Dokumentets metadata

Ej ret til fradrag for friholdelse af hovedanpartshaver for tab på kautionsforpligtelse

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt H1-ApS i medfør af statsskattelovens § 6 havde ret til fradrag på 1.975.667 kr. i forbindelse med, at selskabet friholdt hovedanpartshaveren for tab på den kautionsforpligtelse, som han havde påtaget sig for et koncernforbundet selskab til erhvervelse af et hotel.

Byretten fandt, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed var godtgjort, at aftalen med hovedanpartshaveren om at friholde ham for tab havde en sådan tilknytning til H1-ApS' erhvervsmæssige virksomhed, eller at sikkerhedsstillelsen var påtaget som et så sædvanligt og naturligt led i driften af selskabets virksomhed, at udgiften var en fradragsberettiget driftsomkostning.

Byretten lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at det ikke var godtgjort, at H1-ApS på tidspunktet for indgåelsen af aftalen med hovedanpartshaveren drev restaurations- eller hoteldrift, ligesom det fremgik af årsrapporten for H1-ApS, at selskabet var uden aktivitet i det pågældende regnskabsår. H1-ApS havde desuden ikke nogen indflydelse på driften i selskabet, som hovedanpartshaveren havde påtaget sig kautionen for.

Byretten lagde videre vægt på, at da H1-ApS kun havde begrænset mulighed for at opnå afkast af investeringen i hotellet, og da H1-ApS ikke overtog hovedanpartshaverens regreskrav, var aftalen særdeles byrdefuld for H1-ApS. Byretten bemærkede endelig, at konsulenthonorar betalt til H1-ApS ikke udgjorde afkast.

Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor og bemærkede desuden, at det der var kommet frem og anført for landsretten, ikke kunne føre til et andet resultat.

Byrettens dom blev derfor stadfæstet.

Parter

Sag BS-7484/2021-OLR

(3. afdeling)

H1-ApS

(v/advokat Henrik Rahbek v/ advokat Patrick Pedersen)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Anne Larsson) og

Sag BS-7507/2021-OLR

(3. afdeling)

H2-ApS

(v/advokat Henrik Rahbek v/ advokat Patrick Pedersen)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Anne Larsson)

Københavns Byret har den 8. februar 2021 afsagt dom i 1. instans (sagerne BS5925/2020-KBH og BS-5932/2020-KBH).

Afgørelse truffet af landsdommerne

Bo Østergaard, Kristian Porsager Seierøe og Jørgen Jørgensen (kst.)

Påstande

Sag BS-7484/2021-OLR

Appellanten, H1-ApS, har nedlagt påstand om, at selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2015 nedsættes med 1.975.667 kr.

Sag BS-7507/2021-OLR

Appellanten, H2-ApS, har nedlagt påstand om, at selskabets sambeskatningsindkomst for indkomståret 2015 nedsættes med 1.975.667 kr.

Indstævnte, Skatteministeriet, har i begge sager påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Der er for landsretten fremlagt yderligere bilag i form af bl.a. fakturaer udstedt af G1-A/S, Driftsbalancer for H1-ApS, mails fra QW til henholdsvis G2-virksomhed, PJ, LT, NB F1-bank, SO og MT, uddrag af kontoudskrifter for H1-ApS' bankkonto, kontokort og årsrapport for G3-ApS, balancepost for G4-ApS, udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vedrørende G4-ApS, konsulentaftale med ikrafttrædelse den 1. maj 2009 med tillæg af 31. maj 2009 mellem H1-ApS og G4-ApS, oversigt over selskabsstrukturer udarbejdet af QW samt revisionserklæring af 3. oktober 2022 udarbejdet af revisor UH.

Forklaringer

QW har afgivet supplerende forklaring.

NB har afgivet forklaring.

QW har forklaret bl.a., at han og bl.a. NB samarbejdede om et medieselskab fra 1996-1998, ligesom han og NB har samarbejdet om andre hoteller end G4-ApS. Han har tidligere gjort brug af en konstruktion, hvor H1-ApS har tjent penge på at arbejdsudleje ham, og da han ejede G7-virksomhed, blev han heller ikke aflønnet af caféen, men via H1-ApS.

H1-ApS' formålsparagraf blev ændret af flere årsager, herunder at VP var nedslidt, og at forretningsaktiviteten skulle udvides. Han og VP havde solgt restauranten i G5-virksomhed, og de havde som følge af salget nogle penge, som de kunne arbejde videre med. I forbindelse med det mulige køb af G6-virksomhed sendte han en mail til F1-bank vedhæftet en oversigt over hans og VPs formue, idet banken efterspurgte det.

Inden købet af G4-ApS havde han og NB drøftet køb af forskellige andre hoteller, men det endte med G4-ApS, fordi de var enige om, at de kunne køre dette hotel langt mere rentabelt, end sælgerne havde gjort.

H1-ApS betalte den kontante udbetaling på 500.000 kr. i forbindelse med købet af hotellet, som kostede 22 mio. kr. F1-bank viste interesse for H1-ApS' aktiviteter, men efter forhandlinger med banken endte det dog med, at H1-ApS ikke kautionerede, idet banken forlangte, at han og NB kautionerede personligt.

Aftalen af 1. marts 2007 mellem H1-ApS og ham om kautionserklæringen over for F1-bank ville sikre en fremtidig indtjening for H1-ApS. Det primære afkast til H1-ApS var honorarer, og det stod klart for selskabet på tidspunktet for aftalens indgåelse, at det ville modtage honorarer. Begge underskrifter på konsulentaftalen mellem H1-ApS og G4-ApS med ikrafttræden den 1. maj 2009 er hans. NB har via sit selskab, G8-ApS, tjent penge på G4-ApS på samme måde som han.

Det beror på en fejl, at G3-ApS udstedte fakturaer til G4-ApS, idet fakturaerne burde have været udstedt af H1-ApS, der havde al aktiviteten i forhold til hotellet. G3-ApS havde ingen ansatte, og han modtog ikke løn fra selskabet. Den ændrede selskabskonstruktion omkring G4-ApS skyldtes hans ønske om kreditorbeskyttelse, idet F1-bank havde tvunget NB, der var økonomisk trængt, til at sælge sin andel af hotellet til ham for 1 kr.

Efter F2-bank, som havde overtaget F1-bank, ved brev af 22. november 2012 havde kaldt kautionen, havde H1-ApS fortsat mulighed for at tjene penge på G4-ApS. Han varetog H1-ApS' interesser, da han forhandlede med F2-bank, og der var tale om relativt hårde forhandlinger, hvor han var repræsenteret af en advokat. F2-bank tilbød at ordne papirerne sådan, at kautionsforpligtelsen ville kunne fradrages skattemæssigt i H1-ApS. Men da det var H1-ApS' opfattelse, at beløbet allerede var fradragsberettiget, var der ikke behov for at udfærdige nye dokumenter. Han afslog derfor F2-banks tilbud. Det var efter samråd med hans advokat, der frygtede, at ordningen kunne blive betragtet som unddragelse.

NB har forklaret bl.a., at han lærte QW at kende i 1994, og at de inden samarbejdet om G4-ApS samarbejdede om bl.a. G1-A/S. Hans selskab, G8-ApS, tjente penge på G1-A/S på samme måde, som H1-ApS gjorde. Det var tale om samme struktur, som blev anvendt i forhold til G4-ApS.

G8-ApS betalte den kontante udbetaling på 500.000 kr. i forbindelse med købet af G4-ApS. Det er korrekt, at han har faktureret fra G8-ApS til G4-ApS, men han kan i dag ikke huske, hvilke ydelser der blev faktureret for. Via sit selskab fakturerede QW også G4-ApS, og QW fakturerede mere end ham.

I forbindelse med købet af G4-ApS underskrev han ligesom QW en personlig kautionserklæring, idet dette var et krav fra banken. Han er bekendt med, at QW overførte kautionsforpligtelsen til H1-ApS, hvilket han anså for både naturligt og ikke-usædvanligt, og derfor havde han ikke problemer hermed. De troede begge på investeringen i G4-ApS, og det var hensigten for både hans og QWs selskab at tjene penge på projektet.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

H1-ApS har yderligere anført, at ønsket om at fortsætte selskabets aktiviteter efter salget af restauranten i G5-virksomhed indebar, at selskabets hovedanpartshavere både forud for salget og i forbindelse med salget blev præsenteret for nye potentielle aktiviteter, herunder i samarbejde med NB og at selskabets formål i den forbindelse blev ændret. H1-ApS' retskraftige løfte og tilsagn om at indestå for at betale ethvert tab, som QW måtte lide, var motiveret af selskabets forretningsmæssige interesse i at sikre, vedligeholde og erhverve honorarindtægter fra G4-ApS. QW havde således som direktør i H1-ApS en konkret viden om og indflydelse på, at H1-ApS ville modtage honorarindtægter fra G4-ApS allerede fra aftaleindgåelsen den 1. marts 2007. Dette understøttes af, at H1-ApS som følge af aftalen af 1. marts 2007 i perioden fra marts 2007 til december 2014 havde en skattepligtig indkomst i størrelsesordenen 4.241.297 kr. Det er derfor ikke korrekt, når byretten har lagt til grund, at H1-ApS ikke havde nogen indflydelse på driften i selskabet G4-ApS, og at afkastet af investeringen i G4-ApS kun kunne tilfalde H1-ApS, hvis afkastet forinden blev udloddet gennem de mellemliggende selskaber til de ultimative ejere og derefter indskudt i H1-ApS.

Skatteministeriet har supplerende anført, at QWs forklaring for byretten underbygger, at der i perioden fra november 2006 til i hvert fald 2010, hvor der pågik overvejelser om erhvervelse af et hotel på Y1-område, ikke var erhvervsmæssig aktivitet i H1-ApS i relation til restaurationsdrift, og at selskabet således på det tidspunktet, hvor det indgik aftalen om at friholde QW for et eventuelt tab i anledning af kautionsforpligtelsen, var ophørt med at drive restaurationsvirksomhed. Det materiale, som appellanterne har fremlagt, godtgør ikke, at H1-ApS i 2007 drev konsulentvirksomhed, og revisor UHs forklaring for byretten underbygger, at dette ikke var tilfældet. Endelig er det ikke godtgjort, at H1-ApS i 2007 drev virksomhed inden for formueforvaltning.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor. Det, der er kommet frem og anført for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagernes udfald skal H1-ApS og H2-ApS i sagsomkostninger for landsretten hver betale 30.000 kr. til Skatteministeriet. Ved fastsættelsen af beløbet, der er til dækning af Skatteministeriets advokatudgifter inkl. moms, er der ud over sagernes værdi taget hensyn til deres omfang og forløb samt den omstændighed, at Skatteministeriet har været repræsenteret ved den samme advokat i begge sager, der i realiteten har vedrørt de samme problemstillinger.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1-ApS og H2-ApS hver betale 30.000 kr. til Skatteministeriet.

Beløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.