Dokumentets metadata

Anmodning om ekstraordinær genoptagelse var ikke en direkte følge af en ansættelse for et andet indkomstår og var derfor ikke omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1. nr. 2.

En skatteyder havde i sin selvangivelse foretaget et fradrag for tab på debitorer for indkomståret 2016. Skattemyndighederne afslog, at der kunne foretages et fradrag, idet tabet ikke var opstået i det pågældende indkomstår.

Skatteyderen anmodede efterfølgende om ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 2014 med henvisning til reglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, idet skatteyderen gjorde gældende, at ændringen i 2014 var en direkte følge af afgørelsen om at nægte fradrag i indkomståret 2016.

Retten fandt, at ændringen, som skatteyderen ønskede gennemført for indkomståret 2014, ikke var en direkte følge af ansættelsen for indkomståret 2016, men et resultat af, at han ikke havde konstateret tabet i indkomståret 2014, hvor debitoren var gået konkurs.

Betingelserne for ændring efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, var derfor ikke opfyldt.

Parter

A

(v/advokat Andreas Salmony)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afgørelse er truffet af

Dommer Ulla Ingerslev.

Sagens baggrund og parternes påstande Retten har modtaget sagen den 10. maj 2021.

Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgers skatteansættelse for 2014 skal genoptages.

A har fremsat påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2014 skal genoptages med henblik på indrømmelse af fradrag for tab på debitorer med 1.100.000,00 kr.

Skatteministeriet har fremsat påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Sagen angår, om A ekstraordinært kan få genoptaget sin skatteansættelse for indkomståret 2014 i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2.

A indgav ikke rettidig selvangivelse for 2016. Skattemyndighederne fremkom derfor den 5. februar 2018 med forslag til en skønsmæssig ansættelse for 2016. Den 28. februar 2018 anmodede A om genoptagelse af skatteansættelsen for 2016 med henblik på at fradrage tab på debitorer for indkomståret 2016 for et beløb på 1.100.000 kr. Skattestyrelsen traf den 2. juli 2020 afgørelse om ikke at godkende hans ønske om at fradrage tab på debitorer med det anførte beløb. Landsskatteretten stadfæstede afgørelsen ved afgørelse af 11. februar 2021.

Den 25. maj 2020 - efter at Skattestyrelsen var fremkommet med sin agterskrivelse i relation til indkomståret 2016 - anmodede A om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2014. Den 1. september 2020 traf Skattestyrelsen afgørelse om, at der ikke kunne ske ekstraordinær genoptagelse af As skatteansættelse for indkomståret 2014.

Landsskatteretten stadfæstede afgørelsen ved en afgørelse, der ligeledes blev truffet den 11. februar 2021, og det er denne afgørelse, A har indbragt for retten ved nærværende sag.

Af Landsskatterettens afgørelse vedrørende indkomståret 2014 fremgår:

"Landsskatterettens afgørelse

Indledningsvist bemærkes det, at forholdet vedr. indkomståret 2016 er behandlet i en separat sag i forbindelse med klagen over Skattestyrelsens afgørelse for dette indkomstår.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst -eller ejendomsværdiskat, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1, nr. 1, nr . 2, og nr. 8, har følgende indhold:

"§ 27

Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1) Der er indtrådt en ændring i det privatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen.

2) Ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår. Tilsvarende gælder, hvis ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse for det samme eller et andet indkomstår vedrørende den skattepligtiges ægtefælle, med hvilken den skattepligtige var samlevende ved indkomstårets udløb, jf . kildeskattelovens § 4, eller vedrørende et selskab, hvormed den skattepligtige var sambeskattet.

8) Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder."

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, fremgår, at en ansættelse kun kan foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis genoptagelsesanmodningen fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. Der kan dog ved særlige omstændigheder ses bort fra 6 måneders fristen.

Anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2014 er fremsendt den 25. maj 2020. Fristen for ordinær genoptagelse er således overskredet.

Retten finder ikke, at klageren opfylder betingelserne for genoptagelse af skatteansættelsen i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1. Bestemmelsen finder anvendelse, såfremt der er indtrådt en ændring i det privatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen.

G1-virksomhed bliver taget under likvidationsbehandling som følge af konkurs i januar 2014.

Likvidationsbehandlingen afsluttes i maj 2014 og selskabet slettes i september 2014. Der er anmodet om genoptagelse af indkomståret 2014 i maj 2020 på baggrund af konkursen.

Den omstændighed, at klageren oprindelig ikke var opmærksom på konkursen i 2014 er, som anført af Skattestyrelsen, ikke udtryk for, at der er indtrådt en ændring i det privatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1, men blot, at klageren ikke har været bekendt med de faktiske forhold.

Retten finder ikke, at klageren opfylder betingelserne for genoptagelse af skatteansættelsen i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen finder anvendelse, såfremt ansættelsen af indkomstskat er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår.

Den ændring, som klageren ønsker gennemført for 2014, er imidlertid ikke en direkte følge af Skattestyrelsens ændring af ansættelsen for indkomståret 2016, men derimod en følge af klagerens manglende konstatering af debitorens konkurs i indkomståret 2014.

Det forhold, at klageren valgte at selvangive fradraget i 2016, hvorefter Skattestyrelsen afviste fradrag i 2016, kan efter rettens opfattelse ikke føre til, at en ændring af ansættelsen i indkomståret 2014 anses som en direkte følge af skatteansættelsen for 2016. Retten finder heller ikke i øvrigt, at der er en sådan sammenhæng mellem den endelige skatteansættelse for 2016 og den ønskede ændring af ansættelsen for 2014, at ændringen er omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. Landsskatteretten henviser til SKM .2007.44.VLR.

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr . 8, at bestemmelsen finder anvendelse, hvor det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen, eksempelvis i tilfælde, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige. Af forarbejderne fremgår endvidere, at bestemmelsen ikke omfatter tilfælde, hvor den skattepligtige har glemt et fradrag.

Repræsentanten har overfor Skatteankestyrelsen forklaret, at klageren havde god kommunikation med debitor i 2011 og 2012, samt at kommunikationen i løbet af 2013 blev dårligere, indtil den ophørte helt, hvilket fik klageren til skriftligt at rykke for kravet i januar og juli 2014. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at klageren forsøgte at afdække baggrunden for, at kommunikationen, som tidligere ifølge det oplyste havde været god, pludselig ophørte i 2014. Der er tilsvarende ikke fremlagt dokumentation for, at klageren forsøgte af afdække baggrunden for at hans rykkere i 2014 forblev ubesvarede.

På denne baggrund finder retten, at det forhold at konkursen ikke blev konstateret af klageren i 2014 og fradrag for tabet taget i indkomståret 2014 først og fremmest skyldes klagerens forhold.

Retten finder således, at tabet må sidestilles med et glemt fradrag, hvilket ifølge praksis ikke er tilstrækkeligt til at begrunde en ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27.

Retten bemærker, at der ikke i denne forbindelse er taget stilling til, hvorvidt kravet kan anses for dokumenteret.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor. "

Forklaringer

Advokat SM har forklaret, at han oprindelig var ansat i F1-bank i 5-7 år og beskæftigede sig med bankjura og internationale forhold. Han kom til det daværende G2-virksomhed advokatfirma (nu G3-virksomhed) og beskæftigede sig også dér med internationale forhold. Han har siden drevet selvstændig advokatvirksomhed med kapitalmarkedsret, bankforhold og erhvervsforhold i lidt bredere forstand.

G1-virksomhed (herefter G4-virksomhed) er et Y2-iske selskab, som han kom i kontakt med via G5-virksomhed i Y1-land. G4-virksomhed var et projektudviklingsselskab, der koncentrerede sig om Y1-land, som dengang var et lovende vind-marked i Y2-område. Lovgivningen om vindenergi var ny og ikke komplet. Det var nok derfor vanskeligt at skaffe de nødvendige tilladelser, hvilket formentlig var grunden til, at projektet endte med ikke at blive gennemført.

Den fremlagte aftale mellem hans advokatfirma og G4-virksomhed er ikke underskrevet, fordi det er hans sagskopi. Da han skulle finde dokumenter til denne sag, var de flyttet kontor, og en del sager var ikke længere tilgængelige, og de havde også haft edb problemer. En stor del af de relevante dokumenter eksisterer ikke længere.

Han har selvangivet de to fakturaer, nr. (red.faktura.nr.fjernet) og (red.faktura.nr.fjernet) af 31. december 2011, og har betalt skat af indtægten, selv om han aldrig fik beløbene ind. Da betalingen ikke kom, talte han mange gange med personer fra G4-virksomhed. Han har også rykket skriftligt, hvilket er sket flere gange, end de fremlagte breve viser. Hver gang sagde de, at han nok skulle få pengene, og at projektet nok skulle blive gennemført.

Han husker ikke, hvornår han blev klar over, at G4-virksomhed blev opløst, men det må have været i 2016. Foreholdt, at han den 15. april 2019 skrev til sin revisor, at det var i 2015, han blev klar over, at G4-virksomhed blev opløst, fastholdt han, at han tror, at det var i 2016.

Han indleverede ikke selvangivelse for 2016, fordi han var bagud med tingene.

Det forhold, at han ikke havde modtaget betalingen, gjorde, at han var presset. Det skyldtes også personlige forhold.

Den 28. februar 2018 bad han om genoptagelse af indkomståret 2016, fordi han ville have fradrag for de penge, han ikke havde modtaget tilbage i tiden. Han troede, at det hørte til i det år, hvor han blev klar over, at han ikke ville få pengene. Han kender ikke til skatteforhold. Det er derfor, han har en rådgiver. Han kunne kun konstatere, at han ikke havde fået pengene og ville have et fradrag herfor.

Når der ikke er fremlagt rykkere forud for 2014, skyldes det, at han ikke kan finde sådanne. Sagen er makuleret og har været det i mange år. Han fastholder, at han også har rykket telefonisk og har sendt flere rykkere pr. post. Han har talt med de personer, der havde relation til G4-virksomhed, og han blev stillet i udsigt, at han ville få pengene. Han var tilbageholdende med inkassation, fordi han troede, at det ville være den bedste måde for at få pengene.

Det manglende beløb på 1,1 mio kr. af den samlede omsætning i 2011 på 1,9 mio. kr. var betragteligt.

Når han i 2015 og 2016 ikke rettede henvendelse til skattemyndighederne, efter at han var blevet klar over, at G4-virksomhed var gået konkurs, skyldtes det, at han var bagud med sine skatteforhold. Han havde ikke oversigt over sine skatteforhold og havde en skatterådgiver til at tage sig af dem.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført:

"…

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at Sagsøger er berettiget til at få genoptaget sin skatteansættelse for indkomståret 2014 i relation til tab på debitor.

Det gøres gældende, at betingelserne for genoptagelse efter skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 2 er opfyldt.

Det fremgår af skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 2, at en ansættelse af indkomst kan ændres efter anmodning fra den skattepligtige, såfremt ansættelsen er en direkte følge af ansættelsen vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår.

Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 2 er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 2, der fik sin ordlyd ved lovforslag 175 fremsat den 12. marts 2003. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår, at

"Bestemmelsen vil herefter finde anvendelse, hvor skattemyndighederne forhøjer en skatteansættelse vedrørende den skattepligtige, dennes ægtefælle eller et sambeskattet selskab med den virkning, at en skatteansættelse for indkomstår, der ligger uden for de almindelige ansættelsesfrister, skal nedsættes."

Ved sin afgørelse af 11. februar 2021 (bilag 4) nægtede Landsskatterettens fradrag for tab på debitor i indkomståret 2016, idet "Selskabet (debitor) er således gået konkurs i 2014, hvorfor et eventuelt tab ikke kan fratrækkes i 2016, da det ikke er i dette år, at et eventuelt tab er realiseret."

Landsskatteretten finder således, at der ikke kan indrømmes fradrag i 2016, idet tabet skal henføres til 2014.

Ændring af skatteansættelsen for 2014 er således en direkte følge af afgørelsen, hvor tabet nægtes i 2016, da tabet efter Landsskatterettens afgørelse er realiseret i 2014 uagtet, at det først er konstateret i 2016.

Fristen efter skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 for at fremsende anmodningen om genoptagelse inden for 6 måneder efter, at skatteyderen er blevet bekendt med det forhold, der begrunder fravigelsen af fristreglen i § 26, kan tidligst regnes fra det tidspunkt, hvor Skattemyndigheder traf afgørelse om, at der ikke kunne indrømmes tab i 2016.

Før dette tidspunkt kunne Sagsøger selvsagt ikke være vidende om, hvorvidt skatteansættelsen vil blive ændret eller ej.

Skattemyndighederne traf afgørelse den 2. juli 2020 (bilag A), men allerede ved brev af 25. maj 2020 havde Sagsøger anmodet om genoptagelse for 2014 under forudsætning af, at Skattemyndighederne fastholdt sit forslag til afgørelse. Fristen i henhold til skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 er dermed overholdt.

Det gøres endvidere gældende, at Sagsøger allerede den 28. februar 2018 anmode om fradrag for tab for debitorer med kr. 1.100.000, og at denne anmodning er fremsat indenfor den ordinære ligningsfrist for indkomståret 2014.

Det følger af skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2, at den ordinære frist for at Sagsøger kunne anmode om genoptagelse for indkomståret 2014 udløb den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb - altså den 1. maj 2018.

Sagsøger kunne altså frem til den 1. maj i 2018 bede om at få ændret sin skatteansættelse for indkomståret 2014.

Skattemyndighederne har som offentlig myndighed en vejledningspligt overfor borgerne, hvorfor Skattemyndigheder burde have vejledt Sagsøger om, at tabet skulle henføres til 2014 og ikke 2016, som Sagsøger anmodede om den 28. februar 2018.

Hvis Skattemyndighederne uden ugrundet ophold efter den 28. februar 2018, hvor Sagsøger anmodede om fradrag for 2016, havde iagttaget sin vejledningspligt, ville Sagsøger kunne have anmodet om ændring inden den 1. maj 2018, hvor den ordinære frist for anmodning om ændring af skattemæssige forhold vedrørende indkomståret 2014 udløb.

At Sagsøger den 28. februar 2018 anmodede om tabsfradrag for 2016 og ikke 2014, skyldes, at det var Sagsøgers opfattelse, at tabet skulle henføres til det år, hvor Sagsøger blev bekendt med tabet, hvilket var 2016.

Dette medfører ikke, at Sagsøger er afskåret fradrag i 2014, da anmodningen er fremsat rettidigt i forhold til indkomståret 2014, hvilket blandt andet underbygges af SKM2019.195BRB.

Af SKM2019.195BRB fremgår, at SKAT i første omgang havde henført en forhøjelse til indkomståret 2008, selvom det rigtige indkomstår var 2007.

Forhøjelsen for indkomståret 2008 blev varslet den 1. marts 2010, og den ordinære varslingsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, for 2007 var ikke udløbet på dette tidspunkt.

Retten fandt, at SKATs flytning af forhøjelsen fra 2008 til 2007 i afgørelse af 15. november 2011 - efter udløb af den ordinære ligningsfrist for 2007 - var berettiget i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2.

Når Skattemyndighederne således efter skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 2 har mulighed for at flytte en beskatning af en indkomst frem til et tidligere indkomstår, har Skatteyder selvsagt samme mulighed for at få flyttet et fradrag frem.

Reglerne i § 27 skal ikke tolkes gunstigere for Skattemyndighederne - reglerne skal fortolkes ens uanset, om det er Skattemyndighederne eller skatteyderen, der påberåber dem.

Når Skattemyndighederne i SKM2019.195.BRB var berettiget til at "flytte" en forhøjelse fra 2008 frem til 2007 i medføre af skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 2, er Sagsøger selvsagt berettiget til at flytte sit tabsfradrag fra 2016 til 2014, jf. samme bestemmelse. "

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført:

"…

3.1 Ekstraordinær genoptagelse

Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af As skatteansættelse for indkomståret 2014 er ikke opfyldt, og Landsskatteren har med rette afvist, at skatteansættelsen kan genoptages ekstraordinært.

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, kan en ansættelse af en indkomstskat ændres uanset fristerne i § 26, hvis ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår.

Betingelsen om, at skatteansættelsen skal være en "direkte følge" af en ansættelse vedrørende et andet indkomstår, er ikke opfyldt.

Ifølge forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, finder bestemmelsen alene anvendelse, såfremt konsekvensændringen (det vil sige den sekundære ansættelse) er en direkte følge af den anden ansættelse (den primære ansættelse), jf. de specielle bemærkninger til § 1 i lovforslag nr. 175 den 12. marts 2003 om ændring af skattestyrelsesloven og andre love.

Den afgørelse, Landsskatteretten traf, hvor A blev nægtet fradrag for tab på debitorer i indkomståret 2016, indebærer ikke en ændring af As skatteansættelse for indkomståret 2014, jf. SKM2007.44.VLR.

As forsøg på at fradrage tabet skal i stedet sidestilles med et glemt fradrag, jf. SKM2007.44.VLR.

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, at et glemt fradrag ikke berettiger til ekstraordinær genoptagelse, jf. SKM2004.138.ØLR og SKM2021.18.VLR.

At der er tale om et glemt fradrag understøttes også af As mail til sin repræsentant den 15. april 2019 (bilag C):

"

NK,

Jeg har nu forsket yderligere i sagen om vort gamle tilgodehavende hos G1-virksomhed.

Forholdet er det, at selskabet den 18.09.2014 er blevet slettet fra det Y2-iske selskabsregister. Selskabet havde ingen aktiver og kunne derfor ikke engang kunne afholde udgifterne til konkursbehandling. Så vidt jeg har kunnet finde ud af er der slet ikke foretaget en egent-lig konkursbehandling. Dette er selvfølgelig også grunden til at jeg ikke har fået besked fra nogen Y2-iske skifteret om en konkurs.

Som det fremgår af vedlagte kopier af breve og af statements har jeg helt indtil 2015 svævet i den vildfarelse at selskabet eksisterede og at jeg havde mulighed for at blive betalt.

I og med at jeg aldrig er blevet orienteret om selskabets lukning (konkurs) har jeg aldrig modtaget opfordring til endsige haft mulighed for at anmelde mit krav.

Jeg har adskillige gange rykket for mit tilgodehavende og, forståeligt nok, uden resultat.

Det kan simpelt hen ikke være rigtigt at jeg skal beskattes af en indtægt, som jeg aldrig har oppebåret. Jeg har ganske vist været langmodig fordi jeg fandt at dette var den bedste måde i sidste ende at få mine penge på. Jeg er blevet overhalet indenom af virkeligheden og er engang blevet orienteret om nedlukningen af virksomheden, så jeg kunne have varetaget mine interesser. Håber du kan hjælpe mig ud af denne urimelighed."

A har fremlagt to fakturaer udstedt til G1-virksomhed dateret den 31. december 2011 (bilag 1 og bilag 2), men først den 15. april 2019 konstaterede A tilsyneladende, at det Y2-iske selskab G4-virksomhed var slettet fra det Y2-iske selskabsregister den 18. september 2014 (bilag C, s. 1, 3. afsnit).

Det vil sige, at der gik otte år, før A overhovedet undersøgte baggrunden for den manglende betaling af fordringen fra G4-virksomhed på 1.100.000 kr.

A har i processkrift 1 anført, at det ikke er korrekt, at der gik otte år efter udstedelsen af fakturaerne, før han undersøgte baggrunden for den manglende betaling (proces-skrift 1, s. 1, sidste afsnit). Til støtte herfor har A fremlagt bilag 8, 9 og 10.

Ingen af bilagene dokumenterer, at A har undersøgt den udeblevne betaling.

Dertil kommer, at kravet over for G4-virksomhed heller ikke er dokumenteret, og det er derfor heller ikke dokumenteret, at skatteansættelsen for indkomståret 2014 er materiel forkert, hvilket er en forudsætning for ekstraordinær genoptagelse.

Landsskatteretten har derfor med rette afvist at genoptage As skatteansættelse for indkomståret 2014.

3.2 Reaktionsfristen

Det følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at en genoptagelsesanmodning efter § 27, stk. 1, nr. 2, skal fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26 ("kundskabstidspunktet").

Det er borgerens konkrete subjektive kendskab til oplysningerne, som fastlægger kundskabstidspunktet, jf. SKM2013.739.ØLR.

A blev i hvert fald den 15. april 2019 opmærksom på, at G4-virksomhed var slettet fra det Y2-iske selskabsregister den 18. september 2014 (bilag C, s. 1, 3. afsnit). Endvidere anførte A i mailen, at han: "helt indtil 2015 [havde] svævet i den vildfarelse at selskabet eksisterede og at jeg havde mulighed for at blive betalt" (bilag C, s. 1, 5. afsnit).

As anmodning om ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 2014 fremsættes den 25. maj 2020 (bilag 7), og fremsættes for sent i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Anmodningen fremsættes efter, at A modtager et forslag fra Skattestyrelsens vedrørende sin skatteansættelse for 2016. I anmodningen tilkendegives det, at fradraget ikke kan ske i 2016, men skal ske i 2014 (bilag 7, s. 2, 1. og 2. afsnit).

Det forhold, at A anmodede om genoptagelse af sin skatteansættelse for indkomståret 2016 den 28. februar 2018 ændrer ikke på, at kundskabstidspunktet for indkomståret 2014 indtrådt senere end i hvert fald den 15. april 2019. "

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Det må i relation til nærværende sag antages, at A udførte arbejde for G1-virksomhed i 2011 og udstedte fakturaer herfor. Det må videre antages, at han selvangav beløbene, men at de aldrig blev betalt. Endelig må det antages, at G1-virksomhed gik konkurs i 2014.

Disse oplysninger er ikke søgt dokumenteret under rettens sag, men er på den anden side ikke bestridt.

A anmodede den 28. februar 2018 om genoptagelse af opgørelsen for 2016 med henblik på at få fradrag for tab på debitorer for 2016 som følge af manglende betaling fra G1-virksomhed. Det blev ikke godkendt, og først den 25. maj 2020 anmodede han om genoptagelse af årsopgørelsen for 2014 med henblik på at få fradrag for tab på debitorer i 2014 under henvisning til, at G1-virksomhed gik konkurs i 2014.

A har til støtte for sit ønske om tilladelse til genoptagelse af opgørelsen for 2014 gjort gældende, at den ønskede ændring er en direkte følge af skattemyndighedernes nægtelse af fradraget for 2016, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2.

Skattemyndighederne har ikke vedrørende det pågældende fradrag foretaget en ændring af opgørelsen for 2016, men har alene afslået, at A kunne få fradrag i opgørelsen for 2016.

Den ændring, som A ønsker gennemført for 2014, er således ikke en direkte følge af ansættelsen for indkomståret 2016, men derimod en følge af hans manglende konstatering af G1-virksomheds konkurs i indkomståret 2014.

Betingelserne for ændring efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, er derfor ikke opfyldt.

Den omstændighed, at A den 28. februar 2018 kunne have anmodet om ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2014 ændrer ikke herved.

Retten tager derfor ikke As påstand til følge.

Det bemærkes, at retten ikke har taget stilling til mulig ændring efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, idet A udtrykkelig har anført, at han ikke gør gældende, at genoptagelse kan ske efter den bestemmelse.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 90.000 kr. Skatteministeriet Departementet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 90.000 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.