i sin indstilling har henvist til, at det fremgår af Den juridiske vejledning, afsnit C.H.2.1.2, at træer på roden udgør en del af den faste ejendom, og at avance opnået i forbindelse med modtagelse af kompensationsbeløbet derfor, på lige fod med den øvrige avance, vil være skattefritaget efter bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt.

Sammenfatning

Spørger har indgået aftale om salg af Y-vej, til Staten/Vejdirektoratet, for i alt kontant DKK x mio., hvoraf DKK x mio. udgør erstatning for juletræer på rod.

Ifølge overdragelsesaftalen er prisen fastsat i samråd med Vurderingsstyrelsen.

Afståelse af ejendommen vil efter normale omstændigheder udløse avance efter ejendomsavancebeskatningsloven.

Afståelsen sker ved frivillig aftale på ekspropriationslignende vilkår, idet Transportministeren, via Vejdirektoratet, efter vejlovens § 45, har mulighed for i særlige tilfælde at efterkomme en ejers anmodning om at overtage en ejendom, der berøres særligt indgribende af en projekterings- eller anlægsaktivitet, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer.

Overdragelsen af ejendommen Y-vej, opfylder efter Spørgers opfattelse hermed ejendomsavancebeskatningslovens § 11, om skattefri afståelse af gevinst indvundet ved ekspropriation, herunder ved frivillig aftale.

Det er derfor Spørgers opfattelse, at Skattestyrelsen kan besvare de stillede spørgsmål 1 og 2 med "JA".

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Spørger kan afstå ejendommen Y-vej skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

Begrundelse

Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 1 medregnes fortjeneste ved afståelse af fast ejendom ved indkomstopgørelsen.

Dette gælder dog ikke fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation. Denne fortjeneste er skattefri efter § 11, stk. 1, 1. pkt.

Reglen om skattefritagelse gælder efter lovens § 11, stk. 1, 2. pkt., også for fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen, jf. afgørelsen TfS1995,575HD.

Skattefritagelse efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, forudsætter, at der er tale om fortjeneste ved modtagelse af ekspropriationserstatninger for fast ejendom, der er omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven. Der skal på aftaletidspunktet være hjemmel og også være vilje til, at ekspropriationen vil ske i mangel af en frivillig aftale.

Skattefritagelsesreglen omfatter kun fortjeneste ved ekspropriationserstatninger, som ville have været skattepligtige efter ejendomsavancebeskatningsloven. Hvis der konstateres genvundne afskrivninger i forbindelse med ekspropriation eller afståelse af en fast ejendom i en ekspropriationssituation, er disse afskrivninger derfor ikke omfattet af skattefritagelsen efter ejendomsavancebeskatningsloven.

Det fremgår af Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit C.H.2.1.18.3, at i visse specialbestemmelser, kan der være bestemmelser om forlods ekspropriation. Det betyder, at der er hjemmel til at overtage en ejendom på et tidspunkt tidligere end tidspunktet for de ordinære ekspropriationer, hvis en række betingelser opfyldes.

Der stilles krav om, at ejendommen berøres særligt indgribende af en projekteringsaktivitet, og at ejendommen derfor ikke kan sælges på normale vilkår. I disse situationer kan transportministeren efter anmodning fra ejeren overtage ejendommen på dette tidlige tidspunkt. Se eksempelvis jernbanelovens § 33 og Lov om projektering af fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark § 14.

Hermed kan ekspropriationen fremrykkes, så den ikke behøver at afvente vedtagelsen af en projekteringslov.

En erstatning udbetalt i forbindelse med forlods ekspropriation kan være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, og fortjenesten hermed skattefri, hvis de særlige betingelser, der stilles i bestemmelsen om forlods ekspropriation er opfyldt og der samtidig er ekspropriationsvilje (det skal være påregneligt, at hvis ejendommen ikke overdrages frivilligt, så vil myndigheden ekspropriere til fordel for projektet).

Se SKM2017.308.SR, hvor Skatterådet kunne bekræfte, at Spørgers ejendom kunne overtages af Vejdirektoratet ved en forlods ekspropriation efter jernbanelovens § 33 (tidligere § 2 E) i forbindelse med anlæg af en ny jernbane over Vestfyn, uden skattemæssige konsekvenser.

Det følger af forarbejderne til vejlovens § 45, jf. lov nr. 1520 af 27. december 2014 følgende:

"[…]Formålet med bestemmelsen er at indsætte en generel bestemmelse i vejloven til, at borgere, der reelt bliver afskåret fra at afhænde deres ejendom som følge af planlægning, projektering og anlægsaktiviteter, kan anmode om at få deres ejendom overtaget på et tidligere tidspunkt i processen.

Med lov nr. 747 af 25. juni 2014 om ændring af lov af jernbane, § 2e, er indført en tilsvarende bestemmelse i jernbaneloven.[…]"

Spørger har anmodet Vejdirektoratet om at overtage hans ejendom beliggende Y-vej, efter vejlovens § 45.

Vejdirektorat har vurderet, at anmodningen om overtagelse af ejendommen efter vejlovens § 45 kan imødekommes.

Det er oplyst, at der ikke er foretaget genanbringelse i ejendommen. Herudover forudsættes det for besvarelsen, at ejendommen ikke er erhvervet som led i næring med fast ejendom.

Skatterådet har i SKM2014.721.SR og SKM2017.308.SR bekræftet, at når der sker overtagelse af en ejendom efter jernbanelovens § 33 (tidligere § 2 E), kan overtagelsen anses for en forlods ekspropriation, som er skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

Skattestyrelsen finder, at da Vejdirektoratet har imødekommet Spørgers anmodning om overtagelse af hans ejendom efter vejlovens § 45, er betingelserne herfor opfyldt.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at vejlovens § 45 skal fortolkes på samme måde som jernbanelovens § 33.

Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at Spørger kan afstå ejendommen beliggende Y-vej, skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at erstatning for juletræer på rod udgør en samlet del af afståelsessummen for ejendommen, og dermed indgår som en del af salget i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 11, jf. spørgsmål 1.

Begrundelse

Det fremgår af overdragelsesaftalen mellem Vejdirektoratet og Spørger, at ud af den samlede overdragelsespris, udgør et beløb på x mio. erstatning for juletræer. Det er oplyst, at træerne har en alder på 2-5 år og ikke kan fældes på nuværende tidspunkt. Træerne overtages således af Vejdirektoratet på rod.

Det fremgår af Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit C.H.2.1.2. at begrebet fast ejendom i ejendomsavancebeskatningslovens forstand omfatter ejendommens jordforekomster, fx skove og træer på roden.

Skatterådet har i SKM2020.93.SR bekræftet, at avance opnået ved frivillig afståelse af en del af en landbrugsejendom, ikke skulle medregnes til den skattepligtige indkomst, jf. bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningsloven § 11, stk. 1, 2. pkt. Dette gjaldt også den del af avancen, der var opnået ved afståelse af træer på rod.

Det er herefter Skattestyrelsens opfattelse, at Spørgers afståelse af træer på rod i forbindelse med afståelse af ejendommen beliggende Y-vej, skal anses for en del af den faste ejendom. Erstatningen for træer på rod er således skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Ejendomsavancebeskatningslovens § 1

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom medregnes til den skattepligtige indkomst efter reglerne i denne lov.

Stk. 2. Loven gælder ikke for fortjeneste eller tab ved afståelse af fast ejendom, der er erhvervet som led i den skattepligtiges næringsvej

Ejendomsavancebeskatningslovens § 11

Fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation, medregnes ikke. Det samme gælder fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen. Fortjeneste indvundet ved afhændelse efter § 34 i lov om forurenet jord medregnes heller ikke.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for fortjeneste ved afståelse af en erhvervsejendom, der efter §§ 6 A, 6 C eller 10 er genanbragt i en ejendom omfattet af stk. 1. Fortjenesten ved afståelsen af erhvervsejendommen beskattes i det indkomstår, hvor den ejendom, som fortjenesten er genanbragt i, afstås. Den skattepligtige fortjeneste opgøres med de tillæg og nedslag efter denne lov, som erhvervsejendommen ville have været berettiget til, hvis fortjenesten var blevet beskattet på tidspunktet for afståelsen af erhvervsejendommen. Hvis afståelsen er omfattet af 1. pkt., bortfalder ved beregning af den skattepligtige indkomst af fortjeneste ved afståelse af den ejendom, hvori fortjenesten oprindelig har været anbragt, nedslag i denne ejendoms anskaffelsessum efter §§ 6 A, 6 C eller 10. I stedet for at medregne fortjenesten ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter 2. og 3. pkt. kan den skattepligtige dog vælge at udskyde beskatningen ved at genanbringe fortjenesten i en ny ejendom eller en ombygning, tilbygning eller nybygning efter reglerne i §§ 6 A eller 6 C.

Vejlovens § 45

Transportministeren kan efter anmodning fra ejeren i særlige tilfælde overtage en ejendom, der berøres særligt indgribende af en projekterings- eller anlægsaktivitet i forbindelse med projekteringen eller anlægget af nye statsvejsanlæg eller ændring af bestående statsvejsanlæg, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer, hvis ejendommen ikke kan afhændes på normale vilkår.

Stk. 2.

Hvis transportministeren afslår ejerens anmodning efter stk. 1, eller hvis der ikke kan opnås enighed om prisen for ejendommens overtagelse, henvises sagen til ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Stk. 3.

Ved erstatningsfastsættelsen efter stk. 2 finder § 103 anvendelse.

Jernbanelovens § 33

Transportministeren kan efter anmodning fra ejeren i særlige tilfælde overtage en ejendom, der berøres særlig indgribende af en projekterings- eller anlægsaktivitet i forbindelse med projekteringen eller anlægget af nye statslige baneanlæg eller ændring af eksisterende statslige baneanlæg, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer, hvis ejendommen ikke kan afhændes på normale vilkår. Ikke-statslige anlægsmyndigheder kan på samme betingelser som i 1. pkt. overtage en ejendom, idet anlægsmyndigheden afholder alle omkostningerne hertil.

Stk. 2.

Hvis transportministeren afslår ejerens anmodning efter stk. 1, eller hvis der ikke kan opnås enighed om prisen for ejendommens overtagelse, henvises sagen til ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Stk. 3.

Ved erstatningsfastsættelsen efter stk. 2 finder § 103 i lov om offentlige veje m.v. anvendelse.

Forarbejder

Lov nr. 1520 af 27. december 2014. Lovforslag som fremsat, specielle bemærkninger til § 45.

"Den foreslåede bestemmelse er ny. Bestemmelsen vedrører fremrykket ekspropriation af ejendomme, der berøres indgribende af planlægning og projekteringsaktiviteter på statsvejsnettet.

Formålet med bestemmelsen er at indsætte en generel bestemmelse i vejloven til, at borgere, der reelt bliver afskåret fra at afhænde deres ejendom som følge af planlægning, projektering og anlægsaktiviteter, kan anmode om at få deres ejendom overtaget på et tidligere tidspunkt i processen.

Med lov nr. 747 af 25. juni 2014 om ændring af lov af jernbane, § 2e, er indført en tilsvarende bestemmelse i jernbaneloven.[…]"

Praksis

SKM2017.308.SR.

Skatterådet kunne bekræfte, at spørgers ejendom kunne overtages af Vejdirektoratet på ekspropriationslignende vilkår i forbindelse med anlæg af en ny jernbane over Vestfyn uden skattemæssige konsekvenser.

SKM2014.721.SR.

Skatterådet kan bekræfte, at salget af en ejendom kan ske skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, såfremt ejendommen opfylder overtagelsesforpligtigelsen i jernbanelovens § 2 d eller forpligtigelsen til fremrykkede ekspropriation i jernbanelovens § 2 e. Skatterådet kan også bekræfte, at det er uden betydning for skattefriheden, om erstatningens størrelse fastsættes ved en frivillig aftale mellem parterne eller af taksationsmyndighederne, når afståelsen sker som følge af jernbanelovens § 2d eller § 2e.

TfS 1995, 575 HRD

Ekspropriation, tredjemand. Ejeren havde sammen med en medinteressent truffet aftale med et menighedsråd om rådighedsindskrænkning over en del af en ejendom, der tilhørte interessentskabet. Vederlaget for rådighedsindskrænkningen blev betalt af menighedsrådet. Ejeren mente, at hans fortjeneste var skattefri, fordi den var omfattet af dagældende EBL § 11, 2. pkt., og at erhververen opfyldte betingelserne for at ekspropriere arealet. Det var imidlertid usikkert, om kommunen havde så stor interesse i udsigten til kirken, at den ville have forsøgt rådighedsindskrænkningen gennemført ved ændret lokalplan og ekspropriation mod sædvanlig erstatning. Højesteret fandt, at det var en betingelse for at anvende dagældende EBL § 11, 2. pkt., at det på aftaletidspunktet stod klart, at dispositionen ville blive gennemtvunget ved ekspropriation, hvis en frivillig aftale ikke blev indgået.

Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit C.H.2.1.18.3.

"[…] Særligt om regler for forlods ekspropriation (fremrykket ekspropriation)

I eksempelvis jernbanelovens § 33 (tidligere § 2 e), og i visse specialbestemmelser vedrørende større byggerier, kan der være bestemmelser om forlods ekspropriation. Det betyder, at der er hjemmel til at overtage en ejendom på et tidspunkt tidligere end tidspunktet for de ordinære ekspropriationer, hvis en række betingelser opfyldes.

Der stilles krav om, at ejendommen berøres særligt indgribende af en projekteringsaktivitet, og at ejendommen derfor ikke kan sælges på normale vilkår. I disse situationer kan transportministeren efter anmodning fra ejeren overtage ejendommen på dette tidlige tidspunkt. Se eksempelvis jernbanelovens § 33 og Lov om projektering af fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark § 14.

Hermed kan ekspropriationen fremrykkes, så den ikke behøver at afvente vedtagelsen af en projekteringslov.

En erstatning udbetalt i forbindelse med forlods ekspropriation kan være omfattet af EBL § 11, og fortjenesten hermed skattefri, hvis de særlige betingelser, der stilles i bestemmelsen om forlods ekspropriation er opfyldt og der samtidig er ekspropriationsvilje (det skal være påregneligt, at hvis ejendommen ikke overdrages frivilligt, så vil myndigheden ekspropriere til fordel for projektet).

Se SKM2014.721.SR, hvor Skatterådet bekræftede, at salget af ejendommen kunne ske skattefrit efter EBL § 11, hvis ejendommen opfyldte betingelsen for fremrykket ekspropriation i jernbanelovens § 2 e (nu § 33). […]"

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Se henvisning til ejendomsavancebeskatningsloven under "Lovgrundlag" for spørgsmål 1.

Praksis

SKM2020.93.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at avance opnået ved frivillig afståelse af en del af en landbrugsejendom, ikke skulle medregnes til den skattepligtige indkomst, jf. bestemmelsen i EBL § 11, stk. 1, 2. pkt. Dette gjaldt også den del af avancen, der var opnået ved afståelse af træer på rod.

Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit C.H.2.1.

"[…] Fast ejendom omfattet af loven

Begrebet fast ejendom eller begrebet ejendomsret til fast ejendom er ikke defineret specielt i ejendomsavancebeskatningsloven og heller ikke i forarbejderne til loven. Ved afgrænsning af begrebet tages der derfor udgangspunkt i det tingsretlige ejendomsbegreb suppleret med begrebets anvendelse i udstykningsloven og i ejerlejlighedsloven. Afgrænsningen af fast ejendom i forhold til løsøre sker på baggrund af begrebernes anvendelse i relation til afskrivningsloven og vurderingsloven. […]

Fast ejendom omfatter fx:

Ejendommens jordforekomster er også en del af den faste ejendom. Det gælder fx: