Dokumentets metadata

Dokumentets dato:02-12-2022
Offentliggjort:06-02-2023
SKM-nr:SKM2023.60.ØLR
Journalnr.:S-3589-22
Referencer.:Retsplejeloven
Dokumenttype:Dom


Salær i en administrativ straffesag - salærstørrelse

I en administrativ straffesag vedtog T en bøde for overtrædelse af skattekontrolloven. Bøden var nedsat i forhold til Skattestyrelsens oprindelige udkast.

Byretten tilkendte T's beskikkede forsvarer 12.670 kr. i salær med tillæg af moms og afgjorde, at salæret skulle betales endeligt af T, uagtet, at bøden er nedsat i forhold til Skattestyrelsens oprindelige udkast, jf. U2014.344V.

Skattestyrelsen kærede salærafgørelsen, med påstand om at salæret til den beskikkede forsvarer nedsættes, således at det tildelte salær afspejler det konkrete og rimelige arbejde for den beskikkede forsvarer i skattestraffesagen mod T.

Landsretten fandt at salæret passende kunne fastsættes til 9.000 kr. med tillæg af moms. Salæret til den beskikkede forsvarer under sagens strafferetlige behandling ved skattemyndighederne fastsættes efter landsretternes vejledende takster for salær til forsvarere i straffesager i overensstemmelse med retsplejelovens regler herom. Der kan gives salær for tidsforbrug, der med rimelighed har været anvendt til sagens behandling. På denne baggrund og efter de foreliggende oplysninger, herunder forsvarerens timeopgørelse nedsattes salærets størrelse.


Byrettens Kendelse

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T cpr-nummer (red. cpr-nr. fjernet)

Afgørelse truffet af dommer

Christian Wenzel

Protokolfører var Amanda Thomasen.

Ingen var indkaldt eller mødt.

Der blev fremlagt mail af 21. september 2022 fra den for T beskikkede forsvarer, advokat SK, hvori der anmodes om salær, da Skattestyrelsen har sluttet sagen med et bødeforlæg.

Retten fastsatte salær på 12.670 kr. med tillæg af moms, i alt 15.837,50 kr., til den beskikkede forsvarer, advokat SK. Salæret betales af statskassen.

Der afsagdes

kendelse:

Retten lægger vægt på, at skatteyderen ved vedtagelse af en bøde må anses for at have erkendt at have overtrådt de omhandlede regler. Vedkommende skal derfor erstatte det offentlige udgifterne til sagens behandling, jf. § 5 i lov om forsvarerbistand under en administrativ skatte- og afgiftsstraffesag, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1.

Uagtet, at bøden er nedsat i forhold til Skattestyrelsens oprindelige udkast, finder retten ikke grundlag for at lade statskassen betale nogen del af salæret, jf. U.2014.344V.

Thi bestemmes:

T skal erstatte statskassen 15.837,50 kr. af forsvarerens salær.

Sagen sluttet.

Retten hævet.


Østre Landsrets Kendelse

Parter

Skattestyrelsen påkærer salærfastsættelse i en administrativ straffesag

mod

T

(cpr.nr. (red. cpr-nr. fjernet))

(advokat SK, besk.)

Ingen var indkaldt eller mødt.

Der fremlagdes udskrift af retsbogen af 5. oktober 2022 fra Retten på Frederiksberg (2055/2022) med bilag, rettens fremsendelsesbrev af 10. november 2022 samt kæreskrift af 3. november 2022 fra Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen har kæret Retten på Frederiksbergs afgørelse af 5. oktober 2022, hvorved den beskikkede forsvarer, advokat SK, blev tillagt et salær på 15.837,50 kr. med tillæg af moms svarende til 7 timers arbejde.

Skattestyrelsen har nedlagt påstand om, at salæret til den beskikkede forsvarer "skal nedsættes, således at det tildelte salær afspejler det konkrete og rimelige arbejde for den beskikkede forsvarer i skattestraffesagen mod T."

Advokat SK har ikke udtalt sig i anledning af kæremålet.

Byretten har ved sagens fremsendelse ikke haft bemærkninger til kæren.

Retten på Frederiksberg har ved kendelse af 5. oktober 2022 bestemt, at T skal erstatte statskassen 15.837,50 kr. af forsvarerens salær.

Det fremgår af retsbogen af 5. oktober 2022, at byrettens salærafgørelse blev truffet i et offentligt retsmøde, hvortil ingen var indkaldt eller mødt. Det er oplyst i kæreskriftet, at Skattestyrelsen først den 2. november 2022 er kommet til kundskab om byrettens salærafgørelse af 5. oktober 2022.

Efter votering afsagdes kendelse:

Salæret til den beskikkede forsvarer under sagens strafferetlige behandling ved skattemyndighederne fastsættes efter landsretternes vejledende takster for salær til forsvarere i straffesager i overensstemmelse med retsplejelovens regler herom. Der kan gives salær for tidsforbrug, der med rimelighed har været anvendt til sagens behandling.

Landsretten finder på denne baggrund og efter de foreliggende oplysninger, herunder timeopgørelsen fra advokat SK, at salæret passende kan fastsættes til 9.000 kr. med tillæg af moms.

Derfor b e s t e m m e s:

Byrettens afgørelse ændres således, at salæret til advokat SK nedsættes til 9.000 kr.

Sagen sluttet.

Retten hævet.