Dokumentets metadata

Dokumentets dato:20-12-2022
Offentliggjort:10-02-2023
SKM-nr:SKM2023.81.SR
Journalnr.:21-0421453
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:Bindende svar

Overdragelse af byggegrunde stillet vederlagsfrit til rådighed for interessentskab

Spørgerne ejer en landbrugsejendom, som de har erhvervet en ideel andel af hver i 2008. Spørgerne har i deres ejerperiode stillet ejendommen vederlagsfrit til rådighed for B I/S, som de var interessenter i sammen med deres far. Interessentskabet har anvendt ejendommen til henholdsvis momspligtig og momsfritaget bortforpagtning. Spørgerne påtænker at indgå en overdragelsesaftale i relation til en del af ejendommen på i alt ca. 153.000 m2.

Skatterådet kan bekræfte, at Spørgerne ikke sælger ejendommen i egenskab af afgiftspligtige personer, idet Spørgerne alene har anvendt ejendommen til vederlagsfri tilrådighedsstillelse for interessentskabet.

Spørgsmål

  1. Er salg af den del af matr.nr. M1, der henligger på Restejendommen, momsfri for Spørger 1, 2 og 3?
  2. Er salg af den del af matr.nr. M2, der henligger på Restejendommen, momsfri for Spørger 1, 2 og 3?
  3. Er salg af den del af matr.nr. M3, der henligger på Restejendommen, momsfri for Spørger 1, 2 og 3?
  4. Er salg af den del af matr.nr. M4, der henligger på Restejendommen, momsfri for Spørger 1, 2 og 3?
  5. Ændrer det på svarene på spørgsmål 1-4, hvis der ikke finder momsfri bortforpagtning sted efter Ejendommens overgang til byzone?

Svar

  1. Ja
  2. Ja
  3. Ja
  4. Ja
  5. Nej

Under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 17, offentliggøres det bindende svar i redigeret form.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Ejerskab

A erhvervede oprindeligt landbrugsejendommen beliggende xx som eneejer.

I 2008 overdrog A 60 pct. af ejerskabet af landbrugsejendommen til X, Y og Z (Spørger), der hver modtog en ideel andel på 20 pct. af landbrugsejendommen (i alt 60 pct). A beholdt selv de sidste 40 pct.

Der blev alene overdraget en andel af landbrugsejendommen. Besætning, maskiner mv. forblev fuldt ud hos A, jf. aftalens §2.

Der blev i forbindelse med det justerede ejerskab indgået en I/S-kontrakt mellem de fire ejere.

Interessentskabets formål var i henhold til kontraktens § 1 fra 2008 at eje og drive landbrugsejendommen, men ikke selve landbrugsdriften. Det var således hensigten, at hver interessent skulle stille aktivet vederlagsfrit til rådighed for I/S-et, og at enhver aktivitet på landbrugsejendommen skulle drives af I/S-et og ikke af den enkelte interessent i personligt regi.

Dette understreges af kontraktens § 6, hvori det fastholdes, at det er den enkelte ejer (Spørger 1, 2 og 3), der har et ejerskab til landbrugsejendommen, og ikke I/S-et.

Videre fremgår det af interessentskabskontraktens §2 - Kapitalgrundlag, at interessentskabet er etableret ved, at parterne i fællesskab har indskudt den faste landejendom beliggende xx.

Den 31. december 2016 overdrog A den resterende del af sin ejerandel af landbrugsejendommen (40 pct.) til Spørgerne, så der i dag kun er disse tre ejere af landbrugsejendommen.

Overdragelsesaftalens ordlyd understreger, at de enkelte interessenter selv beholdt ejerskabet til landbrugsejendommen, idet der ellers ikke havde været behov for en overdragelse fra A til de tre andre ejere. Se også aftalens punkt 1 og 3, hvoraf det tydeligt fremgår, at de tre ejere nu har en ideel anpart på 1/3 af landbrugsejendommen hver.

I forlængelse af ændringen af I/S-kredsen, tilpasses I/S-kontrakten. Der justeres i den forbindelse alene i bestemmelserne om opsigelse og værdiansættelse. Der ændres ikke i interessentskabets formål eller navn.

Som adkomsthavere til landbrugsejendommen er også lyst de tre spørgere personligt, jf. www.tinglysning.dk.

Spørger har endvidere oplyst, at det fortsat er de tre søskende, der er de formelle ejere af ejendommen. For at det formelle ejerskab kan overgå til I/S-et, skal ejendommen formelt tilskødes I/S-et, hvilket den ikke er.

Ejendommen er således ikke indskudt til eje i I/S-et, men alene stillet til rådighed. Interessentskabskontrakten skal læses i dette lys.

I forhold til de regnskabsmæssige forhold, oplyses det, at der ikke udarbejdes årsrapporter (regnskaber) for I/S-et. Der udarbejdes alene skatteregnskaber. Dette er helt i overensstemmelse med Årsregnskabsloven, hvorefter I/S-er ikke forpligtet til at udarbejde årsrapporter.

I skatteregnskabet er ejendommen medtaget som et aktiv. Det samme gælder ejendomsskat, vedligehold og forbedringer. Der er ingen gæld i ejendommen, hvorfor dette punkt ikke er en post i skatteregnskabet.

Det forhold, at en ejendom er anført under aktiver, er ikke ensbetydende med, at parterne anser ejendommen for at være ejet af I/S-et.

Er ejendommen ejet i samme forhold af personer, som indgår i ejerskabet af interessentskabet, så vil ejendommen oftest indgå i årsrapporten. Ligeledes vil den eventuelt tilhørende pantesikrede gæld indgå i årsrapporten.

Det betyder i praksis, at er ejendommen via skøde ejet af samme personkreds og i samme ejerforhold som interessentskabet, så vil ejendommen regnskabsmæssigt blive behandlet, som en integreret del af årsrapporten for interessentskabet, selvom ejendommen ikke formelt er ejet af interessentskabet. I sådanne situationer vil det også være i overensstemmelse med Årsregnskabslovens regler omkring klasse A regnskaber, at betaling af renter, afdrag på lån, ejendomsskat, vedligeholdelse og forbedringer indgår som en integreret del af årsrapporten.

Anvendelse, registreringsforhold og indtægter

I overensstemmelse med I/S-aftalen er landbrugsejendommen af de tre spørgere stillet vederlagsfrit til rådighed for I/S-et, der har bortforpagtet jorden.

I/S-et har ladet sig momsregistrere for denne aktivitet og har også haft en frivillig registrering for bortforpagtning af jorden.

Den frivillige registrering er afmeldt pr. 1. januar 2019, hvor jorden blev udtaget til momsfrit formål af I/S-et. I/S-et har ikke til hensigt at genoptage den momspligtige bortforpagtning af Landbrugsejendommen. Udtagningen af Landbrugsejendommen til momsfrit formål er dermed en endelig disposition.

De tre ejere (Spørger 1, 2 og 3) har ikke selv været momsregistreret og har følgelig heller ikke selv frivillige registreringer på landbrugsejendommen.

Den oprindelige og seneste forpagtningsaftale er indgået med de tre ejere som bortforpagter(e), men i praksis er det I/S-et, der har bortforpagtet arealet.

Af registreringsbevis fra Skattestyrelsen fra 2010 for I/S-et fremgår det, at der har været en frivillig registrering for udlejning af xx.

Spørger har fremlagt den seneste opkrævning af forpagtningsafgift, og det fremgår heraf, at det er I/S-et, der er fakturaudsteder, hvilket er helt naturligt henset til, at det er I/S-et, der anses for at have jorden til rådighed og bortforpagter denne.

Forpagtningsafgiften er oprindeligt modtaget på en konto tilhørende den ene interessent, der herefter har ladet indtægten tilgå I/S-et. Dette har fungeret som en administrativ løsning indtil 2018. Siden 2018 er forpagtningsafgiften indbetalt af forpagteren direkte til en konto tilhørende I/S-et.

Landbrugsejendommen

Selve landbrugsejendommen er over de seneste år minimeret, idet områder er frasolgt og overtagelsesdatoer er passeret eller tæt på at blive passeret. Tilbage resterer dele af fire matrikler.

Matr.nr. M1 er som den eneste matrikel bebygget med funktionsdygtige bygninger, herunder stuehuset, hvor A bor. Spørger har ingen hensigt om at nedrive bygningerne.

De tre øvrige matrikler (delmatrikler), er ubebyggede (del af matr.nr. M2, M4, M3).

Dispositionen

X, Y og Z (Spørger 1, 2 og 3) har som anført i de seneste år indgået købs- og optionsaftaler på dele af landbrugsejendommen.

Spørgerne ejer, når de pågældende overdragelser alle er endeligt effektueret, kun dele af matriklerne M1, M2, M3 og M4 (i alt ca. 153.000 m2).

Det er dette restareal på ca. 153.000 m2, som denne anmodning om bindende svar omfatter. Det areal, der søges bindende svar på, betegnes i det følgende som "Restejendommen".

Det bindende svar søges, da Spørgerne har til hensigt at sælge Restejendommen til en køber, når en række betingelser er opfyldte. Arealet vil være beliggende i byzone på dette tidspunkt.

Der er dog en vis sandsynlighed for, at en del af Restejendommen eksproprieres/sælges til C Kommune. Hvis dette aktualiseres, vil køber på denne del blive C Kommune. Det ændrer dog ikke på sælgers behov for en afklaring af den momsmæssige behandling af salg af matriklerne.

Overdragelse til køber vil ske senest tre måneder efter vedtagelse af endelig lokalplan.

C Kommune vil i lokalplan, stille krav om, at der i fællesskab dækkes omkostninger forbundet med en omfartsvej og støjforanstaltninger i området.

De nævnte foranstaltninger mv. vil blive anlagt på anden mands ejendom (ejet af C Kommune på dette tidspunkt).

Omkostningerne hertil fordeles mellem diverse grundejere.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er Spørgers opfattelse, at alle spørgsmål skal besvares med et "ja". Spørgerne kan således sælge alle matrikler momsfrit, uanset om der pågår momsfri bortforpagtning efter arealets overgang til byzone.

Afgiftspligtig person

For at en levering af varer eller ydelser er momspligtig, er det efter momslovgivningen en forudsætning, at leveringen foretages mod vederlag af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab.

Ifølge momslovens § 3, stk. 1, forstås ved en afgiftspligtig person "juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed". Stk. 2 indeholder en udvidelse af begrebet, men ingen af de nævnte udvidelser er relevante her.

Ved økonomisk virksomhed forstås især udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.

Da Restejendommen ejes personligt af X, Y og Z, der ikke har anvendt denne til økonomisk virksomhed i eget regi, anses sælgerne ikke som afgiftspligtige personer. Salget af Restejendommen omfattes følgelig ikke af momsloven og kan derfor ske momsfrit.

At dette er udfaldet, understreges af praksis omkring enkeltstående sag af fast ejendom, jf. blandt andet præmis 33 i EU-domstolens dom i C-180/10 og C-181/10 (Slaby & Kuc-dommene).

Det fremgår af disse sager, at bestemmelsen i direktivets artikel 12, stk. 1 "fastsætter en mulighed, ikke en forpligtelse, for medlemsstaterne. For at kunne udnytte muligheden efter denne bestemmelse er medlemsstaterne derfor forpligtet til at beslutte at anvende bestemmelsen (jf. analog dom af 4.6.2009, sag C-102/08, SALIX Grundstücks-Vermietungsgesellschaft, Sml. I, s. 4629, præmis 51 og 52)".

Dommen er blandt andet kommenteret af Skatteministeriet i en kommentar, som er offentliggjort i SKM2012.297.SKAT. Af kommentaren fremgår i overensstemmelse med principperne fastslået i Slaby & Kuc-dommen;

" Da bemyndigelsen i momssystemdirektivets artikel 12, stk. 1, ikke er udnyttet i momsloven, er det en betingelse for, at et førstegangssalg af en fast ejendom med en ny bygning eller et salg af en byggegrund kan være momspligtigt efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra a og b, at sælgeren er en afgiftspligtig person, der driver selvstændig økonomisk virksomhed. Derudover er det en forudsætning, at den afgiftspligtige person ikke blot udfører transaktionen som led i den pågældendes udøvelse af sin ejendomsret.

En privatpersons udstykning og salg af byggegrunde - uanset antallet og omfanget heraf - udgør ikke økonomisk virksomhed, medmindre den pågældende aktivt tager skridt mod en økonomisk udnyttelse af den faste ejendom gennem mobilisering af midler, der svarer til dem, der anvendes af en producent, handlende eller tjenesteyder."

Skatterådet har hertil udtalt, at det at stille et aktiv vederlagsfrit til rådighed for en anden ikke er at agere afgiftspligtig person. Således har Skatterådet i et bindende svar fra 2018 fastslået, at det at stille et aktiv vederlagsfrit til rådighed for et interessentskab ikke skal anses som levering af en vare/ydelse mod vederlag. Det gælder, uanset at en interessent måtte modtage en overskudsandel fra I/S-et. Se i den forbindelse SKM2018.267.SR.

Der kan følgelig ikke herske tvivl om, at frasalget sker fra tre personer, der i momsmæssig henseende ikke skal anses som afgiftspligtige personer.

Det forhold, at Restejendommen er stillet til rådighed for et I/S, der anvender Restejendommen til brug for selvstændig økonomisk virksomhed (bortforpagtning) er uden betydning for bedømmelsen af frasalget. Det afgørende er, hvem der har ejenskabet til Restejendommen, jf. også præmisserne i EU-domstolens domme i XT-sagen (C-312/19) og i HE-sagen (25/03).

Momsmæssig behandling af aktiver

Hvis Skattestyrelsen stik mod gældende dansk og EU-praksis anser salget for at ske i egenskab af en afgiftspligtig person, som samtidig har en leverance mod vederlag, er det relevant for den momsmæssige bedømmelse af momsbehandlingen ved salg af aktivet, om Restejendommen omfattes af en særlig momsfritagelse.

I momslovgivningen er udgangspunktet ifølge momslovens § 4, stk. 1, at der skal betales moms af varer og ydelser, der leveres mod vederlag.

I momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, præciseres det dog, at salg af fast ejendom er momsfrit. Denne fritagelse omfatter imidlertid ikke;

a) levering af en ny bygning eller en ny bygning med tilhørende jord,

b) levering af en byggegrund, uanset om den er byggemodnet, og særskilt levering af en bebygget grund.

I bekendtgørelsen til momsloven fremgår det af § 56, at der ved en byggegrund forstås levering af et ubebygget areal, som efter lov om planlægning eller forskrifter udstedt i medfør heraf er udlagt til formål, som muliggør bygning, jf. § 54 i samme bekendtgørelse. Det skal således på overdragelsestidspunktet vurderes, om det efter Planloven er muligt at bebygge arealet.

Ved bygninger forstås i henhold til samme bestemmelse grundfaste konstruktioner, som er færdiggjorte til det formål, de er bestemt til. Levering af dele af en sådan bygning anses ligeledes for at være levering af en bygning. Disse falder således uden for momspligten.

Efter momslovens § 13, stk. 2, kan der imidlertid gennemføres et momsfrit salg, hvis en sælger udelukkende har haft anvendt det solgte aktiv til momsfrit formål.

Efter gældende praksis, som er fastslået i en række bindende svar afgivet af Skattestyrelsen og Skatterådet, gælder momsfritagelsen blandt andet i de tilfælde, hvor sælger udelukkende har haft anvendt den faste ejendom til momsfri bortforpagtning. Se eksempelvis SKM2016.141.SR, SKM2013.271.SR, SKM2013.15.SR og SKM2013.215.SR.

Momsfritagelsen gælder også, hvis der efter overgang til byzone alene har været anvendelse til momsfri bortforpagtning. Her bortset således fra evt. momspligtig bortforpagtning før overgang til byzone, jf. blandt andet SKM2016.245.SR og SKM2018.386.SR.

Som det fremgår af Spørgers beskrivelse, har de tre ejere på intet tidspunkt haft en frivillig registrering for bortforpagtning af jord i eget regi, og de har følgelig ikke haft tilladelse til at bortforpagte arealerne med moms. Allerede af den årsag er det indlysende, at de tre ejere kan sælge samtlige matrikler momsfrit med henvisning til momslovens § 13, stk. 2.

Det forhold, at I/S-et har haft en frivillig registrering ændrer ikke herpå. Særligt ikke, da den frivillige registrering er ophævet, og arealerne er endeligt udtaget til momsfrit formål.

Det må således konkluderes, at de tre øvrige delmatrikler af Restejendommen kan sælges momsfrit.

Spørgers høringssvar

Afgiftspligtig person

Skattestyrelsen vurderer, at Spørgerne som personer ikke driver selvstændig økonomisk virksomhed med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter, jf. momslovens § 3, når de stiller deres privat ejede landbrugsejendom til rådighed for det I/S, som de også deltager i.

Spørgerne gør Skattestyrelsen opmærksom på, at det er I/S'et, der betaler ejernes ejendomsskatter.

Efter Spørgers vurdering agerer Spørgerne som privatpersoner, når de stiller ejendommen til rådighed for I/S'et, og I/S'ets betaling af ejendomsskatter (og andre driftsrelaterede udgifter som f.eks. vedligeholdelse) er blot udtryk for et mere generelt praktisk princip om, at når I/S'et betaler driftsomkostninger på det aktiv, som I/S'et driver økonomisk virksomhed med, så betaler I/S'et de enkelte opkrævninger direkte, selvom de er stilet til privatpersonen.

Spørgerne mener, at dette er helt almindelig procedure i forbindelse med I/S'er og i øvrigt uproblematisk i forhold til tidligere praksis. Denne praktiske håndtering betyder ikke, at interessenten som person også driver økonomisk virksomhed.

Spørgernes begrundelser for dette har følgende fire overskrifter:

  1. Spørgerne har som personer ikke taget aktive skridt mod en økonomisk udnyttelse af den fast ejendom gennem mobilisering af midler, der svarer til dem, der anvendes af en anden ejendomsudlejer.
  2. Østre Landsret har i SKM2001.409.ØLR taget stilling til, at udlejning mellem et I/S og interessenten ikke er erhvervsmæssig virksomhed.
  3. Der er fast praksis fra EU-Domstolen i f.eks. sag C-415/98 og sag C-434/03 for, at privatpersoner kan holde aktiver i sin privatsfære, selvom de i øvrigt benyttes i forbindelse med erhvervsmæssig virksomhed.
  4. Konsekvenserne af Skattestyrelsens vurdering skaber ekstra administration i andre sammenhænge

Ad 1 - Spørgerne har som privatpersoner ikke taget aktive skridt mod en økonomisk udnyttelse af ejendommen

For at en privatperson kan anses for at være en afgiftspligtig person, der udøver selvstændig økonomisk virksomhed med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter kræves det, at vedkommende mobiliserer midler på linje med, hvad en producent, handlende eller tjenesteyder gør. Det følger af fast praksis fra EU-Domstolen, f.eks. præmis 50 og 51 i de forenede sager C- 180/10 og C-181/10 (Slaby og Kuc). Den almindelige udøvelse af en ejendomsret sker ikke i egenskab af at være afgiftspligtig person:

"En fysisk person, der har udøvet landbrugsvirksomhed på et bestemt areal, som senere - som følge af en ændring af lokalplanen, der ikke er udtryk for personens vilje - er blevet omdannet til grundstykker beregnet til bebyggelse, skal, når vedkommende påbegynder salg af jordarealet, ikke anses for momspligtig i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i momsdirektivets artikel 9, stk. 1, og artikel 12, stk. 1, såfremt salget indgår som led i forvaltningen af personens personlige formue.

Såfremt personen derimod med henblik på gennemførelse af salget aktivt påbegynder at tage skridt mod en økonomisk udnyttelse af grunde gennem mobilisering af midler, der svarer til dem, der anvendes af en producent, handlende eller tjenesteyder - som omhandlet i momsdirektivets artikel 9, stk. 1, andet afsnit - skal personen betragtes som udøvende »økonomisk virksomhed« i den nævnte artikels forstand, og skal følgelig anses for en momspligtig person."

Vurderingen af om en person er en afgiftspligtig person, skal foretages ud fra en samtlige sagens konkrete omstændigheder, jf. f.eks. EU-domstolens dom i sagen vedrørende Enkler (C-230/94), præmis 29:

"Endvidere bemærkes, at uanset at det ikke på grundlag af kriterier vedrørende resultatet af den pågældende virksomhed i sig selv kan afgøres, om virksomheden udøves med henblik på at tilvejebringe indtægter af en vis varig karakter, er den periode, hvor godet faktisk udlejes, kundekredsens omfang og indtægternes størrelse, momenter, der — idet de udgør en del af samtlige konkrete omstændigheder — sammen med andre omstændigheder kan tages i betragtning ved vurderingen."

Det følger af præmis 53 i EU-domstolens dom i sag C-288/19, QM, at det i forbindelse med vurderingen af begrebet "afgiftspligtig person" i udlejningssituationer blandt andet skal vurderes, om der foreligger en aftale om udlejning, hvor f.eks. brugsperiode, ret til at anvende godet og at udelukke andre herfra m.v. er aftalt:

"Det påhviler derimod den ret, for hvilken sagen er indbragt, at efterprøve, om der foreligger en »egentlig aftale« mellem disse personer om brugsperioden og retten til at anvende godet og om at udelukke andre herfra, således som det er blevet fastslået på området for boligudlejning (jf. analogt dom af 8.5.2003, Seeling, C-269/00, EU:C:2003:254, præmis 51, og af 29.3.2012, BLM, C-436/10, EU:C:2012:185, præmis 29)."

Endelig følger det af præmis 39-40 i EU-Domstolens dom i de forenede sager C-53/09 og C-55/09, Loyalty Management UK og Baxi Group, at der ved vurderingen af, hvorvidt der foreligger levering mod vederlag, skal henses til den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed.

Der er ikke indgået en "egentlig aftale" mellem Spørgerne og I/S'et om udlejning af den faste ejendom. Der er ingen aftale om periode, og der er ingen aftale om retten til at benytte ejendommen, herunder at udelukke andre fra det.

Spørgerne har således ikke mobiliseret midler, der svarer til dem en anden reel udlejningsvirksomhed typisk gør, og han har ikke påtaget sig nogen anden økonomisk risiko end hvad man har som ejer af en fast ejendom. Samtidig er I/S'ets betaling af ejendomsskatter og vedligehold ikke udtryk for en markedsleje. Der bliver tilsvarende ikke udstedt en faktura/anden form for opkrævning til I/S'et fra privatpersonerne. De lægger blot deres opkrævninger til betaling i regi af I/S'et.

At I/S'et betaler de nævnte omkostninger, selvom opkrævningerne er stilet til enten én af interessenterne eller alle interessenterne, er blot udtryk for, at det er I/S'et der betaler de løbende driftsomkostninger på de aktiver, som I/S'et benytter til sin virksomhed. Spørgerne har som privatpersoner ikke påtaget sig nogen økonomisk risiko andet end den, de har som ejer af ejendommen.

Den reelle økonomiske og forretningsmæssige virkelighed er, at når I/S'et betaler for Spørgernes ejendomsskatter, er det således udtryk for, at omkostningerne er en driftsomkostning i I/S'et, og skattemæssigt kan fratrækkes. Et regnskab i et I/S er ikke en årsrapport, men blot et skatteregnskab, og når interessenterne ejer et aktiv i samme forhold som de deltager i I/S'et, vil ejendomsskatterne typisk blive behandlet i I/S'et, så man undgår at udarbejde selvstændige skatteregnskaber for hver interessent efterfølgende blot for at inkludere ejendomsskatterne.

Alternativet til denne praktiske løsning er, at Spørgerne betaler selv, men får en større overskudsandel ud fra I/S'et, så de kan betale ejendomsskatter m.v. selv. At I/S'et betaler medfører ikke, at Spørgerne lejer deres ejendom ud mod vederlag i egenskab af at være afgiftspligtige personer.

Den reelle konsekvens er, at Spørgerne samtidig får et mindre udbytte fra I/S'et, end de ville have fået, hvis de selv betalte ejendomsskatterne m.v. i privat regi. Også af den grund er tilrådighedsstillelsen ikke udtryk for udøvelse af økonomisk virksomhed med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.

Ad 2 - Østre Landsret har bekræftet, at udlejning mellem en interessent og et I/S ikke er erhvervsmæssig virksomhed

Østre Landsret har i SKM2001.409.ØLR bekræftet, at interessenter og et I/S er uafhængige enheder. Ved transaktioner imellem dem skal der foretages en dybere analyse af, hvorvidt transaktionen er udtryk for erhvervsmæssig virksomhed.

I sagen ejede et I/S en ejendom, som blev udlejet til de to interessenter, der drev momsfritaget lægevirksomhed. Der var indgået en lejeaftale mellem I/S'et og interessenterne. Der var oprindelig meddelt tilladelse til frivillig registrering for moms på udlejning, men den blev trukket tilbage, da skattemyndighederne mente, at der ikke var tale om erhvervsmæssig udlejning, jf. kravet om dette i momslovens § 51.

Østre Landsret bekræfter, at der foreligger en sådan identitet mellem udlejer og lejer af den omhandlede ejendom, at udlejningen ikke kan anses for erhvervsmæssig, jf. momslovens § 51. Betingelserne for frivillig registrering efter denne bestemmelse er således ikke opfyldt.

Ifølge den juridiske vejledning, afsnit D.A.14.5.2, er kravet til erhvervsmæssig udlejning efter momslovens § 51 følgende:

"For at få adgang til frivillig momsregistrering er det en betingelse, at der er tale om erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom. Ved erhvervsmæssig udlejning forstås, at lejen er fastsat ud fra markedsmæssige vilkår, at virksomheden påtager sig en økonomisk risiko samt at udlejningen sker for at opnå en vedvarende indtægt."

Den underliggende vurdering af begrebet i momslovens § 51 minder om den vurdering, der skal foretages efter momslovens § 3, når et aktiv bliver ejet af en privatperson og bruges af det I/S, som ejeren af ejendommen samtidig er interessent i.

Hvis man ikke kan opnå en frivillig momsregistrering efter momslovens § 51, fordi der ikke er tale om erhvervsmæssig udlejning, driver man med andre ord ikke selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3.

Konkret er Spørgernes "udlejning" ikke erhvervsmæssig. Lejen er ikke fastsat ud fra markedsmæssige vilkår og de har som privatpersoner ikke påtaget sig en økonomisk risiko der går ud over den generelle økonomiske risiko man har, når man ejer fast ejendom.

Når I/S'et betaler for Spørgernes ejendomsskatter, er det således udtryk for, at omkostningerne er en skattemæssigt fradragsberettiget udgift. Den eneste konsekvens er, at Spørgerne samtidig får et mindre udbytte fra I/S'et, end de ville have fået, hvis de selv betalte ejendomsskatterne i privat regi. Som selvstændig erhvervsdrivende kan man i sin virksomhed have en privatforbrugskonto, hvilket dette også kan ses som udtryk for.

Ad 3 - Der er EU-domstolspraksis for, at privatpersoner kan holde aktiver i sin privatsfære, uanset at de benyttes i erhvervsmæssig virksomhed

EU-Domstolens praksis for valg mellem at lade aktiver indgå i den private formue og virksomhedsformuen skal også i nærværende sag tages i betragtning. På nuværende tidspunkt indeholder indstillingen ikke en afvejning af denne praksis.

EU-Domstolen har i mindst to sager, sag C-415/98, Laszlo Backsi, og sag C-434/03, P. Charles og T.S. Charles-Tijmens, fastlagt et princip om, at en selvstændig erhvervsdrivende frit kan vælge, om et aktiv henføres til privatsfæren eller til virksomhedsfæren. Det har imidlertid forskellige konsekvenser.

I sagen vedrørende P. Charles og T.S. Charles-Tijmens udtaler generaladvokaten i indstillingens punkt 59:

"Selv om en afgiftspligtig person overfører goder, som han har erhvervet i egenskab af privatperson, til sin virksomhed, vil dette også falde uden for anvendelsesområdet for momsen, da han ikke optræder i »denne egenskab«, men i egenskab af privatperson."

Videre udtaler generaladvokaten i punkt 75:

"Når goder erhverves som en del af en afgiftspligtig persons private formue, er de uden for momsens anvendelsesområde, og der er ingen fradragsret. Hvis de derefter anvendes i forbindelse med virksomheden, er der stadig ingen fradragsret, fordi det er den egenskab, hvori en person erhverver goderne, der er afgørende for, om der foreligger en fradragsret i første omgang, og fordi en person, der overfører goder fra sin private formue til sin virksomhed, eller stiller dem til rådighed til virksomhedens anvendelse, ikke foretager en levering mod vederlag i egenskab af afgiftspligtig person."

I nærværende sag har Spørgerne valgt at beholde ejendommen i privat regi (uden for den erhvervsmæssige virksomhed). Dermed agerer de i forbindelse med virksomhedens brug af deres private aktiv stadig som privatpersoner, der ikke foretager en levering mod vederlag i egenskab af afgiftspligtig person.

Dette er helt i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis.

Ad 4 -Konsekvenserne af Skattestyrelsens vurdering skaber ekstra administration i andre sammenhænge

I/S'er er en benyttet virksomhedsform i mange forskellige sammenhænge. Det er generelt forskelligt om et I/S ejer aktiver, eller om de ejes af interessenterne og blot anvendes af I/S'et.

Konsekvensen af Skattestyrelsens vurdering i nærværende sag skaber behov for mange vurderinger generelt i forbindelse med I/S'er, og ekstra administration.

Lad os tage et eksempel med en virksomhed hvor to håndværkere er gået sammen i et I/S. Den ene håndværker ejer en varevogn, og den anden ejer noget værktøj. Det er tidligere købt i privat regi, og skal derfor ikke indgå i I/S'ets aktiver. De aftaler, at den løbende ejerafgift på varevognen skal betales af I/S'et, lige som brændstof og eventuelle reparationer af varevognen skal betales af I/S'et.

En sådan aftale vil - på baggrund af Skattestyrelsens vurdering af Spørgernes aktivitet - udløse, at interessenten som ejer varevognen i personligt regi driver økonomisk virksomhed med udlejning af varevognen. I princippet udløser det et krav om, at interessenten som ejer varevognen også bliver momsregistreret i personligt regi, fordi han nu udlejer sin varevogn til I/S'et. Han skal opfylde momslovens krav til administration ikke bare i I/S-regi, men også i personligt regi. Han skal udfærdige og sende en faktura til I/S'et, og momsen skal indberettes. Når han skal sælge varevognen, skal han betale moms, uagtet at han købte den i egenskab af at være privatperson, og ikke kunne fratrække momsen på købet.

En sådan vurdering vil udløse en dobbeltbeskatning i strid med momsdirektivet.

Aftalen om, at I/S'et betaler ejerrelaterede udgifter er mere generelt bare en aftale om, at I/S'et betaler driftsomkostningerne på aktivet helt på linje med, at I/S'et betaler for ejendomsskatter, brændstof og eventuelle vedligeholdelser/reparationer. Også af denne årsag er en interessents tilrådighedsstillelse af et privat aktiv ikke udtryk for "selvstændig økonomisk virksomhed", jf. momslovens § 3, selvom I/S'et betaler for ejerrelaterede udgifter.

Momslovens § 13, stk. 2

I forhold til denne bestemmelse skal Spørgerne bemærke, at der vil være tale om en væsentlig skærpelse af praksis, hvis det kræves, at en sælger har været nægtet momsfradrag for konkret afholdte omkostninger. Dette er ikke en del af bestemmelsen og har aldrig tidligere været indfortolket ved anvendelsen af momslovens § 13, stk. 2.

Spørgerne har svært ved at se, at en sådan skærpelse kan ske uden lovændring og bør følgelig ikke indfortolkes, når momslovens § 13, stk. 2, skal bringes i spil.

Herudover bemærker Spørgerne, at ejerne ikke har været momsregistreret og derfor naturligvis ikke har og ikke vil fratrække nogen form for momsbeløb, som måtte vedrøre tilrådighedsstillelsen af ejendommen til I/S-et.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at salg af den del af matr.nr. M1, der henligger på Restejendommen, er momsfri for Spørger 1, 2 og 3.

Begrundelse

Spørgerne erhvervede hver en ideel andel på 20 % af ejendommen den 29. oktober 2008 af Spørgernes forældre. Den 31. december 2016 erhvervede Spørgerne de resterende 40 % af ejendommen, hvorved Spørgerne herefter ejede den samlede ejendom med 33 1/3 % hver.

Det er oplyst, at Spørgerne siden erhvervelsen af ejendommen har stillet den vederlagsfrit til rådighed for interessentskabet B I/S, som Spørgerne og deres far drev i fællesskab. Interessentskabet blev stiftet ved en skriftlig interessentskabskontrakt indgået den 29. oktober 2008. Efter overdragelsen af restejendommen i 2016 var alene Spørgerne deltagere i interessentskabet.

Spørgerne påtænker at indgå en overdragelsesaftale i relation til en del af ejendommen i form af matriklerne M1, M2, M3 og M4 (i alt ca. 153.000 m2). Overtagelsesdagen vil blive fastsat til senest tre måneder efter vedtagelse af endelig lokalplan.

Omfattet af momsloven er afgiftspligtige personer, hvilket ifølge lovens § 3 er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Bestemmelsen implementerer momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, hvoraf det fremgår, at ved "afgiftspligtig person" forstås enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed.

Ved økonomisk virksomhed forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås især udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter. Se momssystemdirektivet, artikel 9, stk. 1, 2. afsnit.

Økonomisk virksomhed omfatter ikke alene varig virksomhedsudøvelse, men også mere lejlighedsvise økonomiske transaktioner. Der skal dog som nævnt være tale om indtægter af en vis varig karakter, jf. også EU-Domstolens dom i sagen C-230/94, Renate Enkler.

Skattestyrelsen bemærker, at Spørgerne efter det oplyste har stillet ejendommen vederlagsfrit til rådighed for interessentskabet B I/S, som Spørgerne drev sammen med deres far, som ejede resten af ejendommen frem til 2016.

Interessentskabet har anvendt ejendommen til momspligtig bortforpagtning, og udgangspunktet er, at interessentskabet er en selvstændig afgiftspligtig person i forhold til Spørgerne, jf. også EU-Domstolens dom i sagen C-23/98, J. Heerma.

I sagen fastslog EU-Domstolen, at en landmands udlejning af en stald til et civilt selskab uden status af juridisk person, som landmanden stiftede sammen med sin ægtefælle, var økonomisk virksomhed i momsdirektivets forstand, og vederlaget for udlejningen var derfor momspligtigt. Herved forudsættes det, at der er tale om to selvstændige afgiftspligtige personer. Dette uagtet den hollandske regering for EU-Domstolen havde anført, at der ikke var tale om økonomisk virksomhed, når udlejningen af et materielt gode blot var en transaktion i et lukket kredsløb, såsom når en selskabsdeltager i et hollandsk civilt selskab udlejer et gode til selskabet. Udlejeren, som samtidig var selskabsdeltager, var ifølge regeringen endvidere medansvarlig for, at de forpligtelser, der for det lejende selskab fulgte af lejeforholdet, blev overholdt.

Det er på denne baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at der ved vurderingen af, hvorvidt Spørgerne er afgiftspligtige personer i momslovens forstand, ikke kan henses til interessentskabets anvendelse af landbrugsejendommen.

At interessentskabet skal anses for en selvstændig afgiftspligtig person i forhold til Spørger, understøttes i henhold til de fremlagte oplysninger endvidere af den forretningsmæssige og økonomiske virkelighed, jf. også præmis 42 EU-Domstolens dom i sagen C-653/11, Paul Newey. Der er herved bl.a. henset til, at der er fremlagt interessentskabskontrakt underskrevet i 2008 af alle deltagerne, at Spørgerne er tinglyste ejere af ejendommen, at Spørgerne opkræves ejendomsskat af ejendommen (som interessentskabet dog betaler, jf. nedenfor), interessentskabet har været frivilligt momsregistreret for udlejning af ejendommen, interessentskabet har udstedt fakturaerne på bortforpagtningsafgiften, ligesom interessentskabet efter det oplyste ikke har afholdt omkostninger i øvrigt i relation til ejendommen, som Spørgerne er rette omkostningsbærer af.

Det bemærkes i denne forbindelse, at indtægterne fra bortforpagtningen frem til 2018 er indgået på én af interessenternes private konto, hvorefter de er overført til interessentskabet, ligesom forpagtningsaftalerne er indgået i Spørgernes navne. Det er imidlertid efter en samlet konkret vurdering Skattestyrelsens opfattelse, at disse forhold ikke samlet set er tilstrækkelige til at konkludere, at den forretningsmæssige og økonomiske virkelighed i stedet må anses for at være, at Spørgerne har drevet bortforpagtningsaktiviteten i personligt regi og ikke gennem interessentskabet.

Betingelserne for en tilsidesættelse af tilrådighedstillelsen af landbrugsejendommen for interessentskabet i momsretlig henseende med henvisning til EU-Domstolens praksis for misbrug, jf. eksempelvis sag C-255/02, Halifax plx, ses heller ikke på det foreliggende grundlag at være opfyldt.

Dette med henvisning til, at anvendelsen af interessentskabskonstruktionen er en almindelig kommercielt anvendt konstruktion i landbrugsbranchen, ligesom tilrådighedsstillelsen er påbegyndt før indførelsen af momspligt på byggegrunde, jf. lov nr. 520 af 12. juni 2009. Herved kan hovedbetingelsen for anvendelsen af misbrugsprincippet ikke anses for opfyldt, idet hovedformålet med tilrådighedsstillelsen ikke anses for at være opnåelsen af en utilsigtet momsfordel, jf. eksempelvis sag C-255/02, Halifax plx.

Udgangspunktet er derfor, at Spørgerne må anses for i deres ejertid alene at have anvendt ejendommen til vederlagsfri tilrådighedsstillelse for interessentskabet, og aktiviteterne i relation hertil udgør derfor som udgangspunkt ikke indtægter af en vis varig karakter i momslovens forstand.

Det er imidlertid oplyst at interessentskabet har betalt de til ejendommen hørende ejendomsskatter, uanset Spørgerne må anses for rette omkostningsbærer af disse omkostninger.

Det er dog Skattestyrelsens opfattelse, at dette forhold i sig selv ikke er tilstrækkeligt til at fastslå, at den økonomiske virkelighed må være, at Spørgerne har stillet ejendommen til rådighed for interessentskabet mod vederlag i momslovens forstand. Der er herved bl.a. henset til den fremlagte interessentskabskontrakt, som er underskrevet af alle interessenterne i 2008, hvoraf det fremgår, at ejendommen indskydes vederlagsfrit i interessentskabet, men interessenterne ejer fortsat ejendommen.

Videre bemærkes det i relation til selve overdragelsen af ejendommen, at en indehavers almindelige udøvelse af sin ejendomsret ikke i sig selv kan betragtes som økonomisk virksomhed, jf. bl.a. præmis 32 i EU-Domstolens dom i sagen C-155/94, Wellcome Trust.

Dette er dog ikke tilfældet, såfremt indehaveren aktivt tager skridt mod en økonomisk udnyttelse af den faste ejendom gennem mobilisering af midler, der svarer til dem, der anvendes af en producent, handlende eller tjenesteyder som omhandlet i momsdirektivets artikel 9, stk. 1, andet afsnit. Sådanne aktive skridt kan bl.a. bestå i gennemførelse af bygge- og anlægsarbejde på disse arealer og gennemførelse af kendte markedsføringsmidler, jf. præmis 39-40 i EU-Domstolens dom i sagerne C-180/10 og C-181/10, Slaby, Kuc og Jeziorska-Kuc.

Det er med baggrund heri Skattestyrelsens opfattelse, at Spørgernes overdragelse af ejendommen ikke gennemføres i egenskab af afgiftspligtige personer, idet Spørgerne ikke på det foreliggende grundlag kan anses for aktivt at have taget skridt til at mobilisere midler, der svarer til dem, der anvendes af en producent, handlende eller tjenesteyder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.

Denne konklusion er endvidere i overensstemmelse med Skatterådets afgørelse i SKM2012.319.SR, hvor Skatterådet kom frem til, at en landmands salg af et grundstykke ikke udgjorde økonomisk virksomhed i momslovens forstand.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at salg af den del af matr.nr. M2, der henligger på Restejendommen, er momsfri for Spørger 1, 2 og 3.

Begrundelse

Der henvises til besvarelsen af Spørgsmål 1.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at salg af den del af matr.nr. M3, der henligger på Restejendommen, er momsfri for Spørger 1, 2 og 3.

Begrundelse

Der henvises til besvarelsen af Spørgsmål 1.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Ja".

Spørgsmål 4

Det ønskes bekræftet, at salg af den del af matr.nr. M4, der henligger på Restejendommen, er momsfri for Spørger 1, 2 og 3.

Begrundelse

Der henvises til besvarelsen af Spørgsmål 1.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Ja".

Spørgsmål 5

Det ønskes bekræftet, at det ikke ændrer på svarene på spørgsmål 1-4, hvis der ikke finder momsfri bortforpagtning sted efter Ejendommens overgang til byzone.

Begrundelse

Skattestyrelsen skal henvise til begrundelsen i Spørgsmål 1, hvoraf det fremgår, at der ved vurderingen af, hvorvidt Spørger er en afgiftspligtig person i momslovens forstand, ikke kan henses til interessentskabets anvendelse af landbrugsejendommen.

Hvorvidt der finder momsfri bortforpagtning sted efter Ejendommens overgang til byzone er derfor irrelevant i forhold til besvarelsen af Spørgsmål 1-4.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Af momslovens § 3, stk. 1, fremgår følgende:

"Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed."

Bestemmelsen implementerer momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, hvoraf følgende fremgår:

"Ved »afgiftspligtig person« forstås enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed.

Ved »økonomisk virksomhed« forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås navnlig udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter."

Praksis

C-155/94, Wellcome Trust

EU-Domstolen fastslog, at uanset at Wellcome Trust ikke er fondshandler i Det Forenede Kongerige, udelukker denne omstændighed ikke nødvendigvis, at en virksomhed, der består i erhvervelse og afhændelse af aktier og andre værdipapirer, i givet fald kan betragtes som økonomisk virksomhed, som omhandlet i direktivets artikel 4, der ifølge Domstolens praksis giver merværdiafgiften et meget vidt anvendelsesområde.

Det følger imidlertid af Domstolens praksis, at en indehavers almindelige udøvelse af sin ejendomsret ikke i sig selv kan betragtes som en økonomisk virksomhed. Dette har Domstolen fastslået for så vidt angår et holdingselskabs besiddelse af kapitalinteresser i andre virksomheder (jf. bl.a. ovennævnte dom i sagen Polysar Investments Netherlands, præmis 13, og dom af 22.6.1993, sag C-333/91, Sofitam, Sml. I, s. 3513, præmis 12).

C-230/94, Renate Enkler

Udlejning af et materielt gode er en udnyttelse af godet, der anses som økonomisk virksomhed, når udlejningen iværksættes med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.

C-23/98, J. Heerma

Momsdirektivet skal fortolkes således, at når en person som sin eneste økonomiske virksomhed i bestemmelsens forstand udlejer et materielt gode til et selskab som f.eks. et nederlandsk civilt selskab, som han er deltager i, skal denne udlejningsvirksomhed anses for at blive udøvet selvstændigt som omhandlet i bestemmelsen.

C-255/02, Halifax plx

Domstolen udtaler, at 6. momsdirektiv skal fortolkes således, at det ikke giver afgiftspligtige personer ret til at fradrage købsmoms, når de transaktioner, der begrunder denne ret, udgør et misbrug. Konstatering af et misbrug kræver for det første, at de omhandlede transaktioner - selv om de betingelser formelt er overholdt, der er fastsat i de relevante bestemmelser i sjette direktiv og i den nationale lovgivning til gennemførelse af direktivet - ville indebære opnåelse af en afgiftsfordel, som det ville stride mod formålet med disse bestemmelser at tildele. For det andet skal det tillige fremgå af en samlet række objektive omstændigheder, at hovedformålet med de omhandlede transaktioner er at opnå en afgiftsfordel.

C-180/10 og C-181/10, Slaby, Kuc og Jeziorska-Kuc

Levering af et grundstykke beregnet til bebyggelse skal anses for momspligtigt, såfremt den pågældende medlemsstat har gjort brug af den mulighed, der er fastsat i artikel 12, stk. 1, i Momssystemdirektivet - uanset transaktionens permanente karakter eller spørgsmålet om, hvorvidt personen, der har foretaget leveringen, driver virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder - forudsat at transaktionen ikke udgør en indehavers almindelige udøvelse af sin ejendomsret.

En fysisk person, der har udøvet landbrugsvirksomhed på et bestemt areal, som senere - som følge af en ændring af lokalplanen, der ikke er udtryk for personens vilje - er blevet omdannet til grundstykker beregnet til bebyggelse, skal, når vedkommende påbegynder salg af jordarealet, ikke anses for afgiftspligtig i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 9, stk. 1, og artikel 12, stk. 1, i Momssystemdirektivet, såfremt salget indgår som led i forvaltningen af personens personlige formue.

Såfremt personen derimod med henblik på gennemførelse af salget aktivt påbegynder at tage skridt mod en økonomisk udnyttelse af grunde gennem mobilisering af midler, der svarer til dem, der anvendes af en producent, handlende eller tjenesteyder - som omhandlet i artikel 9, stk. 1, andet afsnit, i Momssystemdirektivet - skal personen betragtes som udøvende »økonomisk virksomhed« i den nævnte artikels forstand, og skal følgelig anses for en afgiftspligtig person.

C-653/11, Paul Newey

En britisk låneformidler oprettede et selskab på Jersey (uden for EU's momsområde). Herefter leverede Jersey-selskabet låneformidlingsydelserne, men ved hjælp af låneformidleren som underleverandør. Reklame rettet mod potentielle låntagere var afgørende for låneformidlingsaktiviteten. Jersey-selskabet indkøbte reklameydelserne fra et andet Jersey-selskab, som ikke var forbundet med låneformidleren eller dennes eget Jersey-selskab. Reklameydelserne var efter momslovgivningen på Jersey ikke pålagt moms. Imidlertid indkøbte Jersey-reklameselskabet reklameydelserne fra britiske reklamebureauer uden britisk moms, idet ydelserne blev anset for at have momsmæssigt beskatningssted på Jersey. Den britiske låneformidler var ikke af sit selskab på Jersey bemyndiget til at træffe aftale på selskabets vegne om køb af reklameydelserne. Han havde imidlertid beføjelse til at godkende indholdet af reklamerne, og han arbejdede med henblik herpå sammen med en ansat hos et britisk reklamebureau. Som følge af møder mellem de to, fremsendte denne medarbejder hos reklamebureauet anbefalinger til Jersey-reklameselskabet. Jersey-reklameselskabet fremsendte herefter anbefalinger til direktørerne for låneformidlerens selskab på Jersey, der efter at have modtaget disse hver uge mødtes for at tage stilling til de påtænkte reklameudgifter. I praksis blev ingen af disse anbefalinger forkastet.

Domstolen udtalte, at kontraktvilkår - skønt de udgør et forhold, der skal tages i betragtning - ikke er afgørende for identifikationen af leverandøren og modtageren i forbindelse med en "levering af (tjeneste)ydelser" i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i 6. momsdirektivs artikel 2, nr. 1), og artikel 6, stk. 1. De kan særligt forkastes, når det viser sig, at de ikke afspejler den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed, men udgør et rent kunstigt arrangement, som ikke hænger sammen med den økonomiske virkelighed og alene er gennemført med henblik på at opnå en afgiftsmæssig fordel, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.

SKM2012.319.SR

Skatterådet bekræftede, at salg af en byggegrund ikke kan medføre momspligt, når spørger i denne forbindelse ikke handler i egenskab af afgiftspligtig person.

Afgørelsen begrundes med, at købet og det planlagte salg ikke anses for at være sket/ville ske indenfor sfæren af den afgiftspligtige landbrugsdrift, endvidere ses spørger ikke i forbindelse med gennemførelse af salget at udøve økonomisk virksomhed, fordi spørger ikke aktivt tager skridt til at mobilisere midler, der svarer til dem, der anvendes af en producent, handlende eller tjenesteyder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.

Ved salg af grundstykket udøver spørger således en indehavers almindelige ejendomsret, hvilket ikke i sig selv betragtes som økonomisk virksomhed, jf. sagerne C-180/10 og C-181/10. Det er ved indstillingen tillagt vægt, at spørger ikke driver næring med køb og salg af fast ejendom.

Spørgsmål 2-5

Lovgrundlag

-

Praksis

-