Dokumentets metadata

Dokumentets dato:01-02-2023
Offentliggjort:03-04-2023
SKM-nr:SKM2023.154.LSR
Journalnr.:18-0000738
Referencer.:Statsskatteloven
Skattekontrolloven
Dokumenttype:Afgørelse


Uber-kørsel - Erhvervsmæssig virksomhed - Indsætninger på bankkonto - Forhøjelse af den personlige indkomst

Sagen drejede sig om, hvorvidt klagerens aktivitet med Uber-kørsel var erhvervsmæssig virksomhed. Klageren havde i indkomståret 2015 modtaget indtægter for Uber-kørsel. Ifølge SKATs kontroloplysninger udgjorde indtægten fra Uber i alt 168.848 kr., og kørslen, der var sket i klagerens bil, udgjorde 1.517 ture for Uber. Ifølge en standardkontrakt fra Uber fremgik bl.a., at Uber var udbyder af teknologiske tjenester, at chaufføren ved udførelse af transportydelserne var eneansvarlig for og selv afholdt udgifter hertil, herunder eventuelle erstatningsansvar. Landsskatteretten fandt, at klageren ud fra en samlet og konkret vurdering skulle anses for at drive erhvervsmæssig virksomhed i indkomståret 2015. Klagerens henvisning til en skatterådsafgørelse den 25. januar 2022 for et Wolt-bud kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten kunne endvidere tiltræde SKATs skøn over indtægter og udgifter for Uber-kørsel. SKAT havde tillige anset klageren for skattepligtig af en række indsætninger på klagerens bankkonto. Landsskatteretten fandt det ikke godtgjort, at indtægterne stammede fra midler, der allerede var beskattet eller som var undtaget fra beskatning. Landsskatteretten stadfæstede herefter SKATs afgørelse.


Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Klageren driver erhvervsmæssig virksomhed vedrørende Uber-kørsel

Ja

Nej

Ja

Skønsmæssigt ansat overskud af virksomhed for Uber-kørsel

82.565 kr.

0 kr.

82.565 kr.

Tilbageførsel af selvangivet anden personlig indkomst vedrørende Uber-kørsel

-6.452 kr.

0 kr.

-6.452 kr.

Forhøjelse af den personlige indkomst vedrørende indsætninger på bankkonto

501.847 kr.

0 kr.

501.847 kr.

Faktiske oplysninger
Uber-kørsel
SKAT har modtaget oplysninger fra de hollandske skattemyndigheder vedrørende udbetalte indtægter til klageren [A]. Der er tale om indtægter fra Uber. Af oplysningerne fremgår klagerens navn, indtægten vedrørende Uber-kørsel, bankkontonummer som Uber har indsat penge på, registreringsnummer og bilmærke vedrørende den bil som har været anvendt ved kørslen, samt antal ture. Der har i indkomståret 2015 ifølge oplysningerne været indtægter på 168.848 kr., og der er i indkomståret 2015 kørt i alt 1.517 ture. Bilen, der har været anvendt til kørslen, er klagerens Peugeot med registreringsnummer […].

Klageren har den 18. december 2016, via tastselv, selvangivet 6.452 kr. som "anden personlig indkomst" for indkomståret 2015. Den personlige indkomst udgør herudover 171.912 kr. i sociale ydelser fra […] kommune.

SKAT har anmodet klageren om at sende materiale vedrørende Uber-kørsel, herunder redegørelse for selvangivet beløb på 6.452 kr.

Klageren har til SKAT forklaret følgende om Uber-kørslen:

(…) UBER-/PRIVAT kørsel kan ikke skilles ad i 2 kasser. Nogen kører UBER til og fra deres "almindelige" arbejde - andre i fritiden, og andre kombinerer begge dele. Endeligt er der en lille del, som har kørt et stort antal timer om ugen. UBER-kørsel finder sted ved, at man aktiverer sin APP. Derefter er man klar til at tage imod anmodninger fra folk, som ønsker et lift fra A til B. Der finder således meget kørsel sted i UBER regi, uden der er gæster i bilen - altså til-/og fra kundens opsamlingssted.

(…)

Undertegnede har ved en fejl opgivet et provenu på sin kørsel, men kan konstatere ved nærmere gennemgang, at der ikke har været et provenu ved UBER-kørsel. I øvrigt helt i tråd med de beregninger, som flere revisorer mv. har udregnet for mange UBER-chauffører.

Vedhæftet denne mail, er en opsummering af omkostninger i henhold til kontoudskrifter, som ligeledes er vedhæftet.

Klageren har sendt bankkontoudskrifter og en oversigt over udgifter til bilen. Udgifterne udgør i henhold til oversigten alt 178.900,63 kr. for indkomståret 2015. Klageren har oplyst, at de 178.900,63 kr. er de samlede udgifter til bilen for hele året, og at bilen har været anvendt primært til uber-kørsel, men også til privat kørsel.

SKAT har udarbejdet et skøn over resultat af virksomhed vedrørende Uber-kørsel, opgjort som nedenfor:

Tekst

Beløb

Indtægt vedrørende Uber-kørsel

168.848 kr.

Provision til Uber, 20%

-33.770 kr.

Nettoindtægt vedrørende Uber-kørsel

135.078 kr.

Godkendt skønsmæssige udgifter, 30%

-40.524 kr.

Moms af provision (25% af 33.770 kr.)

-8.442 kr.

Resultat før lønsumsafgift

86.112 kr.

Lønsumsafgift (86.112 kr. x 4,12%)

-3.547 kr.

Overskud af virksomhed

82.565 kr.

SKAT har ved deres skøn af udgifter på de 30%, henset til statens takster for erhvervsmæssig kørsel og beregnet et skønsmæssigt antal km ud fra de foreliggende oplysninger.

Skatteankestyrelsen har anmodet klageren om at indsende kvitteringer/fakturaer for afholdte udgifter til bilen, herunder et kørselsregnskab, såfremt dette har været udarbejdet. Der er ikke modtaget yderligere materiale vedrørende dette.

Klageren har til Skatteankestyrelsen oplyst, at han ikke længere har den standardkontrakt, som han indgik med Uber, men henviser til, at vi kan kontakte Uber for at få tilsendt en standardkontrakt. Skatteankestyrelsen har fundet en standardkontrakt fra Uber, som er sendt til klageren i høring. Klageren oplyser, at den ikke helt ligner den kontrakt, han husker at have indgået, men at han genkender flere afsnit i kontrakten.

I standardkontrakten fremgår det blandt andet, at ved anvendelse af tjenesten accepterer chaufføren selskabets vilkår og betingelser, hvoraf bl.a. fremgår, at chaufføren erkender og bekræfter, at selskabet er udbyder af teknologiske tjenester. Det fremgår videre, at chaufføren ved udførelse af transportydelserne er eneansvarlig for og selv afholder udgifter hertil, herunder eventuelle erstatningsansvar. Det fremgår også, at Uber har ret til at lukke adgangen til app-tjenesten.

Indsætninger på bankkonto
SKAT har gennemgået klagerens indsendte bankkontoudskrifter fra F1-Bank, reg. nr. […], konto nr. […]. De har specificeret en række indsætninger som SKAT har anset for "anden personlig indkomst". SKAT har summeret indsætningerne i indkomståret 2015 som anført nedenfor:

Modtagne beløb fra G1, benævnt "overførsel/udlæg mv.."

488.359 kr.

Modtagne beløb fra G2 ApS, benævnt "overførsel"

2.500 kr.

Modtagne beløb fra G3 ApS/TS

8.888 kr.

Modtagne beløb fra G4 ApS, benævnt "udlæg"

2.100 kr.

Anden skattepligtig indkomst udgør herefter

501.847 kr.

Af beløb modtaget fra G1 fremgår nedenstående indsætninger og tekster af bankkontoudskriften for januar måned. Der er nedenfor også oplyst de træk på kontoen, som beløbsmæssigt svarer til nogle af indbetalingerne på kontoen:

Dato

Tekst

Indsætninger(+)/hævninger (-)

02.01

Overførsel
G1 V/B

4.063,39 kr.

02.01

Udlæg, G1
G1 V/B

2.952,21 kr.

04.01

Google 04.01.15
G1 V B

4.000 kr.

07.01

VDK DKK 4000,00. VISA-transaktion
Google *[…]

-4.000 kr.

08.01

A/S Shell Service […]

-700 kr.

08.01

Udlæg, Vaskekort
G1 V B

700 kr.

09.01

VDK DKK 4000,00. VISA-transaktion
Google *[…]

-4.000 kr.

12.01

Google 09.01.15
G1 V/B

4.000 kr.

13.01

VDK DKK 4000,00. VISA-transaktion
Google *[…]

-4.000 kr.

13.01

Google 13.01.2015
G1 V/B

4.000 kr.

13.01

Vedr. Minibus
G1 V/B

5.000 kr.

13.01

Diesel 13.01.15
G1 V/B

648,33 kr.

13.01

A/S Shell Service […]

-648,33 kr.

16.01

Google 16.01/19.01
G1 V/B

4.000 kr.

19.01

Google *[…]

-4.000 kr.

21.01

Vedr. Google 22.01

G1 V/B

4.000 kr.

21.01

Udlæg, Diesel
G1 V/B

1.047,93 kr.

23.01

Google *[…]

-4.000 kr.

27.01

Overførsel
G1 V/B

4.000 kr.

Ejer af G1 har i forbindelse med klagesagen sendt en erklæring, hvor han blandt andet anfører følgende:

(…)

I min virksomhed G1 fik jeg en ide med […]. (…)Da jeg ikke have nogen kassekredit eller lånemuligheder selv fik jeg hjælp fra min svoger A.

Han tilbød at hjælpe mig at betale for omkostningerne i form af markedsføring, leje af minibus, brændstof, telefonudgifter, internet, reparationsudgifter til bil/minibus samt andre udgifter som var nødvendige. Disse udgifter betalte han forlods fra sin egen private bankkonto hos F1-Bank.

(…)

De overførte beløb på kr. 488.359,91 i 2015 fra G1 bank til A er ikke løn men alene refundering af de udlagte udgifter til min virksomhed. Det kan jeg erklære på tro og love."

Skatteankestyrelsen har anmodet klageren om at dokumentere, at der er tale om udlæg for selskabet. Klageren har oplyst, at det ikke har været muligt at fremskaffe bilag og bogføring fra virksomheden G1.

SKATs afgørelse
SKAT har anset klageren for at drive virksomhed og har ansat overskud af virksomhed til 82.565 kr. for indkomståret 2015. Derudover har SKAT forhøjet klagers personlige indkomst i 2015 med 501.847 kr. på baggrund af konkrete indsætninger på klagers bankkonto.

Som begrundelse for afgørelsen vedrørende året 2015 har SKAT anført:

"(…)

1.4. SKATs bemærkninger og begrundelse
Indkomst fra Uber-kørsel er skattepligtig efter statsskattelovens § 4. Udgifter kan fratrækkes efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Hvorvidt indkomsten anses for optjent ved erhvervsmæssig virksomhed eller ved ikke-erhvervsmæssig virksomhed vil altid bero på en konkret bedømmelse i hvert enkelt tilfælde.

Vurderingen af om Uber-kørsel anses som erhvervsmæssig virksomhed eller ej, er den samme som for alle andre former for virksomhed. De kriterier, der skal lægges vægt på, fremgår af Den juridiske vejledning afsnit C.C.1.3.

Hvis Uber-kørslen opfylder såvel rentabilitetskriteriet som intensitetskriteriet, vil der være tale om erhvervsmæssig virksomhed.

I rentabilitetskriteriet ligger, at virksomheden skal give overskud på den primære drift, og en rimelig forrentning af den investerede egenkapital, samt en rimelig driftsherreløn.

I intensitetskriteriet ligger endvidere, at virksomheden skal have et vist omfang for at blive anset for erhvervsmæssig.

Hvis Uber kørslen opfylder kriterierne for erhvervsmæssig virksomhed opgøres indkomsten efter de almindelige regler for erhvervsmæssig virksomhed.

Vi vurderer, at din kørsel set over 2015 har et sådant omfang, at du anses for at drive selvstændig erhvervsmæssig virksomhed ved Uber-kørsel. Vi kan dog ikke af de modtagne kontroloplysninger se, hvorledes indtægten er fordelt over året, men har alene fået oplyst, hvor mange ture du har kørt.

Ved vurderingen er der lagt vægt på, at virksomheden beskæftiger sig med persontransport og den af Uber oplyste prisstruktur har en sådan karakter, at virksomheden ved normal drift vil sikre et overskud på den primære drift, en forrentning af den investerede egenkapital og en driftsherreløn selv ved en relativ beskeden aktivitet.

Da vi anser virksomheden for at være en erhvervsmæssig virksomhed, skal der betales arbejdsmarkedsbidrag af indtægten, da den er omfattet af arbejdsmarkedsbidragsloven § 4.
Du kan afskrive på bilen efter afskrivningsloven § 11, når du driver erhvervsmæssig virksomhed.
Såfremt virksomheden giver underskud kan dette fratrækkes i henhold til personskatteloven § 13.

Den omstændighed, at aktiviteten eventuelt er ulovlig efter anden lovgivning, har ingen betydning for, hvorledes indkomsten skal opgøres.

Du kan ved opgørelse af det beløb, du skal medregne i din selvangivelse, tage fradrag for de udgifter, der er forbundet med kørslen.

Udgifter:
Hvis du bruger din private bil erhvervsmæssigt, kan du få fradrag for den erhvervsmæssige kørsel ved at trække udgiften fra i din virksomheds regnskab.

Du kan beregne udgiften til den erhvervsmæssige kørsel på to måder:

· Enten efter Skatterådets satser for erhvervsmæssig kørsel i egen bil i 2015 på 3,70 kr./km indtil 20.000 km/år (3,63 i 2016 og 3,53 i 2017) og 2,05 kr./km over 20.000 km/år (1,99 i 2016 og 1,93 i 2017). Satserne reguleres hvert år. Skatterådets satser dækker samtlige udgifter i forbindelse med erhvervskørslen, herunder årligt værditab på bilen.

· Eller de faktiske erhvervsmæssige omkostninger (dvs. den erhvervsmæssige del af driftsudgifter og afskrivninger i forhold til årets samlede kørsel).

Uanset om du vælger at foretage fradrag efter Skatterådets satser eller fradrag for faktiske udgifter, skal du kunne dokumentere eller sandsynliggøre fordelingen mellem privat og erhvervskørsel. Det kan du gøre ved at føre et fyldestgørende kørselsregnskab.

Kravene til et fyldestgørende kørselsregnskab fremgår af Den juridiske vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.3, som du kan finde på SKAT.dk.

Hvis du vælger at foretage fradrag for faktiske udgifter, skal du gemme bilag på alle udgifter vedrørende bilen for hele den periode, hvor du kører Uber-kørsel.
De biludgifter, der både vedrører Uber kørslen og privatkørslen, kan fratrækkes forholdsmæssigt opgjort på baggrund af kørte kilometer. Dette gælder både variable udgifter, som f.eks. udgift til brændstof, løbende vedligeholdelse og faste udgifter til f.eks. grøn ejerafgift, lovpligtig ansvarsforsikring og eventuel kaskoforsikring samt afskrivninger.

Du skal jævnfør ovenfor holde styr på, hvor mange kilometer du kører i bilen for hele perioden, både vedrørende Uber-kørsel såvel som privat kørsel. Dette skal bruges til at udregne en fradragsbrøk. Det vil sige den andel af dine samlede udgifter (inklusive værditab), der kan modregnes i Uber indtægten. Hvis bilen f.eks. samlet har kørt 16.000 km, heraf 4.000 km vedrører Uber-kørsel, kan du fratrække 25 % (4/16) af dine udgifter.

(…)

SKATs forslag:
Da vi ikke har fyldestgørende oplysninger om dine udgifter og fordeling mellem Uber-kørsel og øvrig kørsel herunder bilens kilometerstand, har vi opgjort det skattepligtige resultat af virksomhed skønsmæssigt. Vi har ved denne opgørelse set på følgende forhold:

· Hvor stort beløb du har modtaget fra Uber
· Hvor mange ture du har kørt via Ubers app
· Hvor mange betalte kilometer, du har kørt via Uber iflg. den normale prissætning med:
- basis pris 20,00 kr.
- pris pr. minut 2,50 kr.
- pris pr. kilometer 9,00 kr.

Der er herefter beregnet et skønnet antal kørte kilometer med passagerer efter følgende model:

Ved vurderingen af udgiften pr. kørt kilometer, er der skønnet en udgift svarende til Skatterådets satser for erhvervsmæssig kørsel, som i 2015 var 3,70 kr., idet Skatterådets satser er fastsat, så de både dækker løbende udgifter til bilen samt årligt værditab.

På grundlag af ovenstående er der givet et skønsmæssigt fradrag, til dækning af udgifterne ved kørslen, på 30 % af det modtagne beløb fra Uber.

Ved udøvelsen af skønnet er der taget højde for øvrige udgifter, som ikke er indeholdt i ovenstående beregning med Skatterådets satser for erhvervsmæssig kørsel.

Din indtægt vedrørende Uber-kørsel

168.848 kr.

-provision til Uber, 20 %

33.770 kr.

Nettoindtægt vedrørende Uber-kørsel

135.078 kr.

Godkendt skønsmæssige udgifter med 30 %

40.524 kr.

-Moms af provision

8.442 kr.

Netto resultat før lønsumsafgift

86.112 kr.

Lønsumsafgift (86.112 kr. x 4,12 %)

3.547 kr.

I alt til beskatning som overskud af virksomhed (felt 221)

82.565 kr.

(…)

SKATs afgørelse:
Henset til ovenstående bemærkninger, finder SKAT efter fornyet gennemgang, ikke at der er tilført nye oplysninger til sagen, som kan begrunde en ændret ansættelse, hvorfor SKAT fastholder de påtænkte ændringer.

Såfremt du har kørsel til og fra selve området (hvorfra der køres Uber-kørsel), anses det ikke for erhvervsmæssig kørsel, men for at være kørsel mellem hjem og arbejde, som kan fratrækkes efter ligningslovens § 9 C. Hvis du mener du har ret til et sådan fradrag, skal du sende en opgørelse.

2. Anden skattepligtig indkomst

(…)

2.4. SKATs bemærkninger og begrundelse
I de af dig indsendte kontoudtog fra F1-Bank, reg. nr. […], konto nr. […], er der indgået beløb benævnt overførsel/udlæg mv.

I mangel af redegørelse samt dokumentation for modtagne overførsler/udlæg, anses de modtagne beløb som værende skattepligtig indkomst hos dig, se statsskattelovens § 4, stk. 1.

SKAT finder, efter en gennemgang af de indsendte kontoudtog fra F1-Bank, reg. nr. […], konto nr. […], at anden skattepligtig indkomst kan opgøres til (se bilag nr. 1):

Modtagne beløb fra G1, benævnt "overførsel/udlæg mv."

488.359 kr.

Modtagne beløb fra G2 ApS, benævnt "overførsel"

2.500 kr.

Modtagne beløb fra G3 ApS I TS

8.888 kr.

Modtagne beløb fra G4 ApS, benævnt "udlæg"

2.100 kr.

Anden skattepligtig indkomst udgør herefter

501.847 kr.

SKATs bemærkninger til din indsigelse:
I din indsigelse anfører du, at SKAT ikke har taget højde for de modposteringer, som danner grundlag for indsættelserne, herunder oplysninger om de pågældende udlæg. Du oplyser tillige, at SKAT også har haft mulighed for at få bekræftet dette, ved at tage kontakt til de pågældende virksomheder. Du anser det derfor ikke for at være omfattet af A-skat.

SKAT har i brev herfra af 13. juli 2017 indbudt dig til møde, hvor du bedt om en nærmere redegørelse for udbetalingerne fra G1, G2 ApS, TS, G3 ApS og G4 ApS, medbringende dokumentation for udbetalingerne evt. i form af indgåede kontrakter/ samarbejdsaftaler.

Du har i mail af 7. august 2017 oplyst, at du ikke ønsker at deltage i et sådan møde, med begrundelse af, at det kan skade en verserende sag ved Landsretten. Der ses ikke modtaget den udbedte dokumentation for udbetalingerne (indsættelser i din bank).

I den forbindelse skal det dog bemærkes, at SKAT ikke har pligt til at gøre brug af de særlige kontrolbeføjelser som SKAT er tillagt, til at indhente oplysninger fra tredjemand - fra en anden offentlig myndighed eller fra en privat virksomhed.

På den baggrund, er det fortsat SKATs opfattelse, at der ikke foreligger dokumentation for, at de afholdte og refunderede udgifter er afholdt på vegne af ovenstående virksomheder. Hvorfor SKAT finder at disse pengeoverførelser er skattepligtig indkomst for dig, som skal beskattes, se statsskattelovens § 4.

SKATs afgørelse:
Henset til ovenstående bemærkninger, finder SKAT efter fornyet gennemgang, ikke at der er tilført nye oplysninger til sagen, som kan begrunde en ændret ansættelse, hvorfor SKAT fastholder de påtænkte ændringer.

Din indkomst ændres derfor med 501.847 kr.

(…)"

Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt påstand, at SKATs ansættelse af resultat af virksomhed på 82.565 kr. nedsættes til 0 kr. for indkomståret 2015. Klageren har også nedlagt påstand om, at SKATs forhøjelse af den personlige indkomst på 501.847 kr. for indkomståret 2015 nedsættes til 0 kr.

Til støtte for sin påstand har repræsentanten anført:

"(…)

Ad SKATs skønsmæssige ansættelse vedrørende Uber-kørsel

På baggrund af oplysninger fra de hollandske skattemyndigheder, har SKAT konstateret, at klager har haft i alt 1.517 ture som Uber-kørsel i bil med registreringsnummeret […].
Endvidere anfører SKAT, at klager i 2014 har haft 2 ture, men at disse ikke vil føre til en ændring af indkomståret 2014 vedrørende Uber-kørsel.

Herefter må det kunne konstateres, at klager i alt har haft 1.515 ture i 2015.

SKATs skønsmæssige ansættelse vedrørende Uber-kørsel har medført en forhøjelse af klagers skattepligtige indkomst i 2015 med 82.565 kr., berigtigelsen af forhøjelsen bestrides overordnet.

Det skal overordnet gøres gældende, at klager ved sin Uber-kørsel ikke er at betragte som selvstændig erhvervsdrivende.

Der skal i denne forbindelse lægges vægt på følgende forhold:

· Uber-kørsel er en delebilsordning, og derfor ikke omfattet af erhvervsmæssig personbefordring
· Det er ikke muligt at adskille Uber -og privatkørsel
· Klager har ikke haft et nævneværdigt provenu ved Uber-kørsel, idet Uber har fået en
· stor del af klagers indtjening - ganske som er tilfældet i lønmodtagerstillinger
· Intensiteten af klagers Uber-kørsel har haft et sådant niveau, der opfylder kriteriet om
· erhvervsmæssig virksomhed
· Klager har ikke haft eget CVR-nr.
· Uber har båret det endelige ansvar og risiko for klagers Uber-kørsel

På baggrund er ovenstående, er klager således ikke at betragte som selvstændig erhvervsdrivende, hvorfor klager endvidere ikke skal svare lønsumsafgift eller moms af den udførte Uber-kørsel.

Ad overførsler/udlæg

SKAT har endvidere forhøjet klagers skattepligtige indkomst i 2015 med 501.847 kr. på baggrund af konstaterede beløb på klagers kontoudtog benævnt overførsel, udlæg mv.

Det skal heroverfor anføres, at SKAT ikke har taget højde for de modposteringer, som danner grundlag for indsættelserne, herunder oplysninger om de pågældende udlæg.

SKAT har forbindelse med disse overførsler ikke foretaget andet end blot at formode, at overførslerne udgør skattepligtig indkomst. SKAT har således eksempelvis ikke taget kontakt til de pågældende virksomheder til afklaring af hvad overførslerne er sket på grundlag af.

Som anført af klager i indsigelserne til SKAT, er overførslerne udtryk for udlæg, og der må i den sammenhæng tages højde for de modposteringer, der danner grundlag for indsættelserne, som i øvrigt tillige fremgår af kontoudtogene.

Det skal desuden i denne sammenhæng fremhæves, at det er særdeles kritisabelt, at SKAT i nærværende sag undlader at gøre brug af de kontrolbeføjelser, SKAT er tillagt særligt henset på størrelsen af klagers forhøjede skattepligtige indkomst for 2015. Der er således tale om en meget byrdefuld afgørelse for klager.

Når det endvidere tages i betragtning, at kontrollen ikke ville kræve kontakt til mere end 3 virksomheder, synes det yderligere i øjenfaldende, at SKAT ikke udøver sine kontrolbeføjelser.

Slutteligt ønskede klager ikke at deltage i et møde ved SKAT grundet en meget valid årsag - en frygt for, at deltagelse i mødet kunne skade klagers verserende sag ved Landsretten.

Der er således på det foreliggende grundlag intet der taler for, at SKAT i sin afgørelse blot kunne antage at overførslerne til klager konto var udtryk for skattepligtigindkomst. Afgørelsen fremstår således forudindtaget og uden en reel undersøgelse af sagens faktiske omstændigheder.

---ooo0ooo---

På baggrund af ovenfor anførte anbringender er klager uenig i SKATs skønsmæssige forhøjelse af klagers indkomstgrundlag, hvorfor Landsskatteretten anmodes om at nedsætte klagers skattemæssige indkomstgrundlag i indkomståret 2015 i overensstemmelse med klagers påstand.

(…)"

Klageren har i forbindelse med klagesagen oplyst følgende:

Efter meget slid og slæb, er det lykkedes mig at få lovning på en balance fra virksomheden G1. Der har tidligere været en konflikt imellem direktøren, og dennes bogholder som har medført, at bogføringen har været holdt tilbageholdt. Hun har nu lovet mig at sende en balance, men grundet hendes rejse aktiviteter, kan jeg ikke have denne i hænde før i slutningen af næste uge. Jeg er fuld ud klar over, at jeg allerede har fået en fristforlængelse, men da denne sag er så indgribende i min fremtidige økonomi, håber jeg på forståelse herom. Jeg vil derfor anmode om en forlængelse på indlevering af materiale til fredag d.06.05.2022.

Vedrørende Uber delen:
Jeg har set kontrakten igennem som I har fundet fra Ubers hjemmeside.

Jeg synes ikke den ligner helt den kontrakt jeg havde, men der er nogle steder og punkter som jeg kan genkende. Det er f.eks. 2.1, 2.5, 2.6.1, 2.7, 4.1, 4.2 mv.

Når man i øvrigt læser denne kontrakt, er det min opfattelse, at der er mange steder, hvor man bliver behandlet som en chauffør og en ansat og Uber har instruktionsbeføjelsen, ledelse og fordeling af arbejdet/kørslen. Kunderne tilhører også Uber.

Vedrørende G1

Jeg vedhæfter erklæring fra B som tydeligt bekræfter at der er afholdte udgifter i hans virksomhed G1 og de overførte beløb til mig er for udlagte udgifter og ikke løn eller lignende som skal beskattes. Jeg har ikke modtaget nogen former for honorar fra G1, da der hverken var økonomi til det, og at min hjælp alene skyldtes familiære relationer til B.

Jeg har desværre ikke modtaget regnskabsmateriale, trods lovning herpå fra tidligere regnskabskonsulent."

Retsmøde
Klageren fastholdt påstanden om, at Uber-kørsel ikke skulle anses for en virksomhed, og at der efter udgifter til bil mv. ikke var et overskud ved Uber-kørsel.

Der blev henvist til, at Uber-kørsel kunne sidestilles med et Wolt-bud. Der blev henvist til, at der i henhold til bindende svar den 25. januar 2022 fra Skatterådet, der omhandlede et Wolt-bud, derfor var tale om et lønmodtagerforhold. Han anførte bl.a. yderligere, at Uber var blevet pålagt ansvar i forbindelse med en færdselsulykke på Frederiksberg.

Klageren fastholdt påstanden om, at indsætninger i indkomståret 2015 vedrørte udlæg fra blandt andet svogerens virksomhed, og at der derfor ikke var tale om skattepligtige indsætninger. Det var ikke muligt at fremskaffe bilag eller regnskabsmateriale, der kunne underbygge indsætninger og hævninger på kontoudskrifterne.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelse, at afgørelsen stadfæstes.

De faktiske forhold i denne klage kunne ikke sidestilles med det bindende svar fra Skatterådet dateret den 25. januar 2022. Der blev henvist til, at klageren ikke havde fremlagt den kontrakt der var indgået med Uber, og at det bindende svar vedrørende Wolt-bud var konkret vurderet, og adskilte sig fra denne klage.

Landsskatterettens afgørelse
Der skal tages stilling til, om der er med rette, at SKAT har anset klagerens aktivitet med Uber-kørsel for erhvervsmæssig virksomhed. Hvis dette er med rette, skal der tages stilling til, om SKATs skønsmæssige resultat af virksomhed er opgjort korrekt for indkomståret 2015.

Udgangspunktet for opgørelsen af den skattepligtige indkomst fremgår af statsskattelovens §§ 4-6.

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det følger ikke af lovgivning, hvornår en person skal anses for at drive selvstændig virksomhed, og hvornår en person er lønmodtager. I tvivlstilfælde foretages vurderingen ud fra en konkret og samlet vurdering, ud fra praksis og cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994. Kriteriernes anvendelse er fastlagt ved Højesterets dom af 9. maj 1996, gengivet som UfR 1996.1027 H.

Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter og med det formål at opnå et overskud.

Bedømmelsen af, om en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig, foretages ud fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, hvori alle relevante forhold skal inddrages. Efter praksis indgår det med en betydelig vægt, om virksomheden kan anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste, det vil sige er indrettet med henblik på en systematisk indkomsterhvervelse. Dette fremgår af Højesterets dom af 4. november 1999, som er offentliggjort i TfS 1999,863, og af Højesterets dom af 2. februar 2007, som er offentliggjort i SKM2007.107.HR.

I virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kan der alene foretages fradrag for de udgifter, der har været forbundet med indkomsterhvervelsen. Underskud af ikke erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst.

En lønmodtager er kendetegnet ved at udføre arbejde efter arbejdsgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko. Som lønmodtager anses den, der modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold.

Klageren har i indkomståret 2015 modtaget indtægter for Uber-kørsel. SKAT har modtaget kontroloplysninger om, at indtægten fra Uber udgør i alt 168.848 kr., at klageren i indkomståret 2015 har kørt 1.517 ture for Uber, og at kørslen er sket i klagerens bil. Ifølge en standardkontrakt fra Uber, fremgår det blandt andet, at Uber er udbyder af teknologiske tjenester. Det fremgår videre, at chaufføren ved udførelse af transportydelserne er eneansvarlig for og selv afholder udgifter hertil, herunder eventuelle erstatningsansvar. Klageren har ikke kunne fremlægge en underskrevet kontrakt med Uber.

Indtægt ved Uber-kørsel er skattepligtigt i henhold til statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten finder, at klageren ud fra en samlet og konkret vurdering skal anses for at drive erhvervsmæssig virksomhed i indkomståret 2015. Der er blandt andet lagt vægt på følgende forhold:

- Klageren anvender egen bil, og afholder selv udgifter til bilen til Uber-kørsel, og har dermed den økonomiske risiko vedrørende aktiviteten. Ifølge standardkontrakten har klageren erstatningsansvar i forbindelse med kørslen, og skal selv afholde udgifter til lovpligtige forsikringer.
- Klageren bestemmer selv, hvor og hvor ofte appen aktiveres. Når appen aktiveres, kan kunder reservere en tur med Uber-appen. Uber har derfor ikke instruktionsbeføjelser i forhold til antal af timer eller arbejdstidspunkter mv.
- Klageren har kørt i alt 1.517 ture i indkomståret 2015 med en samlet indtægt på 168.848 kr. Dette er af så væsentligt omfang og karakter, at indtægten og aktiviteten vurderes til at være indrettet med henblik på systematisk indkomsterhvervelse og med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste, som kendetegner selvstændige erhvervsdrivende.

Det af klageren anførte på retsmødet vedrørende Ubers ansvar i forbindelse med en færdselsulykke på Frederiksberg, kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes herved i øvrigt, at denne oplysning ikke er underbygget yderligere.

Klagerens henvisning til en Skatterådsafgørelse den 25. januar 2022 for et Wolt-bud kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved henset til, at de faktiske forhold og kontrakter mellem Wolt og Wolt-bud ikke er de samme som i denne klage. Der er på det foreliggende grundlag blandt andet forskel i den økonomiske risiko, instruktionsbeføjelser, og omfanget af tilsyn med arbejdet. Det bemærkes tillige, at Landsskatteretten ikke er bundet af Skatterådets afgørelser.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse om, at klageren anses for at drive erhvervsmæssig virksomhed for indkomståret 2015.

Resultat af virksomhed
Klageren har ikke fremlagt regnskab eller opgørelse over selvangivet "anden personlig indkomst" på 6.452 kr. Klageren har sendt en oversigt over de samlede udgifter til bilen i indkomståret 2015. Udgifterne er ikke dokumenteret i form af bilag, og der er ikke fremlagt kørselsregnskab over henholdsvis Uber-kørsel og privat kørsel.

Idet Landsskatteretten finder, at klageren har drevet virksomhed i indkomståret 2015, uden at have udarbejdet regnskaber eller uden at kunne redegøre og dokumentere for selvangive resultat, kan skatteansættelsen, jf. dagældende skattekontrollovens § 5, stk. 3, fastsættes skønsmæssigt.

SKAT har underbygget skønnet med kontroloplysningerne fra Holland vedrørende indtægter fra Uber-kørsel. SKAT har herefter fratrukket 20% i provision til Uber, og beregnet et skønsmæssigt fradrag for transportudgifter mv. på 30% af indtægten efter provision.

På baggrund af de foreliggende oplysninger, kan Landsskatteretten tiltræde SKATs skøn over indtægter og udgifter for Uber-kørsel. Der er lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt oplysninger der dokumenterer et andet og mere retvisende skøn, og at SKATs skøn på det foreliggende grundlag vurderes at være retvisende. Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse på dette punkt.

Indsætninger på bankkontoen
Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det efter omstændighederne skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til SKM2008.905.HR.

Klageren har i indkomståret 2015 fået indsat penge på klagerens bankkonto. Indsætningerne er fordelt over hele indkomståret og udgør i alt 501.847 kr. I henhold til bankkontooplysningerne er de 488.359 kr. modtaget fra G1 ApS, de 2.500 kr. er modtaget fra G2, de 8.888 kr. er fra G3 ApS/TS og 2.100 kr. er fra G4 ApS. I de fleste tilfælde fremgår teksten "udlæg" af kontoudtoget, men også tekster som "overførsel", "Google" "vedr. minibus", "Diesel" mv.

SKAT har på baggrund af gennemgangen konstateret, at klageren har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke ses at være selvangivet.

Klageren har forklaret, at indsætningerne vedrører udlæg for de anførte virksomheder, herunder primært fra en virksomhed der ejes af klagerens svoger. Forklaringen er ikke underbygget med objektive konstaterbare forhold. Der er ikke fremlagt samarbejdskontrakter, grundbilag for de udgifter der er afholdt for selskaberne, og der er ikke fremlagt dokumentation for, at der er tale om udgifter der vedrører de anførte virksomheder og som er refunderet til klageren. Klageren har derfor ikke tilstrækkeligt godtgjort, at indtægten stammer fra midler der allerede er beskattet, eller som er undtaget for beskatning. Det forhold at ejeren af G1 har bekræftet, at der er tale om udlæg, ændrer ikke på vurderingen. Der kan henvises til Østre Landsretsdom SKM2020.489.ØLR. Her fandt Landsretten, at det ikke var godtgjort, at en indsætning på bankkonto vedrørte tilbagebetaling af lån.

SKATs afgørelse stadfæstes derfor på dette punkt.