Dokumentets metadata

Dokumentets dato:26-01-2023
Offentliggjort:20-02-2023
SKM-nr:SKM2023.93.VLR
Journalnr.:BS-15837/2022-VLR
Referencer.:Registreringsafgiftsloven
Dokumenttype:Dom


Hæftelse for registreringsafgift - flexleasing - leasingaftalens realitet

I sagen havde leasingtageren indgået en aftale med en leasingvirksomhed om, at leasingvirksomheden skulle købe et køretøj af leasingtageren, som han efterfølgende skulle lease. Det blev samtidig aftalt, at leasingtageren skulle købe køretøjet tilbage ved leasingaftalens udløb. Efter aftalen skulle leasingvirksomhedens købesum erlægges ved modregning. Ved leasingaftalens indgåelse betalte leasingtageren derfor 15.172 kr. til leasingvirksomheden, svarende til differencen mellem købesummen og den første betaling i leasingforholdet, som ifølge leasingkontrakten udgjorde i alt 75.172 kr., heraf 42.000 kr. angivet som "deponering til frikøb". Dette beløb svarede til køretøjets værdi ved leasingaftalens udløb.

Landsretten fandt, at arrangementet indebar, at leasingvirksomheden ikke skulle præstere en effektiv betaling og finansiering for at få ejerskabet til køretøjet. Leasingtageren skulle heller ikke erlægge effektiv betaling for køretøjet ved leasingperiodens udløb. Leasingtageren havde således i det hele finansieret køretøjet, og leasingvirksomheden havde ikke haft nogen økonomisk risiko.

Som følge heraf, og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, lagde landsretten til grund, at der ikke var tale om et reelt leasingforhold, idet ejendomsretten til køretøjet ikke reelt blev overdraget til leasingvirksomheden. Betingelserne for at anvende reglerne om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift var dermed ikke opfyldt, og køretøjet burde derfor have været afgiftsberigtiget med fuld registreringsafgift.

Landsretten fandt desuden, at leasingtageren var bekendt med de omstændigheder, der har ført til tilsidesættelsen af leasingaftalen, og landsretten tiltrådte herefter, at det var godtgjort, at leasingtageren havde brugt køretøjet med viden om, at der ikke blev betalt korrekt registreringsafgift af køretøjet. Leasingtageren hæftede derfor for afgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens frifindende dom.


Parter

A
(v/advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten v/advokat Emil Christian Sonne-Kuhberg, prøve)

Retten i Kolding har den 30. marts 2022 afsagt dom i 1. instans (sag BS-44692/2020-KOL).

Dommen er afsagt af

Landsdommerne Annette Nørby, Thomas Klyver og Mette Hartmann Andresen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande
Appellanten, A, har gentaget sin påstand for byretten om, at han ikke er pligtig at betale yderligere 179.754 kr. i registreringsafgift vedrørende motorkøretøjet med stelnummer xxx09.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Forklaringer
A og politiassistent JB har afgivet supplerende forklaring. LD har endvidere afgivet forklaring.

A har forklaret, at han stadig driver virksomhed inden for motorsport.

Han opfattede fakturaen i bilag 3 (ekstraktens side 111) som en slutseddel vedrørende salget af bilen til F1-leasing. Der blev ikke oprettet en egentlig slutseddel. Han tænkte ikke på, om han burde få købesummen udbetalt. Han fik forklaret, at det var nemmere at modregne, og det virkede fornuftigt. Det aftalte de derfor. Han undrede sig ikke over, at han ifølge leasingkontrakten skulle deponere 42.000 kr. inkl. moms.

Han underskrev leasingkontrakten hos leasingselskabet i Y1-by. Han havde sin kammerat, vidnet LD, med. Leasingselskabet virkede professionelt. Selskabet havde til huse i en flot bygning, og der var flere fine biler udstillet. Selskabet havde på forhånd udfærdiget den fremlagte leasingkontrakt med de to bilag. Han fik dokumenterne udleveret og læste dem igennem. Han koncentrerede sig om de talmæssige opgørelser, som passede med det, de havde aftalt på forhånd. Han hæftede sig ikke ved de øvrige forhold i kontrakten, herunder bestemmelsen om, at han ville få ejerskabet igen ved leasingperiodens udløb. Han fik ikke forevist eller oplyst noget om en standardkontrakt. Det stod på selskabets hjemmeside, at selskabet var godkendt som storkunde hos SKAT. Leasingselskabets medarbejder oplyste også dette flere gange under deres dialog.

Han undersøgte ikke, om leasingydelsen var på markedsvilkår. Leasingydelsen i det senere leasingforhold med F2-leasing var nogenlunde den samme, dog et par hundrede kroner om måneden lavere som følge af, at bilen var ældre på det tidspunkt.

Formålet med arrangementet var ikke at "snyde" i registreringsafgift. Han er ikke tidligere straffet. Under politiafhøringen blev han ikke oplyst om, at han skulle betale unddraget registreringsafgift. Han hørte første gang om dette, da han modtog SKATs forslag til afgørelse. Det anførte om formreglerne i politirapporten var ikke citeret i forslaget til afgørelse. Han fik først kendskab til den fulde politirapport senere. Han vidnede i sagen mod leasingselskabet.

Det var ikke LD, men en anden kammerat, som anbefalede ham F1-leasing.

Det var ikke vigtigt for ham, at han skulle have bilen tilbage, når leasingaftalen var udløbet. Han havde en forventning om at få de 42.000 kr. tilbage, hvis han overholdt sine forpligtelser. Han tænkte ikke nærmere over, hvorfor beløbet ikke var anført som sikkerhedsstillelse i kontrakten.

Politiassistent JB har forklaret, at han har udarbejdet afhøringsrapporten i bilag 8 (ekstraktens side 129 ff.). Der er faldet dom i straffesagen, og leasingselskabets direktør blev dømt. Straffesagen omhandlede proformaaftaler om leasingselskabets ejerskab til de biler, som selskabet leasede til kunder.

A blev afhørt uden sigtelse, idet der muligvis kunne rejses en sag mod ham senere. Afhøringen vedrørte dog ikke, om A havde "snydt" med registreringsafgiften. Man kan derfor ikke sige, at han tilstod eller erkendte noget under afhøringen.

LD har forklaret, at han er god kammerat med A. A valgte F1-leasing, da han og A havde fået selskabet anbefalet. Han havde ikke selv råd til at lease en bil, da han var på SU på det tidspunkt. Han havde ikke tidligere hørt om leasingselskabet.

Han var med i Y1-by, da leasingkontrakten blev underskrevet. Selskabet virkede professionelt. Selskabet havde til huse i en flot bygning, og der var flere fine biler udstillet. Leasingselskabet fortalte, hvordan det hele skulle foregå, og så gjorde A det. Han gik selv rundt og kiggede, mens A læste dokumenterne. Han læste ikke selv dokumenterne. Han og A opfattede ikke noget som mistænkeligt.

Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat
Tvisten angår i første række, om der foreligger et reelt leasingforhold, hvilket er en betingelse for, at afgiftsberigtigelse kan ske efter registreringsafgiftslovens § 3 b om forholdsmæssig registreringsafgift for leasingkøretøjer.

Det er ubestridt, at A i juni 2015 købte den omhandlede Nissan 350Z i udlandet for en købesum, der er oplyst til omkring 54.000 kr.

A har forklaret, at han efter købet indgik en aftale med leasingselskabet F1-leasing, således at han den 28. juni 2015 videresolgte bilen til leasingselskabet for 60.000 kr., og samme dag tilbageleasede den af selskabet i henhold til den fremlagte leasingkontrakt. Han har endvidere forklaret, at det blev aftalt, at købesummen for bilen skulle erlægges ved modregning, således at leasingselskabet ikke skulle betale et beløb til ham. Han betalte i stedet leasingselskabet 15.172 kr. svarende til differencen mellem købesummen og den første betaling i leasingforholdet, som ifølge leasingkontrakten udgjorde i alt 75.172 kr., heraf 42.000 kr. angivet som depositum. Det fremgår af kontrakten, at ejerskabet ved udløbet af den halvårige leasingperiode skulle overgå til A mod, at leasingselskabet beholdt det indbetalte depositum, der svarer til det beløb, som i kontrakten er angivet som bilens værdi ved leasingperiodens udløb. I fakturaen fra 28. juni 2015 vedrørende den første betaling er der angivet et beløb på 33.600 kr. ekskl. moms (42.000 kr. inkl. moms) som "deponering til frikøb".

Det anførte indebærer, at leasingselskabet ikke skulle præstere en effektiv betaling og finansiering for at få ejerskabet til bilen, og at A uden videre ville overtage ejerskabet til bilen igen ved leasingperiodens udløb uden selv at skulle erlægge en effektiv betaling til leasingselskabet på det tidspunkt. A har dermed i det hele finansieret bilen, og leasingselskabet har ikke haft en økonomisk risiko i aftaleforholdet.

På denne baggrund og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger tiltræder landsretten, at det er godtgjort, at der ikke var tale om et reelt leasingforhold, idet ejendomsretten til bilen ikke reelt blev overdraget til F1-leasing. Betingelserne for afgiftsberigtigelse af bilen efter registreringsafgiftslovens § 3 b var derfor ikke opfyldt. Bilen skulle i stedet have været afgiftsberigtiget med fuld afgift efter registreringsafgiftslovens § 4.

Tvisten angår herefter, om A i henhold til registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, hæfter for betalingen af den fulde registreringsafgift. Det er en betingelse for en sådan hæftelse, at han brugte bilen med viden om, at der ikke var betalt den afgift, som kræves efter registreringsafgiftsloven.

Leasingforholdet er tilsidesat som værende uden realitet. A var aftalepart og bekendt med de omstændigheder, der har ført til tilsidesættelsen, og aftalen indebar for hans vedkommende en betydelig besparelse i registreringsafgift, som må have været bevæggrunden for aftaleindgåelsen.

Landsretten tiltræder herefter, at det er godtgjort, at A brugte bilen med viden om, at der ikke var betalt den afgift, som kræves efter registreringsafgiftsloven. A hæfter derfor for den fulde afgift på yderligere 179.754 kr., og der foreligger ikke omstændigheder, som gør, at denne afgift ikke kan kræves betalt af ham.

Landsretten stadfæster herefter dommen.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 40.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og forløb.

T H I K E N D E S F O R R E T:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 40.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.