Dokumentets metadata

Dokumentets dato:21-02-2023
Offentliggjort:07-03-2023
SKM-nr:SKM2023.115.SR
Journalnr.:22-1152329
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Afgørelse


Skattefri overdragelse af aktier til en fond

Sagen vedrørte en anmodning om tilladelse til, at spørgeren ikke skulle udbyttebeskattes, hvis aktierne i et selskab, der var ejet af spørgerens holdningselskab, blev apportindskudt i en påtænkt nystiftet erhvervsdrivende fond, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4. Skatterådet fandt, at der kunne gives tilladelse til skattefri overdragelse af aktier i det pågældende tilfælde, da der var tale om overdragelse til en almennyttig/almenvelgørende fond, og idet overdragelsen var foretaget i spørgerens ideelle interesse.


Tilladelse i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4

Tilladelsen er offentliggjort i redigeret form.

Ansøgning

Ansøgeren anmoder om tilladelse til, at han ikke udbyttebeskattes, hvis kapitalandelene X ApS, der er ejet af et af Ansøgeren 100 pct. ejet holdingselskab, apportindskydes i en påtænkt nystiftet erhvervsdrivende fond (Fonden), jf. ligningslovens § 16 A, stk.4, nr. 4.

Afgørelse

Skattestyrelsen indstiller til Skatterådet, at den ansøgte tilladelse gives.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Ansøgeren ejer personligt 100 % af kapitalandelene i X A/S. Selskabet, som er et holdingselskab uden selvstændig erhvervsmæssig aktivitet, ejer 100% af […]

X A/S har opbygget en ganske betragtelig formue, og eneaktionæren i selskabet, ansøgeren har et ønske om at etablere en almennyttig/almenvelgørende erhvervsdrivende fond ("Fonden"). "Fonden" påtænkes etableret via indskud af indskudskapital i det til formålet stiftede selskab, X ApS. […]

Det påtænkes at foretage en stiftelse af X ApS med en forventet nominel kapital på […] og øvrigt kapitalindskud op til et beløb på […] som overkurs. Stiftelsen sker ved indskud af bl.a. værdipapirer ejet af X A/S. […]

Tanken er herefter, at Fonden stiftes ved apportindskud af kapitalandelene i X ApS. Indskuddet bliver grundkapital i fonden. Uddelinger fra fonden skal herefter ske på grundlag af udlodninger fra X ApS til fonden. […]

Det skal for god ordens skyld bemærkes, at der herefter påtænkes gennemført yderligere ændringer af strukturen under X Holding A/S […]

Disse efterfølgende ændringer vil på tilsvarende vis som stiftelsen af X ApS og Fonden blive gennemført til handelsværdier og naturligvis under behørig hensyntagen til alle selskabs- og skatteretlige reguleringer. De yderligere stiftelser af selskaber forventes at ske inden for en kortere tidshorisont.

Som forberedelse på fondsstiftelsen har Ansøgeren fået udarbejdet udkast til Fondens fundats.

Som det fremgår af fundatsens § 2, så bliver fondens formål som følger:

§ 2 Formål

Stk.1. Fondens formål er at skabe et afkast af grundkapitalen og yde støtte til følgende [...] formål:

Kultur […] sundhed … Socialt støttearbejde […]

Stk. 2. Fonden kan drive virksomhed gennem de af fonden ejede selskaber, hvis aktiviteter ligger inden for fondens formål, eller som giver et afkast til kapitalen.

Af fundatsens § 9 fremgår endvidere om anvendelsen af fondens midler:

§ 9 Anvendelse af overskud m.v.

Stk.1. Fondens eventuelle årlige overskud opgjort i henhold til årsregnskabet med tillæg af frie reserver og efter fradrag af henlæggelser i henhold til årsregnskabsloven og efter rimelig konsolidering skal anvendes til de i § 2 anførte formål. Hensigten er at have et jævnt udlodningsforløb, således at det tilstræbes, at de årlige udlodninger udgør maksimalt gennemsnittet af de sidste 3 regnskabsårs afkast, idet fondens grundkapital ikke skal udloddes.

Stk. 2. Bestyrelsen er frit stillet i sit skøn over anvendelsen af de til uddelingen værende disponible beløb, herunder med hensyn til om der et givent år skal ske uddeling af alle fondens frie reserver eller kun en del heraf. I sidstnævnte tilfælde overføres resterende disponible beløb til efterfølgende regnskabsår.

Stk. 3. Fonden skal føre en fortegnelse over de personer, organisationer mv., der modtager uddelinger fra fonden (legatarfortegnelse).

Derudover fremgår det bl.a. af fundatsen, at der ikke er tillagt stifteren særlige rettigheder eller fordele i forbindelse med stiftelsen. Videre fremgår bl.a., at […] skal sidde i fondens bestyrelse. Bestyrelsen kan ikke modtage et vederlag, der overstiger, hvad der må anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang, og hvad der må anses for at være forsvarligt i forhold til fondens og koncernens økonomiske stilling.

Betingelserne for at kunne opnå tilladelse

Det fremgår af ligningslovens § 16 A, stk. 2, nr. 6, at værdien af en gave ved helt eller delvis vederlagsfri overdragelse af aktier m.v. i et selskab, beskattes som udbytte, når gaven ydes i aktionærens eller andelshaverens ideelle interesse.

I henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4, skal værdien af en gave ved en helt eller delvis vederlagsfri overdragelse af aktier m.v. i et selskab omfattet af stk. 2, nr. 6, dog ikke beskattes, hvis der inden overdragelsen er opnået tilladelse hertil fra Skatterådet. Det er en betingelse for tilladelse, at aktierne er overdraget til en fond m.v. med et almennyttigt eller almenvelgørende formål.

Spørgers opfattelse og begrundelse

For Ansøgeren, som den ultimative personaktionær i X A/S, vil der kunne ske beskatning som maskeret udlodning, såfremt fondsstiftelsen og formuens overgang til fonden anses for at være sket i Ansøgerens personlige interesse.

Det følger dog af praksis på området, blandt andet Højesterets dom i SKM 2009.29 HR, at gaver, der gives til en almennyttig forening, som udgangspunkt må anset for ydet ud fra en ideel interesse i at fremme foreningens formål.

Som det fremgår af beskrivelsen omkring fondsstiftelsen og fondens formål ovenfor samt af fundatsen, så må det være utvivlsomt, at gaven/donationen i form af kapitalandelene i X ApS til Fonden i forbindelse med stiftelsen udelukkende kan anses for ydet for direkte at tilgodese Fondens formål. Denne praksis er fulgt op i Skatterådets bindende svar i SKM 2013.31 SR og senest i SKM 2022.78 SR.

Det er vores opfattelse, at da Fondens formål kan anses for almennyttigt/almenvelgørende, så vil fondsstiftelsen ikke udløse skattemæssige konsekvenser for Ansøgeren.

Det er endvidere vores opfattelse, at dødsboet efter Ansøgeren i forbindelse med dennes død vil kunne beslutte at overdrage kapitalandele i ét eller flere 100 % ejede selskaber under X A/S uden skattemæssige konsekvenser for dødsboet.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Begrundelse

Det fremgår af ligningslovens § 16 A, stk. 2, nr. 6, skal værdien af en gave ved overdragelse af aktier i et selskab beskattes som udbytte, når gaven ydes i aktionærens ideelle interesse.

I henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4, skal en vederlagsfri overdragelse af gaver, der som udgangspunkt skal beskattes som udbytte i henhold til ligningslovens §16 A, stk. 2, nr. 6, dog ikke beskattes, hvis der inden overdragelsen er opnået tilladelse hertil fra Skatterådet.

Bestemmelserne gælder såvel i levende live som mortis causa, se SKM2022.496.SR.

Det lægges til grund, at den pågældende fond opfylder betingelserne i erhvervsfondsloven, herunder erhvervsfondslovens § 1, stk. 2, hvoraf det bl.a. fremgår, at formuen skal være udskilt fra stifterens formue til varetagelse af et eller flere i vedtægten bestemte formål.

Det fremgår af forarbejderne, at vurderingen af, om der skal meddeles tilladelse, skal foretages i overensstemmelse med Skatterådets praksis efter de tidligere gældende regler ved anmodninger om bindende svar om de skattemæssige konsekvenser for hovedaktionæren af en overdragelse af et holdingselskabs aktier til en almennyttig fond.

For at der i disse situationer ikke skete udlodningsbeskatning af aktionæren, var det en betingelse, at aktierne blev givet til en fond, der var almennyttig eller almenvelgørende, således at den interesse, der blev tilgodeset, var aktionærens ideelle interesse i modsætning til vedkommendes personlige eller økonomiske interesse.

Fonden skal således hovedsageligt have et almennyttigt eller almenvelgørende formål, og der må ikke være tale om, at aktionærens personlige eller økonomiske interesse tilgodeses, således at overdragelsen kan siges at have passeret aktionærens eller dennes nærtståendes økonomi. Fonden kan godt herudover have erhvervsmæssige aktiviteter. Dvs. at erhvervsmæssige aktiviteter ikke i sig selv udelukker, at der kan opnås en godkendelse fra Skatterådet. Det beror på en konkret vurdering, hvorvidt en fond lever op til de angivne betingelser. Det er således ikke muligt generelt at udtale sig om, hvilke formål der må anses for diskvalificerende. Det vil afhænge af de konkrete forhold i den enkelte sag.

Af praksis kan bl.a. nævnes SKM2009.29.HR. I denne sag havde hovedanpartsselskabet ydet en gave til G1 Mission, der var godkendt som almennyttig/almenvelgørende efter bestemmelsen i ligningslovens § 8 A. Højesteret udtalte, at gaver, som gives til en sådan almennyttig forening, som udgangspunkt må forventes at blive ydet ud fra en ideel interesse i at fremme foreningens formål. Højesteret fandt det derudover ikke godtgjort, at gaven var ydet for direkte eller indirekte at tilgodese andre interesser end anpartshaverens ideelle interesse i at fremme foreningens almennyttige formål. Dette gjaldt også, selvom anpartshaverens hustru var medlem af foreningen og virkede som såkaldt "præceptor" til fremme af foreningens aktiviteter. Højesteret fandt det herefter ikke godtgjort, at hovedanpartshaveren havde en sådan direkte eller indirekte økonomisk eller personlig interesse i at begunstige foreningen, at gaven kunne anses for ydet af ham personligt med den virkning, at der forelå en maskeret udlodning, som er skattepligtig efter ligningslovens § 16 A.

Derudover kan nævnes TfS 2000,874 VLD. I denne afgørelse, fastslog Vestre Landsret, at værdien af et gældsbrev, som et selskab overdrog som gave til en af selskabet stiftet fond, ikke kunne anses som maskeret udlodning til hovedanpartshaveren. Ved vurderingen lagde Landsretten bl.a. vægt på, at fondens formål måtte anses for at være af almennyttig eller almenvelgørende karakter. Ved vurderingen blev der endvidere lagt vægt på, at hovedanpartshaveren ikke havde hverken en direkte eller indirekte økonomisk eller personlig interesse i ydelsen af gaven.

Derudover har Skatterådet i SKM2022.77.SR fundet, at spørgeren ikke skulle udbyttebeskattes, hvis S Holding ApS overdrog alle aktierne i N Holding A/S til en nystiftet fond, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4. Det var Skattestyrelsens opfattelse, at overdragelsen i sagen skete i spørgerens ideelle interesse, og ikke i hans personlige eller økonomiske interesse. Der var henset til, at den påtænkte fond var almenvelgørende/almennyttig, og at der efter fondens vedtægter hverken var tillagt M, som var hovedaktionær i S Holding ApS, eller hans nærtstående særlige rettigheder i fonden, idet de hverken var tillagt ret til uddelinger ved fondens løbende drift eller ved fondens likvidation, ligesom de, såfremt de deltog i fondens bestyrelsen, kun kunne modtage et årligt vederlag, der ikke oversteg, hvad der måtte anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang.

Ydermere har Skatterådet bl.a. i SKM2018.79.SR bekræftet, at et holdingselskab kunne overdrage 70 pct. af sine aktier til en fond med et almennyttigt formål uden beskatning af maskeret udlodning for hovedanpartshaverne.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at overdragelsen i den konkrete sag sker i Ansøgerens ideelle interesse, og ikke i hans personlige eller økonomiske interesse. Der er herved henset til, at den påtænkte fond må anses for at have et såvel almenvelgørende som almennyttigt formål. Støtte til kulturlivet i et større geografisk område samt forskning og sundhedsfremme inden for […] må anses for almennyttige formål, der kommer en videre kreds til gode, mens socialt støttearbejde i […] må anses for almenvelgørende. Derudover er der henset til, at der ikke ved fondens vedtægter er tillagt familien særlige rettigheder. Det bemærkes i denne forbindelse, at hovedanpartshaveren skal sidde i fondens bestyrelse, men at bestyrelsen kan ikke modtage et vederlag, der overstiger, hvad der må anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang, og hvad der må anses for at være forsvarligt i forhold til fondens og koncernens økonomiske stilling. Derudover er der ikke øvrige omstændigheder i sagen, der taler for, at den pågældende overdragelse af aktier til den påtænkte fond foretages i hovedaktionærens personlige eller økonomiske interesse.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at det i den foreliggende situation som udgangspunkt er uden betydning, om overdragelsen foretages i Ansøgerens levende live, eller om overdragelsen foretages af et fremtidigt dødsbo efter Ansøgeren. En sådan vurdering må dog foretages under inddragelse af arvingernes forhold, og der er allerede af denne grund ikke tilstrækkelige holdepunkter i den foreliggende sag til at give en sådan tilladelse.

På baggrund af ovenstående indstiller Skattestyrelsen, at tilladelsen gives, således at Ansøgeren ikke beskattes, når kapitalandelene i X ApS apportindskydes i den nystiftede fond.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at den ønskede tilladelse gives.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.