Dokumentets metadata

Dokumentets dato:24-01-2023
Offentliggjort:10-02-2023
SKM-nr:SKM2023.79.SR
Journalnr.:22-0811209
Referencer.:
Dokumenttype:Bindende svar

Skattemæssigt hjemsted ved ægtefælle og børns flytning til Danmark fra Tyskland

Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og Tyskland, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande han havde skattemæssigt hjemsted.

For så vidt angik spørgers personlige interesser i Danmark, ville spørger have sin ægtefælle og deres børn bosiddende i Danmark. De ældste børn var flyttet hjemmefra. Det yngste barn skulle bo sammen med moderen og gå i gymnasium. Spørger ville alene komme til Danmark i forbindelse med weekender og ferie. Spørgers ægtefælle ville efter flytningen til Danmark besøge ham i Tyskland forventeligt en til to weekender om måneden, samt i ferier. Ægtefællen ville ligeledes besøge spørger på hverdage. Ægtefællen ville opholde sig mindst 30 % af tiden i Tyskland.

Spørger havde etableret venskaber i Tyskland, og han var medlem af et fitnesscenter der.

Spørger ville således have personlige interesser i både Danmark og Tyskland.

Spørgers erhvervsinteresser var næsten udelukkende i Tyskland, hvor han varetog et job som direktør for et datterselskab i en dansk koncern (han havde dog også en lejeindtægt fra Danmark).

Skatterådet fandt, at det ikke var muligt at fastslå med fornøden sikkerhed, i hvilken af de to stater spørger havde de stærkeste personlige og økonomiske interesser (midtpunkt for livsinteresser), jf. den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra a).

Skatterådet fandt, at spørger efter reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 4, stk. 2, litra b), måtte anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, da det var i denne stat, hvor han sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, havde ophold.

Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at spørger fortsat skal anses for skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, jf. artikel 4, stk. 2, litra a) (midtpunkt for livsinteresser) i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, hvis spørgers ægtefælle flytter til Danmark?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at spørger, såfremt der svares "Nej" til spørgsmål 1, skal anses for skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland efter artikel 4, stk. 2, litra b) (sædvanligt ophold)?

Svar

  1. Nej
  2. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er en dansk statsborger, der er bosat i Tyskland. Spørger er gift og har børn. Spørgers ældste børn er flyttet hjemmefra og bor ikke længere ved spørger.

Spørger er ansat i et tysk datterselskab i en dansk koncern på en lokalkontrakt. Spørger arbejder som direktør i den tyske del af den danske virksomhed. Spørger er således omfattet af artikel 16 om Bestyrelseshonorarer, herunder stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. Artikel 16, stk. 2, omfatter også personer i egenskab af funktionærer, der efter erhvervslovgivningen er ansvarlig for ledelsen af et selskab.

Spørger er omfattet af tysk social sikring.

Spørger ankom til Tyskland som led i sin ansættelse i 2018. Spørgers familie flyttede ligeledes til Tyskland og ankom hertil i 2018. Spørger har bopæl til rådighed i Tyskland og opholder sig primært der i forbindelse med sit arbejde samt fritid, idet boligen i Tyskland udgør spørgers primære bopæl.

Spørger ejer derudover to boliger i Danmark. Disse boliger bebos af spørgers uafhængige børn. Endvidere ejer spørger et sommerhus i Danmark.

Som følge af spørgers rådighed over bolig i Tyskland samt ejerskab af boliger i Danmark kan spørger anses for værende dobbeltdomicileret, da der er fuld skattepligt til begge lande. Henset til, at spørger arbejder som direktør i Tyskland samt har boet her med sin ægtefælle og yngste barn, kan spørger anses for værende skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland.

Spørgers yngste barn flytter i 2022 til Danmark for at starte i gymnasium.

Spørgers ægtefælle påtænker i den forbindelse at flytte tilbage til Danmark i starten af 2023. Det er planen, at spørger fortsat vil bo i Tyskland og varetage sin rolle der som direktør. Tyskland forbliver således spørgers primære opholdssted.

Spørger vil alene komme til Danmark i forbindelse med weekender og ferie. Spørger vil således ikke udføre fast og tilbagevendende arbejde i Danmark. Den nuværende bopæl i Tyskland bevares. Indbo mv. forbliver i boligen.

Spørger forventer følgende opholdsmønster i et typisk indkomstår:

Danmark: 100 dage

Tyskland: 200 dage

Øvrige: 65 dage

Spørgers ægtefælle og børn vil ligeledes besøge spørger i Tyskland.

Spørgers repræsentant har den 31. oktober 2022 sendt svar på spørgsmål fra Skattestyrelsen

Er boligen i Tyskland en ejerbolig? I bekræftende fald, hvad er værdien af boligen?

Boligen i Tyskland er ikke en ejerbolig. Der er derimod tale om en lejebolig.

Er ansættelsen i Tyskland tidsbegrænset?

Spørgers ansættelse i Tyskland er ikke tidsbegrænset.

Hvad er værdien af de to ejerboliger i Danmark?

Spørger har indhentet en foreløbig vurdering fra sin bank på den ene ejerbolig lydende på ca. 8.000.000 kr. Den anden ejendom er ca. 2.500.000 kr. værd.

Skal hustruen bo i en af de to ejerboliger, når hun flytter til Danmark?

Det er planen, at spørgers ægtefælle skal bo i én af ejerboligerne.

Har spørger andre økonomiske aktiver (end boligerne) i henholdsvis Danmark og Tyskland, og hvad er værdien i givet fald af disse aktiver?

Spørger ejer sammen med sin ægtefælle en ferielejlighed i land X. Spørger har sammen med sin ægtefælle ligeledes en opsparing fra spørgers arbejde i Tyskland i aktier samt en kontant opsparing.

Har spørger indtægter fra Danmark?

Spørger har lejeindtægter fra Danmark fra én af ejerboligerne. Spørger har ikke øvrig indkomst fra Danmark.

Har spørger fritidsinteresser? Udøves disse i givet fald i Danmark eller i Tyskland?

Spørger er medlem af et fitnesscenter i Tyskland. Han er derudover medlem i en golfklub i Danmark, som han ikke har spillet i de seneste år. Medlemskabet opretholdes udelukkende med det formål at kunne spille på udenlandske baner.

I har anført, at spørger har "delvist personlige interesser i Tyskland". Hvad består disse personlige interesser i, efter at hustruen og barnet er flyttet tilbage til Danmark?

Spørger har sin hverdag og sit daglige liv i Tyskland, hvor der er etableret en række venskaber mellem ham selv samt ægtefællen og ligeledes til parrets børn, der har boet i Tyskland. Spørgers ægtefælle vil efter flytningen til Danmark besøge ham i Tyskland forventeligt en til to weekender om måneden.

Spørgers ægtefælle og børn vil ligeledes holde ferier i boligen i Tyskland, hvor de bor i dag. Det forventes derudover, at ægtefællen ligeledes vil besøge spørger på hverdage. Det forventes endvidere, at spørgers ægtefælle overordnet vil opholde sig 30 % af tiden i Tyskland, såfremt hun skulle begynde at arbejde på nedsat tid, som spørger og ægtefællen planlægger efter. Får hun ikke en ansættelse i Danmark, vil hun opholde sig mere end 30 % af tiden i Tyskland hos spørger.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1

Det er vores opfattelse, at spørgsmål 1 skal besvares bekræftende med et "Ja".

Følgende fremgår af artikel 4 i "Bekendtgørelse af overenskomst af 22. november 1995 mellem Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst og formueskatter og for så vidt angår skatter i boer, af arv og af gave samt vedrørende bistand i skattesager":

"Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat«

2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, bestemmes hans status efter følgende regler:

Det er vores opfattelse, at spørger kan anses for værende skattemæssigt hjemmehørende til både Tyskland og Danmark, jf. bestemmelserne i stk. 1 ovenfor.

Spørger har fast bolig til rådighed i Danmark og i Tyskland, hvorfor rådigheden over en sådan ikke kan afgøre vurderingen af, hvor spørger er skattemæssigt hjemmehørende.

Spørgers midtpunkt for livsinteresser er ligeledes delt mellem Tyskland og Danmark, idet spørger bor i Tyskland samt udfylder en rolle som direktør i Tyskland på vegne af en dansk virksomhed, samtidigt med at spørgers yngste barn bor i Danmark, mens spørgers ægtefælle påtænker at flytte til Danmark i starten af 2023.

Det er vores opfattelse, at spørger med sit ophold i Tyskland, ansættelse i Tyskland og bevarelse af den nuværende primære bolig i Tyskland, skal anses for at have midtpunkt for livsinteresser i Tyskland. Spørgers indtægt fra beskæftigelsen i Tyskland udgør ligeledes den primære kilde til forsørgelse af familien.

Spørger har således de tætteste økonomiske interesser i Tyskland, og delvist personlige interesser i Tyskland, hvorfor spørger bør anses for skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland efter artikel 4.

Spørgsmål 2

Svares der "Nej" til spørgsmål 1, er det vores opfattelse, at der skal svares bekræftende med et "Ja" til spørgsmål 2.

Det er således vores opfattelse, at hjemstedsvurderingen må afgøres ved at definere i hvilken stat, spørger sædvanligvis har ophold.

Henset til, at spørger er ansat som direktør i Tyskland samt bor i Tyskland, er det vores opfattelse, at spørger kan anses for at have sædvanligt ophold i Tyskland, da han opholder sig klart mest i Tyskland.

Det er således spørgers opfattelse, at spørgsmål 2 skal besvares bekræftende med et "Ja"

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørger fortsat skal anses for skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, jf. artikel 4, stk. 2, litra a) (midtpunkt for livsinteresser) i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, hvis spørgers ægtefælle flytter til Danmark.

Begrundelse

Det lægges til grund ved besvarelsen af spørgsmålene, at spørger er omfattet af fuld dansk skattepligt, og at spørger også er omfattet af fuld skattepligt i Tyskland. Der foreligger dermed en situation med dobbeltdomicil.

Dette spørgsmål vedrører en fortolkning af artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. Begrundelsen indeholder Skattestyrelsens og dermed alene Danmarks vurdering af spørgers skattemæssige hjemsted. Såfremt Tyskland ikke er enig i vurderingen, er det efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4 de kompetente myndigheder i henholdsvis Danmark og Tyskland, der skal forhandle om dette.

I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, bestemmes hans status efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 4, stk. 2:

Der er tale om en prioriteret orden.

Efter artikel 4, stk. 2, litra a), skal spørger anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Da spørger, efter det oplyste, vil have en fast bolig til rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser).

Artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland fortolkes i overensstemmelse med OECD-modellen.

Det følger af kommentarerne til OECD-modellen, artikel 4, pkt. 15, at når en fysisk person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, med hvilken af de to stater han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal således tages hensyn til hans familie og sociale forhold, hans beskæftigelse, hans politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, hans forretningssted, det sted hvorfra han administrerer sine aktiver osv. Omstændighederne skal bedømmes som et hele, men det er ikke desto mindre åbenbart, at overvejelser grundet på den fysiske persons egne handlinger skal ofres særlig opmærksomhed.

Endvidere fremgår det af kommentarerne til OECD-modellens artikel 4, pkt. 15, at den omstændighed, at personen bibeholder sin bolig i det land, hvor han altid har boet, hvor han har arbejdet, og hvor han har sin familie og ejendele, sammen med andre elementer kan skabe en formodning for, at han har bevaret midtpunktet for sine livsinteresser i dette land.

Så vidt muligt skal forrangskriteriet være af en sådan beskaffenhed, at der ikke kan være tvivl om, at den pågældende person kun opfylder det i én stat, og det skal samtidig afspejle en sådan tilknytning, at det opleves som naturligt, at beskatningsretten tilfalder netop denne stat, jf. kommentarerne til OECD-modellen, artikel 4, pkt. 10.

Siden 2018 har spørger arbejdet i Tyskland, hvor han har boet med sin ægtefælle og deres barn. Spørger har derfor haft midtpunkt for sine livsinteresser og dermed skattemæssigt hjemsted i Tyskland siden 2018. Der skal tages stilling til, om den omstændighed, at spørgers ægtefælle i 2023 flytter tilbage til Danmark, medfører, at spørgers midtpunkt for livsinteresser og dermed hans skattemæssige hjemsted flytter fra Tyskland til Danmark, uanset at han bliver boende i Tyskland og fortsætter sin ansættelse der.

For så vidt angår spørgers personlige interesser i Danmark, vil spørger have sin ægtefælle og deres børn bosiddende i Danmark. De ældste børn er flyttet hjemmefra. Det yngste barn skal bo sammen med moderen og gå i gymnasium.

Spørger vil alene komme til Danmark i forbindelse med weekender og ferie. Spørger vil således ikke udføre fast og tilbagevendende arbejde i Danmark. Spørger ejer to helårsboliger i Danmark (hvor hans ældste børn bor). Endvidere ejer han et sommerhus i Danmark.

Spørgers ægtefælle vil efter flytningen til Danmark besøge ham i Tyskland forventeligt en til to weekender om måneden. Ægtefællen og børnene vil ligeledes holde ferier i boligen i Tyskland. Det forventes derudover, at ægtefællen ligeledes vil besøge spørger på hverdage. Det forventes endvidere, at spørgers ægtefælle overordnet vil opholde sig 30 % af tiden i Tyskland, såfremt hun begynder at arbejde på nedsat tid, som spørger og ægtefællen planlægger. Får hun ikke en ansættelse i Danmark, vil hun opholde sig mere end 30 % af tiden i Tyskland hos spørger.

Det er endvidere oplyst, at spørger har etableret venskaber i Tyskland, og at han er medlem af et fitnesscenter der.

Spørger vil således have personlige interesser i både Danmark og Tyskland.

Spørgers erhvervsinteresser er næsten udelukkende i Tyskland, hvor han varetager et job som direktør for et datterselskab i en dansk koncern (han har dog også en lejeindtægt fra Danmark).

Spørger vil højest opholde sig 100 dage om året i Danmark. Han vil opholde sig 200 dage om året i Tyskland og 65 dage i øvrige lande. Han vil således opholde sig mere i Tyskland end i Danmark.

Skattestyrelsen finder, at spørger har stærke økonomiske interesser i Tyskland, hvor han har sine erhvervsinteresser. Spørger har samtidig stærke personlige interesser i Danmark, idet hans ægtefælle og børn bor her i landet.

Spørgers situation har lighedspunkter med afgørelsen SKM2021.544.BR, som også omhandlede en dansk skatteyder, som havde lejet en bolig i Tyskland, fordi han havde fået et arbejde der. Skatteyderen boede og arbejdede i Tyskland på hverdage, men tog næsten hver weekend til Danmark, hvor han var sammen med sin ægtefælle og deres hjemmeboende børn i et hus, han ejede sammen med ægtefællen. I denne sag fandt Byretten, at skatteyderen fortsat havde midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark, og at han dermed havde skattemæssigt hjemsted her.

Men der er også væsentlige forskelle på omstændighederne i de to sager:

I SKM2021.544.BR var der ikke tale om, at skatteyderen først havde flyttet sit midtpunkt for livsinteresser til Tyskland. Hans midtpunkt for livsinteresser var forblevet i Danmark, også efter at han fik boligen i Tyskland og opholdt sig der på hverdage i forbindelse med sin tyske ansættelse. I nærværende sag flyttede spørgers midtpunkt for livsinteresser fra Danmark til Tyskland i 2018, hvor han flyttede til Tyskland med sin ægtefælle og deres fælles børn og begyndte at arbejde der. Der skal i denne sag tages stilling til, om spørgers midtpunkt for livsinteresser flytter tilbage til Danmark i 2023, som konsekvens af, at hans ægtefælle og deres fælles barn (det sidste hjemmeboende) flytter tilbage til Danmark, efter ca. 4 ½ års ophold i Tyskland. I SKM2021.544.BR havde ægtefællen og børnene ikke boet i Tyskland, de havde hele tiden boet i Danmark, og havde alene besøgt skatteyderen i Tyskland. I nærværende sag har ægtefællen og deres fælles barn boet med skatteyderen i Tyskland i 4½ år, inden de flytter tilbage til Danmark.

I SKM2021.544.BR var der endvidere tale om, at skatteyderen kørte hjem til Danmark næsten alle weekender for at være sammen med familien. I nærværende sag vil samværet med hustruen og deres børn i stort omfang finde sted i boligen i Tyskland. Spørgers ægtefælle vil således besøge spørger i Tyskland forventeligt en til to weekender om måneden. Spørgers ægtefælle og børn vil ligeledes holde ferier i boligen i Tyskland og ægtefællen vil tillige besøge spørger på hverdage. Opholdsmønsteret i de to sager er således forskelligt.

Da der således er væsentlige forskelle på omstændighederne i SKM2021.544.BR og nærværende sag, finder Skattestyrelsen, at de to sager ikke er sammenlignelige.

Skattestyrelsen finder derimod, at nærværende sag i betydelig grad er sammenlignelig med nedenstående afgørelser:

I SKM2019.64.SR var spørger ansat i Tyskland, hvor han havde sin daglige base med bolig og løbende udførelse af sit arbejde. Denne base fortsatte, efter at familien flyttede til Danmark, idet spørger ønskede at blive boende i Tyskland for at forfølge sin karriere. Skatterådet fandt, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser.

I SKM2021.461.SR boede spørgers hustru og børn i Danmark, hvor hans familieliv hovedsageligt var. Driften af virksomheden H1 foregik i Tyskland. Spørger havde et mangeårigt engagement i H1, først som ansat, senere som ejer og direktør. Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørgeren havde midtpunkt for sine livsinteresser.

I SKM2021.158.SR boede spørgers hustru og voksne børn i Danmark, hvor han selv opholdt sig i det meste af sin fritid, og hvor hans familieliv hovedsageligt var. Spørgers indkomst og formue var helt og holdent knyttet til selskabet i Tyskland H1GmbH, som han ejede (50 %) og var direktør for. Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørgeren havde midtpunkt for sine livsinteresser.

På baggrund af en helhedsvurdering af spørgers ovennævnte livsinteresser, herunder livsinteressernes fordeling på de to stater, finder Skattestyrelsen, at det ikke er muligt at fastslå med fornøden sikkerhed, jf. OECD's kommentar 10 til artikel 4, med hvilken af de to stater spørger har de stærkeste personlige og økonomiske interesser og dermed spørgers midtpunkt for livsinteresser, jf. den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra a). Styrelsen finder således ikke, at der er grundlag for at fastslå med fornøden sikkerhed, om spørgers midtpunkt for livsinteresser er flyttet fra Tyskland til Danmark på det tidspunkt, hvor ægtefællen flytter tilbage til Danmark. Skattestyrelsen finder heller ikke, at der er grundlag for at fastslå med fornøden sikkerhed, at spørgers midtpunkt for livsinteresser fortsat er i Tyskland, efter at ægtefællen er flyttet tilbage til Danmark.

Skattestyrelsen kan således ikke bekræfte, at spørger fortsat skal anses for skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, jf. artikel 4, stk. 2, litra a) (midtpunkt for livsinteresser) i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, hvis spørgers ægtefælle flytter til Danmark.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at spørger, såfremt der svares "Nej" til spørgsmål 1, skal anses for skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland efter artikel 4, stk. 2, litra b) (sædvanligt ophold).

Begrundelse

Der skal tages stilling til, om det skattemæssige hjemsted kan afgøres efter kriteriet, hvor spørgeren sædvanligvis opholder sig, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 4, stk. 2, litra b).

Anvendelsen af reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 4, stk. 2, litra b), forudsætter, at det med sikkerhed kan fastslås, at spørgeren sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, opholder sig i det ene land frem for det andet.

Spørger vil alene komme til Danmark i forbindelse med weekender og ferie. Spørger vil således ikke udføre fast og tilbagevendende arbejde i Danmark.

Spørger vil højest opholde sig 100 dage om året i Danmark. Han vil opholde sig 200 dage om året i Tyskland og 65 dage i øvrige lande. Han vil således opholde sig væsentlig mere i Tyskland end i Danmark.

Skattestyrelsen finder på den baggrund, at spørger efter reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 4, stk. 2, litra b), må anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, da det er i denne stat, hvor han sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, vil have ophold.

Der henvises til den foreliggende praksis herom i SKM2021.461.SR, SKM2021.296.SR, SKM2021.158.SR, SKM2020.19.SR og SKM2019.64.SR. Her fandt Skatterådet, at spørgernes skattemæssige hjemsted ikke kunne afgøres på grundlag af midtpunktet for livsinteresser. Spørgerne skulle herefter anses for hjemmehørende i den stat, hvor de sædvanligvis havde ophold.

I SKM2021.296.SR var fordelingen af antal opholdsdage mellem X-land og Danmark over 200 dage i X-land mod højst omkring 150 dage i Danmark. Spørger ville således opholde sig væsentligt flere dage i X-land end i Danmark. Skatterådet fandt derfor, at spørger havde sædvanligt ophold i X-land, hvilket indebar, at han havde skattemæssigt hjemsted der.

Skattestyrelsen kan således bekræfte, at spørger må anses for skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland efter den dansk/tyske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra b).

Længden af den periode, der skal vurderes for at fastslå, hvor personen sædvanligvis opholder sig, er ikke angivet i reglen. Vurderingen må dække en tilstrækkelig lang periode til, at det er muligt at bedømme opholdenes frekvens, varighed og regelmæssighed som del af personens fastlagte livsvaner, dvs. ophold der ikke blot er forbigående. Se punkt 19 og 19.1 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4. I tilfælde af, at det beskrevne faktum i realiteten ændrer sig, kan Skattestyrelsens vurdering ikke lægges til grund.

Skattestyrelsen kan vejledende oplyse, at det for spørger vil have den skattemæssige konsekvens, at han fortsat vil have sit skattemæssige hjemsted i Tyskland, og at Danmark er kildeland.

Når Danmark har status af kildeland, betyder det i praksis, at der i Danmark kun skal selvangives de indtægter, som Danmark efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Tyskland særskilt har beskatningsretten til.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstilling og begrundelse fra Skattestyrelsen.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, BKI nr 158 af 06/12/1996, artikel 4, stk. 2:

I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, bestemmes hans status efter følgende regler:

Praksis

Uddrag af Den juridiske vejledning 2022-2, afsnit C.F.8.2.2.4.1.2

"Dobbeltdomicil

En fysisk person kan godt være fuldt skattepligtig til, og dermed hjemmehørende, i to (eller flere) lande på én gang. Dette kaldes dobbeltdomicil. Modeloverenskomsten er imidlertid opbygget sådan, at kun ét af landene kan være bopælsland i overenskomstens forstand. Det andet land skal være kildeland i overenskomstens forstand. Se afsnit C.F.8.2.2.4.1.1.

Hjemmehørende efter modeloverenskomsten

Modeloverenskomsten indeholder regler, der skal gøre det muligt at afgøre, hvor en fysisk person med dobbeltdomicil skal anses for hjemmehørende i overenskomstens forstand. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2.

Dette stykke vedrører det tilfælde, hvor en fysisk person i henhold til bestemmelsen i stk. 1 er hjemmehørende i begge kontraherende stater.

For at løse denne konflikt skal der fastsættes særlige regler, som giver tilknytningen til den ene stat forrang frem for tilknytningen til den anden stat. Så vidt muligt skal forrangskriteriet være af en sådan beskaffenhed, at der ikke kan være tvivl om, at den pågældende person kun opfylder det i én stat, og det skal samtidig afspejle en sådan tilknytning, at det opleves som naturligt, at beskatningsretten tilfalder netop denne stat. Se punkt 9 og 10 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

Modeloverenskomstens regelsæt består af fire regler:

Reglerne anvendes sådan, at alle sager forsøges først afgjort efter regel nr. 1.

Hvis det ikke kan afgøres, hvor den pågældende er hjemmehørende ud fra fast bolig og centrum for livsinteresser (regel nr. 1), skal det vurderes, hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig (regel nr. 2).

Kan det ikke ud fra dette afgøres, hvor den pågældende er hjemmehørende, træffes afgørelsen på baggrund af statsborgerskab (regel nr. 3).

Er den pågældende statsborger i begge eller ingen af de pågældende lande træffes afgørelsen efter gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder (regel nr. 4).

Se også

Regel nr. 1: Fast bolig til rådighed og centrum for livsinteresser

En fysisk person med dobbeltdomicil anses i modeloverenskomstens forstand for hjemmehørende i det land, hvor han eller hun har en fast bolig til rådighed. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, 1. led.

En fysisk person med dobbeltdomicil, der har en fast bolig til rådighed i begge lande, anses i modeloverenskomstens forstand for hjemmehørende i det land, hvor han eller hun har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Dette kaldes også centrum for livsinteresser.

I den forbindelse er det nødvendigt at se på de faktiske forhold, herunder:

Omstændighederne skal bedømmes som et hele, hvori også personens egne handlinger indgår. Den omstændighed, at personen bibeholder sin bolig i det land, hvor han altid har boet, hvor han har arbejdet, og hvor han har sin familie og ejendele, kan sammen med andre elementer skabe en formodning for, at han har bevaret midtpunkt for sine livsinteresser i dette land.

Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a), 2. led og punkt 15 i kommentaren til artikel 4.

Eksempel 1 vedrørende regel 1

En skatteyder, der emigrerede fra Danmark til Storbritannien blev anset for at have bevaret bopælsmulighed i Danmark, hvorfor den fulde skattepligt ansås for opretholdt. Skatteyderen havde efter udrejsen udelukkende erhvervsmæssige interesser i Danmark. Efter en samlet bedømmelse af skatteyders tilknytning i begge lande blev denne efter den dansk/engelske DBO, artikel 4, stk. 2, litra a, anset for hjemmehørende her i landet, så beskatningsretten tilkom Danmark. Se TfS 1996, 51 HRD.

Eksempel 2 vedrørende regel 1

En person, der drev IT virksomhed, meldte i 1991 flytning til Belgien i forbindelse med indgåelse af en tidsbegrænset kontrakt med Kommissionen. Han boede frem til sommeren 1993 i to forskellige lejligheder i Belgien og derefter hos en ven og på et pensionat. Personens ægtefælle og parrets mindreårige barn blev boende i Danmark, men opholdt sig i Belgien i en periode på ca. et år fra 1992-1993, umiddelbart efter, at personen havde fået en blodprop i hjertet, og derefter var sygemeldt i en periode. IT-virksomheden blev fortsat drevet fra bopælen i Danmark, og indtægterne herfra oversteg gennem hele perioden indtægterne fra Kommissionen. Personen blev anset for at have de stærkeste personlige og økonomiske interesser i Danmark og var efter DBO'ens artikel 4, stk. 2, hjemmehørende i Danmark i den pågældende periode. Se SKM2007.501.HR.

Eksempel 3 vedrørende regel 1

Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og USA, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande, han havde skattemæssigt hjemsted. Spørger havde fortsat sin primære bolig i USA. I USA havde han ligeledes sin virksomhed, H1 Koncernen. Han udførte også langt det meste af sit arbejde fysisk i USA. Alle hans indtægter kom fra USA. Endvidere opholdt han sig mere i USA end i Danmark. Under normale omstændigheder boede hustruen og de to børn med ham i boligen i USA.

I Danmark havde spørger pt. sin hustru og to børn, og børnene gik i dansk skole. Familien boede i en lejet ejendom. Lejemålet var tidsbegrænset og kunne opsiges efter 9 måneder. Spørger arbejdede kun i mindre omfang i Danmark.

Skatterådet lagde vægt på, at opholdet i Danmark var midlertidigt og ikke forventedes at vare mere end et år. Efter det tidsbegrænsede ophold i Danmark ville hele familien vende tilbage til USA til deres sædvanlige bolig, som stod klar til dem. Endvidere ville børnene vende tilbage til deres skole i USA, hvor de fortsat var indskrevet. Det var oplyst, at det tidsbegrænsede ophold i Danmark alene var begrundet i at give spørgers familie bedre omstændigheder i forhold til Covid19-situationen, end hvis de var blevet i USA.

Skatterådet fandt på denne baggrund, at spørgers ophold i Danmark ikke var udtryk for et længerevarende tilknytningsforhold her til landet. Skatterådet forudsatte, at det midlertidige ophold her i landet ikke varede mere end 1 år.

Derfor fandt Skatterådet ud fra en samlet konkret vurdering, at spørger havde de stærkeste økonomiske og personlige interesser i USA, og at han derfor havde midtpunktet for sine livsinteresser der.

Skatterådet fandt dermed, at spørger havde skattemæssigt hjemsted i USA, jf. artikel 4, stk. 2, litra a). Se SKM2021.96.SR.

Modeloverenskomstens boligbegreb

Modeloverenskomsten har et andet boligbegreb end det, der anvendes i dansk ret. Efter modeloverenskomsten har en person fast bolig til rådighed, hvis personen ejer eller råder over en bolig af vedvarende karakter. Efter dansk ret vil et luksussommerhus uden tilladelse til helårsbeboelse som udgangspunkt ikke blive anset for at udgøre en fast bolig. Modeloverenskomsten lægger derimod kun vægt på, om boligen rent faktisk kan benyttes permanent. Se punkt 13 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

Omvendt anses boligen ikke for at være til rådighed for personen i modeloverenskomstens forstand, hvis personen eksempelvis udlejer sin ejerbolig og effektivt overlader boligen til en uafhængig part, således at personen ikke længere har adgang til den og mulighed for at opholde sig der. Se punkt 13 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

Efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1 er bopælen derimod som udgangspunkt bevaret.

Se også

Se også afsnit C.F.1.2.1 om hvornår der er bopæl i Danmark.

Bemærk

Der kan også være uenighed mellem landene ved anvendelse af de ovenfor nævnte regler, fx med hensyn til,

Sådan uenighed kan også søges løst ved indgåelse af en gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder. Landene er dog ikke forpligtet til at finde en løsning. Se modeloverenskomstens artikel 25, stk. 2, og afsnit C.F.8.2.2.25."

(…)

Uddrag af OECD's kommentar til artikel 4

(…)

10. (…) Så vidt muligt skal forrangskriteriet være af en sådan beskaffenhed, at der ikke kan være tvivl om, at den pågældende person kun opfylder det i én stat, og det skal samtidig afspejle en sådan tilknytning, at det opleves som naturligt, at beskatningsretten tilfalder netop denne stat. (…)

Byretten

SKM2021.544.BR

Sagsøgeren havde bopæl og var fuldt skattepligtig i både Danmark og Tyskland. Sagen angik, om sagsøgeren var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark eller Tyskland, hvilket afhang af, med hvilken stat han havde de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for livsinteresser).

Retten lagde blandt andet vægt på, at sagsøgeren og hans kone tog bopæl i Danmark, hvor de i fællesskab erhvervede en ejendom, og at hans kone og børn forblev i Danmark, da han fik arbejde i Tyskland i 1999 og igen fra 2009 og fremefter. Sagsøgeren lejede bolig i Tyskland, og han oppebar hele sin lønindkomst fra Tyskland, men overførte større beløb til ægtefællernes fælles konto i Danmark.

Retten lagde endvidere vægt på, at sagsøgeren tilbragte næsten alle weekender og fridage i Danmark, og at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at han havde andre væsentlige personlige interesser i Tyskland ud over nogle sociale relationer i tilknytning til hans arbejdsliv.

Efter en samlet bedømmelse af sagsøgerens tilknytning til henholdsvis Danmark og Tyskland fandt retten, at sagsøgeren havde midtpunktet for sine livsinteresser i Danmark, og at han dermed var skattemæssigt hjemmehørende her. Skatteministeriets påstand om frifindelse blev herefter taget til følge.

Skatterådet

SKM2021.461.SR

Spørgers hustru og børn boede i Danmark, og hvor hans familieliv hovedsageligt var. Driften af virksomheden H1 foregik i Tyskland. Spørger havde et mangeårigt engagement i H1, først som ansat, senere som ejer (xx %) og direktør. Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørgeren havde midtpunkt for sine livsinteresser.

SKM2021.158.SR

Spørgers hustru og voksne børn i Danmark, hvor han selv opholdt sig i det meste af sin fritid, og hvor hans familieliv hovedsageligt var. Spørgers indkomst og formue var helt og holdent knyttet til selskabet i Tyskland H1GmbH, som han ejede (50 %) og var direktør for. Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørgeren havde midtpunkt for sine livsinteresser.

SKM2019.64.SR

Spørger var ansat i Tyskland, hvor han havde sin daglige base med bolig og løbende udførelse af sit arbejde. Denne base fortsatte, efter at familien flyttede til Danmark, idet spørger ønskede at blive boende i Tyskland for at forfølge sin karriere. Skatterådet fandt, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser.

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Se under spørgsmål 1.

Praksis

Den juridiske vejledning 2022-2, afsnit C.F.8.2.2.4.1.2 (uddrag)

"Regel nr. 2: Sædvanligt ophold

Hvis det ikke kan afgøres, i hvilket af de to lande personen har centrum for sine livsinteresser, anses han eller hun i overenskomstens forstand kun for hjemmehørende i det land, hvor han eller hun sædvanligvis opholder sig. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b).

Bemærk

Denne regel gælder, hvis

I den situation, hvor den fysiske person har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, fremtræder det faktum, at vedkommende sædvanligvis har ophold i den ene stat frem for i den anden, som den omstændighed, der - når der er tvivl om, hvor den fysiske person har centrum for sine livsinteresser - tipper vægtskålen til fordel for den stat, hvor vedkommende opholder sig hyppigst. I denne henseende må der tages hensyn til den fysiske persons ophold ikke alene i den faste bolig i den pågældende stat, men også alle andre steder i den samme stat. Se punkt 17 i kommentaren til artikel 4.

Længden af den periode der skal vurderes for at fastslå, hvor personen sædvanligvis opholder sig er ikke angivet i reglen. Vurderingen må dække en tilstrækkelig lang periode til, at det er muligt at bedømme opholdenes frekvens, varighed og regelmæssighed som del af personens fastlagte livsvaner, dvs. ophold der ikke blot er forbigående. Se punkt 19 og 19.1 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

Eksempel 1 vedrørende regel 2

Hvis det ikke efter regel nr. 1 kan afgøres, hvor den pågældende skal anses for at høre hjemme i forhold til DBO'en, er det relevant at optælle opholdsdage over en længere periode, eventuelt antal overnatninger i de relevante lande. Hvis det ud fra dette opholdsmønster kan udledes, at den pågældende overvejende har ophold i det ene land, anses denne for hjemmehørende i det pågældende land. Se SKM2007.135.ØLR.

Eksempel 2 vedrørende regel 2

En person boede i Storbritannien, men arbejdede i Danmark som direktør. Han ville leje en lejlighed i Danmark og ville i den forbindelse blive fuldt skattepligtig her til landet. Familien ville fortsat bo i boligen i Storbritannien, og personen ville opholde sig i Storbritannien det meste af tiden. Personen havde efter det oplyste alene sit hus i Storbritannien, men ingen indtægtsgivende aktivitet herfra.

Personens personlige interesser talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Storbritannien. De økonomiske interesser talte derimod for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark, hvor han er ansat som direktør. Lønnen for varetagelse af dette arbejde udgjorde personens primære indtægt.

Skatterådet fandt derfor, at det ikke kunne afgøres, i hvilken af staterne personen havde midtpunkt for sine livsinteresser. Skatterådet kunne således ikke bekræfte, at personen under de beskrevne vilkår fortsat ville blive anset for at være hjemmehørende i Storbritannien på grund af midtpunktet for sine livsinteresser. Personen skulle derfor anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold, hvilket var Storbritannien. Se SKM2018.564.SR.

Eksempel 3 vedrørende regel 2

Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og Tyskland, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande, han havde skattemæssigt hjemsted. Spørgers hustru og voksne børn boede i Danmark. Når spørger var i Danmark, boede han sammen med hustruen i hendes hus, hvor han tilbragte det meste af sin fritid. Han brugte det meste af sin fritid på pasning af huset og familie. Familielivet var hovedsageligt i Danmark. I Tyskland havde spørger en lejlighed på 42 m2. Spørger arbejdede mange timer for selskabet H1 GmbH.

Skatterådet fandt, at spørgers personlige interesser talte for, at han skulle anses for at have midtpunktet for sine livsinteresser i Danmark, hvor hans hustru og voksne børn boede, hvor han selv opholdt sig i det meste af sin fritid, og hvor hans familieliv hovedsageligt var.

Spørger havde ingen nævneværdige indkomster fra kilder i Danmark. Spørgers indkomst og formue var helt og holdent knyttet til selskabet H1GmbH, som han ejede (50 %) og var direktør for. Skatterådet fandt, at spørgers økonomiske interesser talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunktet for sine livsinteresser i Tyskland, da spørgers indtægter kom fra Tyskland, hvor driften af virksomheden H1GmbH foregik. Spørger havde pt. ikke indtægter fra Danmark.

Spørgeren havde således sine væsentligste personlige forbindelser til Danmark, og sine væsentligste økonomiske forbindelser til Tyskland. Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørgeren havde midtpunkt for sine livsinteresser.

Skatterådet fandt, at spørger måtte anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, litra b), i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, idet spørger sædvanligvis opholdt sig i Danmark. Se SKM2021.158.SR.

Eksempel 4 vedrørende regel 2

Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og X-land, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande han havde skattemæssigt hjemsted. Med hensyn til de økonomiske interesser i X-land var det oplyst, at spørger har sine erhvervsmæssige aktiviteter i X-land, hvor han var involveret i en kapitalfond. Spørger fik alle sine indtægter fra X-land, bortset fra et vederlag i Danmark.

Spørger ville dog også udføre arbejde i forbindelse med kapitalfonden i X-land, når han var i Danmark. Det arbejde, der skulle udføres i Danmark, ville således næsten udelukkende vedrøre virksomheder med base uden for Danmark.

Skatterådet fandt på denne baggrund, at spørger havde de største økonomiske interesser i X-land.

Med hensyn til spørgers personlige interesser i X-land var det oplyst, at spørger bevarede sin base i X-land. Han ville opretholde sin hidtidige bolig, som han opholdt sig i de fleste af årets dage. Desuden ville han opholde sig der sammen med sin nærmeste familie. Spørger havde tilbragt hovedparten af voksenlivet uden for Danmark og havde boet x år i X-land.

Med hensyn til spørgers personlige interesser i Danmark var det oplyst, at spørgers formål med at erhverve en bolig i Danmark var at være i nærheden af sin datter, som havde ønsket at gå i skole i Danmark. Dette forventedes at være et midlertidigt arrangement, men det var ikke muligt at sige med sikkerhed. Efter at have erhvervet bolig i Danmark forventede spørger at opholde sig op til 150 dage årligt her.

Skatterådet fandt, at spørger havde væsentlige personlige interesser både i X-land og i Danmark. Skatterådet fandt ikke, at det med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås, at de personlige interesser var stærkere i det ene land fremfor det andet.

Skatterådet fandt, at anvendelsen af kriteriet "midtpunkt for livsinteresser" indebærer, at både de væsentligste økonomiske interesser og de væsentligste personlige interesser med tilstrækkelig sikkerhed skal føre til, at der er midtpunkt for livsinteresser i det ene land frem for det andet.

Da spørger havde sine økonomiske interesser i X-land og har væsentlige personlige interesser både i X-land og i Danmark, fandt Skatterådet ud fra en samlet vurdering, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås, i hvilket af de to lande spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser.

Skatterådet fandt, at spørger havde sædvanligt ophold i X-land, hvilket indebar, at han havde skattemæssigt hjemsted der. Se SKM2021.296.SR.

Bemærk

Når det skal vurderes, om en person har sit sædvanlige ophold i én eller begge stater, er den relevante periode ikke altid den periode, hvor der er dobbeltdomicil, specielt ikke i tilfælde hvor perioden med dobbeltdomicil er meget kort. Se punkt 19.1 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4."

Skatterådet

SKM2021.461.SR

Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og Tyskland, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande han havde skattemæssigt hjemsted.

Skatterådet fandt, at spørgers personlige interesser talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark, da det var Danmark, hvor hans hustru og børn boede, og hvor hans familieliv hovedsageligt var. Spørgers økonomiske interesser derimod talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Tyskland, da spørgers indtægter alene kom fra Tyskland.

Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørgeren havde midtpunkt for sine livsinteresser.

Spørger skulle derfor anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold. Efter det oplyste opholdte spørger sig hyppigere i Tyskland end i Danmark.

Skatterådet fandt på denne baggrund, at spørger måtte anses for at være hjemmehørende i Tyskland, da det var den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold.

SKM2021.296.SR

Da spørger havde sine økonomiske interesser i X-land og havde væsentlige personlige interesser både i X-land og i Danmark, fandt Skatterådet ud fra en samlet vurdering, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås, i hvilket af de to lande spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser.

Der skulle herefter tages stilling til, om det skattemæssige hjemsted kunne afgøres efter kriteriet, hvor spørgeren sædvanligvis opholder sig, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og X-land, artikel 4, stk. 2, nr. 2.

Anvendelsen af denne regel forudsætter, at det med sikkerhed kan fastslås, at spørgeren sædvanligvis dvs. i overvejende grad opholder sig i det ene land frem for det andet. Fordelingen af dage mellem X-land og Danmark var over 200 dage i X-land mod højst omkring 150 dage i Danmark. Spørger ville således opholde sig væsentligt flere dage i X-land end i Danmark.

Skatterådet fandt derfor, at spørger havde sædvanligt ophold i X-land, hvilket indebar, at han havde skattemæssigt hjemsted der.

SKM2021.158.SR

Spørgers hustru og voksne børn i Danmark, hvor han selv opholdt sig i det meste af sin fritid, og hvor hans familieliv hovedsageligt var. Spørgers indkomst og formue var helt og holdent knyttet til selskabet i Tyskland H1GmbH, som han ejede (50 %) og var direktør for. Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørgeren havde midtpunkt for sine livsinteresser. Skatterådet fandt, at spørger måtte anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, litra b), i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, idet spørger sædvanligvis opholdt sig i Danmark.

SKM2020.19.SR

Skatterådet fandt, at spørgers økonomiske interesser talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark. Spørgers personlige interesser talte derimod for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i land X. Skattestyrelsen fandt herefter, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser.

Spørger skulle derfor anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold. Efter det oplyste opholdte spørger sig hyppigere i land X end i Danmark.

Skatterådet fandt på denne baggrund, at spørger måtte anses for at være hjemmehørende i land X, da det var den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold.

SKM2019.64.SR

Spørger var ansat i Tyskland, hvor han havde sin daglige base med bolig og løbende udførelse af sit arbejde. Denne base fortsatte, efter at familien flyttede til Danmark, idet spørger ønskede at blive boende i Tyskland for at forfølge sin karriere. Skatterådet fandt, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser. Skatterådet fandt, at spørger var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, hvor Spørger arbejdede og sædvanligvis opholdt sig.